Af : Ole K. Hansen ( www.okhansen.dk )
Det er nu 10 år siden jeg første gang oplevede Afrikas røde sand, de røde
solnedgange, de kølige nætter og den bagende eftermiddagssol, på en safari i
Zimbabwe. Har man først været på det Afrikanske kontinent, vil man tilbage.
Det var derfor oplagt at min, og Maries, bryllupsrejse skulle gå til det
Afrikanske. Efter granskning af markedet faldt valget på Namibia. Ved Limpopo
Travel valgte vi reviret Osonjiva som ligger i den nordøstlige del af Namibia.
Rejsen :
Turen startede med kørsel til Kastrup, hvorfra vi skulle flyve til Frankfurt. Efter 5-6 timers ventetid i Frankfurt ventede en 10 timers flyvetur med Air Namibia til Windhoek airport i Namibia. Det var en lang tur, som dog forløb uden problemer, udover de almindelige flyrejse ulemper med ømme kroppe og for lidt søvn. Vel ankommet til Namibia fandt vi hurtigt vore kufferter som heldigvis også var nået frem, og så endda med samme fly. Tilbage var så kun at få fat i vore rifler. Dem skulle vi have ved en skranke der mest af alt mindede om et ishus. Her stiftede vi bekendtskab med den langsommelighed som Afrikanske myndigheder er berømte og berygtede for. Der var ca. 15 jægere med flyet, og selv om vi hjemmefra havde udfyldt blanketter med alverdens oplysninger, og havde fået udstedt våben og jagtpapirer før afrejse, så skulle alle oplysninger indskrives igen med håndskrift, i en stor bog, med gennemslag. Dette job var der 1 tolder der udførte, mens 4-5 andre sikkerhedsfolk hyggede sig med at følge arbejdet. Pludselig slap bogens sider op, og tolderen forlod rummet, med en kæmpestor boksnøgle i hånden. Omtrent 20 minutter senere kom han tilbage med en helt ny bog, og fortsatte herefter indskrivningen af de mange oplysninger. Efter 2 timer var det blevet vores tur, og vi kunne glade forlade lufthavnen. Vi blev mødt af Jaco fra Osonjiva Safaris, som skulle være vores PH (Prof. Hunter / Jagtfører) under vores ophold hos Osonjiva. Køreturen til lejren tog 4-5 timer, dog afbrudt af en frokost, og et besøg på deres konservatorværksted, som ligger i Otjiwarongo 1 times kørsel før jagtlejren. Ved ankomst til den smukke jagtlejr havde vi rejst i 28 timer, og kunne få et tiltrængt hvil.
Jagtlejren
hos Osonjiva :
Jagt :
De første 9 dage var vi i jagtlejren, og vi skulle på jagt i 7 dage. Farmen
har selv ca. 10.000 hektar lige omkring lejren, men indenfor en radius af 3
timers kørsel rådede de over jagten på op mod 100.000 hektar. Jagten starter
ved solopgang, og foregår ved at man kører rundt indtil man observerer vildtet
på lang afstand. Bilen sættes og man forsøger at pursche sig ind på
skudhold. Observerer man ikke vildt fra bilen, forsøges det at pursche ind
igennem bushen for at få komme i kontakt med nogle dyr. Man følges med sin PH
som skal godkende hvilke dyr der må skydes, hvilket generelt er fuldt udvoksede
handyr. Midt i jagtdagene havde vi en fridag og var på fotosafari til Etosha
nationalpark, hvilket gav mulighed for at komme tættere på dyrene, og for at
se løver og elefanter som vi ikke så i jagtområdet.
