[1] Dands er Grønlændernes kjæreste Christian Nicolai Rudolph, 1852 — En artikel om den grønlandske folkedans — kalattuut Af Poul Ringsted Indledning................................................................. 38 Hvor kommer kalattuut fra?..................................................... 40 John Davis' møde med grønlænderne • Baskernes møde med grønlænderne • Nordboernes dans og musik Musikinstrumenter på John Davis tid • Danse og musik på John Davis tid • »Den første dans I« Kalattuut på begge sider af Hans Egedes tid.......................................... 46 Grønlændernes kontakt med hvalfangerne • Dansesteder på Hans Egedes tid og senere • Musikinstrumenter på Hans Egedes tid og senere • Danse og musik på Hans Egedes tid og senere Kalattuut gennem tiderne — set gennem litter&re briller.................................. 50 1850 Otto Rosing : 1863 Edvard Thomsen : 1903 Carl Wagner : 1921 Hans Lynge : 1924 Hans Lynge 1930 Jørgen Fleischer : 1932 Hedvig Markussen : 1938 Åge Gilberg Musik og musikinstrumenter gennem 150 år ......................................... 56 Violinen : Harmoniet: Trækharmonikaen • Mundharmonikaen • Den grønlandske spillestil »Den toppede høne« • Musikanalyse Kilder til kalattuut ........................................................... 64 år 1900 : transskribtioner : William Thalbitzer • år 1906 : lydoptagelser : Akademie der Wissenschaften in Wien år 1930-1967 : lydoptagelser : Dansk Folkemindesamling • år 1976 : kassettebånd : K'anga 76 • år 1988 : CD : Rosa Wille & Tuukakkormiut • år 1983 : transskribtioner: Poul Lendal • år 1981 : transskribtioner : kassettebånd : dansebeskrivelser : analyse : Qavaat 'år 1911 : analyse : William Thalbitzer og Hjalmar Thuren • år 1991 : transskribtioner : analyse : Brian Johansen Dansetradition og navnetradition i dag............................................. 74 Hvilke danse danses i dag? • Hvilke dansetrin bruges i dag? • Hvilke dansenavne bruges i dag? Kaavikulooq-iperartariaq som den spilles og danses i dag Kalattuut i dag — og i morgen.................................................... 81 Mekaniseret musik • Båndoptageren • Elektrisk forstærket musik • Automatiseret rytme • Musikkens puls Kan kalattooq'en overleve? • »Den første dans II« • Forskning • Tukkartariaq Afslutning................................................................. 89 Efterlysning ................................................................ 89 Litteratur og optagelser ........................................................ 90 Poul Ringsted, født 1937, har været lærer i flere perioder i Grønland. Først i Ammassalik fra 1969, men mest i Narsaq, hvor han stadig er ansat og som selvlært med sin violin har været lokal spillemand siden 1994. 37 [2] Indledning For 411 år siden ankrede et engelsk eks- peditionsskib op i den fjord, der senere kom til at hedde Baals Revier, Godthåbs- fjorden, Kangersuneq og som nu hedder Nuup Kangerlua, og en del af besætnin- gen gik i land blandt andet for at komme i forbindelse med den lokale befolkning. Det var der ikke noget nyt i; gennem fle- re hundrede år havde, hvalfangere besejlet disse farvande og havde på den ene eller anden måde ofte været i forbindelse med de derboende grønlændere. Det nye ved dette besøg var, at der foruden eller blandt besætningen befandt sig nogle musikanter. På et eller andet tidspunkt under deres ophold begyndte disse spille- mænd at spille, og andre af besætningen at danse, med grønlænderne som sikkert forbavsede tilhørere og tilskuere. Dette var den spæde begyndelsen til en ny kulturel udvikling i Grønland. Det er i hvert fald første gang, vi hører om europæisk musik og dans på grønlandsk grund. Fra denne spæde begyndelse vok- sede en stærk grønlandsk spille- og dan- setradition frem, den, der i dag hedder kalattuut, »på grønlandsk manér«. Gennem mere end femogtyve år, har min kone og jeg (og vore børn) ved fest- lige sammenkomster efter bedste evne danset til disse hurtige melodier, der altid blev præsenteret på bånd. For et par år siden begyndte jeg imidlertid at inter- essere mig mere indgående for denne særlige grønlandske spille- og dansetradi- tion, og det var i første omgang blot min mening at finde og samle så meget som muligt om den. Til min forbavselse var det meget lidt, jeg fandt. Den første og hidtil vægtigste beskrivelse af kalattuut (kun dansene) stammer fra 1911. Den er skrevet af Wil- liam Thalbitzer og bygger på nogle for- holdsvis tilfældige dagbogsoptegnelser fra Nordgrønland en halv snes år tidlige- re. Transskriberede kalattuut - syv ialt - går tilbage til begyndelsen af dette århundrede, og vi skal frem til halvfjerd- serne, før vi igen ser en væsentlig udgi- velse på tryk, i »Qavaat«. Af indspillede kalattuut er der et større materiale. Ikke alt, der er optaget, er bevaret, for ek- sempel er Knud Rasmussens første opta- gelser gået tabt og Christian Kruses er endnu ikke blevet opsporet. (Hauser 1985:194). Men med et halvt hundrede indspilninger fra første halvdel af dette århundrede og vel det dobbelte antal eller flere fra halvtredserne og tredserne har vi et godt materiale at arbejde med. gennem disse undersøgelser blev jeg mere og mere klar over, at der her ligger et stort næsten uopdyrket område. Da det efter min mening er et væsentligt afsnit af den grønlandske festkultur, mener jeg, det under alle omstændighe- der er af betydning at prøve at samle de beskrivelser, transskribtioner, lydoptagel- ser og billedoptagelser, der findes her i landet og andre steder. Det er mit håb, at jeg kan medvirke til dette. I den forbin- delse ville det være godt, om man kunne få indspillet de tilbageværende store gamle spillemænds musik på lyd- eller videobånd og dansene, som de danses de forskellige egne, på videobånd. 38 [3] Dansestenen i Igdlumiut, Jakobshavn - Illumiut, Ilulissat 1935. Foto: William Thalbitzer. © Arktisk Institut. Et sådant kalattuut-arkiv kan bruges på flere måder. Nogle af disse vil jeg komme ind på senere. Her ved begyn- delsen til dette projekt, som i nogen grad har overrasket mig ved sit omfang, havde jeg brug for at samle mine egne tanker om det. Denne artikel er et forsøg på dette og skal altså på ingen måde opfat- tes som et endeligt produkt, men blot som en sammenfatning af, hvad jeg tror at vide om kalattuut i dag. I øjeblikket føler jeg det lidt som stod jeg ved en flod før den gennem et delta løber ud i havet. På et tidspunkt deler flodvejen sig i to arme, og hvilken man end vælger at føl- ge, deler den sig uvægerligt igen kort tid efter. Så i øjeblikket er der en masse mulige veje, der på et eller andet tids- punkt skal følges helt til havs, før emnet kan siges at være seriøst behandlet. Jeg har valgt at bygge artiklen op på den måde, at jeg ridser den historiske baggrund for kalattuut op, herunder den mulige norrøne påvirkning, og derefter opsøger de tidligste og nogle senere beskrivelser i litteraturen. Samtidig prø- ver jeg at spore mig ind på dansen og musikken i de tider og ligeledes give et bud på hvilke instrumenter, den kan være spillet på. Dernæst nævner jeg de væsentligste kilder vi har til kalattuut, transskribtioner, lydoptagelser og beskri- velser i litteraturen, gennem de sidste små et hundrede år og giver en række eksempler på alle tre typer. Endelig giver jeg en beskrivelse af musikken og dansen 39 [4] i dag og kommer med et bud på kalat- tuut i Fremtiden. Jeg vil gerne takke mine kolleger Torben Emil Lynge og Jørgen M. Benjaminsen for tolkninger og oversættelser af grøn- landske tekster. Michael Hauser vil jeg takke for hans opbakning af og interesse for denne arti- kel. Uden hans vedholdende opfordring til at skrive den tvivler jeg på, at jeg fo- reløbig var kommet på idéen. Hvor kommer kalattuut fra? At trommedansen er ægte grønlandsk (hørende til inuit-kulturkredsen) og også meget gammel, er ingen i tvivl om. At den grønlandske folkedans og folkedan- semusik, kalattooq, flertal kalattuut »på grønlandske manér«, af de fleste også opfattes som ægte grønlandsk, er et tegn på, at den er vokset ind i den grønland- ske kultur og livsform gennem lang tid. Men hvor lang tid er lang tid? ... de kan synge den samme melodi træffen- de efter. Frobisher, 1576. Det er ikke nemt at svare på. I den meget omfattende litteratur om Grønland og grønlandske forhold, støder man kun sjældent på denne del af det folkelige liv; og der, hvor man finder den omtalt, er det ofte netop kun en omtale. Egentlige beskrivelser mangler så godt som helt. Problemet er generelt. Ofte vil nogle mennesker til en bestemt tid og i en bestemt kultur synes, det er interessant, hvad der huskes fra gammel tid og prøve at opbevare det på skrift eller på anden vis. Dette er selvfølgelig helt legitimt, nødvendigt og værdifuldt, i modsat fald ville det blive glemt. Men samtidig over- ses tit den nutidige gøren og laden, som så ikke bliver nedfældet og bevaret. Ved at have øje for det fjerne, glemme man ofte det nære. Den første gang, man hører om ikke- eskimoisk musik og dans på grønlandsk grtind, er hos den engelske ekspeditions- leder John Davis, der den 29. juli 1585 vetl Godthåbsfjorden møder grønlænde- ren Disse vore folk kom nu i land med Musikanter, og dem fik vi til at spille, idet vi selv dansede til og viste alle tegn på ven- skab, og Musikken spillede og vi viste tegn på glæde og dansede. (Lidegård 1991:51). Der er en mulighed for, at John Davis har været forberedt på en vis interesse for musik hos grønlænderne eller andre eski- moer. Han har sandsynligvis hørt om (eller i 1578 læst om) en anden engelsk ekspeditipnsleder Sir Martin Frobishers mening om eskimoernes musikalske sans ...de elsker musik og er i stand til at holde takten i en hvilken som helst melodi både med stemmen og med hoved, hånd ogfød- derf og de kan synge den samme melodi trende efter. (Gad 1967:248-249). I hvert fald var han så forudseende at tage musikanter med på sin færd. Dansere tog han naturligvis ikke med, det var resten af besætningen, der dansede. Når han skriver »vi« også mere end antyder han, at han selv deltog i løjerne. Det er sandsynligt, at grønlænderne endnu tidligere har hørt musik og set dans af europæisk tilsnit. Frobisher er 40 [5] forundret over, at de indfødte har flere europæiske ting og er så forholdsvis handelsvante. Man er ret sikker på, at baskerne i det femtende århundrede hav- de flere hundrede års erfaring med hval- fangst i Nordatlanten. Netop på den tid indvandrede grønlænderne nordfra, eller indvandringen tog fart, og det er ret sandsynligt, at der til tider har været voldsomme sammenstød mellem basker- ne og grønlænderne. Men nogle af kon- takterne har sikkert også foregået frede- ligt, hvis det har været i hvalfangernes interesse. I den forbindelse er det muligt, der har været en vis musikalsk udveks- ling. Men det skal understreges, at jeg her bevæger mig på helt tynd is. Der dog én ting, der måske kan give lidt fastere grund under fødderne. Hjal- mar Thuren gør en del ud af at påvise eller sandsynliggøre, at række- og kreds- dansen med håndfatning er af ikke-eski- moisk oprindelse (Thuren 1911:96-97). Den skulle i så fald stamme fra hvalfan- gerne eller fra nordboerne. Dette kan på den ene side ikke bevises, men kan på den anden heller ikke afvises. Michael Hauser nævner flere tilfælde af række- og kreds-danse i andre inuit-kulturkredse, så det er langt fra entydigt (Hauser 1979:223). Der er dog meget, der taler for, at selve håndfatningen i kredsdansen er af europæisk oprindelse. Den kendes, så vidt jeg ved, ikke i inuit-kulturer. Hvis det er rigtigt, er det rimeligt at antage, at dette element stammer fra nordboerne. De ovenfor nævnte hvalfangere fra det femtende århundrede kan næppe kom- me på tale som ophavsmænd, da denne middelalderlige danseform var gået af mode på dette tidspunkt. I nordboernes kulminationsperiode i det tolvte århundrede og et par hundre- de år frem var kædedansen med håndfat- ning den mest udbredte underholdning i Europa. Med den kontakt der var mel- lem nordboerne og ikke blot Norge, men med stor sandsynlighed også med andre dele af Europa - tænk blot på burgun- derhuen (Lidegård 1991:76) - er det nærliggende at forestille sig, at nordboer- ne har danset denne dans i de lyse som- mernætter. Der er for nylig dukket nogle interes- sante udskårne træarbejder fra nordbo- tiden op; ting, der kan tolkes som dele til musikinstrumenter. Fundene stammer fra Narsap Katersugaasivia og Qaqortup Katersugaasivia's udgravninger ved Qpr- lortup Itinnera (nummer Ø 34 i den gamle kategoribetegnelse) sommeren 1996. Hvis tolkningen holder, kan det dreje sig om to stole til strengeinstru- menter. Udformningen af den ene stol, hvis det altså er en stol, peger hen imod et strøget trestrenget instrument i familie med den islandske fiSla. Den anden stol kan være fra et én-strenget strengeinstru- ment, måske et instrument af opbygning som rundlyren. Et enstrenget instrument kan slås men kan også stryges, hvis stolen ikke er for lav. Hvis det er rigtigt, at nordboernes undergang havde flere årsager, der virke- de i samme retning — klimaforværring, udpining af jorden, sørøveri, inuits sted- se større pres nordfra og manglende kon- takt med hjemlandet som de væsentligste grunde - er det sandsynligt, at der hen imod slutningen af nordboernes tilstede- værelse som selvstændig kultur i Grøn- land har fundet en udtynding af den 41 [6] Kredsdans på Hans Egedes tid. Illustration fra »Grønlands Perlustration« 1741. norrøne befolkning sted, og at der til sidst er sket en opblanding af denne be- folkningsgruppe i inuitbefolkningen. I den fase og muligvis lidt tidligere, da de to befolkningsgrupper levede i nogen- lunde fred med hinanden, er det ikke utænkeligt, at også dansen med håndfat- ningen er blevet overtager af inuit, lige som bødkerteknikken og skruegangen er kulturelementer af norrøn oprindelse. Hans Egede mødte i hvert fald kredsdan- sen med håndfatning ved sin ankomst i begyndelsen af det attende århundrede. Vore folk kom i land med musikanter, og dem fik vi til at spille. Davis 1585. Hvilke danse har Davis og hans folk dan- set på dette tidspunkt, hvilken musik har der lydt, og hvilke instrumenter har den været spillet på? Det sidste først: Der er mig bekendt ikke skrevet om eller fundet noget mu- sikinstrument før ovennævnte skildring af Davis' medbragte musikanter, og da kun indirekte. Desværre kommer han ikke i sin beretning ind på, hvilke instru- menter, der er tale om. Kan man da gæt- te på nogle? Pibe og tromme måske? Altså énhåndsfløjten og trommen eller tambourinen eller hakkebrædtet, på engelsk pipe and tabor, baskerne kaldte fløjten chirula. Det er et meget økono- misk orkester dette énmands-ensemble, men da der nævnes musikanter, må der være flere. En anden mulighed er skal- mejen, i engelske kredse kaldet shawn, det instrument, der udvikler sig til klari- netten (eller oboen, forskellen ligger i det efikelte eller det dobbelte rørblad). En trédie - eller fjerde - mulighed er for- løberen for violinen, den middelalderlige fidel, engelsk fiddle. Et lyreagtigt instru- ment, for eksempel den lille fem- eller seksstrengede rotta der kan trakteres på to helt forskellige måder, kan have været med. Det meget gamle og vidt udbredte 42 [7] Dansepladsen ved Qinngoq, Nipisat sundet ved Nuuk. På den flade klippe i forgrunden tog musikanterne opstilling. Måske var det her, John Davis for første gang mødte landets indbyggere. Foto: Hans Kapel. instrument sækkepiben, der findes i et utal varianter med lige så mange beteg- nelser, er også en oplagt mulighed. Et af de mest udbredte folkemusikinstrumen- ter overhovedet, mundharpen kan have været med i vareudbuddet eller have været med som et privatinstrument i en lomme eller en køjesæk hos en matros. Ikke alle disse instrumenter er lige sand- synlige, men nogle af dem må jo have været med. Disse betragtninger er naturligvis gæt- terier. Det eneste vi kan sige om de nævnte