Antisemitisme kontra antizionisme

Her er min eksamensopgave i Moderne Jødisk Historie og Videnskabsteori..

Jeg har endnu ikke fået svar, men så kan I andre jo komme med bud på, hvad jeg får;o)..

Mvh

Problemstilling

I en tid hvor debatten om Israel-Palæstinakonflikten fylder meget og det til tider kan fyge med kritikken af Israel, kan der til tider opstå mistanke om at noget af kritikken er baseret på antisemitiske holdninger, noget der i hvert fald ofte bliver påstået af folk, der tager Israel til forsvar. Men er det vitterligt anti-semitiske angreb? Eller har man skabt en begrebsforvirring, som mere er med til at forplumre debatten end reelt at skabe forståelse? Er anti-zionisme lig med anti-semitisme og hvornår kan man overhovedet tale om anti-zionisme? Det vil jeg forsøge at belyse i denne opgave med følgende problemstilling:

Hvad forståes der ved begreberne ”antisemitisme” og ”anti-zionisme”? Og hvorledes kan begrebet anti-Zionisme opfattes som en form for antisemitisme i den nuværende debat om staten Israel?

Jeg vil forsøge at nå frem til et svar ved brug af teori baseret på forskning i antisemitisme og anti-zionisme (til tider sidestillet med ”ny antisemitisme”). Til det vil jeg gøre brug af følgende kilder:

• Morten Thing
• Robert S. Wistrich
• EUMC
• Gavin I. Langmuir
• Brian Klug

Begrebsredegørelse

Først og fremmest, hvis man skal tale om begreber som anti-semitisme og anti-zionisme, må man først gøre sig klart, hvad man mener, når man bruger disse begreber. Dette vil jeg forsøge at klargøre i de følgende kapitler, først med en redegørelse af anti-semitisme, derefter med en redegørelse af anti-zionisme. Derefter vil jeg forsøge at belyse, om hvordan de to begreber står i forhold til hinanden.

Antisemitisme

Hvad er antisemitisme? Og er det anti-semitisme eller antisemitisme? Begrebet bliver brugt meget løst i vore dage og der skal – til tider – ikke meget til, før man risikerer at få smidt ”antisemitisme” i hovedet. Det kan være frustrerende, især hvis man forsøger at forholde sig seriøst til fænomenet eller emner der involverer fænomenet. Især hvis der er forskellige forståelser af hvad antisemitisme reelt er, kan det være svært at have en seriøs diskussion om omfanget af antisemitisme.

Jeg har valgt, at skrive”antisemitisme” – uden bindestreg, hvilket jeg vil forklare årsagen til, når jeg når slutningen af dette kapitel, hvor valget forhåbentligt vil være indlysende.

For at nå frem til en definition af begrebet ”antisemitisme”, vil jeg tage udgangspunkt i EUMCs rapport  (European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia) om antisemitisme, Morten Things ”Anti” og Gavin I. Langmuirs ”Toward a Definition of Antisemitism”.

De har hver især forsøgt at komme frem til en definition, hvor redegørelser for forskellen mellem anti-semitisme og antisemitisme, forskellen på ”klassisk” antisemitisme og den såkaldte ”nye” antisemitisme, samt forskellen mellem antisemitisme og anti-zionisme, har været diskuteret (Langmuir er dog undtaget i forhold til anti-zionismen, da han udelukkende beskæftiger sig med antisemitisme).

European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC).[1]

EUMCs rapport, der er baseret på en analyse af diverse – på området – eksperters teorier, laver en konklusion der lyder:

1. almost all definitions of antisemitism refer to hostile attitudes and/or activities towards Jews and
2. a significant number of definitions contain the additional remark that the hostility is directed towards Jews “as Jews”, or towards Jews “because they are Jews”, or towards Jews “because of their actual or perceived religious or racial background or identification”.[2]

En uddybning af de to punkter følger:

1: Baseret på rapportens analyse af diverse eksperters teorier, er man nået frem til, at de alle er fælles om at pege på, at en definition af begrebet ”antisemitisme”, indeholder en fjendtlig holdning og handlinger til jøder.Dette kan være i opfattelser af ”jøden” eller desiderede udfald (både af verbal og fysisk art) mod jøder.

2: Hvor punkt 1 er indlysende, kræver punkt 2 en uddybning. Når rapporten sætter ”as Jews”, ”because they are Jews” og ”because of their actual or perceived religious or racial background or identification” i parentes, skyldes det at opfattelsen af “jøden” er en subjektiv opfattelse af begrebet “jøde”, samt hvad “jøden” står for. Man kan sige, at personer med denne opfattelse, har en forestillet virkelighed, der ikke nødvendigvis stemmer overens med den reelle virkelighed. Rapporten uddyber f.eks.:

In order to develop the point further….we refer to some of Brian Klug’s remarks with regard to defining antisemitism. Klug offers the following working definition of antisemitism: “a form of hostility towards Jews as Jews, in which Jews are perceived as something other than what they are”. This definition contains an important amendment to our initial definition “hostility towards Jews as Jews”, for Klug emphasizes that antisemitism is not hostility towards Jews as what they really are, but rather towards the image of ‘Jews’ constructed by antisemitic ideology.[3]

Rapporten peger på to konsekvenser af ovenstående, nemlig at ikke alle angreb på jøder, nødvendigvis er udtryk for antisemitisme, samt at ikke-jøder også kan være udsat for antisemitisme[4], såfrem at de bliver opfattet som jøder.

Så er spørgsmålet, hvordan ”Jøden” opfattes i denne sammenhæng. Baseret på seks punkter, fra en analyse af tysk antisemitisk litteratur lavet Nina Eger og Alexander Pollak, samt et ekstra punkt fra rapporten selv, kommer den frem til følgende syv punkter om antisemitiske stereotyper af ”Jøden”[5]:

1. Jøden som ”svigefuld”, ”lusket” og ”udspekuleret”.
2. Jøden som ”fremmed” og ”anderledes”.
3. Jøden og hans ”uforenelighed”, hans ”fjendtlighed” og måde at ”opføre” sig på.
4. Jøden og hans ”kommercielle” talent, samt hans ”forhold” til penge.
5. Jøden og hans ”korrupte” natur.
6. Jøden og hans ”magt og indflydelse”, samt den jødiske ”verdenskonspiration”.
7. Jøden som ”kristmorder”.[6]

Morten Thing

Morten Thing tager udgangpunkt i en historisk redegørelse for begrebet. Efter at have lavet en kobling mellem den filologiske definition af ”semitisk”[7], og racelæren og ”karakterologi”[8] redegør han for skabelsen og brugen af ordet ”antisemitisme”, baseret på ordbøgers og leksikas brug af ordet (eller manglen på samme) i perioden 1820 til 1972[9], samt en udviklingen af forståelsen af begrebet, delt i tre perioder: perioden 1945-1960, 1967-1980 og 1980 og frem[10].

Things primære fokus på forståelsen af begrebet, er den ”klassiske”[11] forståelse af ordet, hvor udgangspunktet er Marr og hans brug af ordet ”antisemitisme”. Omend Thing påpeger, at der er ældre eksempler på antisemitiske holdninger[12], så er selve ordet skabt af Wilhelm Marr[13], som en klar anti-jødisk – i forståelsen ”race” – holdning, der adskilte sig fra den tidligere religiøst betonede ”anti-judaisme”. Thing skriver:

Ordet ‘Antisemitismus’ tilskrives den tyske forfatter Wilhelm Marr, der i pjecen Der Sieg des Judenthums über das Germanenthum. Vom nicht confessionellen Standpunkt aus betrachtet (Berlin 1879) ville adskille sin holdning fra det religiøse jødehad; i 1880 udsendte Marr tillige 3 numre af Antisemitische Hefte i Chemnitz.[14]

Thing fortsætter de efterfølgende kapitler med gennemgangen af diverse diskussioner omkring brugen af begrebet, indtil han når frem til det, der skulle udgøre konklusionen på hans bearbejdelse af ”antisemitisme” som begreb. Det virker dog som om, at Thing ikke fremsætter nogen reel konklusion, men i stedet vælger at fremhæve problemerne ved allerede eksisterende konklusioner. Først fremhæver han Peter Schäfer og Isaak Heinemann, som satte fremkomsten af antisemitisme til henholdsvis mellem år 650 og 399 fvt. og år 300 fvt.[15] Dette sætter Thing spørgsmålstegn ved, da enhver reaktion mod jøder, uanset motiv, vil være at tolke som antisemitisme. Thing spørger, berettiget, om ikke dette ville betyde, at romernes ekspandering og den naturlige modvilje mod romerne, ville være en ”anti-romanisme”, som senere ville ligge til grund for en ”anti-italisme”, ” modviljen mod italienere, som gav sig udslag i, at

man anså dem for tyvagtige, for utroværdige, endda for mafiøse.”[16]

Som Thing påpeger, så er det problematisk, da der er et specielt forhold ved jødehadet, nemlig at jødehadet hele vejen op igennem historien, hvad enten vi taler om anti-judaisme eller antisemitisme, har efterladt sig et spor af blod fra slagtede jøder. Thing spørger så: ” Kunne man så ikke parallelisere til anti-negroismen? De sorte afrikanske indbyggere er blevet ringeagtet af stort set alle ikke-negroide folkeslag, er blevet indfanget som slaver i millionvis og er blevet slagtet af belgierne og tyskerne i deres respektive kolonier i et omfang, som talmæssigt overgår holocaust.”[17] Til dette svarer Thing selv: ”Hertil vil en række, primært jødiske, forskere og politikere indvende, at det særlige ved antisemitismen er, at den kunne føre til holocaust. Holocaust er i sig selv unik, derfor udgør antisemitismen også et unikt fænomen.”[18]

Thing afviser en sådan teleologisk[19] betydning af antisemitismen som noget uvidenskabeligt.

