Al begyndelse er svær - det gælder bestemt også hifi. Vi har vel alle på et eller andet tidspunkt været uvidende og brugt en masse penge på overflødige "forbedringer" eller flotte lys der blinkede.

Jeg har aldrig ført dagbog, men alligevel kan jeg i kronologisk orden gøre rede for alle mine investeringer i diverse hifi-udstyr, såvel de fornuftige som de mindre kloge. Denne lange udredning kan måske forhindre en eller anden i at gøre de samme fejl som jeg gjorde. En anden grund til at skrive den er for min egen skyld. Det er dejligt nostalgisk at tænke tilbage på dengang da hifi og teknik var nogt nyt og duften af nye apparater var til at blive høj af. Samtidig viser historien noget om, hvor svært det er at se ud i fremtiden. Hvis nogen den gang havde fortalt mig at jeg på et tidspunkt ville have anlæg med samme værdi som et par familiebiler, ja så havde jeg bestemt ikke troet dem.

Vi skal tilbage til slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne. Mine forældre var nok ikke på højde med udviklingen hvad musik og anlæg angik. Måske var det også et spørgsmål om tid og priorietering, for både jeg og min bror skulle have masser af mad samt tøj på kroppen. Men noget der kunne frembringe lyde var der da. I min tidlige barndom husker jeg et kæmpe skrummel - et såkaldt "radiomøbel". I toppen kunne man lukke op til en super smart pladespiller der selv skiftede mellem en stor stak plader. De blev placeret på en lang stang og faldt så efterhånden ned på pladetallerkenen. Et fantastisk apparat på det tidspunkt og så fyldte hele molevitten lige så meget som et par JBL studiemonitors!

Musikken den gang var primært børnesange eller "Inge Aasted fortæller" i radioen. Jeg sad med hovedet helt inde i højttalere, for skrue op - nej det kunne der ikke blive tale om. Det "larmede"! Om søndagen blev der spillet Raquel Rastenni eller Josephine Baker på den fine pladespiller. "Aldrig om Søndagen" blev vist nok slidt op på et tidspunkt.

Interessen opdages

Min interesse for elektronik eller mekanik begyndte sådan set for mange år siden. Allerede tilbage i drengeårene (60'erne) gik jeg meget op i mekaniske byggesæt. Jo flere tandhjul og underlige bevægelige dingenoter desto bedre. Senere kom så interessen for elmotorer og elektriske tog. Alt skulle selvfølgelig skilles ad eller laves om. Jeg kunne ikke nøjes med at køre med toget - nej der skulle også eksperimentes med sølvpapir på skinnerne og andre mærkelige ting. Dernæst kom turen til den lille trafo som fulgte med. Et af forsøgene gik ud på at forbinde en tynd ledning mellem polerne og langsom skrue op. Før eller senere lugtede det af brændt plastic og til sidst glødede det meget pænt. Med en lidt længere ledning og et søm kunne man lave en fin elektromagnet. Et andet forsøg var fremstilling af ilt og brint ved at sænke elektroder ned i en svag saltsyreopløsning og sætte spænding på. Det stank i hele huset og har sikkert været yderst farligt.

Vi er nu kommet fremt til midten af 60'erne hvor jeg var omkring 10 år gammel. På dette tidspunkt var hifi noget helt utænkeligt - ja jeg vidste slet ikke hvad det var.

Vi flyttede til Amager og i den nye skole stødte jeg på noget helt fantastisk - en spolebåndoptager! Ved sjældne lejligheder fandt vores lærer en stor 4 spors Tandberg maskine frem fra skabet. Vi hørte kedelige sproglektioner, foredrag eller hørespil. I musik- og sangtimerne hørte vi også musik, men mest fra på plader. Der var gode gamle engelske drikkeviser og lignende slagere. Et par gange fik vi lov til selv at tage plader med, d.v.s. sådan nogle havde jeg slet ikke. Vi hørte så Bee-Gees med "I started a Joke" og Credence Clearwater Revival med "Up around the Bend". Beatles var selvfølgelig også populære.

Senere dukkede der små transportable cassettebåndoptagere op. De vejede flere kg og slugte batterier som slik. Jeg husker tydeligt en af mine klassekammerater; Bent, som hele tiden spillede Deep Purple. Selvfølgelig ikke i timerne, for det var strengt forbudt, men i frikvartererne fik den hele armen. Fra en lille 2" højttaler fyldte "Smoke on the Water" klasselokalet. Andre favoritter var Rolling Stones og Black Sabbath.

På hjemmefronten var der stadig ikke den store musikinteresse, men det kæmpe skrummel var nu udskiftet med en lidt mindre af slagsen og en ny padespiller blev primært anvendt til 78'ere og ganske få LP'er.

På et tidspunkt (jeg husker ikke præcis hvornår) fik jeg en meget gammel og lettere defekt transistorradio af min far. Den kunne spille musik, hvilket var noget af et vidunder. Alligevel gik drømmene i retning af en spolebåndoptager lige som den John havde. John var en af mine klassekammerater og til en fest havde han medbragt en fantastisk stor SONY 4 spors båndoptager - mono selvfølgelig. Ingen havde råd til stereo på det tidpunkt eller også var det fordi ingen sådan rigtigt vidste hvad det var. Der var rigtige bas og diskantkontroller på vidunderet og så kunne den køre med 2 hastigheder 9,5 og 19 cm. sek. Især det sidste så meget "fedt" ud. Når der blev spillet højt vibrerede hele det solide metal og trækabinet og man følte tydeligt at der var hele 8 W til rådighed. Denne båndoptager gjorde stor lykke ved mange klassefester.

Der hjemme måtte jeg stadig nøjes med min transistorradio. Penge tjente jeg ikke og tingene kom jo ikke af sig selv. Men så en dag oprandt det store øjeblik - jeg skulle konfirmeres! Men alle kammeraterne ønskede sig knallerter og cassettebåndoptagere så var mit eneste ønske helt klart: EN TANDBERG ELLER PHILIPS 4-SPORS SPOLEBÅNDOPTAGER. På det tidspunkt var der dog mange andre ting at bruge penge til. Jeg skulle have fint nyt tøj. Min far insisterede på at jeg fik en fin blå blazer. Den kostede det halve af en båndoptager og så blev den kun brugt den ene dag! Siden fik den lov til at hænge i skabet indtil den blev smidt væk. Her kan man afgjort tale om en fejlinvestering.

Dagen oprandt og familien kom på besøg. Der var fine gaver - også en del overflødige. Bøger og tøj, et flot dykkerur fra mine forældre. En kuglepen fra naboen og fine guld manchetknapper fra en onkel som var guldsmed. Alene manche- knapperne kunne have betalt for en båndoptager, men hvem ville være utaknemmelig. Senere skulle de dog vise sig at være til god gavn.

