Tuamotus & Selskabsøerne

5. april 2008 - Raroia, Tuamotus
9. april 2008 - Raraka, Tuamotus
18. april 2008 - Fakarava, Tuamotus
18. april 2008 - Fakarava, Tuamotus
9. maj 2008 - Tahiti, Selskabsøerne
19. maj 2008 - Bora Bora, Selskabsøerne
1. juni 2008 - Bora Bora, Selskabsøerne



5. april 2008 - Raroia, Tuamotus
Tuamotus – de farlige øer…
I gammel litteratur kan man læse om forlis efter forlis på disse kanter, og ifølge farvandsbeskrivelsen frarådes sejlads i Tuamotus derfor for alle andre end ”first class navigators”. Øerne er således også kendt blandt gamle sørøvere og stillehavskaptajner som ”de farlige øer” - mest pga. de mange forræderiske koralrev som gennem tiderne har forlist lige så mange skibe som de har taget mælet fra imponerede besøgende. Med andre ord, en anseelig udfordring for besætningen på 55Nord, som ved afrejsen fra Danmark, blot seks måneder forinden havde tilsammen ca. 120 dages sejlererfaring – næppe ”first class navigators” i traditionel forstand!

Tuamotus er et atol-område i Fransk Polynesien på størrelse med Vesteuropa, bestående af 77 atoller hvoraf kun ca. 2/3 er beboede. Atollerne repræsenterer i vid ustrækning det som man som dansker ville betegne ”eksotisk”, og har uden tvivl lagt strande, palmer, vand, himmel og koraller til alverdens reklamefotos. Atollerne er opstået ved, at store vulkaner, for millioner af år siden, har rejst sig højt over havoverfladen, hvorefter de igen er sunket i havet. På vulkanens kraterkant er der pga. det varme og næringsrige vand, begyndt en massiv koralvækst som efterhånden rækker over havoverfladen. Det vil sige, at atollerne (altså øer formet af koraller) ligger som ringe af hvidt koralsand i det blå ocean. Det eneste der stort set vokser på dem, er kokospalmer og en håndfuld farverige stillehavsblomster som f.eks. hibiscus og tiare (det siges at en polynesisk kvinde ikke er rigtig klædt på, før hun bærer en tiareblomst bag øret). Atollerne er vidt forskellige i størrelse, fra få kilometer til mere en 50 kilometer i diameter. Havet, som omgiver atollerne, med sin fortryllende dybblå farve slår råt og ubarmhjertigt mod korallerne på atollernes ydre rev og vidner unægteligt om, hvor dygtige de gamle polynesiske kulturer har været til at færdes til søs og begå sig i så barske og øde områder i deres simple udriggerkanoer, som selv den dag i dag pryder vandene i området. Polynesiernes navigatoriske og astronomiske indsigt, har været langt foran den europæiske, da vikingerne besejlede de nordiske farvande og Atlanten i starten af det forgangne årtusinde.
Indgangen til lagunen (søen inde i midten af atollen) går gennem et snævert pas, hvor man skal holde tungen lige i munden for ikke at ramme de barberbladskarpe, klippefaste koralblokke som skyder næsten lodret op fra havbunden. Indsejlingen til de rolige ankerpladser i lagunen kompliceres yderligere af tidevandet, som på visse atoller kan nå helt op på 20 knob, hvilket er meget når en sejlbåd (som vores) normalt ikke kan sejle mere end 8 knob for motor. Det gælder derfor om, at anduve atollen og gennemføre indsejlingen, med tungen lige i munden, i de minutter hvor strømmen vender fra udadgående til indadgående eller omvendt. Inde i lagunen venter en fantastisk verden, der domineres af vandet, som har de mest utrolige farveformationer man kan forestille sig – det reflekterede lys fra korallerne er det som polynesierne kalder ”moana”. De lokale sagn fortæller, at har man først set ”moana”, kan man aldrig undvære det.

Atollerne i Tuamotus er meget tyndt befolket (der bor i alt ca. 15.000 polynesere i hele området) og ikke mange turister begiver sig ud til disse afsidesliggende ”perler” på jordkloden. Det betyder, at der ikke er stillet noget an for turisterne – det er den virkelige polynesiske dagligdag man kigger ind i, når man f.eks. går en tur på en lokal sandsti, der som oftest er flankeret af høje slanke palmer, der vejer i vinden. Øerne har sin indkomst fra kokosnøddens hvide kød ”cobra”, og de sorte saltvandsperler (poe rava) som de i århundreder har dyrket og handlet. Et eksemplar ekstravagante af de selskabsperler kan koste helt uhyrlige summer i de fine juvelerer i verdens storbyer (eftersigende op til flere hundredetusinde kroner), og det er der ikke noget at sige til. Det er en kunst på naturens vilkår, blandt blodtørstige hajer, at dyrke dem, og kun få af de perler som udvindes, egner sig til salg.

Tre atoller – tre vidt forskellige eventyr…
Raroia
Efter tre døgns sejlads fra Marquesas ankom vi til atollen, Raroia, lige tidsnok til at nå gennem passet med solen stadig stående højt nok på himlen. Indledningsvis skal det siges, at det var på netop denne atol, Raroia, at Thor Heyerdahl gik på grund med Kon Tiki i 1947 efter 101 dage på åbent hav. Det var vores første atol, og farvandsbeskrivelsen advarer højt og tydeligt om barbarbladskarpe koralrev, aggressive hajer og behovet for førsteklasses navigatører. Nerverne lurede derfor bag den vejrbidte skipperfacade ved jomfruindsejlingen. Vi sejlede forsigtigt med Kasper i masten (derfra kan man bedre se korallerne), Kristian ved kortbordet foran GPS’en, Vivi i stævnen for at holde udkig, Rune i vores gummibåd (med en 15 Hk påhængsmotor) til at lodde dybderne foran båden og Rasmus ved roret. Strømmen viste sig hurtigt at være forholdsvist kraftig (6 knob), så vi bevægede os kun ganske langsomt frem med motoren på høje omdrejninger. Med svedperler på panden styrede vi vores gode skib, 55Nord, igennem passet og netop som vi troede, at det værste var ved at være overstået, skete noget af det værst tænkelige; alarmen på motoren lød, hvorefter motoren gik ud. Skippersmilet stivnede og nervøsiteten fremprovokerede svedpletter på skjorteryggen. Båden mistede farten, og begyndte at drive tilbage i det smalle pas, hvor en grundstødning mod en af koralvæggene kunne gøre det til vores sidste oplevelse på denne rejse. Vi prøvede gentagne gange at genstarte motoren, men den skød ikke i gang. Vi indså derfor, at indsejlingen måtte afblæses og, at vi i stedet måtte kæmpe for at bevare skibet uden ridser eller huller i skroget. Et tovværk blev kastet over til Rune i gummibåden, så han kunne trække os i den rigtige retning med instrukser fra Kasper i masten, mens Kristian og Rasmus fik sat forsejlet, så vi kunne få lidt fart på båden, og dermed styre os udenom de farlige. Det lykkedes, og vi slap med svedige t-shirts og endnu en god historie til børnebørnene. Andet forsøg afblæstes igen pga. af motorstop (dog ganske udramatisk), men tredje gang var lykkens gang. Den efterfølgende kølige drink i cockpittet (som endte med at blive til flere), efter at ankeret blev kastet på 15 meter vand, var fortjent og højt i høj grad værdsat!