instrumenter er, at de i alt fald er i brug på det tidspunkt, vi her taler om, slutningen af det sekstende århundrede. De er ligeledes allesammen instrumenter, der bruges i den folkelige musik og ofte til dansemusik. Hvis man har hørt blot to-tre godt sammenspillede spillemænd (fire, fem) spille op til dans i dag, kan man godt forestille sig, at det har været en overaskende musikalsk oplevelse i Godthåbsfjorden for over fire århundre- der siden. Vi viste tegn på glæde og dansede. Davis 1585. Dansene og den dertil brugte musik: På dette tidspunkt var det blevet alminde- ligt at bruge musikanter til danseledsa- 43 [8] Aajuku arfanniat nunalisimaartut Nassuttuup avannaatungaani Kangiusap eqqaani. Arnartaat kalaallisoortut. Sila alianaaqisoq narsannguami qittattut. Kalaallit angutitaat qaannanik kinngusaqattaartut, ufFali arfanniat ilaat nalut- tut. Meeqqat ilaat ikaat eqqaanni qitittuusaarput. Illunnguit issunik qarmallit marluk toqqillu eqqaanni umiaq ikaani napasorsimavoq. (Frederiksen: O.M. 1980:84-85). Her ses et hvalfangerskib i havn lidt nord for Nassuttooq i nærheden af Kangiusaq. Kvinderne er iført national- dragt. I fineste sommervejr er der udendørs dans. De grønlandske mænd viser deres kunst, kajakvending, og nogle hvalfangere svømmer rundt ved stranden for at vise, hvor dygtige_de er. En flok børn ved tørrestativerne forsøger at efterligne de dansende. I nærheden af de to jordhuse og telte er en konebåd sat op på stativ. (Frederiksen: G.D. 1980:84-85). . gelse. Tidligere havde man danset til vokale udfoldelser, for eksempel en for- sanger, men gøglere og komedianter hav- de musikinstrumenter som et af deres virkemidler, og i slutningen af middel- alderen begyndte deres musik at brede sig i flere retninger. Én af de retninger var altså den folkelige dans til hverdag og især til fest, der herved fik et stort op- sving. To europæiske grundtyper udskiller sig, den langsomme fordans (skridtdans) og den hurtige efterdans (springdans). Det er sandsynligt, at det især er den sid- ste mere folkelige dans, der tit blev dan- set udendørs, der blev bragt med til Grønland. Da det jo var en hovedsagelig engelsk ekspedition, er det nærliggende at forestille sig danse og dansemelodier af reel- eller måske af jig-typen. Carole og 44 [9] morris er nogle andre muligheder. Reel har todelt takt (2/4 eller 4/4), jig tredelt takt (som regel 6/8 eller 12/8, sjældnere 4/4 med trioler). Hornpipe er en gam- mel engelsk nationaldans som regel i 4/4 men findes også i tredelt takt. Den har navn efter et skalmej elignende instru- ment og var meget populær på denne tid. Disse lever videre som danse og som musik i dele af Europa, især i oprindel- seslandene og var - og i nogen grad er - populær i sømandskredse. Flere af disse danse er af keltisk oprindelse, og flere blev oprindeligt danset af mænd. Kan vi prøve at lukke øjne og øren et øjeblik og prøve at forestille os sceneriet der i Godthåbsfjorden? To, tre, fire musi- kere på lige så mange instrumenter spil- ler op til en langsom dans. Musikanterne er professionelle og godt sammenspille- de. Hvis de ikke danner en trup fra begyndelsen men er hyrede hver for sig, har de nok haft nogle stunder til at spil- le sammen i på turen, selv om vejret for det meste har være barskt. Det går over al forventning, grønlænderne er lutter øren og øjne, og så prøver englænderne med en hurtig springdans. Forskellen på denne musik og den eskimoiske musik, de er født ind i, er voldsom. Alt ved den er anderledes. Instrumentlyden overfor lyden af sang- stemmen og deres eget instrument, ram- metrommen. Det ordløse udtryk overfor det indholdsrige udtryk. Polyfoni overfor monofoni. Dur/mol-tonaliteten overfor den noget fleksible eksimoiske skala. Et stort tonespænd, ofte mere end to okta- ver, overfor et langt snævrere spænd, som regel en kvint. Flere toner, ofte hele okta- vens toner i den pågældende toneart overfor tre eller fire toner. Den faste to- eller tredelte rytme overfor den smidige og skiftende rytme. Dertil kommer så de to kulturers danse. Den europæiske ste- reotype dans overfor den eskimoiske ind- holdsrige og udtryksfulde dans. Vi prø- ver at lukke øjne og øren endnu fastere til. Efter et par timers forløb går man hver til sit, grønlænderne til deres telte, englænderne til deres skib. Den næste dag træffer man sammen igen. Nogle af grønlænderne gør gengæld ved at vise nogle af deres trommesange eller trom- medanse, sikkert nogle af de festprægede danse. Senere foreslår en af grønlænder- ne, at dansen fra den foregående aften genoptages. Efter nogen tids forløb får én af officererne en grønlandsk kvinde med ud på dansegulvet (hvad det så har været, et stykke lidt flad klippe, en stump jord med græs). Lidt efter én af matro- serne en anden. Så drister en grønlandsk mand sig ud med sin pige til stor jubel og klap fra de øvrige. Dansen på Thomas Frederiksens akva- rel er fra en langt senere tid end Davis'. Men jeg tror, at stemningen i Godthåbs- fjorden, efter at den første overraskelse havde lagt sig, kunne være den samme. Tilbage til virkeligheden. Jeg kan selv- følgelig ikke vide, hvilket indtryk denne danseopvisning har gjort på de tilstede- værende grønlændere i Godthåbsfjorden i 1585. Da jeg i 1969 i Ammassalik så og hørte trommedans for første gang, gjor- de det et voldsomt indtryk på mig ved sin dramatiske anderledeshed. Jeg kan levende forestille mig, at det må have gjort et lige så stort indtryk på de grøn- lændere, der var tilskuere og tilhørere til denne opvisning. 45 [10] Kalattuut på begge sider af Hans Egedes tid 19 hviide Skiorter og l Mundharpe. SalgsFortegnelse Haabets Colonie 1724. Er det da disse danse og den musik, Hans Egede træffer på, da han kommer i 1721? Med den omtalte kredsdans med håndfatning som en mulig undtagelse kan det med stor sikkerhed siges, at det ikke er en europæiskpræget dans eller musik, han møder. Hvis det havde været tilfældet, havde vi hørt om det. Han var meget opmærksom på eventuelle spor efter de mennesker, han først og frem- mest var taget til Grønland for, nordbo- erne. Efter den første skuffelse og efter at han energisk gik i gang med sine kontak- ter med de derboende mennesker, grøn- lænderne, brugte han sine ører og øjne godt. De danse og den musik, han ser sig omgivet af, i den udstrækning grønlæn- derne viser ham det, er fra den samme kultur som hele den øvrige inuits danse og musik. Han træffer altså ikke på nogen kalattooq eller på nogle instru- menter på dette tidspunkt. I hvert fald hører vi ikke noget om det. Vi kan på den anden side ikke udeluk- ke, at det findes i Grønland, eventuelt længere nordpå. Gennem hele perioden fra Davis' besøg til Hans Egedes ankomst blev hvalfangsten intensiveret. I begyn- delsen af det attende århundrede drejede det sig om 75 skibe om året, der havde Grønland som mulig handelsplads. Ikke alle kom til land, men mange gjorde. Handlen med grønlænderne var i lang tid, indtil befolkningen efterhånden fik mere begreb om deres egne handelsvarers pris, men også derefter, en lukrativ for- retning for hvalfangerne. Såvel ved »Haabets O« som ved Nipisat ser han de hollandske hvalfangere og deres handel med _grønlænderne. Der er nu sket en forskydning, idet det hovedsagelig er nederlandske hvalfangere, vi træffer i de nordgrønlandske farvande. I denne efter- hånden betydelige tuskhandel er det tænkeligt, at et eller andet instrument er indgået i en handel, måske ligefrem som en bestilling fra det ene år til det næste. Et vareudbud har det jo med at indrette sig hurtigt og præcist til det marked, det er beregnet for. Da de forbavsede norske opkøbere kom ind i de grønlandske huse, fandt de mange europæiske varer. I forbindelse med musik er det interessant, at de så såvel fløjter som mundharper. (Lidegård 1991:76) Vi hører pudsigt nok i samme periode om nok et par mundharper; de stammer begge fra Haabets Colonie. Den ene oplysning har vi fra en salgsfortegnelse i 1724-25, hvor der blandt andet står Solgt til de Wilde:.... og blandt mange andre ting, for eksempel 2 Stk Lægter, l Sax, 19 hviide Skiorter m.m.m nævnes: ...; l Mundharpe;...(Ostermann 1938:126). En anden mundharpe fra samme periode og på det samme sted finder vi, ikke beskrevet, men rent fysisk. Da »Det grønlandske Landsmuseum« og »Natio- nalmuseets etnografiske Samling« i for- bindelse med 250-året for Hans Egedes ankomst i 1721 til Grønland foretog udgravning af Haabets Colonie, fandt de en velbevaret mundharpe, hvor dog tun- gen manglede. (Gulløv og Kapel 1979: 122). Hvorfor nu disse mundharper? 46 [11] Det indre af et velhavende grønlandsk hus. Træsnit af Aron fra Kangeq 1860. Det ved vi naturligvis ikke noget om, men pudsigt er det, at der tre-fire år efter koloniens oprettelse findes en mundhar- pe til salg, som de Wille køber, og at en beboer i mændenes afdeling af beboelses- huset har efterladt en anden, tabt eller bortkastet. Mundharpen er et meget gammelt instrument; det findes i næsten alle egne af verden, især er det i brug som folkemusikinstrument i Norge i vore dage. Mere kan vi nok ikke fa ud af den oplysning uden yderligere undersøgelser. Det er for øvrigt ikke en gang nødven- digt at tænke sig til et færdigkøbt instru- ment. Mange grønlændere er i besiddel- se af stor fingerfærdighed — tænk blot på deres enestående fangstredskaber — og selv et så kompliceret instrument som en violin er der en del hjemmebyggede eksempler på i Grønland. Flere hundrede år senere hører vi fra Alåvfe's hus i Godt- håb (omkring århundredskiftet): Musik- ledsagelse mangledes ikke, fordi storfanger- ne Alåvfe og hans søn Ivale var dygtige vio- linspillere. Musikaftnerne udartede til rene konkurrencer, når naboerne fra Qajaraq, Angåraq og Niko, var på besøg, for også de to var mestre på violinen. Angåraq lavede sine egne violiner og præparerede dyresener til forskellige strenge. (Lynge 1978:68-69) På Arons træsnit »Kaladlit pigigsut« hænger en violin, som jeg nogle gange tænker mig er skåret af én, der ligesom Aron selv ikke kunne bedrive megen fangst. Men buen mangler — eller hænger den bag violinen? 47 [12] Fanger fra Ammassalik med sin violin 1906. Foto: William Tnalbitzer. © Arktisk Institut. ...for at Danse og holde sig lystig efter Fiolongen. Assistent 1797. I 1797 skriver en forarget assistent hjem fra Arveprinsens Ejland: Kiøbmanden [gav] min Stue til Danserboed for Grøn- lunderne.... [Han] kaldte selv.... Grønlæn- derne ind i min Stue I; uden i Forvejen at varsle mig derom :/ for at Danse og holde sig lystig efter Fiolongen I: NB i sin slags :/ Jacob Dalagers Musique. Kiøbmanden var nærværende, som Tilskuer. To af det danske Mandskab kom indfor blot at seepå Dan- sen, men disse blev strax udjaget af Besty- reren. (Gad 1976:447). Købmanden er den gamle C. C. Dalager og Jacob må være hans søn. Assistenten bemærker også, at købmanden ved denne danse- musik ligefrem forledte grønlænderne til at fatte Ligegyldighed for Religionen, hvor- af jgien flyder gierne Ryggesløshed og Laster. Der er et par ting at bemærke ved den- ne assistents skrivelse. For det første er der næppe tvivl om, at Dalager, der er en erfaren mand og kender stedets danske mandskab, vil beskytte den lokale befolknings kvinder. For det andet er det tydeligt, at hvor assistenten ser noget anstødeligt i dansen, er den grønlandske tankegang en helt anden. Der har tidli- gere samme dag været gudstjeneste, hvor alle har været til alters. Derefter er det så, at stedets autoritet indbyder til dans, og det kan han altså ikke se noget galt i — og de grønlandske dansere kan i hvert fald slet ikke. Der var jo al mulig grund til at feste efter altergangen og syndsforladel- sen. Det tredie, der er at bemærke, er, at dette foregår i et lokale (her assistentens værelse), der ikke er en privat bolig. Der havde nu heller ikke været plads i et tra- ditionelt grønlandsk hus. Der udvikler sig mange steder den tradition, at kalat- tuilt foregår i et af handlens lokaler, bød- kerværkstedet eller tømrerværkstedet for eksempel. Dette har naturligvis noget med størrelsen af disse lokaler at gøre. Men man kan også se, at der er en op- blødning af tidligere tiders restriktive politik rettet mod alskens løssluppenhed, såvel den eskimoiske trommedans som anden dans, lege og sportslige aktiviteter. Det skete naturligvis ikke alle steder, for eksempel var brødremenighederne me- get restriktive, og ikke på én gang, men efterhånden høre vi oftere om, at disse lokaler lånes ud. 48 [13] De sidste ting, der kan siges om disse brudstykker af et brev fra en forarget og nyudsendt assistent, er nok så væsentlige. Det ene er, at der bliver spillet violin til dansen. Det er en af de første gange en violin — eller et instrument overhovedet - er nævnt som danseinstrument. Det næste er, at assistenten tydeligvis er »bed- re vant«. Han er helt oplagt ironisk, når han skriver: ... efter Fiolongen /: NB i sin slags:/Jacob Dalagers Musique. Vi har her at gøre med den særlige spillemandsstil på violin. Den vil jeg behandle udførli- gere senere. Endelig er det tydeligt, at denne dansemik er noget, der er al- mindelig ved festlige lejligheder. Det er altså på dette tidspunkt blevet en tra- dition. Få år senere - i 1804 — hører vi, at det i forbindelse med kongens fødsels- dag (Christian VII) i Uummannarsuk ved Holsteinsborg blev tilladt befolknin- gen ...at forlyste sig her, i det danske Huus med Dans denne Aften. (Gad 1976: 449). Der findes ikke nogen beskrivelse af dans med instrumentledsagelse mellem Davis i Godthåbsfjorden i slutningen af det sekstende århundrede, hvor det ikke var grønlænderne, der var hovedaktører- ne, og denne beskrivelse ved århundred- skiftet, hvor det var helt indarbejdet hos grønlænderne, i hvert fald nogle steder. På godt to hundrede år er der altså sket en udvikling, der gør det berettiget i dag at tale om »kalattuut«. Spørgsmålet er blevet stillet før i anden sammenhæng, men må stilles nu igen: »Hvad dansede grønlænderne ved disse to lejligheder?