Penge kom der også. Hele 780.- kr. blev det til. En formue den gang i 1969. Desværre var det langt fra nok. Den store drøm kostede et pænt stykke over 1.000,- kr. Min tilværelse sank i grus og alt håb var ude. Her trådte far til. Han havde "sine forbindelser" og skulle nok skaffe mig den båndoptager. En dag jeg kom hjem fra skole stod den der så. En Philips 4-spors mono med indbygget 2W forstærker og oval fuldtonehøjttaler og medfølgende mikrofon. Det var ikke helt den jeg havde ønsket mig, men alligevel stod dette nymodens glitrende plastic-duftende vidunder som noget helt specielt for mig. Her kan jeg passende indsparke en fodnote. Vraget af denne min første båndoptager røg til forbrændingen her forleden dag, hvilket vil sige at jeg har klynget mig til mit første mekaniske musikbekendtskab i ca. 27 år. Det er dog mange år siden den har virket.

Der var et væsenligt problem denne vigtige dag. Min far nægtede kategorisk at jeg så meget som rørte ved den meget dyre mekaniske lydfrembringer, før jeg havde læst og forstået brugsanvisningen. I dag står jeg totalt uforstående over for denne holdning. Brugsanvisninger læses kun,  hvis man køber B&O eller andet uforståeligt isenkram (som f.eks. Mark Levinson eller de største surround-receivere).

Med rystende hændr måtte jeg således slå røven i sædet og bladre i de glittede sider med sort/hvide billeder. Langt om længe blev "dyret" så flyttet fra dagligstuen til det værelse jeg delte med min bror. Min far forklarede kort hvorledes knapperne fungerede (som om jeg ikke kunne læse indenad) og højtideligt blev et fint bånd monteret ned omkring båndstyr og tonehoveder. Med et lydeligt klang blev play knappen trykket ned og spolerne drejede rundt. Kun med 9,5 cm/sek. for der var kun denne ene hastighed.

Hele dagen gik med at optage via mikrofonen. Vi legede på skift radiorapporter og mine forældre og to brødre var villige ofre, selv om det var begrænset hvor meget min mindste bror kunne sige på det tidspunkt - han var ca. 4 år. Jeg ville ønske jeg havde gemt disse optagelser, men desværre blev det hele slettet igen.

Optagelser fra den førnævnte transistorradio skete også via mikrofonen som blev stukket helt i i højttaleren. Døren blev lukket og alle fik besked på at holde kæft. Atmosfæriske forstyrrelser gjorde det meget problematisk og stationerne drev hele tiden, så der konstant skulle korrigeres. Alligevel kom dansktoppen med Gert Kruse, Anette Klngenberg og John Mogensen igennem og ind på båndet. Kvaliteten var ikke fantastisk, men det gik. Faktisk fik jeg i løbet af et par dage en hel times "musik". Utallige var de gange jeg fik besked på at skrue ned for larmen. Det var bestemt ikke sidste gang jeg hørte den kommando.

I lang tid foregik optagelserne på denne måde. Mikrofonen var i min begrebsverden den eneste mulige måde at optage på. Jeg blev en hel del klogere en dag da jeg besøgte Finn. Finn var min kammerat i blokken overfor. Han havde hele 2 spolebåndoptagere. Begge Tandberg, men den ene noget nyere. Ved at stå i kø næsten 16 timer havde han fået den nye til kun 200,- kr. Vi skulle nu høre top 10 med Jørgen Mylius (dengang hed han ikke "de"). Så snart der var trykket på optageknappen holdt jeg høfligt kæft, men Finn snakkede lystigt videre. "Kommer det ikke med på optagelsen" spurgte jeg forundret. Finn havde kun latter til overs for et så dumt spørgsmål "Nej signalet går da gennem DIN-kablet!". Din, min, vores ....? Jeg fattede ikke en brik. Hvordan kunne musikken gå gennem et kabel?

Jeg investerede straks en del af mine sparepenge i et tilsvarende 5 polet DIN-kabel. En passende bøsning fadtes mirakløst på både Philips båndoptager og den nu udskiftede og lidt bedre transistorradio. Fantastisk! Optagelserne kunne ske helt uden bilyde og mine brødre kunne uden at komme med på båndet lege med biler eller foretage sig andre larmende ting. Når man tænker tilbage, er det forunderligt, at der skulle så lidt til at blive begejstret.

Begejstringen holdt nu ikke så længe. Den faste week-end forlystelse var at hente brochurer i læssevis hos de lokale radioforhandlere. De blev stillet en masse dumme spørgsmål og hver gang blev jeg en lille smule klogere. Stereo var nu noget man talte om og apparaterne stod da også i forretningerne. Men min gamle Philips var stadig mono. Den var dog 4-spors og en lille omskifter tillod at spille to spor oven i hinanden. Denne funktion var for at kunne afspille stereobånd i mono, men jeg mente nu nok man forholdsvis nemt kunne bygge skidtet om så det kunne spille rigtigt stereo. Mine begreber om elektronik var mildt sagt begrænsede. Det kunne da kun være et spørgsmål om at skifte tonehovedet og så sætte en ekstra højttaler i? Et kig ind i apparatet viste dog noget andet. Der sad en masse uforståelige ting og sager, som jeg bestemt ikke skulle pille ved.

En løsning var der dog. På bagsiden var der en højttalerudgang. I den lokale fritidsklub, hvor jeg kom efter skole baksede jeg et lille kasse sammen og monterede en fuldtone højttaler fra et gammelt fjernsyn. Lyden fra dette primitive system var langt bedre end den indbyggede højttaler og hvis man lod dem begge to spille samtidig så lød det næsten som stereo!

Senere var jeg så heldig at vinde en tegnekonkurrence i skolen og præmien var et gavekort til Fona. Beløbet var på 35,- kr, hvilket svarede til prisen på en LP. Jeg lagde selv 15 kroner til og købte en fin lille højttaler i plastikfineret kabinet og med volumekontrol på siden. Den lød da udmærket, men ikke så godt som den jeg selv havde lavet. Hermed var det så konstateret at der var forskel på højttalere, samt at man selv kunne lave dem billigere og bedre. En erfaring der kunne bygges videre på.

Desværre var min Philips knap så trofast, flere gange skulle den ind til reparation. En enkelt gang tog det næsten 2 måneder før den kom tilbage og regningen lød på næsten 200 kr. Som avisdreng (søndag morgen kl. 05.00) var min ugeløn 30,-, hvoraf de 15,- gik til opsparing. Da der også skulle være råd til lidt fornøjelser samt det ugentlige tegneseriemagasin kunne det ikke rigtigt hænge sammen. Igen måtte mine forældre træde hjælpende til og den kære båndoptager kom tilbage på hylden.

I mange år var den således min eneste mulighed for at høre de kendte slagere. Den blev slæbt med hos venner og bekendte samt i fritidsklubben hvor der var plader som kunne kopieres. Efterhånden voksede min båndsamling til ca. 10 stk., hver med 4 timers musik.

Samtidig med at min skolegang afsluttede (1972) flyttede hele familien til Ishøj. Dengang en noget øde og ikke særligt udbygget forstadskommune. Jeg kom desværre ikke i Gymnasiet, så min far forlangte, at jeg fik mig noget arbejde. Efter et meget kortvarigt og mildt sagt forfærdeligt bekendtskab med slagteribranchen fik jeg job hos et firma der solgte og fremstillede rengøringsartikler. Selv om den følgende lille episode ikke umiddelbart har meget med hifi eller musik at gøre, skulle det vise sig at få betydning for mine fremtidige investeringer.

