Spot Festival, 21.05.10-22.05.10, Århus

Pause Play Play Prev | Next

Spot bliver af mange kaldt en ‘branchefestival’, og at køen til akkrediterings-check-in var op til flere gange længere end den for dem med købt billet, siger da også noget om festivalens ånd. Men ingen branche uden et publikum, og med 10 officielle scener kræver det langt mere end talentspejdere, pladeselskaber og musikmagasiner at fylde og skabe den festival, der har givet et utal af kunstnere 40 minutter til at bevise deres værd.

Som altid på danske festivaler spillede vejret en stor rolle for publikumsantal og stemningen blandt dem. Og med en festival der i år bød på alt fra syndflod fra sorte skyer til saharasol i sækkepuderne, må man sige, at stemningsbarometret kom rundt i hele spektret. Det samme kan siges om de koncerter, undertegnede oplevede i år, der strakte sig fra finsk orgelelektronik over dansksproget poesioplæsning til poppet, energifyldt svensk genremix.

Fredag

Vampire Blow, Ridehuset, 14.00
Det københavnske rock’n’roll-band Vampire Blow havde fået til opgave at skyde fredagens program i gang. Til tidligere Spot-deltagere kan det her bemærkes, at Ridehusets store scene i år var erstattet af to mindre og havde en publikumstribune i midten. Dette medførte både mindre ventetid mellem koncerterne på scenen, og at det blev den scene med flest optrædende på festivalen. Desuden eliminerede den reducerede scenestørrelse følelsen af en tom sal, der ofte kunne opleves her. Netop den reducerede scenestørrelse gjorde, at det sparsomme fremmøde ikke fik koncerten til at virke komplet mennesketom.

Thomas “Freakshow” Perssons trommer skød koncerten i gang, lydbilledet blev snarligt udvidet med Jasper “From The Grave” Spannings bas, og endelig blev trioen fuldtallig, da Morten Søgaards distortede guitar gjorde sit indtog. Det var rock’n’roll med stort ‘r’, og energien fejlede intet. Desværre var folk enten stadig søvndrukne, eller også havde fadøllet ikke flydt fra hanerne længe nok, for publikums reaktion var passivitet; dette til trods for bandets to medbragte partystarters (i hvert fald som jeg tolkede det), der med velkendt ‘trash the place’-attitude fyldte hele gulvet foran scenen ud med djævletegn og store armbevægelser og op til flere gange var ved at vælte de par fotografer, der ellers, som de eneste, hjemsøgte de forreste par meter af gulvet.

Det eneste nummer, jeg personligt genkendte, var “Drink My Life and Pain Away”, men mere er der som sådan heller ikke brug for, for stilen ér sat, og hvor drengene leverede varen til fulde, leverede de også en voldsomt genkendelig vare i deres Hendrix-lyd og Sex Pistols-attitude. Det var derfor også en noget utaknemmelig opgave at skulle skyde festen i gang så tidligt, når solen skinner udenfor, og de friske tåger ikke har lagt sig i festivalsindene endnu. Guitarsoloeffekten er nu størst, når man føler trang til at spille med på luftstrengene.

Let Me Play Your Guitar, Filuren, 16.15
Hvor passiviteten hos publikum skabte en grad af distance i den første koncert, må man sige, at den havde den modsatte virkning til Let Me Play Your Guitars koncert, hvor publikum valgte at blive siddende på gulvet koncerten igennem.

“Something About It” indledte koncerten med et lydbillede bestående af naturens ambienteffekter og løftedes op af trommernes entré. En eventyrstemning bredte sig i rummet, og på trods af den meget stillestående stemning fejlede dynamikken og intensiteten intet; det var en betagelsens afslapning – ikke en søvndyssende – der herskede.

Når det en sjælden gang skete, at nogen forlod salen, tog en ny festivaldeltager straks personens plads, og fra min plads bag i salen kunne jeg skimte en mindre menneskemængde uden for døren, der håbede på et glimt af koncerten. Let Me Play Your Guitar havde intet problem med at skaffe publikum og det med rette.

“Beauty” fik salen til at sejle af sted med sin dybe basgang og lette fløjteriff fra keyboardet, hvis instrumentalist formåede at gennemføre koncerten med en arm i gips, en formåen der vidner om en rolle som effektmager frem for bluessolist. Den eventyrlige stemning blev kun forstærket, da to ukulelede spiller op til hitsinglen “400 Lies”, og havde vi haft en mere hollandsk indstilling til rygning, er jeg sikker på, at en duft af tørrede blomster havde grålagt luften i rummet. Denne eftermiddag måtte vi nøjes med røgmaskinens brydning af scenelyset.

