Det gamle og det nye Venstre – eller: Stat og samfund hos Gundtvig og Marx

Af Vilhelm Nielsen

I sin bog "Grundtvig – og noget om Marx" fra 1974 beskæftiger redaktør Ejvind Larsen sig i femte og sidste kapitel, som fylder næsten halvdelen af bogen, indgående med det problem, som antydes i overskriften: Er der overvejende ligheder mellem de to giganters syn på stat og samfund og dermed mellem de mål, som de af deres værk og virke inspirerede bevægelser tilstræber og søger at virkeliggøe – eller er forskellene afgørende?

Han er stærkt betaget af dem begge – og fuld af sympati for de brede folkebevægelser, som er udsprunget af deres arbejde og indsats, og han er bestemt ikke ukyndig og heller ikke ukritisk, hverken når det gælder den ene eller den anden eller deres tilhængeres forsøg på at omsætte synerne i praktisk virkelighed.

Men det er alligevel et spørgsmål, om ikke lighederne overbetones. Jeg skal på ingen måde afvise, at det kan være nyttigt at læse – eller genlæse – Grudtvig med marxistiske briller så at sige; jeg havde nær sagt: hvordan skulle man ellers læse ham i dag, hvor næsten al skole- og kulturdebat foregår i en marxistisk luft, og hvor unge mennesker – højskoleelever f. eks. – har et særdeles rimeligt kav på at få besked om Marx og marxismen i et dansk og gerne også et grundtvigsk perspektiv. Og det er på den anden side mindst ligeså forfriskende at se Marx læst med en slags grundvigske briller eller forudsætninger. Det er vel egentlig aldrig – eller meget sjældent – sket før.

Ejvind Larsens bog er det første mere omfattende forsøg på en sammenstilling af de to, af deres værk og dets eftervirkninger, og det er uhyre fortjenstfuldt og inspirerende, selvom man langtfra kan være enig i alle synspunkter og vurderinger.

Når opmærksomheden her skal samles om deres stats- og samfundsopfattelse, er det ikke blot, fordi denne side af sagen som antydet får en udførlig behandling i bogen og er et af de punkter, hvor EL vil hævde, at lighederne imellem dem er iøjnefaldende, men også fordi det set fra et højskolesynspunkt er noget væsentligt, såsandt den grundtvigske folkehøjskole fra første færd har tilsigtet en levendegørelse af samfundet og ikke blot af individet, en oplysning og oplivelse af folket og ikke blot af enkeltmennesker.

Først et par bemærkninger om selve ordene: stat og samfund, og Marx' og Grundtvigs brug af dem. På en måde er disse to ord måske forkert valgt. De er i hvert fald ikke typiske for Grundtvigs sprogbrug. Det er en kendt sag, at han ikke yndede ordet stat; det gav indtryk af noget stillestående, hvor der skulle være liv og bevægelse, og det forekom ham for abstrakt. Han foretrak at tale om folket eller riget, og vel at mærke Danmarks Rige, for at gøre det helt konkret og for ligesom at antyde, at der er forskel på stater og riger, at nationalitet eller folkelighed er noget væsentligt og virkeligt. Han er nok universel, men ikke internationalist. De folkelige ejendommeligheder – de etniske identiteter, som det hedder i vore dage – skal man ikke overse eller undervurdere. Der er ånd, og det vil sige kraft, livskraft, i dem. Allerede her er der et punkt, hvor han adskiller sig fra Marx. EL nævner det ikke i sin bog.

Og ordet samfund bruger Grundtvig ikke i den betydning, som det almindeligvis har nu. Han foretrækker udtrykket: "det borgerlige Selskab", som man næsten skal være kender for ikke at misforstå. Men det betyder hos Grundtvig temmelig nøjagtigt, hvad vi forstår ved samfund. Når han af og til bruger ordet samfund, er det i en ældre betydning, som har karakter af noget inderligt, næsten følelsesmæssigt; f. eks. bruger han det om religiøse samfund eller sekter.