Tættest på en egentlig konklusion, kommer ved Things fremhævelse af Gaving I. Langmuir og Albert S. Lindemann.[20]

Ved Langmuir fremhæves hans (Langmuirs) definition af tre grader af fjendtlighed, en realistisk, en xenofobisk og en kimærisk fjendtlighed (det vil jeg komme ind på senere i dette kapitel), hvor antisemitismen findes i den tredje; den kimæriske fjendtlighed.

Ved Lindemann fremhæver Thing et citat fra Lindemanns bog “Esau’s Tears. Modern Anti-Semitism and

the Rise of the Jews”:

“Premodern religious anti-Semitism and modern racist anti-Semitism, especially in their extreme forms, share a significant ideological-fantasy element. In both is to be found a belief in an unchangeable Jewish essence, an eternal Jewish character that is deeply threatening to those among whom Jews live.”[21]

Netop dette fremhæver Thing, som et kritikpunkt i forhold til den kritikløse brug af begrebet ”antisemitisme”, som han mener at diverse apologeter for Israel benytter sig af, nemlig det at skabe en ”essens”, en ”særegenhed” som tilknyttes ”Jøden” som antisemitterne gør sig brug af. Dermed ikke forstået, at det er den samme ”essens” der fremstilles, men det er det, at både antisemitterne og israel-apologeter begge skaber et stereotypt billede af forholdet mellem jøder og omverdenen.

Gavin I. Langmuir

Gavin I. Langmuir arbejder – som tidligere nævnt – ud fra en tredelt teori, nemlig at der er tre former for ”fjendtlighed”, en realistisk, en xenofobisk og en kimærisk fjendtlighed.

Den realistiske fjendtlighed, er baseret på et faktuelt forhold mellem de to grupper involveret. ”Indgruppen” – som Langmuir vælger at kalde den fjendtlige gruppe – har en faktuel viden om ”udgruppen, som er udgangspunktet for hadet rettet mod ”udgruppen”. Det kan være at der er uoverensstemmelser mellem de to gruppers værdisæt, som så skaber et had rettet mod den ene gruppe. Et eksempel på dette, kan være divergerende religiøse opfattelse, eventuelt mellem monoteister og polyteister, hvor monoteisterne vil være fjendtlige over for polyteisterne, baseret på deres forskelle i religiøse opfattelser. Langmuir skriver f.eks.:

”By realistic assertions used to justify hostility I mean little more than that the person who makes them is trying to convey to others an understanding of the reality of the outgroup and its members and is using all readily available information and all the conceptual tools that he or she would use to analyze the ingroup, its subgroups, and their individual members. Since groups (including Jews) do have different values and do compete for scarce goods, these assertions may provide the basis for hostile attitudes and actions. But by realistic hostility I mean that an effort to analyze the outgroup and its members objectively without wishful or fearful thinking has preceded the negative evaluation or advocacy of discrimination.”[22]

Den xenofobiske fjendtlighed, er baseret på en viden, som ikke dækker ”udgruppen”, men nogle få individder fra ”udgruppen”, som ”indgruppen” (eller individder fra ”indgruppen”) så lader være gældene for hele gruppen. Langmuir bruger selv eksemplet med ”Jøden” som Kristmorder, hvor jøderne som helhed, blev set som Kristus mordere, uagtet at det har været en meget begrænset minoritet inden for jøderne, der har kunnet og eventuelt villet, slå Jesus ihjel. Langmuir forklarer:

”The most obvious characteristic of xenophobic assertions (for example, “Jews are Christ-killers”) is that they impute to all people labeled as members of an outgroup the actions of some members that have been considered a threat to the ingroup. All Jews are the same and do what those Jews did; individual Jews are no more than bearers of the outgroup’s characteristics. In this way, the group is presented as the fundamental reality of which its members are no more than expressions. Yet a group of any size such as “the Jews” cannot be tangibly experienced: for centuries no one has been able to encounter “the Jews” as a whole or all individual Jews. The concept of “the Jews” or of any large outgroup is an abstraction. And what xenophobic assertions do is to make the abstraction more real than any individual components.”[23]

Det interessante her er,at den xenofobiske fjendtlighed bruges til at dække for usikkerheden i forhold til ens egen overbevisning eller værdier. Langmuir påpeger f.eks. konsekvensen af, at jøderne ikke anerkendte Jesus som Kristus, med tiden ville skabe en usikkerhed hos de kristne, som kunne udmunde i frafald fra den kristne tro eller ”kaos”. Den manglende jødiske anerkendelse, var et angreb på selve den kristne eksistens, en manglende anerkendelse som ville gøre Jesus til intet mere end ”bare” en død mand. Den kristne lære om menneskenes frelse, ville være ødelagt. Reaktionen var, at jøden var blind og hårdhjertet, et udsagn der først kom frem i det fjerde evangelie (Johannes) omkring år 90 evt., hvor det var erkendt, at jøderne ikke ville omvende sig. ”Jøderne” blev til ”Jøden”, et symbol på tvivlen og vantroen, som kunne angribes og derved kunne man undertrykke sin egen tvivl.[24]

Den kimæriske fjendtlighed, er en fjendtlighed der er baseret på en forestilling, der ikke har kunnet observeres empirisk. Her har ”indgruppen” fremskabt en forestilling, som gruppen så lader være gældene for ”udgruppen” og dermed undskylder hadet rettet mod ”udgruppen”. Et godt eksempel på dette, fremhæves af Langmuir som værende myten om de rituelle barnedrab, hvor jøder skulle have slået kristne børn ihjel, for at bruge blodet til påskebrødet. Dette er en helt ubegrundet forestilling, som udelukkende har til formål at dæmonisere ”udgruppen” (her jøderne – eller rettere sagt ”Jøden”) og dermed umenneskeliggøre medlemmerne af denne gruppe. Langmuir forklarer:

”In contrast with xenophobic assertions, chimerical assertions present fantasies, figments of the imagination, monsters that, although dressed syntactically in the clothes of real humans, have never been seen and are projections of mental processes unconnected with the real people of the outgroup. Chimerical assertions have no “kernel of truth.” This is the contrast which distinguishes the hostility that produced Auschwitz from that manifested against Jews in ancient Alexandria.

The clearest example is the assertion that Jews commit ritual murder. Had ritual murder occurred, that conduct would have been so corporal that it could have been directly observed. But not only do we have no satisfactory evidence that Jews ever – to say nothing of a habit – committed ritual murder; a careful examination of the evidence makes it apparent that those who initiated the accusation had never observed that conduct themselves. Moreover, not only are we skeptical of the assertion; many contemporaries were equally skeptical even thought they did not have the benefit of Freudian insights into irrational processes.”[25]

En anden skelnen Langmuir drager mellem xenofobisk og kimærisk fjendtlighed, er “indgruppens” størrelse. Hvor den xenofobiske fjendtlighed primært er en social udvikling, er kimærisk fjendtlighed et resultat af individder. Dog er der noget fælles, nemlig – som Langmuir skriver – ”for at begge typer påstande kan udløse spændingsfrigørende handlinger, må der være folk der er genkendelige som medlemmer af udgruppen, der kan diskrimineres eller ødelægges.”[26]

Selve begrebet ”antisemitisme” vånder Langmuir sig ved at bruge. Hvis man endelig skal bruge det, skriver Langmuir, så falder det ind under den kimæriske fjendtlighed, men han mener ikke, at der har været en form for fjendtlighed, som kun har ramt jøder, uden at en anden gruppe ikke også har oplevet det rettet mod dem.

