Virkelighedens “Dirty Dozen”
En af alle tiders klassiske krigsfilm, sat under 2. Verdenskrig, er den amerikanske film fra 1967 “The Dirty Dozen”. Sammen med “Where eagles Dare”, “The Great Escape”, “Kelly’s Heroes” og “A Bridge Too Far” er det en af de film fra den æra, som jeg næsten til enhver tid kan gense.
Lee Marvin spiller hovedrollen, som OSS majoren der får til opgave at sammensætte et hold dødsdømte, og andre straffefanger, til at drage på en mission bag fjendens linjer, med det formål at slå så mange tyske officerer ihjel som muligt, i forbindelse med D-Dagen. Som belønning for deres indsats i denne “selvmordsmission” får fangerne, skulle de overleve, stillet friheden i sigte. Missionen lykkes, men kun en af fangerne, spillet af Charles Bronson, slipper med livet i behold.
I går faldt jeg så tilfældigt over en interessant artikel på Wikipedia. Det viser sig, at Sydkorea tilbage i slutningen af 1960erne forsøgte sig med deres egen lille “Dirty Dozen” mission. Under Vietnamkrigens rasen kom det i perioden til flere sammenstød imellem Nord- og Sydkorea langs den demilitariserede zone, og nordkoreanske agenter forsøgte i januar 1968, uden succes, at likvidere den sydkoreanske leder Park Chung-hee.
Som gengældelse for dette angreb, sammensatte den sydkoreanske efterretningstjeneste, efter ordre fra Park Chung-hee, i april 1968 en enhed bestående af 31 dødsdømte fanger, med det formål at trænge ind i Pyongyang og likvidere “Den Store Leder” Kim Il-sung, fader til “Den kære Leder” Kim Jong-il. Deres belønning, skulle de overleve “selvmordsmissionen”, var friheden og en ny start på livet.
Det er lidt sparsomt med kilder, og detaljerne er lidt uddokumenteret. Det sydkoreanske militær har dog senere hen bekræftet eksistensen af den såkaldte “Unit 684” og formålet med deres mission. Hvad der dog fremgår er, at missionen på et tidspunkt bliver droppet, i forbindelse med at relationerne imellem de to stater havde forbedret sig en smule. Fangerne, der blev efterladt isolerede i deres “træningslejr” gjorde oprør, dræbte deres instruktører/vogtere og forsøgte i stedet at trænge frem imod den sydkoreanske leders residens i Chong Wa Dae. Herunder kom det dog til en konfrontation med regeringsstyrker, hvorunder de fleste af medlemmerne begik selvmord med håndgranater. De overlevende blev efter sigende henrettet senere hen.
I 2003 udkom så en sydkoreansk film baseret på begivenhederne, kaldet Silmido, opkaldt efter den ø hvorpå enheden modtog træning til missionen.
Altermedia
Altermedia er et selverklæret “alternativ nyhedsbureau som formidler politisk ukorrekte nyheder og information”.
Den danske version af netværket skriver endvidere om deres opgave :
Altermedias opgave er at tilbyde nyheder og standpunkter som de etablerede medier ignorerer og fordrejer. Vi udforder mediemonopolet på tabubelagte spørgsmål som indvandring, multikultur, feminisme, zionisme og andre politisk korrekte dogmer. Samtidigt er Altermedia politisk og organisatorisk uafhængig.
Altså, den velkendte højrenationale “medierne er venstreorienterede og skjuler sandheden for os” etc. etc.
Men hvad finder vi egentlig for indlæg på Altermedia?
Lad os tage en hurtig gennemgang af forsiden, som den ser ud p.t. den 28. juni 2010 :
Fra Storbritannien finder vi en artikel om kriminaliteten i London fra The Daily Telegraph, en af landets største aviser – endog en semi-officielt konservativ af slagsen. Vi finder en artikel om asylsvindel fra Daily Mail, en anden britisk avis. Også The Sunday Times er repræsenteret.
Fra Sverige har vi Helsingborgs Dagblad, og fra USA New York Times.
Herhjemme fra Danmark gør Altermedia sig bemærket med artikler fra Ekstrabladet, Jyllandsposten, Politiken, BT og Jyske Vestkysten om diverse former for indvandrer kriminalitet og andre, for det højrenationale miljø, vigtige mærkesager.
Ud af de 20 artikler der p.t. figurerer på forsiden er de 18 direkte baseret på artikler fra ovenstående, kan vi vel alle blive enige om, ret etablerede medier.
Hvad kan man så udlede af det?
– De etablerede medier fortier 10% af sandheden?
– Altermedia udfordrer ikke noget mediemonopol?