Når man som nybegynder giver sig i lag med at læse Marx, er en af de ting, man forbavses over og måske i første omgang forvirres af, at ordene stat og samfund bruges om vidt forskellige ting. Måske hænger det sammen med, at i hans erfaringsbaggrund var staten Tyskland, hvor Prøjsen voksede sig stærkt, og som i løbet af hans levetid blev til det bismarck'ske kejserdømme, og det Frankrig, hvor Napoleon III efter evne genoplivede sin store navnefælles kejserdømme. Magten ovenfra mærkede han på sin egen krop. Han var uønsket eller blev udvist af begge de centraleuropæiske storstater, og også Belgien måtte han forlade for at leve det meste af sit liv i landflygtighed i London, i det England som både var industrialismens og parlamentarismens hjemland, og hvor den sidste ikke formåede at løse de problemer, den første skabte. Ikke så sært, at han ikke brød sig om den centraleuropæiske form for stat og statsmagt, som han anså for den egentlige. Han havde et meget skarpt blik for dens undertrykkende karakter, og med rette. Men han trækker ikke i samme grad som Grundtvig de historiske linier tilbage til det romerske kejserdømme eller imperium som det egentlige ophav til hele denne statsform, hvis inderste væsen og karakter er undertrykkelse fra oven og udbytning fra hovedstaden, ikke mindst folkelig eller national undertrykkelse. Han ser derfor heller ikke klart, at dette blot er en tilfældig udartet statsform, som desværre er blevet mønster for en stor del af Europa, dog mindre for England og Norden, og han sætter derfor heller ikke op herimod de små folk, der ikke blot havde en anden statsform – det græske demokrati, den israelske "kirkestat" eller den islandske fristat – men en langt dybere og rigere kultur at øse kraft af, en selvstændig mytologi først og fremmest, selvstændige sprog, som de trods nederlag og undertrykkelse var i stand til at bevare. Går han tilbage i historien, er det klassekampen, han forfølger, de materielle produktionsvilkårs udvikling, ikke sådanne åndelige sager. Han kan i det hele taget ikke anskue nogen form for stat eller statsmagt som noget positivt, nødvendigt og bevaringsværdigt. Statens oprindelse er klassedeling, dens væsen er klassekamp, og når den hører op, mister staten sin eksistensberettigelse.

Samfund, samfundsmæssig o. l. er ord, der ofte forekommer hos Marx og overvejende med positiv betydning. Jeg har ikke læst ham på tysk og skal derfor afholde mig fra at gå nærmere ind på det. Men det er klart nok, at ligesåvel som staten til syvende og sidst skal afskaffes eller dø bort af sig selv, skal samfundet gøres levende. Kernen i det er arbejdet med at fremstille og udveksle de livsnødvendige ting: føde, klæder, boliger, redskaber o. s. v. Arbejdet er så at sige det, der gør mennesker til mennesker, eller rettere: det, hvorved mennesker gør sig selv til mennesker, udtrykker eller på en måde skaber sig selv. Det er også det, hvorved mennesker vekselvirker. Hos Grundtvig er det ordet eller talen, der gør mennesker til mennesker, og deres vekselvirkning sker først og fremmest med ord, er først og fremmest en levende samtale, hvor der som en selvfølgelig sag er frihed til at sige imod. Hvad EL siger om samtalens og vekselvirkningens samfund er noget af det bedste i hans bog – efter min mening – men jeg kan ikke se rettere, end at det først og fremmest vedrører Grundtvig og kun i uegentlig forstand Marx og marxismen.

Det nævnte sidste store kapitel i ELs bog har overskriften: "Folkelighed og kommunisme", og dermed angives meget godt – omend forenklet og slagordsagtigt – hvad de to personer og deres tilhængere ønsker og stræber efter at virkeliggøre. Spørgsmålet er igen, om der i virkeligheden er sammenfald mellem, hvad de to ord dækker og vil udtrykke, en tanke mange vil stejle over, men hvad EL ikke desto mindre uden tvivl er tilbøjelig til at mene. Og i en vis forstand tror jeg, han har ret.

Kapitlet indledes med et afsnit, der hedder: "Marx's og Grundtvigs religionskritik". Det er en kendt sag, at et væsentligt og vigtigt udgangspunkt for hele Marx's virke og den retning og form, det fik, er hans kritik af religionen eller kristendommen. Han opfattede den som noget helt igennem åndeligt, idealistisk, immaterielt, som udelukkende beskæftigede sig med det hinsidige, fornægtede og foragtede alt jordisk og materielt og først og fremmest vedrørte og talte til det enkelte menneske, individet. Det kan man i og for sig ikke bebrejde ham. Hvad han mødte og kendte af kristendom og kirke, af teologi og mere eller mindre kristelig filosofi, havde virkelig denne karakter (se f. eks N. H. Søe: Karl Marx og Marxismen s. 96-98). Og herimod reagerede han voldsomt og konsekvent. Hvad han gav sig i kast med, var netop det materielle og dennesidige, arbejds- og produktionsforhold, det fælles eller kollektive. Kommunisme betyder intet andet, end at det fælles skal udvikles og sættes i højsædet.