Grunden til dette, forklarer Langmuir, hænger sammen med at begrebet ”antisemitisme” er et begreb brugt af en gruppe mennesker, med en helt speciel forestilling om menneskelige ”racer”, baseret på uviljen mod hvad de så som værende kendetegnende for den ”semitiske” – eller mere præcist, jødiske – race. Men eftersom det er blevet bevist, at hele videnskaben om ”racelære” er et falsum, giver det ikke mening at bruge et begreb, som i sit udgangspunkt har været skabt ud fra denne ”videnskab”[27]. På samme måde er Langmuir af den opfattelse, at begrebet ”racisme” heller ikke giver mening. Langmuir uddyber:

”Taken literally, ”antisemitism” is most misleading and thoroughly contaminated with the erroneous presuppositions of the racists. I have sought to demonstrate that neither the theories of “racism” nor those of “ethnic prejudice” enable us to distinguish what has been unusual about some hostility toward Jews… Objectively, it must be demonstrated that Jews have in fact been the object of a kind of hostility different from that which all major groups have confronted.”[28]

Dog medgiver Langmuir, at igennem historien, har jøderne sammen med afrikanerne, om nogen oplevet en konsekvens forfølgelse, som man ikke har oplevet i samme grad hos andre størrer grupper:

”The theory I have advanced does identify an unusual quality of hostility toward Jews: there has been socially significant chimerical hostility. Jews have been widely hated because large numbers of relatively normal people accepted beliefs that attributed to Jews characteristics and conducts that have never in fact been observed or empirically verified. If “antisemitism” is meant to refer to an unusual hostility against Jews, then that hostility can be termed “antisemitism”… The use of a special name to designate the peculiarly horrifying example that marked European culture for seven centuries and killed millions of victims during the “Final Solution” therefore seems justifiable.”[29]

Langmuir slutter dog af med at understrege vigtigheden i at skelne mellem hvornår man bør og ikke bør bruge begrebet “antisemitsme”, ved at understrege hvad han vil forstå som antisemitisme, skulle ordet bruges:

”Yet if we continue to use that literally most misleading term, we, as social scientists, should free ”antisemitism” from its racist, ethnocentric, or religious implications and use it only for what can be distinguished empirically as an unusual kind of human hostility directed at Jew. If we do so, we may then be able to distinguish more accurately between two very different kinds of threats to Jews. On the one hand, there are situations in which Jews, like any other major group, are confronted with realistic hostility, or with that well-nigh universal xenophobic hostility which uses the real conduct of some members of an outgroup to symbolize a social menace. On the other hand, there may still be situations in which Jewish existence is much more seriously endangered because real Jews have been irrationally converted in the minds of many into a symbol, “the Jews,” a symbol whose meaning does not depend on the empirical characteristics of Jews yet justifies their total elimination from the earth.”[30]

Så ifølge Langmuir – skal man bruge antisemitisme som et begreb om fjendtlighed mod jøder, så skal det være et begreb der dækker en kimærisk fjendtlighed, et ubegrundet had, der bygger på myter og falske forestillinger, uagtet hvad man måtte eller ikke måtte kunne tilegne sig af reel viden om jøder.

Delkonklusion – Antisemitisme

Baseret på de tre kilders teorisering om en definition af begrebet ”antisemitisme”, mener jeg godt at man kan nå frem til en endelig definering af begrebet. Det er forståeligt at Thing henviser til Langmuir, for det virker som om at Langmuir har fat i noget. Hvordan kan man bruge et begreb, som er skabt ud fra en bevist forkert forståelse af menneskets fysiologi og lade det, altså begrebet, være gældene som en betegnelse for et fænomen, der altså ikke eksisterer. Antisemitten, ifølge Langmuir, var en person der tog afstand til de – i antisemittens opfattelse – i jøden nedarvede egenskaber, som antisemitten så uforenelig med de i arien nedarvede egenskaber. Det er vel ikke helt forkert, når Langmuir ræsonerer over hvorvidt antisemitisme skal være dækkende for noget, som det reelt ikke er dækkende for. Men, som Langmuir også erkender, brugen af ”antisemitisme” i dag, er reelt og jøder har – om nogen – været udsat for et omfang af ubegrundet had, baseret alene på vrangforestillinger om ”Jøden”, som ikke har nogen sammenligning.

Det virker dog ikke forkert, at man, som Langmuir gør, bør skelne mellem hvilke udfryk for fjendtlighed jøder bliver udsat for. Alene de beskyldninger, der rettes mod jøder i tide og utide, som ikke har noget empirisk grundlag, bør ses som antisemitisme. Altså, en kimærisk fjendtlighed rettet mod jøder, hvor jøder som helhed, transformeres til symbolet ”Jøden”, kan kaldes antisemitisme.

Når vi så er nået dertil, så mangler der dog en klar oversigt over hvilke påstande, der kan indbefattes i denne definition. Naturligvis kan man som udgangspunkt erklære alt, der ikke er grundet i empiriske observationer for antisemitisme, men der er nogle anklager, som går igen. Her vil jeg gerne fokusere på EUMCs syv punkter, som man kan fremhæve i forhold til en redegørelse af typiske udtryk for antisemitisme[31].

Nu kan man påpege, at nogle af punkterne, især omkring ”Jødens” natur, er udtryk for en xenofobisk fjendtlighed, men her argumenterer Langmuir netop for, at den slags udtryk er af kimærisk art. Han tager udgangspunkt i ”de sorte” som opfattedes af de hvide slavehandlere, som laverestående i intelligens, for en forestilling man ikke kan bevise. Der kan ikke laves en empirisk undersøgelse, der beviser at ”sorte” til alle tider har været mindre intelligente grundet deres farve, end alle andre grupper har været det. Forestillingen om ”de sortes” lavere intelligens, skyldes den skabte forestilling om, at ”sorte” lever på et lavere udviklet plan, netop fordi de er ”sorte” – altså en myte der er bygget op omkring misforholdet mellem de ”hvide” og de ”sorte”. Langmuir skriver f.eks.:

”A much less obvious example, because it is about an incorporeal quality not susceptible of direct observation and is still widely believed, is the chimerical assertion that blacks are innately inferior in mental potential to whites – an allegation strangely resembling assertions about the mental inferiority of females as compared with males.”[32]

Derfor vil jeg mene, at der er god grund til at antage og argumentere for, at de første fem punkter, der fantaserer om “Jødens” natur, er af kimærisk art og dermed et udtryk for antisemitisme. Naturligvis kan man møde jøder, der er uærlige, jøder der er fjendtlige, jøder der har et ”kommercielt talent for penge”, men der er intet empirisk bevis for, at jøder som helhed besidder disse karakteristika mere eller mindre end alle andre grupper.

Hvad angår ”Jødens” magt og indflydelse og ”verdenskonspiration”, så er det punkt lige så ”nemt” (jeg ved ikke om noget er nemt inden for dette emne, men i mangel af bedre ord, må jeg nok bruge ”nemt”) at inkludere, som det er i forhold til forestillingen om ”Jøden” og de rituelle mord. Der er intet bevis for, at jøder besidder nogen overordnet magt over jorden som helhed, heller ikke i mindre forhold. Det er muligt at der er steder, hvor jøder (ikke ”Jøden”, men individder) har mere indflydelse end gennemsnittet, men det er vidst få tilfælde det kan ses.

Hvad angår det syvende punkt, ”Jøden” som Kristmorder, bør dette punkt også falde ind under en kimærisk fjendtlighed og dermed antisemitisme. Dette på trods af, at Langmuir opfatter det som en xenofobisk fjendtlighed. Grunden til dette er, at hele forholdet og idéen om ”Kristmordet” er en forestilling, uden hold i virkeligheden. Jeg vil ikke gå i dybden med en diskussion om dette forhold, det er trods alt ikke dette emnet drejer sig om, men en kort argumentering er nødvendig.

Først og fremmest, så vil enhver person med en indsigt i forholdene omkring jødisk religiøs lov vedrørende dødstraf, erkende at forholdene for ”retsagen” udspillet omkring Jesus, ikke kan have hold i virkeligheden. Ét er, at omstændighederne for at fastsætte en dom, ikke var opfyldt. Dernæst at korsfæstelse overhovedet ikke er en dødstraf, der indgår i jødisk religiøs lovgivning, men derimod en romersk henrettelsesmetode[33].

Dernæst må man påpege, at rent historisk giver forestillingen om ”Kristmordet” heller ikke mening. Romerne havde fjernet jødernes ret til at eksekvere dødsdomme, så en eventuel dødsdom, vil udelukkende kunne være fra romersk hånd.

Endeligt er det interessant, hvilket Langmuir også selv er inde på, at det først er i det fjerde evangelie fra omkring år 90 evt. at anklagen om ”Kristmordet” vinder frem.

Morten Thing argumenterer også for, at teleologiske forestillinger ingen rolle har i videnskaben[34] og eftersom at forestillingen om ”Jøden” som ”Kristmorder” tydeligvis er af denne natur, må det syvende punkt også sættes  ind under kimærisk fjendtlighed og dermed opfattes som en form for antisemitisme.

