Re-Calibration of the Danish Old-Age Pension System
Pension reform in Denmark in the 1990s is of general interest due to the development of a system of funded, defined contribution pension schemes based on collective agreement between the parties in the labour market. The resulting pension system seems to hold some answers to the critique of funded pension schemes. This paper analysis the process which lead to the 1991 pension reform in Denmark and it relates the discussions and solutions found in Denmark to the international debate on pension reform.

Introduction

Contrary to what is normally seen in descriptions and analysis of the Nordic Welfare model this paper deals with the fact that Denmark for a number of reasons has been a latecomer in the creation of a comprehensive old-age pension scheme compared to other Nordic and European countries .

Pension reform has been high on the agenda of welfare reform in many countries, for more than 15 years. Due to demographic developments many countries have in the 1990s struggled with reform to make pension system financially sustainable. For many countries the struggle has not ended. Denmark is facing the same challenges as other countries in this area of the welfare state.

But having the luck of not having developed a substantial pay-as-you-go old-age pensions system guaranteed by the State, Denmark was in a more favourable position than other countries when the quest to reform old-age pension systems started in the 1980s. The resulting reform - or more precisely development - of the Danish old-age pension system could therefore in many ways be in line with the recommendations for pension reform made by international organisations like the World Bank and the OECD. But with a specific Danish flavour of collective agreement rather than the development of a more individualised system as often stressed by these organisations. It is worth noting that the Danish pension reform was implemented a number of years before these recommendations were put forward. In that way the Danish pension reform debate was not very much influenced by the international debate on this issue - but maybe the international debate could have learnt something by studying the Danish reform process and the resulting Danish old-age pension system . For those who have not ended their reform process it is not to late. The case is that the Danish old-age pension system seems to overcome some of the criticism often associated with the development of funded pension schemes. This seems to be true both for the criticism put forward by Danish opponents to the development of occupational pensions in the debate in the 1980s. The criticism of funded schemes to add artificial economic cost to pension schemes (e.g. Thompson, 1998) and the criticism of creating economic risk in the management of pension funds (Atkinson 1999:164).

What happened in Denmark was not an overall pension reform. Therefore this paper is called ‘The re-calibration of the Danish Old-age Pension System’. The re-calibration concept is borrowed from a book by Ferrera et al.(2000) where the concept is meant to suggest an act of institutional reconfiguration and re-balancing characterized by:

1. the presence of a set of constraints conditioning developments, stemming from the interaction of new external pressures and domestic challenges
2. the interdependence between additions (or upgrading) and subtractions in the policy menu under review, as a consequence of such constraints and
3. a deliberate shift of weight and emphasis among the various instruments and objectives of social policy (Ferrera et al., 2000:89)

The argument in the paper is that these characteristics of re-calibration fit quite well with the pension reform process in Denmark in the 1980s and 1990s.

Fremtidens velfærdsstat
Der er et markant behov for at bryde med alle former for vanetænkning, hvis velfærdsstaten skal sikres for fremtiden. Der er behov for væsentlige ændringer af hele velfærdssystemet, hvis det skal sikres for fremtidige generationer. Mere-af-det-samme er simpelthen ikke godt nok, hvis vi skal håndtere de udfordringer som velfærdsstaten står overfor. Det er på tide at erkende ikke blot at ver-den har forandret sig, men at det bliver den ved med i stigende tempo – og på områder, der har af-gørende indflydelse på mulighederne for at føre velfærdspolitik.

Velfærdsstaten er et gammelt system i en ny verden. Det slog vi fast allerede for ti år siden i en række rapporter fra Socialforskningsinstituttet, der sammenlignede udviklingen og indholdet af en lang række europæiske velfærdsstater. I de ti år der er gået siden da er det ikke blot blevet klart, at det er rigtigt. Det er også blevet tydeligere, end det var dengang, hvad det vil sige.

På trods af dette var hovedkonklusionen i disse rapporter og internationale, komparative undersø-gelser, som vi har deltaget i siden, at det jo går meget godt. Velfærdsstaten har været i stand til at tilpasse sig omfattende forandringer i økonomi, arbejdsmarked og familieliv. De nordiske velfærds-stater har gennemlevet omfattende ydre pres og kriser, som den langvarige beskæftigelseskrise i Danmark fra midten af 1970erne til midten af 1990erne og de mere kortvarige men dybe kriser i den svenske og finske økonomi i 1990erne. Men at fortidens slag er vundet er igen garanti for sejr i de fremtidige kampe.