Man kan altså på en måde sige, at hele Marx's værk er udsprunget af en kritik af religionen, en kritik af ethvert samfund, som har behov for en religions pseudo-trøst, og tilstræber at skabe et samfund med materiel, dennesidig, fælles lykke og gode kår for alle under forkastelse af al religion, som efter hans opfattelse kun slører blikket og lammer viljen og handlekraften, når det gælder praktiske og produktionsmæssige samfundsforbedringer.

For Grundtvigs vedkommende ligger det ganske anderledes. Vel kan man sige, at han bedrev religionskritik, at han kritiserede sin samtids kirke og kristendomsopfattelse, men det var ikke hans hovedsag. Det var ikke hans væsentlige udgangspunkt. Man kunne snarere sige, at da han i sin ungdom forsøgte sig på denne vej, blev han for altid slået tilbage af oplevelsen i 1810, som dårligt kunne være mere eftertrykkelig. Ikke selvsikker kritik, men ydmyg kærlighed må være udgangspunktet, en meget svær lektie at lære, ikke mindst for en natur som Grundtvigs. Han forkaster eller fornægter aldrig kristendommen eller kirken, hvor meget han end kritiserer den. Han fastholder dens velgørende og livgivende virkninger for det folkelige fællesskab.

Og efterhånden lykkes det da at komme i gang med den skabende og positive indsats – midt i en måske stiv og død kirke – hvor hans egentlige storhed og styrke består. Et nyt kirke- og menighedsliv begynder stilfærdigt at tage form.

Mens det meste af hans kritik aldrig kom længere end til papiret, endt i skrivebordsskuffen eller manuskriptdyngerne, fik hans salmer og sange mæle og lyd på tusinde tunger og har det endnu. I "praksis" formedes et menighedsliv i Vartov og andre steder med en bekendelse og en lovsang, hvis betagende virkning man har mere end tilstrækkelige vidnesbyrd om, og i en vis forstand var det sjælen i alt det folkelige arbejde, hele det jævne, muntre og virksomme liv på jord, som mennesker netop ved de glade budskab sattes fri til – uden at de hverken ville eller kunne betegne det som kristeligt, tværtimod trak de – efter mesterens forbillede – ofte et skel ved udtrykkelig at kalde det menneskeligt eller folkeligt. Men i en vis – negativ – forstand kom inspirationen i virkeligheden fra det, der skete i menigheden. Religionen frigjorde til helhjertet og ubekymret beskæftigelse med det jordiske liv, til glæde og taknemlighed over det – trods den blanding af glæde og gru, det uvægerligt rummede – til livslang og fælles indsats for en forbedring af det helt ned i det materielle og produktionsmæssige, som EL også skildrer det sin fremstilling af andelsbevægelsen, med alt, hvad dertil hører. (Det sker under overskriften "Den grundtvigske kulturrevoluion" i et tidligere kapitel.)

En sådan kristendomsform falder naturligvis helt uden for Marx's horisont. Det er meget langt fra, at han nogensinde har været til gudstjeneste i Vartov eller til Vennemøde på Store Ravnsborg – eller til efterårsmøde i Dalum eller Askov! Og selvom han havde, ville den sproglige og kulturelle barriere have været uovervindelig og uoverskridelig. Det er ikke til at forestille sig, at han skulle have kunnet forstå sproget, føle stemningen, fatte betydningen og fornemme virkningerne ud i praksis og politik.

Men et faktum er det, at her var en kristendomsform, som Marx aldrig har gjort op med. Lidt drilagtigt kunne man sige, at den både var materiel, dennesidig og kollektiv. Det kunne der skrives en hel artikel for sig om. Jeg skal her nøjes med at antyde, at det ikke betyder, at Grundtvigs kristendom ikke var personlig eller personligt tilegnet. Den var fremgået af en så dyb personlig krise, at han i en vis forstand måtte forkaste det personlige, kastes tilbage på det fælles, som foregår i menigheden, som det eneste holdbare og sikre, dåben og nadveren først og fremmest. Det betyder heller ikke, at den ikke har et hinsidigt perspektiv, men han kan ikke forestille sig en frelse eller forløsning, som ikke har virkninger her og nu og kun derigennem får det i al evighed. Og endelig betyder det naturligvis ikke, at kristendom ikke er ånd, eller åndelig. Men den er ikke ånd uden legeme, støv, kød, krop eller hvad man nu vil kalde det. Den udtrykkes først og fremmest i og med ord. Den kan siges eller tilsiges. Og ord er efter Grundtvigs opfattelse det fornemste og vigtigste udtryk for et samspil, en vekselvirkning mellem sjæl og legeme, ånd og materie, som ikke kan undvære hinanden og aldrig kan eller bør adskilles fundamentalt. Ord lyder og er dermed sanselige, legemlige; de kan høres. Men de kan udtrykke eller meddele ånd, hvorved Grundtvig forstår livskraft. De kan oplive. De kan kvalificere vandet i dåben og vinen og brødet i nadveren. Kristus selv, det afgørende ord, fødtes legemlig og opstod legemlig. Kirken er ikke bare ånd, men også et legeme, og dog har ingen besunget Helligånden lifligere og kraftigere end Grundtvig. Ikke desto mindre kunne man godt kalde hans kristendom materialistisk, ligesåvel som man kan kalde den kollektiv og dennesidig.