En definition af begrebet ”antisemitisme”, kan derfor fremstilles på følgende måde:

1. Antisemitisme er en kimærisk fjendtlighed.
2. Antisemitisme er udelukkende rettet mod jøder (eller folk man forestiller sig er jøder).
3. Antisemitisme er transformeringen af jøder til ”Jøden”.
4. Antisemitisme er ikke-empirisk og irrationel.

Og følgende syv punkter, er typiske antisemitiske udtryk og forestillinger om jøder:

1. Jøden som ”svigefuld”, ”lusket” og ”udspekuleret”.
2. Jøden som ”fremmed” og ”anderledes”.
3. Jøden og hans ”uforenelighed”, hans ”fjendtlighed” og måde at ”opføre” sig på.
4. Jøden og hans ”kommercielle” talent, samt hans ”forhold” til penge.
5. Jøden og hans ”korrupte” natur.
6. Jøden og hans ”magt og indflydelse”, samt den jødiske ”verdenskonspiration”.
7. Jøden som ”kristmorder”.

Som sagt i starten af kapitlet, valgte jeg at bruge formen ”antisemitisme” i stedet for ”anti-semitisme”. Det har jeg valgt bl.a. pga. den originale form, antisemitismus, men også fordi, at Langmuir har en pointe i sit forbehold mod brugen af begrebet. Udfra hans teori bør der defineres mellem modviljen imod ”semitismen” som Marr og andre stod for og så den brug af begrebet jeg vil gøre brug af. Men hvorfor så ”antisemitisme” og ikke ”anti-semitisme”? Jeg mener, at formen ”anti-semitisme” angiver en modvilje – en antipati – mod ”semitismen”, altså forestillingen om den jødiske nedarvede natur, som Marr og andre var modstandere af. Derimod mener jeg, at formen ”antisemitisme”, netop angiver en fuld formular, der indeholder de ovenstående punkter.

Antizionisme

Hvad er antizionisme? Her må man først redegøre for hvad der forståes ved zionisme. Er Israel lig med zionisme? Hvis man er anti-israelsk, er man så samtidigt anti-zionistisk? Jeg vil forsøge at nå en defination af begrebet ”antizionisme” ved hjælp af Robert S. Wistrich og Brian Klug.

Som med antisemitisme bliver man, når man taler om antizionisme – eller er det anti-zionisme? – nødt til at redegøre for begrebet. Også her må man vælge, om man vil bruge formen ”antizionisme” eller ”anti-zionisme”. Jeg vil også i denne sammenhæng vælge formen uden bindestreg, altså ”antizionisme”, hvilket jeg vil forklare i slutningen af kapitlet.

Robert S. Wistrich

Jeg vil tage en anden indgangsvinkel i forsøget på at definere hvad ”antizionisme” er, nemlig at tage udgangspunkt i hvad det ikke er. Robert S. Wistrich skriver følgende om spørgsmålet om antisemitisme og antizionisme:

My answer to such objections is that anti-Zionism and anti-Semitism are two distinct ideologies that over time (especially since 1948) have tended to converge, generally without undergoing a full merger. There have always been Bundists, Jewish communists, Reform Jews, and ultra-Orthodox Jews who strongly opposed Zionism without being Judeophobes. So, too, there are conservatives, liberals, and leftists in the West today who are pro-Palestinian, antagonistic toward Israel, and deeply distrustful of Zionism without crossing the line into anti- Semitism. There are also Israeli “post-Zionists” who object to the definition of Israel as an exclusively or even a predominantly “Jewish” state without feeling hostile toward Jews as such. There are others, too, who question whether Jews are really a nation; or who reject Zionism because they believe its accomplishment inevitably resulted in uprooting many Palestinians. None of these positions is intrinsically anti-Semitic in the sense of expressing opposition or hatred toward Jews as Jews.[35]

Wistrich påpeger her, at der er tale om to forskellige ideologier, som dog har været sammenfaldende i årene siden 1948. At være pro-palæstinensisk – i følge Wistrich – er ikke at være antisemitisk.

Jeg vil gerne fokusere lidt på hvad Robert S. Wistrich har af tanker om begrebet ”antizionisme”. Wistrich, der er uddannet indenfor europæisk og jødisk historie, er leder af Vidal Sassoncenteret i Jerusalem. Han er en af de store debattører inden for antisemitisme og antizionisme, hvor han argumenterer for, at der er en sammenkædning af antisemitisme og antizionisme, primært fokuseret på venstrefløjen[36], omend han ikke afviser at det også findes på højrefløjen.

Wistrich omtaler en virkelighed, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn til Israels eksistens og hvor landet sammenkædes med appartheid og nazisme, noget han beskriver som en dobbeltmoralsk holdning til Israel og jøder, hvor man forsøger at gøre offer til aggressor. Ifølge Wistrich, er det i Europa blevet accepteret, at Israel er en forlængelse af amerikanske ”imperialistiske” kræfter i mellemøsten, mens der ses bort fra forholdene i de palæstinensiske selvstyreområder[37].  Dette sammenkæder han med antisemitisme:

”Anti-Semitism, closely linked to anti-Israel and anti-American sentiments,

is clearly a central feature in this unparalleled example of double

standards.”[38]

Wistrich fremhæver nogle eksempler på denne europæiske antagelse, hvor han bl.a. citerer Dominique de Villepin[39], der i april 2003 udtalte: ”høgene i den amerikanske regering [er] i hænderne på [Ariel] Sharon”[40], et udtryk for Israels kontrol med USA (her går det åbenbart den anden vej). Frankrig er ifølge Wistrich centrum for idéen om en ”jødisk elite”, der har taget kontrollen med USA, en holdning som bl.a. skyldes Frankrigs modvilje mod amerikansk dominans og deraf følgende fransk støtte til arabiske lande[41].

Wistrich fokuserer også på betydningen af den muslimske immigration til Europa, hvor han påpeger at størstedelen af muslimerne, er mennesker der ønsker at leve anstændigt i henhold til lovgivningen i de enkelte lande, men at islamisterne skiller sig. Dem beskriver han på denne måde:

“The Islamists among them are an entirely different matter. They espouse wild conspiracy theories, promote fanatical religious passions, actively propagate jihadist ideology, and manipulate the emotive symbolism of the Palestinian cause to actively threaten Jews. They have done much to revive the latent anti-Semitism still lurking in the depths of the European psyche, as part of their deliberate strategy of “holy war.””[42]

Han fremhæver gamle antisemitiske myter in nye former, som f.eks. ”jødernes” følelseskolde nedslagtning af palæstinensere og ”jødiske kabaler” der har ført det britiske og amerikanske militær i krig i Irak og ”neocons” (som Wistrich definerer som et kodeord for nykonservative jødisk-amerikanske intellektuelle) der har sørget for ”civilisationskrig” mod Islam. Myter der ikke kun kan findes blandt ekstremistiske grupper, men også i grupper blandt muslimer, som forventes at være ”oplyste” og ”uddannede”[43].

Wistrich vælger dog at skelne mellem antisemitisme (han omtaler det som judæofobi) på venstre og højrefløjen. Hvor venstrefløjen primært er ledet af idealogiske motiver og en anti-amerikansk holdning, mener han at højrefløjens antisemitisme er grundet i nationalistiske holdninger og en længere økonomisk nedgangsperiode, der har ført til pessimisme og politisk fallit[44]. Forskellen ligger i, at venstrefløjens udgangspunkt ikke har behov for dårlige tider, men udelukkende hviler på et idealogisk fundament alene. Han ser ikke højrefløjen som et alvorligt problem, bortset fra i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor nyere valg har givet fremgang til neonazistiske partier og partier der ligger tæt på dem[45].

Wistrich beskriver videre venstrefløjens ønske om, at opløse den ”zionistiske entitet” og gøre verden ”judenstaatrein”, noget han omtaler på følgende måde:

“Thus, they deny to the Jewish people a fundamental human and political right that they would militantly defend for nonwhite peoples—above all, the Palestinians—namely, the right to national self-determination. This anti-Zionism of the radical leftist camp, profoundly discriminatory toward Jewish nationalism, has now spread into the mainstream liberal left, whose rhetoric relentlessly seeks to undermine the moral and historic legitimacy of a Jewish state.