Kort fortalt betød dette selvfølgelig, at min fødselsdag blev tilbragt på Glostrup hospital, som også blev mit opholdssted de næste 2 måneder.

Når man således ligger fladt i en sygeseng sparer man en masse penge på både mad, tøjvask og andre daglige udgifter. Samtidig fik jeg en pæn erstatning for "svie og smerte" samt sygedagpenge. Efter hospitalsopholdet var der 4 måneders genoptræning og masser af tid til at bruge de mange penge.

På hospitalet havde jeg blandt andet brugt tiden til at bladre i de brochurer mine forældre godvilligt havde samlet sammen. FONA udgav en kæmpe stor brochure i Berlingske format, hvor næsten alt på markedet (troede jeg) var stillet op i en overskuelig skemaform. Data og priser blev flittigt sammenlignet og 2 x 22 W var helt afgjort bedre end 2 x 20 W. Efter dette princip fik de mange penge hurtigt ben at gå på. Da dagen for "løsladelse" endelig oprandt, kom jeg dog hurtigt ned på jorden igen.

Jeg måtte sande at en 17 årig ung knægt ikke sådan uden videre bare kan bruge løs af sine egne penge så længe han stadig bor hjemme. Der blev stillet krav om nogle fornuftige investeringer i f.eks. tøj, en stol og reoler til mit værelse. Modvilligt måtte jeg sande det kloge i denne beslutning, men der var dog stadig penge nok til overs til køb af en B&O reciever samt et sæt højttalere.

Igen var det min far der blev sendt i byen. Denne gang var hans "forbindelse" en lille radiohandler i Søborg. Efter udførlige instrukser blev han sendt i byen efter min første investering i 2-kanals musik gengivelse. På trods af dette lykkedes det på en eller anden forunderlig måde forhandleren at prakke min far noget helt andet på, end det jeg havde i tankerne. Den fine nye B&O reciever blev erstattet af forrige års model en Beomaster 1000 samt 2 meget små B&O højttalere. Nødtvungent gik jeg med til at beholde recieveren, men højttalerne var dog for ringe. Det endte med at mine forældre overtog de små B&O kasser (som de stadig anvender i dag - 30 år efter!). Dagen efter dukkede der så to KÆMPE store ITT højttalere op. Højttalerne var 2-vejs med en 2" cone diskant og en 6" bas og fastmonteret 4 meter ledning. Der var tale om et lukket kabinet med en volume på ca. 5 liter, men i mine forældres øjne var der tale om en alt for stor højttaler. Alligevel var de meget langt fra den kaliber jeg oprindeligt havde tænkt mig. Jeg måtte nødtvungent gå med til de "STORE" ITT højttalere.

Samtidig med dette kæmpe spring ind i musikverdens elitedivision overtog jeg mine forældres gamle pladespiller. Den jeg som dreng havde spiller Louis Armstrong 78'ere på. Nu kunne jeg sammensætte et komplet anlæg med radio, båndoptager og pladespiller, hvor kun den førstnævnte var i stereo.

Beomaster 1000 var efter min standard en voldsom kraftig forstærker. Manualen (som jeg stadig har) giver følende data:

De to "kæmpe" højttaler blev placeret på hver si krog højt oppe under loftet, næsten ude i hjørnet. Der var godt med skub på og når såvel bas som diskant fik et højredrej blev det hele bedre. I forhold til den gamle spolebåndoptager var der tale om et kæmpe skridt fremad. Pladerne lød dog meget tyndt og skrattende i forhold til radio, og kvaliteten - eller den manglende ditto - fra mine gamle spolebånd blev nu afsløret.

Et aften var der "Top 20" i radioen. Det blev sendt meget sent omkring kl. 23.00. Jørgen hed stadig kun Mylius til efternavn, men musikken var nu af en lidt anden slags. Tidens store hit var Pink Floyds Dark Side of the Moon.

Jeg lå i min seng og de to "store" højttalere var placeret på hver sin side af mit hoved, som et par forvoksede hovedtelefoner. Jeg måtte jo ikke spille højt, så løsningen var ideel. Det var så der gik kuldegysninger gennem min krop. I takt med at Pink Floyds musik blev mere og mere vild, og de specielle lydeffekter farede fra den ene kanal til den anden lige gennem mit hoved. Jeg var totalt overvældet og min forbløffelse og undren var total. Selv om der ikke var PC´er den gang så forsvandt jeg ind i Virtual Reality, hvor alt havde noget med lyd og billeder at gøre. Billederne kom helt af sig selv i 12 dimensioner og med fantastiske farver. For en ordens skyld kan jeg tilføje, at jeg ikke var på stoffer - faktisk hverken røg eller drak jeg. Efter denne oplevelse havde jeg meget svært ved at falde i søvn og min interesse for stereo var røget direkte i blodet.

Efterhånden indgik min Beomaster 1000 i dagligdagen og den blev mere "normal". Dette syndrom skulle jeg komme til at opleve mange gange. Vi har nok alle følt hvordan et fantastisk nyt apparat efter et stykke tid mister lidt af det frække og snart kigger man sig om efter mere nyt legetøj.

Litteraturens indtog

Vi skriver 1973. 17 år gammel startede jeg som elev hos F.L.Smith & Co. En af de ældre og mere erfarne kolleger fortalte mig om "Populær Elektronik" et blad som jeg ikke kendte. En overgang købte jeg "Populær Mekanik", der skrev om modelfly, tog og den slags samt "Populær Radio og TV" som på et meget lavt plan skrev om elektronik og en lille smule om hifi. Nu kom så Populær Elektronik til og så småt fik jeg lidt mere indsigt i den tekniske side af sagen. Samtidig kunne jeg læse om hifi-produkter jeg ikke før anede eksisterede.

Mange små konstruktioner blev strikket sammen hjemme på værelset. Små tonegeneratorer, lattermaskiner og blinkende lamper var nemme nok at fremstille. På et tidspunkt skulle jeg også forsøge mig lidt indenfor højttalerteknologi. Jeg havde læst om båndhøjttalere (DECCA) og fluks tog jeg et stykke staniol og en stor hesteskomagnet. Konstruktionen blev sat til min stakkels B&O (impedans ca. 0 ohm) og den spillede skam helt fortrintligt, omend der selvfølgelig ikke var meget bas. Med en 20-30 viklinger omkring en kræmmerhuslignede højttalermembran fik jeg også lavet en lille dynamisk højttaler der spillede på bordet. Disse små eksperimenter var på ingen måde seriøse, men de gav en umiddelbar forståelse for hvordan tingene fungerede. Senere gik jeg så til elektronik på aftenskolen. Jeg byggede (prøvede på at bygge) en DNL - forløberen for DOLBY. For de uvidende kan jeg fortælle, at det var en Dynamic Noise Limiter. Konceptet var oprindeligt udviklet af Philips og skulle give ca. 6 dB forbedring af S/N på cassettebåndoptagere. Det var meget tiltrængt, for dengang lå S/N på omkring 45 dB, de bedste kom helt oppe omkring 48 dB.