Men dertil kommer endelig, at Grundtvig overhovedet ikke vurderer kritik – hverken religionskritik eller samfundskritik eller nogen form for kritik – særlig højt. Han er bange for, at vi skal blive et folk af "Recensenter" og aldrig nå til handling og indsats. Proklamationen af den kritiske eller samfundskritiske højskole omkring 1970 får svært ved at beråbe sig på ham. Han vidste til sin inderste marv, at et samfund – så lidt som et barn – kan leve af kritik. Der skal kærlighed til, kærlighed til fædrelandet. Hans værk udspringer ikke af kritik. Det er ikke kritik, som giver det retning og indhold.

Overskriften: Grundtvigs og Marx's religionskritik kan se nok så bestikkende saglig ud. Der er ikke ligevægt i den. Billedet fortegnes uvægerlig.

Til gengæld, kunne man sige, forkaster Grundtvig i en vis forstand filosofien, både det 18. århundredes franske oplysningsfilosofi og det 19. århundredes tyske idealistiske filosofi, som vel kan siges at kulminere med Hegel, Marx's modpol og omvendte spejlbillede. Han har simpelthen ikke tillid til, at den menneskelige tænkning eller grublen kan gennemskue eller løse spørgsmålene, og det gælder både de samfundsmæssige og personlige. Mennesket, samfundet og historien er og bliver ham noget gådefuldt, mens det for Marx er – eller i hvert fald kan og skal blive – gennemsigtigt. Det er derfor ordet bevidsthed og bevidstgørelse spiller så stor en rolle i marxistisk tankegang og sprogbrug – ikke mindst i vore dage. Man kunne ligefrem sige, at det er det nærmeste Marx kommer til ordet ånd – og heri følger EL ham trolig – mens ordet ånd i al sin dunkelhed er og bliver et hovedord hos Grundtvig. Trods al den vægt, Marx lægger på det materielle, produktionsforholdene, "basis" o. s. v., trods den berømte udtalelse om, at det ikke drejer sig om at forstå verden, men om at forandre den, er hans tillid til menneskets fornuft og tænkning urokket. Måske rammes han ikke af Grundtvigs udtalelse fra 1816: "Ethvert philosophisk System er som Heelt en stor Løgn, hvormegen Sandhed det end i det Enkelte kan have", måske bygger han ikke et afsluttet og afrundet system; han har megen sans for de historiske betingelsers forskellighed og kræver bestandig en klar og nøgtern analyse af forholdene, inden der skrides til handling, men han er ikke i tvivl om, at der kan præsteres en adækvat analyse af enhver historisk og samfundsmæssig situation og på det grundlag formuleres og iværksættes et handlingsprogram. Det er ikke tilfældigt, at Witt-Hansen i sin indledning til Berlingske Filosofi Bibliotheks udvalg af hans skrifter karakteriserer ham som "filosof, politiker og forsker". Dermed er det vigtigste sagt om ham. De samme tre betegnelser kan naturligvis anvendes om Grundtvig, men de ville udgøre en meget mådelig og langt fra udtømmende karakteristik af ham. Han er i hvert fald også digter, præst, historiker og folkeopdrager eller folkeoplyser. Vil man forstå og sammenligne dem, må man leve sig ind i deres univers, og i samme grad det sker, bliver al sammenligning svær eller umulig. EL har i høj grad bestræbt sig på en sådan indlevelse, men man kan ikke frigøre sig fra en fornemmelse af, at det i højere grad er Grundtvig, der måles med en marxistisk alen, end omvendt. Også her savner man i nogen grad ligevægt – eller dialektik, kunne man måske sige.

Under alle omstændigheder: Som endegyldig og gennemsigtig forklaring af tilværelsen forkaster Grundtvig filosofien, som tjener eller slave, holdt på sin rette plads, som noget efterfølgende eller sekundært, bliver han naturligvis ved med at gruble eller tænke. Marx vender Hegel på hovedet, men fortsætter ham ikke desto mindre. Det er et spørgsmål, om han ikke ligesåvel som Hegel rammes af de vers, EL har sat allerførst i bogen:

Al tysk Oplysning er af Luft,
sin egen Gud er tysk Fornuft ...