« Atter må vi svare: »Det ved vi ikke«. Men lad os igen prøve at gætte. I den mellemliggende tid, i dis- se godt to hundrede år, er der kommet en række nye danse til. Kontradansen er oprindelig en engelsk dans, hvor de dansende bevæger sig hen imod og væk fra hinanden. Den tager turen over Frankrig og får betegnelsen contredanse, på dansk kontradans. Den smelter sammen med Kvadrilledansen, kommer via Tysk- land til Norden og udvikler sig til en lang række danse, hvor fire par i en firkant danser en række ture. Herfra kommer betegnelsen på de forskellige turdanse, totur, tretur, firetur (firtur), sekstur, otte- tur. Polsdansen er en gammel polsk dans, taniek polsk (polsk dans) kortes ned til polska eller pols eller paals (Norge) og til endnu flere variationer (slangdans i Sve- rige). Det er en gammel springdans i tre- delt takt (3/4). Den udvikles senere blandt andet til polonaise (dansk, lidt respektløst: polsk på næsen), og mazur- ka. Begge er i tredelt takt, men meget forskellige. Polonaise er en ret langsom dans, vel inspireret af fordansen, der nærmest træ- des og ikke danses. Den har fuld beto- ning på første trediedel i takten: F — T" J + ----- .4 --- 4 ..... ^ --- ^ Polonaise. Mazurka er livligere, udviklet fra efter- dansen (springdansen). Den går i 3/4- 49 [14] takt og har stærk betoning på første og tredie fjerdedelsnode i takten. Den har sine egne trin, mazurkatrin: Mazurka. - og den: afsluttende takt: m •+•—* i Afsluttende takt. Schottisch (engelsk: scottish) er en hur- tig dans i todelt takt, der har arvet nogle trin fra en anden skotsk dans, eccosaisen. En livlig dans der minder om polkaen, men knap så hurtig. Polka er også en todelt dans, der min- der om og nok er beslægtet med såvel schottisch som eccosajsen. Dens navne- lighed med dansene fra Polen er tilfæl- dig. Navnet betyder »halv« på tjekkisk og betegner de små halvtrin, der tages på første fjerdedel i takten. Den er nok lidt yngre end de andre nævnte danse. Vals (tysk: walz, fransk: valse) er lige netop en mulighed. Den Stammer fra Bohmen og kendes fra sidste fjerdedel af det attende århundrede. Den er i familie med dreher og låndler, altså en pardans, hvor man drejer rundt. Det er nok den mest kendte dans med tredelt takt (3/4) nu til dags, men har tidligere også kun- net høres i en todelt udgave. Fra midten af det forrige århundrede til nu dukker der flere og flere beskrivel- ser op af det, der på dansk er blevet leksi- kaliseret til »dansemik«, hvor det hoved- sagelig^: eller udelukkende er kalattuut, der spilles og danses. Jeg har valgt at lægge nogle vandrette snit i form af be- skrivelser af kalattuut gennem tiderne ind her for på den måde at fortælle om denne festlige side af livet i Grønland. Mange andre kunne bruges, men det ville, hvad beskrivelse af dansen og musikken angår, mere eller mindre blive gentagelser. Kalattuut gennem tiderne - set gennem litterære briller ... so m om gulvet var af meget glat is. Otto Rosing, 1845-50. Qitinngitsut allaat sunnigaapput, ilaat niaqquminnik ilaat isikkaminnik akut- toqatigiissaaralutik. l. Sulili nuannarine- rulluinnarpai sisamaasunik, sastuunillu qitittut. Angutit arnallu niuisa aalarneri assigiinngillat. Tamarmik akunnattuussa- natik. Taakku marluk aalajangiunneruvai Haanseerakasik Kuulilu. Haanseerakasik pikkutsalluinnaraangami illuni tunuin- narlugu malaammiannguarluni tukkartu- leraraaq, talikasini peqiimillugit niui soor- lu maskiinami aalasut ilaat. Agiartut nipangeraangata sakimmilersortutut tuk- kartuutigaluni kisianni tunuarfissaminut ingerlasarluni, isiginnaartut nuannarin- ninnermit avaalaartuinnanngortillugit. — Taannali Kuuli takorannerluinnartarpoq, 50 [15] Spillemanden får sig en snaps. Frederikshåb/Paamiut 1898. Foto: Regnar Bentzen. © Arktisk Institut. pingaartumik Haanseerakasik illuitillugu. Aappi pikkutsalluinnaraangat Kuulip isi- gai isuinnarminnik tunngalerlutik, kim- mii qangattangaarlutik soorlu quasatoru- jussuakkut quaaqqisaaginnarmioq. Isigai sinnerseraallutik siumut utimullu paar- lakaapput aamma ileqqorsuummut akunnanneqanngilluinnartumik. (Rosing 1984:39). Samme oversat af Torben Emil Lynge, Narsaq i 1996: Man kan ikke skelne mellem melodien og dansen; fuldstændig i enighed. Alle dem, der ikke danser, er i samme stemning, deres hoveder og fødder laver de samme bevægel- ser til den samme rytme, l. Det er endnu bedre, da de begynder at danse fireturen og seksturen. Mændenes og kvindernes fødder bevæger sig f or skelligt. Men alle passer fuld- stændigt ind i rytmen. Han er mest betaget af Haanseerakasik og Kuuli. Når Haans- eerakasik kommer i ekstatisk stemning ven- der han sig væk fra Kuuli — kigger opad og begynder at trampe med let bøjede arme og med benene, der arbejder som en bevægelig del i en maskine. Når violinspillerne er færdige med melodien, fortsætter han med at trampe, mens han er på vej tilbage til sin plads, hvortil alle tilskuerne råber og griner af begejstring. - Og man kan ikke vende 51 [16] To spillemænd i Jakobshavn/Ilulissat 1922^ Ukendt fotograf. ©Arktisk Institut.. sig væk fra Kuuli, slet ikke når hun danser med Haanseerakasik. Når han kommer i ekstatisk stemning, kommer hun op og står kun med sine tåspidser og løfter hælene helt op og bevæger sig hurtigt på stedet, som om gulvet var af meget glat is. Fødderne be- væger sig meget hurtigt frem og tilbage skif- tevis og er i fuldstændig overensstemmelse med musikken. ... i de meest omgjængeligste Menneskers Selskab. Eduard Thomsen, 1863-64. vargjordt ryddeligt og indrettet til Dandse- salon, og da det laae ligeoverfor og nær ved vort Værelse, kunde jeg naturligviis ikke lade vente længe, førend jeg maatte over og see, hvorledes det gik til her i Landet. Det var langt hen på Morgenstunden, da vi skeiede ud og søgte Hviile, med Overbevis- ning om, at vi den første Aften af vort Ophold her, havde faaet den tilbragt rigtig glad, fornøiet og gemytlig i de meest omgjængeligste Menneskers Selskab. (Sø- rensen 1945:96). ... huller, der er faldgruber for de dan- sende. Carl Wagner, 1903. I Anledning af Skibets Ankomst hertil var der Dands om Aftenen, noget som kun fin- der Sted ved slige Lejligheder og til Høi- tiderne. Det var Tømrerværkstedet, som Efter gudstjenesten er da der stort kaffegil- 52 [17] Kaavikukulooq i Arsuk (?) 1906. Foto: Holger Smidt. © Arktisk Institut. de i det fri, ... Endog Johanne, der ellers aldrig drikker kaffe, kunne ikke slippe. Det lykkedes mig at fa kaffen til børnene omsat til te. Kaffegildet var et sammenskudsgilde, hvor de, der er gift eller har børn »i kirke«, trakterer. Om aftenen er der stor dans på en herlig åben plads med den bedst tænke- lige grusbund. Det er en hævet havstok ved siden af pladsen, hvor der ligger nogle store sten, hvorpå musikken - harmonika og violin — samt honoratiores, har sæde. For to år siden lå stenene spredt over pladsen. Det har ikke været noget lille arbejde at få dem op at dømme efter størrelsen af stenene. Deres gamle leje er endnu markeret ved huller, der er faldgruber for de dansende. (Kramer 1993:86). ... her dansede de, fordi de var glade ... Hans Lynge, 1921. En aftenstund stod Kongen nede ved lakse- huset og så på de dansende, som udmærke- de sig ved deres ukrukkede, naturlige væsen og måde at danse på. ... En lille gruppe gamle venner og bekendte fra Narsaq, Saarloq og Qpornoq, som ikke brød sig om så mange mennesker, som dansede efter et orkester fra »Fylla« til europæisk musik, dansede selv til hjemlig violinmusik, det vil sige gammel grønlandsk musik, som min- der om middelalderens europæiske folke- dansermusik. Grønlænderne havde lært den af hvalfangerne i gamle dage. l. Kon- gen skulle gå den vej, fordi han skulle op til 53 [18] Klar til akulikitsooq til treraderen i Julianehåb/Qaqortoq. Foto: Jette Bang. © Arktisk Institut. gymnastiksalen, hvor der var arrangeret fest til ære for kongefamilien. Men han kunne ikke undgå at se disse dansere, som havde valgt sig en platform udenfor butik- ken. Så gik Kongen over til dem og_ begynd- te at trykke dem i hånden. Han lagde mær- ke til, at her dansede de fordi de var glade, og her blev kongen en ti minutters tid, skønt dronning Alexandrine og deres 54 adjudanter skyndede på ham og sagde, at de var sent på den. l. Kongen var særligt grebet af to mænd i gruppen: Hanseeraka- sik, en lille rund mand med Edward 5's skæg, som var gruppens fyrige damer, god til at trampe i utroligt hurtigt tempo, og Kongen kunne lide den mand og grinte meget af hans morsomme måde at danse på og klappede ham på skulderen til ros. Den [19] anden var den berømte violinspiller An- gaaraq (»Lille onkel«) der lavede sine egne violiner. (Lynge 1988:9). ... harmonikamusikken og den dunder af trampen og afbravohylet... Hans Lynge, 1924. Under vor samtale under dansen røbede jeg, at grønlænderne sammen med matro- serne dansede på loftet af en af lagrene, og hun sagde, at hun meget gerne ville opleve den form for dans, som Knud Rasmussen så begejstret havde fortalt om. l Vi kunne alle- rede udenfor høre, at stemningen var som den skulle være, efter harmonikamusikken og den dunder af trampen og afbravohylet at dømme.... l Hun ville danse med mig og ikke med andre, men jeg formåede at lade mine venner Josva og Jonas danse en omgang med hende, og vi holdt ud til dan- sen holdtop. (Lynge 1988:85-86). ... det gjorde ikke noget, at grammofonen sommetider strejkede... Jørgen Fleischer. Begyndelsen af 1930-erne. Appat var præget af fremgang. Der var hele to dansesteder. I almindelighed dansede man i bødkerværkstedet, men når der var skibsanløb eller besøg af inspektionsskibet »Hejmdal«, dansedes der under halvtaget ved salteriet. I Appat gik folk meget op i dansen. Der blev også arrangeret dans for skolebørnene, og det var lykken at kunne invitere sine klassekammerater til bal på fødselsdagen. Det var skægt med disse sam- menkomster, og det gjorde ikke noget, at grammofonen sommetider strejkede, for vi kunne fa den til at køre ved at dreje pla- den rundt med pegefingeren! (Fleischer 1983:45). ... grønlænderne kunne danse, også kunne jeg også følge med. Hedvig Markussen 1932-33. Når skibet kom, forstod pastor Egede og kolonibestyrer Chemnitz at lave en fest. ... Jeg har en oplevelse fra tømmershoppen — hvorfor den hed det, ved jeg ikke. ... Da vi var færdige med bordet, dansede vi længe. Det var ikke ligefrem noget, jeg var oplært til, men grønlænderne kunne danse, og så kunne jeg også følge med. Det var de gam- meldags danse med liv og fart over, mazur- ka, rheinlænder og scottish og alt det der. Der blev spillet til på et orgel, og det var en oplevelse, at se et orgel blive trakteret på den måde, Jeg havde aldrig troet, at det kunne bruges til andet end salmer, men det gik glimrende. (Marcussen 1983:74-75). ... her arbejdes hele tiden, ingen lange pauser med behagelig konversation. AageGilberg 1938-39. Bedst lykkes den fælles selskabelighed under de såkaldte dansemikker, som vi oplevede et par stykker af — den største i Godhavn, hvor kolonibestyreren en aften holdt fest for alle danske i kolonien, officererne fra to danske marineskibe og en hel del grønlæn- dere. Traditionen tro begyndes der med kaffe og et væld af kager, og straks efter gik dansen løs i husets største helt ryddede stue. Ved en sådan lejlighed er der selvfølgelig en del mennesker, som aldrig har set hinanden før, men det mærkes ikke — alle er vennesæ- le, og man hører ingen selskabelige spydig- heder.!. Hvad danser man nu sådan et 55 [20] Hjemmelavet violin. Købt af Ville Brandt, Aasiaat. Museum filr Volkerkunde, Wien. Inv. nr. 75.903. sted? — Alt det der er rigtig livligt. Her tra- ver man ikke sløvt op og ned ad gulvet — med et udtryk i ansigtet, der ingen forbin- delse har med glæde, sådan som det ofte ses herhjemme. Nej, her er liv og glade dage — hele tiden. En grinende grønlænder pumper harmonikaen med flid, ftemtryller både danske og grønlandske melodier. De mest yndede danse er svejtrit, rheinlænderpolka og vals, men nu og da kommer der også en fangerdans, en foxtrot eller endog den top- pede høne. Man danser under latter smil og spilopper, så sveden hagler ned ad kinder- ne, men morskaben er, selv om den trækker ud til de små morgentimer, stadig ganske harmløs./. Ved en fælles dansemik er der pæn, høflig inklination, men sådan er det ikke ved en rigtig grønlændermik. Her farer herren med kasket på hovedet og cigar i munden hen og trækker en pige ud af den ventende flok, og de løber så under lydelig, men rytmisk trampen ud på gulvet, som straks efter er overfyldt — her arbejdes hele tiden, ingen lange pauser med behagelig konversation. (Gilberg 1977:36-37). Citatet af Jørgen Fleischer er lige på kan- ten til at kunne bruges i denne sammen- hæng. Det er taget med som eksempel på overgangen fra levende til reproduceret musik. Jeg vil komme nærmere ind på dette senere. Musik og musikinstrumenter gennem 150 år Den pyntede Ungdom følger med Liv og Lune Fiolinens og Trommens Toner. Christian Nicolai Rudolph, 1847. Hvilke instrumenter hører vi om til dis- se dansemikker? Først og fremmest - og især i begyn- 56 [21] delsen - violinen. Dette i sin grundform — som strengeinstrument - ældgamle instrument, der i det sekstende århun- drede opstod som folkeinstrument ved et sammenkog af andre strygeinstrumenter, liraen, fidlen, rebekken, hed oprindeligt viola da braccio »armfidel«. Derfra stam- mer diminutivformen violino, der blot betyder lille viola. Kan vi også sige noget om, hvordan der har været spillet på vio- linen? Det kan vi faktisk, men jeg vil lige runde en et par andre ting først. Vi hører også om et par andre instrumenter, et orgel og en harmonika. Det orgel er nu nok et »stueorgel«, altså et harmonium og altså i familie med harmonikaen. Når vi ikke har hørt om de to instrumenter før, skyldes selvfølgelig, at de først skulle opfindes. Det samme gælder et tredie instrument, der helt sikkert også har været brugt til danseledsagelse, måske i en snæver vending og i mangel af bedre, nemlig mundharmonikaen. Den er lige som de to andre instrumenter et fri- tungeinstrument. Det er nu ikke helt rig- tigt, at dette skulle opfindes først. I vir- keligheden er mundharmonikaens alder i form af den kinesiske sheng betydelig, over fire tusinde år gammel er den. I nyere tid kom harmoniet først. Omkring 1810 var det første på banen, i 1822 blev trækharmonikaen opfundet og seks år senere kom mundharmonika- en. Et stærkt forbedret harmonium var klart i 1840, og så kunne disse instru- menter gå deres sejrsgang over det meste af verden, herunder Grønland. Harmoniet blev fra begyndelsen i Grønland brugt som et instrument »for kirke og hjem«, beregnet til ledsagelse til salmesang og senere verdslige sange. Det Harmonikaen til søs 1913. Foto. Regnar Bentzen. © Arktisk Institut. er ikke til at sige, hvornår den første pol- ka er blevet spillet på et harmonium, men der var i hvert fald ikke noget i vejen for, at det kunne lade sig gøre. Jeg har ikke stødt på nogen forargelse over brugen af dette instrument til danseled- sagelse. Det skulle imidlertid være mær- keligt, om ikke én eller anden autoritet på et tidspunkt har nedlagt forbud mod en sådan brug. Men i hvert fald husker Hans Lynge fra 1924: Jeg spekulerede på om jeg skulle tale med ham [Jonathan Petersen] og forklare, at jeg havde haft svært ved at komme til orglet, fordi mine kammerater nægtede mig at komme til at øve mig og de brugte seminariets to harmo- 57 [22] nier til at øve sig på dansemelodier, men for ikke at være dårlig kammerat ved at ankla- ge mine kammerater, lod jeg sagen ligge og måtte finde mig i at blive forsømt. (Lynge 1988:88-89). \ Trækharmonikaen er blevet kaldt et énmandsorkester, men i modsætning til middelalderens énmandsorkestre, hvor én mand som sagt spillede på flere instrumenter samtidig, er der her tale om et enkelt instrument, men hvilket instru- ment! Det kan spille højt, det kan spille lavt, og det kan variere styrken på den enkelte tone eller akkord. Det indehol- der såvel melodistemmen som akkom- pagnementet, ganske vist kun som sko- magerbas, men det rækker fint. I den ret- te spillemands hænder, kan det fa en hver dansemelodi til at svinge og enhver dan- ser til at springe op og se sig om efter en partner. - Og så er det ret let at trans- portere. Der er her tale om de ret små trækharmonikaer, der var enerådende i mange år. Med andre ord den lille diato- niske toradede harmonika. Den var som regel stemt i F og C-dur eller i C og G- dur. Senere kom et lidt større treradet instrument for eksempel i F, C og G-dur. Disse harmonikaer, der giver forskellige toner afhængigt af, om man skubber eller trækker bælgen, er - synes jeg - et mere »musikalsk« instrument end de ofte større kromatiske harmonikaer, der nu næsten helt har fortrængt de diatoniske. Men det er en helt anden sag. Mere om det senere. Mundharmonikaen er bygget op på helt samme måde som den diatoniske trækharmonika. Det er forskellige af ska- laens toner, der klinger, afhængigt af om man puster eller suger. Det svarer helt til harmonikaens virkemåde, og har man en melodi på mundharmonikaen »i mun- den«, er springet til at få melodien på harmonikaen »i hånden« ikke stort. Også mundharmonikaen er begrænset, til én eller to tonearter, men det er som sagt et fint ledsageinstrument til dans. En grinende grønlænder pumper harmo- nikaen med flid. Aage Gilberg 1938-39. — Men tilbage til spillestilen. Er der en særlig grønlandsk stil? Taget under ét, altså violinen og harmoniet, harmoni- kaen og mundharmonikaen, har disse instrumenter det tilfælles, at der kan spil- les akkorder på dem, altså polyfont. Det er i modsætning til for eksempel klari- netten (skalmejen), som har været nævnt tidligere. Kloden rundt, og altså også i Grønland, har man i små samfund haft brug for spillemænd. Der har ikke altid været en flok, så man har måttet klare sig med færre. Til gængæld for de mange, har man spilleteknisk udviklet i hvert fald