I mængder af forskningsrapporter skrevet af dedikerede velfærdsstatsforskere fra alle dele af verden gentages argumenterne for velfærdsstatens fortræffeligheder. Det samme gælder i de mange under-søgelser af befolkningens holdninger til velfærdsstaten. Udpræget opbakning over hele linjen. Men det betyder ikke, at den hellige grav er velforvaret. Tværtimod giver den næsten totale opbakning sig udtryk i en forstemmende mangel på lyst til politisk at tænke nyt. Det er forståeligt, fordi ethvert tilløb til at udfordre det bestående bliver mødt med folkelig modstand, og mistænkeliggørelse fra politiske modstandere. Konkret udtrykt ved en dansk regering, der nærmest har dekreteret reform-pause – på et af de tidspunkter, hvor der er betydeligt behov for politiske visioner og politisk leder-skab, når det gælder at sætte sig i spidsen for formuleringen af grundlaget for fremtidens velfærds-stat. Desværre udfordres denne passivitet ikke af store dele af oppositionen, der blot lurepasser i håbet om, at regeringen vil dumme sig på velfærdsområdet.

Mere vil have mere, som man siger. Det er desværre præcist det, der er kendetegnede ved den førte velfærdspolitik. Kun reformer, der giver nogle befolkningsgrupper flere rettigheder og penge, kan man komme igennem med politisk. Selv meget beskedne forsøg på at ændre ved de prioriteringer i velfærdssystemerne, der er skabt for at løse fortidens problemer, er det svært eller umuligt at kom-me igennem med. Og de store visioner om velfærdsstatens fremtid kommer slet ikke frem til offent-lig diskussion.

Men disse diskussioner findes skjult. Uden for kameraernes og offentlighedens søgelys. Det politi-ske debatklima og befolkningens glæde ved det bestående og frygten for forandringer betyder, at de frække forslag og visioner holdes i snævre kredse. At lukke dem ud af posen kan være lig med den visse politiske død.

I det gamle Sovjetunionen var der mange, der også godt var klar over, at det ikke kunne blive ved med at gå, men heller ikke her kunne det siges åbent og offentligt. Det kom dog til udtryk i det fol-kelige vid. Og en sådan folkelig fortælling fra dengang kan give mindelser om situationen i dag. Historien foregår i en togkupe hvor de store ledere Lenin, Stalin og Bresjnev er på tur. Pludselig standser toget. Personalet nægter at køre videre, før de har fået løfter om forbedringer i deres for-hold. Den ordner jeg, siger Lenin. Jeg ved, hvordan man taler med det arbejdende folk. Efter noget tid kommer han tilbage og slår opgivende ud med armene. Stalin rejser sig, og kommer hurtigt til-bage. ’Nu har jeg sagt, at jeg vil deportere alle i deres familier og deres familiers familie til Sibirien, hvis ikke der sker noget, så nu kører vi’. Intet sker. Bresjnev rejser sig, og kommer tilbage efter nogen tid. Han sætter sig tungt ved sin vinduesplads, kigger på de to andre, række hånden op og trækker rullegardinet ned for kupevinduet. ’Nu lader vi som om vi kører’, siger han.

Formålet med dette kapitel er at få rullet gardinet op igen, så der kan komme den diskussion, der er behov for, hvis velfærdsstaten skal have en chance i fremtiden. 

Hvad er det der skal kæmpes for – og hvorfor?

Velfærdsstaten kan anskues på flere forskellige måder. Den er en kompliceret størrelse, der tjener flere forskellige legitime og fornuftige formål.

Ud fra en økonomisk synsvinkel kan man bl.a. sige, at velfærdsstaten rummer praktiske løsninger på en lang række samfundsmæssige spørgsmål. Hvem skal sørge for de gamles forsørgelse, pasning og pleje, når de ikke længere kan klare et job, og når de ikke længere kan klare, at tage sig af sig selv? Hvem skal sørge for børnenes pasning mens forældrene er på arbejde, og hvem skal sørge for deres uddannelse? Hvem skal sørge for forsørgelsen af de erhvervsaktive voksne, der ikke kan få et arbejde, eller som ikke kan passe et arbejde fordi, de er syge. Hvem skal behandle, passe og pleje de syge, og prøve at sørge for, at de bliver raske? Et svar på de spørgsmål er, at det skal velfærdsstaten. Det er ikke det eneste mulige svar. Man kan også sige, at det skal familien sørge for, eller de private forsikringsselskaber. Men i Danmark, i de øvrige Nordiske lande og i mange Europæiske lande er svaret velfærdsstaten. Det betyder, at finansieringen og organiseringen af de ydelser og foranstalt-ninger, der skal til for at løse disse problemer, dem tager staten sig af.