Med “When Roses Grow Older” og “In the Morning” blev det også til et par nye numre, men vi fik også et par, der viste bandets umiddelbare svaghed: repetition. For selvom Let Me Play Your Guitar bestemt beviste deres evner og kreativitet, så lød eftermiddagens otte numre unægteligt meget ens; at det så var en god lyd taler kun til deres fordel, men da jeg er overbevist om deres evner, kunne man ønske en større grad af udforskning af deres musik. Der var ikke mange overraskelser i ærmet.

“The Room” afsluttede koncerten med en Ennio Morricone-spaghettiwesternguitarlyd som et af elementerne, der bar nummeret igennem. Hér leverede de seks medlemmer en præstation, der indeholdt lidt af den variation, koncerten ville have haft godt af. Variation eller ej; en stærk applaus sendte Let Me Play Your Guitar hjem fra Spot med en vellykket og stemningsfyldt koncert i tasken.

John Olav Nilsen & Gjengen, Store Sal, 18.00
John Olav Nilsen & Gjengen kom tidligere på året til at annoncere deres optræden på årets Roskilde Festival, og den rockede norske sangskrivers album For sant til å være godt blev af flere anmeldere kaldt årets album i hjemlandet. Det var derfor med en vis grad af forundring, at jeg indfandt mig i en mere eller mindre mennesketom Store Sal.

Hovedpersonen selv kom ind på scenen med en krykke som støtte, og den umiddelbare reaktion var, om vi nu skullle se en hæmmet vildbasse kæmpe for at komme af med sin energi, men allerede et par minutter inde i koncerten smed han den fra sig – en gimmick, der ville have haft større effekt, hvis energien så havde været til stede. Men desværre for John Olav Nilsen, der med en mere eller mindre overbevisende vokal sang sig gennem koncertens 11 numre, kunne Gjengen ikke mønstre samme overbevisende gejst, på trods af en stor portion positiv inerti fra frontmandens side.

John Olav Nilsen & Gjengen er før blevet sammenlignet med Magtens Korridorer, og lighederne er også til at høre. I den mere downtempo “Diamanter og kirsebaer” kunne man for alvor høre John Olavs noget usikre vokal, der måske egner sig til trådet rock’n’roll, men falder brat til jorden, når den bliver den bærende kraft i nummeret. Mere interessant blev koncerten i “Ikkje fåkk med kjærligheten”, hvor trommernes rytmeskift bragte tankerne hen mod mathrock og musikalske eksperimenter. Et glimrende eksempel på, at Gjengen som backingband absolut er mere end en let udskiftelig poprockmusikerpalet.

Mod koncertens to sidste numre, “En gang til” og “10 Ganger 1000”, startede tre piger en dansefest ved deres pladser, hvilket var nok til at skabe en idé om, hvad koncerten kunne have været. Da John Olav messende råbte “En gang til” i mikrofonen, var det en tydelig invitation til publikum om at falde ind, med desværre for vores norske brødre havde euforien tydeligvis ikke bredt sig over sundet endnu.

John Olav Nilsens potentiale skal ikke undervurderes, men på samme måde som Vampire Blow er det et band, hvis koncert i høj grad står og falder med publikum, og publikum var ikke til stede på Spot ved denne koncert, men jeg kan sagtens se bandet levere en energifuld festkoncert på Roskilde.

Thee Attacks, Filuren, 23.15
Hvis jeg tidligere havde savnet et møde mellem energi og publikumstække, skal jeg love for, at jeg gik mættet fra lørdag aftens koncert med Thee Attacks. Mens Undertoners Kristian Kimer efterlyste personlighed i sin anmeldelse af That’s Mister Attack to You, kan jeg med det samme sige: Hvad der mangler på pladen, gør de op for live.

Allerede fra åbningsnummeret “Won’t Break Me” satte de fire Aalborg-drenge et bragende højt tempo, og som skudt gennem en tidsmaskine befandt vi os for en stund i 60’ernes rebelske ungdomsmiljø, fyldt med armsving og attitude. I Undertoners interview med bandet siger Jeppe fra bandet: »Det skal ikke være kedeligt. Det skal ikke være smukt, det skal være energi«. Og jeg skal love for energien var til stede.