Den førnævnte DNL gav mig en hel del problemer. Printlayout kom fra et Josty-kit og al elektroniken var selvfølgelig diskret med ægte transistorer (IC'er var ikke opfundet). Desværre havde hverken jeg eller læreren taget højde for, at mit printlay-out var i forholdet 1:2, hvilket betød at der var meget begrænset plads til komponenterne. Samtidig var gain gennem kredsløbet mindre end 1 og udgangsimpedansen ultrahøj. Et færdigt byggesæt fra Josty-kit kom ind som den anden kanal og virkede noget bedre. Problemer var der dog stadig og efter en opringning til Populær Elektronik blev jeg ikke meget klogere. De var dog meget hjælpsomme og forklarede noget om impedanser og mistilpasning. En "emitterfølger" kunne klare opgaven og var meget simpel at lave. Jeg var blot et stort spørgsmålstegn og projektet gik i glemmebogen.

Mine eksperimenter med elektronisk støjbegrænsning var dog ikke slut. Senere kastede jeg mig ud i et ekspander/ kompanderkedsløb inspireret af DBX. Byggebeskrivelsen fandt jeg i et engelsk elektronikblad. I modsætning til min DNL kom denne til at virke (næsten). Støjen blev dæmpet med ca. 20 dB, men samtidig var der tydelige bieffekter i form af pumpelyde og underlige niveausving. Mine eksperimenter ud i støjdæmpning blev løst ved købet af en mindre TEAC dolby-B enhed.

Men nu har jeg foregrebet begivenhederens gang og springer fluks tilbage til tiden før mine elektroniske byggesæt og problemer med samme.

Cassettebånd

Som omtalt tidligere gjorde cassetterne sit indtog i 60'erne. Nu var de også kommet som stationære maskiner i stereo. Igen måtte jeg gå på kompromis. Helt afgjort ville jeg meget gerne have en af de dyre TEAC, der som noget helt nyt havde indført DOLBY B. De var dog slet ikke til at betale. Min økonomi blev noget forbedret da jeg solgte mit elektriske tog og flere hundrede skinner. Efter en hektisk brochurejagt og sammenligning af data og "test" i bladene kom jeg frem til den næsten nye AKAI GXC40D. Så vidt jeg husker, var prisen omkring 1.800,-, men den var på tilbud til ca. 1.200,-.

Igen blev selve købet overladt til min far. Maskinen var fantastisk, for nu kunne jeg optage fra radioen i stereo.Desværre måtte jeg sande, at fine brochurer og test i bladene ikke var ensbetydende med at et apparat levede op til mine forventninger. Det var første (men absolut ikke sidste) gang jeg gjorde denne erfaring.

Den nye AKAI virkede skam meget fint i første omgang, men den SUUUUSSSSSSSSTE! Signal Støj forholdet var hele 48 dB. Med de meget specielle (dengang) crom-bånd kom man op på 50 dB. Derfor gik jeg igang med de førnævnte støjreduktionskredsløb.

Helt galt gik det dog da båndoptageren først begyndte at forvrænge alvorlig og slet ikke kunne køre stabilt. Et ophold på værkstedet var ikke

I mellemtiden var mine forældres bedagede pladespiller også blevet udskiftet. For hele 800,- kr. var der blevet råd til en Rank Arena (Garrad) med en SHURE M75 MB II pickup. Den bød på fuld automatik og en 22 cm. stor pladetallerken, der blev drevet af en synkronmotor og mellemhjul. Kvaliteten var flere klasser over den gamle pladespiller og jeg kunne nu for alvor begynde at investere i de sorte skiver. Min første plade var Walkers første LP, senere købte jeg en T-Rex opsamlingsplade og en Golden Greatest hit compilation. Årstallet har været 1974/75.

Mekanik i en pladespiler er måske meget godt, men efter at have vendt bunden i vejret på den og set de mange tandhjul, stænger og andre ting og sager som armen skulle slæbe rundt på var der kun een udvej. Ud med skidtet. En pænt bunke fjedre og andre metalgenstande blev til overs efter det kirurgiske indgreb og nu var pladespilleren 100% manuel. Mine forældre blev vildt oprørte. Jeg kunne da ikke ødelægge min pladespiller på den måde - den skulle sættes sammen igen. Jeg nægtede at gøre pladespilleren dårligere igen, og faktisk så kunne jeg heller ikke samle den igen. Hovedrystende accepterede mine forældre disse vandalistiske tendenser.

På et tidspunkt forsvandt lyden i den ene kanal fra min nu lettere modficerede pladespiller. Efter en undersøgelse faldt skylden på den fine SHURE pick-up. I Populær Elektronik havde jeg læst om en ny japansk NAGAOKA pick-up til kun 195,-. Den var billig men skiltede med fantastiske data. Min far tog forbi forretningen og hentede den med hjem. Skuffelsen var dog stor, da jeg konstaterede, at den nye pick-up også kun spillede i den ene kanal. Fejlen måtte altså være et andet sted. Systematisk søgen ledte frem til et brud på kablet ved det ene phono-stik. Med noget besvær lykkedes det mig at lodde kablet (det var første gang jeg prøve sådan noget). Resultatet var nu lyd i begge kanaler med begge pick-uper. Herefter stod der så kun tilbage at konstatere, hvor stor forskel der egentlig var på dem. Den nye og billige var meget sprød og noget tynd i lyden, mens den "gamle" SHURE spillede mere afbalanceret og med bedre niveau i bassen. Igen måtte jeg konstatere, at data på et stykke papir ikke siger alt om kvaliteten.

Tiden gik og mine krav til lydkvaliteten steg. Systematisk gik jeg runder i Københavns store hifi-templer. Lørdag formiddag var fast sat af til besøg hos Audioscan, Dansk Audioteknik, Bristol, KT-Radio og andre af de større forretninger. På det her tidspunkt oprettede 3-Falke Radio en slags "klub" hvor der blev holdt demoaftener eller mindre udstillinger. På et tidspunkt var der også en større udstilling (arrangeret af SONY) i Odd-Fellow palæet. Endelig var der også hifi 74 udstillingen i Falkoner Centeret - en uforglemmelig oplevelse med kunsthovedstereofoni fra Sennheiser og verdens første direkte trukne pladespiller fra Technics. Quadrofoni blev også lanceret på denne udstilling.

Bristol Radio på Strøget arrangerede et par demo aftener med Audio Research, Cotter og Goldmund udstyr. Alt sammen udstyr i den helt uopnåelige ende, men alligevel var lyden langt fra tilfredsstillende. Igen måtte jeg konstatere, at når man sammensætter forkert udstyr så går det galt. I dette tilfælde var det nogle uhyre tungtdrevne franske højttalere (ca. 80 dB/1W) og en alt for lille klasse A rørforstærker fra Audio Research. I en stor teatersal med ca. 100 mennesker gik det helt galt. Lyset i forstærkeren blinkede i takt til musikken, som dog aldrig nåede ud over 3. række. På vej ud kom jeg i snak med et par noget ældre hifi-"nødder". Den ene havde lige investeret i et sæt ESS højttalere til ca. 40.000,- kr. Jeg blev chokeret og følte mig meget lille. Mit beskedne anlæg kostede kun en brøkdel af hans højttalere. Skyndsomt trak jeg mig ud af samtalen. Godt nok vidste jeg en del, men alt min viden stammede fra brochurer, demo i forretninger eller arrangementer som det netop afsluttede.