I hvilken grad og i hvilket omfang Marx fortsætter Hegel diskuteres af eksperterne, og det skal jeg ikke blande mig i. Måske kunne man sige, at akkurat ligesom det socialistiske eller kommunistiske samfund fødes af det kapitalistiske og på een gang er et brud med det og en fortsættelse af det – for Marx var både industrialiseringen og urbaniseringen et afgjort fremskridt, hvilket meget vel i dag kan føles som et farligt og forældet synspunkt – på samme måde er Marx's forskning, politik og filosofi på een gang et brud med og en fortsættelse af Hegel og hele den tyske filosofi med dens [...] tillid til menneskets evne til at gennemskue, forstå – og forandre verden. "Den tyske arbejderbevægelse er den tyske klassiske filosofis arvtager" kan Engels ligefrem sige. Ja, Gud bedre det! – Men det citeres med tilslutning af EL som slutvignet i kapitlets næste afsnit, som jeg her springer over. Det handler om penge og varer og deres ødelæggende virkning på mennesker og samfund, hvilket er en væsentlig bestanddel af Marx's filosofi. Men selv med fare for at gøre vold på Marx's verden og afskære sig fra en dybere forståelse af den, må det her overlades til den interesserede læsers egne anstrengelser. Det er på tide at gå lige løs på spørgsmålet om staten og samfundet.

Vi møder her to store afsnit på tilsammen 30 dobbeltspaltede sider. Det første hedder Kritik af Grundtvig og grundtvigianismen" og det andet "Kritik af Marx og marxismen". De er omtrent lige lange, og i det ydre forekommer parallelliteten og ligevægten opretholdt.

Ser man nærmere til, tegner der sig imidlertid et andet billede. For det første bemærker man sig, at der igen er tale om "kritik" – ganske vist ELs og af begge. Men dernæst bliver det hurtigt klart, at en hovedsag er et forsøg på at genfinde elementerne i Marx's kritik af staten hos Grundtvig, hvilket på en række punkter lader sig gøre og høre, men spørgsmålet er dog, om det alligevel ikke giver et falsk helhedsbillede.

EL hævder, at Marx's samfundskritik starter som en kritik af staten, slutter som en kritik af staten og sammenfattende i grunden er antistatslig. Såvel Lenins kommunisme som den socialdemokratiske reformisme kritiseres for at have opgivet den antistatslige tendens, for at have bøjet knæ for staten og statsmagten på en i virkeligheden umarxistisk måde.

Jeg er ikke tilstrækkelig kyndig i Marx's skrifter til at kunne vurdere, om han har ret i denne meget kategoriske bedømmelse. Som [...] Marx er modstander af – og nærmest hader – den form for statsmagt, han kendte fra Frankrig og Tyskland, og som han anså for den egentlige: den centraliserede statsmagt med dens allestedsnærværende organer – stående hær, politi, bureaukrati, gejstlighed og dommerstand". Hans erfaringer tilsagde ham, at det var uomgængligt nødvendigt, at arbejderklassen, proletariatet, satte sig i besiddelse af denne statsmagt og blev den herskende klasse. Her er det, han uforvarende kommer for skade at bruge udtrykket "Proletariatets diktatur", som klinger meget ilde – ikke mindst i vore dage, i demokratiets eller "demokratismens" tidsalder siden anden verdenskrig. Meningen er imidlertid klar nok. Som sin første handling skal proletariatets diktatur inddrage ejendomsretten til produktionsmidlerne – ikke til alt muligt andet, som det ofte populært er blevet misforstået – "ekspropriere ekspropriatørerne", som det også hedder. Men spørgsmålet er, hvad der derefter skal ske? Skal den gamle statsmagt knuses og erstattes af en helt ny? Og hvor længe skal og vil den i så fald eksistere? Hvorlænge er der overhovedet behov for den og opgaver til den? Er statsmagt i sig selv – enhver statsmagt – "en maskine for klasseherredømme", et redskab for den ene klases undertrykkelse af de andre, så er den jo unødvendig og meningsløs i det klasseløse samfund, som opstår, når produktionsmidlerne bliver fælleseje.

Det ser ud til, at Marx er af den opfattelse – for det første – at magten må erobres med magt, som hovedregel i hvert fald. Den herskende klasse, den borgerlige kapitalisme, giver den ikke fra sig frivilligt – heller ikke under et gennemført parlamentarisk demokrati, selvom der hersker en vis usikkerhed på dette punkt. Muligheden udelukkes ikke helt, men det er klart nok, at demokrati og parlamentarisme for Marx væsentlig er et skin, noget formelt, et middel som kan udnyttes og bruges, hvor det findes, men ikke et mål i sig selv og slet ikke noget umisteligt eller helligt.

