Jagtsafari Zimbabwe 1996

 

Følgende beretning er fra en 13 dages safari til Zimbabwe, i det sydøstlige Afrika, Juli 1996.

VICTORIA FALLS

Den første dag skulle tilbringes ved Victoriavandfaldene. En utrolig naturoplevelse er det at se de 1,7 km brede vandfald, der dog på denne årstid ikke er så vandrige som i regntiden. På grund af bredden, og det forstøvede vand i luften kan man ikke se hele vandfaldet på en gang, så en helikoptertur over området kan tilrådes hvis man har tiden til det.

 

Victoriavandfaldene

 

HWANGE NATIONALPARK

Denne nationalpark tilbragte jeg en dag ved, og var med på en enkelt fotosafari. Der blev set en del forskellige antilopearter. Jeg havde håbet at se løver, og elefanter, men kan godt se nu at man bør opholde sig nogle dage i parken hvis man vil være sikker på at se disse dyr. Tager man på fotosafari skal man være meget opmærksom på hvilken type safari området kan tilbyde. Nogle steder er dyrene forholdsvis tamme. Andre steder, som i Hwange, er dyrene i naturlig vild tilstand. I Hwange tilbydes også fotosafari hvor man går rundt i området, og i dette tilfælde medbringer guiden en riffel, da man til tider kommer særdeles tæt på både løver og elefanter.

 

Zebraflok i Hwange nationalpark

 

TIL JAGTOMRÅDET

Efter besøg i nationalparken fløj jeg til hovedstaden Harare hvor der var afhentning af "Mopani safaris". En forestilling om at skulle afhentes af en missionærlignende "White Hunter" i korte bukser og med tropehat, kom ikke til at holde stik. Jeg blev i lufthavnen mødt af en nydelig ung dame der præsenterede sig som Samanta, men som bare ville kaldes Sam. Lige så frisk og ligetil Sam var, ligesådan var hendes kørsel med bil. En foragt for alt der færdedes på og omkring vejen blev tilkendegivet ved spontane udbrud. Det blev en underholdende køretur. Jeg fik talt en del med Sam om alt muligt. Hun gik ikke selv på jagt, men kunne berette at hun havde skudt 5 skud med en riffel i kaliber 458 Win. magnum. Godt gået af en pige på omkring de 50 kilo, det må have rykket lidt i skulderen. Der var 3 timers kørsel til lejren. Reviret var på 16.000 hektar, og bestod af forholdsvis tæt bush. Der var 2 professionelle jægere i lejren. I juli er det vinter i Zimbabwe, og temperaturerne lå fra 0 grader om natten, og op til 25 grader midt på dagen. Jeg skulle have 7 jagtdage.

 

VORTESVIN

Disse frygtløse vilde grise er altid et spændende bekendtskab når de jages. Den første morgen kom en flok over vejen, og Alex Kirkman (den professionelle jæger) siger "den bageste er en god keiler, skyd hvis den bliver fri". Pludselig stod den i vejkanten. Jeg havde ikke fået riflen op, men fik afgivet et febrilsk skud til den i en fart, da det ikke så ud til at den ville stå udstillet ret længe. Med et maveskud stormede den afsted. Efter 5 kilometer, og 3 timer, var vi kun få hundrede meter fra den, og en medbragt hund blev sluppet løs. Hunden, en "Jack Russel terrier", kom i slagsmål med vortesvinet, og vi kom så tæt på at der kunne afgives et halsskud til den. Alex insisterede på selv at skyde når hunden var i nærkontakt, og det fandt jeg rimeligt. Placeringen af mit første skud var elendigt, men hvad jagten på vortesvinet manglede i kugleplacering, opvejedes langt af den spænding der er ved at eftersøge et anskudt vortesvin, i tæt bush, og den spændende afslutning. Tænderne var på 23 centimeter.

 

 "Mig selv" og et vortesvin med tænder på 23 centimeter !! (det er mig selv bagest!)