På Raroia, hvor vi lå i tre dage, havde vi den store fornøjelse at møde nogle af øens lokale drenge, som tilbød at vise os familiens opdræt af de tallerken-store østers, som i sidste instans ender med at producere de sorte perler. Vi sejlede med dem ud og snorklede i deres opsatte tovværk, som med tiden tiltrækker de dyrebare østers. De hænger ganske enkelt på små guirlander ned fra tovværk under vandet af et materiale som østersen ynder at gro på. Derefter venter familien i månedsvis på at østersen (på mikroskopisk størrelse) hvirvler gennem vandet og ved et tilfælde rammer guirlanden, som den så gør til sin base. Tovværkene, som guirlanderne hænger ned fra, er ”hængt ud” midt i lagunen med 5-10 meter vand ovenfor og 10-15 meter vand under. Selve dyrkelsen og udvindingen af perlen foregår så efterfølgende på en nærliggende atol (hvortil østersene transporteres), og er en anden og mere kompliceret proces.

Efter vores perleoplevelse tog drengene os med til en lille koralknold, og hjalp os med at udpege de bedste spisefisk. Mens vi sikrede aftensmaden ved brug af en god portion tålmodighed og vores harpuner, hev drengene en stor farverig østers fri fra koralknolden, som de åbnede, og bød os at spise rå. Dagen efter tog de samme drenge os med ud til passet (ved indsejlingen), og anviste atollens bedste dykkersted for os – det skulle blive et af de foreløbigt bedste dyk på denne tur. Først drev vi gennem lange ”canyons” (forestil jer et undersøisk mini-Grand-Canyon) af farvestrålende koraller og tropiske fisk så langt vi kunne se. Kort efter blev vi optaget af naturens ubarmhjertige jagt som udspillede sig blot få meter fra hvor vi drev med strømmen. Snesevis af gråhajer, hvidtippede revhajer, lemonhajer og galapagoshajer svømmede afventende rundt iblandt en kæmpe stime sølv- og rødfarvede fisk, som var på vej ind gennem passet. Vi lå som tilskuere til denne seance, da hajerne pludselig ændrede fokus fra flokken og begyndte at cirkulere om os i stedet. I nogle få minutter lå vi og afventede situationen, men da de efterhånden blev mere og mere nærgående, måtte vi fortrække os til motorbåden, som lå og ventede i havoverfladen. På trods af hajernes nærgående interesse, var dykket en stor oplevelse.

Oplevelserne tæller imidlertid ikke kun nervepirrende øjeblikke. Vi er altid på udkig efter steder der kan sætte scenen til en god gang beachvolley, og da den lokale ungdoms foretrukne fritidsinteresse synes at være livlig aktivitet på og omkring et asfalteret areal med basketkurve og volleynet, kunne vi ikke sige nej da de spurgte os om vil ville være med til at dyste over volleynettet. De var dygtige volleyspillere og vi spillede indtil solen gik ned bag palmerne som kastede flotte skygger på den hvide kirkemur der grænsede op til volleybanen.

Da vi efter nogle gode dage på Raroia sejlede ud gennem passet (en udsejling der i øvrigt gik lige efter bogen), havde vi desuden følgeskab af en lille flok legesyge delfiner. De lå under stævnen på båden i næsten en time, og vi sprang i vandet og lod os trække efter båden for at se dem i deres rette element. Delfiner bliver man aldrig træt af at kigge på!

9. april 2008 - Raraka, Tuamotus
Raraka
Efter en nats sejlads ankom vi til den anden atol, Raraka, og havde en fin indsejling gennem passet til lagunen. Knap havde vi kastet anker, før en motorbåd med tre lokale kom ud for at byde os velkommen, og invitere os ind til øen. Vi smed, hvad vi havde i hænderne, og tog med ind til byen hvor der bor ca. 80 indbyggere. Her blev vi inviteret på øl hos en familie, der, i anledning af sønnen, Evonics, 32-års fødselsdag, havde besøg af vennerne. På trods af vores yderst beskedne franskkundskaber, fik vi forklaret lidt om vores sejltur, og at vi kom fra Danmark. De viste stolte frem af muslingeskaller og et hajgebis, som de havde fanget – et frygtindgydende gab fra en 4,5 meter lang tigerhaj, stort nok til at gabe over et dansk skipper, og med fem fint ordnede rækker af savtakkede, sylespidse tænder. Den venlige familie inviterede os ind til fødselsdagsmiddag senere samme aften, hvilket vi naturligvis takkede ja til.

Vi fandt vores fineste shorts og skjorter frem, og lavede en fin gave af to flasker rødvin, en bog om Danmark, en CD med dansk musik og en flaske whisky. Til vores store forbavselse var vi, foruden faren og Evonics bedste ven, de eneste gæster ved bordet. Det skulle senere vise sig, at kvinderne og øvrige venner, først blev inviteret til bordet, når vi var færdige med måltidet. Det virker forkert for os danskere, men for polynesierne er det, foruden at være en tradition hvormed man viser gæsterne respekt, også en måde at vise velstand på – at man har råd til at prioritere gæsterne over sig selv. Middagen var et traditionelt polynesisk festmåltid med ”poisson cru” – rå fisk tilberedt med forskellige ingredienser, bl.a. kokosmælk og lime. Desuden var der paneret fisk fra lagunen, men de lokales yngling – kylling fra New Zealand, for når man spiser fisk ”seven days, seven days, seven days” som Evonic (fødselaren og den eneste der talte lidt engelsk) pointerede, er det skønt med lidt afveksling!

