forfatter og foto: Jørn EDet var en lørdag i begyndelsen af juni. Dagens tredje bryllup, kl. 15.30, skulle vise sig at blive uforglemmeligt.
Som sædvanligt ankom mange af gæsterne i meget god tid og der var munter og hyggelig snakken og pludren foran kirken. Kl. 15.10 ca. ankom gommen sammen med sin forlover. Som kordegn gik jeg hen og hilste på de nyankomne og spurgte om der var ringe der skulle udveksles. Det var der, og jeg tog dem i min varetægt, så de kunne ligge klar ved knæfaldet ved selve ceremonien.
Omkring fem minutter inden vi skulle starte, gik jeg rundt og opfordrede gæsterne til at tage plads inde i kirken.
Gommen blev ude i våbenhuset, for det var aftalt, at parret skulle følges ad op ad kirkegulvet, d.v.s. at der var ikke en far eller anden person der skulle føre bruden op. 'Tror du hun kommer' spurgte forloveren, i et meget dårligt forsøg på at være morsom, da klokken var blevet fem minutter over halv. Gommen var rød i kammen og sagde ingenting. Forloveren bevægede sig op mod sin plads ved siden af knæfaldet. Så kom brudens lillesøster ud til os. 'Var det ikke meningen, at onkel Erik skulle hente Sanne og Rie?' (bruden og brudepigen) spurgte hun. Det vidste gommen ikke noget om. 'Men det er jeg ret sikker på. Men han sidder jo derinde'. Stemningen begyndte at blive lettere anspændt. Klokken var blevet et kvarter i fire. Jeg foreslog at lillesøster gik ind og bad onkel Erik følge med hende ud i våbenhuset.
Et kort øjeblik efter var onkel Erik, en nydelig herre i tresserne, hos os. Han så voldsomt brødebetynget ud. 'Jeg mener at hun sagde, at det ville de selv ordne, fordi de ville bestille en vogn i god tid, så de ikke kom for sent. Jeg blev senere klar over, at onkel Erik ikke var specielt kendt for at overholde aftalte tider. Desuden var han lidt distræt og glemsom. Han havde også glemt, at bruden havde bedt ham komme alligevel, fordi det var meget dyrt at hyre sådan en bil. Han syntes dog – meget rimeligt – at det var underligt, at Sanne ikke havde ringet til nogen, f.eks. lillesøster Mia. Lillesøster greb resolut ned i tasken efter mobilen. En opringning til Sanne gav imidlertid ikke noget resultat. Klokken var blevet fem minutter i fire.
'Jeg kører hjem til Sanne og ser hvad der er sket' fastslog onkel Erik. 'Hvor langt væk bor Sanne' spurgte jeg forsigtigt. 'Sådan ca. ti minutter i bil' oplyste Mia. Jeg kunne så regne ud, at hvis alt gik glat, hvilket det efter al sandsynlighed ikke ville, kunne brud og -pige tidligst være ved kirken omkring kl. 16.30. På det tidspunkt skulle pastor Frederiksen forrette en vielse i nabokirken i provstiet. Det her begyndte at ligne en katastrofe.
På grund af den lange ventetid og vel også fordi han forventede en melding fra mig, var pastor Frederiksen trukket ud i præsteværelset, som ligger bag alteret. Jeg undskyldte mig, og mens onkel Erik gjorde sig klar til at køre, bevægede jeg mig med standens ro og værdighed op ad kirkegulvet, for at orientere pastor Frederiksen. Hjernen kørte på højtryk.
Pastor Frederiksen så op på mig med et ansigtsudtryk som jeg forestillede mig var omtrent det udtryk en bøddel har i ansigtet lige inden han trækker i snoren til lemmen under en der skal hænges.
'Sig mig, hvad foregår der' ville han vide. Jeg forklarede situationen. 'Hvad har De tænkt Dem at gøre' (der manglede bare ”unge marnd”) for at nedladenheden skulle være fuldkommen. Jeg foreslog, at pastoren kørte over til nabokirken og forrettede vielsen derovre. Så måtte brudepar og følge i vores kirke vente på, at han kom tilbage. Med et let formildet udtryk i ansigtet accepterede han forslaget, rejste sig, tog frakke på og forlod kirken af bagindgangen, med en bemærkning til mig, om at jeg måtte klare situationen her. 'Tak for kaffe' tænkte jeg.
Tilbage i kirkerummet følte jeg alles øjne rettet mod mig. Den almindelige mumlen afløstes af fuldstændig stilhed. Jeg meddelte følget situationen og bad dem have forståelse for præstens beslutning. Samtidig gjorde jeg et diskret tegn op til organisten, som sammen med de tre korsangere også skulle deltage i det andet bryllup.
Forståelse var det nu så som så med. En kropdue a la Mrs. Hyachint rejste sig fra kirkebænken ca. halvvejs ned i kirkerummet og spurgte med en høj og skinger stemme, som var lidt upassende i en kirke 'Hvad så med maden'. Jeg svarede så roligt og professionelt jeg kunne, at nu havde man jo tid til at kontakte de involverede og så håbede jeg man fandt en løsning. Mrs. Hyachint, som viste sig at være brudens moster Ella, fnyste og kom med en bemærkning om at det da var utroligt hvad man måtte finde sig i. I mit stille sind måtte jeg give hende ret!