 

KUDU

Kuduen er med sine lange snoede horn nok det mest eftertragtede trofæ blandt de Afrikanske antilopearter, ligesom det da også er den der stod øverst på min ønskeliste. Aftenen før havde vi set en god tyr, men da det var en halv time før mørkets frembrud var vi tvunget til at afbryde. Denne morgen er vi kørt til det samme område. Et terræn der med sin tætte bush er perfekt for jagt på Kudu. De befinder sig altid i tæt bush, og lader sig kun sjældent være synlige, deraf har de fået tilnavnet "Afrikas grå spøgelse". Efter en time er der kontakt med en flok. Ret hurtigt er vi på skudhold men kan ikke skyde da der hele tiden er køer og kalve rundt om tyren. Alex, den professionelle jæger, har konstateret at det er en gammel tyr med kraftige horn, og har givet besked om at jeg må skyde når chancen er der. Flokken har ikke opdaget os endnu, men fornemmer noget og er urolige. De flytter lidt rundt i den tætte bush, og vi må rykke med. Endelig er chancen der. Tyren står perfekt til skud og en brugbar skydestilling skal blot findes hvorefter skudet kan falde om få sekunder, men Nej. Den eneste helikopter i hele landsdelen flyver hen over flokken, hvorved de trækker til endnu tættere bush. Flokken har ikke flyttet sig langt, og lidt efter er der kontakt med dem igen. Kikkertens trådkors er placeret på Kudutyren, men kun hovedet er synligt. I adskillige minutter, der føles som timer, står flokken helt stille. Jeg fornemmer hvilken retning flokken vil flytte sig i, og finder et hul i bevoksningen. Der er nu gået 1 time siden vi fik kontakt med flokken, og feberen påvirker efterhånden hjerteslagenes hastighed en del. Nogle af dyrene går videre, og Alex varsler at tyren vil være den sidste der følger efter, og ganske rigtigt. Da hele flokken er i bevægelse kommer tyren, lige hen forbi det hul jeg havde valgt. Sigtet findet bladet, og skuddet afgives. Disse 10 minutter der ventes inden vi starter eftersøgningen, både hader og elsker jeg. Der er sommerfugle i maven, knæene ryster, åndedrættet er stakket og tankerne om den sidste times jagt farer rundt i hovedet. De to sporere finder hurtigt sporet, men jeg synes der er for lidt blod. Jeg får bagefter fortalt at der ved store dyr ofte først er kraftigt blodspor et stykke fra skudstedet, idet dyret fyldes indvendig, inden det pumpes ud. Blodsporet bliver kraftigere, og efter 300 meter finder vi Kudutyren forendt. Drømmen var gået i opfyldelse. Følelsen ved at røre de kraftige horn på 49 tommer (125 cm), og betragte det mere end 300 kg tunge dyr, med de tragtformede ører, er ubeskrivelig. Noslerkuglen på 11,7 gram fra min 30.06 var gået ind på bladet og havde opført sig eksemplarisk ved at holde en lige linje igennem dyret og lave udgangshullet lige foran det modsatte forben.

 

 "Geater Kudu" med horn på 49" (125 centimeter).

 

IMPALA

Impalaen er den mest almindelige antilopeart i Zimbabwe, men kan under jagten dog give god modstand. De vejer omkring 60 kilo, og lever for det meste i flokke på 20-30 dyr. Det lykkedes at nedlægge 2 Impalaer. Begge skudsituationer var faktisk ens idet bukkene stod gemt bag de øvrige dyr i flokken, ligesom de stod bag buske og træer. De er begge to skudt ved at flokken satte sig i bevægelse hvorved de kom frem hvor der var åbninger i bevoksningen, der kunne skydes igennem.

 

 "Impala-antilope" trofæstørrelse 19,5" (50 centimeter)

 

SJAKAL

Sjakalerne er af størrelse og adfærd nøjagtig som den danske ræv. Vi forsøgte med bait (lokkemad) i et træ tæt ved lejren, men uden resultat. Den ene sjakal jeg skød, var en vi pludselig stødte på da vi kom kørende i terrænet. Sjakalen opdagede os og så var det bare op med riflen, finde den i kikkerten og så få trykket af, ellers kunne det ikke nåes. Kuglen traf sjakalen så den gik igennem på langs, denne behandling var effektiv.