Det skyldes en grundlæggende opfattelse af, at de forhold velfærdsstaten tager sig af i mange tilfæl-de rammer tilfældigt og uden, at den enkelte kan stilles til regnskab. Sygdom er hver mands herrer, som man siger, og arbejdsløshed skyldes i mange tilfælde økonomiske forhold og konjunktursving-ninger, som den enkelte ikke kan gøre noget ved – eller gøre for. Velfærdsstaten er med andre ord blandt andet en kollektiv og solidarisk forsikringsordning.

Det solidariske skyldes ikke kun, at alle er omfattet af velfærdsstatens ydelser. Det skyldes også i mindst lige så høj grad at alle betaler til finansieringen af disse. Og ikke nok med at alle betaler, men dem med de højeste indkomster betaler mest. Velfærdsstaten er i sin mest ideelle form en om-sætning af udsagnet om ’at yde efter evne og nyde efter behov’ i praksis.

Men velfærdsstaten er ikke kun en sparegris, hvor befolkningen i et land i fællesskab spare op til at tage sig af situationer, hvor den enkelte har behov for en hjælpende økonomisk hånd udefra.

Velfærdsstaten er også en investeringsforening. Velfærdsstaten investerer bl.a. i børnenes socialise-ring og de unges uddannelse – og den investerer i den samlede befolknings sundhed.

Der findes en række gode økonomisk teoretiske argumenter for, hvorfor det er en god ide at lade staten tage sig af dette. Staten har langt bedre muligheder for at sikre forsørgelsen af de borgere, der pga. alderdom, sygdom eller arbejdsløshed ikke kan forsørge sig selv end private forsikringsselska-ber har. Staten har ret til at udskrive skatter, og den kan optage lån på relativt gunstige vilkår. I til-fælde af fx massearbejdsløshed er staten alt andet lige mere økonomisk solid end et privat forsik-ringsselskab, der ved et voldsomt pres fra de forsikrede kan risikere at gå konkurs. Staten har desu-den en interesse i under en lavkonjunktur at modvirke efterspørgselsnedgangen ved at udbetale un-derstøttelse til dem, der ikke kan finde arbejde. Og staten har mulighed for via den økonomiske po-litik at bekæmpe en inflationær udvikling, der kan undergrave værdien af udbetalingerne fra de so-ciale sikringsordninger.

Der er med andre ord ud fra en økonomisk tankegang mange gode argumenter for velfærdsstaten. Alternativerne til velfærdsstaten som fx private forsikringsordninger eller familiebaseret velfærd vil betyde en anderledes fordeling af både finansieringsbyrde og risici. Det vil alt andet lige blive mere tilfældigt, hvem der kom til at bære de store økonomiske byrder, og risikoen at de socialt dårligst stillede ikke kunne opnå den sikring, som velfærdsstaten giver dem, vil være stor.

Ud fra en sociologisk synsvinkel kan man bl.a. sige, at velfærdsstaten bidrager til at holde sammen på samfundet. Den øger ganske enkelt samfundets sammenhængskraft, fordi den stiller samfundets borgere i solidarisk relation til hinanden. Det er med andre ord en gammel bekymring i sociologien, som velfærdsstaten rummer en del af svaret på. Sociologien opstod som videnskab på grund af be-kymringen for, at det moderne samfund der voksede frem efter feudalismen og med industrialise-ringens fremvækst, at dette bysamfund vil betyde et sammenbrud for de menneskelige relationer, der var kendetegnet ved livet på landet. Og denne bekymring, som i dag kan synes utroligt gammel-dags og måske en smule latterlig, var bestemt ikke ubegrundet. Arbejdsforholdene i industrien såvel i England, som kom først, og i andre lande viste i den grad behovet ikke bare for offentlig regule-ring men også for velfærdsordninger for de arbejdere, der ikke i længden kunne klare de opslidende arbejdsvilkår. Det blev aldrig tilstrækkeligt at basere velfærden på fagforenings eller andre gruppe-baserede velfærdsordninger. Dertil var behovet for hjælp for de dårligst stillede for omfattende og deres egen evne til selv at betale for det alt for begrænset. Det kunne dengang kun løses på nationalt niveau. De tyske velfærdsstatsordninger, som var de første, er par excellence eksemplet på vel-færdsordningernes rolle som nationalt sammenbindingsmiddel. Det er blevet nævnt, at de var en form for revolutionsforsikring mod den gryende politiske modstand mod de herskende sociale og økonomiske forhold. Hvad man ikke kunne vide var, at de også var kimen til en udvikling af et om-fattende statsligt velfærdssystem, som indeholdt en væsentlig del af svaret på, hvordan sociale pro-blemer blev løst og samfund kom til at hænge bedre sammen. Hvis der findes et bevis for dette, så ligger det dels i at alle Nordvesteuropæiske lande indenfor kort tid efter etableringen i Tyskland udviklede deres egen nationalt baserede version af velfærdsstaten, dels i at disse lande med tiden er blevet nogle af de mest velhavende i Europa – og verden – og nogle af bedst sammenhængende nationalstater.

