Pierre Bourdieu om uddannelse

Pierre Bourdieus uddannelsessociologi er som altid i Bourdieus verden en historie om magt, hvor den kan iagttages, hvori den består, hvad den gør ved os og ikke mindst hvordan sociale, kulturelle og økonomisk betingede felter interagerer. Enhver magt til at udøve symbolsk vold, det vil sige enhver magt, som det lykkes at gøre sine betydninger gældende og at gøre dem gældende som legitime ved at skjule de styrkeforhold, der ligger til grund for dens magt, tilfører disse styrkeforhold sin egen, det vil sige rent symbolske kraft.

Dette er et aksiom, som Bourdieu præsenterede i sit bidrag til en teori om uddannelsessystemet. Ordet er dannet af det græske ord axioma, der betyder ”værdig” eller”det, der må anses for at være passende”. Et aksiom er en antagelse, der ikke er afledt af andre antagelser og dermed må betegnes som en grundantagelse, der ikke kan bevises (da den i så fald ville kunne reduceres til noget ”endnu mere fundamentalt” og dermed bortfalde). Den må anses for at være sand og dermed anses for værdig til at danne fundament for andre, deraf afledte antagelser. Hans teori om uddannelsessystemet består derfor af ovennævnte aksiom, der derefter uddybes og perspektiveres i en række sætninger af forskellige grader opstillet i en matrix. Sagt med én sætning handler det i Bourdieus perspektiv om følgende: En analyse af, hvordan samfundets magtstrukturer formår at opretholde ordenen ved hjælp af
magtudøvelse.

Det var en central pointe for Bourdieu især at betone de ikke-bevidste perceptions- og handlingsmønstre ud fra en erkendelse af de dybereliggende strukturers indflydelse og evne til at styre og præge vores liv. Bourdieu udviklede denne sociologi i 1960’erne igennem empiriske studier af franske universiteters rekrutterings- og kulturstrategier og dette arbejde blev skelsættende for Bourdieus videre filosofi og forskning omkring moderne samfunds sociale reproduktion og kulturelle og økonomiske magtfelter.

Det levende relationelle landskab var et fokuspunkt for Bourdieu. Magtforholdet mellem elev og lærer, mellem elev og institution, mellem lærer og institution etc. samt en skarp analyse af begreber som handling, autoritet og arbejde går som en rød tråd gennem Bourdieus teori om uddannelsessystemet. Bourdieu anerkendte uddannelsesparadigmets viden og dannende kraft men så ikke dette
som skolernes og universiteternes vigtigste samfundsfunktion. Det var derimod de for en stor del skjulte kulturelle strategier for at videreføre en af samfundet ønskelig socialisering til næste generation. Bourdieu så det som dominansrelationer til bevarelse af samfundet og de herskende magtstrukturer. Han var vred og det kontrollerede raseri resulterede i en stærkt
kritisk uddannelsessociologi, der gik stik imod drømmen om skolen som klasseudligner, om viden og etik som en magt, der overvinder al modstand ved klasseskellenes demarkationslinjer. Vi er ikke født lige og viden og kunnen alene redder os ikke – habitus, den kulturelle arv vejer tungere i felternes udvælgelse.

”…Enhver pædagogisk handling er objektivt set en symbolsk voldelig handling, for så vidt den med arbitrær magt gør en kulturel arbitraritet gældende…”
(Bourdieu & Passeron 2006)

Med begrebet arbitrær mente Bourdieu vilkårlige, ikke naturgivne og dermed systemer af mening, der i sin natur er ikke-normative, men som via institutionens magt iklædes normativ værdi – og den symbolske vold består netop i ved socialisation at indpode disse vilkårligt valgte systemer for habitus i elever, som ikke er i stand til at forsvare sig – feltet har sikret sin opretholdelse ved at have indbygget de mekanismer, der gør elever, lærere og ledelse i stand til frivilligt at undertrykke sig selv og hinanden. Bourdieu interesserer sig bl.a. for begrebet autoritet, som gøres til genstand for en analyse. Den forforståelse, vi i dag traditionelt har af begrebet autoritet og dermed den måde vi forholder os til egen og andres autoritet fortæller ikke hele historien. Autoritet kommer af de latinske begreber Auctoritas og Auctor, som i middelalderen var tæt forbundet med begrebet Lector. Denne skelnen mellem begreberne Auctor og Lector bliver central i denne
forbindelse og helt afgørende i forhold til skabelse af unikke miljøer:

• Auctor betyder ”originatoren, den, der producerer og fremsiger originale værker uden for dagligdagen. Denne funktion er en unik handling i en overskridelse af mulighedsrummet.
• Lector stammer fra det græske ord lego og betyder ”samle, stjæle, sammenstille, recitere, udvælge, udsende”. Denne funktion er indskrænket til den gentagne og gentagelige kommentar til autoriteterne og dagligdags fremsigelse af et budskab, han ikke selv har produceret.

