Niklas Luhmann om uddannelse

Niklas Luhmann har som grundtese, at vi i dag lever i efterdønningerne af et altomfattende normativt sammenbrud. Han ser vores kultur som et kontinuum af virkefelter, som hver især etablerer og vedligeholder deres egenbegrundelser. Disse virkefelter kalder Luhmann for Funktionssystemer. Menneskene i samfundet udvikler sig, og disse hovedstrømninger præger alle aktive funktionssystemer som f.eks. uddannelsessystemet, kunsten og videnskaben. Han er derfor optaget af at studerere sammenhængen imellem funktionssystemernes udvikling, og disse strømningers sammenfald på tværs af funktionssystemerne muliggør værdimæssige sammenbrud som f.eks. det ovennævnte normative sammenbrud. Luhmann ser dette sammenbrud præge hele vores kultur i alle aktiviteter, og han fokuserer i sin uddannelsessociologi på tre funktionssystemer:

• Uddannelsessystemet, der skifter fra at være fremmedbestemt til selvbegrundet
• Kunsten, der skifter fra normativ basering til selvreference
• Videnskaben, der skifter fra vished til limitationalitet

Uddannelsessystemet: fra fremmedbestemthed til selvbegrundelse
Opdragelse i form af socialisation og uddannelse skete tidligere på grundlag af rodfæstede traditioner og værdisæt. Disse værdisæt var regenerativt baserede og derfor meget stabile og gav forældre, lærere og uddannelsessystemer den fornødne normative autoritet i socialisation og uddannelse. Bortfaldet af en sådan ubestridelig dannelseskanon har gjort dette funktionssystem usikker på sig selv – for hvad skal der så undervises i? Løsningen bliver et forsøg på selvbegrundelse, hvor uddannelsessystemet undersøger sig selv for at finde svar på det, som de normativt baserede traditioner og værdisæt tidligere gav svar på. Denne introspektion, denne undersøgelse af egen praksis er en refleksivitet, der har været nødvendig for at kunne legitimere sig overfor omverden. Uddannelsessystemet er blevet usikker på sig selv og forsøger derfor at basere sig på videnskab, ikke på tradition, og skaber med forskningens empiri et legitimt fundament for sig selv i udviklingen af en pædagogik, hvor fremtidige mål snarere end dannelse, herkomst og tradition står i centrum.

Kunsten: fra normativ basering til selvreference
På samme måde er der i kunsten sket et normativt sammenbrud. I et samfund præget af ekstrem usikkerhed bliver traditionelle dyder som håndværk, tradition og bestræbelser på at skabe æstetisk behagelige udtryk afløst af en selvtematisering – kunsten er mere optaget af sig selv og sin egen muliggørelse end at skildre verden, som den er. Kunsten er blevet selvrefererende i et introspektivt loop, der handler om hvordan og hvorfor kunsten kan betegne sig selv som kunst.

Videnskaben: fra vished til limitationalitet
Endelig har videnskaben erkendt, at det ikke er muligt ved fornuftens brug af rationalitet og empirisk erkendelse at nå til vished om verden. Det eneste, vi i dag kan sige med sikkerhed om videnskabens resultater er, at der er behov for yderligere forskning – vi kan ikke give en udtømmende forklaring på os selv og verden omkring os, og der vil dermed til stadighed herske usikkerhed; videnskabens store felttog frem mod vished er slået fejl og erstattet af noget, som Luhmann kalder limitationalitet, alle videnskabens resultater er delresultater med en begrænset og foreløbig karakter. Et centralt begreb i Luhmanns teori om uddannelsessystemet er begrebet Kontingens. Hvad betyder dette begreb? Lad os vælge noget, f.eks. det herskende uddannelsesparadigme i musikkonservatorieverdenen (herefter blot ”paradigmet”). Paradigmet findes og virker indenfor et mulighedsrum af en vis størrelse – der er variationer og en varieret palet af forskellige værdisæt inden for mulighedsrummets grænser. Det kunne være anderledes; paradigmet kunne have haft ganske andre grundværdier, livs- og kultursyn og mulighedsrum – men sådan skulle det ikke være – paradigmet findes og fremstår, som det gør i sin nuværende form. Men vi kan forestille os og vi kan diskutere andre muligheder, andre systemer og alternative grundværdier og kultursyn. Dette er uddannelsesparadigmets Kontingens. Kontingens har sin modpol i begrebet nødvendighed. Et nødvendigt uddannelsesparadigme er sandt i den forstand, at det må have præcis den fremtoning, det har for at opfylde vores behov for at uddanne os. Et nødvendigt uddannelsesparadigme er sandt i alle verdener til alle tider, hvorimod et kontingent uddannelsesparadigme er sandt lige nu og her. Vi berøres (lat. contingere) af det kontingente uddannelsesparadigme i dets nuværende, midlertidige fremtoning og kan erkende, at paradigmet berøres af os. Dette paradigme står i dag som aldrig før i uddannelsesparadigmets udviklingshistorie overfor store udfordringer, hvilket er en af Niklas Luhmanns centrale pointer.