Oryx :
Allerede på ankomstdagen var vi på jagt et par timer. Vi skulle først kontrolskyde rifler, hvilket foregik ved at den sorte tracker løb 100 meter hen af vejen, satte en papkasse i vejkanten, og løb over i den modsatte vejside. Når vi havde skudt løb han over til papkassen og pegede hvor vi havde ramt. Skuddene sad præcis som da vi forlod Danmark, så vi kørte videre ud i jagtområdet. Det gav ikke nogen skudchancer, men det var rart at få en fornemmelse af hvad der skulle ske under jagten næste morgen. Med stor spænding blev jagten startet. Marie skulle have første skudchance, medmindre der opstod en chance til et dyr som Marie ikke ville skyde, men som jeg gik efter. Vinden drillede dog lidt, så der var ikke så mange dyr fremme. Bilen blev sat, og vi vandrede igennem bushen i håb om at få kontakt med nogle af de vildtarter vi gik efter. Det lykkedes at få kontakt med en flok Oryx. Vi sad sammenbøjet i det lange græs, mens vores PH Jaco vurderede dem. Marie skulle skyde med støtte på hans skulder. Skuddet faldt, og flokken løb af sted. Der havde været lidt grene, og skuddet skulle afgives hurtigt, så Marie var lidt nervøs for resultatet. Efter en eftersøgning fandt vi dog Oryxen som med en bladkugle lidt langt fremme var gået 500 meter fra skudstedet. Det var en rigtig flot Oryxtyr med lange spidse horn på 96 cm. Mit eget bekendtskab med Oryx skulle komme dagen efter. Marie var ved et vandhul med den sorte tracker, for at se efter et vortesvin, mens jeg gik gennem bushen med Jaco. På omtrent 100 meters afstand havde vi pludselig en flok Oryx stående, og jeg skulle ved at støtte riflen på hans skulder afgive skud til den valgte Oryx. Det blæste en del, så de første sekunder blev sigtet kastet rundt på hele dyret. En pause i vindstødene efter 4-5 sekunder blev udnyttet til at afgive skuddet. Kuglen ramte lidt bagligt på bladet, og Oryx havde tilbagelagt op mod en kilometer, inden vi fandt den. Det var en flot Oryx med 92 cm horn.
Marie med Oryx (horn 96 cm.) :
Ole med Oryx (horn 92 cm.)
Vortesvin :
Mens jeg havde jaget Oryx, havde Marie jaget vortesvin med den sorte tracker. Ved et vandhul havde vi dagen før set et stort vortesvin, og det var denne de nu skulle jage. Efter at have haft besøg af nogle mindre vortesvin, ankom den store fra dagen før. Med støtte i den uundværlige skydestok satte hun en god bladkugle, og efter lidt søgen fandt vi Vortesvinet ca. 100 meter fra skudstedet. Ved eftersøgningen af vortesvinet kunne vi faktisk observere den karakteristiske lugt der breder sig omkring vortesvin.
Marie med Vortesvin :
Black
Wildebeest :
Marie ville ikke skyde Gnuer - hun syntes de er grimme. Jeg syntes dog de er charmerende, og er rent faktisk spændende at jage. Nogen kalder dem fattigmandsbøfler - jeg ved ikke om det passer, da jeg desværre ikke har skudt en rigtig bøffel. På reviret fandtes Blue Wildebeest (alm. Gnu) hvor hornene går ud til siderne, og Black Wildebeest (Hvidhalet Gnu) hvor hornene går fremad. Den almindelig Gnu havde jeg nedlagt i Zimbabwe på en tidligere rejse, så det var den hvidhalede Gnu jeg gik efter. Vi havde observeret en flok på et åbent græsstykke, men kunne på den lange afstand ikke bestemmer om der var en stor tyr imellem. I dækning af bushen kom vi tættere på, og på 130 meters afstand kunne Jaco frigive en gammel tyr til afskydning. Vi sad i skjul bag et termitbo og langsomt blev riffelpiben ført op over kanten. Skuddet faldt, og gav Gnuen en perfekt bladkugle. Den tabte hurtigt afstand til resten af flokken, og smed sig synligt efter 100 meters flugt. Det var en rigtig gammel tyr med prægtige horn.