– De pågældende spørgsmål er ikke tabubelagt i medierne?
– Altermedia har en underlig definition af “etableret”?
– Altermedia er overflødig og lidt til grin?
Se eventuelt også :
Højrefløjen og Orwell
Berlingske og det borgerlige
Koreakrigen
Sydkoreansk henrettelse af politiske fanger.
I morgen, den 25. juni, er det 60 år siden at Koreakrigen officielt brød ud, da nordkoreanske styrker fra den såkaldte “Folkearmé” krydsede den 38. breddegrad, og påbegyndte en invasion (eller befrielse alt efter politisk temperament) af den sydlige del af Korea. De større kamphandlinger kom til at vare i tre år, og kostede over 2 millioner soldater og omkring 2,5 millioner civile livet. Den dag i dag er de to stater, Republikken Korea og Den Demokratiske Folkerepublik Korea, stadig formelt set i krig.
Det danske bidrag til FN indsatsen på sydkoreansk side var hospitalsskibet “Jutlandia”, der under Dansk Røde Kors drift behandlede omkring 5.000 allierede soldater og over 6.000 koreanske civile. Set i forhold til antallet af ofre i krigen måske ikke noget at råbe hurra for, men ikke des jo mindre en humanitær indsats, som det vel er på sin plads at være en lille smule stolt af.
Derfor er det da også rart, at den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, i et læserbrev i Jyllands-Posten, siger tak for den danske indsats – omend han selvfølgelig smører lidt tykt på :
Det var Sydkoreas held at have Danmark, verdens lykkeligste nation, som sin ven under krigen. Danmark sendte Jutlandia, et 8.500 tons tungt hospitalsskib, til Sydkorea med en stab på 630 personer. Efter sin ankomst den 7. marts 1951 rykkede hospitalsskibet sig ofte nær krigszonerne for at kunne behandle de sårede og opsamle faldne heltes legemer. Denne form for tjeneste af yderst selvopofrende karakter fortsatte, indtil våbenstilstandsaftalen blev underskrevet i juli 1953.
Så langt så godt…
Den sydkoreanske præsident kan dog ikke dy sig for lige at smide en enormt politisk ensidig og historisk ignorant kommentar eller to på banen. Blandt andet skriver han :
Frihed i Republikken Korea og i verden blev underkastet en historisk test. Koreakrigen var den første storstilede militærkonfrontation, som satte den demokratiske blok op mod den kommunistiske blok efter afslutningen af Anden Verdenskrig.
Lad os lige slå en ting fast med det samme. Der er, den dag i dag, ingen som helst tvivl om, at mens Nordkorea er et af de mest modbydelige og diktatoriske regimer i verden, så tilhører Sydkorea den mere demokratiske del – et segment Sydkorea dog først for alvor er blevet medlem af inden for den sidste generations tid. Når det så er sagt, så var billedet altså en helt del mere broget i 1950.
Den “frihed” og det “demokrati”, som den sydkoreanske præsident påstår det daværende sydkoreanske regime stod for, har altså ikke ret meget med den historiske virkelighed at gøre. Den daværende sydkoreanske “præsident”, Syngman Rhee, var selv en diktator af værste skuffe. Vi taler om et regime, der var mindst ligeså provokerende og lige så opsat på at underlægge sig hele Korea, som det nordkoreanske var det. Vi taler om et regime der, ifølge blandt andre amerikanske diplomater, henrettede langt over 100.000 politiske modstandere, fortrinsvis venstreorienterede – politiske mord der forekom endda før styrker fra nord indvaderede den sydlige del af halvøen. Amerikanske officerer godkendte endda, under krigen, en del af disse henrettelser. Vi taler om en “præsident”, der støttede general Douglas MacArthur i hans forslag om at smide atombomber over kinesiske byer, da kinesiske styrker entrerede i krigen og endda udtrykte irritation, da den amerikanske præsident Truman tegnede en streg i sandet i den henseende.
Lee Myung-bak fortsætter i sit læserbrev :
De Forenede Nationer reagerede med afsendelsen af kampenheder bestående af tropper fra 16 medlemslande og lægelige støttegrupper fra fem lande.
Disse udsendte tjente side om side med sydkoreanske soldater for at forsvare friheden for »et land, de aldrig havde kendt, og et folk de aldrig havde mødt.«
Det hører med til historien, at der blandt disse sydkoreanske tropper var en stor del der deserterede og tilsluttede sig de nordkoreanske styrker. Koreanerne selv var delte i spørgsmålet om hvilken part der repræsenterede den bedste fremtid. Kampenhederne under FN tjente ikke for at “forsvare friheden”, de tjente for at tilbageholde “kommunismen” i henhold til Trumandoktrinen. Det er dybest set også positivt, men lad os undgå at tillægge et regime nogle værdier de på ingen måde havde. Der var ikke tale om “frihed og demokrati vs. diktatur” eller “good vs. evil” i den konflikt.
