Tale ved Albert Fristrup Severinsens begravelse, Sebber kirke,  30. november 2004 kl. 13.00

Der mangler noget her på egnen i disse dage.
Noget der plejer at være her.
Noget som vi plejer at se - måske ofte kun som et glimt ud af øjenkrogen, når vi kører forbi, så man lige når at registrere at: "Nå, der er Albert!" En blå dragt og en rød kasket. På cykel eller på knallert på vej et eller andet sted hen.

Albert var ikke den, der gemte sig bag lukkede døre. Han var en synlig del af Valsted by og Sebber sogn.
Det var som en selvfølge, at Albert selvfølgelig var her.
Men også selvfølger kan holde op en dag.
Og sådan en dag blev det for Albert sidste tirsdag.
Og sådan en dag er det nu blevet for alle os, der mangler Albert. Alle os, der sidder her for at sige farvel. 

Albert efterlader sig et tomrum.
Først og fremmest hjemme hos dig, Jytte, - og i jeres store familie.
Men også rigtig mange andre steder vil Albert mangle og blive savnet.
Hvem skal nu råbe højt på sidelinjen, når Sebber spiller, og med store ord sige sin mening om dommere og om spillere?

Hvem skal nu sørge for, at harmonikaen spiller, og at der er musik, hver gang der er lejlighed til at samles i Valsted og andre steder?
Hvem skal nu sidde sammen med Poul i Åses køkken og hver eneste dag drøfte verdenssituationen  i det store og i det små?Hvem skal nu tage på fjorden og se om der da ikke gemmer sig nogle ål et sted derude og have sin mening om vandets beskaffenhed og fjordens fremtid?
Hvem skal nu sige sin uforbeholdne mening om politik og ting og sager og med fynd og pondus lade andre høre på det?
Hvem skal nu skrabe penge i massevis hjem til Sebber IF og ved gode snakkeevner og en vis påtrængenhed i den anledning komme indenfor i rigtig mange huse her på egnen?
Hvem skal nu hver dag tage turen hen forbi kirken og op ad Barmer bakke og hjem igen?
Hvem skal nu sørge for efterlønsklubben i Nibe og tage sin tørn dér? 

Ja, hvem skal nu?

Hver gang vi mister et menneske, bliver der et tomrum tilbage.
Det tomrum Albert efterlader sig, synes så stort.
Måske fordi Albert var et menneske, der fyldte, dér hvor han var.
Mest af alt fordi han så ud til så fuldstændigt hele tiden at være sig selv.
Albert var ikke den, der stillede sig an. Om så tv-kameraer snurrede omkring ham, så var Albert nu engang Albert. Og netop derfor værd at filme. 

Albert kunne være barsk og bramfri.Eller rettere: Albert var vist for det meste barsk og bramfri. Han var ikke den, der pakkede tingene ind.Det kunne måske godt ind imellem støde de, der var sartere end ham selv.
I, der kendte Albert ordentlig, I vidste, at der bag den noget hårde skal, gemte sig noget blødt.
Muslinger har skaller for at beskytte deres bløde kerne. Og sådan var det måske også med Albert.
Skallen skulle til for at det bløde kunne få lov at have sin plads. Skallen skulle til for at det bløde ikke skulle løbe over.

Albert opdrog ikke sine store børneflok med ros og påskønnelser og skulderklap i lange baner. Nej, han viste jer snarere, at han ventede sig noget af jer. At han regnede med jer. At han gik ud fra, at I tog livets pligter på jer og at I levede op til de pligter.Hans stolthed over jer måtte andre så lytte til og høre på, når en stolt far og farfar og morfar lod gode bemærkninger falde om jer, der hørte ham til.
Albert har et langt og arbejdsomt arbejdsliv bag sig, hvor der skulle hentes penge hjem til jer alle sammen. Og det blev der. Selv da helbredet begyndte at svigte ham, blev Albert bare ved. Med en vilje af stål.