På mine ture rundt i byens forretninger var det allerbedste når man kunne lokke ekspedienterne ud hvor de ikke kunne bunde. Mit yndlingsspørgsmål var "Hvad er dæmpningsfaktoren?". De fleste lignede et stort spørgsmåltegn, andre bladrede forvirret i stakkevis af brochurer. Jeg husker specielt een som meget overbevisende fortalte en historie om de specielle fødder på apparatet som sikrede en god dæmpningsfaktor således at det stod helt fast på hylden.

Hvis der havde været en rigtig god hifi-mand mellem de mange jeg generede ville han hurtigt have gennemskuet mit spørgsmål og ledt mig i den rigtige retning. Reelt set skulle jeg jo blot oplyses om, at data ikke siger noget om god lyd og derefter placeres i en stol og lytte. Havde jeg mødt en sådan ekspedient ville mine vildfarelser sikkert have kostet mindre, men nu var der ingen vej uden om. Lærepenge er dyre.

I lang tid måtte jeg nøjes med at fantasere om alle de spændende produkter og lydarrangementer blev slugt med hud og hår. Store planer blev lagt for fremtiden. Desværre var det en uoverstigelig hindring: Så længe jeg boede hjemme var større 

højttalere og mere effekt aldeles utænkeligt. En anden hindring var pengene, men med tålmodighed og korrekt prioritering skulle det nok lykkedes. Mine kammerater investerede i dyre knallerter eller biler, de røg og drak og gik i byen hver week-end. Jeg fik da også tid til at more mig, men da der hverken skulle betales for tobak, benzin eller vægtafgift, kunne pengene investeres i andre ting

På trods af mine modifikationer af den lille Rank Arena grammofon var der stadig problemer. Remdrev var sagen og pladetallerkenen skulle selvfølgelig ikke være 22 cm men 30 cm i diameter. Min nye pladespiller blev en Micro MR-322 med s-formet arm og Micropick-up med eliptisk nål! Da jeg fik den hjem manglede der tilsyneladende en drivrem og et fortvivlet opkald til Audioscan lærte mig, at man måske skulle læse manualen, inden man gik igang. Remmen sad nydeligt på indersiden af pladetallerkenen!

Da det hele var oppe og køre blev den gamle pladespiller foræret til mine forældre (som stadig krævede mekanikken reinstalleret). Nu flød så musikken fra de små ITT højttalere, som den aldrig tidligere havde gjort. Dengang var pladespilleren den primære musikkilde og med Microen var jeg virkelig godt kørende. Der blev investret i en hel del plader på det tidspunkt.

Efter de obligatoriske 3 år var jeg udlært hos F.L. Smith og min løn steg betragteligt. Jeg var bestemt ikke millionær, men så længe jeg boede hjemme var udgifterne heller ikke så store. Der blev sparet op til den dag jeg skulle flytte hjemmefra.

Endelig fik jeg min egen lille lejlighed. 35 m2 i Vallensbæk i noget skrækkeligt betonbyggeri. Køkkenet fyldte den ene ende af stuen og der var begrænset med plads. I forhold til mit lille kammer var det dog store forhold. Nu skulle der investeres i noget ordentligt hifi!

På trods af øgede udgifter til en masse overflødige dagligdags ting som mad, tøj, forsikringer, TV-licens og strøm, blev der råd til en "låne-opsparing". Som ung ny kunde var det ikke muligt at låne, specielt ikke til hifi. Men hvis man kunne spare sammen i et år, kunne man uden sikkerhed låne op til 3 gange det opsparede.

Min erfaring med højttalerselvbyg var ikke særlig stort på daværende tidspunkt. Primært var det boglig viden, og specielt om Custom 50 havde jeg læst en mængde artikler og tests. Den stod også på min liste over højttalere, jeg muligvis ville investere i. For de der ikke kan huske så langt tilbage (midten af 70'erne) kan det oplyses, at Custom 50 var et 3-vejs system med 10" bas og tilsvarende slave. En 4" mellemtone og 1" dome diskant. Delefilteret var som på alle andre højttalere designet af Peter Holm af 1. ordens typen.

Byggeprojektet gik efter planen, helt uden problemer, og de færdige højttalere blev fragtet fra kælderen til stuen. Lyden var flot og stor, men unægteligt med en ret speciel basgengivelse. Højttalerne var kendt som en af de få der på det tidspunkt rakte helt ned i sub-wooferoktaverne (til ca. 30 HZ). Der var da heller ikke nogen tvivl om at højttalerne magtede at gengive langt ned, og det fine Pioneer udstyr spillede formidabelt. Problemet var mere karakteren af bassen. Den var mildt sagt FED og FYLDIG. Vi slog os til tåls med, at sådan skulle det sikkert lyde, og Ole blev da også glad for sit nye anlæg. Sidst jeg talte med ham (ca. 8 år siden) havde han stadig det samme system (med en ny cassette båndoptager), og ville bestemt ikke lave om på det. Bassen var dog ikke helt efter min smag, og i dag ved jeg at slavebas systemer kan have (altid har?) en blød og ikke specielt hurtig bas.

Vi nærmer os nu 1977 og endnu et hifi-blad er dukket op på scenen. High Fidelity udgør sammen med enkelte engelsksprogede og ind imellem et tysk blad mine reference-publikationer. Her læser jeg bl.a. om at en Hr. Ole Eriksen har startet noget der hedder Københavns hifi-klub. Det annoncerede møde afholdes hos Bjørns Radio i Glostrup og skulle omhandle Ortfon pick-uper. Jeg ringer og får nærmere oplysninger, men dukker aldrig op. Der skulle gå endnu et par år, før jeg tager mig sammen til igen at kontakte klubben.

Inden min opsparing er tilendebragt bliver der råd til at købe en ny cassettebåndoptager. Belært af erfaringerne med min kollegas Technics faldt valget på en RS 671 frontbetjent med Dolby B. Lige som med Micro pladespilleren viste det sig også her at være et godt køb. Båndoptageren fungerede til min fulde tilfredsstillelse og grundlagde en kæmpe båndsamling (ca. 400 bånd som jeg aldrig hører mere). Den gamle RS-671 blev overtaget af en kammerat for ca. 10 år siden, men så vidt jeg ved fungerer den stadig.

Endelig - dagen var kommet!

Endelig oprandt den store dag. Jeg havde sparet ca. 6.000,- kr. sammen på et år og lånte ca. 14.000,-. Med de mange penge på lommen drog jeg med min chef som chauffør af sted til AudioScan i Ryesgade. Her købte jeg en Accuphase E 202 samt to sæt Coral Monitor 100 byggesæt. Kabinetterne blev lavet hos en snedker - med finish i flot syrelakeret fyrretræ. Samtidig blev der også råd til at opgradere min pick-up til en Pickering XV 750E.