to forskellige måder at »forstærke« lyden på. Den ene har jeg været inde på, nemlig ved at spille på to eller flere instrumenter på en gang, eventuelt to ens, som for eksempel dobbeltfløjten. Den anden metode er ved at spille flere toner ad gangen altså akkorder. Violinen er næsten født til dobbelt- strøg og, som vi skal se, tre- og firedob- beltstrøg med en lidt anden bueteknik. Hvis man vælger G-dur, der ligger godt for violin, ligger to af grundakkordens, dominantakkordens og subdominantak- kordens toner hele tiden lige for. I G-dur er det g/h/d, d/fis/a(/c) og c/e/f. Disse 58 [23] Dørene slås op til kalattuut i Kullorsuaq, Upernavik kommune. Foto: Jette Bang. © Arktisk Institut. dobbeltstrøg er hos mange gamle spille- mænd i Grønland meget fremtrædende og karakteristiske. (Se melodi nr. m4). Poul Rovsing Olsen nævner den virtu- ose spillestil hos grønlandske violinspille- mænd, og det er meget tænkeligt, at også stilen med udstrakt brug af dobbeltstrøg (og tre- og firedobbeltstrøg, hvis man kan sige sådan), har sine rødder samme- steds. Han skriver i 1972: There åre se- veral interesting subjects to be studied. Thus, until recently, and, to a certain degree even to-day, Western Greenland fiddlers have been playing in a virtuoso manner a great deal ofdance music, which has been supposed to be of Scottish origin. This may or may not be true. But it is not a very surprising hypothesis since the Scots, 59 [24] just as the Dutch, for a long time regularly visited these regions as enthusiastic whale- hunters. (Olsen 1975:35) Den lille toraders eller den lidt større treraders diatoniske harmonika spiller forskellige akkorder, om man skubber bælgen sammen, eller man trækker den ud. Man har for eksempel i G-dur tre- klangen g, h og d på de tre første knap- per fra grundtonen i højre hånd, når bæl- gen trykkes sammen, og derefter de sam- me toner oktavforskudt. Noget tilsvaren- de men lidt mere kompliceret gælder når bælgen trækkes ud. Det er lidt overra- skende et godt begynderinstrument. Det er selvfølgelig ikke svært at spille forkert. Men hvis man først har lært at spille en melodi, kan man næsten gøre hvad det skal være, trykke på et par ekstra knapper nedefter i skalaen i samme række, uden at det lyder forkert. Man holder sig nogenlunde indenfor de harmoniske tre- klange. Og bassen i venstre hånd er næsten en foræring, simpel og effektiv. Er der også tale om en særlig spillestil for harmonikaen? Det mener jeg, der er. Man kan ved et lidt mere raffineret spil benytte sig af alle tre rækkers toner (ved en trerader) og på den måde undgå at skifte bælgens bevægelsesretning så ofte. Men modsat kan man også netop vælge at benytte sig af den særlige teknik at have de mange bælgskift, og det er netop det, der giver den særlige spillestil. Det opleves som en meget pulserende og nærværende musik, der er fremragende at danse efter. Der er andre særlige træk ved den (gamle) grønlandske spillemåde for disse to instrumenter, men disse er de vigtigste. For harmoniets vedkommende er det lidt sværere at indfange en særlig spille- måde. At en polka skal spilles rasende hurtigt i melodihånden giver sig selv, men det er selvfølgelig ikke anderledes end for andre instrumenter. Der er dog en nutidig specialitet for dette instru- ment og dets elektrisk forstærkede søster- instrument, elorglet, der har noget med akkordunderlaget at gøre, nemlig en udstrakt brug af septimakkorter. Dette gælder også for den kromatiske harmoni- ka og for guitaren. Det er en pudsig detalje, som jeg kommer lidt ind på senere. Mundharmonikaen, som trods alt er et sjældnere instrument, har en opbyg- ning af oktavens toner, der helt svarer til den diatoniske harmonika, jeg har nævnt. Selv om det selvfølgelig her er et spørgsmål om at puste eller suge i stedet for at skubbe eller trække, er det samme teknik, der skal bruges. Også her er der sandelig tale om en særlig spillestil med en udpræget brug af flere toner, ofte tre eller fire ad gangen. Dette sammen med de mange og hurtige skift giver en klang, der minder om harmonikaens, men alli- gevel er helt speciel. Den er vanskelig at beskrive — som al musik er — men har man først hørt den én gang, er den ikke nem at glemme. Josef Simionsen (Qa- vaat 1981: kassettebånd: B4-6) er en sand mester i denne spillemåde. Hvor- dan han så bærer sig ad, formår han at spille akkompagnementet samtidig med melodistemmen. Det lyder meget over- bevisende; det skal undersøges nærmere ved lejlighed. Ved al musikudøvelse er det nemmere at høre, hvordam musikken lyder end at beskrive, hvordan den lyder. Kalattuut 60 [25] »Grønlandsk dans i et af Handelens huse (C. Rudolph. 1847)« (Garboe 1962:3-5). Dands er Grønlændernes kjæreste Forlystelse, og de benytte med Glæde Leiligheden dertil, saa ofte den tilbyder sig. Men da deres egne Huse ere for smaa, tillader Bestyrelsen dem med Beredvillighed at dandse i Handelens Byg- ninger, og denne Tilladelse indskrænkes kun, naar der forefalder Uorden, hvortil ungdommelig Kaadhed som oftest giver Anledning ... det gjør et ret behageligt Indtryk at see den pyntede Ungdom med Liv og Lune følge Fiolinens og Trommens Toner. spillet af de gamle spillemænd har deres helt specielle og meget karakteristiske klang eller stil. (I andre sammenhænge ville man nok bruge ordet »sound«, det er vel også det mest dækkende udtryk her). I hvert fald vil jeg ikke tøve med at kalde den »den særlige grønlandsk spille- stil«, altså »på grønlandsk manér«. Har man først hørt den én gang, er man ikke i tvivl om karakteren af den. De to instrumenter, violinen og har- monikaen, er begge fortrinlige folkemu- sikinstrumenter, og godt sammenspille- de, med god musikalsk fornemmelse af buen for violinens vedkommende og af bælgen for harmonikaens, så har man folkedansemusik, der hvad musikalsk nerve angår, vanskeligt kan overgås. Jeg vil slutte dette afsnit om musikin- strumenter med et billede og en tekst fra Christian Nicolai Rudolphs lille hæfte: »Aksillisæt innuin nunnejnnit. Billeder af Grønland« fra 1852. Med den fare for overfortolkning, der naturligvis altid er til stede, vil jeg godt vove det ene øje og mene, at de to kvin- der og den ene mand på Rudolphs bille- de »dandser« »Den toppede Høne« eller »Længe nok har jeg bondepige været«, eller som den hedder på grønlandsk »pingasooq«. Det foregår til et tomands- orkester bestående af en violin og en tromme, et instrument, man ellers ikke hører meget til. Det spiller enten den danske eller den grønlandske version af melodien. Vi ser de dansende netop i det 61 [26] r_r »h* Lf i «r j-j tf ! p T- T S D7 D» T* -T" £>•> T m *) T~ T -r~ o» T T D? T" n r D? D7 i T r- E^ • • r n Melodieksempel m3. 1) »Den toppede Høne« og 2) »Pingasuusariaq« harmonisk sammenstillede. Der er benyttet den sædvanlige termino- logi, hvor »T« betyder tonika, »D« domi- nand og »S« subdominand; syvtallet i »D7« står for septimakkorden. »Den toppede Høne« er på øverste nodesystem og »Pingasuusariaq« på nederste. l T T T D7 T T D7 T T T T D7 T T D7 T 10 11 12 T S D7 D7 T T D7 T T T D7 D7 T T D7 T Som man kan se, er der akkordsammen- fald undtagen i takt 9. Dette er ikke i sig selv nok til at postulere et slægtsskab, en række andre musikalske elementer skal også sammenlignes. Ét eksempel blandt flere er den gennemgående frase på fire toner, der i »Den toppede« kommer første gang i anden takt [ml] sammen- 63 [28] holdt med den tilsvarende frase i »Pinga- suusariaq« [m2] og dens placering i de to melodier. Det ville føre for vidt at behandle den- ne sammenligning videre, men der er ingen tvivl om at der her er tale om en fælles oprindelse, og jeg mener også, at »Den toppede Høne« er den oprindelige melodi, der så er blevet filet godt til »på grønlandsk manér« i udgaven »Pinga- suusariaq«. Men den store lighed til trods, er der en karakteristisk og spændende forskel. »Pingasuusariaq« har en fermat i takt 16 [m2] (også i takt 8 er der en fermat, men det er en fejl). I virkeligheden er det en ekstra fjerdedelsnode, der bliver skudt ind dér. Sagt på en anden måde; sidste takt kan skrives som en 3/4 takt, uden at melodien når at få en valsepræget karak- ter. Det er en morsom rytmisk speciali- tet, der overhovedet ikke giver nogle dansemæssige problemer, men markerer, når melodien og dansen er færdig og skal begynde forfra. Denne indskudte fjerde- del findes som et særligt grønlandsk stil- træk i en del kalattuut. Kilder til kalattuut Dansene er blevet noget omformede efter de indfødtes smag. William Thalbitzer 1901. Hvornår begynder vi at have et sikkert kendskab til, hvad der blev spillet til dansemikkerne? Der er i alt fald to mu- ligheder, transskribtioner til noder og optagelser på et opbevaringsmedium. Som det ses senere, er det vanskeligt at skille disse to kategorier, så jeg vil nævne et udvalg af dem i nogenlunde kronolo- gisk rækkefølge. Først et par nedskrivninger: Nogle af de første kalattuut transskri- beret til noder finder vi hos William Thalbitzer: »Inuit sange og danse fra Gronland«, hvor han skriver: Danse fra Vestgrønland for violin eller harmonika, l Da jeg i 1901 > i den mørke del av vinteren bode hos de gammeldags grønlændere i Ege- desminde syddistrikt, ved bopladserne Arqittoq og Niaqornårssuk, hørte jeg man- ge danse. Min vart Tobias Wille hade selv violin og der var også harmonikaer. Her lærte jeg de første [fire melodier] av de her anførte danse. Det var især reeler og tur- danse av den slags, som folket gærne brug- te, når de ud på sommeren trak op på rens- dyrjagt i indlandet, op på de store højsletter foran indlandsisen, hvor man ofte teltede i en måned etter mere. Det er uden tvivl gamle bonde- og skipperdanse, som er trængt ind fra yderkysten, oprindelig bragt til landet fra de fremmede skibe (skotske, hollandske, tyske, danske). I den ensomme fjord har de holdt sig i lange tider, men de er blevet noget omformede efter de indfød- tes smag. l De sidst anførte danse er fra de nordligere egne. Jeg hørte dem alle på min første rejse i landet for længe siden. (Thal- bitzer 1939: 45-46). Det drejer sig om fire melodier fra Niaqornårssuk, to fra Jakobshavn og én fra »Umanaq«, som det står anført på noderne, alle nedskrevet i 1900 og 1901. Samlingens nummer 32 fra Jakobshavn er næsten identisk med »Marken er mejet« eller »Oppe i Norge«, en gammel dansk folkemelodi første gang udgivet i »Folkesange og melodier«, 3.udgave 64 [29] v n f *PPIM i;jriF^ Pip^r^M -B £ Melodieksempel m4. (Thalbitzer 1939:45) T 1869, men naturligvis spillet længe før. Men jeg har valgt at vise samlingens nummer 27 fra Niaqornårssuk. Melodi- eksempel nummer 4 [m4]. Der er et par ting at hæfte sig ved. De første otte takter gentages ikke, som det er normalt, men første del af melodien forløber over 16 takter. Anden del er med den ventede repetition. Rytmen er ganske speciel. Fra begyndelsen forsky- des betoningen fra første og tredie til anden og fjerde ottendedelsnode. I tak- terne to, tre og seks i begge dele (der er en stikfejl i takt seks; der skal være fire ottendedelsnoder) bindes to ottende- delsnoder sammen, så man i hele for- løbet har modsat taktfornemmelse. Den ophæves i takterne ni til seksten, hvor den »normale« takt indføres via optakten i takt otte. Temaet fra de første fire tak- ter gentages i anden del, men en oktav højere. På disse noder står »... for violin eller harmonika«, men det er helt tydeligt, at de er udskrevet for violin. Det, der gør dem meget interessante - bortset fra, at de som sagt muligvis er de første ned- skrevne kalattuut — er dobbeltstrøgene. Det er som sagt en meget gammel spille- stil til spillemandsmusik at lægge så mange akkorder på som muligt, og som vi altså her ser for første gang. Det har selvfølgelig noget med det musikalske udtryk at gøre, men hænger også sam- men med, at der ofte kun var én enkelt eller et par enkelte instrumenter som led- sagemusik, så det gjaldt for dem om at lyde så kraftigt som muligt. Her er ikke alene dobbeltstrøg, men tre og fire toner, der skal spilles arpeggio. En G-dur- treklang med fordoblet h ligger i begyn- delsen af anden del (takt sytten), og tak- ten før slutter af med den samme tre- klang, men her med fordobling afgrund- tonen; det er akkorder, der vil noget. ... when the other Greenlanders were dancing. Thuren og Thalbitzer 1901. Den næste samling, jeg vil omtale, er fra Hjalmar Thuren og William Thalbitzer: 65 [30] »The eskimo music«, hvor der om dens to numre 134 og 135 står: Modem dances, l Dances (reels) from the reindeer hounting-grounds south of Egedesminde, recorded in 1901 at Niaqornarssuk in Åulatsivik Fjord from Tobias Wille's violin. They belonged to the repertoir of T. Wille and his son who used to play them as duos and concertina when the other Green- lander s were dancing. (Thuren 1914: 112). Den består af to kalattuut (reels). De er ikke nye i forhold til de omtalte syv fra Thalbitzer, numrene 134 og 135 i denne samling svarer til numrene 29 og 30. Enten de to melodier nu er transskribe- ret af Thalbitzer, som de syv andre, eller af Thuren, er de ikke helt identiske med dem. De står i 4/8 medens de de to fra »de syv« står i C (4/4), men det er selv- følgelig af mindre betydning. Også andre små forskelle træder frem; men det er helt normalt, at to forskellige personer nedskriver samme melodi forskelligt. Den største forskel fra »de syv« er imid- lertid, at der her mangler de dobbelt- strøg, der gør noderne i den anden sam- ling så nærværende. Det, der gør denne enkelte side nærværende, er oplysningen om, at disse kalattuut blev spillet som duo af to musikanter, nemlig en far og hans søn. Et helt normalt billede inden for spillemandskredse. Jeg synes næsten, billedet står så skarpt og lyden høres så tydeligt, som hvis vi havde haft en video- optagelse af sceneriet. Vi er næsten nødt til at kigge på en af melodierne, nummer 135. De er fuld af »Liv og Lune«, som der stod i teksten til Rudolphs billede [m5]. j j r-j j - • j J J J rf J Tj ....... • ..... • - «n * * j * • • » !• V y l * * J » r wf \SU » •»— - i * y c/ n ti P. S9 =- y 'f 53 fi • H? h te h K. L t JSm. i J * i* ' j* t . « . _ j ^^ j r^i j n ^ ' *f i ,rm. ..... - • « r * T J , u t* i r r * ^ * • J , f ., i -.,.:- T : . Melodieksempel ra5. (Thuren 1914:112). 