Evonic skulle i de efterfølgende dage på atollen give os mange gode oplevelser i form af snorkelture med harpuner i passet. Han var atollens mester i snorkling og harpunfiskeri, og kunne, med bare fødder og maske, gå ned til 40 meter – ca. 10 meter dybere end vores hidtil dybeste dyk med flasker. Hans præcision med harpunen, der er længere end os, sikrede os bl.a. en række lækre fisk til grillen ombord på 55Nord, og hans mange år med harpunsucces blev også udtrykt i evnen til at rense fiskene, som vi ligeledes blev en del klogere på.

Vi snorklede i flere timer hver dag, både med og uden harpun, for når først man havde skudt én fisk, kunne man være sikker på at hajerne (sort og hvidtippede) ville kredse omkring den ”lykkelige” jæger i det næste lange stykke tid. Efter tre gode dage på Raroia forlod vi atollen for at sejle til Fakarava, hvor Vivi skulle flyve hjem fra, og Merete (Kristians kæreste) skulle ankomme til.

18. april 2008 - Fakarava, Tuamotus
Fakarava
Fakarava er lidt størrere end de første atoller vi besøgte, og vi nød derfor også godt af nogle dage med internet og mulighed for at ringe hjem. Samtidig var det enden på Vivis tre uger lange besøg ombord på båden og starten på Meretes tid på 55Nord. Vi lå derfor i den nordlige ende af atollen, som er ca. 40 km. i diameter, i de første dage, da det er her lufthavnen er placeret. Vivis fødselsdag blev fejret med morgensang, nybagte boller og kage samme dag som hun skulle flyve mod Danmark igen. Vi fandt et godt sted at skyde fisk (kirurgfisk er blevet vores foretrukne spise!), men oplevede bl.a. også, at en gråhaj (der betragtes som en ”farlig” hajart) blev en smule nærgående – alligevel blev vi væsentligt bedre harpunjægere!

Efter Merete var ankommet med ny energi, masser af danske aviser og dansk slik, sejlede vi sydpå inde i lagunen. Beskyttet af det ca. 40 km lange rev som udgør østkysten af atollen, siksakkede vi mellem perlefarme (synliggjort af bøjer i vandoverfladen) og sporadisk spredte koralknolde i lagunens rolige vand. Vi havde god halvvind (passatvinden – 15-25 knob), så vi sejlede ca. 7,5 knob i gennemsnit. Stedet hvor vi kastede anker hedder Tetamanu og ligger ved det sydlige pas på Fakarava. Tanken var egentlig, at vi skulle have sejlet videre til naboatollen, Tahanea, men det sydlige Fakarava var et sandt paradis – eller som Jacques (franskmanden der ejede stedet hvor vi lånte internet i den nordlige ende af øen – og som i øvrigt ligner Prins Henrik til forveksling) sagde: ”it’s the end of the world”. Vandet var det klareste (ca. 40 meters sigtbarhed), og med de flotteste koraller vi hidtil har set. Desuden var Tetamanu-passet et sandt hajmekka med hvidtippede, sorttippede, de ”farlige” gråhajer og en fjerde hajart, som er større og mere ondtudseende end de tidligere, men som vi endnu ikke har fået identificeret. Faktisk har vi dykket gennem ”tåger” (hundredvis) af gråhajer, der når vi plombede i vandet med dykkerudstyret fra dinghyen, kom farende for at tjekke hvorvidt vi var spiselige eller ej. De kommer helt tæt på – nogle gange blot 1½-2 meter væk – ikke meget når man har set deres reaktions- og angrebsevner i jagten på en stakkels fisk. Hjertet slår derfor uundgåeligt et ekstra slag, når man får ”øjenkontakt” med deres iskolde og glubske øjne. Hajerne er på én gang dybt fascinerende og frygtindgydende.

18. april 2008 - Fakarava, Tuamotus
Tuamotus i bakspejlet…
Tuamotus har været et fantastisk og meget anderledes kapitel på rejsen rundt i Fransk Polynesien. Polynesierne har igen vist sig at være utrolig åbne og venlige, dykkeroplevelserne har været ekstraordinære, og de mange hajer som vi har konfronteret på vores dyk, har øget forståelsen af områdets øgenavn (de farlige øer) med en ekstra dimension.

Tuamotus er, mere end noget andet, et enestående landskab domineret af paradisatoller der ligger som kridhvide, ringformede symboler på den fantastiske verden, der for de fleste skjuler sig under havets overflade. Lagunerne indenfor de ringformede ydrerev, udgør et næsten uudtømmeligt spisekammer for atollernes beboere. Til gengæld er jorden ikke frugtbar i en grad der gør den egnet til jordbrug, og derfor er fisk og kokosnødder en meget central bestanddel af disse polynesieres kost.

De lokale polynesiere er også et ydmygt folk, som i årtusinder har formået at leve i og med naturen – og stadig gør det. Det har de gjort uden at overfiske, forurene (desværre ”hjalp” franskmændene dem i dette henseende ved at gennemføre 120 atomsprængninger i de porøse koralsøjler), turistprostituere eller på anden måde belaste naturen. Ydmygheden fremtræder også i Polynesiernes boliger, som ofte ikke er meget andet end nogle tynde hvidmalede finerplader, der med det vestlige øje fremstår mere som skure end som egentlige hjem. Energien bruger de på livet og hinanden – og ikke som mange i vesten på at tilegne sig materielle statussymboler. Det afspejler sig også i turismen på Tuamotus som, på trods af sit åbenlyse potentiale fortsat er uspoleret i hvid udstrækning. Et paradis på jorden.

Det kan diskuteres, hvorvidt franskmændenes og kirkens indtog i området har været konstruktiv for den polynesiske ånd og kultur. Vores ydmyge holdning ombord på 55Nord er, at meget er gået tabt med indførelsen af de vestlige værdier og traditioner, men alt i alt virker befolkningen alligevel til at trives – de virker glade, oprigtige og er utroligt imødekommende. Dette kom også til udtryk i det overskud polynesierne viste os som besøgende – bl.a. på Raraka.
Nu, to døgns sejlads fra Tuamotus, venter det tredje og sidste kapitel i Fransk Polynesien, Selskabsøerne, hvor vi bl.a. venter en række besøg.

