Silkeborgcom's Blog

Med sine omkring 2.400 år er Tollundmanden definitivt den ældste indbygger i Silkeborg. I hvert fald blandt de, der stadig kan ses. For godt nok kan han ikke længere tælles blandt de nulevende. Men ses kan han – på Silkeborg Museum, hvor de foruden den gamle mosemand også har en stor udstilling om jernalderen, den tid Tollundmanden levede på.

Tollundmanden blev fundet i en mose i Bjælskovdal øst for Engesvang i 1950 af lokale folk, der var i gang med at grave tørv. Han var så velbevaret, at deres første indskydelse var, at der måske forelå en forbrydelse. Så der blev sendt bud efter politiet. Og helt forkert var det ikke. For Tollundmanden blev faktisk slået ihjel. Men ”forbrydelsen” var unægtelig af en ældre dato. De tilkaldte politifolk anede da også straks, at det ikke var et helt almindeligt gerningssted, de stod overfor. For allerede to gange forinden, i 1927 og 1938, var der blevet fundet moselig i området. Så i stedet for at begynde at skrive en politi-rapport, fik de i stedet fat i den kendte arkæolog P.V. Glob, der forestod en udgravning på stedet.

Liget af Tollundmanden blev ikke fuldstændigt udgravet i Bjælskovdal. I stedet ”gravede man udenom”, så moseliget med den omgivne jord, i en kasse kunne sendes til Nationalmuseet i København, hvor den endelige udgravning foregik.

På det tidspunkt havde man ikke den store erfaring med konservering af så gamle mennesker. Derfor er det kun Tollundmandens hoved, en fod og en finger der i dag er bevaret i konserveret stand. Ganske vist ligger han ”i fuld længde” i sin montre på Silkeborg Museum, men fra halsen og nedad er der tale om en silikone-kopi. Resten af kroppen findes stadig og opbevares et sikkert sted, men den er nu helt tørret ind.

Når Tollundmanden er så velbevaret, som han er, trods de mange år i mosen, så skyldes det mosesyre, der har virket konserverende. Derfor kan man i dag tydeligt se hans ansigtstræk, hans finger- og fodaftryk, han har skægstubbe og så har han tydeligvis skåret sig i foden, formentlig fordi han har trådt på nogle skarpe sten.

Tollundmandens alder anslås til omkring 40 år og han var 161 cm. høj. Han har rødt hår og skæg, men det har han næppe haft oprindeligt. Farven er formentlig opstået under opholdet i mosen.

Som nævnt har Tollundmanden nu fundet et nyt hjem på Silkeborg Museum. Og her er han ikke alene. For på museet har man også et andet moselig, Ellingpigen, der dog ikke er helt så velbevaret. Hun blev fundet i 1938, kun omkring 100 meter fra der, hvor Tollundmanden senere blev gravet op. Hun har formentlig levet på omkring samme tid som Tollundmanden, men om de ligefrem har kendt hinanden er uvist. Der er en usikkerhedsmargin på omkring 150 år i dateringen, så man kan ikke med sikkerhed sige, at de har været samtidige.

Byen Silkeborg er, som navnet antyder, vokset op omkring en borg. Eller rettere et slot, Silkeborg Slot. Du kan stadig se et omrids af slottets grundplan på Slotsholmen ved Gudenåens udløb i Silkeborg Langsø. Her markerer jordvolde i dag, hvor hovedbygningen ”Det Store Stenhus” lå, på en lille holm i søen, og hvor slotsgården oprindeligt var placeret.

Det alle første Silkeborg Slot blev bygget i 1385. ”Slot” er måske så meget sagt, for der var kun tale om et meget lille borganlægning, der lå på en befæstet holm med en diameter på ca. 13 meter. Her lå en træbygning på ca. 30 m2 omgivet af en pallisade.