Liberal leftists portray Israel as a state born of the “original sin” of displacing, expropriating, or expelling an “aboriginal” population.”[46][47]

Man fornemmer ironien. Venstrefløjen der er imod jødisk nationalisme, forsvarer arabiske nationalisme. Det er dette Wistrich ser som problematisk. At man nægter jøder en ret, som man i bund og grund kæmper for, at alle andre skal have. Men han maner stadig til besindighed med at bruge ordet ”antisemitisme” i forhold til kritik af Israel. Han påpeger, at der er grupper af jøder, der er anti-zionister og postzionister, uden at det gør dem til antisemitter, ligesom at ”antisemitisme” bliver udvandet, når det bliver brugt til politisk opportunisme. Men, skriver han:

“Nevertheless, the delegitimation of Israel all too often slides into a more general defamation of Jews. The call for the demise of Israel expresses, at the very least, an active desire to punish Jews or severely weaken their position.”

Desværre fremstiller Wistrich ikke nogen reel definition af hvad “antizionisme” er. Han forklarer godt nok, at antisemitisme og antizionisme er to forskellige ideologier, men hvis de er det, hvad forstår han så ved de to begreber? Umiddelbart kan det virke som om, at han alligevel blander dem sammen, som det fremgår af ovenstående. Eller måske vurderer han det i forskellige grader, hvor der til tider er tale om en antisemitisk antizionisme[48]? Et af de steder, hvor han kommer tæt på noget der ligner en definering af begrebet, er i en forelæsning, hvor han siger følgende:

“Both anti-Semitism and anti-Zionism imply that the Jews have no claim to be a free independent people like other peoples, to define themselves according to universally acceptable criteria of self-determination, to enjoy the fruits of individual or collective emancipation. Thus both ideologies are built on the negation of Jewish rights and seek to drive the Jews back into a ghetto – whether it is physical or symbolic. The Jews must be confined to the status of a pariah nation. In a word, they do not belong.”[49]

Her er antizionisme altså et udtryk for, at jøder ikke har ret til at være frie og uafhængige, at definere dem selv og ret til at kunne nyde frugterne af emancipation (frigørelse fra undertrykkende magter). Især den sidste sætning: ”Med andre ord, de hører ikke til”, er rammende – myten om jøderne som noget ”fremmed”[50].

Det gør os dog desværre ikke meget klogere, her er – som det jo også fremgår af citatet – stadig tale om at antizionisme og antisemitisme er én og samme ting, noget som Wistrich andre steder eller forklarer at de ikke nødvendigvis er.

Så man må vidst konkludere, at Wistrich ikke kommer med en klar definition af hvad ”antizionisme” er, men at det til tider er en form for antisemitisme og til tider ikke.

Brian Klug

Det kunne være interessant at vende sig til en anden person, Brian Klug, for at se hvad han gør sig af tanker om hvad ”antizionisme” er for en størrelse. I hans artikel ”The Myth of the New Anti-Semitism”, gør han sig tanker omkring denne “nye” antisemitisme, hvad det er for en størrelse og hvad forskellen på den “gamle” og den “nye” antisemitisme er. Tilsyneladende er forskellen ”antizionisme” (stadig en ukendt størrelse”, som han forklarer således:

“When I say that “anti-Zionism” puts the “new” into “new anti-Semitism,” I am referring not only to anti-Zionism in the narrow sense; I am using the word broadly to include any position that lies on the far side of the line separating “fair” from “foul.” Now, if crossing the line is anti-Semitic, and if “most of the current attacks on Israel and Zionism” cross the line, it follows that most current attacks on Israel and Zionism are anti-Semitic. By extension, any attack aimed at a Jewish target is anti-Semitic if it is inspired by a position that crosses that line. Given that both Israel and Zionism are at the center of so much controversy around the world, the effect of this logic is to produce, at a stroke, a quantum leap in the amount of anti-Semitism worldwide, if not a veritable ‘war against the Jews.’”[51]

Her bruger Klug altså ordet, til at identificere alle holdninger, der er på den ”forkerte” side af grænsen mellem fair og beskidt, så er det et udtryk for antisemitisme (eftersom at Israel er noget ”jødisk”). Men det forklarer ikke antizionisme, kun at der er en grænse mellem hvornår antizionisme er antisemitisme og hvornår det ikke er – endda uden at definere den grænse. Han uddyber dog sin holdning:

“Nonetheless, the inference is invalid. To argue that hostility to Israel and hostility to Jews are one and the same thing is to conflate the Jewish state with the Jewish people. In fact, Israel is one thing, Jewry another. Accordingly, anti-Zionism is one thing, anti-Semitism another. They are separate. To say they are separate is not to say that they are never connected. But they are independent variables that can be connected in different ways.”[52]

Altså er der – ifølge Klug – tale om to forskellige størrelser, der dog til tider bliver forbundet. Interessant nok, leverer Klug en definition, dog ikke af antizionismen, men af Zionismen, som han ser som en national bevægelse, der dog var ulig andre nationale bevægelser:

“There was no pre-existing nation, not in the modern sense of the word, where both territory and language are already in place. Traditionally, the idea of the Jewish people was centered not on a state but on a book, the Torah, and the culture (or cultures) that developed around that book.”[53]

Han medgiver, at der i denne “bog” (som han omtaler Torahen), er en narrativ om et folk (Am Yisrael), i et land (Eretz Yisrael), men han afviser at det skulle have nogen konkret betydning i denne sammenhæng, da det var set som en hellig fortælling og ikke som et politisk grundtegning[54][55]. Klug fortsætter:

“Mainstream Zionism set out to modernize Judaism by politicizing it, nationalizing it, turning the Jewish people into the Jewish nation, in the nineteenth-century sense of that word. The idea was to put Israel, a political entity in the here and now, at the center of Jewish identity.”[56]

Det er modstanden mod dette, som Klug ser som anti-zionisme. Men hvad skal man så mene, når han angriber Ahmadinejad for antizionistiske udgydelser, som det ses i hans kronik ”Standing up against ”antisemitism”? Her skriver Klug f.eks.:

“Someone might object that, unlike the Protocols, Ahmadinejad confines his attack to Zionists and does not brand Jews collectively. But no other political movement in the world is credited with the kind of fantastical power and influence that he attributes to Zionism. Moreover, Zionism is a Jewish movement; and what he attributes to it is precisely the kind of power and influence that antisemitism attributes to Jews. It’s a bit of a giveaway. As is his embrace of Holocaust denial: no one denies (or plays down) the Nazi genocide against the Jews except for dyed-in-the-wool antisemites and certifiable lunatics. Whatever else he might be, Ahmadinejad is not insane.”[57]

Klug uddyber længere nede i artiklen, at når man taler om antizionisme og antisemitisme, glider den ene til tider over i den anden[58].

Nu har jeg i de sidste par afsnit benyttet mig af ”anti-zionisme” og ”anti-israelisme” i stedet for ”antizionisme”. Det har sin årsag. Langmuir har fat i noget helt konkret, når han fremstiller sin teori om de tre fjendtligheder. Godt nok er Langmuir modstander af, at der skal laves faste termer, som f.eks. ”antisemitisme” og han vil helt sikkert afvise et begreb som ”antizionisme” baseret på hans teori. Alligevel vil jeg tage udgangspunkt i teorien og benytte mig af ”antizionisme” – og for den sags skyld ”antiisraelisme” – i kontrast til ”anti-zionisme”. Hvor ”anti-zionismen” er modstanden mod den konkrete zionistiske tanke, altså overbevisningen om, at jøder har ret til et hjem i Israel/Palæstina, er ”antizionismen” skabelsen af ”Zionisten”, altså en ikke-eksisterende størrelse, som man så kan putte alle zionister ind i. Det er altså en fjendtlighed der giver sig udtryk ved, at man skaber en forestilling, som ikke kan bevises empirisk, ligesom forestillingen om ”Jøden”.

Interessant nok, vil man også kunne se mange sammenfald mellem ”Zionisten” og ”Jøden”. ”Zionisten” som ”verdenshersker”. ”Zionisten” som man ikke kan stole på. ”Zionisten” som udfører ”rituelle” mord på palæstinenserne[59]. Et af de tydeligste sammenfald er forholdet mellem ”Zions Vises protokoller” og ”Zionisten” der styrer verden.

Delkonklusion – Antizionisme

Interessant nok, så er der en diskussion om netop dette mellem Klug og Wistrich[60], hvor man kunne håbe på, at de ville nå frem til en klar skelnen mellem antisemitisme og antizionisme, men heller ikke her formår de at finde en definition. Det eneste de er enige om er, at antizionisme til tider er udtryk for antisemitisme og til tider ikke, selvom de dog tydeligt er uenige om hvor grænsen skal gå.

Skal vi forsøge at tage udgangspunkt i Langmuirs teori om de tre fjendtligheder og konklusionen i forhold til antisemitisme, så må der være to forståelser i brugen af antizionisme, nemlig ”anti-zionisme” og antizionisme”. Hvor den første form, som ”anti-semitise” er antipatien mod zionismen som ideologi, er ”antizionismen”, på samme måde som ”antisemitisme” den kimæriske fjendtlighed, hvor ”Zionisten” er blevet forvandlet til et symbol, hvor alle som antizionisten umiddelbart ikke bryder sig om, bliver forvandlet til ”Zionist”, som er et  – i antizionistens øjne – legitimt mål for had og fremmedgørelse. Eller med andre ord, et mål for en dæmonisering.