66 [31] Melodieksempel m6. »Kavinaq«. (Trebitsch 1906:610). Denne reel er nogenlunde lige ud ad landevejen; otte takter, der gentages, der- næst otte takter, der ikke gentages. lait 24 takter. Den har som nævnt ottende- delen som taktangiver og står i 4/8. Tonearten er G-dur. Den går fint til både toraderen og til violinen. Hvis man vil have lidt mere smeld på melodien, kan den transponeres til C-dur eller til D- dur, men det er ikke sikkert, harmonika- en kan følge med i D-dur; jeg taler selv- følgelig om den diatoniske. Der nogle fine akcenter på tredie ottendedelsnode i nogle af takterne, og næstsidste takt giver hele sidste del spændstighed samtidig med, at den sammen med sidste takt angiver melodiens slutning. Qanerpiaq ippiarnerpoq. Det er måske noget i den retning. Jobo Egede om indspilning af en sisamaaq på violin i Igaliku 1965. - Og nu til optagelserne: Dansk Folkemindesamling har en række optagelser af kalattuut, hvor de ældste er fra 1930. Jeg troede i lang tid, det var de ældste optagelser, men blev gennem en artikel af Michael Hauser gjort opmærksom på, at der fandtes nog- le optagelser af kalattuut fra 1906, opta- get i Nordgrønland af en østrigsk ekspe- dition. I artiklen står der i slutningen af en sætning: ... og 3 spillemandsmelodier, kalattuut. (Hauser 1985:197). Det er svært at beskrive mine følelser, da denne oplysnings rækkevidde gik op for mig. På dramatisk vis, følte jeg det, var den tidligste optagelse af kalattuut pludselig rykket yderligere 24 år baglæns. Det drejer sig om én optagelse i »Prøven« og to i »Upernavik« på »Edison-Walze« af to »kavinaq« og én »sisamat«. Senere sam- me år er de overspillede fra disse valser til små plader med 92 omdrejninger per minut. Plade nummer 610 indeholder en »kavinaq-polka«, indspillet af Vitus Mataq og ?? Kleemann på violin og har- monika den 3. juli 1906 i Prøven. (Tre- bitsch 1906:610). [m6] Det er en polka, men »kortet ned« til to gange fire repeterede takter, i alt 16 takter. Den gennemspilles uden slinger i valsen (eller polkaen) 4 gange med hastigheden 120 fjerdedelsnoder i minuttet. Jeg har kun noteret melodi- stemmen. Sekstendedelenes placering i anden takt og skiftet af placeringen i tredie bevirker, at det rytmisk bliver lidt svævende. Jeg har fornemmelse af, at man musikalsk, rytmisk bliver slået lidt ud af ballance; men det hele bliver sat fint på plads igen i anden del, hvor seks- tendedelene ligger samme sted i alle tak- terne. Jeg har skrevet melodistemmen ned i A-dur, fordi den spilles i denne 67 [32] toneart på den indspilning, jeg har hørt. Efter min mening ligger den bedre på violinen i G-dur, hvis spillemanden skal bruge dobbeltstrøg, og det vil han helst. Jeg har været inde på spillestilen på vio- lin. Da der også er en harmonika med på denne indspilning, er det i alt fald en nærliggende mulighed. Men hastigheden ville i så fald også skulle ændres, i dette tilfælde fra metronomtallet 120 til 108, og det er ikke helt troligt. Om den ene eller anden toneart er den rigtige, kan ikke fastslås uden et nærme- re analysearbejde. Det vil her i denne for- bindelse være vigtigt for mig at fastslå, at jeg ikke hvad musikoplevelsen angår mener, at det er af betydning, hvilken toneart en melodi bliver spillet i. Det er blot interessant at se, hvor tæt man kan komme virkeligheden, som den har været den dag, to spillemænd, Vitus Mataq og ? Kleemann, i 1906 spillede en kalattooq, de bare kunne. En gammel folkemusikindsamler sagde engang for mange år siden: »Spillemandsmusikken er ikke, hvad den har været. — Og det har den aldrig været.« Men tilbage til Dansk Folkeminde- samlings optagelser. (Dansk Folkemin- desamling: 1930-1967). Boas [?] spiller i 1930 violin til fem kalattuut; tre sisa- maat og to arfineq-pingasuut. Optagel- serne er foretaget i Narsaq på fonograf- valser af William Thalbitzer. En kort oversigt over denne samling: Antal År Sted Musikant Instrument 5 1930 Narsaq Boas ? violin 5 1935 Godhavn Natanael Sakkorat Broberg violin 6 1935 Jakobshavn Boierujuk violin l og Igumiut Boieraq violin 2 9 1949 Godhavn Johannes Wille harmonika 5 1949 Godhavn Pele Holm violin 5 1955 Jacobshavn Evarte ? harmonika 10 1965 Igaliko Jobo Egede violin ca.25 1967 (Vest-G.?) Peter Bertelsen harmonika Omkring halvfjerds indspilninger på vio- lin og harmonika »på grønlandsk manér« indeholder denne fine samling, der for- uden Thalbitzer har Erik Holtved, Inge Kleivan, Måliåraq Vebæk, C.L.Vebæk og Mia Okkels som indsamlere. (Dansk Folkemindesamling: 1930-1967). Et par ting er værd at fremhæve. Atter træffer vi på en »Wille«, her Johannes Wille. Andre »Wille«'r har udmærket sig, for eksempel Rosa Wille, der sammen med sit band har indspillet en CD i 1988 blandt andet med nogle kalattuut. En anden spille- mand, Pele Holm, hører vi om senere, da han er blevet 71 år. Og så svinger vi med benene! Opfordring til publikum fra musikerne. Rosa Wille & Tuukakkormiut 1988. I halvfjerdserne begyndte en række ind- spilninger af grønlandsk musik at dukke 68 [33] op på markedet. Det drejer sig blandt om om udgivelser fra Kalaallit Nunaanni Naqiterisitsisarfik og Ulo. Det ville falde helt udenfor denne gennemgangs ram- mer at remse dem alle op, og det er da heller ikke muligt for alles vedkommen- de at rubricere dem som kalattuut, se mine kommentarer til automatiseret mu- sik senere. Men af de mere bemærkelses- værdige af de nyere optagelser af kalat- tuut må »K'angå '76« (K'angå '76 1976: kassettebånd) siges at være. Dette kasset- tebånd fra 1976 indeholder en række kalattuut indspillet med fynd og klem. Spillestilen kan selvfølgelig ikke for- veksles med den gamle »på grønlandsk manér«, der er her tale om elektrisk for- stærkning af lyden for nogle af instru- menternes vedkommende. Men hvis man indrømmer den nyere tid, at det kan lade sig gøre at spille kalat- tuut på disse instrumenter, så er de flot og fejende spillet (Se dog mine bemærk- ninger om automatiseret musik neden- for). Her finder vi »Maniitsuliarluta«, der vil blive nævnt flere gange i det føl- gende. Der er i alt fald én ting, man ikke kommer uden om, hvad enten man bry- der sig om indspillet musikledsagelse til dans frem for levende musik eller ej; net- op disse saqisaat og akulikitsuut fra »K'angå '76« har gennem de tyve år, der er forløbet siden de kom på gaden, været utroligt populære. De findes i utallige overspilninger og har været sat i mange kassettebåndoptagere til dansemikker rundt om i Grønland. Blandt mange andre vil jeg nævne en lidt senere udgivelse på CD, der er et eksempel på en vellykket og oplagt sam- ling musik, man kan danse efter, indspil- let live. Det drejer sig om Rosa Wille & Tuukakkormiut's »Imissivorooq/De siger den er fuld« (Wille: 1988). Den indehol- der fem, seks kalattuut, noget, der ikke er ualmindeligt for kassettebånd og CD'ere optaget i Grønland. Og hos Rosa Wille — endnu en gang: »Manitsuliar- luta«. Disse små polkaer skulle vise sig at blive en god indgang for os alle til med stor for- nøjelse at kaste os ud i grønlandsk dans. Poul Lendal 1983. For nogle år siden fandt jeg tilfældigt hos en bekendt en fotokopi af en håndskre- vet melodi; »grønlandsk polka nummer 5« hed den. Videre stod der: Efter Henrik Stark, Godthåb/Poul Lendal, Brændekilde Folkemusiklaug 1979. Hvad var nu det for noget? Var der en nummer fem, måt- te der vel være mindst fire mere. Jeg ef- terforskede sagen og fandt de fire postu- lerede polkaer. På papirerne står der: 5 grønlandske polkaer, l Henrik Stark er grønlunder og ham mødte jeg for en del år siden. ... Han spiller, som så mange andre fra Grønland, harmonika, guitar, klaver og violin. ... Jeg skylder ham meget af min glæde ved den grønlandske dansemusik, l [om Poul Breiner] ...så skete det af og til at Poul stod for sig selv og spillede nogle sære stykker, som nok lignede dansk spille- mandsmusik, men som alligevel på deres egen simple facon virkede dragende. Det skulle siden vise sig at være musik, Poul kunne huske, fra de år han arbejdede i Holsteinsborg. Disse små polkaer skulle vise sig at blive en god indgang for os alle til med stor fornøjelse at kaste os ud i grøn- landsk dans. l Dansene er alle polkaer. 69 [34] D.v.s. at man bevæger sig traditionelt rundt på dansebanen, men sammensætter hver for sig sin egen pardans. Trinene, man kan plukke fra, er polka, totrin og rund- dans + div. steptrin, håndklap o. s. v. l Poul Lendal 1983. (Lendal 1983) Denne sam- lings nummer tre »grønlandsk polka nr. 3« er den nævnte og i hele Grønland elskede »Maniitsuliarluta«. Inden jeg går over til at omtale det vig- tigste værk med kalattuut overhovedet, vil jeg lige nævne, at der sikkert ligger nogle håndskrevne, stencilerede eller fotokopierede nodesamlinger rundt om i Grønland og Danmark. Foruden de ovenfor nævnte fem melodier har jeg kendskab til og har kopi af en samling på en halv snes melodier fra kalattuutfor- eningen i Ilulissat og en lille samling på fem kalattuut fra Gladsaxe Spillemands- laug. Det ville være af stor betydning at få kendskab til andre samlinger eller enkelte noder, således at en samling kun- ne påbegyndes ad den vej. ... træsko var meget eftertragtede — de kan larme mere. Josef Simlonsen 1932. Vi skal nogle år frem, før vi igen træffer noder med kalattuut på tryk. I 1981 udgiver Ulo værket »Qavaat« (Qavaat 1981) med optagelser fra en rejse i 1980 i Sydgrønland med lokale spillemænd på grammofonplade og kassettebånd af 25 melodier og de samme melodier trans- skriberede til noder. Fire af de indspille- de numre er desuden forsynet med dan- sebeskrivelser, blandt andet med en udmærket redegørelse for de specielle grønlandske stampe- og glidetrin. Jeg kommer lidt ind på det senere. I flæng kan nævnes saqisaat/polkaer, sisamaat/ fir(e)ture, arfineq pingasuut/otteture og den tidligere omtalte pingasuusariaq/tre- tur. De fleste melodier spilles på torader, men foruden den hører vi kromatisk har- monika, harmonium, mundharmonika og violin foruden en enkelt guitar i sam- spil med en harmonika. På nogle tekst- sider er der fortalt lidt om kalattuut, historisk og kulturelt, og der er indsat nogle fotografier af spillemænd og andre personer. Det hele er indrammet af små perler, tegninger af Isaq fra Igdlorpait. Dette er et hovedværk. Det er vigtigt, at disse indspilninger er foretaget. Det er også en fin disponering af fortællinger, aktørernes egne beretninger, musik, noder og dansebeskrivelser. Det kunne ikke have ladet sig gøre i dag. For ek- sempel er Louis Andreassen »Louis Hoo«, harmonikaspillemand på torader fra Nanortalik, død for nogle år siden. Der findes stadig nogle fa af de store gamle spillemænd tilbage, men de er en uddøende race. De skal nævnes her: Gerhard Kristoffersen Søren Egede Louis Andreassen Ammooraq Égede Johannes Poulsen Lukas Adolfsen violin diatonisk harmonika diatonisk harmonika kromatisk harmonika kromatisk harmonika kromatisk harmonika 2 melodier 2 melodier 13 melodier 2 melodier 2 melodier l melodi 70 [35] Josef Simionsen Johannes Poulsen Jakob Efraimsen mundharmonika harmonium guitar 3 melodier l melodi l melodi Josef Simionsen fortæller: Pattagiaasaq annerusumik atorneqartarpoq, qanersorta- rissat saqquminngillat. Taamanikkut uan- ga tamakkuninnga soqutigisaqanngilanga. Taamaallaat tusaamasarparput Qerrersuni tappattartorsuit. Tusaasarpagut tukkartar- palui, træskuut assut piukkuttaramikkit nipitunerusarmata. 11931-32 missaaniis- saaq qanersortariaq misilittalerpara, tassa taamani Qaqortumi aatsaat uuttortaler- para. Tassa taamanikkut tamakkua qanersoriannguit ataaseq koruuneqarallar- mata, niuertarfimmi takanani. Isigiinnar- sinnaannginnakkit ataaseq pisiarigakku, sunaaffa C eqquuvillugu, taamanikkum- mi nalugakku taava ilikkariarakku, aap- perakku G-mik, tassa marluutillugit appi- simaartarpunga. l Pikkorikkallarama katersortarfimmut qaaqqusarpaannga, qanersorialerlungagooq. Anernera pitsaa- gallarmat, sannavimmiit tapartut aqqa- nernut soraartarput, aasarikulooq, arfi- ninngornermi annerusumik taparniarta- ramik. (Qavaat 1981:25+27). Man spillede fortrinsvis på harmonika, mundharmonikaer var der ingen af, og jeg interesserede mig ikke for den slags, l Vi havde kun hørt om de store »baller« i Qer- rersut. Vi kunne høre når de trampede i gulvet, træsko var meget eftertragtede — de kan larme mere. l Omkring 1932 prøvede jeg en mundharmonika for første gang, det var her i Qaqortoq. Dengang kostede de een krone nede i butikken, l Men jeg kun- ne ikke nære mig, og købte en mundhar- monika, stemt i C, jeg vidste ikke hvad C- dur var, eller hvordan man spillede på sådan een. Da jeg lærte at spille på den, købte jeg een til, denne gang en G-mund- harmonika, og så spillede jeg på dem begge to på een gang. l Dengang jeg havde et ordentligt åndedræt, dansedes der i tømrer- værkstedet, især på lørdage, til klokken 11 om aftenen.« (Qavaat 1981:25+27). Det er for mig en overraskende oplysning, at Josef spiller på to mundharmonikaer »på een gang«. Josef Simionsen har på dette bånd indspillet tre kalattuut på mund- harmonika. Så vidt jeg ved, findes der ikke andre indspilninger på mundhar- monika, dette instrument til »een kro- ne«— Dansestenene er blankslidte af kamik- sålerne. Thuren og Thalbitzer 1901. Hvilke skriftlige ting findes der om kalattuut? Da jeg for et par år siden begyndte at interessere mig for denne side af »Grøn- land klædt på til fest«, undersøgte jeg også, hvilke skriftlige ting der forelå om kalattuut. Gennem de sidste hundrede år eller mere har der i mange lande været en stadig voksende interesse for at arbejde med den side af det kulturelle landskab, der har med folkedans og folkedanse- musik at gøre, såvel teoretisk som prak- tisk. Til min undren var der ikke meget nedfældet om det for Grønlands ved- kommende. Jeg berørte det i min indled- ning, men vil så her gøre rede for de skriftlige ting, der trods alt findes. 71 [36] Det vægtigste bidrag er en artikel for- fattet af William Thalbitzer og Hjalmar Thuren i 1911 i en artikel med titlen: »Dans i Grønland« (Thalbitzer og Thu- ren 1911). Denne artikel, der bygger på et antal rejser til og besøg på de danske handelspladser og på fangstpladserne opremser over halvtredsindstyve kalat- tuut. Desværre står der ikke meget om det musikalske indhold i disse danse, kun nævnes noget om instrumenter i et par tilfælde: Det blir ikke til noget med dansen, før de far en violin derop; også en herofon og en harmonika får de hentet og gir sig i lag med arbejdet. (Thalbitzer og Thuren 1911:86). Vi, hører også om et par musikanter, vi har stiftet bekendt- skab med før: ... og ved Niaqornarssuk i Auldtsiwikjjorden syd for Egedesminde, hvor der kun var plads til to par, mens far og søn spillede violin og harmonika sam- men. (Thalbitzer og Thuren 1911:82). Her møder vi altså orkestret »Tobias Wil- le og søn« igen. Thalbitzer og Thuren skriver: Overalt består hovedforlystelsen i dans, om vinteren inde i skolen, eller i et af handelens tjærede træhuse, i bødkerværkstedet eller i et af oplagsskurene, om sommeren under åben himmel på en flad klippe. Den sommerlige friluftsdans er uden tvivl den gladeste og festligste. I reglen er der en dansesten ved hver boplads, og kun en, for de grønlandske stenformationer er vilde og uregelmæssige, og man må ofte søge længe for at finde et fladt sted så stort som et stuegulv. På disse velkendte dansesten har dansen formodent- lig gennem mange slægtled gået sin gang i de arktiske lyse nætter; de er blankslidte af kamiksålerne. Man ser sporene i form af en glat rundkres, der ligger så nær ude mod randen af stengulvet, som fladningen til- lader. (Thalbitzer og Thuren 1911:82) ISIogle få af dansene er ret udførligt beskrevet, de fleste meget sumariske. Jeg vil her sakse den bedste beskrivelse af en dans, samlingens nummer l fra Ilhlor- suit, Umanakfjord 1900-1901: arfineq pingasut »otte«, kendt vistnok overalt på Vestkysten; fire par stiller sig korsvis overfor hinanden. Mand og kvinde danser først reeltrin vendt mod hinanden uden at flytte sig, derpå med ryggen mod hinanden, vendt imod kvinde og mand af naboparre- ne. Derefter bevæger de sig alle med samme art dansetrin i sigsagforbi hverandre kresen rundt, hver tilbage på sin plads. Her tre gange rundt med hinanden på stedet, og så hånd i hånd hele kresen en eller to gange rundt i en sluttet kæde. (Thalbitzer og Thuren 1911:84). Bortset fra reeltrinene (vi bruger de grønlandske stampe- og gli- detrin, tukkartarneq) danser min kone og jeg sammen med tre andre par denne arfineq-pingasooq på nøjagtig samme måde adskillige gange hver dansesæson heH Narsaq. Det næste arbejde, hvor der står lidt om kalattuut, er det ovenfor omtalte »Qavaat« med musikindspilninger, no- der og fire dansebeskrivelser. I denne for- bindelse, som nævnt, lidt om kalatuut historisk set. Det nævnes, at hvalerne i Grønland først og fremmest blev jaget af Tuluit (englændere), Qaqqartoormiut (skotter), og Pukkitsormiut (hollændere), og i mindre omfang afQallunaat (danske- re), Umittoormiut (nordmænd), Noorliit (tyskere) og Tulorutsit (franskmænd). (Qavaat 1981: (dansk) 18). Og om musikinstrumenterne, dansen og musikken: Europamiut nipilersuutaat 72 [37] siulliit arfannianit Nunatsinnut eqqun- neqarput. Taamani ileqqorisimavaat niu- ereernerup kingornagut nuannattartorsuu- simallutik. Agissat saqqummerneqartarsi- mapput silamilu saqisaanik paarlagaan- nillu qittattarsimallutik. l Nunatta ava- taani arfanniarneq unitsinneqarpoq ikummatissat allat atuutilermata, (arfee- rutilermallu), arfannialli nipilersuutaat, qittasaat erinaataallu nunatsinniiginnar- put. l Qiteriaatsit nipilersoriaatsillu ta- makku ullumikkut »kalattuunik« taane- qartarput. Ullumikkumullu