Tre lyserøde bjergryttere
Skrevet af Knud Mauter
- Agerskov Toscana Agerskov -
Efter at Bent M. Andersen havde bearbejdet adskillige klubmedlemmer det seneste års tid, lod to af medlemmerne sig lokke med til Toscana i uge 17. Det var Nicolai Schmidt fra Toftlund og mig selv Knud Mauter fra Ll. Hellevad. To andre fra klubben Thomas S. Lorenzen og Poul Erik Bramsen som også havde været på træningslejer sidste år havde allerede gentaget succesen i uge 12.
Bent havde rost sidste års arrangement i Toscana med Team Holger Danske så meget, at det var med meget høje forventninger at vi mødtes med vore rejsefæller ved Mc Donalds i Rødekro fredag den 19. april 2002 kl. 11.30.
Afgang fra Danmark
Bent havde fortalt os, at selve busturen var meget anstrengende. Dette viste sig fuldt ud rigtigt. Det lykkedes mig f.eks. overhovedet ikke at sove undervejs, og Nicolai fik efter mange timers kørsel så undt i bagdelen, at han var ved at be' om at blive kørt hjem! Af os tre viste kun Bent hvordan den lange busrejse skulle håndteres; han fandt sit tæppe frem, tog sin oppustelige nakkestøtte på og lange sig så lang han var ned i bussens mellemgang og sov. Så var det bare ærgerligt, hvis nogen fra den bagerste del af bussen skulle tisse! Bent påstod dog næste dag, at han ikke havde noget imod at blive jogget på. Ideen med at ligge på gulvet var faktisk så god, at der var andre der nåede at få den før Bent på hjemturen.
Ankomst
Hjemmefra havde vi fået besked på, at vi efter ankomsten til Hotel Globe i Pietrasantra, ville få et par timers hvil, hvorefter det var op på cyklen og op i de bjerge vi havde set frem til med længsel - og nogen af os med skræk!! Hotellet lå lige ud til Middelhavet kun adskilt af strandpromenaden, som vist nok var ca. 26 km lang, og åbenbart italienernes cykelpromenade nr. 1.
Hotellet var ganske udmærket, 3-stjernet med både engelsk- og tysktalende receptionister, så jeg havde for en gang skyld en fordel af mit tyske sprog.
Efter et tiltrængt morgenmåltid var der indkvartering. Bent og jeg fik anvist et fint værelse, og da Nicolai's værelseskammerat havde valgt at blive hjemme, fik vi redt op til et "barn" på vores værelse! Cyklerne blev indkvarteret i et specielt aflåst rum, hvor der var plads til, at "far kunne nusse lidt om sin cykel". De mest matematisk begavede i selskabet mente, at der stod parkeret for mindst 1.25 mio kr. cykler.
Første træningstur
Ved 12-tiden oprandt det store øjeblik, hvor vi skulle ud på vores første cykeltur. Vi var blevet opdelt i 3 hold alt efter hvor gode ben vi havde. Nicolai havde fået sneget sig ind på hold 2, mens vi to gamle holdt os til hold 3, som Bent kaldte café-holdet. Det viste sig dog senere at hold 1 og hold 2 var mindst lige så ofte på café som hold 3.
Hold 1, som var det stærkeste hold, havde Michael Elmstøm, som er en erfaren cykelrytter, som guide og træner.
Hold 2 og dermed Nicolai, havde Jens Kasler som guide og træner. Jens er også en erfaren cykelrytter, og så er han ekstremt konkurrencemenneske, med det resultat, at hold 2 helst altid skulle være de bedste (læs: over flest bjerge) og hurtigste.
Hold 3 og dermed Bent og jeg havde fået tildelt hele 2 guider, John Niklasson (tidligere prof.) og Tonny Andersen (pensionist med interesse for cykling og kultur).
På første tur, hvor hold 1 og 2 skulle køre ca. 100 km og hold 3 ca. 60, fik vi første berøring med Appeninerne (bjergene). På hold 3 skulle vi over 3 bjerge og det var en stor oplevelse.