Så det kan koges ned til to definitioner:

1. Anti-Zionisme – en modstand mod ideologien zionisme. Anti-zionismen er ikke en form for kimærisk fjendtlighed, der er rettet mod personer. Den forsøger heller ikke at transformere et myriade af individer til et symbol, som i bund og grund er et fantasiprodukt.[61]
2. Antizionismen – en kimærisk fjendtlighed, der har skabt en forestilling, en fantasi, om ”Zionisten” ud fra nogle forestillinger, der er lig forestillingerne om ”Jøden”.

Diskussion

Så hvad fører det så til? Først og fremmest, kritik af Israel er ikke pr. automatik lig med antizionisme. Hvis Israel vil anderkendes som en suveræn stat, på lige fod med alle andre stater – hvilket man må gå ud fra er i Israels interesse – så må man gå ud fra, at Israel kan acceptere kritik, på lige fod med alle andre stater. Handler Israel på en måde, som er i strid med de alment vedtagne regler for verdenssamfundet, må Israel forvente at blive kritiseret, ligesom enhver anden stat må forvente det.

Man må også kunne forvente, at der er folk der ikke er enig i den aktuelle politik, hvilket heller ikke – som udgangspunkt – bør ses som antizionistisk. Når folk angriber Israels politik omkring bosættelserne, så er det ikke nødvendigvis udtryk for antizionisme, men et udtryk for afstandstagen overfor den aktuelle politik på området. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være grundet i antizionisme, men det bør ikke defineres som sådan pr. automatik.

Selv når Israel angribes, kan man ikke pr. automatik antage at der er tale om antizionisme. Personen bag angrebet, er ikke nødvendigvis modstander af selve den zionistiske tanke som sådan, men mod Israel som staten fremstår i dag. Der har, trods alt, været forskellige former for idéer omkring en statsdannelse inden for zionistiske kredse, hvor en person som Martin Buber, gik ind for en binational løsning[62], ikke ulig den måde Belgien er opbygget på i dag. Interessant nok, er en person som Ali Abunimah tilhænger af den idé[63]. Abunimah skriver bl.a. i sin bog ”One Country”:

”It is clear that under international law, the right of return comes with an obligation that all returning refugees be ready to live in peace. This aspect is just as important as return itself. Preserving the Law of Return, as a gesture to the Jewish citizens of the country, and respecting the right of return will be a symbolic and practical affirmation that the new state is simultaneously the Jewish state and the Palestinian state, and that it fulfills the aspirations of both peoples and recognizes their equality.”[64]

Det er svært at se det som et udtryk for antizionisme. Abunimah er imod Israel som Israel ser ud i dag og imod statens politik. Men han er, som han giver udtryk for det, ikke imod den zionistiske tanke om jøders ret til at vende tilbage til ”Zion”. Man kunne sige, at Abunimah giver udtryk for en ”anti-israelisme”, som er i kontrast til ”anti-zionismen”.

Så her opstår endnu en problemstilling. Vi bliver simpelthen nødt til at skelne mellem en ”anti-israelisme” og en ”anti-zionisme”. ”Anti-israelitten” er imod den israelske stat, men ikke imod den zionistiske tanke. Kan man så slå al kritik af Israel hen som ”anti-israelisme”? Nej, igen bør man tage udgangspunkt i de punkter, jeg beskrev indledende i dette kapitel. At kritisere noget, er ikke nødvendigvis lig med at være imod det man kritiserer. Vi har folk her i Danmark, som kritiserer regeringens politik, uden at de er imod Danmark i sig selv. Alle danskere er vel i den gruppe, man vil altid have noget man er uenig med den siddende regering i.

”Anti-israelitten” er imod eksistensen af Israel, men ikke nødvendigvis imod eksistensen af jøder eller den zionistiske tanke. Det kan f.eks. være Jostein Gaarder, som angreb Israels ret til at eksistere (med mere) i sin kronik ”Guds utvalgte folk”[65]. Gaarder blev så anklaget for antisemitisme, hvilket er en mulighed, men det kræver en dybere analyse, som ikke er nødvendig i denne sammenhæng. Jeg vil i stedet forholde mig til følgende citat: ” Det er på tide å øve inn en ny lekse: Vi anerkjenner ikke lenger staten Israel.”[66] Gaarder er – at dømme ud fra hans udtalelse her – imod eksistensen af Israel og kan dermed betegnes, som det mindste, som ”anti-israelit”.

Jeg var tidligere inde på Klug og Ahmadinejad. Ahmadinejad og hans tilhængere forsvarer deres ”kritik” af Israel med, at det er kritik af zionister og at de ikke har noget mod jøder. Man peger bl.a. på, at der bor jøder i Iran, som ”har det godt”. Problemet med de iranske jøder er, at der er så mange modsigende meldinger fra persiske jøder, der er flygtet fra Iran, at det kan være svært at vide. Især når man tænker på, hvor meget kontrol lederne i Iran har med hvad der kommer ud af Iran – senest bevidnet med den nylige demostration, hvor regeringen lukkede internet og telefonnettet ned. Ahmadinejad skaber en forestilling om ”Zionisten”, som undertrykker, folkemorder og konspirator, der sidder og styrer verden fra sit skjul. Han tager udgangspunkt i de fås handlinger og lader det være gældende for de mange. Dette – interessant nok – vil dog ikke blive betegnet som antisemitisme af Langmuir, men falde ind under den xenofobiske fjendtlighed. Langmuir vil nok mene, at Ahmadinejad har et problem og udviser en foragtelig form for fjendtlighed, som kan lede til kimærisk fjendtlighed, men han vil dog ikke betegne det som antisemitisme.

Det er interessant, for i følge både Klug og Wistrich, er Ahmadinejads ”antizionisme” et udtryk for antisemitisme. Og er der ikke noget om det? Klug fremhæver jo netop hvorfor han ser Ahmadinejads udsagn som antisemitisk, når han citerer Ahmadinejad for følgende:

“[Zionists have] penetrated into the political and economic structures including their legislation, mass media, companies, financial systems and their security and intelligence agencies … to the extent that nothing can be done against their will.”[67]

Dette er jo netop et udtryk for en kimærisk fjendtlighed, en forestilling om “Zionisten” som sidder og styrer verden i sit skjul, på samme måde som ”Jøden” gør det ifølge ”Zions Vises Protokoller”. At Ahmadinejad gør brug af xenofobiske udtryk, forhindrer jo ikke at han også gør brug af kimæriske forestillinger. Men gør dette ham så til antisemit? Der vil nok ikke være noget entydigt svar, før den dag hvor han bliver taget i, at bruge ”Jøden” i stedet for ”Zionisten” som genstand for sine angreb. Begge former er dog forkastelige, begge former er et udtryk for kimærisk fjendtlighed, en fjendtlighed som ikke bygger på empiri, men forestillinger om et objekt der ikke eksisterer, som man så vælger at trække ned over hovedet på en gruppe, man ser som sin fjende.

Nemmere må det siges at være med en gruppe som Hamas. Godt nok citerer Abunimah Khaled Mesha’al for at sige følgende:

”Our message to the Israelis is this: We do not fight you because you belong to a certain faith or culture. Jews have lived in the Muslim world for 13 centuries in peace and harmony; they are in our religion “the people of the book” who have a covenant from God and His Messenger Muhammad to be respected and protected. Our conflict with you is not religious but political”[68]

Men samtidigt kan man læse følgende i deres charter:

The enemy planned long ago and perfected their plan so that they can achieve what they want to achieve, taking into account effective steps in running matters. So they worked on gathering huge and effective amounts of wealth to achieve their goal. With wealth they controlled the international mass media – news services, newspapers, printing presses, broadcast stations, and more. With money they ignited revolutions in all parts of the world to realize their benefits and reap the fruits of them. They are behind the French Revolution, the Communist Revolution, and most of the revolutions here and there which we have heard of and are hearing of. With wealth they formed secret organizations throughout the world to destroy societies and promote the Zionist cause; these organizations include the freemasons, the Rotary and Lions clubs, and others. These are all destructive intelligence-gathering organizations. With wealth they controlled imperialistic nations and pushed them to occupy many nations to exhaust their (natural) resources and spread mischief in them.[69]

Artiklen fortsætter i samme stil, men ovenstående burde være nok til at kunne se, at vi ikke “bare” taler om zionister her, men om jøder i det hele taget. Det er taget direkte fra ”Zionis Vises Protokoller”. Så det er muligt at Mesha’al kommer med udglattende udsagn, men så længe at Hamas nægter at ændre deres charter, så vælger de at fremstå og sprede antisemitiske budskaber.