Målet med Sydkoreas Nordkorea-politik er ikke at konfrontere Nordkorea, men at overtale Pyongyang til at ændre sin forfejlede kurs.
Det er muligt. I så fald kunne præsidenten passende starte med at tillægge sig et mere nuanceret syn på de sørgelige begivenheder for 60 år siden.
Interessante links :
Korean War – Wikipedia
Bodo League massacre – Wikipedia
Truth and Reconciliation Commision – Wikipedia
Liberale dommedagsprofetier
Lars Seier Christensen
(© Saxo Bank A/S)
Lars Seier Christensen er en klog mand – det må man da i hvert fald normalt gå ud fra er tilfældet, når der er tale om en mand der har skabt sig en kæmpe formue indenfor bank verdenen. Sammen med makkeren Kim Fournais grundlagde han Saxo Bank, og har derudover gjort sig bemærket som liberal debattør og som sponsor for CEPOS, Ny/Liberal Alliance, 180grader.dk og diverse liberale bogudgivelser, såsom Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”.
Der var da derfor intet overraskende i, at selvsamme Ole Birk Olesen leverede et festskrift for Lars Seier Christensen, i forbindelse med at sidstnævnte for nyligt meddelte, at familien, officielt fordi de var “bekymrede for, hvor Danmark er på vej hen – både økonomisk og politisk”, havde besluttet at forlade Danmark til fordel for Svejts. Nogle vil måske påpege, at flytningen falder ret belejligt den senere tids mediestorm imod Saxo Bank taget i betragtning.
Interessant var dog et fire måneder gammelt citat der kom frem i forbindelse med dette skrift – et citat fra en tale jeg personligt fuldstændigt har overset. Til mit forsvar vil jeg dog fremhæve, at det bestemt ikke er hver dag, at jeg begiver mig ind for at se hvad de gode mennesker fra Trykkefrihedsselskabet nu har foretaget sig af ting og sager.
Citatet stammer fra en tale Lars Seier Christensen tilbage i februar holdte hos Trykkefrihedsselskabet. I talen gjorde Lars Seier redde for hvorfor socialismen, som han ser det, er en større trussel imod friheden end islamismen. En holdning der selvfølgelig ikke faldt i udelukkende god jord hos Trykkefrihedsselskabet, hvor man, på trods af et langt fra hyggeligt forhold til socialismen, bestemt har endnu mindre til overs for muslimer islam. I den sidste del af talen, faldt så disse guldkorn fra Lars Seier Christensen :
Jeg mener oprigtigt, at om 25- 30 år – måske før – vil den ”danske model” være styrtet sammen og vi vil leve i et benhårdt socialistisk diktatur. Folk som jeg selv vil i sandsynligvis have mistet alt, i værste fald være blevet slået ihjel. Ikke af islamister, men af paniske socialister, der ser verden styrte sammen omkring dem – uden at forstå hvorfor det sker.
De fæle socialister vil altså, indenfor en generations tid, se deres skandinaviske velfærdsstat styrte sammen – derpå indføre diktatur i Danmark og muligvis slå Lars og de andre kapitalistsvin ihjel – altsammen uden helt at forstå hvorfor verden, på grund af deres socialisme, er styrtet sammen omkring dem.
I bund og grund elsker jeg egentlig, når politiske modstandere fremfører holdninger som disse – jeg ville ønske de kom mere frem i lyset. Det er udbrud som disse der vil sikrer, at Liberal Alliance aldrig bliver et specielt stort eller indflydelsesrigt parti. Vælgerne bryder sig (generelt) heldigvis ikke om denne form for dæmonisering af politiske modstandere. Samtidig er det svært at tage mennesker seriøst, som potentielle politiske magthavere i landet, når de fremfører så underlige verdensbilleder som i dette tilfælde.
Til slut må det i øvrigt være på sin plads at komme med et par beroligende ord til Lars Seier Christensen. Hans fantasi scenarie kommer heldigvis slet ikke til at finde sted. Jorden går jo som bekendt under i 2012, ligesom den gjorde det i 1999, 1995, 1994, 1984, 1975, 1925 og et par hundrede gange før da. Så Lars kan vist roligt slappe af – der er stadig tid nok til at tælle alle pengene.
