Rosa Lux: Monsters

Elektronisk musik har sine egne særlige evner. Evner til at drage og betage selv den mest stive personlighed. Elektronisk musik er særligt, fordi det på én gang er utrolig nemt at lave, og alligevel forfærdelig svært. Man kan sige, at elektronisk musik kan skabes med en computer og fire timers batteritid, men forudsætningerne for at danne musik med sjæl er som regel nogle lidt andre. Der skal være en idé, en historie og noget hjerte, som skal kunne føles i stuen, i bilen og på klubben, og som ikke skabes uden fingernem finesse for musikken. I de seneste år er genren blevet allemandseje, og i takt med at de populære radiostationer i stigende grad har taget genren til sig, er den for alvor blevet noget, der spilles hos hr. og fru hvem som helst. Så kan man spørge sig selv hvorfor? Et bud ville være, at stort set alle respekterede musikere i dag puster til ilden og skaber flammer for den elektroniske genre.

Danske Rosa Lux puster også til ilden. Monsters er hendes debutalbum og dermed starten på en ny og spændende retning i hendes karriere. Færdes man i det københavnske natteliv, er man måske stødt på nogle af Rosa Lux’ dj-sæt. På Monsters inviterer hun til chillout og råhygge med velproduceret lyd og vokaler fra både kendte og ukendte kunstnere.

Monsters er en times musisk elegance, der rummer såvel højdepunkter som mere ligegyldige passager. Introen er fantastisk og superværdig til at skyde pladen i gang. Titelnummeret, der er mørkt, melankolsk og prydet med klædelige synthmomenter og sprød vokal leveret af Randi Laubek, er efter mange gennemlytninger absolut albummets højdepunkt. Det er liflig elektro og flydende bas, der behager lytterens forventningsfulde ører. “Monsters” henleder tanken på Stella Polaris-pladerne, og man kunne sagtens forestille sig, at lige netop dette track kunne få plads dér en dag.

“Min klub først” er Monsters’ mest interessante track, men langtfra det bedste. Alberte Winding-samarbejdet og P3’s massive opbakning om netop dette track gør det alligevel til albummets mest bemærkelsesværdige bidrag. Nummeret er på Monsters serveret i en længere udgave end den, vi kender fra P3, hvilket desværre ikke klæder det ellers charmerende track. Det er simpelthen for ensformigt! Rosa Lux har med “Min klub først” inviteret alle ind i sit univers, og med den folkekære Alberte Winding (her med selskab af datter Josefine Winding) har hun gjort albummet mere spiseligt for den brede befolkning.

Den monotone, Psy-inspirerede “Nightwood” er et spændende nummer, der vinder efter flere gennemlytninger. Her er der virkelig skruet op for synthesizeren med sære lydbilleder og finurlige sammensætninger af tale og glidende elektronica. “Nightwood” er et rigtigt cruiser-track med massivt klub-potentiale, der også giver associationer til Trentemøllers “Nightwalker” fra The Last Resort fra 2006.

Mere plant står det dog til for “Mafish Kedah”, der ikke giver albummet noget særligt. Idéen bag “Mafish Kedah” er ikke særlig innovativ, da det at blande etnisk kultur og vestlig musik i sig selv ikke er noget nyt. Tracket er ej heller dragende, som andre dele af Monsters, fordi det mangler den sjæl og originalitet, som ellers er at finde på pladen. “Mafish Kedah” fremstår som Rosa Lux’ gode idé, der dog falder til jorden og bliver et nummer, der hverken udvikler sig positivt ved flere lytninger eller gør sig særligt bemærket.

Alt i alt er Monsters nu en god debut, der udtrykker en enorm kærlighed til genren og en musisk kunnen fuld af potentiale. Der er ikke noget nyt under solen, ej heller nogen ny favoritplade til hylden, men derimod en plade, der passer perfekt til en døsig søndag på sofaen.