Ved aftenens status møde viste det sig dog at nogle af deltagerne på hold 3 havde lagt alt for hårdt ud, og det blev derfor aftalt, at man de resterende dage satte gennemsnitshastigheden lidt ned på holdet. Løbet blev dog altid givet fri, når vi nåede til de sidste 6-10 km på strandpromenaden, så vi kunne imponere hinanden. Det var selvfølgelig lige noget for mig, som vandt hver gang ........... næsten!
Hjemmefra havde jeg meldt os til cykelløbet Grandfondo della Versalia, troede jeg. Der var dog sket et kommunikationsbrist et eller andet sted, så vi var ikke blevet tilmeldt. Jens Kasler og Michael Elmstrøm var dog med det samme klar til at aflevere deres startnummer, og da en af de andre deltagere havde fået hold i nakken, kom vi med alligevel. Jeg fik startnummer 881 under dæknavnet Hansen!.
Det var en stor og farverig oplevelse at deltage i dette løb, som var en stor sammenblanding af motionister, amatører, halv- og helprofessionelle. Der var flere tusinde tilmeldte, og jeg følte mig som en professionel, der deltog i Giro de Italia. Vi havde alle 3 valgt at køre 105 km og til alt held havde de personer, hvis startnumre vi fik, valgt det samme. Det var et gennemført professionelt arrangement, og der manglede ikke noget nogen steder.
Vi havde af Jens fået at vide, at italienerne ville køre vanvittigt hurtigt (ca. 50 km/t) de første 24 km, så det gjaldt om at passe godt på. Han fortalte, at vi ville opleve at blive suget med af de andre ryttere, hvilket også viste sig at være rigtigt.
Efter 28,5 km mødte vi det første bjerg, 4,5 km lang med en gennemsnitlig stigning på 6,2% og en maks. Stigning på 10%. Ruten indeholdt yderligere 5 bjerge af varierende længde og højde. Det værste var GPM Piccolo Mortirolo, som var 3,5 km langt havde en gennemsnitlig stigning på 10,6% og en maks. stigning på 13%. Det længste bjerg var 9,5 km langt og havde en gennemsnitlig stigning på 5,3%.
Efter at have passeret målområdet blev man serviceret med mad og drikke ad libitum, og vi sad i mellem palmer og parasollers skygge og spiste vores pasta.
Team Holger Danske fik en pris for største deltagende udenlandske hold.
Flere bjerge
Løbet havde givet os et godt overblik over, hvad der ventede os i Appeninerne, og det viste sig at holde stik. I de følgende dage cyklede vi dagligt over 4-6 bjerge med varierende længde og stigninger. Den hårdeste stigning var på 18%, hold da op hvor var jeg glad for min nye 27/38.
Der var godt sammenhold på holdene. Der var altid samling på det højeste sted, og sidste mand oppe bestemte, hvornår vi startede nedkørslen. Også efter nedkørslen var der samling, da ikke alle kørte lige hurtigt ned.
Især ved bjergkørslerne havde vi stor glæde af vores guide John Niklasson, idet han ligger inde med en stor viden, som han velvilligt delte ud til alle af. Jeg fik mange gode tips om bjergkørsel og han hjalp mig også med at indstille min cykel optimalt. Han mente, at hvis han havde fået lov til at pille ved min cykel inden Grandfondoen, havde jeg kørt en bedre tid.
Cykelturene bragte os også til Lucca og Pisa. I Lucca cyklede vi en tur oppe på bymuren hele vejen rundt om byen, og vi besøgte en kendt cykelforretning, som havde lagt navn til et professionelt italiensk hold.
I Pisa var der meget trafik, men i Toscana tager bilisterne hensyn til cykelrytterne, så man kører mellem biler, over for rødt og alt hvad der ellers er ulovligt.
Vi fik set det skæve tårn med tilhørende katedral, og John og jeg ville ind for at se tårnet, men det kunne ikke umiddelbart lade sig gøre, da det er begrænset, hvor mange der må være inde i tårnet af gangen, hvilket medførte alt for lang ventetid.