9. maj 2008 - Tahiti, Selskabsøerne
D. 20. april 2008 – tidlig morgen
Stævnen hæver sig støt, når den omkring 2 meter høje bølge bruser ind under båden, og for et kort sekund virker båden vægtløs, og ikke som en 20 tons tung sværvægter, som den kommer i nærheden af med fuld tank, et halvt års forsyninger og fem besætningsmedlemmer med oppakning. Men som utallige gange tidligere, vender den opadgående bevægelse, og stævnen braser igen ned igennem vandet i en sky af saltvand og skumsprøjt. I den spæde morgensol bliver Tahiti afsløret af det dalende fordæk, som mørke gardiner der trækkes fra efter en alt for lang vinter. En grøn kæmpe tårner sig op i horisonten, og for første gang siden vi forlod det frodige Marquesas, kan vi se bjerge skyde op midt i oceanet med det velkendte skydække som skjuler de øverste tinder. Den eneste forskel på Marquesas gruppen og Selskabsøernes opbygning, er Selskabsøernes omkringliggende ydre rev, som beskytter dem fra det evigt dynamiske og bølgende Stillehav. De kombinerer den rolige lagune, vi stødte på i Tuamotus atollerne, og de maleriske smukke stejle bjerge fra Marquesas i en skøn forening.
Vi nærmer os Fransk Polynesiens kulturelle, finansielle og politiske hovedstad, og vores destination er lidt nærmere betegnet, Papeete, den største by på Tahiti. Her venter der et par dage med lette praktiske opgaver på båden, og så starter vores anden og sidste store besøgsperiode. Ud over Merete, Kristians kæreste, som allerede påmønstrede båden i Tuamotus, kommer ”drengene”, som de går under i daglig tale på båden. Peter Amstrup og Kristian Ruby, som vi tilbragte et halvt år sammen med på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Det er en periode, vi alle har set frem til med længsel og glædet os til. For Kristian bliver det ekstra godt, da hans forældre, Matilde og Jørn, ankommer kort efter drengene. Kort tid efter de er taget hjem, ankommer Rasmus’ forældre til båden, og skal sejle med til det skønne Bora Bora. Man må erkende at Selskabsøerne, for vores vedkommende, er et velvalgt navn, da vores tid her i høj grad bliver i godt selskab.


Drengenes besøg
Vi var, for en gang skyld, ankommet lidt for tidligt i lufthavnen, og det gav os tid til at skaffe et par af de blomsterkranse, som vi kunne se var en behørig standard for at modtage gæster på Tahiti. Vi blev mødt af et par blege fyre, som ikke havde sovet mere end et par timer på den 30 timer lange rejse, siden de forlod Danmark, men som følge af den danske døgnrytme, som på deres ur viste middagstid (der er 12 timers tidsforskel), var de både mere vågne og friske end nogen af os. Efter velkomsten kørte vi hjem til båden, og brugte det meste af natten på at opfriske glade minder, og diskutere verdenssituationen.
De følgende dage i drengenes selskab fik vi set øen, og hvad den kunne byde på. Det blev til en køretur rundt på øen, hvor vi oplevede de mest gængse seværdigheder, heriblandt tre vandfald som lå tilpas langt inde i den tætte jungle til at fremkalde sved på panden. Da vi endelig var kommet frem, kunne vi ikke modstå fristelsen til at springe i det kølige vand i poolen, der var dannet, hvor vandfaldet slog ned – trods advarslen på skiltet ved siden af poolen, som pointerede, at man ikke skulle bade pga. faren for nedfaldende sten. Knapt var den sidste kommet op af vandet, før der lød et brag længere oppe i det ca. 40 meter høje vandfald. Braget efterfulgtes af en række plask ude i poolen – præcis hvor vi to minutter tidligere havde plasket rundt. På vejen tilbage måtte vi nok erkende, at det havde været en tand for dristigt, men siden alle var uskadte, var det med et smil på læben.

Drengene havde ikke fået spænding nok ved vandfaldet, og kastede sig derfor også ud i et dyk, hvor de havde en instruktør med ude for at give dem de grundlæggende færdigheder. Dette fordrede til så meget selvtillid, at de fik foretaget yderligere to dyk imens de var på besøg, og disse kun i selskab med os. Derudover fik de stiftet bekendtskab med snorklingens kunst, og udviklede sig i det hele taget til lidt af nogle vandhunde under deres besøg.
Båden blev hurtigt flyttet ud af Papeete lystbådehavn og ned til Marina Taina, hvor der, udover muligheden for at fylde diesel på båden, fandtes en McDonalds – ifølge drengene den bedst beliggende McDonalds-restaurant i verden; Ugeneret udsigt over lagunen og det ydre rev hvor store stillehavsbølger sender hvide skumsprøjt højt i vejret i skærende kontrast til Mooreas grønne bjerge der toner frem i horisonton – og som prikken over I’et – nabo til en beachvolleybane. Begge dele blev i dagene på Tahiti flittigt benyttet. Der blev også tid til at se et af de polynesiske danseforestillinger, hvor danserne var klædt i deres traditionelle blomsterudsmykkede og farverige dragter, og var derudover så dygtige, at de formåede at imponere de kritiske tidligere gymnaster.

En af de helt store årligt tilbagevendende begivenheder på øen er kåringen af Miss Tahiti. Det prangende show løber af stablen på det eksklusive Sheraton Hotel, og er, ud over de kønne polynesiske piger i flotte kjoler, et stort opsat show med lokale danseforestillinger og fremvisning af traditionelle klædedragter. Hele herligheden bliver transmitteret i TV, og fulgt både på Tahiti og i Frankrig, hvor der er en enorm fokus på den præstigefyldte kåring. Efterfølgende kommer vinderen til Frankrig for at hyldes og interviewes af adskillige medier.
Derfor var det en fornøjelse at kunne placere to billetter på drengenes hovedpuder, som gav adgang til showet den kommende lørdag. Forventningerne var naturligvis høje, og heldigvis skuffede den opulente opsætning ikke! Det var en veltilrettelagt og gennemført opsætning samt et fantastisk show. Tillige var det iøjnefaldende, at den enorme scene uden overdækning var placeret udendørs – den var nok ikke engang gået en midsommeraften hjemme i Danmark.

Drengenes besøg har foruden at give os et frisk pust af det Danmark, som vi efterhånden er kommet godt på afstand af, og gjort noget ved energien ombord. De formåede virkelig at ryste rundt i vores sædvanlige roller herude, som efter lidt over et halvt år på samme båd, sandsynligvis er blevet en smule trivielle. De har stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting vi gør, og rystet vores fundament tilstrækkeligt til at vi har lært noget af det, men uden vi har taget skade af det! Det har, uden tvivl, været et frisk og givende indspark til hele besætningen. Som vi siger på båden; ”Rock klap til drengene!”