For det andet mener han, at denne arbejdernes nye statsmagt, proletariatets diktatur, er noget helt andet end den gamle statsmagt, ikke blot fordi den har det bredest mulige grundlag – en forudsætning er det jo, at proletariatet udgør det alt overvældende flertal – men også fordi alle og enhver kan og skal deltage i den og udøve den.

For en moderne betragtning er der uvægerlig et skær af naivitet over Marx's opfattelse på dette punkt – i hvert fald som den udlægges af EL – og det skyldes ikke blot de sovjetiske erfaringer om bureaukratiets sejglivethed – her fortsættes vel også en indgroet russisk tradition – men først og fremmest at samfundet i mellemtiden har udviklet – eller indviklet sig – i den grad, som det har. Marx mener virkelig, at arbejdsdelingen kan ophæves omgående, når det gælder statsstyret. Det drejer sig jo kun om "opsynsmænd og bogholdere" i den fælles forretning. Det kan gå på skift. Der behøves ingen særlig embedsmandsuddannelse.

For det tredje er han af den opfattelse, at denne nye statsmagt, som altså ikke i sig selv er af undertrykkende karakter, hurtigt vil falde bort eller dø bort af sig selv. Der er simpelthen ikke behov for den eller opgaver til den ret længe.

Også det kan forekomme naivt, og igen ikke blot på grund af sovjetiske og andre erfaringer. Man må jo nærmest sige, at det er en af dette århundredes afgørende historiske erfaringer, at hvor proletariatets diktatur en gang har sat sig igennem, er det endnu aldrig blevet afskaffet igen. Staten er intetsteds døet bort, har end ikke fået lov at få et mere "menneskeligt ansigt". Det kan der gives mange gode undskyldninger eller grunde for. For det første er den nødvendig, sålænge der endnu findes "klassefjender" af betydning i det socialistiske samfund selv. For det andet er den nødvendig af hensyn til ydre fjender af det kommunistiske samfund. Sålænge et forsvar er nødvendigt, må der en statsmagt til at organisere og styre det. Men for det tredje skal det nye, kommunistiske menneske have lejlighed til at udfolde og udvikle sig i det nye klasseløse samfund, det menneske, som frivilligt og gerne arbejder, som gerne deler med sine medmennesker, som "yder efter evne og nyder efter behov", og for hvem politi og retsvæsen, ja enhver magt og myndighed er overflødig. Og det tager – som figura viser – nogen tid!

I virkeligheden er der hos Marx i sidste ende en anarkistisk tendens, selvom det er rigtigt, at han ikke gør meget ud af at beskrive det kommunistiske samfund i detaljer – på det punkt er han realistisk, han er ikke profet – men statens bortdøen, som han givet forudser, forudsætter en mennesketype, en menneskeart, som – vel at mærke i et moderne industrialiseret og urbaniseret samfund – kan leve og leve lykkeligt sammen med alle andre uden nogen magt og myndighed over sig, en menneskeart, hvori der intet findes, som man gør klogt i at undertrykke. Den er mig bekendt ikke set endnu. Jeg må anse den for en utopi.

Det nærmeste, man kom til at virkeliggøre det i Marx's levetid, var under Pariserkommunen i 1871. Det er den Engels i sin høje alderdom henviser til, hvis man vil have en konkret forestilling om, hvad proletariatets diktatur indebærer. Og vel blev den både i samtidens og eftertidens beskrivelser og vurderinger lagt for had på en urimelig måde, men der er unægtelig sket et og andet i dette århundrede, som gør det urimeligt, at EL stort set nøjes med at gentage denne henvisning.

Personlig havde Grundtvig for så vidt tilsvarende dårlige erfaringer med den enevældige danske stat, som Marx havde med de centraleuropæiske: Tyskland, Frankrig og Belgien. Forskellen er blot den, at den danske stat – med den mest konsekvent gennemførte enevælde i Europa: det uindskrænkede arvekongedømme – trods alt var ikke så lidt mildere og menneskeligere. Han blev aldrig landsforvist eller erklæret for uønsket, men han blev sat under censur i mere end et tiår, han fandt det nødvendigt at nedlægge sit præsteembede, og han fik aldrig nogen professorstilling ved universitet, hvand han – mest i det skjulte – var ikke så lidt bitter over. Da han igen fik præsteembede, var det et uskadeligt – troede man – for de gamle koner i Vartov. Men vigtigst er det for en bedømmelse af hans forhold til staten, at det var den af EL så forkætrede stat – "Den Satans Stat", som han har kaldt den som hovedoverskrift over en artikelrække i Information, også udgivet i bogform – der skulle virkeliggøre hans kæreste tanke, opfostre hans kæreste barn: folkehøjskolen. Denne tanke opgav han vel egentlig aldrig. Udtrykket statshøjskole brugte han naturligvis ikke, men en "kongelig dansk højskole" bliver han ikke træt af at kalde den, og det er tydeligt nok.