Karakteristikken af de første tyske statslige velfærdsordninger som ’revolutionsforsikring’ rører ved det forhold, at velfærdsstaten også kan ses som et middel for den herskende klasse til at holde andre nede og bevare herredømmet. Der findes væsentlige bidrag i den sociologiske velfærdsstatsforsk-ning, der forklarer velfærdsstaternes udvikling og udseende i forskellige lande ud fra en analyse af magtrelationerne mellem forskellige grupper i samfundet. Dette kan enten udlægges udpræget nega-tivt ved et syn på velfærdsordningerne som et bluffnummer, der bidrager til undertrykkelsen af de grupper (eller klasser) i samfundet, som især gør brug af ordningerne. Eller udpræget positivt ved et syn på velfærdsordninger som en afbalancering af de økonomiske og sociale behov og muligheder, der findes i et givet samfund. Men uanset om man vælger den negative eller den positive udlægning – eller en udlægning et eller andet sted i mellem de to – så bliver konklusionen, at velfærdsstaten bidrager til at holde sammen på samfundet, som vi kender det.

Mere konkret er det velfærdsstatens universelle karakter, der yder et væsentligt bidrag til den sam-fundsmæssige sammenhængskraft. Opfattelsen af, at der findes et alt omfattende velfærdssystem, der tager sig af borgerne fra vugge til grav er vigtig i den forbindelse. Opfattelsen af, at hos os tager man sig af de syge og socialt udsatte baseret på en vurdering af deres behov – og uanset deres beta-lingsevne – er også vigtig, og den lærdom der doseres i det velfærdsstatslige skolesystem bringer disse opfattelser videre fra generation til generation.

Velfærdsstaten har det nærmest med at blive til en national myte. I forbindelse med de undersøgel-ser af de Nordvesteuropæiske velfærdsstater, som vi har gennemført på Socialforskningsinstituttet, oplevede vi ret markant, at de forskere og embedsmænd vi talte med i de forskellige lande, havde en opfattelse af, at lige præcist deres velfærdssystem ikke bare var godt – det var når det kom til styk-ket nok egentligt det bedste.

Der er med andre ord ud fra en sociologisk synsvinkel det meget afgørende argument for velfærds-staten, at den på godt og ondt bidrager til samfundets sammenhængskraft. Alternativet til velfærds-staten, som må være et mere fragmenteret og opdelt samfund, vil alt andet lige også betyde, at den samfundsmæssige sammenhængskraft blev mindre. Det siger nærmest sig selv, at det ville være til skade for de dårligst stillede. Hvad det ville betyde for de bedre stillede er mere åbent for diskussi-on.