De ca. 250 liter store højttalerkabinetter fyldte så meget at vi måtte pille det ene forsæde ud af bilen. Jeg sad på bagsædet og holdt det andet. Efter en lang aften med skruer der drillede og kabler som ikke passede lykkedes det at få den ene højttaler færdig og der kom lyd igennem - MASSER AF LYD! 100 rigtige Watt og en følsomhed på 93 dB skal give høje lydtryk. Dagen efter var den anden højttaler færdig og herefter kunne det konstateres at der er meget langt fra 2 små ITT højttalere og en gammel B&O til udstyr af denne kaliber. Forstærkeren var tilsyneladende uudtømmelig. De 2 VU-metre på fronten kunne dæmpes hhv. 10 og 20 dB, og derfor vise fuldt udslag for 1, 10 eller 100W. Bare 1W med de langt mere følsomme højttalere (og meget større) fyldte hele stuen. Bassen var ligeledes stor og mellemtone stod flot med god opløsning. Diskanten var jeg dog ikke helt tilfreds med. Det lille horn var lidt skarpt og der blev derfor skruet en hel del ned på kontrollen der prydede fronten.

Det skal ikke skjules at jeg var meget tilfreds med mine investeringer, især den flotte Accuphase forstærker besad et væld af spændende funktioner og sidst men ikke mindst var den utroligt flot. Mine krav til hifi på det tidspunkt var ikke så store. Begreber som dybde, perspektiv, definition og luft var helt ukendt. Det skulle blot kunne spille højt og der skulle være bas. På trods af denne anskuelse kunne jeg dog aldrig drømme om at investere i de højtspillende Cervin Vega eller Jamo - hertil var min kritiske sans dog for veludviklet.

Forskel på pladespillere?

Omkring dette tidspunkt var pladespillere det helt store samtaleemne. I hifi-bladene diskuterede man remdrevet kontra direkte drev - digitallyd var kun noget man eksperimentrede med på i lydstudier og andre steder.

Det hele begyndte med Linn LP12 og det faktum at der faktisk kunne høres forskel på pladespillere. Der kom hurtigt andre mærker til med samme produktfilosofi, f.eks. kan nævnes Ariston og FONS samt selvfølgelig REGA. Da min MICRO var moden til udskiftning, kiggede jeg mig om på markedet. Et alternativ til de førnævnte remdrevne og meget simple typer var de direkte drevne, f.eks. Technics eller Kenwood havde nogle imponerende (og dyre) modeller. SENTEC, som ellers var kendt for deres forstærkerbyggesæt, leverede også en spændende sag (byggesæt), som alvorligt blev overvejet.

Sagen blev dog afgjort, da jeg kiggede ind hos Dansk Audio Teknik, der lige var flyttet til Frederiksberg Allé. I vinduet stod en let solbleget LINN LP12 som blev solgt for kun 2.200,-. Normalprisen på det tidspunkt var ca. 3.000,- så prisen var yderst rimelig. Året efter kostede LP 12 næsten det dobbelte!

Der blev investeret i det fine værk, som dog havde et par optiske skavanker, f.eks. var der en grim sort plet på pladetallerkenen og den medfølgende gummimåtte var helt deform efter at have ligget i solen. Men til prisen var der bestemt ikke noget at brokke sig over.

Hos Audioscan investerede jeg så i den helt nye etpunktsophængte Formula 4 arm og min gode gamle Pickering blev kort efter erstattet af en Stanton 681 EEE pick-up. Den tykke plademåtte blev limet på undersiden af pladetallerkenen som dæmpning og i stedet kom der tidens nye mode: en antistatisk kulfibermåtte, som hjalp i den evindelige kamp mod støv og skidt i pladerillerne. Således var jeg nu utroligt godt kørende og kunne udvide min samling af sorte skiver.

Der var dog stadig et mindre problem. Når nu man ikke havde råd til at købe, måtte man optage pladerne. Hertil skulle der bruges en god båndoptager. Min Technics RS-671 var god, men kunne ikke helt leve op til kvaliteten fra Linn'en. En spolebåndoptager med store spoler, havde altid stået som noget helt specielt og sublimt. Nu skulle det være.

En anden ting der talte for optagelser var det faktum at jeg på min daværende arbejdsplads kørte en "pladeklub" (jeg har altid engageret mig hvor det var muligt). Her var vi ca. 15 medlemmer, som hver måned systematisk afholdt en afstemning blandt 25-30 plader. Herefter blev der indkøbt de 10-12 som fik flest stemmer. Prisen på pladerne var yderst beskeden idet en kollega havde kontakt til en steward der ugentligt tog til New York. I Danmark kostede pladerne den gang 38,- kr., men i USA fik man næsten 2 for samme pris. Alle medlemmer betalte et beskedent kontingent og efter alle havde haft pladerne blev de solgt til højest bydende.

Denne pladeklub kørte i flere år og grundlagde sådan set min plade- og båndsamling. Samtidig fik jeg indblik i en masse musik, som ellers var forblevet totalt ukendt.

Nå, men det var båndoptageren vi kom fra. Der var tre muligheder: TEAC, TANDBERG og REVOX. Egentligt ville jeg allerhelst have haft den store TECHNICS RS-1500US med den nærmest geniale "Isolated Loop" båndføring. Højst sandsynligt et af de mekanisk bedste og meste stabile spolebåndoptagere der nogen sinde er bygget. Efter sigende skulle elektronikken ikke have levet ikke helt op til den mekaniske perfektion. Desværre var den prismæssigt uden for rækkevidde (ca. 13.000,-), hvilket også var tilfældet med en helt ny kæmpemæssig (55kg) fantastisk flot model fra SONY til godt 15.000,-..

Prisen skulle holdes under omkring 7-8.000,- og herefter stod valget mellem Tandberg TB-X10 og en stor REVOX (som jeg ikke husker navnet på).

Tests af begge modeller kunne læses i Populær Elektronik. Jeg ringede ufortrødent til redaktøren Peter Holm (ham med slavehøjttalerne) og fik en lille snak. Han mente afgjort, at Tandberg var det bedste valg. En af dens fordele var cross field teknikken, som gjorde at der også kunne opnås god kvalitet ved lavere båndhastigheder.

Apropos båndhastigheder så var der 3 at vælge imellem 9,5, 19 og 38 cm sek. Da der var tale om en 4 spors model kunne der med 19 cm pr. sek. være ca. 2 timer på hver båndside - altså 4 timer i alt.

Kiggede man på båndøkonomien så det nu ikke helt så fornuftigt ud, for prisen på et stort spolebånd udgjorde ca. 80% af hvad man skulle give for 4 LP’er. Indregner man de ca. 8.000,- kr. båndoptageren kostede, ja så kunne der købes mange plader for de penge.

Men een ting var helt sikkert. En båndoptager med store spoler der drøner rundt udstråler noget helt specielt. Det virker seriøst og meget lækkert. Det samme gjorde den logiske relæstyrede betjening og de yderst kraftige motorer som kunne bringe de store metalspoler op på en forrygende hastighed.

Man hvad så med lyden? Jaaaaa...., den var ikke helt i orden - mildt sagt. Selvfølgelig virkede den. Den kunne optage og afspille og i begyndelsen synes jeg det var som det skulle være, men så kom problemerne.