Ole med Black Wildebeest (Hvidhalet / sort Gnu) :
Bjergzebra
(Hartmanns Zebra) ;
Jagten på bjergzebra skulle foregå på et revir 3 timers kørsel fra jagtlejren, så vi kørte af sted tidligt om morgenen. Vi kørte i den lidt ukomfortable jagtbil, men sad dog bedre og varmere inde i bilen end de trackere der lå omme på ladet, indpakket i tæpper. Ved ankomst til området startede vi straks opstigning på en af bjergene idet Zebraerne op af formiddagen ville trække op i bjergene, og så var det med at komme "over" dem inden da. Ellers ville det blive sværere at finde dem. Vi så Zebraer om morgenen, men fik ikke nedlagt nogen. Normalt var vi hjemme i lejren nogle timer midt på dagen, men da vi jo havde langt hjem, kunne vi lige så godt jage hele dage. Det blev derved en lang og varm dag, hvor vi kørte og gik rundt i området for at finde Zebraerne, men uden held. Sidst på dagen purschede vi rundt i dalen for at komme i kontakt med Zebraer der søgte ned fra bjergene. Pludselig var der kontakt med en flok på 5 zebraer. Da vi observerede dem, var afstanden for stor, men vi kom tættere på. De kunne skimtes nogle hundrede meter fremme mens vi i ly af græs og bush kom tættere på. På ca. 130 meters afstand var en af dem synlig da hoved og hals var fri bushen. Zebraen blev godkendt som afskudsbar, og Marie skulle skyde på halsen. Siddende, med støtte på Jacos skulder gik skuddet. Ramt perfekt på halsen faldt den store Zebra til jorden, som ramt af lynet. Vi løb frem til skudsted for at være klar til at skyde igen hvis Maries Zebra rejste sig, men også i håb om også at få en skudchance til mig, idet de andre i flokken måske stadig var afventende. Vi var blot 50 meter fra Maries Zebra da vi kunne skimte en mere inde mellem træerne. Jaco satte sig ned, og jeg kunne med støtte på hans skulder komme under grenene og sende et skud af sted til Zebraen. Det sås tydeligt at den 18,5 grams tunge Oryx-kugle havde truffet godt, da Zebraen var ved at blive væltet omkuld. Vi løb frem til skudstedet, men trods denne fuldtræffer var det lykkedes Zebraen at løbe 50 meter, hvorefter den stod på nogle klipper. I samme sekund blev den ramt af endnu 2 skud fra Jaco og jeg selv, hvorefter den "Stendød" styrtede 5 meter ned af klipperne. Hvilken fantastisk oplevelse - lige som vi troede at den anstrengende dag i bjergene ville slutte resultatløs. Jagt på Bjergzebra kan absolut anbefales, men det må ikke forventes at man kommer sovende til noget. Der skal knokles for at opnå Bjergzebra.
Marie med Bjergzebra :
Ole med Bjergzebra :
Greater Kudu :
Som det var
tilfældet med gnuen, havde jeg tidligere nedlagt Kudu i Zimbabwe, så det var
nu Marie der skulle prøve kræfter med den. Vi havde set mange kuduer i området,
men det er særdeles svært at komme på skudhold af de sky og årvågne Kuduer.
Det var da også adskillige vandreture der skulle til før Marie kunne få sin
Kudu. Den hun skød havde de faktisk også stødt een gang, men purschede efter
den, fik kontakt med flokken igen, og fik en chance på 50 meters afstand. Det
var kun hovedet og lidt af halsen der var fri. Marie havde dog haft god succes
med halsskud til Zebraen, og den korte afstand taget i betragtning turde hun
afgive skud til halsen. Effekten udeblev dog heller ikke
- Kuduen var død i knaldet.
En flot Kudu med et prægtigt udlæg (bredde).
Marie med Kudu :
Red Hartebeest
:
Vi var begge
interesserede i at nedlægge Hartebeest, og da vi stødte på dem først gang,
var det min tur til at skyde. Vi havde kørt rundt hele eftermiddagen for at
lokalisere dem, men uden held. Mørket faldt på og håbet svandt. Tankerne var
efterhånden på den næste dags tur til Etosha nationalpark, da en flok
Hartebeest havde vovet sig ud på et åbent græsstykke i ly af skumringsmørket.