Kristians gæster
Kristian tog hans forældre med den lokale færge til naboøen, Moorea, dagen efter de var ankommet. Merete havde fundet et lækkert logi ved stranden på øens vestkyst, og her tilbragte de alle nogle gode dage sammen. Tiden blev bl.a. brugt til at opleve øen på mountain bike, og tage en bådtur ud til nogle tamme pilerokker (stingrays), som på lavt vand nysgerrige svømmede helt hen til, og op ad én. Der blev også set delfiner som sprang synkront ud af vandet, og snorklet i de skønne ”coral gardens”, som er ca. to meter dybt vand, hvor der er store koralblokke i forskellige farver omgivet af masser af farvestrålende fisk. Da de havde brugt fire gode dage på øen, blev de samlet op i Oponuhu Bay på øen af 55°Nord, som i mellemtiden var sejlet dertil. Nu var der hele ni personer på båden, men kun for en kort stund, da Rasmus rejste fra båden for at tage imod hans forældre i lufthavnen tilbage på Tahiti. Efter resten af besætningen havde fået den livlige oplevelse med pilerokkerne med, samt en fantastisk snorkeltur og de lokale tinder var bevandret, lettede båden atter anker.

Et frygtindgydende bekendtskab med Marlon Brandos øer
Denne gang var destinationen den lille atol, Tetiaroa, som ligger ca. 50 kilometer nord for Tahiti. Øen blev købt af Marlon Brando, og er efter hans død overgået til hans familie. Til vores store skuffelse (og sikkert ejerens tilfredsstillelse), var det ikke muligt at sejle ind i lagunen. Det er ikke noget der har betydning for den tidligere ”Godfather” familie, da han snedigt har lagt en landingsbane til hans privatfly. Vi måtte til gengæld, efter forgæves at have undersøgt revet efter indsejlinger hele vejen rundt om atollen i vores dinghy, nøjes med at smide anker udenfor revet. Heldigvis var der en turistbåd, som gav os lov til at bruge en fortøjning, som de først skulle bruge den efterfølgende dag, og da hverken vinden eller bølgestørrelsen udgjorde noget problem, kunne vi godt ankre, indtil denne var ledig lidt senere på dagen.
Kasper havde fødselsdag den samme dag (d. 1/5) som vi ankom til atollen, og vi fejrede ham med morgensang og friskbagt brød til morgenmaden. Hans kæreste, Marie, havde været så betænksom at sende ingredienserne til en brunsviger med ud til den fynske fødselar, så hen på eftermiddagen forberedte vi den lækre overraskelse til ham. Det eneste problem var, at han ikke måtte være i nærheden imens kagen blev lavet, da det ville spolere overraskelsen, så derfor sendte vi ham i vandet sammen med Kristian Ruby. De to satte sig for at komme over revet og ind i den indre lagune, og dette viste sig at blive en smule mere spændende end først tiltænkt. Her følger et uddrag fra Kaspers beskrivelse af situationen i en mail hjem til hans familie:

”Så blev det frokosttid, og bagefter tog Ruby og jeg atter på opdagelse. Denne gang havde vi bestemt, at vi ville ind over revet så vi kunne svømme i lagunen. Vi kom helt ind tæt på, og stod på korallerne, da vi skulle til at tage svømmefødderne af for at gå det sidste stykke, men i samme øjeblik kom der en kæmpe bølge og skyllede os ind over revet. Jeg holdt fast i en koral som brækkede af og jeg røg under, ned i en slugt. Så ramte jeg koralrevet med skinnebenet først og blev slæbt ind over det. Jeg fik kæmpet mig op på toppen af banken og så at min ene finne var flået af og mit skinneben var total flosset og blodfyldt. Min venstre hånd havde fået en ordentlig én også, og så stod jeg ellers der imens mine ben rystede, for jeg blev virkelig bange. Mere bange end jeg har været i meget lang tid – det var ikke særligt sjov. Ruby havde heldigvis set bølgen i sidste øjeblik, og havde kastet sig mod den og ned i et hul, så han slap utrolig heldigt med meget få skrammer. Men så stod vi der, og mig kun med én finne, blod overalt og så ellers i hajfyldt farvand… De andre lå et stykke ude, og vi fik dem råbt op og de fik fat på dinghyen. Kristian ledte og fandt heldigvis min finne 10 meter fra revet. Da båden var rimelig tæt på, sprang vi ud i vandet igen ved revet og svømmede alt hvad vi kunne over til båden. Det var en oplevelse jeg godt kunne have været for uden. Men okay, det var min egen skyld og kunne bare have ladet være – det gør jeg så næste gang.”

Ruby må have været lavet af en speciel slags stål, som kun findes på den jyske vestkyst i Fjaltring, og havde som nævnt klaret turen igennem de spidse koraller nærmest uden synlige mærker. Kasper var imidlertid lidt hårdere ramt, men det drejede sig stadig kun om overfladiske skrammer, og efter en grundig sårrensning og plasterpåsætning var Kasper endnu engang klar til at fejre fødselsdag, og nu med munden fyldt med friskbagt brunsviger. Der findes vel ikke nogen bedre trøst. I sidste instans, var det sikkert Kaspers mor, som var hårdest ramt, efter hun læste hans beskrivelse af episoden.

Rune fik ligeledes frygtens klamme ansigt at se, da han ved solnedgang samme dag pludselig blev overrasket af en tre meter lang tyrehaj blot få meter under ham. Tyrehajen er kendt som en af de mest uforudsigelige og aggressive hajarter der findes og solnedgang er lig med fodringstid for hajer. Heldigvis lod hajen Rune i fred og patruljerede blot koralrevet på sin egenbestemte og overlegende facon. Hajer er dybt fascinerende!

Tahiti for sidste gang Dagen efter tog Rune, Kristian, Peter og Ruby ud på et skønt morgendyk på ydersiden af revet, og kort efter de havde fået udstyret af, satte 55°Nord kursen tilbage imod Tahiti. Denne gang blev det en skøn sejlads med god vind og høj sol. Gæsterne var alle begejstrede over sejladsen, og det er bekræftende at opleve, når gæsterne glæder sig over mange af de ting som for os er blevet hverdag. Selvom vi nyder de skønne omgivelser, er det en skam, at vi ikke er i stand til at gennemleve den entusiastiske førstegangsoplevelse hver gang. En ting vi sikkert kunne lære noget af – også når vi igen kommer hjem til Danmark.