nipilersoriaa- seq taanna kalaallit namminneq pigilivil- lugu ineriartortissimavaat. Erinnat nipi- lersortartumit nipilersortartumut inger- lateqqinneqartarput, nipilersortullu ta- marmik erinnamik atueriaasertikmalillu- gu nipilersortarput. Erinnat ilaat nutaa- jupput, sulimi kalattuunik erinniortoqar- tarmat. Agissat kingornagut supputaasat salleriinnik patiffillit takkupput, taakkulu kingorna nutsugissat pattagiaasat. Ullu- mikkut pattagiaq kallerup innitortoq, guitari, bassi tumerparpaallu kalattuunik nipilersornermut aamma atorneqartarput. (Qavaat 1981:19) De første europæiske instrumenter blev bragt til Grønland af hvalfangerne. Efter en handel var det almindeligt, at der blev festet. Violinerne blev hentet frem og udendørs dansede man polkaer og kende- danse. Hvalfangerne forsvandt fra Grøn- land, da andre energikilder overtog tran- nens betydning, men instrumenterne, dan- sene og musikken blev. l »Kalattuut« (grøn- landske danse) kalder man i dag den musik der har rødder i hvalfangernes musik. Den har i dag udviklet sig til en selvstændig grønlandsk musik. Melodierne er blevet givet fra spillemand til spillemand og alle har sat sit præg på dem. Mange af melodi- erne er nye kompositioner, og der bliver sta- dig lavet nye melodier. Efter violinen kom den toradede knapharmonika og senere tangentharmonikaen. I dag er el-orgel, el- guitar, trommer og bas også instrumenter der bruges til kalattuut. (Qavaat 1981:19) Det er som sagt et meget vægtigt værk på grund af sin alsidige behandling af stoffet. Den der først fik Urt at spille på orglet, skulle få det. Jakob II Egede 1910. Til sidst skal et værk af Brian A. Johan- sen, Qaqortoq fra 1991 nævnes. (Johan- sen 1991:43-45+Gl+G2). Dette speciale i musik beskæftiger sig hovedsagelig med andre musikformer, men har naturligt nok tre tekstsider om kalattuut og to nodeeksempler. Der er især to ting i det, Brian A. Johansen nævner, jeg vil frem- hæve. Det første er næsten indlysende, men det skal naturligvis på et eller andet tidspunkt i denne sammenhæng nævnes. Det er en undtagelse, at en grønlandsk spillemand kan spille efter noder. Det hænger nok sammen med »de særlige grønlandske forhold«; han har langt til nærmeste musikskole, de andre lokale spillemænd kan heller ikke spille efter noder, men først og fremmest skyldes det stor musikalsk evne til at spille efter gehør. Men der er selvfølgelig undtagelser; her er én af dem. Jakob II Egede fra Iga- liku fortæller: Ittorigaluarput oqarpoq siulliulluni ilikkaqqaarnitt« pissagaa. Uanga ilikkarakku siulliullunga, taava ittorigaluatta uannut tunniikkamijik. l 73 [38] Ilinniartinneqanngilagut, ilinniitissani- liinniit makkininnga sanaanik tunine- qanngivippugut. Tassa kimilluunniit ajoqersiineqarnanga nuutit ilikkarpakka. Taamani 191 O-mi erinnat sorliit atersin- naanngoqqaakakka massak' suli puiginn- gilakka — kalaallit tussiitaaniitit. Makkiva korusseqanngitsit b-qanngittullu ilikkaq- qaarakkit — aama taakua ilinniartinne- qarnanga uannut ilinniassallugit oqinnee- rakasiigamik. Atersinnaasakka naamagile- riarakkit tav' tulliani ataatsimik b-llit ataatsimillu korussillit ilinniarpak' taama- nikkit. l Maanakkulli pattagiaasamik akilikitsumik atigassat pattaatigissallugit nuannirinnaarami', assakka pikkorlut- tunngoramik — hi-hi-hi. (Qavaat 1981: 9-10). Man dansede kun kalattuut dengang, og jeg fik set mange danseaftener. Da orglet kom, sagde vores Ittu, at den som først fik Urt at spille på det, skulle ja det. Det gjor- de jeg og fik så orglet, l Vi fik ikke under- visning, der var ikke engang spillebøger, som vi kunne kigge i. Vi lærte os selv at spille, og da jeg først fik lært min første melodi fulgte resten afsig selv. Jeg kan end- nu huske hvad det var for melodier fra den grønlandske salmebog jeg først lærte mig. Det var dem uden krydser og b'er — de var jo nemme selv om jeg ikke fik nogen hjælp. Da jeg syntes at det var nok med dem, gik jeg over til dem med ét kryds og ét b. l Dog er der nogle numre — de hurtige kalattuut — akulikitsuut-numre — som ikke er så sjo- ve at spille med harmonikaen. Mine hæn- der er simpelthen ikke længere så dygtige hi, hi, hi, hi.... (Qavaat 1981:9-10). (På det tidspunkt er Jakob II Egede 79 eller 80 år gammel.) Den anden ting, Brian A. Johansen 74 (Johansen 1991:44) fremhæver, er den særlige becifring, hvor musikerne i dag ikke alene bruger den normale domi- nantseptimfirklang for eksempel A7 i D- dur, men også føjer septimen c til tonika (D7) og f til subdominant (G7). Dette særlige klangbillede går dog ikke så lang tilbage, i hvert fald ikke hvad den oprin- delige diatoniske trækharmonika og mundharmonika angår. På disse instru- menter kan man slet ikke tage septim- akkorderne. Til rådighed på harmonika- en er der i denne sammenhæng tonika og dominant samt molltreklangen i subdo- minantens paralleltoneart, i D-dur er det D, A og Em. Den vidt udbredte violin har normalt ikke septimen med men holder sig til treklangen, eventuelt med oktavfordoblede toner. Endelig kommer Brian A. Johansen ind på kalattooq'ens overlevelsesmulig- heder. Det vil jeg komme ind på neden- for, men først vil jeg behandle et par ting. Dansetradition og navne- tradition i dag Det var de gammeldags danse med liv og fart over, mazurka, rheinlænder og scottish og alt det der. Hedvig Markussen 1932-33. Hvilken navnetradition har der udviklet sig gennem årene? Tidligere er kalattuut, når de har været omtalt - især, men ikke udelukkende - af danskere, betegnet med de oprindelige navne. Reel og rheinlander, mazurka og [39] Unge i Narsaq danser »sisamaaq«, som er en af de kalattuut, der har de særlige grønlandske dansetrin. Drengene danser stampetrin »tukkarteq« eller »tukkarsorneq«, og pigerne danser glidetrin. Fotos: Finn Larsen. scottish, de forskellige turdanse, tre-, fir-, seks-, ottetur, polka og vals, og der er fle- re; for eksempel svejtrit (tysk: zweitritt, to trin), der i virkeligheden ikke er en dans, men trin i danse, og som ofte næv- nes. Logikken er ikke altid helt klar i tur- dansene. Der er en tendens til at betrag- te tallet foran »tur« (tretur, ottetur) som et deltagerantal og ikke som det, det oprindelig har betydet, nemlig det antal ture, der skal danses i en kredsdans eller en rækkedans. Den samme inkonsekvens går igen i de grønlandske betegnelser for disse gamle danse, se nedenfor. Der er i hvert fald fire veje at gå. For det første kan man grønlandisere de udenlandske navne, det er sket med vaal- si, sastooq (sekstur) og pestalat (faste- lavn). For det andet kan man oversætte det udenlandske navn, sådan da. Vi far så sisamaaq, som nok oprindeligt har været en firetur (firtur) eller en kvadrille med fire par, men nu er en rækkedans med to par (se nedenfor), eller arfineq-pingasooq (enten ottetur eller otte personer), arfini- leeq (sekstur). Pingasooq eller pingasuu- sariaq er i hvert fald helt sikkert beteg- nelsen for de tre personer, to piger og én dreng, der danser den. At den så også ses danset af et andet antal, for eksempel syv, er en anden sag. For det tredie kan man vælge et navn, som passer til dansen, her er der nogen forskel i de forskellige egne af Grønland. Vi træffer betegnelserne saqisaaq »den, hvor man svajer«, akuli- kitsooq »den hurtige«, mingulersortartoq 75 [40] "LILLE FIRTUR" (sisamaavaraq) ' C 2 C, Opstilling 2 par l rækken._.H_._ og D. __overfor hinanden. D1 og D2 l midten, ryg mod ryg. : n J : Takt 13-16 Klap på stedet. f f f~ Stamp på stedet (H.) og glidetrin pi stedet (b.T H1 indtager pladsen af D2 og H2 indtager pladsen af Dl med 8 gangtrin frem til venstre og derefter til højre som et halvt otte tal. D1 med 4 gangtrin frem i en bue til venstre indtager egen H1s plads. D2 tager tilsvarende pladsen fra H2. 4 trin på stedet eller D1 og D2 tager 4 trin på stedet eller bliver stående. Klap under gangen. Ir J J J '\\ ' • H j J|J Jj J J[J J[DJ j|j jj J j j J *>^ fvhvhjjvhvh «v h v h £ £ £ i Som takt 5-8 - Takt 17-22 12 gangtrin kæde (uden .at give hånd). Begynder rned h. - 2 Alle kommer tilbage til udgangsstillingen. Variation: H. stamper. U) VL Takt 23-24 Stamp (H.) og glidetrin (D.) på stedet. C\ -| A ^ "SEKSTUR" (sastooq) Melodieksempel m7. »Sisamaaq«, »Sisamaavaraq« eller »Sisaamannguaq«. (Qavaat 1981; hæfte: 28; dans: 3-4; bånd: B9). 76 [41] »den, hvor man truer med fingeren, en fingerpolka«, iparartariaq »den, hvor man slipper hinanden«, kaavikulooq »den, hvor man drejer rundt«, malinngu- artoq »den, hvor man forfølger en anden, en fangedans«. »Sisamaaq«, »Sisamaavaraq« eller »Si- saamaannguaq« er en af de få rækkedan- se i kalattooqtraditionen. Til gengæld er den særdeles udbredt. Den danses med så stor appel og med de ejendommelige grønlandske trin i hele Grønland, at den fortjener at blive vist. Jeg har her valgt at lade den optræde sammen med den ori- ginale dansebeskrivelse ved Anca Giur- chescu. En meget flot - men ikke helt nem — udførelse kræver fire gange fire rækker, ialt seksten dansere, der danner et kvadrat. Før den normale gennem- dansning på fireogtyve takter er færdig (ved takt sytten), strækkes alle danserne ud til én lang række, som så gennemfører et førløb i denne formation. Den oprin- delige opstilling dannes igen i takt sytten og så fremdeles. Det kan tilføjes, at den samme dans (og også kaldet »Sisamaaq« eller tilsvarende) danses til flere andre melodier, men selvfølgelig med samme taktantal. [m7]. På Åvåt og MIKs demonstrationsvideobånd danses sisa- maaq til denne og til en anden melodi med stor iver. (Åvåt 1986). Disse sisa- maaq's popularitet gav sig senest udtryk ved Katuaq's store åbningsforestilling den 15. februar i år, hvor ensemblet Nuummi Supputaasartartut blandt an- det spillede denne anden sisamaaq, her kaldet »Ittuaraq«, udsat for seks kromati- ske tangentharmonikaer og to spiseskeer, og hvor hele den tætpakkede sal klappe- de med i takt. Det var en skam, der ikke var et passende dansegulv til rådighed ved den anledning; taget havde formo- dentlig løftet sig. En lidt anderledes dans er »unnger- saq«, »bælte«. Fire-seks drenge holder fast i et bælte med venstre hånd og danser rundt i en karussel. Én af dem kaster et tørklæde til en pige, der så kører med i karusellen ved livfatning med drengen. Når alle drengene har fået sig en pige, danser karussellen rundt en gang til. Ofte fas den enkelte dans med et særligt »kælenavn«, som det grønlandske sprog har så let ved at give. Saqisaaq kan blive til saqisaannguaq (den lille saqi- saaq) eller saqisaavaraq (den søde saqi- saaq) og så videre. Den fjerde mulighed er at give den et navn, som relaterer til én eller anden begivenhed eller person. Et sådant navn kan efter en generation være helt ugennemskuelig. Et par eksempler: »Marteerannguaq« / »lille søde Martin« og »naalagaq Siimuuni« / »landsfoged Simony«. I den forbindelse er det ikke ualmin- deligt, man støder på en tekst til en kalattooq og der igennem et navn. Til den folkekære og flere gange nævnte saqisaaq »Maniitsoq« eller »Maniitsuliar- luta«, på dansk »Napoleon«, er neden- stående tekst almindelig brugt i Grøn- land. 77 [42] klap, klap, klap, klap, klap) egne venstre egne alle egne) hænder, hænder, hænder, hænder, hænder) 3 4 5 6 7+8] Manjutsuliarluta aallaratta Maniitsup kujataani ikkarlikkatta Maniitsuliarluta aallaratta Maniitsup kujataani ikkarlikkatta Maniitsormiuaqqanaa Maniitsormiuaqqanaa (Klap, klap, (egne højre (hænder hænder, [l 2 Maniitsormiuaqqanaa Maniitsormiuaqqanaa Oolequnngooq angerlarli (samt klap som ovenfor) Den vide udbredelse, kan skyldes popu- lille oversigt over, hvor den blandt andet lære indspilninger med tekst. Den fortje- kan ses og høres: ner en smule særbehandling, nemlig en 1981 Qavaat nr. D10 (hvor den hedder »Ikkarlillariaqinasi« / »pas på I ikke går på grund«) (Qavaat 1981:72) 1991 Johansen bilag nr G2. (Johansen 1991:44-45 og G2) 1994 Qarssoq, dansegruppe fra Vejle. Nr. 5 (Qarssoq 1994) 1983 Brændekilde Folkemusiklaug (hvor den hedder »grønlandsk polka nr. 3«) (Lendal 1983) 1988 Rosa Wille nr. 18 (Wille 1988) 1976 K'anga 76 nr. 11 (K'anga 1976) 19?? Louis Andreassen nr. 22 (Andreassen 19??) — og mange andre steder Trinene, man kan plukke fra, er polka, totrln og runddans + diverse steptrin, håndklap o.s.v. Poul Lendal 1983. Det var så dansene i dag - med en enkelt undtagelse, valsen. Den vender jeg til- bage ril. Men hvilke trin bruges i dag? En del trin, der tidligere har været brugt, er i dag gledet ud af den traditionelle folke- dans. Der har været reel- og mazurkatrin, scottisch- og polkatrin, svejtrit og chassé, hopsa- og hurretrin, gang- og løbetrin. Vi ved det ikke, men det er troligt. De korrekte trin må være indført sammen med de tilhørende danse og melodier. Hvilke er så tilbage? De altdomineren- de trin er polkatrin, chassé og svejtrit. Disses oprindelige form er »zweitritt« og bliver da også kaldt totrin. Med disse tre trintyper, kan man klare sig i de fleste situationer. Men man skal være klar over, 78 [43] at hvis man har lært dem i Danmark, skal de danses nogenlunde dobbelt så hurtigt i Grønland. Nej, selvfølgelig ikke, men det går altså hurtigt. At se nogle men- nesker, unge som gamle, danse en kaavi- kulooq, er et flot syn; at prøve at danse med selv, er en forrygende oplevelse. Med hensyn til fatning, er der en ten- dens til i polkaen, saqisaaq eller ipararta- riaq at bruge normal dansefatning i dag. Det vil sige H holder D om livet med højre hånd, D holder H om skulderen med venstre hånd og H's venstre hånd holder D's højre. Tidligere var livfatning mere almindeligt. Jeg har flere gange hørt, at den almindelige dansefatning er »den danske« måde at danse på, og liv- fatningen er »den rigtige«. Uanset hvad man gør i polkaen, skal man vogte sig for at danse på »den danske« måde, når man danser akulikitsooq eller kaavikulooq. Det vil uvægerligt gå galt; det ville svare til, at man satte en sidetung snurretop i gang. Jeg har ligefrem set par vælte, hvis de har et par arme strittende ud. Man skal gå tæt på, »flette ben«, tage godt fat, læne sig en anelse tilbage og så bare kom- me rundt. To trin svarer til en hel om- gang og til en takt. Foruden disse trin, der mest bruges til saqisaat og kaavikuluut, bruges gang- og løbetrin til de kredsdanse, der er omtalt i »Qavaat« (Qavaat 1981:dansebeskrivel- ser) og det samme gælder hurretrin, også kaldet svingtrin. Så er man også dækket ind. — Og dog, valsen »vaalsi« mangler jo, hvad med dem? Jeg spurgte for nylig nogle grønlændere, om »vaalsi« hørte med til »kalattuut«. Det gennemgående svar, efter en tænksom pause, var et klart »immaqa«. En af grundene kan selvfølgelig være, at valsen er af ret ny oprindelse og kom- met sent til landet. Men jeg synes allige- vel det er bemærkelsesværdigt, at den eneste tredelte gamle dansemusik i Grønland ikke opfattes som ægte kalat- tuut. Og når valsen bliver danset, for det gør den bestemt, går også den bandsat hurtigt. Valse har, på de indspilninger jeg kender, metronomtal fra 68 til 77 3/2- noder per sekund. Dét er hurtigt. Men heller ikke her synes det at være noget problem for grønlænderne at danse den- ne hurtige tredelte dans. Poul Lendal har også bemærket nogle »særlige step trin«. Hvad er det for nogle trin? Og kan vi kredse ind, hvor de kom- mer fra? Den grønlandske betegnelse er »tukkartarneq«, og hvad deres oprindelse angår, fik jeg noget af en overraskelse, for at sige det mildt. Mere om det senere. Men selve trinene? De skal opleves, ikke beskrives. Et forsøg er imidlertid gjort, og gjort godt, af Anca Giurchescu, med hjælp fra Åvåt, Johan Kleist. Disse beskrivelser udfylder én af de fire sider med dansebeskrivelser i »Qavaat«. Det særegne ved disse trin er, at de er helt for- skellige for mænd og kvinder. Mændene stamper og kvinderne glider. Anna Giur- chescu skriver om trinene: ...nogle »stam- petrin« (herrer) og »glidetrin« (kvinderne) som man ikke kender i de oprindelige euro- pæiske danse, l At danse disse trin godt, kræver