 

MONKEY (Abe)

Aber skydes som skadedyr, og det er tilfældigt hvis man pludselig støder på en flok. Det blev til en enkelt abe af den art de kalder "Monkey". Vi stødte på en flok en aften på hjemturen, og så er det med at løbe hen til de træer hvor de holder til. De flygtede hurtigt men en enkelt måtte tage imod en hilsen. En abe på 3-5 kilo mister en del af sin vægt når den rammes af 30.06eren.

 

GREY DUIKER

Duikerne, der er lidt mindre end råvildt, ser man overalt, men de er meget hurtige til at komme væk. Vi forsøgte næsten dagligt at komme på skudhold af Duiker antiloperne, og en enkelt gang lykkedes det at få ram på en. Et godt trofæ er kun omkring 10 centimeter i højden, så det tager nogle sekunder at vurdere trofækvaliteten. Den ene Duiker jeg skød havde horn på 11 centimeter.

 

Grey Duiker, 4" (SCI bronce - 12 point) 

 

GNU (Blue Wildebeest)

Den sidste dag lykkedes det endeligt at komme på skudhold af en flok gnuer.Deres sanser er meget veludviklede, så de havde voldt os en del besvær de gange vi havde forsøgt. Alex udpegede et dyr i flokken der stod delvis med front imod os, og skuddet blev afgivet. Det blev en anelse for højt, hvilket IKKE er godt når det drejer sig om gnuer. Kuglen traf den ene skulder, igennem den ene lunge, og nok videre hen i maveregionen. En dødelig, men ikke øjeblikkeligt dræbende kugleplacering. Vi ventede en time, og kunne se på sporene at den først forlod flokken efter 2 kilometer. Der var schweiss hele tiden. Efter 5 kilometer lagde den sig første gang. Kun Alex så den i dette tilfælde og afgav 2 skud efter den flygtende gnu, dog uden at træffe den. Den proffesionelle jæger medbringer normalt ikke riffel under antilopesafarier, men i dette tilfælde hentede vi hans riffel, da risikoen for at miste en anskudt Gnu er stor. Efter yderlige 500 meter fik jeg øje på gnuen, liggende, og i samme sekund skød vi begge to. Det var et pragtfuldt og befriende syn da den 200 kilo tunge Gnu i samme øjeblik blev truffet af en 11,7 grams kugle fra 30.06 eren, og med en 26 grams kugle fra Alex`s 404. Den blev slynget bagover, med benene lige i vejret. Hvor er man bare ekstra lykkelig når det lykkes at finde et anskudt dyr. Eftersøgningen havde taget 6 timer.

 

Gnu (Blue Wildebeest)

 

GEPARD

Jeg havde importlicens til en Gepard, og havde den også på ønskelisten hvis chancen opstod. Der er svært at jage geparder direkte, idet de ikke reagerer på bait (lokkemad), som for eksempel leoparden gør. Geparder æder kun frisk bytte, som de selv har nedlagt. De chancer man får er derfor tilfældige. På forhånd havde jeg fået oplyst at der kun var 2-5 procents chance for gepard, og vi så da heller ikke nogen.

 

HURTIGE ELLER TRANGE SKUD

I dette område krævedes der i mange tilfælde hurtige skud (ofte indenfor 3-5 sekunder). Det er ikke så vigtigt om man kan sætte skudene indenfor 5cm/100m i sin favoritskydestilling. Derimod er det vigtigt at man i mange forskellige skydestillinger, og hurtigt, kan sætte et skud indenfor det dødelig område, som vil være 15-30 cm på de Afrikanske antilopearter. I nogle tilfælde kan der dog være rimelig tid til at finde en god skydestilling, men hvor det besværlige så består i at det udvalgte dyr er omgivet af de andre dyr i flokken, eller dyret er dækket af grene og blade, hvor man så skal have fundet en åbning at skyde igennem.