Man kan umiddelbart undre sig over, hvad der mon fik nogen til at placere en borg her i ude midt i det allermest mørke Jylland.
Ifølge legenden, så var bygherren en vis Bisp Peder, der en dag var ude og sejle på Silkeborg Langsø. Pludselig greb et vindstød hans silke-bispehue, så den røg i vandet. Bispen tog det som et tegn fra oven og besluttede, at der hvor huen flød i land, ville han bygge en borg.
Unægtelig en god historie, der også umiddelbart giver en forklaring på, hvorfor borgen hed Silke-borg – den var altså opkaldt efter silkehuen.
Men desværre – historien er ikke sand. Dels så har Silkeborg formentlig fået sit navn efter det nordiske ord ”selja”, der betyder ”stillestående vand” – Silkeborg er altså borgen ved det stille vand.  Og dels, så ved man, at bygherren snarere var en lokal herremand, Erik Mus. Men hvad fik så ham til at opføre en borg her ?
Svaret skal sandsynligvis søges i det faktum at Silkeborg-egnen var rig på jernmalm. Malmen var et vigtigt råstof, der blev brugt til udvinding af jern. Jernet blev så anvendt til fremstilling af bl.a. våben og landbrugsredskaber. Så den der havde magten over områder med megen jernmalm blev uvilkårligt en velhavende mand – og han var ganske givet meget opsat på at forsvare sin indtægtskilde.  Bl.a. ved at bygge en strategisk godt beliggende borg, hvorfra han kunne hævde sin magt. Og det var Erik Mus meget opsat på. Faktisk så meget, at han tog et stykke jord – uden at spørge – fra de retmæssige ejermænd, munkene på Alling Kloster, og byggede slottet her. Noget der førte til en langvarig strid, der først blev endelig afgjort fire år før reformationen i 1536.
Den første beskedne træ-slotsbygning blev i begyndelsen af 1400-tallet erstattet af et mindre muret stenhus. Det gik i arv fra Erik Mus til hans datter Thora, der i 1414 testamenterede slottet til bisperne i Århus.
I begyndelsen af 1500-tallet lod bisperne opføre en ny hovedbygning ”Det Store Stenhus” omgivet af en gravet voldgrav. Slottet blev herefter et yndet opholdssted for de skiftende Århus-bisper. Bl.a. blev det benyttet som en slags ”retræte-bolig” af flere afgåede bisper.

Ved reformationen i 1536 blev slottet overtaget af kronen og blev midtpunktet i et nyt ”Silkeborg Len”, der omfattede store jordarealer – omtrent på størrelse med den nuværende Silkeborg Kommune.
Administrationen af lenet havde til huse i borggården, der blev bygget umiddelbart øst for hovedbygningen på den anden side af voldgraven. I borggården boede også lensmanden, der havde til opgave at opretholde lov og orden og indkræve skatter og afgifter.
Selve hovedbygningen ”Det Store Stenhus” blev kun brugt i forbindelse med kongeligt besøg. Især Frederik 2. og Chr. 4. kom jævnligt til Silkeborg, da området bød på gode muligheder for at gå på jagt.

Bygningen var i 2 etager plus en kælder. Den var 30 x 15 m. stor og havde mure af kampesten med en tykkelse på omkring 2,5 m.
Borggården, hvor lensmanden holdt til, var bygget i bindingsværk. Gården bestod af tre fløje.
Lensmanden selv boede i nordfløjen, hvor han også havde kontor. I en tilbygning til fløjen lå fangetårnet – den lokale arrest. Her fandtes bl.a. også træhesten, et barbarisk strafferedskab, hvor synderne blev placeret overskrævs på hesten.
I østfløjen var der bryggers, køkken og vaskehus.
I sydfløjen var der fruerstue. I kælderen lå forrådskammeret, hvor der blev opbevaret nedsaltet kød og smør.

Umiddelbart øst for borggården, adskilt af endnu en voldgrav, lå staldgården. Den var tre-længet og rummede, foruden stalde og kornlagre, også et bødkeri, hvor der blev fremstillet tønder til smør, mel og andre fødevarer.