I politisk eller politologisk sammenhæng er velfærdsstaten lig med den naturlige udvidelse af bor-gernes økonomiske og politiske rettigheder, hvor gennembruddet i flere lande kom i midten af 1800 tallet, med sociale rettigheder. Velfærdsstaten er simpelthen institutionaliseringen af de sociale ret-tigheder ligesom det repræsentative demokrati blev institutionaliseringen af de politiske rettigheder. Politologien har siden 1960erne kunnet vise en betydelig folkelig opbakning til velfærdsstaten i bred almindelighed. Og måske særlig bemærkelsesværdigt en ikke svigtende opbakning fra de ud-dannelsesmæssigt og dermed økonomisk bedre stillede dele af befolkningen. Politisk er det efter-hånden en banalitet at konstatere, at vil man have den politiske magt i stort set hvilket som helst Nordvesteuropæisk land – og som ofte når det gælder velfærdsstaten særligt markant i de nordiske lande – så må man fremstå som velfærdsstatens vogter. Borgerlige velfærdspolitiske holdninger her i landet og i de andre Nordiske lande vil andre steder i verden hører til på den politiske midte eller på den moderate del af venstrefløjen. Så ud fra en politisk vurdering ligger velfærdsstaten ’lunt i svinget’. Der er dog dem der mener, at netop den massive folkelige og politiske opbakning til vel-færdsstaten som vi kender den, er en af de største trusler mod velfærdsstatens fremtid, fordi denne opbakning er en forhindring for de reformer, der skal til for at sikre de statslige velfærdssystemers overlevelse på lidt længere sigt.

Så i kort form er velfærdsstaten en både effektiv og praktisk løsningsmodel på en række problemer i det moderne samfund, der ved sin måde at være organiseret på bidrager til samfundets sammen-hængskraft og giver folk hvad de ifølge meningsmålinger og valgresultater vil have. Se en sådan løsningsmodel er der jo al mulig grund til at kæmpe for bevarelsen af. Problemet er blot, at vel-færdsstaten som vi kender den ikke passer til den økonomiske og politiske udvikling der har fundet sted i de seneste mange år. De fleste er enige om at verden har udviklet og ændret sig. Det må vel-færdsstaten derfor også – problemet er blot, at det er der ikke samme udprægede enighed om.

Hvordan har kamppladsen ændret sig?

Inden vi sætter scenen for velfærdsstatens nye kampplads er det på sin plads at slå fast, at der altid har eksisteret en velfærdsstatens kampplads. Velfærdsstaten er ikke blevet til baseret på en omfat-tende fælles forståelse for hvordan samfundets sociale problemer skulle løses. Den er blevet til i kamp – i civiliseret politisk kamp – men i kamp ikke desto mindre. Og hvis velfærdsstaten skal overleve, så må denne kamp fortsætte. Velfærdsstaten er ikke givet – den er skabt. Påstanden her er, at velfærdsstaten som vi kender den i dag i vid udstrækning er skabt til en bestemt tid, og at den må udvikles og ændres for at kunne fortsætte med at eksistere – fordi tiden og dermed kamppladsen har ændret sig.

Hvordan har kamppladsen så ændret sig? Globalisering er et begreb der ofte anvendes, når sam-fundsforskningen forsøger at forklare dette. I den samfundsvidenskabelige forskning er globalise-ringen ofte ikke et særligt veldefineret begreb, og vi mangler ofte i de måder vi måler og vejer den økonomiske og sociale udvikling på – i de nationale statistik bureauer eller i den internationale sta-tistik der nærmest altid er opdelt på lande – gode mål for den omfattende ændring af vores samfund, som vi på den anden side alle sammen har en rimelig god fornemmelse af finder sted.

Globalisering betyder blandt andet at vi alle sådan bredt sagt i hele verden bliver mere og mere af-hængige af hinanden. Det gælder ikke mindst i vareproduktionen, hvor det som velfærdsstatens kernetropper – 1960ernes europæiske industriarbejdere – blev rige af engang, i dag produceres langt væk fra Europa til lønninger og under produktionsforhold, der snildt opvejer de omkostninger, der er forbundet med at transportere varerne til de købedygtige forbrugere i Vesteuropa og Nordameri-ka. Globaliseringen betyder også at virksomhederne bliver globale. De trækker i deres produktion, ledelse, afsætning og markedsføring på medarbejdere fra hele verden fra den lavtlønnede arbejder i Kina over den kreative designer i Europa og til den toplønnede direktør i Nordamerika.

Det er derfor efterhånden blevet stadigt mere klart, at velfærdsstatens kernelande – de Europæiske lande – i konturerne af fremtidens produktionsformer fremover skal leve af at levere viden i form af produktudvikling, design, ledelse, afsætning og markedsføring.

Globaliseringen eller internationaliseringen betyder imidlertid, at velfærdsstaten ikke kan udvikles og finansieres baseret på nationale velfærdssystemer. Når fundamentet for velfærdsstaten bliver internationaliseret, så må velfærdsstaten også blive det, hvis den skal overleve.

