Rejsen til Israel - en personlig beskrivelse.

En mørk 29. september var der et foredrag i præstegården. Søren Kristoffersen skulle vise lysbilleder fra sin sidste tur til Israel. Da vi kom, var foredraget flyttet fra præstgården til kirken - det var lidt besværligt med plads til et lærred og lysbilleder i konfirmandstuen. Meget praktisk, kirken er jo også et forsamlingshus, så der var ikke noget at udsætte på det.

Søren viste sig at være en yngre mand, der ikke gjorde noget særligt væsen af sig. Vores alder, cirka. Han viste mange billeder, og forklarede godt. Han havde en form for afklaret begejstring, som een, der ved hvad han taler om, og som godt kan lide det, han viser frem.

Vi måtte gå hjem før mødet var slut. Jeg havde mavebesvær, og det er ikke så godt, når man skal have kaffe eller the. Billederne var pæne og flotte, men lidt svære at forholde sig til. Endnu havde vi ikke betalt rejsen, men beslutningen var taget; det var da derfor, at vi dukkede op. Men det var svært at se for sig den verden, som disse feriebilleder tilhørte.

Vi må vente og se!

Fredag d. 31/12-1999. Klokken er 12:00. Jeg lukker firmaets EDB-udstyr ned, og sikrer mig, at al strøm er afbrudt. Risikoen for en ukontrolleret overspænding er til stede, og jeg har selv anbefalet denne procedure til vores kunder. Det er kun rimeligt, at jeg selv følger retningslinierne. Jeg regner ikke med, at faren er stor - men det er et sært årstal, vi skal til nu, og ingen EDB-kyndig ved reelt om alting virker.

Paven har erklæret år 2000 for Helligår. Ikke så sært; det er det hvert 25. år, men jeg hører også, at han vil til Israel i år, og besøge de hellige steder. Gamle mand, tænker jeg, det er nok også ved at være på tide.

Vi skal selv til Israel i år 2000. Men nu får vi se først, om de sære fundamentalister får ret, og Messias når at komme først.

Årsskiftet. Rådhusklokkerne slår. Jeg kigger hurtigt på mit digitale armbåndsur, og kontrollerer også mobiltelefonen. Alt i orden, og TV'et fortsætter. Altså ingen store problemer! Jeg kan feste, uden tanke på de fejl, som nytårsskiftet giver - de er i hvert fald ikke alvorlige!

Til Israel i år 2000. Det er snart!

Vores kommune har planer om at flytte 7.-klasse væk fra omegnens landsbyer, og ind til en centralskole i Odder. Vore præst, Marianne, ringede til mig på arbejdet for at fortælle mig det, så jeg kunne komme med til et møde om denne sag, i min egenskab af formand for Gylling Håndværker- og Borgerforening.

Det blev et godt møde. Vi fik vendt strategien, og fundet den vej, vi skulle gå, for at overbevise politikerne om, at deres forslag ikke er velset. Efter mødet snakkede jeg kort med Marianne om Israel. Hun nærmest sværmer for at se nogle glasmosaikker i Jerusalem, lave af Chagall. Jeg ved naturligvis ikke noget om dette, men hun er meget spændt på turen. Det er godt, det ikke er mig, der skal arrangere den...

Vi hørte noget i radioen om uroligheder i Israel. Vi tager det ikke så tungt (endnu); der er stadigvæk et stykke tid til vores rejse, og i øvrigt har der altid været uroligheder i Israel.

For øvrigt lykkedes det for landsbyerne at fastholde 7.-klasserne.

Marianne har indbudt til møde i præstegården d. 9/2-2000. Vi har fået vores bekræftelse og programmet fra Unitas - det virker som en vel-planlagt tur. Da vi møder op, bliver vi mødt af en række mennesker, hvoraf vi ikke kender de fleste. De fleste er ældre end os selv. Jeg kender jo Marianne og har da også talt lidt med hendes mand, Niels. Berit kender vist ikke de fleste, men der er et eller to ansigter, vi har set før.

Vi præsenterer os efter tur. Det er den traditionelle måde at præsentere sig på: Manden siger hvad han hedder og hvad han laver - kvinden siger hvad hun hedder, og at hun er gift med manden. En af kvinderne fortæller sit navn, og nøjes derefter med at sige at hun er enke. Mærkelig stilling, tænker jeg, og morer mig en anelse over det pudsige. I det mindste sidder Berit før mig i præsentations-runden, og hun vil naturligvis ikke bruge denne traditionelle måde at...

... Jo hun gør, den drillepind! Da hendes tur kommer, siger hun blot "Jeg hedder Berit Eriksen, og jeg er gift med Normann"! Ja, ja - hun får det, som hun vil ha' det...

Vi synger en sang fra Højskolesangbogen, og Marianne begynder at fortælle os om de praktiske ting: Valuta, rejseforsikring, temperatur og de deraf følgende tøjmæssige betragtninger. Vi snakker lidt om det sikkerhedsmæssige - der er blevet bombet i Libanon, og man frygter derfor raketangreb rettet mod Israel, naturligvis i et af de områder, hvor vi skal rejse i. Marianne byder os sin hjemmelavede kage, og undskylder facon og kvalitet - "der ringede nogen"! Rødvin bliver drukket, og stemningen i lokalet, der hele tiden har været udmærket, begynder nu også at blive lidt mere fri. Man er måske mere hæmmet, når man sidder hos en præst, selv når præsten er moderne.

