Kooikerhondjen er en gammel hollandsk race, der blev fremavlet til at lokke ænder i fælder på fuglefængerens andelokkesteder. Den lille hollandske hund er da også opkaldt efter den fælde, Kooikeren, der i generationer blev brugt til at fange levende vildænder ved de hollandske søer. Kooikeren er oprindeligt en arbejdshund – hundeførerens medhjælper, vogter over hus og have samt rotte- og musejæger.

Lokkestederne består af en lille sø omgivet af buske, hvor ænderne kan finde rugepladser, læ og gemmesteder i den hårde vintertid. Det er i disse områder, Kooikeren har udført sit arbejde sammen med fuglefængeren – et arbejde som racen er meget velegnet til, på grund af sin adfærd og bygning. Kooikerhunden lokker ænderne ind i bunden af endekooien, ved at løbe på bredden med logrende halespids. Fuglefængeren smider foder ind til ænderne, gennem sprækker i fangarmens vægge – ænderne kan ikke se manden, men kun hunden, så de forbinder hunden med maden og følger derfor efter den. I bunden af endekooien kan fuglefængeren så fange ænderne.

Jagtmetoden er ældgammel og var en af de få mulige jagtmetoder før geværet blev opfundet. I dag er der kun ca. 100 andefælder i brug i Holland, og de fleste anvendes til videnskabelige undersøgelser – bl.a. indfangning af fugle til ringmærkning. I Danmark er jagt med net ikke tilladt, men kooikeren bruges til meget andet f.eks. agility og lydighed.


 

Model af andefælde – endekooi på hollandsk:	Indgangen til fangarmen og slutningen på fangarmen med fælde:
En kooiker på arbejde:

Kooikeren var i starten af 1900-tallet tæt på at uddø, som følge af, at antallet af fuglefængere og lokkesteder faldt kraftigt, og der derfor ikke var arbejde til kooikerhunden. I 1939 besluttede baronesse van Hardenbroek van Ammerstol (1901 – 1989), at hun ville redde kooikerhondjen. Baronessen gav en forbipasserende handelsmand en tot hår og en beskrivelse af kooikerhunden, og bad ham holde udkig efter brugbare hunde. Hun fik på denne måde opsporet en tæve ved navn Tommie. Senere fandt hun frem til hanhunden Bobbie, og ud fra disse hunde blev Koikerhondjen genetableret. Tommie og Bobbie er således stamfædrene til de kooikere vi har i dag.


 

Tommie – stammoderen til den hollandske kooikerhondje:	Baronesse van Hardenbroek van Ammerstol med sine yndlinge:

Racen er i dag populær i Holland og får stadig flere tilhængere i Danmark. Racen blev først anerkendt af FCI i 1971 og de første kooikere blev importeret fra Holland til Danmark i 1987.


 

 

Kooikerhunden

Kooikeren er en glad, intelligent, livlig og godmodig hund med et roligt tempe-rament, og den gør som regel ikke ret meget. Temperamentet bestemmes dog i høj grad af miljøet i hjemmet. Den er en god vagthund, men går som regel kun i aktion, når der er en god grund til det. Kooikeren er meget følsom over for skældud og råben, og reagerer på selv de mindste forandringer i stemmen, så det er derfor ikke nødvendigt at behandle den hårdt. Den er meget lærenem og intelligent, og er derfor nem at opdrage, men har som alle andre hunde brug for en opdragelse med konsekvens, da den ellers kan blive dominerende.

Når du træner med din kooiker, så husk på de 4 K’er:
• Kontakt – et ”must” for at få samarbejdet til at fungere …
• Kærlighed – gensidig respekt, god ven …
• Konsekvens – kun én kommando, men det du siger …
• Krav – hunden elsker at du stiller krav til den, bare de er rimelige …
 

Kooikeren er meget glad for at arbejde, og er altid villig til at arbejde for sin fører, men den elsker også at ligge i sofaen og blive nusset. Kooikeren kan bruges til lydighed, jagttræning, agility m.v. og synes det er rigtigt sjovt at lære tricks. De fleste hunde af denne race er meget glade for vand, men skal dog lære det at kende, fra de er små. Kooikeren elsker at arbejde
– bare det er sjovt.

 

Kooikeren tilpasser sig hurtigt til hjemmet og omgivelserne. Den er stille og rolig i hjemmet, men livlig og legesyg, når familien har lyst til at lege. Kooikeren er en god familiehund, men skal som alle andre hunde lære at omgås børn og børnene skal lære at respektere hundens grænser – når kooikeren er usikker vil den normalt gå væk eller gø, alt efter dens temperament. Den knytter sig meget stærkt til familien, og følger gerne med i alt hvad der sker i hjemmet. Den er oftest reserveret over for fremmede – både 2- og 4-benede. Gensynsglæden er dog stor, hvis der kommer nogen den kender. Det er derfor meget vigtigt, at man sørger for at få kooikeren godt socialiseret – dvs. at den får lov til at møde mange forskellige mennesker, både børn og voksne, samt andre hunde og dyr – specielt i det første leveår.

 

Fakta om racen

Uddrag af den internationale standard, FCI Standard nr. 314:

FCI Gruppe 8 (apporterende jagthunde)

 

Helhedsindtryk: En adræt, tofarvet hund med næsten    kvadratisk krops- bygning. Den har veludviklet behæng   på halen og bærer sit hoved højt. Bevægelserne skal   være flydende og spændstige – ikke trippende.

Temperament: En glad hund, men ikke støjende. Dens temperament bestemmes i høj grad af miljøet i hjemmet. Den er venlig, godmodig og vågen.

Størrelse: Skulderhøjde ca. 35 - 40 cm. / 9 - 14 kg. (begge køn).

Pels og pleje: Hårlaget er middellangt, en smule bølget (ikke krøllet) eller glat og tæt liggende. Farven er klart orangerøde, tydeligt afgrænsede plader på hvid bund – den orangerøde farve skal være dominerende. Sort/hvid og trefarvet pels er ikke tilladt. Der foretrækkes hvid blis og orangerøde kinder på hovedet. Kooikeren kræver ikke megen pelspleje. Pelsen skal børstes regelmæssigt og ørerne holdes rene. Overflødigt hår mellem trædepuderne skal trimmes efter behov.

 

Hoved: Øjnene skal være mandelformede, dybt brune med et venligt og vågent udtryk. Kinderne skal være vel udfyldte og næsen sort. Skallen skal være passende bred og moderat hvælvet. Stoppet (= overgangen mellem næse og skalle) skal være tydeligt markeret, dog ikke for dybt. Ørerne skal være af middel størrelse og bæres hængende tæt til kinderne. Ørene har lange behæng og foretrækkes med sorte spidser – også kaldet ”øreringe”. Der må ikke findes hvide hår på ørene.

Krop: Halsen skal være lige og muskuløs, ryggen stærk og brystet dybt, med passende hvælvede ribben. Halen bæres i højde med ryggen eller en smule højere og ikke oprullet. Den er godt behængt og har en hvid ”fjerbusk”. Forbene er lige og uden ret meget behæng. På bagparten er der faner på bukserne, men intet behæng neden for haseleddet. Poterne er små med tæt sluttede tæer og beklædt med kort hår.