Vi sejlede tilbage til Marina Taina, hvor vi tidligere satte ud fra, og herfra fik vi sagt farvel til de mange gæster, som skulle med tre forskellige flyafgange på tre dage. Derefter sagde vi velkommen til Rasmus’ forældre, som sammen med Rasmus, havde brugt de mellemliggende dage på at opleve Tahiti. Bl.a. blev der i perioden afholdt Billabong Pro, en del af verdensmesterskaberne i paddelsurfing, som afholdes i byen Teahupoo, på den sydlige kyst af Tahiti. Stedet er et af verdens bedste (og dét farligste) surfspot i verden. Familien var heldige at komme med en lokal motorbåd ud til ”breaket” og kunne på ganske kort afstand betragte bølgernes hårrejsende kræfter, når de tårner sig op som knusende vand-mastodonter (bølgerne kan på de mest ekstreme dage kan blive helt op til 12-14 meter høje), som tordner ind over koralrevet til stor fornøjelse for verdens absolut dygtigste surfere og til stor smerte for den uheldige surfer som en sjælden gang bliver lemlæstet i en sønderrivende rulletur ind over korallerne.

Efter yderligere nogle dage på Tahiti, som nu har dannet rammen om vores ”hjem” i tre gode uger, måtte vi sige farvel og atter sætte kursen vestover mod nye eventyr.

19. maj 2008 - Bora Bora, Selskabsøerne
Ø-hopperi til Bora Bora
De sidste praktiske ting blev ordnet i Marina Taina på Tahiti og Maja og Jørn (Rasmus’ forældre) flyttede ind i agterkahytten på 55Nord. Dagen efter var det Runes fødselsdag, som på behørig vis blev fejret med overraskende morgensang, det helt store morgenmadsarrangement og gaver fra familien i Danmark. Så blev ruten lagt – de følgende uger skulle blive det rene ø-hopperi mellem Tahiti og Bora Bora.

Moorea
Vi havde knapt forladt Marina Taina før to delfinflokke, kom og legede foran boven på 55Nord – til særlig stor glæde for Maja og Jørn, som sejlede med for første gang. Sejlturen blev yderligere beriget af god vind, små bølger, høj solskin og som prikken over i’et, en gulfinnet tun der bed på krogen og endte på aftensbordet som sashimi og grillede tunbøffer. Moorea var et dejligt gensyn, og for en gangs skyld kunne vi bryste os af at have kendskab til destinationen før ankomsten, idet vi havde brugt nogle dage på øen under drengenes besøg. Vi kastede anker bag det ydre rev i Opunohu Bay, hvorfra vi havde god adgang til øens mange oplevelser. Maja, Jørn og Rasmus tog på tur i dinghyen hvor de bl.a. så pilerokker på ca. en meter i omkreds, som kommer helt hen til en når man hopper i vandet, og nærmest klaprer sig op ad de måbende, til tider hysterisk skrigende turister.

I mellemtiden havde Kristian og Rune sat sig for at bestige et højdedrag, som lå nabo til bugten. Det drejede sig om et 900 meter højt bjerg, som vi under sidste besøg var gået en smule opad. Denne gang havde de to optimistiske bjergvandrere bestemt sig for at tage hele turen til toppen, men desværre måtte de vende om 150 højdemeter fra målet pga. risikoen for ikke at nå hjem i sollys. Fem timer senere, blev de ved foden af bjerget; beskidte, ildelugtende, dehydrerede, forslåede og forrevne, samlet op af Rasmus og hans forældre, som havde lejet en bil for at køre en tur rundt på øen. Nederlaget over ikke at have nået toppen var hurtigt glemt, da de med vinduerne fuldt åbne (fem timers udfordrende trekking fremprovokerer en distinkt bouquet af hulemand!), i ord og billeder fortalte om de fantastiske scenerier på vej hen mod det nærmeste supermarked, hvor en kold cola satte et fint punktum for bjergvandringen.

Huahine
Den næste ø i rækken var Huahine, og vi ankom efter en nats sejlads til bugten ved øens største by, Fare. Lige inden ankomsten, kort efter solen var stået op, gav det et ordentligt ryk i den solide havfiskerstang og en kamp, med det der måske har været sejladsens største fangst, var en glædelig realitet. Det tog godt og vel tyve minutter, hvor både Jørn, Kasper og Rasmus lagde alle kræfterne i for at kæmpe den store genstridige mahi mahi helt op til badeplatformen. Det lykkedes, men da vi satte den store kødkrog i fisken og hev den ud af vandet var det som om den fik fornyet energi og i et inferno af blod, fiskesnøre, saltvand og skæld fik den rystet sig fri og tog desuden kødkrogen med sig tilbage i dybet. Det er altid ærgerligt at miste en fisk – særligt når det måske var en rekordfisk!

Inde i Fare, som egentlig blot er en yderst beskeden landsby med nogle få forretninger, fik vi kontakt til en amerikaner, Joel, som gennem 26 år havde boet på øen. Han havde en pickup med bænke på laddet, så vi alle kunne køre med på en guidet tur. Joel var en rigtig god historiefortæller, og han kunne fortælle om stort set alt, hvad vi pegede på, lige fra planter, polynesiere og dyr til kanoer, kokosnødder, vaniljeproduktion og fisketeknikker. På turen kom vi bl.a. forbi et simpelt hus, hvor der indtil ugen forinden havde boet en berømt gammel mand, som ikke blot havde dyrket den verdensberømte fransk polynesiske vanille, men den absolut fineste af slagsen, som selv kokkene i det hvide hus i USA havde efterspurgt. Med stor indlevelse og en uovertruffen fortællerteknik blev vi introduceret for den omfattende proces fra plante til vaniljestænger, som vi køber til mindre formuer hjemme i Danmark. Den spændende og givende rundtur sluttede med, at vi kom forbi øens eftersigende bedste restaurant, hvor Maja og Jørn bestilte et bord til os alle til den følgende aften i anledning af deres 36. bryllupsdag.

Da vi dagen efter sejlede gummibåden ind til det lille stemningsfyldte spisested på stranden, var forventningerne til maden skyhøje. Rasmus og Kasper havde som forret, kastet sig ud i en lokal fiskespecialitet, der på trods af en advarsel på menukortet, ikke skræmte de to garvede sømænd fra at spise en smule fisk. Selv da tjeneren, noget overrasket, spurgte dem en ekstra gang, om de var sikre på, at de ville have denne meget lokale og meget ildelugtende specialitet, anførte det ikke nogen tvivl hos drengene. Fortrydelsen var imidlertid til at læse i deres ansigt, da de fik serveret noget som sikkert engang har været en fisk, absolut ikke lignede det og slet ikke smagte af det. Øgenavnet ”Kloakfisken” var et helt naturligt valg! Lugten bredte sig langsomt fra tallerkenen og til de omkringliggende borde, og til sidst måtte de erkende, at den ikke kunne spises, og få tjeneren til at tage den tilbage igen. Den øvrige menu var imidlertid en udsøgt fornøjelse – og endda serveret af den hidtil mest smilende, imødekommende og glade polynesier vi til dags dato har mødt. En rigtig hyggelig fejring af Maja og Jørns bryllupsdag.