øvelse; men hver især laver man sine egne stampe- og glidevariationer, alt efter hvor vant man er til at danse. (Qavaat 1981: dansebeskrivelser: l). Men hvad tæthed i skildring og kunst- nerisk nerve angår, er det Otto Rosings tidligere gengivne beskrivelse af »tuk- 79 [44] kartarneq«, der bærer prisen. (Rosing 1984:39). Det vil være naturligt at slutte danse- og trinbeskrivelserne af med at løbe en dans igennem, der er typisk. Det er en par- dans med almindelig omdansning (se nedenfor); den har et enkelt forløb, og den går hurtigt. Louis Andreassen spiller den på sin toradede harmonika, og hos ham hedder den »kaavikulooq-ipararta- riaq«. [m8]. =s Melodieksempel m8. »kaavikulooqiperartariaq«. (Andreassen 19??:B9). Opstilling Valgfrit antal par i kreds, parvis med ansigtet i danseretningen. Halv liv- fatning, herren lægger højre hånd om damens liv og damen lægger ven- stre hånd på herrens højre skulder. Almindelig omdansning foregår rundt i salen mod solen og med omdrejning med solen »ret om«. Selvfølgelig kan såvel polkatrin som totrin (svejtrit) også danses »aved om«. Takt l Takt 2 Takt 3 Takt 4 80 Parret danser ét chassétrin fremad begyndende med venstre fod med appel hver gang foden sættes i gulvet (ialt tre gange). Parret danser to gangtrin fremad begyndende med højre fod. Herren vender sig og danser ét chassétrin i den modsatte danseretning begyndende med højre fod samtidig med, at han tager damens venstre hånd i sin venstre og påbegynder en drejning af hende mod solen. Herren danser to gangtrin på stedet begyndende med venstre fod sam- tidig med, at han fortsætter drejningen af damen. [45] Takt 5-8 Parret slipper hinandens hænder, og herren vender sig om. Almindelig omdansning i salen med polkatrin. Takt 9-10 Halv livfatning som ved opstillingen. Parret danser to chassétrin begyn- dende med venstre fod med kraftig appel hver gang, foden sættes i gulvet (ialt seks gange). Takt 11-12 Almindelig omdansning med fire to trin (svejtrit). Takt 13-16 Som takt 9-12. Variation for de seje: Takt 11-16 Almindelig omdansning med tolv totrin (svejtrit). Kalattuut i dag - og i morgen Er kalattuut en historisk kuriositet — eller kan den overleve? Overleve hvad? Tja, for eksempel nutidens massive påvirkning af ander- ledes grønlandsk og udenlandsk musik. Det afhænger af mange ting. Når man i Grønland i én eller anden selskabelig sammenhæng — efter en bid brød og en dram for eksempel — skal have en sving- om, enten noget man selv arrangerer, eller man bevæger sig til det lokale dan- sested, skal man være meget uheldig, hvis man ikke får prøvet at danse kalattuut. Der sker typisk det, at efter et par mu- sikstykker, hvad art det end måtte være, fra en CD eller fra et orkester eller et band, kommer der en saqisaaq, en aku- likitsooq eller en sisamaaq. Der er ikke mange bænkevarmere, så det er bare med at hænge på. Ikke at det er særlig indvik- let, jo, »tukkartariaq« er ikke for begyn- dere, men ellers er det ikke galt; men det går bare stærkt! Sædvanligvis 130-145 fjerdedelsnoder per minut. Som sagt, de fleste er på banen, men hvad med børnene og de unge, gider de, kan de? For det første gider de godt. For det andet er det helt uproblematisk for børn at danse disse rasende hurtige dan- se. Selvfølgelig er der børn og unge, der har andre fritidsinteresser end at danse; men dels danser man kalattuut mange steder i de helt små klasser i skolen, dels er der som regel tilbud til børn og unge om at gå til kalattuut i fritidsundervis- ningen. Den er velbesøgt, og som det væsentligste: det er i orden at gå til dans. Det er altså ikke flovt, hverken når man er ti eller tolv, fjorten eller seksten år. Det er sjovt at se en flok mennesker til en fest danse kalattuut. Langt de fleste er på gulvet, en stor del af dem danser godt og en stor del af dem igen danser frem- ragende. 81 [46] Folkedans i Holstebro sommeren 1982. © Larhøj Foto. Han trakterede en stakkels ariston med en sådan larm, at vi måtte holde os for ørerne. Lisbeth 1900. Det var selve dansen, hvordan står det så til med musikken? Det er et lidt mere broget billede. Den mekanisk drevne musikgengivelse ved jeg ikke, hvornår vi hører om første gang. Som ovenfor sagt af Jørgen Fleischer danses der til grammofon i trediverne i Appat. Der er her tale om en rejsegram- mofon; børnene kunne dreje pladen rundt med pegefingeren hvis grammo- fonen gik i stykker. Men der er langt tid- ligere hos Helden og Thalbitzer i 1900 82 [47] en beskrivelse af en mekaniseret danse- ledsagelse: Både i Umanakjjorden og i Egedesminde var jeg med til dans efter ari- ston (herofon, på grønlandsk moreersit »en slibesten«), et sørgeligt nedbrydende instru- ment for den særegne nationale stil, som sammenstødet mellem oprindeligt og nyt efterhånden havde afsat i de nygrønlandske sang og danseformer. (Thalbitzer og Thu- ren 1911:82). I Lisbeths dagbog kan vi fra Igniarfik (sjovt nok meget præcist lør- dag formiddag den 31. august 1900) læse: Street [udligger i Igniarfik] gjorde sit bedste for at underholde os, i et par timer stod han og trakterede en stakkels ariston med en sådan larm, at vi måtte holde os for ørerne. Da inspektøren [Daugård-Jensen] forsigtigt sagde, at han vist blev træt af at dreje, bedyrede han, at han kunne dreje så længe det skulle være, men heldigvis blev der sat mad på bordet, og så slap vi for fle- re melodier. (Jacobi 1964: 154). En ari- ston eller en herofon er en slags spille- dåse, hvis runde papskive aktiverer nogle metaltunger, der påvirket i en fastlagt rækkefølge danner en melodi. Det er dette »instrument«, som altså har lydt i Uummannaqfjorden og i Egedesminde i 1900 eller 1901, og som Thuren syntes var »et sørgeligt nedbrydende instru- ment«, og som gav Lisbeth lyst til at hol- de sig for ørerne. Er det da så galt? Før jeg prøver at besvare det spørgsmål vil jeg lige give en vurdering af udviklin- gen i nyere tid. Ændring af spillestilen fra »den særegne nationale stil i de ny- grønlandske danseformer« til i dag er markant. Den store ændring skete i tres- serne med spolebåndoptageren og i halv- fjerdserne med kassettebåndoptageren. Det var lettere at medbringe en båndop- tager og et i forvejen indspillet bånd til en fest eller en danseaften, end at få trommet et par spillemænd sammen. Og netop dét er problemet. Hvis ikke spille- mænd bliver brugt, mister de »den særegne stil«; ikke på én gang eller over en kort periode, men på længere sigt. Og værre er det, at der ikke kommer nogle nye spillemænd på banen. De skal jo først få lyst til selv at spille ved at høre andre, dernæst spille sammen med andre i et længere tidsrum, for til sidst at kun- ne stå som udlærte spillemænd. Jamen, er det da så galt? Endnu en gang vil jeg undlade at sva- re og følge udviklingen lidt længere frem. Fra midten af halvfjerdserne kom nogle instrumenter med elektrisk forstærket lyd til Grønland, først og fremmest gui- taren og orglet. Jeg foretrækker instru- menter, der ikke behøver kunstigt åndedræt, men kan da godt høre, at en kalattooq spillet på et elorgel kan funge- re, så det er der ikke problemer med; især ikke, hvis elorgelmusikeren slår sig sam- men med et par andre musikere. Rosa Wille & Tuukakkormiut har blandt andre lavet nogle nærværende og med- rivende liveindspilninger af noget blan- det dansemusik, heraf nogle kalattuut, der fungerer fint. (Wille 1988). Er der da noget galt overhovedet? Ja, det er der efter min mening i høj grad. Lige siden en musiker første gang slog på en hul træstamme til en dansende flok mennesker i Afrika eller hos inuit slog på den første rammetromme til sig selv, har samspillet mellem musik og dans, mellem musiker og danser, været det centrale. Hvis musikkens puls mang- 83 [48] ler, mistes en dimension i folkedansen, i kalattuut'en. Det vil jeg prøve at forklare nærmere. Musikkens puls er ikke det samme som dens rytme, den ligger et niveau over rytmen. Når man som spil- lemand - som regel og bedst sammen med andre — sætter dansen i gang, opstår der øjeblikkeligt en samhørighed med de dansende, der gør de to elementer, musikken og dansen til en enhed. Dan- serne kan høre og næsten mærke musik- ken og følger den i trin og tramp, i ture og vendinger, og musikerne kan se og nærmest føle dansen og indretter sig efter den. Og i denne samhørighed opstår musikkens og dansens puls. Her lever musikken og dansen. Næsten samtidig med at elorglet blev opfundet, blev der også opfundet en automatisk rytmesektion, der blev byg- get ind i instrumentet. Senere blev den også indbygget i harmonikaen foruden en automatisk bassektion, nærmest en walking bass. Jeg mener, det er det værste, der er sket for den folkelige musik i videste forstand nogensinde. Musikken er blevet frataget sit indre organiske liv ved at blive spændt efter rytmens enerverende og stereotype auto- matisering i form af en rytmeboks. Nok er der rytme, men ingen puls. De dan- sende og musikerne har meget lidt føling med hinanden, og det frygter jeg kan blive kalattuut'ens endeligt, hvad det musikalske angår. Men kan kalattooq'en overleve? Trods alt, ja, det tror jeg. Jeg er sikker på, at med denne parathed, der er hos alle i Grønland til at danse kalattuut til alle festlige lejligheder, vil der på et eller andet tidspunkt opstå behov for og glæ- de ved at bruge levende musik og sikkert også spillemænd »på grønlandsk manér«, kort sagt kalattuut. Da N.A.I.P. fra Nuuk havde været på tourne i 1971 til Ilulissat, Qasigiannguit, Aasiaat, Sisimiut og Maniitsoq med blandt andet kalattuut og havde Pele Holm, 71 år med som spil- lemand på violin (den Pele Holm, jeg tidligere har omtalt), skrev »Sermitsiaq«: Tikisatta tamarmik qujassutigisaqaat namminneq kalaallisut oqaatsisik ator- lugit isiginnaartitsiartortunit orninneqar- nertik, agiarlu nipilersuutigalugu kalat- toorfigineqarnertik. Katersortarfiit ulik- kaavittarput. Aallariartuleraangatta ater- fiorrattaqaat. (Sermitsiaq 1971:25:19). Alle steder udtrykte man glæde over at ople- ve en grønlandsksproget tourne og opvis- ning af folkedanse med violin som musik- instrument. Der var fuldt hus hver gang. Mange mødte op, når vi skulle rejse videre, for at sige tak. — (Sermitsiaq 1971:25:12). Det ville være en god ide, om man fik samlet nogle af de sikkert mange opta- gelser på videobånd, der ligger i de for- skellige lokale TV-foreningers arkiver, især de optagelser, der også har spille- mænd med på båndet. Dernæst ville det være betydningsfuldt, hvis man i tide optog de lokale kalattuutarrangementer med deres lokale varianter de steder i Grønland og eventuelt Danmark, hvor de findes. Dette kunne for eksempel ske på video, men med en bedre lyd end den, man kan opnå med videokameraets ind- byggede mikrofon. Endelig ville det være af uvurderlig betydning, om man i tide fik lavet optagelser af de store gamle spil- lemænd, der stadig er aktive, eller som i hvert fald stadig kan spille kalattuut i på 84 [49] den grønlandske manér. Men det haster; mange af dem er over tres, flere over halvfjerds eller firs år. Disse optagelser vil ikke kunne laves om ti eller femten år. Men hvis de blev lavet nu, vil der måske kommer flere spillemænd til med den særegne nationale stil, som sammenstødet mellem oprindeligt og nyt efterhånden havde afsat i de nygrøn- landske ... danseformer. (Thalbitzer og Thuren 1911:82). - Med tiden. Den skarpsindige læser vil nu snart sige: »Han snakker jo udenom. Han har end- nu ikke forsøgt at besvare spørgsmålet »Hvor kommer kalattuut'en fra ?««. Som det vil fremgå af det indtil nu skrevne, vil svaret naturligvis være: »Fra hvalfanger- ne«. Denne opfattelse er udbredt og den er også rigtig. Hos H.C.Petersen står der for eksempel: Mumernermut tivanermul- lu tarsiullugu qitinneq atorneqarlualer- poq. Agiaq, qallunaat agiaat nutsugiar- luunniit nipilersuutigalugit Europamiut qitigiaat arfannianit ilikkakkat aliikkuta- rineqarluartarput, kingulliarsunnit ataat- simut »kalattuu«-nik taaneqartarlutik. (Petersen 1987:242). Europæiske danse blev meget populære og kom i Vestgrønland til at erstatte trommedansene. Dansemelo- dierne, som man oprindeligt havde lært af hvalfangerne, blev spillet på violin eller harmonika, og dansene kaldes i dag »kalat- tuut«, »grønlandske danse«. (Petersen 1991:244). Jeg mener imidlertid ikke, det er svar nok, eller rettere sagt, jeg mener ikke, det er hele svaret. I virkeligheden kan spørgs- målet om kalattuut's oprindelsessteder endnu ikke besvares fyldestgørende. Jeg vil gerne beskrive en selvoplevet episode for at vise, hvad jeg mener. Den stammer fra Ilulissat vinteren 1995, altså for gan- ske nylig. Mod slutningen af børnenes ugentlige kalattuut-arrangement, hvor der var blevet danset de lokale varianter af saqisaat, akulikitsuut og arfineq pinga- suut, stillede de op tre og tre med livfat- ning efter hinanden til en todelt, lang- som melodi. De udførte nogle ret ind- viklede trin, og da de havde danset rundt i lokalet et par gange, gik de som afslut- ning på aftenen dansende ud ad døren. Denne atypiske dans og dens langsomme musik tyder snarere på en påvirkning fra borgerskabets selskabsdanse i midten eller i slutningen af det forrige århundre- de end fra søfolkenes hurtigere danse. Jeg kan naturligvis tage fejl i dette, men er af mange grunde overbevist om, at oprin- delsen til kalattuut er todelt. Dels som efterhånden mange gange sagt og i hvert fald først, hvalfangerne. Dels de norske og danske embedsmænd og håndværke- re, der efterhånden blev ansat i et vist antal i det meste af Grønland. Igen vil jeg prøve at lukke øjne og øren, men måske skæve til violinen på Arons billede og tænke på stemningen på Jakob Danielsens lille akvarel. Peter, en dansk bødker, ansættes ved kolonien i midten af det forrige århundrede. Blandt andet for at forlyste sig selv og forhåbentlig de fleste af sine medrejsende har han bragt sin torader med. Den har han købt i Hamburg et par år tidligere, da han var på valsen, og han er blevet helt ferm til at spille til sine egne viser. Han har også lært sig nogle af de nye dansemelodier og kan efterhånden spille til en god polka og vals. En aften tager han sit instrument 85 [50] frem og spiller en mazurka. Også Jaaku, en af stedets storfangere, der selv har lavet sin violin og behandlet nogle pas- sende sener til strenge, finder sit instru- ment frem og spiller en reel, som hans far har lært af hvalfangerne for mange år siden. De prøver at spille hinandens musik i forening, og efter nogle afteners forløb Tcan de nogenlunde følge hinan- den. Efter nogle ugers forløb er det ikke til at forstå, at de ikke har spillet sammen altid. Heldigvis er stedets naalagaq for- stående nok til at tillade den slags for- nøjelse og også forstående nok til at se gennem fingre med, at nogle af de unge og voksne, der har set dans i nabokolo- nien, finder en dansesten lidt væk fra husene. Om vinteren far nogle den ide at bruge snedkerværkstedet til en dansemik ved en fesdig lejlighed. De spørger og får lov som en særlig gunstbevisning på den betingelse, at der ingen usømmelig handling forekommer. Det er palasi, der har fået den betingelse føj et ind; han er ikke tryg ved situationen. I løbet af et par år vokser Piitarsuaq fast ved kolonien, finder sig en sød grøn- landsk pige og ansøger autoriteterne om tilladelse til at gifte sig. Efter noget tov- trækkeri far han den, ikke mindst fordi pigen til stor fortrydelse for præsten er blevet gravid. Det går lidt i stå med dan- seriet på grund af dette og et par andre episoder, men efter en tids forløb kom- mer disse fritidsaktiviteter i gang igen. Efter en menneskealder er der nu flere spillemænd, unge mennesker, én med en harmonika og én med en færdigkøbt vio- lin. Nogle unge mennesker har også fået fat i en mundharmonika, som de i tide og, efter nogle voksnes mening, i utide 86 spiller på. Der er vokset en tradition frem med faste dansemikker, når skibene kommer, og også en gang eller to om måneden vinteren igennem. Repertoiret er ret fast, men hvis der kommer en fremmed spillemand til kolonien, kan der godt smutte en og anden ny melodi med. Med andre ord, de spiller og danser kalattuut, og det er svært at huske, hvor dansene og melodierne kommer fra. For børnene og de unge er det i hvert fald helt sikkert, at de altid har været der. Der er mange ting, jeg ikke har været rundt omkring på disse sider. Det kunne være interessant at finde ud af, i hvor høj grad inuit i Canada og Alaska har en levende folkemusiktradition. I Grønland er der en del kalattuut, der har en tekst knyttet til sig. Dem skulle man kunne samle, eventuelt sammen med de noder, jeg optimistisk håber findes hist og pist. Der er et par steder i Grønland, hvor man bruger nogle uventede og i den for- bindelse interessante instrumenter til at spille på til kalattuut. Et af dem er angi- veligt en citer. Dette og muligvis andre instrumenter kan dårligt stamme fra andre end herrnhutterne, der trak sig ud af Tandet i år 1900. Det kunne være af betydning for belysning af et historisk forløb, at få disse verificeret. Men disse og andre nærliggende emner i omegnen af kalattuut må vente til en eventuel anden gang. Jeg vil forsøge med et lille udsyn til fremtiden. På lidt længere sigt ligger der nogle spændende forskningsområder. Der ikke noget, der tyder på, at ret man- ge har beskæftiget blot nogenlunde ind- gående med kalattuut. Hvis man skal et [51] ^^-^^^^^f^^^^y^ -- •ad* *.