Interessante links :
Skatteangst eller socialistangst? – Ugebrevet A4
Nordkoreanske underligheder
En oftest interessant og sjov kategori på Willam Jansens blog, Bohemian Rhapsody, er “Dagens What The Fuck”.
“What The Fuck?” oplevelsen havde jeg selv to gange, da jeg, som ofte, sad og stenede lidt nyheder og lidt Wikipedia sidste dag. Første oplevelse kom ved et tilfældigt nysgerrigt blik på Nordkoreas trup til fodbold VM i Sydafrika. Det viste sig, til min store overraskelse, at tre af de nordkoreanske spillere tjener til føden i udenlandske klubber. Vel mest af alt baseret på fordomme havde jeg en idé om, at det var noget nær umuligt for nordkoreanere at være bosat uden for Kim Jong-ils hyggelige paradis. Underligst af alt drejer det sig endda for to af spillernes vedkommende, Jong Tae-Se og Ahn Young-Hak, om klubber i det kapitalistiske fjendeland Japan.
Men ikke nok med det, så viste det sig ved lidt nærmere undersøgelse, at Jong Tae-Se dybest set frivilligt har valgt at repræsenterer Nordkorea. Den britiske avis The Guardian skriver :
Jong was born, raised and still lives in Japan. There were reports in Seoul that his parents were South Korean but the player denies that this is the case and he appeared on the cover of South Korea’s FourFourTwo magazine in 2008 above the headline: “I am not South Korean”. Once he entered the pro-northern education system that operates in Japan’s large Korean community, there was only one team he was going to play for.
“I was born as a North Korean and went to a North Korean school just like many people in Japan do and many of my friends did. My mother is from North Korea. My father was brought up in Japan and went to a Japanese school but despite that he thought of himself as North Korean and I do, too.”
New York Times skriver endvidere :
Born in Nagoya, Japan, to ethnic Korean parents, Jong possessed hereditary South Korean citizenship from birth. His mother, however, identified herself as North Korean and sent her son to one of the many schools run by the General Association of Korean Residents in Japan (Chongryon), an organization closely tied to North Korean interests. After honing his soccer talents at Korea University in Japan, he joined the J-League team Kawasaki Frontale.
Jong’s circumstances made him eligible to represent Japan or either of the Koreas in international competition. His final decision made him an unlikely point of convergence for some of the multitude of nuanced, and often unspoken, cultural tensions that exist among the three nations.
Manden havde altså muligheden for at vælge imellem japansk, sydkoreansk eller nordkoreansk statsborgerskab, og valgte så, på trods af at han var et stort talent, og senere har udviklet sig til en af de bedste angribere i den japanske J-League, hvor man må gå ud fra at lønningerne ikke ligger i den lave ende, at søge om et nordkoreansk pas – en beslutning han ifølge iagttagere er stolt af. What the fuck?
Jeg undrer mig virkeligt over hvad der er i spil her. Er det bare familiemæssige og patriotiske årsager? Ideologi? Karriere muligheder? De to sidstnævnte virker umiddelbart ikke så sandsynlige, da Jong Tae-Se ikke virker specielt indoktrineret eller ideologisk set ud fra det (indrømmet ret sparsomme) indblik artiklerne giver. Han deltager f.eks. i reklamer sammen med sydkoreanske fodbold stjerner, skriver klummer til sydkoreanske aviser osv. Karrieremæssigt må man umiddelbart gå ud fra at han også havde været selvskrevet til både det japanske og sydkoreanske landshold, og altså ikke ville være blevet holdt tilbage i den henseende. Omvendt er der åbenbart billeder hvor han græder under den nordkoreanske nationalmelodi.
Men hvad ved jeg – underligt er det i hvert fald…
Højreorienterede er bare dumme på metoden
Netavisen 180grader.dk bragte den 8. juli en leder under overskriften “Venstreorienterede er bare dumme på økonomien”. I lederen, som man må gå ud fra er skrevet af Ole Birk Olesen, påstås det, at den amerikanske økonomi-professor Daniel B. Klein har dokumenteret “hvad vi er nogen, der har vist i lang tid”, nemlig at venstreorienterede simpelthen ikke har forstand på økonomi.
Når man læser en artikel, og en undersøgelse, som denne, så ringer “bullshit’o’metereret” med det samme. Tænk sig, de venstreorienterede har simpelthen ikke forstand på økonomi. Det er altså fordi at de er dumme, at de ikke er enige i den sandhed højrefløjen repræsenterer. Det lyder simpelthen for godt, set med højrefløjens øjne, til at være sandt.
…og det er selvfølgelig heller ikke tilfældet.