Silkeborg Slots nedtur begyndte for alvor under svenskekrigene i 1600-tallet. Silkeborg-området blev tre gange besat af svenske tropper, der hver gang hærgede slottet.
I 1645 var både Det Store Stenhus og borggården næsten helt ødelagt. Der blev kun gennemført nødtørftige reparationer, så lensmanden igen kunne bo på borggården, mens stenhuset fik lov til at forfalde.

I 1664 blev Silkeborg Slot overdraget til den kongelige mundskænk, Chr. Fischer, som afdrag på de mange lån, han havde ydet kongen.
Det forblev i slægtens eje indtil 1720 hvor Frederik IV købte slottet tilbage. Herefter blev det brugt som opholdssted for Det Skanderborgske Rytterregiment. I borggårds-området blev der bygget barakker til rytterne, mens officererne boede i de eksisterende bygninger på borggården. Det Store Stenhus fik lov at forfalde helt, og i 1726 blev det revet ned.

I 1767 blev Silkeborg Slot solgt på en auktion. Det var da i en så dårlig stand, at den nye ejer, ritmester H.N. Hoff, besluttede at rive de sidste rester af borggården ned. Byggematerialer herfra blev brug i forbindelse med opførelsen af Silkeborg Hovedgård, der i dag rummer Silkeborg Museum.

I de seneste år har slotsområdet gennemgået en omfattende renovering, hvor man bl.a. med jordvolde har markeret, hvor hovedbygningen, borggården og det allerførste Silkeborg Slot af træ var placeret.
Så prøv og gå en tur i området, og forestil dig, hvordan der har set ud, når Chr. 4. kom på besøg, hvor hele slottet ganske givet har været pyntet op til lejligheden, og hvor der er blevet festet og spist og drukket. Eller de dramatiske begivenheder, hvor slottet blev belejret af svenske tropper, der bl.a. skød tårnet på Det Store Stenhus i stykker. Silkeborg Slot rummer masser af spændende historier.

Kilder:
Knud Bjerring Jensen: ”Silkeborg Slot” på www.silkeborgslot.dk
”Silkeborg Slot” på www.wikisilkeborg.dk

Midt i hjertet af Silkeborg ligger byens kirke og knejser stolt med sit tårn. Fra tårnet lyder fem gange dagligt små musikstykker og jævnligt genlyder kirkerummet af sang og musik.

Silkeborg Kirke har altid været et aktiv omdrejningspunkt i byen. Ud over de traditionelle kirkelige handlinger lægger bygningen også hus til adskillige musikarrangementer og koncerter. På den måde er den en integreret del af byen – en del man ikke kan forestille sig ikke var der.

Ikke desto mindre er kirken forholdsvis ny og det var først efter flere års indsamling, der blev penge til at opføre en kirke i Silkeborg. Med til historien hører, at Silkeborg er en ung by, som i midten af 1800 tallet kun talte ganske få indbyggere. Derfor hørte de til kirken i Linå, men der var upraktisk langt dertil, så da byen voksede i takt med papirfabrikkens vækst, voksede der også et ønske om at opføre en kirke i byen. Godt nok indrettede man en kirkesal i Hovedgården (i dag Silkeborg Museum) med den kendte forfatter H.C. Hostrup som præst, men en rigtig kirke kom på tegnebrættet, og i 1877 stod kirken klar til stor indvielse.

Arkitektonisk stod den københavnske arkitekt Sibbern bag kirken, men mange andre stod bag realiseringen af den. Flere lokale spidser bakkede op bag indsamlingen til byggeriet, så det sammen med diverse udenbys givere lykkedes at indsamle de 81.870,73 kroner, som byggeriet beløb sig til. For at kunne bygge for det beløb måtte der spares, så kirkegængerne måtte især om vinteren klæde sig godt på, for at kunne holde varmen. Kirken er bygget i romansk stil, og det er en korskirke med et tårn, der strækker sig 37 meter op mod himlen. Stenene er røde og taget blev lagt i sort skiffer.