***••* ...-*^™_T«...«*»sc™^E*^^i-i~wii". - r*St-S**ifc, ^_-, .«,.-w,~»*T«^;' »Ringdans i midnatssolens skær på sommerfangstplads« kalder den grønlandske kunstner Jakob Danielsen denne akvarel fra 1920'erne. stykke vej videre i studiet af kalattuut og deres betydning for samfund og miljø, historisk og kulturelt, er der ingen vej uden om at studere dem ud fra en mu- siketnologisk synsvinkel. Det kan nok et stykke hen ad vejen gøres som et skrive- bordsarbejde; men på et eller andet tids- punkt er der to veje, man nødvendigvis må gå. Dels vil det være af stor betydning at få indsamlet så meget og så bredt et materiale om og med kalattuut i Grøn- land som muligt såvel med spillemænde- ne som med danserne. Af betydning, for- di det er vigtigt at have så mange af de lokale varianter af melodierne og danse- ne, som muligt, hvis man skal prøve at finde ud af noget om dem. Dels må man gå til kilderne. Og kilderne vil her sige de steder, hvor kalattuut'ens danse og musik stammer fra. Der er for mig at se ikke tvivl om, at der her ligger en stor og frugtbar forskningsopgave med at ind- samle og analysere de lokale folkedanse og den lokale folkedansemusik både ved de gamle hvalfangersteder i Europa og på de steder, personalet i Grønland gennem tiderne kom fra; først Norge, siden Dan- mark. ...de stamper i jorden med hurtige benbevægelser... Bent Jensen, 1956. Som afslutning på disse ord om kalattuut vil jeg nævne en overraskelse, jeg kom ud for. Jeg tænkte, da jeg begyndte at inter- 87 [52] essere mig for dette kompleks af grøn- landske danse og musik, at hele kultur- kredsen var blevet overført til Grønland og så derefter ... noget omformede efter de indfødtes smag. (Thalbitzer 1939:45). Jeg havde ikke ventet, at et element fra inuit's egen kulturkreds så at sige var vandret med ind i den nye, men det ser ud til at være tilfældet. De særlige grøn- landske stampetrin for herrer og glide- trin for kvinder findes mig bekendt ikke mage til i nogle af de oprindelige euro- pæiske folkedanse. På grønlandsk hedder herretrinene »tukkarteq« eller »tukkarta- riaq«, verbet hedder tukkarpaa »stamper på det«. Det fører os ikke videre. Men der findes blandt mange andre inuit- danse en glædesdans, »tukkartarneq«. Jeg synes, det er spændende, at det, der er allermest karakteristisk for kalattuut, »tukkartariaq«, er et ældgammelt ele- ment fra inuitkulturen, som er blevet integreret i den europæiske folkedans. - Og frem er vokset disse festlige og livsbe- kræftende folkedanse »på grønlandsk manér«, kalattuut. Det er ikke direkte denne dans, der er beskrevet hos Bent Jensen, men nok tri- nene og stemningen, så jeg vil overlade ordet til ham til sidst: Tillad mig undtagelsesvis, i korte træk efter dagbogsoptegnelser, at gengive en enkelt iagttagelse fra et udsted i Uuman- naqomfådet. Det drejer sig om en begiven- hed, der med eet slag så at sige væltede om på en rolig hverdag og fremkaldte den løs- slupne stemning, som på få sekunder kan sætte sit altdominerende pr æg p å det daglige samvær i udstedet — ved langt mindre anledninger: 88 2. oktober 1956. Det havde været sne- storm nogle dage; men nu var det endelig stilnet af. Tågen lå tæt ud over fjorden, så langt øjet rakte. Kun fa kajakker var taget på fangst. De hjemmeværende udstedsfolk dryssede rundt på besøg hos hinanden eller var optaget af at reparere slæder og hunde- skagler til den kommende vinterfangst. Konerne gjorde små indkøb i den lille butik. Fangsten havde været sparsom i snart mange dage. Kontanterne mellem folk var stærkt begrænsede. Med eet lyder et gennemtrængende råb udover den lille klynge huse, der udgør hele udstedet. Folk tumler ud af husene. Råbet kommer oppefra en fjeldknold, der er halvt skjult aftagen. Igen gjalder det deroppefra. Og det er, som om der går et elektrisk stød igennem enhver. Narhval! Folk kaster, hvad de har i hænderne og styrter op på fjeldknolden, hvor råbet kom fra. Det er vokset til et entonigt, langtrukkent skrig - som far alle udstedets hunde til at sætte sig på halen og tude i en hjerteskærende kon- cert mod den overskyede efterårshimmel. På Jjeldknolden er der stort virvar. Med nogle adrætte spring er de hurtigste der- oppe. Snart er de der allesammen, og alle er i uafladelig bevægelse. Alle er ophidsede. Unge og gamle råber og ler, og alle, der kan fa plads til det på den stejle afsats, stamper i jorden med hurtige benbevægelser, mens de svinger armene ned langs siden og op over hovedet. Nogle mænd afbryder stampedansen på fjeldet... men jublen hos de tilbageblevne bliver ved. Nede mellem husene fortsætter man med at råbe og stampe og overgå hin- anden i voldsomme bevægelser, der får sve- den til at strømme ned ad ansigterne. (Jensen 1965:23-24). [53] Afslutning Det må fastslås, at i sammenligning med andre lande, er den nationale folkedanse- tradition i Grønland ikke meget belyst. Men nogle ting kan på det foreliggende grundlag trækkes frem: — at der er en vis sandsynlighed for, at den håndfatning, inuit i Grønland brug- te ved nogle af deres danse, var af norrøn oprindelse. I hvert fald er håndfatningen et ukendt træk i andre inuitkulturer i forbindelse med dansetraditionen. - at man må sige, der (stadig) eksiste- rer en særlig grønlandsk spillestil på såvel violin, diatonisk trækharmonika som på diatonisk mundharmonika. På violinen består den i mange dobbeltstrøg, hyppig »udfyldning« af lange noder og en ikke helt præcis fingersætning. For harmoni- kaens vedkommende skyldes den særlige stil, at oktavens syv toner udelukkende frembringes ved hjælp af én af instru- mentets rækker (det er indlysende ved den enradede, men samme teknik bruges altså ved hjælp af den to- og treradede harmonika. Med hensyn til mundhar- monikaen tør jeg ikke udtale mig om den umiskendeligt særegne spillestil end- nu, det skal undersøges nærmere. - at en del af kalattuut-melodierne stammer fra hvalfangerne, men også at en del har sin oprindelse i Norge og Danmark. Dette kan efterforskes nær- mere med hjælp fra musiketnologien. Der er her tale om flere elementer, der kan inddrages, meloditype, melodistruk- tur, akkordfølge, rytme med flere. — at en del af kalattuut-melodierne har en karakteristisk taktfordeling. Dels fore- kommer enkelte takter med en indskudt fjerdedelsnode, således at de far værdien 3/4 i stedet for 2/4. Dels indskydes en hel takt, så et forløb, hvor man ville ven- te fire takter, får fem, og repeteret ti tak- ter. Disse karakteristiske rytmiske afvi- gelser kunne det være interessant at undersøge nærmere, for eksempel om de er egnsbestemte og hvorfra de stammer (lokalt udviklet eller importeret). — at kalattuut-dansene udviser nogle karakteristiske grønlandske træk. For det første er tempoet højt. De enkelte - ret få forskellige — trin er med en enkelt undtagelse ikke svære. Men hvis man ikke er vandt til dem, kan det godt volde nogle vanskeligheder. Men den helt unikke specialitet er mændenes stampe- trin og kvindernes glidetrin. Mændenes trin hedder »tukkartariaq«, kvindernes har, så vidt jeg ved, ingen grønlandsk betegnelse. Disse dansetrin har, i hvert fald for mændenes vedkommende, æld- gamle inuitrødder og er kalattuut's adels- mærke. Efterlysning Det er en lidt tilfældig måde, jeg er kom- met i besiddelse af nogle af nogle af de materialer, jeg arbejder med i øjeblikket. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det er ofte sådan, at man får fat i en oplysning, der, når man forfølger den, fører til en ny oplysning og så videre. Denne efterlys- ning er et forsøg på at skyde genvej. Hvis der er nogen, der ligger, inde med noget materiale om eller med kalattuut, eller som eventuelt har viden om kalat- tuut, vil jeg være meget interesseret i en 89 [54] kontakt. Hvis det er et materiale, ville jeg være glad for at låne det for at kunne registrere det i det kalattuut-katalog (på lidt længere sigt den kalattuut-database), jeg er ved at opbygge. I mange tilfælde vil jeg naturligvis også være interesseret i at kopiere materialet for lettere at kunne lave en dokumentation, men dette vil jeg selvfølgelig aftale med indehaveren i hvert enkelt tilfælde. På forhånd kan intet udelukkes som uinteressant. Der kan være tale om bånd- optagelser med nogle lokale spillemænd, tidligere om wireoptagelser. Der kan være tale om smalfilmoptagelser, natur- ligvis helst optagelser med lydspor, men det udelukker ikke, at også stumme optagelser kan være af interesse. Der kan være tale om nedskrevne melodier, det behøver ikke nødvendigvis at være i en færdig udskrift, som regel er en kladde nem at tyde. Der kan være tale om dan- sebeskrivelser, for eksempel i private bre- ve. Og som det nyeste kan der naturlig- vis være tale om videooptagelser; de kan være af svingende kvalitet, men som dokumentation er de næsten altid ud- mærkede. En anden mulighed er, at der eventu- elt er én og anden, der sidder inde med en viden om, at der i en bestemt bog eller på anden vis nedskrevet tekst (igen her kan private breve eller papirer naturligvis være en mulighed), findes en beskrivelse af kalattuut, musikken eller dansen. Dis- se små perler — eksempler på disse har jeg givet i mit afsnit »Kalattuut gennem tiderne - set gennem litterære briller« - er jeg også meget interesseret i at fa kend- skab til. De giver fylde i arbejdet med denne i bedste forstand folkelige udfol- delse. Det samme gælder fotografier, der kan give et bedre indtryk af danseglæ- den, end nok så mange ord. Hvis altså én eller anden skulle ligge inde med en viden om eller materialer vedrørende kalattuut, vil jeg være tak- nemmelig for et par linier om det. Navn og adresse er: Poul Ringsted Telefon 31218 Narsap Atuarfia Telefon 31233 Postboks 39 Telefax 31659 3921 Narsaq Litteratur og optagelser Andreassen, Louis Louis Andreassen. Kassettebånd Nan-Music 19** Dansk Folkemindesamling Lydoptagelser foretaget af blandt andre William Thalbitzer (1930 og 1935), C.L.Vebæk (1949- 1951), Erik Holtved og Inge Kleivan (1955), Maliåraq Vebæk (1965) og Mia Okkels (1967). 1930-1967 Fleischer, Jørgen Udsteder. Erindringer fra min barndoms Grønland Gyldendal 1983 Frederiksen, Thomas Oqaluttuat Misigisallu. Piniartup aalisartup ullorsiu- tai titartagartallit Kalaallit Nunaanni Naqiterisitsisarfik 1980 Frederiksen, Thomas Grønlandske Dagbogsblade. En grønlandsk fangers hverdagsliv i tekst og tegninger Gyldendal. 1980 Gad, Finn Grønlands historie I Nyt nordisk Forlag. 1967 Gad, Finn Grønlands historie III Nyt nordisk Forlag. 1976 90 [55] Garboe, Axel En glemt Grønlænderven. Lægen Chr. N. Rudolph (1811-1892) Tidsskriftet »Grønland«. 1962 Gilberg, Aage Verdens nordligste læge Det Schønbergske Forlag.. København 1977 Gulløv, H.C. og Hans Kapel Haabetz Colonie 1721-1728 The National Museum of Denmark. København 1979 Hauser, Michael Om trommesangstraditionen blandt Inuit, særlig i Grønland Tidsskriftet »Grønland«. 1979 Hauser, Michael Omkring fundet af 1906-lydoptagelserne fra Vest- grønland Tidsskriftet »Grønland«. 1985 Holtved, Erik og Inge Kleivan Lydoptagelser. Se: Dansk Folkemindesamling 1955 Jacobi, Hans Lisbeths Grønlandsdagbog. Fjerde afsnit Tidsskriftet »Grønland«. 1964 Jensen, Bent Eskimoisk Festlighed. Et essay om menneskelig over- levelsesteknik G.E.C.Gads Forlag. 1965 Johansen, Brian A. Musikken i Grønland, Hvorfra, Hvorhen? Med bilag Eget tryk. Qaqortoq 1991 Kleivan, Inge og Erik Holtved Lydoptagelser. Se: Dansk Folkemindesamling 1955 Kramer, Finn Erik Mere om aasiviit på Taseralik. Om missionær Carl Wagner's (1871-1944) oplevelser på Taseralik i som- meren 1903 Tidsskriftet »Grønland«. 1993 tekstsider og håndskrevne melodier til brug for »Høj- by Folkemusiklaug« 1883 Lidegård, Mads Grønlands historie Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk. 1991 Lynge, Hans Grønlands Indre Liv II Erindringer fra seminarie- tiden Atuakkiorfik, Nuuk 1988 Lynge, Hans Nuk. Hvad der i vore dage huskes fra Goddiåbs for- tid Det Grønlandske Forlag 1978 Marcussen, Hedvig Det blev Grønland i stedet for Indien. Grønlands- erindringer Det Grønlandske selskabs Skrifter XXVI. 1983 MIK og Åvåt Øohan Kleist) Demostrationsvideobånd. Dans: Grønlændertrup- pen MIK, harmonika: Åvåt Dansk Dansehistorisk Institut 1986 Okkels, Mia Lydoptagelser. Se: Dansk Folkemindesamling 1967 Olsen, Poul Rovsing Acculturation in the Eskimo Songs of the Green- landers. Yearbook of the International Folk Music Councilvol. 4.(l972) Copenhagen 1975 Ostermann, H. Fra Arkivernes Gemmer Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1938 Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck. 1938 Petersen, H.C. Kalaallit Oqaluttuarisaanerat 1925-p tungaanut Kujataata Naqiterivia 1987 Petersen, H.C. Grønlændernes Historie fra urtiden til 1925 Atuakkiorfik. 1991 Lendal, Poul K'anga 76 5 grønlandske polkaer. Fra nogle maskinskrevne Kassettebånd 91 [56] Det Grønlandske Forlag/Kalaallit Nunaanni Naqite- risitsisårEk. 1976 Qarssoq Dansegruppe fra Vejle. Videobånd fra Petersminde- hallen med kalattuut 13. november 1994 Qavaat Nipilersukkat oqaluttuallu nunatta kujataanit Ulo 15/16 1981 Qavaat Musik og fortællinger fra Sydgrønland Ulo 15/16 1981 Qavaat Dansebeskrivelser Ulo 15/16 1981 Qavaat Kassettebånd (senere udgivet som CD) Ulo 15/16 1981 Rosing, Otto Taseralik. Oqaluttualiaq 1845-50 missaani pisima- suullugu Atuakkiorfik. 1984 Sermitsiaq Artikel af- uk- 25/1971 Sørensen, Janus Uddrag af Eduard Thomsens Dagbog, ført paa en Rejse til Grønland 1863-64 Det Grønlandske Selskab. Aarskrift 1945 Ejnar Munksgaards Forlag. København 1945 Thalbitzer, William og Hjalmar Thuren Dans i Grønland. Festskrift til H. F. Feilberg Universitetets danske Samfund. 1911 Thalbitzer, William Inuit sange og danse fra Gronland. Gronlandsk= eskimoiske folkesange og danse, moderne og gam- meldags Einar Munksgaard, København 1939 ThaTbitzer, William tydoptagelser. Se: Dansk Folkemindesamling Thomsen, Herluf Vad 358 danske Folkedansemelodier bind I Danske Folkedanseres Spillemandskreds 1 963 Thuren, Hjalmar Qn the eskimo music in Greenland Meddelelser om Grønland XL første afdeling num- mer 1. C. A. Reitzel. København 1914 Trebitsch, Dr. Rudolf Sitzungsberichte (Nr. IX). Phonographische Auf- nahmen der Eskimosprache, ausgeflirt von Dr. Rudolf Trebitsch und Dr. Gustav Stiassny im Som- mer 1906 Kalserl. Akademie der Wissenschaften in Wien. Wien 1906 Vebxk, C.L. Lydoptagelser. Se: Dansk Folkemindesamling 1949-1951 Vehæk, Måliåraq Lydoptagelser. Se: Dansk Folkemindesamling 1965 WlDe, Rosa & Tuukakkormiut Imissiyorooq/De siger den er fuld. CD tflo 1988 92 [57]