Kigger man lidt nærmere på de spørgsmål man i undersøgelsen har benyttet, er det tydeligt, at undersøgelsen er direkte ubrugelig, for ikke at sige latterlig. Undersøgelsen var bygget op på den måde, at respondenterne blev stillet over for en række udsagn, hvortil de så skulle svare “strongly agree”, “somewhat agree”, “somewhat disagree”, “strongly disagree” eller “are not sure”.
Lad os tage et eksempel på et af disse udsagn :
Third World workers working for American companies overseas are being exploited.
Til ovenstående udsagn var det såkaldt “unenlightened answer” at erklære sig enig – altså “agree”. Der er her på ingen måde tale om objektiv og videnskabelig økonomi, men at det “højreorienterede” svar betragtes som det “korrekte” svar, mens det “venstreorienterede” svar betragtes som “unenlightened” eller “forkert”.
Lad os tage et eksempel mere :
Minimum wage laws raise unemployment.
Endnu et område, hvor der bestemt ikke er enighed blandt økonomer. Der er gode argumenter både for og imod mindste løn i forhold til spørgsmålet om arbejdsløshed. Men i undersøgelsen er det selvfølgelig det “venstreorienterede” svar, nemlig “disagree”, der betragtes som “unenlightened” og “forkert”. Gad vide hvad respekterede økonomer, der er uenige i undersøgelsens konklusion vedrørende mindstelønnen, vil sige til at blive stemplet som “unenlightened”.
Ole Birk Olesen konkluderer i sin leder :
At være spejlblank om økonomiske sammenhænge synes simpelthen hen at være en betingelse for, at man kan føle sig tiltrukket af venstreorienterede holdninger. Ved man omvendt noget om økonomi, så kan man ikke finde sig til rette som venstreorienteret.
Man fristes næsten til at sige, at være direkte manipulerende i metodisk sammenhæng synes simpelthen at være en betingelse for, at man som højreorienteret kan få sit verdensbillede til at hænge sammen. Har man omvendt en smule respekt for sandheden og metodisk brugbare undersøgelser, så kan man ikke finde sig til rette som højreorienteret.
Jyllands-Posten og proportionerne
Morgenavisen Jyllands-Posten har endnu engang udgivet en ensidig leder, med underlige og dårligt begrundede og konklusioner.
Jyllands-Postens redaktion mener blandt andet, at der er tale om “proportionsforvrængning”, når Israel kritiseres i forbindelse med opbringelsen, i internationalt farvand, af blandt andre det tyrkiske skib “Mavi Marmara” – en episode hvor ni mennesker blev dræbt af de israelske styrker, og hvor Israel sidenhen har gjort sig bemærket ved at beslaglægge billed- og videomateriale fra skibets passagerer.
Hvorfor reagerer internationale organisationer, regeringer, medier og græsrødder så ensidigt aggressivt på denne episode, mens de samme institutioner og mennesker er tavse om massemordet på Ahmadiya-muslimer i Pakistan, den tyrkiske regerings regelmæssige drab på kurdere, nyheden om at Iran har uran til de to første atombomber, Nordkoreas sækning af et sydkoreansk skib, der har bragt den koreanske halvø på randen af en storkrig, og Saudi-Arabiens finansiering af terror overalt i verden? Hvorfor anlægges der en anden målestok for Israel end for den øvrige verden? Proportionsforvrængningen er forbløffende.
Man må undre sig over, hvad det er for mennesker Jyllands-Posten her angriber for dobbeltmoral, og hvilken tavshed det er man mener der er tale om i forhold til disse begivenheder?
Lad os tage f.eks. Nordkorea. Jyllands-Posten leverer sit eget modargument og skriver selvsamme dag i en artikel :
Nordkorea er allerede underlagt særdeles omfattende sanktioner, og det vil være svært at ramme landet meget hårdere, end det allerede er tilfældet.
De fleste af os husker vel også, at Danmark officielt fordømte det nordkoreanske angreb på det sydkoreanske flådeskib Cheonan – ja, selv Jyllands-Posten skrev om det :
Udenrigsministeren (Lene Espersen red.) betegner det indtrufne som en fej og uansvarlig handling, som Danmark på det kraftigste fordømmer. Hun opfordrer indtrængende Nordkorea til at overholde dets internationale forpligtelser.
Yeah, der er ingen der reagerer aggressivt på Nordkoreas adfærd – altså lige bortset fra, at landet er underlagt “særdeles omfattende sanktioner” og at “det vil være svært at ramme landet meget hårdere, end det allerede er tilfældet”. Hvad er det præcist for “proportioner” Jyllands-Posten gerne vil have ændret på i forhold til fordømmelsen af Nordkorea?