Jaco kaldte mig hurtigt af bilen og purschen udover området begyndte i det
tiltagende mørke. Tankerne kørte lidt rundt i hovedet – ville dyret blive
ramt ordentligt, eller skulle der eftersøges næste dag, med en udsættelse af
Etoshaturen til følge. Jeg bestemte mig for at tage mig god tid til skuddet,
uanset hvor utålmodig Jaco end måtte blive. Vi kom efterhånden, i ly af græs
og mørke, ind på ca. 100 meters afstand af den udvalgte Hartebeest.
Skydestokken kom op, og riffelsigtet fandt sit mål. Omhyggeligt trak jeg hen
lige over forbenet, og op midt på dyret, og lod skuddet gå. Trods det
tiltagende tusmørke sås tydeligt skudtegn, og med stor lettelse sås
Hartebeesten styrte til jorden efter ca. 30 meter. Skudplaceringen tæt ved de
kraftige forbensknogler kan dog være forbundet med en vis risiko, da det er en
stor belastning for kuglen at gennemtrænge disse knogler på så store dyr som
en Hartebeest. Men med den tunge hårde kugle jeg anvendte tvivlede jeg dog ikke
et sekund på om det var det rigtige at gøre i dette tilfælde. Min 9,3x62 har
nu efterhånden nedlagt 10 stykker vildt, og uanset vildtstørrelse og
kugleplacering har såvel 18,5 grams Lapua Mega, som 18,5 grams Norma Oryx
kugler givet gennemskud. Aldrig har jeg fundet det mindste af kuglerne i dyret,
og de har hver gang holdt en lige linje gennem dyret. Marie skulle vente nogle
dage før hendes chance til en Hartebeest opstod. Chancen var knap, og skuddet
var en anelse for langt fremme, og lidt for lav, og lige netop i dette tilfælde
ramte kuglen i den store forbenknogle. Den 11,7 grams oryx kugle fra hendes 308
win formåede at knuse denne knogle, men trængte ikke tilstrækkeligt langt ind
i de vitale dele. Nogle kilometers eftersøgning, afsluttende med et par
fangstskud reddede dog jagten.
Ole med Hartebeest :
Marie med Hartebeest :
Springbuk :
Jagten på Springbuk skulle egentlig have foregået på et revir et par timers kørsel fra lejren, men da man havde observeret en flok på området ved jagtlejren forsøgte vi os med denne flok. Det var min tur til at skyde. Området hvor de var set var ret tæt bush, med højt græs. Jagten foregik til fods, hele tiden unde hensyntagen til vindretningen så Springbukkene ikke opdagede vores fært. Første kontakt med Springbukkene gav ikke nogen skudchance. På flere hundrede meters afstand havde de opdaget os, nok før vi overhovedet havde set dem. Skimtes kunne blot de lyse hoveder, med de krumme horn, stirrende mod os, mens kroppene var dækket af højt græs. Flere gange var vi i kontakt med Springbukkene, men med samme resultat hver gang - vi blev opdaget på alt for stor afstand til at der kunne skydes. Den afgørende kontakt kom lige før solnedgang. Kravlende gennem græsset kunne vi skimte en afskudsbar Springbuk. Det ene horn var brækket, men for mig gør det blot trofæet mere charmerende. Vi kravlede tættere på, og forsøgte at få et nogenlunde frit skud gennem græs og grene. Jaco gjorde tegn til at riflen skulle støttes på hans skulder. Der var en rimelig åbning gennem græs og grene, skuddet kunne afgives, og endnu et flot stykke Afrikansk vildt kunne tilføjes jagtresultatet.