Ting som perspektiv og stabilitet i lydbilledet var totalt ukendt fænomener for mig (højttalerne kunne ikke gengive sådan noget). Men jeg kunne helt klart høre, når f.eks. en sangstemme umotiveret rykkede sig fra den ene kanal til den anden, eller når jeg via hovedtelefoner fik underlige "ude af fase" lyd på alt det der skulle være mono. Kort sagt så var stabiliteten et problem.

I garantiperioden var den 28 kg store "klump" til reparation og justering 3 gange. Det foregik hos KT-Radio, hvor den var købt. 3. og sidste gang fik jeg af selveste Kund Thomsen "him self" at vide, "at jeg var gal oven i hovedet og at den båndoptager ikke fejlede noget". Samtidig præsenterede han mig for en regning på 1.200,- kr. På det tidspunkt var min Tandberg kun 8 måneder gammel og dækket af garantien. Jeg lod regningen ligge på bordet og hankede op i den tunge kasse. Bag mig hørte jeg tydeligt "... og du skal ikke sætte dine ben i min forretning mere!". Naturligt nok gik der et par år, før jeg igen vovede mig ind til KT. Uden at vide det havde de mistet en god kunde, for jeg lagde gerne omkring kr. 300,- i forretningen hver måned til spolebånd, cassettebånd, pladerensemidler og andre småting. Den omsætning kunne BRISTOL og andre forretninger nu nyde godt af.

Efter med stort besvær at have fragtet de knap 30 kg hjem med bus og tog (mine arme var 20 cm. længere efter den tur) måtte jeg konstatere, at båndoptageren nu nok var så god som den kunne blive. Senere investerede jeg i en TEAC dolby B enhed, hvilket selvfølgelig gav noget mindre støj. 100% tilfreds med min Tandberg blev jeg dog aldrig og efter ca. et år blev den solgt og udskiftet med en Nakamichi 680 cassettebåndoptager. Det tog mig ikke mange sekunder at konstater hvor meget bedre den var og jeg fortrød aldrig det skifte.

Quadrofoni?

I dag har vi Dolby Pro Logic, Dolby Digital og DTS. Den gang i midten af 70'erne hed det SQ, QS og CD4. Lyden skulle komme fra 4 højttalere og signalkilden var selvfølgelig LP’er. TEAC prøvede at lancere en 4-sport cassettebåndoptager, men den overholdt ikke Philips standard og blev forbudt.

SQ og QS byggede på fasemæssig forskelle, mens CD4 havde indbygget en højfrekvens pilottone i pladens riller.

CD4 systemet kunne udvise den største kanalseparation, men det krævede at pick-upen kunne aftaste et signal et pænt stykke over de 20 kHz. Her mange år efter kan man se tilbage og konstatere at det om ikke andet, så havde det en gevaldig positiv indflydelse på kvaliteten af pick-uperne.

Jeg skulle også prøve Quadrofoni. Jeg byttede mig til en Pioneer SQ dekoder for en kasse øl. Min gamle Beomaster 1000 og de to "STORE" ITT højttalere fungerede som bagkanaler.

Med stor spænding fik jeg fat i et par demoplader der var kodet med SQ. Her var der hvalsang og motorcykler som farede rundt i rummet. Meget imponerende, men ikke særlig meget hifi. På en enkelt af demopladerne havde de gjort det korrekt. Her var et stykke moderne amerikansk musik fra en eller anden musical optaget live i en stor sal. De bagerste kanaler gengav korrekt det store optagelokales efterklang og på en forbavsende måde fik det basgengivelsen til at virke langt mere frigjort og stor. Desværre var det en undtagelse fra reglen, for langt de fleste Quadrofoniplader var rent effektjageri. Almindelige plader afspillet over systemet blev man helt rundtosset af.

Med stort besvær fik jeg en SQ udgave af Pink Floyds Dark Side of the Moon hjem fra USA. Den blev desværre stjålet nogle år senere da jeg havde indbrud. Men her kunne man afgjort sige, at lyden fik en ny dimension. Måske skyldes det også i høj grad at produceren Allan Parson havde lavet optagelserne til 4-kanals gengivelse.

Mine eksperimenter med Quadrofoni døede dog hurtigt ud og jeg koncentrerede mig om at optimere stereogengivelsen.

Nye lokaler + selvbyg

I 1979 flyttede jeg til Ishøj, hvor jeg stadig bor. Lejligheden her var større og det samme kunne siges om lytterummet. Hele anlægget blev flyttet med - Accuphase, Linn, Coral, Tandberg og Technics samt det løse.

Som nævnt blev spolebåndoptageren skiftet ud med en Nakamichi 670, men der skete meget mere.

Næste trin der skulle prøves var en Sentec PA 8. Den var tidens store samtaleemne og den havde fået aldeles fremragende omtale i fagpressen. I High Fidelity blev den rost til skyerne.

Som nævnte tidligere havde jeg prøvet at bygge en del elektronik. Små opstillinger var funktionsdygtige, men noget "rigtigt" var det aldrig blevet til. Sentec’en skræmte mig dog ikke for næsten alt var samlet i forvejen - der skulle bare trækkes nogle kabler og skrues skruer i.

På en aften kom vidunderet til at virke og gengivelsen var noget mere homogen og sammenhængende omend noget mindre autoritativ. Især bassen var noget slankere end jeg var vant til. Min Accuphase E202 fungerede stadig som forforstærker og trak via "pre-out" den nye effektforstærker.

Forholdsvis kort tid efter læste jeg noget om nogle fæle elektrolyt kondensatorer i indgangen på Sentec’en. De kunne uden problemer fjernes. Det var dog ikke kun lytterne der blev fjernet, det samme kunne siges om et stor tykt uldtæppe der havde ligget foran højttalerne. Samtidig var forstærkeren blevet langt mere dynamisk og gennemsigtig.

Der blev eksperimenteret mere og 4 store 22.000 uF lytter fik lov til at ligge uden for kabinetter forbundet til den interne strømforsyning. Igen blev jeg klogere og fandt ud af hvor meget det betyder at have en god "stiv" strømforsyning i en effektforstærker. Den lille Sentec lød nu langt mere kraftigt en de nominelt 70W.

En anden ting jeg lærte var at færdige produkter ikke nødvendigvis er helt færdige. De kan altid gøres bedre, hvis blot man tør. Ud fra de præmisser har jeg forbedret mange apparater men også præsteret at ødelægge et par stykker. Hvor der handles der spildes!

Horn

Et af de store projekter de år var Jens Jürgensens Jeal Vox horn, som blev bragt i High Fidelity som en selvbygkonstruktion.

I første omgang blev jeg skræmt af det meget træarbejde, men et lille års tid senere var der et næsten færdigt sæt til salg. En ung fyr var løbet sur i projektet og solgte bas-, mellemtonehorn samt enheder. Det eneste der manglede var diskanterne.

For de der ikke kender (husker) Jeal Vox, kan jeg oplyse at det var et kæmpe 3-vejs system med 12" Isophon bas i et frontladet foldet horn (kraftigt inspireret af Klipsh La Scala). Mellemtonen blev klaret af en Peerles KO40 4" med et påmonteret læbehorn af træ. Toppen skulle oprindeligt være 2 stk. Isophon horndiskanter pr. side, men jeg sprang over hvor gærdet var lavest og anvendte nogle væsentligt billigere piezo-diskanter.