Hvad med Tyrkiet så da? Mig bekendt har landet ret svært ved at komme med ind i EU-samarbejdet, blandt andet fordi forskellige regeringer og internationale organisationer ikke er ovenud tilfredse med forholdene i landet. Senest har det svenske EU-formandskab kritiseret Tyrkiets lukning af det kurdiske parti DTP – en sag Jyllands-Posten også skrev om :
– Vi fordømmer på det kraftigste vold og terrorisme, men minder om, at opløsning af politiske partier er et usædvanligt skridt, der skal bruges med størst mulige tilbageholdenhed, lyder det i en meddelelse fra formandskabet.
Mht. Iran, så skrev Jyllands-Posten så sent som i forgårs :
Alt tyder på, at de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd er enige om sanktioner for at straffe Iran for dets atomprogram.
Men det er selvfølgelig ikke slut endnu. Jyllands-Posten gør sig også lige bemærket med en vaskeægte stråmand :
Det andet spørgsmål gælder ”fredsaktivisterne” på vej til Gaza. Hvordan kan man støtte radikale islamisters greb om den kuede palæstinensiske befolkning, hvis man ønsker fred? Hvordan kan man acceptere et kriminelt regime, der begår daglige overgreb på sin befolkning og nægter at anerkende Israels eksistens?
Meget kan man sige, om aktivisternes handlinger i forbindelse med begivenhederne omkring transporterne, men at de alle skulle støtte Hamas er vist at lægge Jyllands-Postens syn på sagen henover andre. Det er rent faktisk muligt, at være modstander af Israels blokade af Gaza, uden at man derved støtter Hamas. Det er ikke alle mennesker der abonnerer på idéen om at blokaden svækker Hamas. Tværtimod vil flere mene, at blokaden mest af alt rammer civilbefolkningen, og at den derved styrker Hamas i og med at den øger hadet til Israel i den palæstinensiske befolkning.
Jyllands-Posten bør måske lige få styr på proportionerne i deres angreb på internationale organisationer, regeringer, medier og græsrodsbevægelser.
Personlig tilsvining på nettet
…and who gives a shit?
En, synes jeg, lidt interessant diskussion opstået i kommentarsporet på Uriasposten, som fortjener sin egen tråd :
Polyb
Hvad er det helt præcist der får folk til at tro at de har nogen som helst forudsætning for at analyserer din person og dit liv på den måde. Jeg forstår det virkelig ikke – for ikke at tale om at det ikke virker på nogen måde. Jeg bekymrer mig om hvad venner, kæreste og familie mener om min person, hvad anonyme mennesker på nettet kan slynge ud derimod…
Lotte (http://eksistens.wordpress.com)
Det er sjovt, sådan har jeg der slet ikke. Måske fordi jeg ikke er vant til at blive svinet til på nettet. Men når jeg får kritik, så laver jeg en sproglig analyse af kritikken funderet i alt hvad jeg kan trække på af etik og formel logik, og så tager jeg kritikken ad notam, såfremt der er substans i den. Nogle gange indrager jeg også mine omgivelser med henblik på altid at skærpe min sans for redelig og substantiel debat. Hvis der var tale om et mønster, ting jeg fik af vide igen og igen, så håber jeg, at jeg ville være stor nok til at tage konsekvensen og 1. enten ændre min stil væsentligt eller 2. forsvinde fra den platform, hvor samme kritik blev rejst igen og igen. Er der tale om helt anonyme debattører, så er jeg ekstra grundig fordi, jeg i den forbindelse kun har ‘ordet’ at læne mig op af.Det hele sker i bevidsthed om, at der hersker helt andre regler på nettet end der gør i det virkelige liv. En af dem er, at det skrevne ord har færre konnotationsmuligheder end det talte herunder gestikulerede, og man netop på den baggrund ikke kan bruge samme sproglige markører for, hvornår man er vellidt endsige hørt – i forstanden forstået helt ind til benet – i en debat.
Jeg kan godt følge Lottes ræsonnement et stykke af vejen. Problemet er nok, at jeg sjældent kan se nogen substans i de tilsvininger visse personer på nettet ynder at komme med.
Hvis mine venner, min familie og kæreste, mine kollegaer og mennesker jeg generelt møder i “den virkelige verden” stort set allesammen lader til at synes at jeg er en flink fyr, der er værd at være sammen med. Hvis jeg generelt modtager god respons på min deltagelse i undervisningen på Universitetet og på mine eksamensopgaver, hvorfor skulle det så bekymre mig hvad nogle mennesker på nettet, som selvfølgelig allesammen er politisk uenige med mig, mener at kunne analyserer sig frem til omkring min personlighed og mine faglige kompetencer?