En mobiltelefon begyndte at ringe. Der udbrød straks en blanding af latter og hysterisk fnisen. Ringetonen var nemlig ”Ach du lieber Augustin”. Jeg må indrømme, at jeg også havde svært ved at holde lattermusklerne i ro. 'Jeg kan ikke se at det her er morsomt' brusede moster Ella, hvilket bare virkede som benzin på latterbålet. Moster sank med en opgivende håndbevægelse sammen på sin plads på kirkebænken. Vores allestedsnærværende kvindelige kirketjener havde fundet rullevognen, som normalt bruges til alterbægrer frem og udstyret med en stor kande vand og glas gik hun ned langs kirkebænkene og tilbød ”noget at drikke” som en anden togstewardesse.
Jeg hastede ud i våbenhuset i håb om en positiv udvikling i sagen. Men nej! Onkel Erik var ikke kommet tilbage. Mia prøvede igen at ringe til Sanne, med der var bare telefonsvarer på. Klokken var nu blevet et kvarter i fem! Jeg takkede, ganske uformelt, Vorherre for at pastoren var taget afsted.
Mrs. Hyac... moster Ella dukkede op i våbenhuset. Hun forlangte højrøstet at blive orienteret om situationen. Som om det ville ændre noget. 'Jamen gør dog noget' forlangte Ella og rettede skytset mod mig. 'Der er ganske sikkert en enkel forklaring....' begyndte jeg. Det var der. Den kom lidt senere. For i det øjeblik trådte, først brudepigen og i hendes kølvand bruden ind i våbenhuset, lettere derangeret og rød i kammen. Make-up'en bar præg af en hastig reparation.
En blanding af lettelse og forvirring bredte sig i ”generalstaben” i våbenhuset. Gæster som havde været ude for at ryge, sivede ind og blev stående i håb om at få deres nysgerrighed stillet, så der var efterhånden ganske ”crowded” i det forholdsvis lille rum. Mens gommen efter bedste evne trøstede sin brud, fik jeg gennet de øvrige gæster ind i kirken igen.
Nu var kirketjeneren ved min side. Vi aftalte, at hun sammen med brudepigen skulle få rettet op på stadsen og få bruden til at se så dejlig ud som muligt.
Mens det foregik, søgte jeg lidt oplysninger om hvad der egentlig var foregået. Brudepigen var en gæv pige, sygeplejerske med ben i næsen. Så da transporten var udeblevet havde hun ringet til en veninde hvis far havde en stor Mercedes i håbet om, at de kunne hjælpe. Det kunne de, og de var rykket ud så hurtigt de kunne. Det viste sig senere, at onkel Erik havde passeret den store Mercedes ganske kort fra bruden bopæl. Men hvorfor havde bruden ikke taget sin telefon? I Skynding og panik havde hun simpelthen glemt den på toiletbordet - slukket.
Men hvor var nu onkel Erik? Da, han ikke havde fundet bruden på bopælen, var han vendt om. Men han var ikke nået langt. Han kørte tør for benzin! Onkel Erik havde altid afskyet mobiltelefoner og havde desårsag ikke en sådan. Men resolut havde han taget sin reservedunk og begivet sig afsted mod nærmeste tankstation. Men som bekendt er der ”længere til Roskilde end på cykel” så det havde taget ham et kvarters tid at nå frem til tanken. Han ville ringe til bruden fra tanken, men kunne ikke huske nummeret. Så tilbage til bilen. Nu var klokken tyve minutter over fem.
I mellemtiden var bruden blevet shinet op og faldet lidt til ro og det begyndte at se ud som om der kunne blive et bryllup. Endnu bedre blev det da organisten og korsangerne kom tilbage. De var imidlertid lidt mopsede på grund af overtid. Men et løfte om dobbelt betaling formildede sindene.
Pastoren var ligeledes kommet tilbage igen. Så det så ud til at vi var lige ved at ”køre”.
Dette var altså bare nogenlunde samtidig med at onkel Erik var ved at hælde benzin på bilen, ca. et kvarters kørsel fra kirken.
Jeg foreslog efter godt fem minutters venten (det føltes som mindst en time) at vi begyndte. Så kunne onkel Erik sive ind når han kom, lige straks. Men nej! Bruden ville under ingen omstændigheder starte ceremonien før onkel Erik var tilbage.
For mit indre blik så jeg pastor Frederiksen sidde i præsteværelset og tromme huller i skrivebordet og langt fra ligne den velsignende myndighed der – forhåbentligt snart – skulle smede de unge i hymens lænker.
Klokken tyve minutter i seks ankom en slukøret, forvirret og svedig onkel Erik. Det var dog en stærkt formildede omstændighed for ham, at bruden var ankommet. Han blev lempet ind i kirkerummet.
Her var han på plads klokken kvarter i seks. Jeg ringede jeg på klokken til organisten, som signal til at han kunne begynde at spille brudeparret ind, og dermed også pastoren ud af sin hule. Jeg kiggede brudeparret over skuldrene for at se hvordan pastoren så ud i ansigtet. Bortset fra at han var lidt mere rød i hovedet end normalt, havde han det sædvanlige milde og forsonlige udtryk i ansigtet som han altid havde, når han optrådte professionelt.
Ud fra devisen om at en dårlig generalprøve giver en god premiere, vil jeg mene, at det unge par havde alle forudsætninger for at ”leve lykkeligt til deres dages ende”.
Om de fik varmemad ved jeg ikke.
Jørn E/17.januar 2010 Alle rettigheder forbeholdes. Eftertryk kun efter aftale.P.S.: Hvis nogen skulle være i tvivl om hvem ham Murphy i overskriften er, så er det ham med loven om at ”alt hvad der kan gå galt, går galt”.
forfatter og foto: Jørn E
Er dine personer todimensionelle papdukker, eller har de liv og personlighed?
forfatter og foto: Jens Albers
forfatter: Dorte Jakobsen
forfatter og foto: Theodor Klostergaard