I første omgang blev det til et passivt delefilter med store luftspoler (som jeg møjsommeligt viklede selv). Senere kom der elektronisk filter til, men det venter vi lidt med.

Jeal Vox’erne kunne spille højt - meget højt. Med en følsomhed på ca. 102 dB for 1W kunne de vælte hele huset. Der var dog ikke meget bas. I forhold til mine "gamle" Coral Studie 100 mangleder der noget. Samtidig var der en tydelig farvning og piezo-diskanterne vil jeg slet ikke kommentere.

Der skulle prøves noget nyt og her kom så det elektroniske filter ind i billedet. Amerikanske SAE lavede et sådant med et utalt af indstillinger. Hos KT-Radio var der startet en ny mand: Per Tived. Ham kom jeg på god talefod med og vi diskuterede hifi mange gange i de år. Nu skulle der dog handles og jeg drog hjem med et SAE 2200 elektronisk delefilter.

Hvis der kunne spilles højt før så var det her uhyggeligt. Højttalerne var nominelt 4 ohm. Med Accuphasen på bassen var der altså ca. 200 W til rådighed. Toppen blev drevet af Sentec’en som gav mindst 100W i 4 ohm. På et tidspunkt blev der holdt asfaltbal hvor jeg bor. Med stort besvær blev de 2 100 kgs højttalere slæbt ud i haven og fik lov til at spille hele parkeringspladsen op. Der kom folk fra de nærliggende bebyggelser for at se hvad det var for en fest vi holdt!

Nå, men uanset elektronisk delefilter og andre småjusteringer kom mine Jeal Vox aldrig til at spille hifi. Lydtryk var meget godt, men det her var et PA-system. Der skulle afgjort ske noget nyt.

Københavns Hifi klub.

En af grundene til at der skulle ske noget nyt var en underlig klub som holdt til i Herlev. Langt om længe tog jeg mig sammen og kontaktede formanden Ole Eriksen. Efter en lille snak mødte jeg frem til mit første møde på Herlev Bibliotek.

Jeg husker ikke helt emnet for denne aften, men jeg husker klart, at der var en masse dejligt skøre mennesker som man kunne snakke hifi med. Kammeraterne der hjemme eller kolleger på arbejdet kunne man også tale med, men det her var et helt andet niveau, for nu var der pludselig nogen som var på bølgelængde. Selve klubmødet gik med såvel musik som en masse teknik og her oplevede jeg et par "hjemmelavede" højttalere der spillede væsentligt bedre end mange af de dyre i forretningerne. Midt under mødet trådte en langhåret fyr (kaldet Miller) ind i lokalet. "Jeg har fået fat i den!" afbrød han forsamlingen. Fantastisk, for første gang i Danmark, en pick-up med den helt nye Van den Hul nål! Straks blev den monteres på klubbens pladespiller og vurderet. Jo, her skete der skam noget.

I toget på vej hjem fulgtes jeg med et par stykker, der skulle samme vej. Det vi snakkede om, har sandsynligvis været det rene volapyk for de andre passagerere. De kiggede underligt på os, som om det var bomber og spionudstyr der blev diskuteret.

De nyeste emner var TIM og DIM i forstærkere samt graden af modkobling og denne evt. negative indflydelse. Kabler var også et helt nyt spændende emne. En af dem jeg fulgtes med var Claus Sørensen. Han var så vidt jeg husker med i bestyrelsen på det tidspunkt. Claus var så afgjort af den tekniske skole med en fast overbevisning om, at alt kunne måles og hvis ikke man kunne, så havde det ikke nogen betydning. Alle forstærkere lød ens og forskel på kabler var det rene volapyk og sort snak, som smarte reklamefolk havde fundet på for at lokke penge fra godtroende fjolser.

Så vidt jeg ved, har Claus stadig denne overbevisning. Hvordan og hvorfor Claus senere blev smidt ud af klubben, vender jeg tilbage til, men på det her tidspunkt var han afgjort medvirkende til min indførelse i en verden af mere seriøs selvbyg.

Tingene begyndte nu at tage fart. Med de mange nye kontakter og input fra såvel blade som gode hifi-venner, skulle der mange penge til.

Min gode ven Per Tived fra KT Radio solgte mig en forforstærker, som han selv havde været med til at udvikle sammen med Peter Allpass. Det var en high-end orienteret sag med indkapslede moduler 100% diskret opbygget. Forstærkeren indeholdt også en god RIAA del, men selvfølgelig ikke nogen tonekontroller.

Min Linn fik en ny pick-up. Dynavector Karat Ruby blev indkøbt for penge indhentet ved salg af et sæt guld manchetknapper (fra min konfirmation) der bare lå og samlede støv. En lille Dynavektor MC-step up trafo sørgede for at alle kvaliteter i pick-up’en godt og grundigt blev filtreret fra inden signalet gik ind til RIAA’en. Først senere skulle jeg finde ud af hvor vigtigt dette led var opnåelse af et ordentligt resultat. Desværre endte jeg med at sælge den lille Dynavector, da den havde nogle fæle betoninger af "s" og "t"-lyde, troede jeg. Det var dog trafoens skyld og ikke den glimrende pick-up.

Min første rigtige konstruktion

Selv om modulerne i den fine Tived forforstærker var kapslet inde, så kunne de nu godt gå i stykker. Hvad gør man så? Skiller det hele ad selvfølgelig. De fine små metalkasser var limet fast, men med lidt vold, behændighed og en god skruetrækker gik det at få dem fri. Interne var et pænt lille print med en håndfuldt transistoer samt nogle passiver komponenter. Med hjælp fra en af mine venner, som var radiomekaniker fik vi skaffet et pænt udvalg af transistorerne hjem. Vi fandt den defekt og herefter virkede det hele igen, men noget af magien var på en eller anden måde forsvundet, efter jeg havde set hvad der var i de mystiske kasser.

På det tidspunkt læste jeg en del engelske og amerikanske blade. Et af disse omtalte en RIAA del fra amerikanske PS-Audio. Det var dengang et helt nystartet firma og lavede faktisk kun RIAA-dele. I dag er de nok mest kendt for deres store strømforsyninger som koster rigtigt mange penge, men de laver stadig elektronik. I det blad hvor den lille RIAA blev testet, var de så venlige at putte diagrammet ved. Der var en ca. 10 transistorer pr. kanal og strømforsyningen blev en voldsom sag med et hav af RC-led, opbygget med næsten 100.000 uF. Claus Sørensen hjalp mig med printudlæg og freskaffelse af komponenter. Nu skulle der loddes. Dyret var AC-koblet så der skulle også nogle gode kondensatorer i udgangen. Det blev nogle metalfilm typer, selv om Claus brokkede sig og sagde at det var spild af penge - en  tantal var lige så god.

Til min store overraskelse viste det sig at den nye RIAA var lagt bedre end min Tived. Der var simpelthen mere hul og dynamik igennem den. Næste trin blev så naturligt nok at sætte en lineidel efter. Den kom fra High Fidelity og blev købt som byggesæt hos Åge Nielsen ved Sortedams Dosseringen.