Guitarsolo efterfulgte guitarsolo, og i pauserne mellem numrene var bandet ikke blege for at kommentere publikums indsats med udbrud som: »Bliv ved med at feste! Fuck, I er dejlige.« Og det var tydeligt, at folk var kommet for at feste, og derfor forsvandt en smule af elektriciteten også midt i koncerten, da bandet slog an til den, i forhold til resten af deres katalog, mere afslappede “Love in the City”, der dog stadig bød på skarp guitarsolo og tungt trommefill.

På trods af dette afbræk i motorvejsfarten lykkedes det mesterligt for drengene at skrue op igen, og ved koncertens næstsidste nummer, “Love in Disguise”, pressede de publikum for alt, hvad de havde, med ordene: »Hold kæft, hvor har I været dejlige. Kom nu! Det sidste!« Bandets cover af Superheroes-nummeret “Johnny and I” afsluttede en fantastisk festkoncert, sendte publikum ind i en danserus og ud i natten med et brag en af koncert i baglommen.

Lørdag

Shogun Kunitoki, Voxhall, 15.00
Da Undertoner anmeldte Shogun Kunitokis anden plade Vinonaamakasio, resulterede det i de varmeste anbefalinger og fem flotte U’er. Personligt har jeg altid betragtet stemplet »bevidsthedsudvidende« som en flyvsk størrelse, der er svær at forholde sig til. Det var derfor også med en grad af skepsis, men et åbent sind, at jeg fandt mig til rette på balkonen i Voxhall.

Svøbt i et elegant ambient lydbillede bestående af et sandt potpourri af fuglekvidren indledte de fire finske fyre deres optræden. Som forventet lå fokus på orgel og trommer. Da drengene startede i sin tid, spillede de ellers udelukkende på Commodore 64’ere. Dermed ikke sagt, at elektronikken er blevet lagt på hylden, den er blot udskiftet med nyere og mere musisk tænkte af slagsen.

Jeg ville ønske, at samme fascination og beundring havde ramt mig denne lørdag eftermiddag, men det skulle vise sig at blive en larmende kamp mellem orgelskrig og trommebuldren. Nogle vil måske beskrive koncerten som “kunstneriske eksperimenter” og afvise min kritik med, at jeg ikke forstår musikken. Men guderne skal vide, at mine ører var trætte, da drengene gik fra scenen igen.

Under hele koncerten var det kun trommeslageren, der havde front mod publikum. Så havde vi to med siden til og en enkelt midtermand, der formåede at gennemføre hele seancen med ryggen til salen. Dette var delvist på grund af hans funktion som båndskifter på den medbragte 8 mm-projektor, der fremviste små kornede film med udefinérbare motiver, på et lærred der var ca. fem gange større end det areal, projektoren formåede at dække.

Det elektroniske lydunivers prægede hele koncerten, der fungerede i et spil mellem orgelkaos og trommebeats. Til tider ramte virvaret et par nerver og bevægede sig ud i noget håndgribeligt, men langt størstedelen af tiden virkede deres optræden næsten tilfældig i struktur, og den manglende kommunikation mellem medlemmerne gav sig også til udtryk i musikken.

Der var ikke megen aktivitet fra publikums side. Et par gange sporede jeg sporadiske dansebevægelser fra udvalgte få entusiaster, som måske havde indtaget nogle af de svampe, som musikken i høj grad lagde op til. Men ellers var der ikke megen kemi mellem sal og orkester – det eneste, vi hørte fra dem, var et henkastet »thank-you,« da de forlod scenen.

Det skal retfærdigvis siges, at Shogun Kunitoki holdt på publikum under hele koncerten. Jeg så ikke mange forlade salen, ligesom der heller ikke var mange tilkommere. Dette kan vidne om et band med et meget specifikt publikum. Et publikum jeg nok aldrig bliver en del af.

Cody, Store Sal, 20.20
Først én stemme. Så to. Så en komplet lydpalet. En stuvende fuld Store Sal leverer en stilhed, der i dén grad er før en storm. Med fuldkommen afpillet og nøgen intensitet indledte danske Cody deres 20 minutter forsinkede koncert med intet andet end deres stemmers harmonier. Bandet, der sidste år var hensat til en minimalistisk pavillon – i et utaknemmeligt miljø med en støjende scene som nabo – stod lørdag aften på en scene, der er større end det areal, sidste års publikum udgjorde.