 

EFTERSØGNING

Til jagt på Afrikansk vildt hører en eftersøgning ofte med som en naturlig del. Stort set alle arter er særdeles skudstærke. Nogle gange anvendes der en hund til eftersøgning, men det er primært trackerne (de sorte sporere) der gør det. En hund kan gøre det lidt hurtigere, men kan tabe sporet, dette sker faktisk aldrig for de indfødte trackere. Udfra sporene kan de ofte fortælle hvor store og tunge dyrene er, hvor mange i flokken der følges og hvor høj deres ganghastighed er.

 

KALIBER OG KUGLEVALG

Jeg anvendte 30.06 med 11,7 grams Nosler Partition projektiler. Patronerne var hjemmeladet, med maksimumladninger, og den professionelle jæger fandt valget perfekt". Et af projektilerne fandt vi i en Impala. Skuddet gik skråt igennem dyret, på langs, og kuglen sad lige under skindet. Skuddets linje igennem dyret var ca. 80 cm og kuglens restvægt var 73% hvilket er perfekt. På nær førnævnte Impala, og skuddet til Gnuen der stod med fronten til , var der gennemskud på alle dyr.

 

BEFOLKNINGEN OG FREMTIDEN

På en safari kommer man langt væk fra de typiske turiststeder og man oplever derfor landet på en anden måde. I de store byer er det næsten som at færdes i en dansk by, dog med en skarpere kontrast mellem rig og fattig. I de tyndtbefolkede områder i Zimbabwe lever de meget primitivt, men er generelt godt tilfreds med deres sorgløse tilværelse, måske fordi de ikke kender ret meget andet. Tempoet er slet ikke som en dansk håndværker på akkord, men det er lønnen heller ikke. De laveste lønninger ligger nede på omkring 6,- kr. om dagen. Den hvide del af Zimbabwes befolkning udgør 3% og landets styre består af sorte.

 

HVAD KOSTER DET

Nogle tænker måske nu at "Det vil jeg også prøve, hvad koster det?". Vejledende priser kan man jo se i de fleste jagtrejsekataloger, man skal så bare huske på at der næsten altid kommer en del ekstra udgifter oven i prisen. Der kommer udgifter til: Trofæafgifter, behandling og pakning af trofæer, rejseforsikring, hjemsendelse trofæer, medicin/vaccinationer og lommepenge. Turen her kostede ca. 40.000,- kr hvor trofæafgifter udgjorde 10.000,- Kroner.

 

LIDT OM BØFLER

Jeg kunne ikke skyde bøfler på denne safari, men talte en del med Alex om jagten på disse frygtløse dyr. Bøflen er en af "De 5 store" (De 5 store: Elefant, løve, næsehorn leopard og bøffel), og betragtes som den farligste at jage. Alene i Zimbabwe regner man med at der mindst hvert andet år dræbes en proffesionel jæger under bøffeljagt. Bøflen skal ofte have mere end et skud, og som anskudt er den ekstrem agressiv. Bøflen gør meget ofte det at den søger i dækning, løber i en bue bagud næsten tilbage til sporet, hvorfra den så vil angribe jægerne når bøflen eftersøges.

 

NÆSTE DRØMMEREJSE

Safarien forgik hos Mopani safaris midt i Zimbabwe. Rejsen blev købt ved Diana jagtrejser, og den service de ydede var perfekt. Udbyttet blev på 1 Kudu, 1 Gnu, 2 Impalaer, 1 vortesvin, 1 Duiker, 1 sjakal og 1 Monkey. Det siges at "Den som har drukket af Nilens vand, vender altid tilbage". Jeg har ikke drukket af Nilen men får jeg igen engang mulighed for en "Drømmerejse" tror jeg det vil blive Afrika igen. Denne oplevelse var så fantastisk og fascinerende at jeg altid vil have et specielt forhold til de minder turen har givet!

 

 Solnedgang over den Afrikanske bush, kan det blive flottere !!