På vejen tilbage til vores cykler løb vi ind i et afspærret område med politi og stort ståhej. En bisværm af undseelig størrelse var på færde. Vi kom forbi og hen til resten af holdet, hvorefter vi cyklede hjem.
Turen til Pisa var den mindst anstrengende, da den var planlagt uden bjerge. På hjemturen kunne vi alligevel ikke helt undvære bjergene, så vi snuppede et par stykker i forbifarten.
Nicolai's mareridt
Da vi var kommet hjem fortalte Nicolai os, at han havde været udsat for hans livs oplevelse på cykel: Han havde passeret nogle bjerge, som havde været en del af Giro de Italia. Og som tidligere nævnt yndede Jens Kasler at presse sit hold til det yderste.
At det havde gjort stort indtryk på Nicolai fandt Bent og jeg ud af om natten, idet han i sin seng cyklede op af disse bjerge igen og igen hele natten igennem. Da vi vækkede ham den efterfølgende morgen fløj han op af sengen med benene viklet godt ind i tæppet, som endte på gulvet foran toilettet, idet han forvirret udbrød "Hvad sker der?". Nicolai's mareridt efterlod ingen tvivl hos Bent og jeg om, at han virkelig havde haft sit livs cykeloplevelse.
Marmorbjerget
For mig var turens største oplevelse Marmorbjerget, der var udlagt som enkeltstart. 13 km med en gennemsnitlig stigning på 4,5%! Denne dag deltog alle hold på samme tur, og den hurtigste forcerede bjerget på ca. 32 min. Den langsomste, som var mig, brugte 1 time og 40 sek. I følge Jens Kasler, var det første gang at han havde et hold der var så homogent, at alle var oppe i løbet af 1 time. Det var så den enkeltstart.
Turen fortsatte gennem en 1,5 km lang tunnel, hvor der var så mørkt, at vi var flere, der tabte orienteringen, vi havde de forkerte briller på - der var ingen sol! Det var en meget udehagelig fornemmelse ikke at kunne holde redde på højre, venstre, fremad og bagud. Da der kom biler i tunnellen var der flere af os, der måtte klikke ud af pedalerne.
Efter tunnellen havde jeg forstået, at vi skulle have 30 km nedkørsel, det viste sig dog ikke at være rigtigt, der kom lige en stigning på 4,5 km, gens. 11% stigning, inden nedkørslen. Da var jeg næsten steget af! En af de andre deltagere, triatleten Henny Flod, trak mig over denne stigning, hvorefter vi sammen kørte de 30 km ned. Det var en meget stor oplevelse. Vi kørte fra 1100 m's højde (der var ingen træer) og ned til havniveau. Vi havde flere stop undervejs ned, hvor vi nød den fantastiske udsigt.
Da vi kom ned var vore ben helt stive, så det var svært at komme op i omdrejninger igen.
Desværre for hende fik hun bagefter at vide, at hendes mand Gert var kommet til skade med et brækket kraveben, et flænget øjnbryn og nogle store blå mærker.
Sidste dag
Lørdag den 27. april var det atter tid at vende næsen hjemad. Ved den foregående aftens samling var der blevet spurgt, om nogen ønskede at cykle en tur, inden vi skulle af sted ved middagstid. Det var der 3 fra det gale hold 2, som ville. Den ene af dem var Niels Ove Kristensen fra Hobro, som jeg havde den fornøjelse at dele aftensmadsbord med. Han var, efter eget udsagn, Danmarks hidtil bedste cykelrytter. Sandheden er den, at hen rent faktisk ikke kun havde det i munden, men at han i sin tid var en af Danmarks bedste baneryttere. Lørdagens tur fik dog kun 2 deltagere (Niels og hans værelseskammerat), da det regnede.
Klokken 12 satte vi os i bussen og vendte næsen hjemad. Hjemturen var ikke helt så hård, idet vi alle var meget trætte, selv jeg fik sovet. Stakkels Bent måtte sidde op hele turen, da en af de andre havde taget gulvpladsen.
Kl. 8.30 søndag morgen var vi atter i Rødekro, og jeg var en stor oplevelse rigere. Jeg skal helt klart af sted næste år igen.
|