Med Kaspar Kaaes indtræden på scenen bliver vi ført direkte over i en overraskende elektrisk version af “Crying You”, der resulterede i et buldrende bifald. Denne ‘elektrificering’ af musikken beviser ikke alene, at Cody er et umådeligt alsidigt band, der både kan levere smukke downtempo versioner og scenetilpasset, energisk folkrock af den bedste skuffe uden at gå på kompromis med musikken.

I den efterfølgende “That’s What She Sees” strålede den åbenlyse glæde ved musikken ud af samtlige medlemmer, og trommeslager Casper Hegstrup formåede at synge smilende med på teksten og holde et sublimt energiniveau. Og det uden at være udstyret med en mikrofon. En energi, der fortsatte over i den exceptionelt veludførte “Ever Go”, og ved afslutningen kvitterede Kaae også med noget så sjældent som en tak rettet mod lydpulten.

I “Your Window” blev der skåret der ind til benet, og Torleik Mortensen fik i dele af nummeret lov til at fylde lyduniverset ud med sin bas alene. En sjælden intim oplevelse, der dynamisk opbyggedes i tempo og indhold, og til sidst fløj ud i salen som en smukt udført musisk gobelin. “Down in the Dark” kom lidt skævt fra start med en ustemt guitar, men Kasper Kaae reddede elegant dagen med en charmerende nervøsitetsforklaring, og da instrumenterne var stemt, var salen ligeledes (op)stemt og klappede automatisk med på de indledende rundgange. Hvis ordet “magisk” kan bruges om en koncert, var dette tidspunktet, for publikum var tryllebundet.

Halvvejs gennem koncerten valgte de syv medlemmer at invitere til akustisk intimitet, som vi oplevede sidste år på Spot. Elbassen bliver udskiftet med kontrabas og elguitaren med den western-akustiske. Denne forkærlighed for den rå, ufiltrerede lyd kommer smukt til udtryk, da cellist Line Felding må spørge bandet, om hun skal slukke sin forstærker. Herefter fulgte “I Want You” og “The Light” i smukke ‘simple’ versioner, der bedre end noget andet viste Codys musiske styrke og instrumenthåndtering, hvor Frederik Thybos violin for alvor kom til sin ret. Med “Comfort and Rage” gik Cody fra at have potentiale til at udleve det. En nervepirrende fænget sal blev taget ved hånden gennem det forbandet smukke tekstunivers, leveret af Kasper Kaae og guitarist David Fjelstrup, der med sin lysere, uskyldige stemme stod i elegant kontrast til Kaaes mørke melankoli. En vokaloptræden der høstede et højlydt bifald.

Da Codys instrumenter klingede ud, rejste der sig et buldrende stående bifald fra salen af. Alt fra Leif Bruuns country/blues-strengelege, de klassiske instrumenters buestrøg og trommernes moderne rytmer blev leveret med professionel overbevisning, sjælfuld indlevelse og sidst, men ikke mindst en glæde ved musikken, der gik fra Cody, gennem kablerne fra instrumenter til højttalere og ind i maven på de fremmødte. En koncert der sad i hele kroppen, da jeg forlod salen, og som bliver siddende i lang tid endnu. Et bevis på, at for musikelskeren kommer den sande festivalrus fra koncerterne.

Frodegruppen40, Filuren, 21.30
21.30 var det tid til Frodegruppen40, der er et møde mellem musikken og digterkunsten. Men med mere musisk fokus end det, Dan Turèll og Halfdan E præsterede i sin tid, og mere digtfokuseret end Jørgen Leths landskabsmalerier og situationsberetninger, serveret med en god portion humor.

Første nummer “Min kvinde er Dresden”, der med digterens egne ord er: »En frygtelig historie om en mand, der klyngebomber sin kvinde,« akkompagneredes af en dyb messende basgang og rå guitarstøj. Blendstrups karismatiske personlighed drog publikum ind i ordenes univers, og den veludførte spændingsopbyggende musik holdt os fanget, mens den grove, sjofle fortælling udformede sig for det indre øje.