Begrebet autoritet har dermed to betydninger. Den ene er en ”original” autoritet, der udøves gennem Auctors unikke, skabende praksis. Den anden er en ”funktionslegitimeret” autoritet, hvor Lector er talerør for en højere orden. Dette kan sagtens foregå på en levende og medrivende måde, men lectorens funktion er funktionærens støttet af institutionens ufejlbarlighedsdogmer og institutionaliserede kapital. Det er interessant her at observere rækkevidden af Bourdiues radikale tvivl. Vi kunne være fristet til at satse på Auctorens primærkilder og afskaffe Lectorens planlagte tyveri og formidling af sekundær- og tertiærkilder – men det vil ikke ifølge Bourdieu kunne hjælpe os ud af problemerne:

”…Den Sande Idés iboende Kraft findes ikke; det er ikke til at se, hvorfor den falske ide skulle have nogen kraft, heller ikke, når den gentages. Det er altid styrkeforholdene, der afstikker grænserne for det rum, hvor en symbolsk magts overbevisningskraft kan være virksom (jf. hvor begrænset en virkning enhver revolutionær prædiken eller propaganda har, når den henvender sig til de privilegerede klasser). Tilsvarende kan den profetiske handling (som hævder at finde princippet for sin auctoritas i sig selv og tilsyneladende må konstituere sin autoritet ex nihilo og gradvis vinde publikums gunst) kun lykkes for så vidt, som den støtter sig til en forudgående (om end virtuel og stiltiende) delegering af autoriteten. For med mindre man vil ty til den absolutte begyndelses mirakel (hvad den weberske karismateori har tendens til), må man sige, at den succesrige profet er han, der præsenterer de grupper eller klasser, han henvender sig til, for et budskab, som de objektive betingelser, der er bestemmende for disse gruppers eller klassers materielle eller symbolske interesser, gør dem prædisponerede for at lytte og forstå…”
(Bourdieu & Passeron 2006)

Uddannelsessystemet er udstyret med en stor mængde symbolsk kapital i form af legitimitet, autoritet og mandat til gennem uddannelse at indpode alle en bestemt kultur. At blive et socialt væsen er i virkeligheden en ensretning, der kan sidestilles med vold udøvet ved hjælp af en symbolsk kapital – og Bourdieu betegnede derfor denne vold som en symbolsk vold. Igen er sker denne udøvelse af symbolsk vold ikke på baggrund af overlagte handlinger – socialiseringens virkelige mål er en ikke hørbar drone i kulturens habitus og kan derfor fremstå som værende legitim – de, der allerede har skal få mere, og de, der ikke har vil tabe: skolen er dermed garant for og beskytter af samfundets magtstrukturer og arvefølge. For Pierre Bourdieu synes der ingen vej ud af problemerne. Erkendelsen af den symbolske vold, af magtstrukturernes stramme greb kunne igen inspirere os til oprør – til at brænde de tørre konservatoriestudieordninger og i stedet skabe vores egen Auctoritas i form af unik musikundervisning og læring uden krav og forordninger; men den går heller ikke ifølge Bourdieu:

”…Intet er bedre i stand til at bestyrke institutionens autoritet samt den kulturelle arbitraritet, i hvis tjeneste institutionen står, end lærerens og elevens fortryllede tilslutning til illusionen om en autoritet og et budskab uden andet grundlag eller anden oprindelse end lærerens egen person, hans evne til at lade sin bemyndigede magt til at indpode den kulturelle arbitraritet fremstå som en magt til at dekretere den (jf. den programmerede improvisation sammenlignet med den pædagogik, der har autoritetsargumentet som rekursbasis og derfor altid lader den autoritet skinne igennem, hvorfra læreren henter sin autoritet)…”
(Bourdieu & Passeron 2006)

For Bourdieu er uddannelsessystemet en gejstlig institutionskultur, der er blevet verdsliggjort. Han ser en strukturel og funktionel analogi mellem kirken og skolen, som dermed også sidestiller præsten med læreren – begge er de funktionærer. Præsten uddeler frelsens goder i kraft af sin funktion, og læreren indpoder normative, funktionsdygtige systemer af mening og betydning i kraft af sin funktion. Ethvert felt er baseret på kapital og forhandling. Der købes og sælges symbolske goder i en udveksling, hvor begge parter i en forhandling får noget, der står i forhold til dét, der gives. Også denne fundamentale funktion udkobles med dannelsens professionalisering og institutionalisering. Institutionen opbygger f.eks. med statsmagtens midler en tilsyneladende autonomi tegnet af fastansatte lærere med funktionærstatus. Hvor disse musikere tidligere kunne vælge på opfordring af en elev at give en privattime mod kontant afregning kompliceres forholdet i den institutionaliserede model af, at læreren ikke længere aflønnes af eleven og det fundamentale spil om kapital og forhandling bryder sammen. Forhandlingen er suspenderet og afløst af en centraliseret indpodning af mening og betydning, og det er dermed ikke synligt hvorvidt, der er overensstemmelse mellem den undervisning, som læreren yder og den løn, som han modtager.

© Jens Skou Olsen 2008