Indvendig er kirken enkel med rene linier, men med tiden er der kommet flere ting til. For eksempel skænkede murermester Chr. Nielsen to glasmosaikker (Sædemanden og Den gode hyrde) til koret i 1914 og byens kendte skoleleder Theodora Lang donerede senere et trækrucifiks. Oprindeligt stod der på alteret en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur, men ved en større restaurering i 1941-43 blev den skiftet ud med et guldbelagt krucifiks flankeret af Jomfru Marie og apostlen Johannes. Desuden står der i mindre udgave et trærelief med de tolv disciple for foden af Jesus. Kunstneren bag er Gunnar Hansen. 

 I 1936 fik kirken en anden døbefont. Them kirke havde på et tidspunkt skiftet deres ud, og den gamle fandt efter nogen tid i skammekrogen sin plads i Silkeborg kirke. Der er tale om en smuk middelalderlig granitfont, som har fundet hvile på en massiv bronzesokkel. I modsætning til praksis i de fleste kirker, har denne døbefont ikke noget dåbsfad, så der er god plads til meget dåbsvand.

At den silkeborgensiske menighed er handlekraftig og initiativrig var ikke blot tilfældet da kirken skulle bygges i 1877. Da kirken senere trængte til en kærlig restaurering samledes der igen ind, og arkitekt Lønborg Jensen fik i 1941 til opgave at forskønne kirken indvendig. Opgaven var stor og omfattede bl.a. en ombygning så kirken fik hvælvinger. Prædikestolen blev forsynet med skriftord og fordi restaureringen foregik i besættelsesårene, hvor fædrelandsfølelsen var stærk, blev de forreste stolerækker samt orgelfacaden forsynet med kongeparrets – Christian den X og Alexandrine –  monogram. Resultatet af restaureringen og ombygningen blev et stort løft til kirken, som alle var meget begejstrede for ved genåbningen i 1943. Regningen lød på 275.000 kroner.

Udvendigt skete der i 1966 også forandringer. Tårnet blev forsynet med et ur og fik udskiftet sit skiffertag med ikke mindre end 10 tons kobberplader, som i dag lyser irgrønt op i bybilledet.

Grunden til at folk i Silkeborg i dag nyder godt af daglige musikstykker fra klokketårnet går tilbage til 1965. Dengang donerede en silkeborgenser, Arthur Jones, nemlig et klokkespil bestående af ikke mindre end 42 klokker støbt i et klokkestøberi i Holland. Få år efter i 1973 blev musikken suppleret af flere toner fra et nyt orgel, der istemmer med 43 stemmer.

Du finder kirken på Torvet midt i Silkeborg by. Normalt er kirken åben for besøgende i dagtimerne. Se opslag ved døren.

Se også: http://www.silkeborg-kirke.dk

Midt i Silkeborg ligger Danmarks største faunapassage til glæde for mennesker og dyr. Den sikrer et rigt dyreliv, bringer liv til havneområdet, og er blevet endnu en turistattraktion.

Vandet strømmer med stor fart ned omkring sten og grus på vejen igennem faunapassagen ved havnen i Silkeborg. Gudenåens vand ligner her en rivende flod, som bruser og maser sig igennem byen på vej mod Randers. Billeder af frådende floder med folk i små gummibåde, der sætter livet på spil for spændingens skyld, farer kortvarigt over den indvendige skærm. Her er der dog ingen gummibåde på skumsprøjtene. Til gengæld er her mange kanoer og kajakker, som ror forbi i en speciel kanal indrettet til dem, lige ved siden af passagen. 
Musikhuset, Papirmuseet, lejlighedskomplekser, caféer og restauranter ligger i første parket ned til sceneriet og er med til at skabe et populært miljø, som binder vandet og byen tæt sammen. 