Den gamle nationale velfærdsstat havde bl.a. som målsætning at gøre sine borgere egnede og pro-duktive, så de via deres indsats på arbejdsmarkedet kunne bidrage til velfærdsstatens finansiering. Uddannelsessystemet, sundhedssystemet, det sociale sikringssystem og arbejdsmarkedspolitikken tjener bl.a. det formål, at sikre at så mange som muligt får mulighed for at yde en aktiv indsats for ikke bare at kunne forsørge sig selv men også at kunne bidrage til velfærdsstatens opretholdelse til finansiering af de kommende generationers uddannelse og de ældre generationers forsørgelse og pleje.

Problemet for den nationalt baserede velfærdsstat er, at der ikke længere er den samme sikkerhed for, at denne investering i befolkningen kommer den investerende nation til gavn. Særligt den vel-uddannede del af arbejdsstyrken har i den nye produktionsstruktur, hvor det der produceres ikke er fysiske varer men viden om produktudvikling, design, ledelse, afsætning og markedsføring, i sti-gende grad mulighed for at arbejde ubundet af nationale grænser – og for de der kommer fra de nor-diske lande mulighed for at tjene betydeligt mere og betale betydeligt mindre i skat i lande med et mindre udbygget velfærdssystem. Det internationale arbejdsmarked er med andre ord en udfordring for den nationale velfærdsstat.

Det samme gælder det internationale varemarked. Velfærdsstaten – og ikke mindst de nordiske vel-færdsstater – finansieres også af afgifter på varer både i form af generelle afgifter som momsen og af mere målrettede afgifter på såkaldte luksusvarer som fx biler. Internethandel og afgiftsharmoni-sering mellem landene betyder, at muligheden for at finansiere et omfattende velfærdssystem ved afgifter, der er væsentligt højere end i de omkringliggende lande formindskes. Nedsættelsen af spi-ritusafgifterne i Danmark – som reaktion på disse afgifters størrelse i Tyskland – og de afsmittende virkning på spiritussalget i Sverige er et illustrativt eksempel på dette.

Den nationale velfærdsstats finansiering ved høje skatter og afgifter kan med andre ord ikke fortsæt-te. Men det behøver langtfra at betyde velfærdsstatens endeligt.

Globalisering og internationalisering er imidlertid ikke det eneste, der ændre velfærdsstatens kamp-plads.

Der er også interne problemer, der må findes løsninger på, hvis velfærdsstaten skal klare sig i en internationaliseret verden som en levedygtig samfundsmodel.

Velfærdsstaten er historisk udviklet fra en sikring mod fattigdom over forsørgelse ved indkomst-bortfald til et omfattende servicesystem, der rummer både uddannelse, sundhedsmæssige ydelser og pasnings- pleje og omsorgsydelser.

Forsørgelsesydelserne er hovedhjørnestenen i dagens velfærdsstat. Her bruges de fleste af velfærds-statens ressourcer, og derfor er det dem politikerne er mest optaget af. Forsørgelsesydelserne er imidlertid blot nødvendige men langt fra tilstrækkelige til at sikre velfærdsstatens politiske overle-velse.

For de erhvervsaktive, der finansierer velfærdsstaten, er serviceydelserne mindst lige så vigtige som forsørgelsesydelserne. Velfærdsstaten vurderes dagligt på baggrund af kvaliteten af børnenes dagin-stitutioner, de unges skole og serviceydelserne til de ældre. Disse forældre til børnene i daginstituti-oner og skoler – og børn af de ældre i dagpleje og på plejehjem stiller ikke urimelige krav, men de forventer og forlanger, at velfærdsstatens serviceydelser er velfungerende og har en rimelig kvalitet. På længere sigt kan velfærdsstaten derfor kun overleve, hvis den fortsætter med at levere service-ydelser af god kvalitet til rimelige priser. Hvis ikke det er tilfældet vil de bedre stillede begynde at finde andre løsninger på deres servicebehov end velfærdsstaten.

Derfor er kvaliteten og omfanget af velfærdsstatens serviceydelser utroligt vigtige for velfærdssta-tens overlevelse. Kun en velfærdsstat, der kan levere ’varen’ på de centrale serviceområder kan kla-re sig i længden.

