|
Den
indre diskurs - Jünger som gentleman
Som sagt skal Jüngers tolkning af krigen ses i et nietzscheansk
perspektiv, men idet vi skal til at se nærmere på hvordan
Ernst Jünger er nietzscheansk, er det passende også at
se på hvilken diskurs Jünger i det hele taget indgår
i. Den tidlige Jünger indgår nemlig i en særlig
tysk diskurs, der på flere måder er noget særligt
for mellemkrigstiden. Endvidere er Jüngers tankegang selvfølgelig
præget af mange af de idéer der gjorde sig gældende
i tiden omkring Første Verdenskrig.
Lad os tage udgangspunkt i vores egen forargelse over Jüngers
grundholdninger. Et centralt punkt er Jüngers positive tolkning
af krigen - den strider umiddelbart mod den normale moralske afstandtagen
fra det skrækkelige. Dette punkt hos Jünger er på
flere måder interessant. Ud over at han som sagt formår
at se igennem det skrækkelige, hvorved han efter sit eget
udsagn får øje på et udtryk for livskræfterne
i verden og ikke blot menneskelig ondskab, så rummer Jüngers
tankegang en paradoksal blanding af moral og ikke-moral. Ikke-moralen
hos Jünger ligger netop i hans tolkning af soldaten som et
menneske der i kampen bliver grebet af livskræfterne og derved
umiddelbart hæves over moralen. Men samtidigt findes der alligevel
en moral hos Jünger, den ligger i hans skelnen mellem den almindelige
soldat og så den soldat der rummer heltemod og tapperhed.
Sidstnævnte er den soldat der netop som Jünger selv har
forstået kampens renhed og som holder denne renhed i hævd,
bl.a. ved at respektere fjenden. I kombination bliver Jüngers
ikke-moral og moral til en ny moral, hvor netop heltemodet står
i centrum. Jüngers ikke-moral og moral er således fuldstændigt
sammenhængende. Den tapre soldat hæves over den almindelige
moral, idet han bliver grebet af livskræfterne, men idet han
holder kampens renhed i hævd fordi han er tapper, rummer han
den nye moral, hvor respekten for fjenden er central.
Ud fra et almindeligt moralsk perspektiv er det ganske paradoksalt,
og netop Jüngers blanding af ikke-moral og moral er et godt
eksempel på hvorledes Jüngers tankegang i praksis er
tilpasset krigen og kampen som ideal idé og ikke som konkret
fænomen, hvilket åbner for nye paradokser, idet Jüngers
overordnede tolkning af livet netop sker ud fra krigen som et konkret
eksempel. Ræsonnementet må her være at Jüngers
iagttagelser i sidste ende først og fremmest befinder sig
på idé-planet, Jüngers iagttagelser er i virkeligheden
abstrakte, iagttagelserne er i sig selv udtryk for noget andet,
de er netop del af en tankegang, de er æstetiske, eller rettere
æstetik, men mere om det senere.
Jüngers nye moral var og er uden tvivl unik, men samtidigt
er den på flere måder umiddelbart på linie med
den almindelige tankegang i tiden omkring Første Verdenskrig.
Her tænker jeg ikke kun på Tyskland men på hele
Europa. Den almindelige krigsbegejstring i Europa i 1914 var på
en måde den primære årsag til krigen - alle troede
de kunne vinde krigen i løbet af et par uger, og det var
almindeligt at opfatte krigen som et kærkomment frisk pust
for den henslumrende ungdom. Endvidere gjorde en underlig moral
sig gældende. Idéen om gentleman unafraid stod stærkt
i hele Europa. En rigtig mand havde bevist sit mod, f.eks. i krig.
Samtidigt var han en gentleman, han behandlede fjenden gallant,
om man så må sige, han nøjedes med at slå
ham ihjel, i ærefuld kamp. En gentleman kunne aldrig finde
på med vilje at lemlæste fjenden, endsige forulempe
de civile.
Denne tankegang står i modstrid med Jüngers fundamentale
indsigt, hvor soldaten bliver grebet af de dybere drifter til at
slå ihjel, men Jünger er opmærksom på dette
paradoks, deraf hans nye moral og hans idé om den tapre soldat,
den soldat der kan rumme både kampen og æren i dybere
forstand, hvilket netop kræver den skrækkelige indsigt,
og Jüngers pointe er at opretholdelsen af æren i kampen
således kræver mod, heltemod, eller rettere tapperhed.
Således forstås dybden i Jüngers tankegang når
han taler om viljen til kamp, viljen til at slå ihjel. Ordet
vilje rummer her en nietzscheansk dybde, det er viljen til liv,
viljen til magt, forstået som en frugtbar kontakt med livskræfterne,
netop ikke blot et fuldstændigt tab af sig selv i livets drifter,
men en særlig udholdenhed under livskræfternes bølgebevægelse.
Man kunne tale om en særlig form for disciplin, men det ville
være misvisende. Det ville være mere præcist at
tale om netop tapperhed. Ifølge Jünger rummer tapperheden,
heltemodet en nærmest uendelig dybde, den er "der Schlüssel
zu allen Schätzen ... der Ansprung der Idee gegen die Materie
..." (Jünger 1922 s. 49), forstået på den
måde at heltemodet netop er det der hæver soldaten over
materiens gru, op til idéens forløsende kraft. Som
Jünger skriver "ein Soldat ohne Mut ist wie ein Christ
ohne Glauben" (s. 53), tapperheden er soldatens tro, eller
rettere, den er selve hans forståelse af verden. Idet kampen
er "die erhabene Sprache der Macht" (s. 50) er tapperheden
netop det der skal til for at forstå kampen og derved livskræfterne.
"Der Mut ist dem Tanz vergleichbar" (s. 52), tapperheden
er det der gør soldaten i stand til at begå sig i krigen.
Og således er tapperheden selve det der bringer soldaten ekstasen:
"Dieser Zustand des Heiligen, des grossen Dichters und der
Grossen Liebe ist auch dem grossen Mute vergönnt" (s.
54).
Således indgår Jünger i det man kunne kalde den
almindelige tapperhedsdiskurs, der gjorde sig gældende i begyndelsen
af århundredet i form af bl.a. idéen om gentleman unafraid.
Han tager i hvert fald udgangspunkt i den, hvorpå han supplerer
med idéer der er standard i ethvert militærkodeks,
hvor selvopofrelsen står centralt. Men Jünger går
endnu videre, han udvider diskursen, eller rettere sprænger
han den, idet han indfører en ny moral, hvor det ikke er
den højere sag som sådan der har betydning, men netop
kampen i sig selv. Således kan Jünger præcisere
sin tankegang, sin opfattelse af tapperhed, mere end nogen anden,
idet han mere eller mindre løsriver sig fra enhver ydre moral.
Selvfølgelig var den tidlige Jünger nationalist, men
nationalismen står i virkeligheden ikke særlig centralt
for ham, langt fra, den er snarere perifær.
"Gewiss wird der Kampf durch seine Sache geheiligt.
Wie könnte man sonst einen Feind achten? Das kann nur der Tapfere
ganz verstehen." (Jünger 1922 s. 49)
Jünger uddyber betydningen af selvopofrelsen, idet han ser
kampen som det centrale. Det er således kampen der helliggører
sagen, idet det er i kampen at selvopofrelsen foregår. Og
således kan man respektere fjenden, nødvendigvis. Det
hele hænger sammen.
(c) |