Læg dertil oveni, at det oftest (hvis ikke nærmest altid) drejer sig om mennesker, der drager de samme konklusioner omkring stort set samtlige deres politiske modstandere, som de gør om mig. “Drengen der råbte ulv” falder umiddelbart en ind. Disse mennesker har frataget sig selv enhver troværdighed når det kommer til at bedømme min person og min faglighed.
Var jeg derimod den den eneste venstreorienterede der blev tilsvinet af disse mennesker, samtidig med at jeg aldrig havde interessante og frugtbare diskussioner med andre politiske modstandere, der respekterede mig og holdt sig til bolden, så ville jeg da selvfølgelig begynde at fundere over min egen adfærd. Det er bare ikke tilfældet.
Når personer sviner mig selv, eller andre, til på nettet, så irriterer det mig altså udelukkende fordi det er ødelæggene for debatten.
Obamas nationale sikkerhedsstrategi
Det Hvide Hus fremlagde den 26. maj USA’s seneste officielle “National Security Strategy”. Dokumentet, der udgives periodevis, skitserer de bekymringer den amerikanske administration ser mht. landets nationale sikkerhed, og hvorledes administrationen planlægger at håndtere disse.
Den nye strategi markerer et skift væk fra Bush-regeringens “War on Terror”, og der tales nu i stedet om en krig imod Al-Qaeda netværket. Mere fokus er også blevet lagt på internationalt samarbejde, og man er, hvilket må siges at være positivt, skiftet væk fra den enegang man til tider så under Bush-administrationen. Blandt andet hedder det i dokumentet :
We succeeded in the post-World War II era by pursuing our interests within multilateral forums like the United Nations—not outside of them. […] In recent years America’s frustration with international institutions has led us at times to engage the United Nations (U.N.) system on an ad hoc basis. But in a world of transnational challenges, the United States will need to invest in strengthening the international system, working from inside international institutions and frameworks to face their imperfections head on and to mobilize transnational cooperation.
Der lægges også vægt på respekten for universelle amerikanske værdier både ude og hjemme, noget der må tolkes som en kritik af f.eks. Bush-administrations brug af Guantanamo basen, og de problemer dette medførte mht. retssamfundet. Det hedder sig da også i dokumentet at :
To deny violent extremists one of their most potent recruitment tools, we will close the prison at Guantanamo Bay.
Interessant er det da også især, at det umiddelbart virker som om, at man vil lægge mere vægt på også at vinde “hearts and minds” i forbindelse med kampen imod Al-Qaeda og andre sådanne grupper. Man har forhåbentlig indset, at dette aspekt er endog meget vigtig, når det gælder om at vinde den form for konflikter vi ser i verden i dag – konflikter der oftest tager form af hvad man kunne kalde “asymmetrisk krig”. I den forbindelse har amerikaneren Gary Brecher (pseudonym), som også går under betegnelsen “The War Nerd” og vel bedst kan beskrives som en slags autodidakt krigs-ekspert, skrevet en interessant artikel om det 21. århundredes krigsførelse. Brecher, hvis artikler i øvrigt generelt kan anbefales som både informative og humoristiske, konkluderer :
Just remember, everything they told you is wrong. Here’s a quick list of the main points. Go and meditate upon them. Memorize them while I whack you with this stick like a good Zen teacher should.
1. Most wars are asymmetrical / irregular.
2. In these wars, the guerrillas / irregulars / insurgents do NOT aim for military victory.
3. You can NOT defeat these groups by killing lots of their members.
In fact, they want you to do that.
4. Hi-tech weaponry is mostly useless in these wars.
5. “Hearts and Minds,” meaning propaganda and morale, are more important than military superiority.
6. Most people are not rational, they are TRIBAL: “my gang yay, your gang boo!” It really is that simple. The rest is cosmetics.
Konflikter af denne type vindes altså ikke udelukkende militært. Mens vesten igennem en meget lang periode historisk set, har været overlegen når det kommer til at vinde de taktiske militære slag, så har det knebet lidt med de strategiske sejre imod parter der opererer ud fra andre forudsætninger. Forhåbentlig markerer USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi et skridt i den rigtige retning, i forsøget på at ændre på dette forhold. En svag optimisme må i hvert fald indfinde sig, når man læser passager som denne :
Contrast Al-Qa’ida’s Intent to Destroy with Our Constructive Vision: While violent extremists seek to destroy, we will make clear our intent to build. We are striving to build bridges among people of different faiths and regions. We will continue to work to resolve the Arab-Israeli conflict, which has long been a source of tension. We will continue to stand up for the universal rights of all people, even for those with whom we disagree. We are developing new partnerships in Muslim communities around the world on behalf of health, education, science, employment, and innovation. And through our broader emphasis on Muslim engagement, we will communicate our commitment to support the aspirations of all people for security and opportunity. Finally, we reject the notion that al-Qa’ida represents any religious authority. They are not religious leaders, they are killers; and neither Islam nor any other religion condones the slaughter of innocents.