Silkeborg Papirfabrik
Gudenåen har til alle tider haft stor betydning i Silkeborg. Uden den var byen aldrig blevet til det, den er i dag, og det var netop på det sted, hvor faunapassagen i dag leder vandet op ad åen, at Silkeborg bys nyere historie startede.
I 1844 åbnede Silkeborg Papirfabrik her. Stedet var velvalgt, fordi der var gode muligheder for at udnytte de store vandmasser til vandkraft. Samtidig fungerede Gudenåen som transportvej til og fra byen.
Silkeborg blomstrede omkring fabrikken, der var grundlag for byens udvikling og i mere end 150 år satte fabrikken sit præg på byen med sine bygninger meget centralt placeret. Papirproduktionen sluttede i 2000, men de fleste bygninger står stadig og bruges i dag til forskellige formål, som fx museum, biograf og caféer.

Storstilet projekt
Gudenåen løber naturligvis stadig gennem byen, men udnyttes ikke mere industrielt. Fra at have drevet papirfabrikkens maskiner, er Gudenåens vand omdannet til det centrale led i Danmarks største faunapassage. En naturperle er født.
”Det er Silkeborgs vugge vi har båret ud og i stedet sat naturen tilbage”, forklarer Ole Helgren, som er projektleder i Århus Amt, der i 2004 var bygherre på faunapassagen. Derfor var der stor respekt om opgaven, hvor der blev taget mange hensyn for at få den bedste løsning. Der skulle tages hensyn til dyrelivet, til bygninger, til veje og sidst, men ikke mindst, til mennesker og den æstetiske udformning. For at få disse interesser til at gå op i en højere enhed, har et større hold af eksperter som biologer, ingeniører, hydrologer (eksperter i vandforhold) arbejdet sammen om opgaven. Også interesseorganisationer som Silkeborg Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening er blevet taget med på råd.

En naturlig succeshistorie
Som navnet siger, har faunapassagen til formål at lade Gudenåens dyreliv slippe forbi den opstemning, der har været her siden 1500 tallet. Målet har været, at ”Alt der lever i Gudenåen – stort som småt – skulle kunne passere, som om der ikke var noget der”, siger Ole Helgren fra amtet. Og passagen fungerer efter alle eksperters udsagn tilfredsstillende, så fisk og selv små larver og vandløbsinsekter kan komme op ad åen uden at blive stoppet i Silkeborg. Dyrelivets levevilkår er dermed forbedret betydeligt. Tidligere skulle en lille fisketrappe fungere som passage, men den fungerede ikke optimalt og gav ikke smådyrene store chancer for at komme forbi.

Et smukt syn
”Vi synes, at det er et meget smukt projekt, vi har fået midt i byen”, siger formanden for lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, Bo Ryge Sørensen, og det er han ikke ene om at mene. Ole Hanelius fra Silkeborg Fiskeriforening udtrykker det således: ”Det er både kønt, og det virker”. Faunapassagen er et smukt syn midt i byen, som formår at forene natur og kultur og har skabt et attraktivt miljø ved Silkeborg havn. Livet i vand, såvel som på land, blomstrer til lyden af vandmasserne, der brydes over de store sten i vandet. På stenene sidder ænder og skræpper, og på land er der hele tiden mennesker, på farten eller ude for at slappe af og nyde faciliteterne ved faunapassagen. Lokale såvel som turister lægger vejen forbi den rivende flod.

Teknisk set
I fagsprog hedder konstruktionen et ”stryg”, hvilket er en svagt hældende rampe med vand, og med sine 90 meters længde, er stryget i Silkeborg det største i Danmark.
Mere end 10.000 tons sten har bragt faldet på små to meter tilbage til en mere naturlig form i forhold til, hvordan det var i Paprifabrikkens dage. Det sikrer, at farten på vandet sænkes så meget, at dyrene kan svømme op mod strømmen og komme igennem passagen. Alt efter vandstanden kan 3 stemmeporte åbne eller lukke for dyrenes gennemgang, men der er altid fri passage, der hvor der tidligere lå et turbinehus ved papirfabrikken. I den modsatte side, ved siden af stryget, er slusen bevaret og forsynet med en lang indsejling. Slusen lader stedets mange kanoer, kajakker og småbåde passere mellem Silkeborg Langsø og Remstrup Å, som Gudenåen hedder lokalt i Silkeborg.