Et langt fælles liv har I haft sammen, Jytte. Det er ikke mærkeligt om du føler dig halv i disse dage. Det tager tid at finde sin egen plads i verden, når man ellers er vant til at se sig selv som én ud af to.
Brat er Albert blevet taget fra dig. Selv om I vidste, at han var syg, var det jo slet ikke til at vide, at det hele pludselig med ét skulle gå så stærkt.
Sådan må det også være for alle I børnebørn. I har oplevet, at én man godt kan lide, pludselig ikke er her mere. Farfar kunne være en værre drillepind, men I børn vidste godt, at det var for sjov. Morfar havde gode ting i sine lommer og når han så sport i hallen eller på fodboldbanen kunne man godt få en skilling for at hente kaffe til  ham. Og sådan er der nu en masse ting, som lige I husker, når I tænker på morfar eller farfar. Ting, som I vil blive ved med at huske også selv om I nu skal undvære, at han er her til at lave sjov og pjat med jer.  

I dag skal vi følge morfar og farfar ud til den grav, der skal være hans herude på Sebber kirkegård.Vi skal følge Albert så langt, som vi nu kan.Jeg fornemmer, at der var nogle søjler som udgjorde fundamentet for det liv, der var Alberts. Nogle søjler eller værdier, som han gjorde, hvad han kunne for at give videre til jer, hans børn.De værdier kom til udtryk i, at der var nogle ting, som han ville, at I skulle kunne udenad. Ord, som I skulle lære at kende så godt, at I uden videre kunne dem. Fordi de ord satte billeder på noget, som var vigtigt.
Den ene søjle var det digt, som hang et sted på væggen derhjemme. Digtet om at kende sin pligt og ikke svigte den. Digtet om at tage fat og gøre sit arbejde færdigt, ja, om at gøre mere end der ventes og investere sin lyst og energi og tage chancher, før de er forbi.
Den anden søjle var aftenbønnen "Jeg er træt og går til ro".I rummer I jer minder om, hvordan far om aftenen gik fra seng til seng for at sikre sig, at hans børn havde bedt bønnen.
Efterhånden som I blev større kom den tredje søjle til. Så skulle I lære Fadervor, så I også kunne bede den.Digtet og bønnerne betegner to yderpunkter for et menneskes liv: Dette at ville livet, at sætte sine kræfter ind på det, gøre sin pligt, investere sin lyst og engergi og gøre en indsats.Det er er det ene yderpunkt. Det andet står aftenbønnen og Fadervor for.Dette at erkende, at samtidig med at meget er overladt til vore kræfter, så lever vi dog båret oppe af en magt, der større end os. Så findes der dog et sted at ty hen med det, der gør ondt og det, der gør os bange. Der findes en Gud, som er vor Far i himlen og som vi kan rette vore bønner og vort håb og længsel imod.
Mellem disse yderpunkter - det at ville og skulle selv og det at være i Guds hånd - dér lever et menneske sit liv. Albert gav disse søjler videre til jer.

I dag vil vi så om lidt give videre til ham, hvad han gav jer. Ude ved graven vil vi synge aftenbønnen sammen. Og vi vil sige Fadervor for Albert og for os selv. I tillid til, at når vi dør, så står Guds søjler tilbage. Så bærer bønnen os ind til Gud.Så gælder stadig, at der findes en magt, der større end os. En kærlighedens magt, der kan kalde livet frem af det, der er dødt.En håbets magt, der kan trøste dem, der sørger og savner. En troens magt, der ved Jesu opstandelse fra de døde har tændt lys for os i dødens mørke. Til den magt, til Gud vor himmelske fars kærlighedsmagt, vil vi i dag overgive Albert.
I taknemmelighed over hvad han gav os.
Som ægtemand.
Som far, som svigerfar, som farfar, som morfar, som ven, som Albert.
Albert efterlader sig et stort tomrum. Han vil blive husket længe.
Måske går det sådan, at der en dag om måske mange år sidder andre gråhårede mænd på bænken ved fjorden i Valsted og holder byting.

Og mon ikke at de til den tid stadig vil kunne fortælle stort og småt om Albert Severinsen, som boede lige dér på gården midt i byen, henne ved klubhuset?

Jeg tror det.                      

Æret være Alberts minde.                      Amen.