Det kunne være interessant at kigge lidt på nogle af de ting, som henholdsvis Wistrich og Klug fremhæver som antizionistiske og antisemitiske, for at se hvor det ville falde ind i forhold til delkonklusionerne.

Wistrich fremhæver i ”The New-Old Anti-Semitism”, blandt andre eksempler, noget han opfatter som antisemitisk i forhold til Israel:

“A leading journalist, Enrique Curiel, writing in La Razón in April 2003, also perceived Israel as the source of all unrest in the Middle East and elsewhere in the world. According to his account, Ehud Barak, Sharon, and Bush deliberately provoked the Palestinian intifada through Sharon’s visit to the Temple Mount; similarly, it was the Jewish state that was to blame for the Iraqi war. Spanish academics like Gema Martin Muñoz, writing in El Pais, went even further, claiming that Sharon’s plan had always been the “final solution of the Palestinian question.””[70]

Her er forestillingen at Israel er skyld i urolighederne i mellemøsten og at staten står bag Irak-krigen. At Barak, Sharon og Bush sidder og lægger fælder ud, for dermed at få folk til at starte krige. Dette er vel ikke helt ulig beskyldningen mod ”Jøden” i Zions Vises Protokoller” om, at ”Jøden” står bag både den ene og den anden krig ved hjælp af konspiratoriske planer. Man kan naturligvis gisne om, at de nævnte personer har en agenda, men så længe der ikke ligger noget empiri til grund, er det bare det, gisninger.

Wistich kommer med et andet eksempel, også fra Spanien:

“In an earlier interview in October 2002, Rahola had explained that the Spanish left had reduced Israel to one sole image: “a country that occupies territories and whose vocation is to make life miserable for the poor Palestinians.”[71]

Er det nu også et udtryk for antisemitisme? Israel har jo besat Vestbredden[72], selvom der er konsensus om, at Israel skal trække sig ud af Vestbredden og at der skal skabes en palæstinensisk stat, både fra Israelsk og arabisk side. Det er muligt, at der er uenigheder der forhindrer en tilbagetrækning fra Vestbredden og en generel modvilje fra israelsk side, men det er jo reelt, at der er israelske styrker på Vestbredden. Naturligvis er billedet, som Rahola beskriver, ensidigt og unuanceret, men det er ikke et udtryk for kimærisk had, det er ikke en forestilling uden nogen som helst hold i virkeligheden, så det er svært – hvis vi skal forholde os til Langmuirs teori – at definere dette som ”antisemitisme”.

Klug vender den lidt på hovedet i et forsøg på at anskueliggøre, hvorfor anti-zionisme ikke nødvendigvis er antisemitisme:

“Imagine if Israel were the same in every essential respect as the state that exists today, including its occupation of the West Bank and Gaza Strip, except in its religious identity. Suppose it were Catholic, like the Crusader states that Europeans created in the Middle East in the twelfth and thirteenth centuries. Let us call this imaginary state “Christiania” instead of “Israel.” Would Christiania be accepted into the bosom of the region more readily than Israel has been? I doubt it.”[73]

Men glemmer Klug ikke, at der netop er et land der var kristent og netop funderet på sin kristne identitet, omend man ikke kan sige at det er specielt kristent mere. Libanon havde en majoritet af kristne og blev netop skabt med henblik på at være et kristent land. Naturligvis er der forskellige på Israels status som et jødisk fremmedelement og Libanon som en kristen arabisk stat, men Israel har hele tiden og bliver stadig set som et fremmedelement, på trods af, at størstedelen af de israelske jøder har baggrund i en arabisk kultur. Israel er ”den fremmede”, Libanon er ikke. Og Libanon blev etableret af en vestlig kolonimagt, nemlig Frankrig, på trods af Syriens modstand.

Konklusion

Antisemitisme og antizionisme. I disse former, i forhold til Langmuirs teori om de tre fjendtligheder, er der i bund og grund tale om samme ting, en kimærisk fjendtlighed, der er rettet mod henholdsvis ”Jøden” og ”Zionisten”. Det er nærliggende at konkludere, at der ikke er nogen væsensforskel på de to begreber, ud over genstanden for fjendtligheden. Men noget andet er i forhold til anti-zionisme. Her er ikke tale om en kimærisk fjendtlighed, men en modvilje mod ideologien ”zionisme”. Derfor er anti-zionisme ikke en form for kimærisk fjendtlighed og dermed ikke en form for antisemitisme. Der er ting der taler for, at man helt adskiller anti-zionismen og antisemitismen, ligesom der er ting der taler for, at man skelner mellem formerne anti-zionisme og antizionisme,  begge som kan finde støtte i Langmuirs teori om de tre fjendtligheder.

Så konklusionen er dobbelt:

1. Antizionisme er en form for antisemitisme. Antizionismen baserer sig på samme kimæriske fjendtlighed som antisemitismen, hvor ”Zionisten”, et symbol på de fantaserede forestillinger om et objekt, der er fremmed i sine omgivelser, konspirerer om verdenskontrol, står bag diverse krige mm., er lig med ”Jøden”, symbolet på den forestilling jødehadere har haft om jøder igennem tiden. Eller for at sige det anderledes, ”Zionisten” er sat ind for ”Jøden”, men i bund og grund er det den samme der er tale om. ”Zionisten” er en jødisk størrelse og ”antizionismen” bruges som undskyldning for antisemitiske holdninger.
2. Anti-zionisme er ikke en form for antisemitisme. I forhold til Langmuirs teori, er der højest tale om en realistisk fjendtlighed, hvor anti-zionisten har undersøgt ideologien og derefter fundet antipati mod den.

Perspektivering

Noget jeg ikke har forholdt mig til i denne sammenhæng, simpelthen fordi pladsen ikke tillader det, men som kunne være interessant at tage op, er eventuelle ligheder og forskelle i henholdsvis den europæiske og den arabiske (eller muslimske) kontekst. Hvordan udtrykker muslimsk antisemitisme sig? Er der noget der kan betegnes som muslimsk antisemitisme? Er der en sammenhæng mellem antisemitisme i Europa og den muslimske verden? En klar forskel er, at der ikke er et ”Kristmord” i en muslimsk kontekst, man kan hænge jøderne op på. Men betyder det, at jøderne ikke er syndebukke i en eller anden sammenhæng i den muslimske kontekst? Man kunne måske forestille sig, at beretningen om de jødiske stammer i Medinah, udfylder samme rolle som ”Kristmordet” gør det i den kristne kontekst? Det må dog diskuteres i andetsteds.

Biografi

Morten Thing er dr.phil. i dansk (1993). Han har arbejdet som medarbejder og redaktør på Politisk Revy i perioden 1969-1982, redaktør af Socialistisk Politik 1975-76, medlem af redaktionen i Giraffen 1990-1995 og medlem af redaktionen på Arbejderhistorie siden 1995. Han er i dag ansat som forskningsbibliotekar på RUC.[74]

Gavin I. Langmuir tog sin BA på Toronto University i 1948, hvorefter han begyndte at studere moderne diplomatisk historie på Harvard, men skiftedet til middelalder historie, hvilket han modtog sin doktorgrad i i 1955. Han blev ansat som professor i historie på Standford University i 1958, hvor han arbejdede indtil hans pension i 1993.[75]

Robert S. Wistrich modtog sin BA og MA på Cambridge University og sin Ph.D. på University og London i 1974. I perioden 1991-1995 var han leder af Jødiske studier på University College London, han er professor i jødisk og europæisk historie hos Hebrew University, samt leder af Vidal Sassoon Centeret i Jerusalem.[76]

Brian Klug er BA og MA i filosofi ved University of London, og Ph.D. i Social Thought ved University of Chicago. Han arbejder i dag som seniorforsker og underviser hos St. Bennet Hall og er medlem af det filosofiske fakultet hos Oxford University.[77]

Litteraturliste

Gavin I. Langmuir, ”Toward a Definition of Antisemitism” (1990), University of California Press.

Morten Thing, “Anti” (2003), en skriftserie fra Roskilde universitetsbibliotek (nr. 41), Roskilde universitetstryk.

Robert S. Wistrich, ”European Anti-Semitism Reinvents Itself” (2005), The American Jewish Committee.