Raiatea
Det sidste stop inden Bora Bora, var de to øer Raiatea og Tahaa, som er omgivet af et fælles ydre koralrev. Vi lagde os for anker i en lille bugt lige indenfor revet på Raiatea efter lidt slalomsejlads gennem talrige perlefarme, der ligger i lagunens rolige vand.

Raiatea og Tahaa er nogle af de få øer i verden der, ud over atollerne i Tuamotus, producerer de kostbare sorte saltvandsperler. Mange steder i lagunen flyder orange eller gule bøjer på vandoverfladen i lange rækker (op til 400 meter), og i umiddelbar nærhed af de opsatte bøjer ligger en lille hytte (en perlefarm) på stolper over vandet – det er stedet hvor de små perler indsættes, før perlemuslingerne sættes i vandet for at danne det perlemor som gør dem attraktive, som eksklusive smykker blandt juvelerer verden over. Vi opsøgte en perlefarm for at høre mere om kultiveringen af perlerne, og mødte endnu engang en venlig polynesier, som tog sig god tid til at fortælle og vise os hvordan hele processen foregår, bl.a. hvordan man med kirurgisk præcision implanterer en lille perle af en ganske særlig stentype (denne kaldes ”nukleus” og udvindes i Mississippi-floden) i perlemuslingen som er på størrelse med en stor underkop. Bagefter hænges muslingerne på snore, og sendes tilbage i lagunens klare vand, indtil de ca. to år senere ”høstes” og forsigtigt åbnes med specialværktøj. Kun i ca. 10-20% af muslingerne gemmer der sig en sort perle der egner sig til salg. Enkelte af disse perler kan sælges for svimlende beløb på op til flere hundrede tusinde kroner for én enkelt perle. Når perlerne er taget ud indsætter man en ny nukleus, dog lidt større end den forrige og sådan gentager processen sig 2-5 gange, alt efter hvor god østersen er. Perlernes kvalitet afgøres af klarheden, formen, renheden og farven… Det fik os til at forstå, hvorfor det er en hel videnskab at købe en perle – en dyr videnskab!

Vi flyttede båden om til den anden side af øen efter en overnatning, og herfra kom vi lidt nærmere øens største by, Uturoa. Her lejede Maja, Jørn og Rasmus en bil for at køre rundt på øen, alt imens de tre resterende drenge kastede sig ud i et forsøg på at fastslå polynesiernes venlighed ved at tomle øen rundt. Målet blev sat til at komme ned på den lidt mindre befolkede sydlige del af øen, og spille et spil minigolf på øens eneste minigolfbane. Det startede godt, og drengene blev mødt af venlige og smilene polynesiere, der gladeligt samlede dem op. Da de efter nogle timer, en kaffepause og hjælp fra bil nummer tre blev sat af ved minigolfbanen, måtte de desværre konstatere, at den var lukket. Nu stod de ganske forladt nede på den sydlige del af øen, og det viste sig hurtigt at ”trafiktætheden” slet ikke var som på den mere befolkningsrige nordlige ende af øen, og der var efterhånden op imod halve timer imellem bilerne. Dette besværliggjorde naturligvis det ellers glorværdige forsøg på at komme øen rundt ved hjælp af tommel, dansk charme og klipklapper. Efter at have vandret i et par timer uden at have mødt nogen der havde plads til tre danskere i bilen, måtte de kapitulere, og spørge en lokal mand om ikke han kunne tænke sig at tjene en lille skilling på at køre dem hele den lange vej tilbage til marinaen, hvor båden lå. Til forsøget måtte det konkluderes, at folk var utrolig venlige, og gerne ville samle folk op, men problemet var ganske enkelt, at der ikke var ret mange biler på vejene.

Tahaa
Vi flyttede båden op på den nordlige af de to øer, Tahaa. Her fandt vi en ankerplads i en hyggelig bugt, og den lå i nærheden af et af passene i det ydre rev, hvor der, ifølge en lokal dykkerguide, skulle være gode muligheder for dykning. Rune og Kasper blev sejlet derud i dinghyen hen på eftermiddagen, hvor vi havde hørt at strømmen skulle være indadgående, hvilket er det mest optimale til et dyk. Det viste sig derimod, til deres store skuffelse, at strømmen var udadgående, hvilket betyder, at hvis man ikke er opmærksom, kan man risikere at drive til havs. Dertil var strømmen enorm stærk, og det endte med at Rune og Kasper, efter at have været nogle få meter nede, måtte opgive dykket. En ærgerlig – men rigtig beslutning omstændighederne taget i betragtning.

Søndag morgen, umiddelbart inden afgang fra Tahaa, kunne vi nå en tur i den lokale kirke. Vi måtte måbende konstatere, at det, til trods for at der var tale om en protestantisk kirke, ikke foregik helt som hjemme i Danmark. Firser-tonerne klingede ud fra det elektroniske orgel imens vi gik ind i kirken. Præsten, en ældre dame med stråhat og en flot blomsterkrans, prædikede løs på polynesisk imens tilhørerne sad og lyttede i deres hawaiiskjorter og blomstrede kjoler. Vores forståelse af indholdet var ret begrænset, men vi forstod alligevel, at præsten takkede udlændingene på bagerste række (os) for tilstedeværelsen, og alle i kirken vendte sig efterfølgende rundt og smilede taknemmeligt – hvilken gæstfrihed! Alle kvinderne havde desuden en flot stråhat på, den obligatoriske tiare- eller hibiscusblomst bag øret og hvis de var rigtig fine, havde de også en flettet vifte til at holde heden på afstand. Den største oplevelse var imidlertid lyden af den skønne polynesiske korsang, hvor kvinder og mænd stemte i med højlydt røst og uden orgel eller anden form for akkompagnement. Sangen foregik tre- eller firstemmigt uden salmebog, og lød så smukt at den fremkalde gåsehud hos samtlige af os.

Da vi sejlede ud igennem revet, og satte kursen mod Bora Bora, blæste det pludselig kraftigt op (25 knob) og vi rullede derfor sejlene ud for at krydse op imod vinden på vej til Bora Bora. Det endte dog alligevel med, at vi måtte kapitulere og tage motoren i brug det sidste stykke af sejladsen.