Så er der bare tilbage at håbe på at handlinger følger udtalelser, og at tendensen evt. spreder sig lidt til et par af amerikanernes allierede.
P1 Debat og vandkampen ud for Israel
Danmarks Radios Program 1 bragte i går en debat omkring hele situationen, vedrørende den israelske standsning, i internationalt farvand, af nødhjælpsskibene på vej til Gaza, og de meget kedelige omstændigheder der opstod i forbindelse hermed.
Debatten var både interessant, og ikke mindst sjov, for alle os der går lidt op i argumentationsteori. Den havde simpelthen alt. Nazi-associationer, appelleren til børnene og de gamle (som det altid er mere synd for end os andre), gentagen ignoreren og bevidst misforståelse af modpartens argumenter, opsætning af stråmænd, råben af hinanden osv. Det var herligt.
Som den venstreorienterede propagandasender man er, havde P1 som deltagere udvalgt Naser Khader, som repræsentant for LEGO koncernen, og Morten Messerschmidt fra IDF’s presseafdeling.
Deltagerne havde kort sagt følgende holdninger :
Naser Khader :
– Hamas skal helst svækkes, og må ikke have adgang til våben
– blokaden styrker Hamas, som ikke selv mangler noget
– angrebet på skibene var helt ude af proportioner
– børnene i Gaza mangler LEGO-klodser
Morten Messerschmidt :
– Hamas skal svækkes, og må ikke have adgang til våben
– Hamas er nogle, af palæstinenserne valgte, nazister, som skal knuses
– en fuldstændig blokade af Palæstina, og alle stater der har noget med dem at gøre, vil være at foretrække
– angrebet på skibene var a’ok
– liv og død handler ikke om LEGO-klodser
– IDF can be my wingman anytime!
Dybest set var der altså enighed omkring målet, hvilket alle vel kan tilslutte sig, men uenighed omkring midlerne til at opnå dette mål. Naser Khader stod for den mere gennemtænkte, men enormt dårligt formulerede, idé om at blokaden radikaliserer befolkningen og øger tilslutningen til Hamas, mens Morten Messerschmidt stod for den reaktionære, og dybt naive, idé om, at hvis man bare pisker folk længe nok, så makker de nok ret til sidst.
Et par af guldkornene kan læses herunder :
Naser :
Hvorfor må der ikke føres kaffefiltre ind i Gaza? Pasta? Nescafé? Koriander?Morten :
Prøv at høre. Jeg er da fuldstændigt ligeglad med dine legoklodser!Naser :
Det er jo for børn der har været ude for traumatiske oplevelser, er du ligeglad med dem, under krigen?Morten :
Nej nej, det er jeg ikke – hvad med israelernes børn? Deres børnecentre bliver bombet![..]
Værten :
Jeg tror lige vi tager en time-out her – I råber simpelthen for meget i munden på hinanden.
Værten :
Messerschmidt, hvis vi lige ser på den her blokade, og de ting som kommer med eller ikke kommer igennem blokaden. Kan man ikke have den oplevelse, at israelerne reelt prøver at ryge Hamas ud af Gaza området ved at blokere for flest mulige livsfornødenheder, men påstå at det kun er våben de går efter?Morten :
Det er da også rimeligt! Altså, jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at det ideologiske fællesskab mellem Hamas og f.eks. nazismen er jo fuldstændigt synkront. Altså det baserer sig på en totalitær verdensopfattelse, det baserer sig på et dybt anti-semitisk verdenssyn. Så hvorfor skulle vi behandle Hamas bedre end vi behandlede Hitler under 2. Verdenskrig?
Værten :
Morten Messerschmidt, har Naser Khader ikke en pointe i her, at vil man bekæmpe Hamas, jamen så gør man det ikke ved at blokere Gaza, det giver bare Hamas gode kort på hånden?Morten :
Jamen hvor mange missil-angreb om dagen synes du så israelerne skal accepterer for at forhindre Hamas i at fastholde deres magt? Hvor mange børnehaver og ældrecentre skal rammes om dagen bare for at få Hamas væk?
Tanker om politik og historie... 
leave a comment