Et par børn og en hund løber lidt til og fra. Det generer overhovedet hverken præsten eller præstens mand, og jeg lægger kun mærke til dem, fordi de opfører sig så pænt og naturligt. Børnene, altså... Vi snakker nu om kørsel til og fra Tirstrup: Berit og jeg har på forhånd bestemt, at vi selv vil køre. Det vil give os lidt mere ro, og vi har jo osse vores to katte, som vi måske bliver nødt til at aflevere på pensionen den samme dag, som vi skal afsted.

Endelig får vi vores billetter - den er god nok, der står Israel på dem. Berit kontrollerer dem grundigt; det er fint, så slipper jeg for det. Endnu en snak, vi synger atter en sang, og Marianne minder os om at bringe Højskolesangbogen med på turen.

Så går vi hjem. Nu er der kun 11 dage inden afrejse.

Berit er stresset, som hun altid bliver når hun skal rejse. Hun har ellers rejst så tit, og til så mange steder, men det er og bliver lige meget: Når kufferten skal pakkes, så kan hun gå på loftet!

En hurtig morgenmad, afsted i bilen, og stille og roligt kører vi mod Tirstrup. Vi skulle være der i god tid, for ikke at skulle stresse rundt, og det er vi osse. Klokken er 9:30, da vi dukker op i afgangshallen - nøjagtigt det tidspunkt, som Marianne havde sagt. Hun er der naturligvis allerede, og der er også et par af de andre. Vi afleverer kufferterne, og bliver sendt ind til ventesalen, hvor Niels - Marianne's mand - har fået i opdrag at være det samlende og kendte midtpunkt. Han ser søvnig ud. Jeg kigger på mit ur, og spekulerer på, om jeg skulle liste op i cafeteriet for at få en kop kaffe, men beslutter mig til at lade være - det ville være for uselskabeligt. Der vil også være tid nok til at få kaffen. Lufthavne, det kan jeg!

Vi småsnakker lidt, Berit og jeg. Endnu synes vi ikke at vi kender så meget til de andre, men en gang i mellem får vi da Niels til at sige lidt.

Marianne og de sidste kommer. Dte bliver afgang. Det er en helt almindelig flyvetur til Kastrup, og vi ankommer i fin stil. Vi bevæger os gennem "Indenrigs" op til "Udenrigs", viser boardingkort og tjekkes igennem. Endelig er vi i det toldfrie område, og der er meget god tid nu, for vi skal først flyve klokken 15:15, og den er kun omkring 11:30. Berit og jeg får os en kop kaffe med brød, men er ved at kløjs i det, da vi ser priserne - det er ikke billigt!

I Kastrup skal vi mødes med den Fynske gruppe, dvs. med Søren's gruppe. Vi har allerede mødt nogle fynboere, der skal til Israel, og som også rejser med Unitas, men de har ikke hørt noget om hverken Søren eller Jylland. Der er altså andre grupper end os - det er store rejsedag!

Lidt efter lidt mødes vi, gruppevis. Der er ikke nogen regulær introduktion, for lufthavnen er stor, og vi er ikke helt samlet, men vi begynder at få en vis klarhed over hvem vi er. Og så skal vi til at passe tiden, så vi begynder at boarde.

Igen, ingen problemer. Vi finder vores pladser i flyet, der letter planmæssigt. Af flyve er noget man kan vænne sig til, også selv om man ikke kan lide det, og når man har vænnet sig til det, er der tale om den samme tilstand, som når man kører i lang tid med en gammel bus. Der er mange lyde, der er usikre og hoppende bevægelser, pladsen er trang, og der kan komme dårlig lugt fra brændstof. Maden er altid noget, man ikke bør tale om - man må bare finde sig i den, men den er jo til gengæld gratis. Og man kan få en del at drikke, hvilket er udmærket. Jeg prøver at læse noget i en af mine bøger, men kan ikke finde koncentrationen til det. I stedet kigger jeg ud af vinduet. Der er overskyet en del af turen, og det viser sig, at det bliver mørkt på turens slutning (men vi kan se byernes lys fra Cypern og Istanbul).

Nu begynder der efterhånden at tegne sig en kystlinie. Der er mange lys, der er flere store byer. Vi er helt klart på vej mod en af dem, den største. Flyet er i øvrigt også ved at gå ned. Piloten fortæller om landingsproceduren, som vi kender til hudløshed, og trykket stiger i ørerne. Vi er på vej ned. Vi er landet, silkeblødt og roligt. Fantastisk - det var en smuk landing! Mens vi taxier ind, kigger vi ud af vinduet, og bliver begejstret, da vi ser de første palmer. Det er rigtigt: Vi er landet i Tel Aviv.

Paskontrollen tager sin tid, som den altid gør, men der er ingen stress. Den er vel omkring ni, israelsk tid, og jeg morer mig lidt over at se, at vores fly-besætning ikke kommer meget hurtigere gennem paskontrollen end vi selv gør. Ja, faktisk så kommer de to ældste Laursen igennem før alle andre. Israelerne lader åbenbart alder gå før rang; det er da et pænt træk.

Det tager noget længere tid at finde kufferterne, men det skyldes dels at vi kigger på det forkerte bånd, og dels at Marianne bruger nogen tid på at finde ud af, om vi alle var kommet igennem. Måske ved hun ikke, at de to gamle allerede er kommet igennem? Nå, og så er der vist også et halstørklæde, der er mistet i flyvemaskinen. I hvert fald tager det lidt tid. Imens studerer jeg de forskellige typer: Ham derover ved båndet i den lange frakke, han er garanteret en civilklædt sikkerhedsmand. Og der står en masse ting på hebraisk, som jeg ikke kan læse. Reklamerne ser naturligvis bekendte ud, de er universielle.