Hans konge var Frederik VI først og fremmest, og EL lægger ikke skjul på hans fantastiske kongedyrkelse eller kongerøgelse – vover sig endog ud på at forklare og forsvare den – men han erkender ikke, at Grundtvig dermed grundlæggende siger god for staten, det danske rige, for nødvendigheden af en statsmagt, for en overbevisning om, at den i Danmark i det mindste kan have velgørende virkninger. Det er rigtigt, at han vil have den modificeret og trængt tilbage i sin magtudøvelse – eller rettere: han vil have den suppleret med folkets frie ord, han vil have en vekselvirkning, en samtale, i gang mellem konge og folk og have folket oplyst og opdraget til at føre den. Derfor en folkelig højskole. Intet hylder han derfor Frederik VI mere for end for stænderforsamlingerne, "Folkerådet", som virkeliggør denne tanke og gør enhver "Constitution" overflødig. Enevælden må gerne bestå, blot folket har frit ord, og kongen og hans embedsmænd vil lytte. Og hvorfor skulle de ellers have oprettet stænderforsamlingerne? Det er egentlig ejendommeligt, at EL, som så udmærket gør rede for, hvad samtalens samfund er og indebærer, ikke har set, at dette er kronen på værket, at Grundtvigs tøvende holdning overfor demokrati og parlamentarisme er en direkte følge af hans tillid til det levende ord og argumentet, samtalen, som det menneskelige samfunds grundlæggende vekselvirkning, virkeliggjort som en fri gave til folket at den enevældige monark – akkurat som folkets repræsentanter i 1660 gav ham hele magten og derved satte adelen ud af spillet.

Men dertil kommer et par andre kendsgerninger fra statens side, som man ofte overser, når man – som den meste historieundervisning – videregiver den nationalliberale vurdering af Frederik VI som "Vi-alene-vide-kongen", nemlig bondefrigørelsen fra 1788 og skoleloven af 1814. Begge var ganske vist meget langsomme og sendrægtigt gennemførte reformer – og den sidste vurderede Grundtvig ikke højt – men det var dog principielle og vigtige samfundsmæssige forudsætninger for Grundtvigs – også efter ELs mening – korrekte "klasseanalyse" af det danske samfund o. 1850, nemlig at det afgørende og bærende var bønderne. Stik imod hvad der var sket i England – industrialiseringens første og klassiske land – havde enevældens herskende klasse skabt grundlaget for en kollossal udvidelse af den selvejende bondestand på bekostning af den samme herskende klasses jordejendom. Og jorden er som bekendt det vigtigste grundlag for kapitalismen. Samtidig med den franske revolution, som er en borgerlig revolution, der skaber grundlaget for en borgerlig kapitalisme, og for så vidt er et fremskridt efter Marx's mening, foretager den herskende klasse i Danmark et væsentligt antikapitalistisk skridt, på tværs af al marxistisk teori. Staten kan altså også øve vigtige velgerninger, som overhovedet gør det muligt for folk som Grundtvig at forestille sig, at det var muligt for Danmark at undgå nogensinde at få et egentligt proletariat.

Naturligvis kan man som EL hefte sig ved Grundtvigs iltre og veloplagte kamp mod statens "allestedsnærværende orga ner – stående hær, politi, bureaukrati, gejstlighed og donmerstand", og man kan konstatere, at han nåede en hel del på en række punkter, men at mange af hans ideer stadig er aktielle, og at meget af hans argumentation er uovertruffen siden, men man kan bare ikke samle det under det helhedssynspunkt, at derfor er han, når det gælder staten, i det væsentlige enig med Marx, at statsmagten skal erobres med magt af folkets fertal, bønderne, der som herskende klasse skal undertrykke den eller de hidtil herskende klasser, udslette dem, ikke fysisk, men som produktions- og samfundsmæssige faktorer, hvorefter al statsmagt kan og vil dø bort af mangel på opgaver. Det er ikke Grundtvigs syn.