Ole med Springbuk :
Blesbok (Blisbuk)
:
Den sidste jagtdag skulle foregå et par timers kørsel fra lejren, i et område med gode bestande af Blesbok (Blisbuk – grundet en hvid blis i panden), og Springbukke. Efter kørsel til området hilste vi på ejeren over en kop kaffe, hvorefter vi drog ud på reviret, som tilsyneladende havde gode vildtbestande og et lavt jagttryk. Marie skulle have første chance, og efter at have fået kontakt med en flok Blisbukke foregik jagten til fods. Flere gange blev de opdaget af dyrene som har fremragende sanser. I tæt bush kom dog den afgørende chance. Kun hoved og hals var synligt, på en stor Blisbuk, men på den relativ korte afstand lykkedes det endnu engang for Marie at afgive et perfekt skud til halsen, og Blisbukken var død i samme sekund. En god start på jagten som også gjorde at vi måske kunne nå at finde en skudchance til mig. Vi tog til en anden del af reviret, hvor andre flokke af Blisbukke opholdte sig. En lille flok blev observeret på ca. 700 meters afstand, og med dækning bag de få buske på området begyndte purschen sammenbøjet mod flokken. Tættere på flokken kunne det ses at der var en stor afskudsbar buk i flokken. På omkring 225 meters afstand var det som om dyrene fornemmede at der var fare på færde, og vi kunne ikke komme tættere på dem. Skydestokken blev sat op, og den udvalgte buk i flokken blev fundet i kikkertsigtet. For en gangs skyld følte jeg at der var lidt ekstra tid til skudafgivelsen, grundet den store afstand, og jeg var omhyggelig med at få godt hold på bukken. Skuddet faldt, og bukken viste kraftige skudtegn. Den løb efter flokken, men tabte hurtigt fart og faldt død til jorden. Ved nærmere observation af bukken kunne det ses at jeg ikke var den første der havde forsøgt sig på stor afstand med dette dyr. Under brystkassen havde den et ar efter et tidligere lavt strejfskud. De sidste timer af jagtdagen blev brugt til at finde en Springbuk til Marie, men det tidligere oplevede mønster med at de opdagede os på alt for lange afstande gjorde sig også gældende den dag, og det lykkedes ikke for Marie at nedlægge Springbuk.
Marie med Blesbok :
Ole med Blesbok :
Jagtresultat og
opmåling:
Det samlede resultat for jagten blev derved følgende : Ole skød Black
Wildebeest (Hvidhalet Gnu), Oryx, Bjergzebra, Hartebeest, Springbuk og Blisbuk.
Marie skød Oryx, Vortesvin, Bjergzebra, Kudu, Hartebeest og Blisbuk. Opmåling
af trofæer har mange delte meninger. Selvfølgelig er det vigtigste at man har
haft en god oplevelse med jagten, men har man skudt nogle gode trofæer er det
nu også sjovt at vide hvor store de er i forhold til hvad der ellers er skudt
af den art. En acceptabel trofæstørrelse kommer dog helt automatisk i Namibia,
da de skal give medalje efter Namibia-krav for at kunne tages ud af landet.
Efter Namibia-krav kunne alle vore trofæer holde guld og sølv, men da kravene
er mindre end SCI-kravene (Safari Club International) lagde jeg ikke så meget vægt
på det. Nu har vi efterfølgende fået dem sammenlignet med SCI krav, og da
holder en del af dem faktisk stadig medalje, udfra de opmålinger der blev
foretaget i Namibia. Maries Oryx giver bronze, mens Hartebeest og Blesbok giver
guld. Min Black Wildebeest og Blesbok giver guld, mens Hartebeest giver sølv.
Endnu mere interessant bliver det
dog når man kigger på Top 100 over alle de trofæer der er opmålt siden 1966
i NSK-regi (Nordisk Safari Klub), så viser det sig at Maries Blesbok ser ud til
at blive nummer 5, og min Black Wildebeest bliver nr. 2, kun slået af een der
er opmålt for få måneder siden.
Fra jagtrevir til Ørken:
Efter jagten skulle Osonjiva safari køre os til et ørkenområde i det sydlige
Namibia. Her skulle vi have 3 dages afslapning inden hjemrejsen. Køreturen
ville de første 300 km være på asfaltvej. Derefter var der 2 muligheder.
Enten 700 km. asfaltvej, eller 400 km. grusvej. Den korte rute blev valgt, da vi
blev kørt i 4-hjulstrækker, ligesom det var en ekstra oplevelse at rejse
gennem bjerge og ørken. Man er dog lidt "alene" i Namibias øde områder.
På de 400 km. gennem bjerge / ørken mødte vi kun 6-7 andre biler, og da vi
punkterede midt i bjergene var det med en vis spænding vi kørte de sidste 200
km. da vi jo havde brugt det ene reservehjul vi medbragte. Efter en dagsrejse nåede
vi dog frem til Ørkenområdet Sossusvlei.
