Den indre diskurs - Jünger som gentleman

Som sagt skal Jüngers tolkning af krigen ses i et nietzscheansk perspektiv, men idet vi skal til at se nærmere på hvordan Ernst Jünger er nietzscheansk, er det passende også at se på hvilken diskurs Jünger i det hele taget indgår i. Den tidlige Jünger indgår nemlig i en særlig tysk diskurs, der på flere måder er noget særligt for mellemkrigstiden. Endvidere er Jüngers tankegang selvfølgelig præget af mange af de idéer der gjorde sig gældende i tiden omkring Første Verdenskrig.

Lad os tage udgangspunkt i vores egen forargelse over Jüngers grundholdninger. Et centralt punkt er Jüngers positive tolkning af krigen - den strider umiddelbart mod den normale moralske afstandtagen fra det skrækkelige. Dette punkt hos Jünger er på flere måder interessant. Ud over at han som sagt formår at se igennem det skrækkelige, hvorved han efter sit eget udsagn får øje på et udtryk for livskræfterne i verden og ikke blot menneskelig ondskab, så rummer Jüngers tankegang en paradoksal blanding af moral og ikke-moral. Ikke-moralen hos Jünger ligger netop i hans tolkning af soldaten som et menneske der i kampen bliver grebet af livskræfterne og derved umiddelbart hæves over moralen. Men samtidigt findes der alligevel en moral hos Jünger, den ligger i hans skelnen mellem den almindelige soldat og så den soldat der rummer heltemod og tapperhed. Sidstnævnte er den soldat der netop som Jünger selv har forstået kampens renhed og som holder denne renhed i hævd, bl.a. ved at respektere fjenden. I kombination bliver Jüngers ikke-moral og moral til en ny moral, hvor netop heltemodet står i centrum. Jüngers ikke-moral og moral er således fuldstændigt sammenhængende. Den tapre soldat hæves over den almindelige moral, idet han bliver grebet af livskræfterne, men idet han holder kampens renhed i hævd fordi han er tapper, rummer han den nye moral, hvor respekten for fjenden er central.

Ud fra et almindeligt moralsk perspektiv er det ganske paradoksalt, og netop Jüngers blanding af ikke-moral og moral er et godt eksempel på hvorledes Jüngers tankegang i praksis er tilpasset krigen og kampen som ideal idé og ikke som konkret fænomen, hvilket åbner for nye paradokser, idet Jüngers overordnede tolkning af livet netop sker ud fra krigen som et konkret eksempel. Ræsonnementet må her være at Jüngers iagttagelser i sidste ende først og fremmest befinder sig på idé-planet, Jüngers iagttagelser er i virkeligheden abstrakte, iagttagelserne er i sig selv udtryk for noget andet, de er netop del af en tankegang, de er æstetiske, eller rettere æstetik, men mere om det senere.

Jüngers nye moral var og er uden tvivl unik, men samtidigt er den på flere måder umiddelbart på linie med den almindelige tankegang i tiden omkring Første Verdenskrig. Her tænker jeg ikke kun på Tyskland men på hele Europa. Den almindelige krigsbegejstring i Europa i 1914 var på en måde den primære årsag til krigen - alle troede de kunne vinde krigen i løbet af et par uger, og det var almindeligt at opfatte krigen som et kærkomment frisk pust for den henslumrende ungdom. Endvidere gjorde en underlig moral sig gældende. Idéen om gentleman unafraid stod stærkt i hele Europa. En rigtig mand havde bevist sit mod, f.eks. i krig. Samtidigt var han en gentleman, han behandlede fjenden gallant, om man så må sige, han nøjedes med at slå ham ihjel, i ærefuld kamp. En gentleman kunne aldrig finde på med vilje at lemlæste fjenden, endsige forulempe de civile.

Denne tankegang står i modstrid med Jüngers fundamentale indsigt, hvor soldaten bliver grebet af de dybere drifter til at slå ihjel, men Jünger er opmærksom på dette paradoks, deraf hans nye moral og hans idé om den tapre soldat, den soldat der kan rumme både kampen og æren i dybere forstand, hvilket netop kræver den skrækkelige indsigt, og Jüngers pointe er at opretholdelsen af æren i kampen således kræver mod, heltemod, eller rettere tapperhed.

Således forstås dybden i Jüngers tankegang når han taler om viljen til kamp, viljen til at slå ihjel. Ordet vilje rummer her en nietzscheansk dybde, det er viljen til liv, viljen til magt, forstået som en frugtbar kontakt med livskræfterne, netop ikke blot et fuldstændigt tab af sig selv i livets drifter, men en særlig udholdenhed under livskræfternes bølgebevægelse. Man kunne tale om en særlig form for disciplin, men det ville være misvisende. Det ville være mere præcist at tale om netop tapperhed. Ifølge Jünger rummer tapperheden, heltemodet en nærmest uendelig dybde, den er "der Schlüssel zu allen Schätzen ... der Ansprung der Idee gegen die Materie ..." (Jünger 1922 s. 49), forstået på den måde at heltemodet netop er det der hæver soldaten over materiens gru, op til idéens forløsende kraft. Som Jünger skriver "ein Soldat ohne Mut ist wie ein Christ ohne Glauben" (s. 53), tapperheden er soldatens tro, eller rettere, den er selve hans forståelse af verden. Idet kampen er "die erhabene Sprache der Macht" (s. 50) er tapperheden netop det der skal til for at forstå kampen og derved livskræfterne. "Der Mut ist dem Tanz vergleichbar" (s. 52), tapperheden er det der gør soldaten i stand til at begå sig i krigen. Og således er tapperheden selve det der bringer soldaten ekstasen: "Dieser Zustand des Heiligen, des grossen Dichters und der Grossen Liebe ist auch dem grossen Mute vergönnt" (s. 54).

Således indgår Jünger i det man kunne kalde den almindelige tapperhedsdiskurs, der gjorde sig gældende i begyndelsen af århundredet i form af bl.a. idéen om gentleman unafraid. Han tager i hvert fald udgangspunkt i den, hvorpå han supplerer med idéer der er standard i ethvert militærkodeks, hvor selvopofrelsen står centralt. Men Jünger går endnu videre, han udvider diskursen, eller rettere sprænger han den, idet han indfører en ny moral, hvor det ikke er den højere sag som sådan der har betydning, men netop kampen i sig selv. Således kan Jünger præcisere sin tankegang, sin opfattelse af tapperhed, mere end nogen anden, idet han mere eller mindre løsriver sig fra enhver ydre moral. Selvfølgelig var den tidlige Jünger nationalist, men nationalismen står i virkeligheden ikke særlig centralt for ham, langt fra, den er snarere perifær.

"Gewiss wird der Kampf durch seine Sache geheiligt. Wie könnte man sonst einen Feind achten? Das kann nur der Tapfere ganz verstehen." (Jünger 1922 s. 49)

Jünger uddyber betydningen af selvopofrelsen, idet han ser kampen som det centrale. Det er således kampen der helliggører sagen, idet det er i kampen at selvopofrelsen foregår. Og således kan man respektere fjenden, nødvendigvis. Det hele hænger sammen.

(c)