Derfor er der også behov for løbende at udvikle kvaliteten af velfærdsstatens serviceydelser. Det gælder både de brede ydelser for de mange som pasning, pleje og uddannelse – og de smallere ydel-ser for de få med tunge og/eller omfattende problemer. Fremtidens velfærdsstat må baseres på en professionel, videnbaseret praksis, der stiller store krav til medarbejdernes uddannelsesmæssige kvalifikationer og deres løbende videreuddannelse – og store krav til en løbende dokumentation af effekterne af den sociale indsats som serviceydelserne er udtryk for. Serviceydelsernes er velfærds-statens nye kerneydelser, der skal leveres professionelt og med høj kvalitet.

Det kunststykke velfærdsstaten skal udføre består således i at levere såvel forsørgelsesgarantier i tilfælde af indkomst bortfald og serviceydelser, når der er brug for dem. Men det består også i at tage sig af dem, der falder udenfor. I en verden hvor en stadig større del af velfærdsstatens indsats består i at gøre det muligt for folk at klare sig selv, at blive selvforsørgende, kan det være vanskeligt at opretholde forståelsen for og ressourcerne til indsatsen overfor dem, der falder udenfor. Proble-met bliver ikke mindre, hvis en uforholdsmæssig stor del af disse har en anden etnisk baggrund end den nationale velfærdsstats majoritetsbefolkning. Der er en modsætning indbygget i dette, som risi-kerer at slå ud i modvilje mod de dårligst stillede. Det indgår som et tredje ben i velfærdsstatens kunststykke, at forhindre, at det sker.

Sidst men ikke mindst betyder den demografiske udvikling samt indtrædelses- og fratrædelsesmøn-steret på arbejdsmarkedet også en ændring af de grundlæggende forudsætninger for velfærdsstaten, i hvert fald på mellemlangt sigt. Velfærdsstatens er ikke ’bygget’ til en situation hvor unge først træder ind på arbejdsmarkedet, når de er sidst i 20erne og ældre forlader arbejdsmarkedet, når de er i begyndelsen af 60erne – og gennemsnitligt lever stadigt længere tid derefter – samtidig med at de unge får så få børn, at balancen mellem erhvervsaktive og ikke-erhvervsaktive skævvrides.

Så i kort form har velfærdsstatens kampplads ændret sig på den måde, at velfærdsstatens finansie-ring fremover vil være afhængig af regionale – fx europæiske – samt internationale og globale for-hold. Samtidig har velstandsudviklingen helt i overensstemmelse med økonomisk teori betyder at serviceydelser er kommet til at spille en stadig større rolle for økonomien og folks forbrug. Det gælder også på velfærdsområdet, hvor serviceydelserne fremover vil komme endnu mere i centrum. Og endelig betyder også den demografiske udvikling, at der er behov for reformer.

Reformer baseret på mod og principfasthed

For at sikre den danske velfærdsstats levedygtighed på det mellemlange sigt – dvs. i de kommende 15-20 år – er der behov for en række reformer, der tager fat om udfordringer, som en række af de grundlæggende ændringer af forholdene, der er beskrevet ovenfor, stiller velfærdsstaten overfor.

Blandt andet for at skabe økonomisk råderum for kvalitetsudviklingen af de nu så afgørende vigtige serviceydelser er der behov for at se meget kritisk på de ressourcer, der bruges til overførselsind-komster. Der er i det hele taget behov for at fortsætte den linje, der blev lagt som led i 1990ernes arbejdsmarkedsreformer, og som bredte sig til kontanthjælpsområdet og førtidspensionsområdet – nemlig at det skal være muligt for alle at bruge deres erhvervsevne også selv om der er tale om en såkaldt resterhvervsevne.

En af de overførselsordninger, der på den ene side er blandt de mest populære og dermed politiske mest ømtålelige, men som samtidig er totalt ude af trit med hvad der er behov for i fremtidens vel-færdsstat er efterlønsordningen. Den blev skabt som et led i den totalt forfejlede ’beskæftigelsesstra-tegi’, som går ud på at skabe beskæftigelse og velstand ved at trække folk ud af arbejdsmarkedet (tænk lige lidt over sætningen – det tager ikke lang tid at indse at det er helt galt), og som især blev anvendt i de centraleuropæiske velfærdsstater ikke mindst i Tyskland i 1980erne, og der har reddet velfærdssystemet som en mare lige siden.

Derfor er der behov for at udvise politisk mod og fremsætte det forslag, der kan føre til efterløns-ordningens langsomme og gradvise men sikre afskaffelse.