Ophold ved Sossusvlei / Ballonflyvning :
Dagene ved sossusvlei skulle være med ophold på Sossusvlei Lodge. Et virkeligt
pragtfuld sted, lige midt i det savanne / ørken agtige landskab. Man bor i
lodges, som er nogle enkeltstående bygninger hvor gang og badeværelse er
bygget i sten, og hvor soveafsnittet er kraftig teltdug. Fin løsning da man
virkelig føler sig i pagt med naturen når såvel vind og temperaturskift
fornemmes gennem teltdugen. Vi skulle have 3 overnatninger i Sossusvlei, men
udover ankomstdag og afrejsedag var det 2 hele dage. Den første dag havde vi
hjemmefra bestilt flyvning med varmluftballon. Vejret var heldigvis fint (vindmæssigt)
så der var ingen problemer med at flyve. Heldigvis, for dagen efter blev
flyvningen aflyst grundet kraftig vind. Vi blev hentet kl. 06,00 om morgenen, og
blev kørt ud til det sted hvorfra ballonen skulle lette den dag. Vindretningen
afgjorde hvorfra og hvortil der skulle flyves. Det var med en vis nervøsitet at
vi steg ombord i sådan en forvokset cykelkurv, med et par snore op til noget
tyndt stof, som man vurderer kan futte af hvad sekund det skal være. Ballonen
holdte dog til hele turen, og det blev en eventyrlig oplevelse. Man mærker ikke
vinden, og svæver bare hen over landskabet. Dyrene på jorden opdager intet, og
udsigten til de enorme sanddyner var rigtig flot. Højdemæssigt ændrede det
sig hele tiden, for at finde den mest gunstige vind, for den rute man gerne
ville forsøge at følge. Drev vi ind mod sanddynerne blev det måske forsøgt
at stige, og hvis ikke det hjalp kastede ballonskipperen lidt græs ud af
kurven, for at se vinden tættere ved jorden. Var den mere gunstig blev flyvehøjden
ændret, men det meste af tiden fløj vi i højder fra 2oo til 500 meter. Efter
ca. 1½ times flyvning var vi kommet et godt stykke ind mod bunden af det
flodleje der skaber en frugtbar spids ind i det tørre sandområde, og ballonen
blev landet så tæt ved lastbilen, at hjælperne kunne trække den hen på
transportvognen før det sidste luft blev lukket ud. Vel ankommet på landjorden
skulle flyvningen traditionen tro fejres med champagne, og ballonskipperen åbnede
en flaske med et velrettet slag med en sabel. Efter at have skålet i champagnen
kunne vi indtage morgenmad ved et veldækket bord, omkring 50 meter fra ørkenkanten.
Virkelig en spændende oplevelse. Dagen efter tog vi med på en guided tur ind i
sanddynerne. Man kørte ca. 65 kilometer ind i området med de firehjulstrukne
biler, og gik derfra nogle kilometer ind til et område i sanddynerne som hedder
Dead Vlei. Det er et område som for 600 år siden bestod af en sø, men efter
at sanddynerne er blæst hen foran, og har lukket for vandets adgang til området
er det udtørret. Er man ved Sossusvlei sanddynerne skal man bare se Dead Vlei – et af de
smukkeste naturfænomener i Verden.
Udsigt fra ballon,
langs sanddynerne ved Sossusvlei :
Champagne og
morgenmad i ørkenen efter ballonflyvning :
"Death Vlei" - et udtørret sø-område inde mellem sanddynerne :
Udsigt fra
Sossusvlei Lodge hvor vi boede de sidste 3 dage :
Godt solbrændte og fyldte med fantastiske oplevelser nåede vi atter tilbage til Danmark, Kroppen og sjælen vender tilbage til dagligdagen - selvom der jo nu er reserveret en helt speciel plads i sjælen til de fantastiske oplevelser som turen gav os. Nu venter vi spændte på at få Afrika med hjem i stuen i form af trofæerne som vil ankomme sidst på året.
Løve i Etosha nationalpark :
Zebraer "På stribe" i Etosha nationalpark :