Robert S. Wistrich, “Anti-Zionism and Anti-Semitism” (2004), Essay fra Jewish Political Review 16:3-4. Kan findes på http://www.jcpa.org/phas/phas-wistrich-f04.htm

Robert S. Wistrich, ”Anti-Zionism as an Expression of Anti-Semitism in Recent Years” (1984), oversættelse af en forelæsning, Vidal Sassoon Center. Kan findes på http://sicsa.huji.ac.il/Antizionism.htm

Brian Klug, ”Standing up against Antisemitism” (2009), artikel udgivet i The Guardian d. 22/9-2009. Kan findes på http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2009/apr/22/ahmadinejad-durban

Brian Klug, ”The Myth of the New Anti-Semitism” (2004), artikel udgivet i The Nation d. 15/1-2004. Kan findes på http://www.thenation.com/doc/20040202/klug

Ali Abunimah, ”One Country: A Bold Proposal to end the Israeli-Palestinian Impasse” (2006), Metropolitan Books Henry Holt & Company, LLC.

EUMC, “Manifestations of Antisemitism in the EU 2002-2003” (2004), rapport om antisemitisme i EU, udgivet af European Monitoring Center on Racism and Xenophobia.

---

[1] Centeret har siden skiftet navn til European Union Agency for Fundamental Rights (FRA)

[2] Manifestations of Antisemitism in the EU 2002 – 2003, s. 236.

[3] Manifestations of Antisemitism in the EU 2002 – 2003, s. 237.

[4] Rapporten forklarer: ”… but two

important implications are obvious: First, not every hostility towards Jews is to

be classified as antisemitic; and second, non-Jews can also become the target of

antisemitism.” s. 236.

[5] Manifestations of Antisemitism in the EU 2002 – 2003, s. 237.

[6] Rapporten forklarer tilføjelsen af punkt nummer syv: ” Nevertheless, as the historians Marvin Perry and Frederick M. Schweitzer point out, the Nazi definition of “the Jew”, as an alien Other, built

upon views and myths passed on by early Christian anti-Judaism.” s. 237-238.

[7] Altså, sprog af den semitiske sprogstamme, som f.eks. arabisk, hebraisk og amharisk m.fl. – baseret på den bibelske fortælling om Sems efterkommere.

[8] ”Videnskaben” om de forskellige menneskelige ”arter” og deres forskelle.

[9] Morten Thing, ”Anti” – kapitlerne ”Før antisemitisme?” og ”Universaliseringen af antisemitisme”, s. 53-59.

[10] Ibid – kapitlet ”Universaliseringen af antisemitisme”, s. 55-59.

[11] ”Klassisk” i forhold til selve eksistensen og brugen af ordet, hvor der med ”klassisk” her menes en forståelse uden en eventuel anti-zionistisk sammenkobling. Her er der udelukkende fokuseret på ”Jøden” og ikke Israel.

[12] Morten Thing, ”Anti”, s. 50-51.

[13] Thing påpeger dog, at David Engel har sporet bruget af ordet tidligere end Marr, nemlig i 1860 i tredje nummer af HaMaskir, ligesom det har været brugt to gange efterfølgende, nemlig i 1865 og 1879, dog ikke helt med samme forståelse, som den Marr har af ordet.

[14] Morten Thing, ”Anti”, s. 50.

[15] Ibid. s. 87-88.

[16] Ibid. s. 88.

[17] Ibid. s. 89.

[18] Ibid.

[19] Læren om et objekts hensigt eller mål. Ifølge en teleologisk forståelse af antisemitismen kontra holocaust, vil antisemitismen automatisk føre til holocaust.

[20] Morten Thing, ”Anti”, s. 90-92.

[21] Ibid. s. 92.

[22] Gavin I. Langmuir, ”Toward a Definition of Antisemitism”, s. 328-329.

[23] Ibid. s. 329.

[24] Ibid. s. 333.

[25] Ibid. s. 334.

[26] Ibid. s. 339.

[27] Ibid. s. 311-314.

[28] Ibid. s. 351.

[29] Ibid. s. 351.

[30] Ibid. s. 352.

[31] Jøden som ”svigefuld”, ”lusket” og ”udspekuleret”. Jøden som ”fremmed” og ”anderledes”. Jøden og hans ”uforenelighed”, hans ”fjendtlighed” og måde at ”opføre” sig på. Jøden og hans ”kommercielle” talent, samt hans ”forhold” til penge. Jøden og hans ”korrupte” natur. Jøden og hans ”magt og indflydelse”, samt den jødiske ”verdenskonspiration”. Jøden som ”kristmorder”.

[32] Gavin I. Langmuir, ”Toward a Definition of Antisemitism”, s. 335.

[33] Talmud Bavli, traktat Sanhedrin.

[34] Morten Thing, ”Anti”, s. 89.

[35] Robert S. Wistrich, “Anti-Zionism and Anti-Semitism”, Jewish Political Studies Review 16:3-4 (Efterår 2004)

[36] Det fremgår bl.a. af hans skrivelse ”European Anti-Semitism Reinvents Itself”, s. 1, hvor han henviser til den ”rød-grønne alliance”, en alliance mellem marxistisk-kommunistiske, ”antiglobaliserings entusiaster og islamiske grupper, rettet primært mod Israel og USA. Ligeledes henviser han til den britiske politiker George Galloway, som et eksempel på dette, som det fremgår af et interview med Wistrich: ” “Something is Rotten in the State of Europe” – http://www.jcpa.org/phas/phas-25.htm

[37] Robert S. Wistrich, ”European Anti-Semitism Reinvents Itself”, s. 2-3.

[38] Ibid. s. 4.

[39] Tidligere udenrigsminister i Frankrig.

[40] Robert S. Wistrich, ”European Anti-Semitism Reinvents Itself”, s. 5.

[41] Ibid.

[42] Ibid. s. 8.

[43] Ibid.

[44] Ibid. s. 6.

[45] Ibid.

[46] Ibid. s. 12.

[47] Her kan man passende henvise til Jostein Gaarders kronik ”Guds utvalgte folk”.

[48] Som det fremgår i en forelæsning han holdte i 1984, hvor han flere gange bruger ordstillingen ”anti-semitic anti-zionism” – http://sicsa.huji.ac.il/Antizionism.htm

[49] Ibid.

[50] Noget han også påtaler i samme foredrag: ” [The Jews] were “Semites” or “Asiatics”, Eternally alien to Christian, “Aryan”, society. For contemporary anti-Zionist, in particular for most of our Arab neighbors, Israel is ironically enough an alien Western implant in the Middle East, without roots in the region or any right to a legitimate, equal and autonomous presence as a sovereign state.”

[51] Brian Klug, ”The Myth of the New Anti-Semitism” – http://www.thenation.com/doc/20040202/klug/print

[52] Ibid.

[53] Ibid.

[54] Ibid.

[55] Man kan naturligvis modargumentere Klug her og henvise til, at der i høj grad har været en stor samfundsbevidsthed i forhold til jødiske skrifter, både i tiden mellem det første og andet eksil, samt under det andet eksil. Men det er ikke emnet her.

[56] Brian Klug, ”The Myth of the New Anti-Semitism” – http://www.thenation.com/doc/20040202/klug/print

[57] Brian Klug, ”Standing up against Antisemitism” – http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2009/apr/22/ahmadinejad-durban

[58] Ibid.

[59] Et eksempel på dette kunne være Donald Boström og hans artikel i Aftonbladet: ”Våra söner plundras på sine organ” – http://www.aftonbladet.se/kultur/article5652583.ab

[60] http://sicsa.huji.ac.il/klug.html

[61] Om det så giver mening at beskrive sig som ”anti-zionist”, er svært at sige. Det giver lige så meget mening, som at kalde sig ”anti-kommunist”, ”anti-liberalist” og så videre. Men denne form, hvor man beskriver sig selv i forhold til sin antipati til en ideologi, ville ikke være et enestående tilfælde. Således er der også ”anti-kapitalister” og ”anti-globalister”.

[62] Colin Shindler, ”What do Zionists Believe?”.

[63] Ali Abunimah, ”One Country: A Bold Proposal to end the Israeli-Palestinian Impasse”, s. 112-113.

[64] Ibid. s. 121.

[65] Aftenposten, udgivet 5/8-06. Kan læses på http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/article1411153.ece

[66] Ibid.

[67] Brian Klug, ”Standing up against Antisemitism” – http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2009/apr/22/ahmadinejad-durban

[68] Ali Abunimah, ”One Country: A Bold Proposal to end the Israeli-Palestinian Impasse”, s. 165.

[69] Hamas Charter, artikel 22.

[70] Robert S. Wistrich, ”The New-Old Anti-Semitism”, s. 32.

[71] Ibid.

[72] På daværende tidspunkt var Israel stadig i Gaza.

[73] Brian Klug, ”The Myth of the New Anti-Semitism” – http://www.thenation.com/doc/20040202/klug/print

[74] Kilde: Leksikon.org, RUC.

[75] Kilde: Stanford University, American Historical Association, University of California.

[76] Kilde: Vidal Sassoon Center, Ariel Center for Policy Research,  Random House Inc.

[77] Kilde: The Guardian, Faculty of Philosophy at Oxford University.