Niklas Luhmann beskæftiger sig med, hvordan mennesker bliver til personer. Denne transformation er for Luhmann afgørende, uundgåelig og nødvendig i den forstand, at det sker i alle menneskehedens kulturer til alle tider. Han ser menneskets natur i dets kropslige realisation som et højkomplekst system af en løbende reproduktion, der sætter sig selv i en tilstand af intransparens og ubestemthed for at skabe beslutningsmuligheder for sig selv og for at kunne skelne mellem fortid og fremtid (Luhmann 2006: 55). Et forsøg på kommunikation mellem blot to af sådanne højkomplekse, reproducerende, intransparente og ubestemte mennesker er selvsagt ikke sikker på at kunne lykkes, og samfundet har derfor brug for omgangsformer, der kan reducere kompleksiteten og for et øjeblik se bort fra de enkelte menneskers højkomplekse dynamikker. Denne omgangsform rummes i begrebet en person i betydningen af en maske, som der kommer lyd ud af (Lat. per sona). Vejen fra mennesket til personen sker gennem socialisation og uddannelse. I Luhmanns analyse møder vi socialisation og uddannelse i den lille gruppe som f.eks. familien i enkle samfund, hvor begge dele forekommer og ikke klart kan reduceres til enten socialisation eller uddannelse (Luhmann 2006: 86). Begge dele sker af sig selv som et led i opdragelsen. Forældrene er kompetente, de har den fornødne viden og kunnen til at danne det lille menneske – til at opbygge et socialt væsen med en personlighed.

”…Intet samfund vil kunne give helt afkald på uddannelse. Selv i de enkleste samfund vil man finde, at børnene formanes om at forlade hytten for at tisse; det vil være upraktisk at vente på, at socialisationen vil udrette det. På den ene side vil det vare for længe, på den anden side vil man ikke sjældent blive konfronteret med effekter, der er svære at udjævne…”
(Luhmann 2006)

Efterhånden som samfundet i stigende grad bliver komplekst øges behovet for den specifikke, målrettede socialisation som vi betegner uddannelse. Normer, regler og adfærdsmønstre skal ”læres”, og i det øjeblik børnene har behov for at lære noget, som forældrene ikke er i stand til at viderebringe udskiller uddannelsesbegrebet sig af enheden i familiens socialisation. Luhmann ser professionaliseringen af uddannelsesbegrebet som et afgørende vendepunkt, idet der her, set i forældrenes optik, sker et uigenkaldeligt tab af autoritet og opdragelsesmæssig storytelling og ansvar:

”…Uddannelse kan også forstås som tabet af kontrol. I det øjeblik uddannelsen flytter sig fra hjemmet, fra det sociale, overlader man uddannelsen som forehavende til pædagogernes ”gode hensigter” uden holdepunkt i slægtskab eller social lagdeling…”
(Luhmann 2006)

Luhmann er interesseret i dette skred fra familiens socialisation og personlighedsdannelse til en obligatorisk uddannelse gennem en professionaliseret, institutionaliseret og intentionelt styret dannelseskorrektion af familiens socialisation; en rejse, som blev tilendebragt på blot 200 år. I slutningen af 1700’tallet skete opnåelse af position ikke længere på baggrund af herkomst men formidledes derimod af uddannelsesstyrede karrieremuligheder i nationale skoler og universiteter (Luhmann 2006: 95). Familien havde nu ikke længere en fortrinsstilling i samfundets dannelsesprogram; familiens og slægtskabets tidligere så magtfulde, multifunktionelle rolle var nu udspillet. Familien blev reduceret til et forberedelseskursus og succes synonymt med succes i skolen. Niklas Luhmann er på linje med Pierre Bourdieu i sin analyse af uddannelsessystemet på flere punkter. Luhmann gør i sin analyse opmærksom på alvorlige dysfunktioner, f.eks. i spørgsmålet om læreplaner. Han beskriver en skjult læreplan, som består i at lære eleverne at komme til rette med uddannelsesinstitutionerne. Det gælder om at lære at leve med præstationskrav i en institutionsstyret sammenligning med andre elever ud fra tilsyneladende saglige bedømmelseskriterier.

© Jens Skou Olsen 2008