“Åh Else” fortsætter fortællingen, efter »de er blevet skilt,« som Blendstrup forklarer til salens morskab, og blandet med råb om ønsker til, hvad gruppen spiller, står det klart, at store dele af publikum kender til Frodegruppens katalog. Nummeret blev leveret med det, jeg bedst kan betegne som en ‘saloonstemning’ fra klaverets side, der smukt blandede et veludført musisk indtryk med lyriske eksperimenter. Og den medbragte kyllingehat, som frontmanden valgte at iføre sig, bidrog kun til det satiriske udtryk, der, blandet med den mere eller mindre alvorlige fortælling, resulterede i en betagende cocktail. En smule for meget blev det dog et stykke inde i nummeret, hvor Blendstrup lavede børnestemme og nynnede med på melodien, og det næsten sublime blev for en stund plat og letkøbt.

I den mere kendte “John danser”, der fulgte efter “Svejsefesten”, blev vi præsenteret for et mindre skuespil, hvor Blendstrup trådte ind i rollen som John, der sidder på gaden og ikke har styr på noget som helst, et interessant afbræk fra den ellers meget syrede tekst. Den humoristiske linje fortsatte i “Græsslåning”, der endnu en gang serveredes med saloonklaver og lystige trommerytmer, mens fuldskægsdigteren dansede rundt med en legetøjsgræsslåmaskine i sine arme. Efter nummeret udbrød Blendstrup spontant »fisse« ud i salen, hvilket endnu en gang trak niveauet en smule ned, noget der undrede mig lidt, eftersom Frodegruppen40 smukt viste, hvordan man kan tillade sig meget, hvis man ved hvordan det skal leveres.

Efter endnu et satirisk indslag i form af en fortælling om en Ufo, sænkede alvoren sig fuldkommen uventet over salen, og vi fik fortællingen om en række mennesker, der drukner under en tsunami. Her lykkedes det for Blendstrup at vise, at han kan bruge andre ord end »Hongkongpatter«, og det var en glimrende afslutning på en koncert, der viste, at musik er meget mere end rockkoncerter og dets lige, det handler blot om at bruge den rigtigt.

Jens Blendstrup, forsanger i Frodegruppen 40, er tilknyttet Undertoner.dk som skribent.

Miss Li, Rytmisk Sal, 22.30
Svenske Miss Li skulle vise sig at blive min ‘opdagelse’ på årets Spot. Jeg kendte ikke meget til hende og hendes musik, da jeg indfandt mig i en halvtom Rytmisk Sal. På hendes Myspace angiver hun alt fra Janis Joplin over Aretha Franklin til Taraf Du Haïdouks (en gruppe, der spiller folkemusik med afsæt i den romanske sigøjnerkultur) som inspirationskilder, men selve koncerten skulle dog vise sig at blive noget helt andet.

Til et pantomimeagtigt klaverstykke indtog frøkenen scenen, og det skulle hurtigt vise sig at blive med storm. Allerede første sang indeholdt ordene »Yes, I drink a lot,« og fra hendes plads bag det hvide klaver væltede energien ud, og blandet med den forvrængede guitar blev der lagt i ovnen til et brag af en afslutningskoncert for mit vedkommende.

Efterhånden som energien voksede i salen, gjorde menneskemængden også. Om det var folk, der havde planlagt at tage til koncerten, ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg kan sagtens forestille mig en tilfældig forbipasserende, der har fået vækket sin nysgerrighed. Elguitar blev erstattet af saxofon og kontrabas, og rock blev til jazz. På et tidspunkt fik klarinetten også en tur af Miss Lis band, og det endte i et autentisk klezmerstykke, der satte gang i fødderne på flere af de fremmødte, der brød ud i dans. Havde salen været fyldt, ville det have udviklet sig til et brag af en fest.

Numrenes kvalitet var generelt høj, men et par gange blev det hele en smule for kliché og forudsigeligt. Noget der stod i stærk kontrast til koncerten generelle udvikling, der var alt andet end forudsigelig. Miss Li virkede som en dygtig kunstner med en lille uforståelig forkærlighed for pladderpop.

Koncerten kulminerede i et lydkaos af en afslutning, der først faldt ned, så fra hinanden for at samles og med blæserfanfare sende de, efterhånden en del, fremmødte ud i den århusianske nat med et stort smil på læben. Koncerten var den største overraskelse for mit vedkommende, og hvis du leder efter en fest og er i nærheden af Miss Li, skal mine varmeste anbefalinger følge hende.