L’ultima orgia del III Reich

L’ultima orgia del III Reich, der på engelsk er kendt som Gestapo’s Last Orgy og udsendt på dansk DVD med titlen Orgie i Det Tredje Rige, er én af de bedre kendte film inden for nazisploitationgenren, der nød kortvarig popularitet i 1970’erne, især under indflydelse af den første film i Ilsa-serien, Ilsa, She Wolf of the SS (1974).

Der er tale om vaskeægtig italiensk trashexploitation, hvis absolut eneste raison d’être har været at tjene nogle hurtige skillinger til producenterne. Ud over at filmen har nazisterne som skurke, og dermed udspiller sig i en KZ-lejr, er filmens virkemidler ikke stort anderledes end de, der findes i women-in-prison-film fra 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Det kan da også alene være fordi, nazisploitationgenren så skamløst udnytter Holocaust i underholdningssammenhæng, at en film som L’ultima orgia del III Reich (sammen med de andre nazisploitationfilm) har fået et så ondt rygte, som den har. Ret beset er filmen faktisk betydeligt mindre visuelt grum end den første Ilsa-film.

Alt andet end original

At L’ultima orgia del III Reich så har rygte for at være en dårlig film er noget helt andet og klart fortjent, for der er virkelig ikke tale om nogen god film, selv om den heller ikke er en absolut bundskraber.

Original kan man bestemt heller ikke kalde den. Filmens rammehistorie, der foregår efter Anden Verdenskrig, er tydeligt inspireret af Liliana Cavanis Il portiere di notte (Natportieren) fra 1974, hvor Charlotte Rampling spiller en tidligere KZ-lejrfange, der indleder et sadomasochistisk forhold til en mand, der under krigen var én af hendes SS-bødler. I rammehistorien i L’ultima orgia del III Reich ser vi således filmens kvindelige hovedperson Lise Cohen (Daniela Poggi) mødes med sin tidligere SS-bøddel Conrad von Starker. I de jævnligt tilbagevendende scener til nutiden, går de to rundt i ruinerne efter den KZ-lejr, hvor filmens handling udspiller sig.

Det viser sig, at Cohen reddede livet ved at underkaste sig von Starker og blive hans elskerinde, og igennem flashbacksekvenserne, der udgør hovedparten af filmens spilletid, ser vi, hvorledes von Starker forsøger at nedbryde Lise Cohen. Da hun ankommer til lejren er hun nemlig ikke bange for at dø, og von Starker gør det til sin mission at knække hende. Han vil lære hende at elske livet, og først derefter, når hun bliver bange for døden, vil han slå hende ihjel. Da hun når så vidt, har von Starker imidlertid forelsket sig i hende, og slår hende ikke ihjel.

Tortur, nøgenhed, sadisme og voldtægter – what else is new?

En stor del af filmen går således med en række exploitationsekvenser, hvor vi ser von Starker torturere og på anden vis pine den unge kvinde. Derudover byder filmen på den obligatoriske store mængde nøgenhed, sadisme, voldtægter m.v. – alt sammen i den hellige mammons tjeneste, så filmen kunne indtjene nogle penge på både at være lidt fræk og lidt farlig.

Foruden Il portiere di notte vil de, der har set Ilsa, She Wolf of the SS genkende temaet med von Starker, der forsøger at nedbryde Lise. Det minder i betragtelig grad om Ilsas forsøg på at nedbryde én af sine kvindelige fanger, der nægter at skrige og give udtryk for smerte. Derudover minder Von Starkers supersadistiske kvindelige underordnede, der fodrer menstruerende kvinder til sine Dobermanns, umiskendeligt om Ilsas to kvindelige fangevogtere.

Men der er endnu mere rip-off. Hvis manuskriptet var blevet skrevet i dag, ville der hænge en fæl dunst af ozon fra kopimaskinen i kontoret hos Canevari og den anden manuskriptforfatter Antonio Lucarella – bl.a. da de skrev den ret beset temmelig ubehagelige middagssekvens, hvor en række højtstående nazister spiser middag, mens de vartes op af mere eller mindre afklædte kvindelige fanger. Der er ikke tale om en hundrede procent tro kopi af scenen fra Ilsa, og Canevari og Lucarella formår da også her at kannibalisere kannibalgenren (endnu et flueben på rip-off-skemaet).

Nazikannibaler

Én af nazisterne, måske selveste Goebbels (skuespilleren har i hvert fald en vis lighed med galningen), udbreder sig i flere minutter om, hvad jøderne kan bruges til i fremtidens Stortyskland, og når efterhånden frem til slutpointen, at de kan bruges til at spise! Det afsløres derefter, at den middag, nazisterne netop skal til at indtage, er fremstillet af menneskekød. Herefter følger en scene, hvor de fælt overspillede nazister guffer menneskekød i sig som uniformerede udgaver af kannibalgenrens indfødte. Da én af de kvindelige jøder besvimer over afsløringen af hovedrettens bestanddele, fuldender naziskurkene deres middag med at flambere hende levende i cognac!

Ovenstående er uden tvivl filmens mest ubehagelige scene, og effekten opnås alene ved idéen om, at det skulle være menneskekød, nazierne sidder og guffer i sig, og fuldendes derefter af den groteske flambering, der dog ikke er specielt grafisk.

Intet effektbudget

Generelt brillerer L’ultima orgia del III Reich ved stort set ikke at være grafisk. Særligt patetisk bliver det nærmest totalt manglende effektbudget i en scene, hvor von Starker pisker Lise Cohen. Her har folkene bag filmen ikke engang gidet lægge lidt teaterblod på ryggen af Daniela Poggi. En anden lige så latterlig sekvens er, hvor Lise Cohen er hængt op ved siden af en anden kvindelig fange (begge nøgne, naturligvis) over et hul fyldt med læsket kalk. For at skræmme Lise til at skrige, sænker von Starker den anden kvinde ned i den læskede kalk, og hejser hende derpå op igen. Det gruopvækkende her er realiseret ved at skuespilleren ser ud til at være overhældt med hvid maling.

Med andre ord er L’ultima orgia del III Reich fra et exploitationsynspunkt en temmelig mager sag, og ser man derfor ud over det moralsk tvivlsomme ved nazisploitationgenren generelt, er filmen derfor en temmelig banal omgang bare patter og sadisme. Det er akkurat det samme, Bruno Mattei præsenterer os for i Violenza in un carcere femminile (Emanuelle i kvindefængslet) fra 1982, der bare foregår i et fængsel, uden dog at være synderligt mere interessant. Filmens eneste scoop er den temmelig smukke Daniela Poggi i rollen som den hyppigt afklædte Lise Cohen, og Poggi er da også den eneste af skuespillerne, der rent faktisk ser ud som om, hun har gjort en indsats. Adriano Micantoni er i hvert fald hele vejen igennem et studie i lattervækkende overspil som von Starker.

Overordnet set er L’ultima orgia del III Reich altså en ret talentløst lavet lille prut af en film, som man skal være temmelig hardcore nazisploitationfan for at gide sidde igennem mere end én gang. Den er ikke helt talentløs nok, og heller ikke kedelig eller langtrukken nok til at være en total skodfilm, men der er lavet mange bedre italienske exploitationfilm, der derudover vil være mere spiselige for de fleste ved ikke at tilhøre nazisploitationgenren.

L’ultima orgia del III Reich er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 42 | 13/04/2009

Stikord: Italian Cinema, Kannibaler, Koncentrationslejr, Naziskurke, Nazisploitation, Orgier, Rip-off, Video Nasty