En del af de midler, der på den måde frigøres dels fordi færre skal have efterløn, dels fordi flere arbejder længere og dermed betaler mere i skat og arbejdsmarkedsbidrag skal bruges til den længe ventede babyboom reform. Babyboom reformen skal øge det afgørende bidrag til, at den danske befolkning igen kommer i en situation, hvor den er i stand til at reproducere sig selv. Derfor sættes der med babyboom reformen fokus på at få sænket gennemsnitsalderen for førstegangsfødende. Derved øges sandsynligheden for at der fødes flere børn i Danmark. Det sker ved et fokus på de unge mødre under 25 år, som via det offentlige får forbedret deres forsørgelsesgrundlag dels ved større direkte offentlige ydelser til denne gruppe, dels ved at indføre gratis dagpasning for denne gruppes børn. Målet er at den samlede fertilitet skal øges fra de nuværende 1,7 barn pr. kvinde til 2,1 barn pr. kvinde senest i 2020.

Afskaffelsen af efterlønnen skal gå hånd i hånd med reformen for den tredje arbejdsmarkedsalder. Denne reform skal introducere muligheden for at planlægge den tredje arbejdsmarkedsalder fra de 55 til de 70 år. Den skal understøttes af overenskomster og offentlig støtte til den enkelte som alter-nativ til efterløn og i nogle tilfælde også som alternativ til førtidspension. Målet er, at den over en 10-årig periode skal øge erhvervsfrekvensen for de over 60-årige fra de 30 pct., den er i dag, til 60 pct.

Endelig er der også behov for en uddannelsesreform der sætter fokus på at få effektiviseret gangen gennem det videregående uddannelsessystem således at danske unge ikke længere vil være blandt de ældste i Europa på det tidspunkt, hvor de gør deres uddannelse færdig og er klar til at træde ind på arbejdsmarkedet.

Med disse reformer vil der være taget fat på nogle af de aktuelle udfordringer for velfærdsstaten. Kun ved at gøre det kan det videre perspektiv om den europæiske velfærdsstat forfølges.

Perspektivet

For at sikre velfærdsstatens overlevelse som grundlæggende samfundsmodel for de europæiske lan-de er der behov for en fælles indsats. Hvis ikke velfærdsstaten bliver gjort til et fælles europæisk projekt er chancen for, at den langsomt men sikkert afløses af andre løsningsmodeller stor.

For kun ved at gøre dette kan man sikre den grundlæggende solidariske finansiering af velfærdssta-ten som voksede frem i de europæiske nationer i forrige århundrede. Hvis ikke de grundlæggende principper i denne finansieringsmodel bliver toneangivende på europæisk niveau, så undergraves velfærdsstatens finansieringsgrundlag som vi kender det, og dermed forsvinder velfærdsstaten.

Nu kan det muligvis virke en anelse utopisk at forestille sig udviklingen af en europæisk velfærds-model. Men ved nærmere eftersyn, så er netop en række af de grundlæggende værdier som vel-færdsstaten er det konkrete udtryk for lige præcis værdier der adskiller de fleste europæiske lande for lande i andre dele af verden. Og apropos utopi, så forekom det jo ærlig talt også ret utopisk, at de første tilløb til velfærdsstaten som blev taget for mere end hundrede år siden, at de skulle føre til udviklingen af det velfærdssystem, vi kender i dag. Hvis nogen i 1890erne havde sagt noget i ret-ning af ’hej – jeg har fået en god ide, lad os beskatte folk og tage ca. halvdelen af deres indkomst og bruge det til forsørgelse af de gamle og de arbejdsløse og til uddannelse og sundhed for alle’ – så havde det nok også forekommet mindst lige så utopisk som ønsket i 2004 om at udvikle en europæ-isk velfærdsmodel.

Det korte af det lange er, at der simpelthen ikke findes noget acceptabelt alternativ. Der findes man-ge andre samfundsmodeller hvoraf nogen kendes fra andre dele af verden, mens andre kun findes som teorier på papir – men der er ingen der økonomisk, sociologisk og politisk er lige så acceptable som velfærdsstaten. Den har sine mangler, man bliver aldrig færdig med at bygge om – men den er det mindst ringe fælles sociale hus for den europæiske befolkning. At det er tilfældet er imidlertid ingen garanti for sejr i de kampe der skal tages for at gøre den til en realitet. Det har det faktisk al-drig været lige siden de første spæde skridt frem mod nutidens velfærdsstater blevet taget for mere end 100 år siden.