Abstract
Axel Teich Geertinger: Francesco Cavallis indledende operasymfonier. Typologi og udvikling.
Cand.mag.-speciale, 2001
Specialets formål er at dokumentere Cavallis samlede produktion af indledende operasinfoniaer og at diskutere udviklingstendenser og fælles kendetegn. Specialet falder i to dele: en node- og en tekstdel.
Nodedelen baserer sig på studiet af manuskripter i Contarini-samlingen på Biblioteca Nazionale Marciana i Venedig. Alle overleverede Cavalli-operaer (27 ud af i alt 33 kendte) findes bevaret i samlingen, delvist i autograf, og dækker tilsammen perioden fra 1639 til 1667. Indledningssinfoniaen er bevaret i hovedparten af manuskripterne, og specialets nodedel indeholder en edition af 25 operasinfoniaer med tilhørende kritisk beretning.
Tekstdelen belyser bl.a. genreproblematik, den institutions- og begrebshistoriske kontekst samt satsernes funktion og analyserer de enkelte satser med henblik på at kortlægge bl.a. form- og satsstrukturer, brugen af figuration, imitation, fanfareelementer, tilknytning til selve operaen m.v.
Ud fra undersøgelserne gøres der op med en del af den eksisterende litteraturs konklusioner der ofte er baserede på den ældre forsknings punktvise nedslag i materialet. Det gælder f.eks. postulaterne om satsernes karakter af ”programouverturer” og tilnærmelsen til den tidlige franske ouverture som ikke kan bekræftes ud fra en samlet betragtning.
Det kan konkluderes at den endelte, langsomme type er talmæssigt fremherskende i de tidlige år. Der sker ikke nogen udvikling hen imod en bestemt (f.eks. todelt) type. Tværtimod tiltager den form- og satsstrukturelle variation igennem hele produktionen, så der snarere er tale om en udvikling væk fra en oprindelig norm end om dannelsen af en ny.
På trods af variationen er der imidlertid også tydelige fællestræk. Satser med skiftende tempokarakter indledes f.eks. altid med en langsom del. I den forstand kan tempofølgen langsom-hurtig, som i litteraturen ofte kaldes typisk venetiansk, siges at være et grundmønster, selv om det ikke udvikles til en egentlig, fast type. Der er ikke tegn på nogen begyndende overgang til den senere udbredte tempofølge hurtig-langsom-hurtig.
Et andet fællestræk som især er interessant i en symfonihistorisk betragtning, er satsernes udprægede karakter af ensemblemusik. Satsstrukturen er altovervejende homorytmisk. Figuration og imitation forekommer kun sporadisk (om end i stigende grad efterhånden), og kun på en måde, så det kammermusikalske præg forbliver nedtonet til fordel for et homorytmisk præget tutti. Denne egenskab er i særlig grad knyttet til operaernes indledende instrumentalsatser. De er ægte orkestersatser og kan i den forstand siges at have symfoniske træk.