Målestoksforhold og nærgrænse
Brændvidde
Mekanikken
Autofokus
Lukkertider, blænde og dybdeskarphed
Jeg har altid været fascineret af naturens små væsner.
Det var faktisk naturmotiverne, der var min første motivation til at købe et kamera.
Det første seriøse fotoudstyr, jeg købte, var et sæt mellemringe til at gammelt Minolta SRT 101 spejlrefleks, som jeg havde lånt af min svoger, fordi han syntes, det var for stort og tungt. Og første gang, jeg fik en diasstrimmel tilbage med nærbilleder, var jeg solgt.
Målestoksforhold og Nærgrænse
Når man kommer ned i af nærheden af fotografering i 1:1, hedder det makro, ægte makro. Det betyder, at et motiv (en sommerfugl f. eks.), som er 36 mm bredt, kommer til at udfylde hele filmformatets bredde på en 24x36 mm film.
Med digitale kameraer varierer tallene, fordi der er en syndflod af forskellige størrelser på CCD-chippen (Der svarer til filmfeltet). Men generelt kan man sige, at jo mindre chippen er, desto mere forstørrelse kræves der af optikken (kortere nærgrænse) for en given brændvidde.
Mange zoomoptikker, særlig i den billigere ende hedder noget med "macro", selv om de kun går ned til omkring 1:2 eller 1:3. Det er lidt snyd.
Mange zoom'er praler også med en kort nærgrænse. Nærgrænsen er ikke noget troværdigt mål for optikkens makro-evner. Specielt ikke når man husker på, at den korte nærgrænse som regel kun opnås med zoom'en i vidvinkelindstilling! Det giver gengivelse i en mindre målestok end teleoptagelser på samme afstand.
Det mest relevante mål er og bliver "målestoksforholdet": Kan optikken stille skarpt i 1:1 eller endu større gengivelse?
Brændvidde
Til insektfotografering er det et must med en moderat tele med kort nærgrænse: en makrotele. De fleste insekter ser glimrende (især bevægelser) på kort afstand. Sommerfugle flyver væk, når man kommer nærmere end 20 cm, hvis man ikke er ekstrem rolig og ultraslowmotion i bevægelserne. Det er defor at foretrække med en tele på 90-100 mm brændvidde (35 mm ækvivalent).
Man kunne føle sig fristet til at benytte endnu længere brændvidder for at bevare en komfortabel afstand til dyret. Men prisen er høj: Længere brændvidder giver større rystelser og dermed behov for kortere lukkertider. Samtidig falder optikkens lysstyrke kraftigt ved forøgelse af brændvidden. Begge dele tvinger blændeåbningen i vejret med katastrofale følger for dybdeskarpheden.
Man skal altid huske på, at ved fotografering i 1:1 er man faktisk nødt til at blænde ned til 8 eller helst 16 for overhovedet at få skarphed på objekter, der er 3-dimensionelle som blomster eller smådyr. Hvorfor tror du, at brochurer over makrooptik er fulde af billeder af mønter og frimærker? Det ser bare flottere ud, når billederne er skarpe fra kant til kant.
Mekanikken
At skrue en 90-mm optik ud til at fokusere fra uendelig til makro i 1:1 kræver en særdeles avanceret mekanik, der kan forlænge hele linsehuset ca. 3 gange.
De fleste producenter vælger derfor en mere nøjsom løsning, hvor optikken (der selv kun går til 1:2) skal suppleres med en adapter/converter til at klare det sidste nøk.
Men med levende insekter omkring sig en varm sommerdag, er hurtighed en afgørende faktor. Jeg selv ville aldrig undvære min gamle slidte Vivitar 90mm f:2,8 makrolinse. Den skifter trinløst fokus fra uendelig til 1:1 med 2,5 omganges rolig drejning på fokusringen, mens jeg sniger mig "trinløst" ind på byttet.
Denne optik er indtil videre også den vigtigste grund til, at jeg ikke er skiftet helt til digitalt endnu.
Mange pletskud ville være mistet, hvis jeg først skulle beslutte, hvilken mellemring eller converter, jeg nu skulle finde frem. Det er også afgørende i felten, at man ikke behøver at tage blikket fra det punkt, hvor det lille, godt camouflerede dyr har sat sig. Mange gange har jeg oplevet, at dyret er umuligt at få øje på igen, når jeg har drejet hovedet væk et øjeblik.
Autofokus
Den automatiske og lynhurtige fokusering er naturligvis en kæmpegevinst ved almindelig fotografering. Det pudsige er, at det egentlig er overflødigt ved makrofotografering. Ja, faktisk kan det være en ulempe.
Eks.: Du får øje på en lille sommerfugl, en blåfugl, der sidder og varmer sig på en blomst. Du vurderer, at det perfekte billede vil være en optagelse i 1:1. Du drejer optikken ud til mærket 1:1 (yderste position på min) og begynder at snige dig nærmere. På ca. 1 meters afstand er det tid at få søgeren helt op til øjet - for at undgå pludselige og store bevægelser i den sidste fase. På ca. 30 cm's afstand kan du se sommerfuglen uskarpt i søgeren. Uendelig langsomt nærmer du dig og kameraet, indtil sommerfuglen er helt skarp i søgeren, så trykker du roligt knappen ned. Og nogen gange vil klikket få sommerfuglen til at flyve, men billedet er i kassen, skarpt og velkomponeret - forhåbentligt.
Med autofokus aktiveret, vil motivet være skarpt i søgeren hele tiden, eller måske nogen planter eller strå foran eller bagved motivet! På et seriøst kamera har du selvfølgelig muligheden for at udvælge fokuspunkter manuelt eller styre fokus manuelt. Men det kræver fingerbevægelser og alle synlige bevægelser er tabu i denne fase - i hvert fald foran kamerahuset.
Lukkertider, blænde og dybdeskarphed
Jo tættere du kommer på motivet, desto sværere er det at undgå rystelser. Ligesom de små detaljer på blomsten eller sommerfuglen bliver forstørret op, bliver håndens rystelser det også! Jeg finder det i praksis svært at få skarpe, håndholdte billeder i 1:1 med langsommere tider end 1/100 sek.
Makrofotografering er den evige jagt på det optimale kompromis mellem rystelser eller dybdeuskarphed!
Der er kun 2 gode veje ud af dilemmaet: Mere lys eller bedre støtte for kameraet. Det er til gengæld noget, der kan gøre mirakler for dine nærfoto.