Bora Bora
Bora Bora er kendt som en af verdens smukkeste, men så absolut også en af verdens dyreste feriedestinationer. Den lægger koralsand til et astronomisk antal bryllupsrejser og internationale kendisser, der alle mæsker sig i øens overdrevne udbud af ubetalelige luksushoteller og overtakserede restauranter.

Trods mørket allerede var faldet på, gik indsejlingen let nok i det grundigt afmærkede pas. Vi lagde os for anker tæt ved Bora Bora Yacht Club, vis fortøjningsbøjer alle var optagede. Vinden var stadig stærk, så vi holdt et vågent øje med ankeret, som var smidt på 25 meters vand, hvilket er meget – især i blæsevejr. Maja og Jørn havde inviteret os alle ud og spise, siden det var den sidste aften, de overnattede på båden. Vi havde på forhånd fundet et sted, hvor maden var betalelig, og i umiddelbar nærhed af yachtklubben. Desværre viste det sig, at denne restaurant var lukket om søndagen – hvilket faktisk gjorde sig gældende for et overraskende højt antal restauranter på øen. Det eneste sted der havde åbent, var en restaurant helt nede på den sydlige del af øen, som tilbød at hente sine gæster i taxa ganske gratis. En god service, men ikke overraskende betød det, at priserne på menukortet var tilsvarende høje. Vi nød den gode mad, og skyndte os tilbage til båden, inden vi blev fristet af dessertmenuen. Her bagte vi en kage, og gav derefter Maja og Jørn en smagsprøve på, hvad vores såkaldte ”højskoleaftener” går ud på. Vi drak lidt kaffe, spiste lidt kage og sang en lang række sange fra højskolesangbogen. En virkelig god aften at slutte deres ophold af på, og rart med lidt ekstra stemmer i, det ellers velsyngende, 55Nord-kor!
Efter vi havde flyttet båden ned til den legendariske kendismagnet ”Bloody Mary”, en restaurant/bar hvis ydre ikke er nær så prangende som listen over verdensstjerner der har besøgt den, tog vi afsked med Maja og Jørn, som flyttede fra 55Nord og ind på et af øens hoteller for at nyde et par dage i luksus inden hjemrejsen. Rasmus brugte tiden med dem indtil afskeden blev taget ved hotellets mole, hvorfra en båd sejler gæsterne over til den lille ø, hvorpå Bora Boras lufthavn ligger.

De fem øer vi har besøgt i løbet af de sidste tre uger har alle været utroligt smukke, frodige og omgivet af fantastiske laguner. Livet på øerne kører i laveste gear – folk har tid og overskud hvad enten det er til hinanden, til turister som os eller til at binde en fin blomsterkrans inden de tager på arbejde om morgenen. Der hviler en ro over folk, som man skal lede længe for at finde i dagens Danmark. Vi kan kun sige, at det er et fantastisk privilegium at opleve på så nært hold.

Vi har nu alle fire haft besøg af vores forældre på forskellige tidspunkter af sejladsen. Vi kan mærke, at det i samtlige tilfælde har været en stor oplevelse for vores forældre at se denne del af verden, båden, drengene og mærke hvordan vores hverdag forløber herude. Vi har tilsvarende nydt godt af at se dem igen, at dele en masse spændende oplevelser sammen med dem og i det hele taget bare at bruge tid med dem efter lang tids afsavn. Det har for vores vedkommende været helt fantastisk og endnu en side af rejsen.

1. juni 2008 - Bora Bora, Selskabsøerne
Farvel til det franske ø-paradis
Efter at have sagt farvel til Rasmus’ forældre, var det igen kun os fire drenge tilbage på båden. Dagene inden afgang fra øen, blev brugt på at lave en række tiltrængte praktiske opgaver på og omkring båden. Blandt andet fik vi kontaktet en bådmægler i Australien, som er meget opsat på at sælge båden for os. Derfor er 55Nord nu officielt sat til salg. Alt skred godt frem, undtagen vores evigt tilbagevendende problem, forruden i cockpittet. Siden den (ganske uprovokeret) faldt ud, og gik i tusinde stykker helt tilbage i Colon (Panama), er den gået i stykker endnu en gang. I det hele taget har vi haft et værre hyr med at få konstrueret en rude der passer – eller rettere med de håndværkere som har lovet, at de kunne klare opgaven. Nu fik den selvfølgelig et par revner igen, idet en tøjklemme sad i vejen da ruden skulle lukkes. Vi er helt overbeviste om, at problemerne med ruden er bådens italienske, onde ånds sidste krampetrækninger der spiller os et pus. Den nye plan er at lade den revnede, men stadig funktionelle rude, sidde i, og satse på ideen om, at en smadret rude ikke kan gå i stykker…

De resterende dage på Bora Bora, hvor vi ventede på, at nogle store lavtryk skulle passere syd om os, gik med at trekke op til det næsthøjeste punkt på øen, liste ind og spille beachvolley på det verdensberømte luksushotel ”Hotel Bora Bora”, svømmetræning i lagunen, et enkelt dyk på ydersiden af ringrevet (hvor vi fik føjet en ca. 2½ meter lang ”lemonshark” til hajlisten), burgerspisning på den legendariske ”Bloody Mary’s Yacht Club” og sidst, men ikke mindst, fik vi hentet journalisten Bo Bæk Jensen i lufthaven, som efter, at han forlod os på Isla Margarita er klar til nye oplevelser.

Fransk Polynesien har i vores tilfælde budt på nogle helt fantastiske oplevelser; lige fra de grønne bjergfyldte Marquesas-øer; videre til de flade, palmerige og ringformede atoller, Tuamotus, med krystalklart vand og et uovertruffet marineliv. Herefter selskabsøerne; Tahiti, Moorea, Huahine, Raiatea, Taaha og Bora Bora, alle kendetegnet af de ydre beskyttende ringrev, og et grønt, bjergfyldt indre, og ligesom på Marquesas, fyldt med maleriske vandfald. Båden har fungeret med et minimum af problemer, og vi har både udnyttet trekkingstøvlerne, snorkeludstyret og dykkerudstyret til det yderste. Desuden har vi været så privilegerede, at have en række besøg af venner, familie og kærester fra Danmark. Det har med andre ord været en fantastisk periode for besætningen på 55Nord, og nu er vi klar til at sætte kursen mod ”Cook Islands” og den eftersigende venligtsindede engelsktalende befolkning.


Tilhørende fotos

Til forsiden