Det er meget muligt, at de to begreber: "folkelighed" og "kommunisme" ligner hinanden i betydning og indhold. Der er afgørende ligheder mellem Grundtvig og Marx, når det drejer sig om folkets selvforvaltning, selvstyre, selvstændighed overfor enhver overklasses, ethvert magtfuldt mindretals fomynderi, det være sig militært, juridisk, administrativt, økonmisk-socialt, kulturelt, religiøst, kirkeligt eller skolemæssigt. EL har understreget begges kamp mod "eliterne" på en inspirererde og meget givende måde. Men når det gælder staten, går han over gevind og fortegner billedet. Grundtvig angriber mig bekendt aldrig kongen, aldrig den tanke, at Danmark skal udgøre et rige – eller for den sags skyld en stat – at der skal være og forblive en magt og en myndighed over folket, en magt, son først skal bruges efter at ordet er brugt, efter en samtale, en magt, som til enhver tid kan modsiges.

EL slutter afsnittet med at citere og kommentere en passus fra Sofus Høgsbros dagbog fra 1898, hvor Høgsbro erklærer sig enig i en fremstilling af socialdemokratiets mål af Liebknecht, som han har læst i Højskolebladet. Man bemærker, at Høgsbro ikke skelner mellem stat og samfund. Han skriver: "Tiden har jo ført mig fra individualisme til socialisme, fra den enkeltes ubetingede fri virksorrhed til samfundets omslutning af alle ... før staten kun en politistat (d. v. s. en "natvægterstat"), nu fremmende for alle interesser, selv videnskab og kunst. Tschernings og Grundtvigs mål for menneskelivet bevarede, men midlerne for dets fremme forandrede ... " Sofus Høgsbro opgiver sin kamp mod staten, kommenterer EL. "Det kalder han overgivelse til socialismen ... Høgsbro vidste ikke, at han hermed samtidig kvittede Marx".

Nej, det vidste han ikke. Og når han ikke vidste det, var det vel fordi han som praktisk politiker vurderede på grundlag af samtidens socialdemokatiske politik og ikke på grundlag af Marx's teori og forsknng. Endvidere at han erkendte en samfundsudvikling, som nødvendigvis krævede, at fællesskabet – staten – påtog sig større opgaver.

Men det, han stod overfor – og altså erkendte nødvendigheden og berettigelsen af – var et socialdemokratisk forsøg på fredeligt og ad parlamenarisk vej, d. v. s. under stadig fortsat modsigelse og samtale at overtage og benytte statsmagten. Denne udvikling er løbet langt videre i dette århundrede, men måske har man undervejs glemt, at statsmagten skulle laves om, at den skulle udøves af folket selv, at den skulle begrænses og falde bort. Måske gør samfundsudviklingen, som også er løbet videre – med stormkridt – det nødvendigt, at langt flere og større opgaver overtages af fællesskabet – men måske så af mindre fællesskaber. Og endelig har vi set snart utallige eksempler på en magtfuld, voldelig overtagelse – og fastholdelse, endda med hjælp udefra – af statsmagten fra marxistisk side, som heller ikke har evnet at få frie folkelige initiativer til at vokse og gro så stærk i fællesskab, at staten kunne dø bort eller blot begrænse sin virksomhed. Hvis Grundtvig skal have ansvaret for andelsbevægelsen med alt, hvad dertil hører, skal Marx også have det for alle de socialistiske stater og samfund, selv Stalins.

Hvis man derfor vil finde den fælles platform for det gamle og det nye venstre i kampen mod staten og dens allestedsnærværende organer, er jeg bange for, at grundlaget ikke er bæredygtigt.

Et bæredygtigt og frugtbart grundlag kunne derimod måske findes i to andre ting, de to ting hvormed henholdsvis Grundtvig og Marx mener, at mennesker bliver eller gør sig til mennesker, nemlig ordet og arbejdet.

I virkeligheden har Grundtvig – som også påvist af EL – megen sans for arbejdet, det legemlige materielle arbejde, og dets betydning. Og Marx kan sige, at menneskenes materielle samkvem er "det virkelige livs sprog". Der er alle muligheder for en frugtbar vekselvirkning her, og sommetider kan man i moderne højskole få en fornemmelse af, at den allerede er i gang. Produktionsvilkårene, det materielle arbejde, må tages alvorligt i en helt anden grad – også i praksis. Det er upåagtet forsvundet ud af de fleste højskoleelevers tilværelse. Der er her meget at lære af Marx. Men den ægte grundtvigske tradition må ikke udviskes. Det er langt fra, at det levende mundtlige ord, den fri samtale, er kommet til sin ret, er udfoldet og udformet i samfundet og i skolen, som den kunne og burde blive det. Der er måske ligeså få, der udtrykker sig selv som mennesker ved hjælp af ord, som der er, der gør det ved hjælp af deres hænders arbejde. Sandheden er vel at begge dele er lige nødvendige og naturlige.

Det gamle og det nye venstre kan lære meget af hinanden, ikke når det gælder at nedgøre og bekæmpe staten, men derimod når det gælder at opmuntre og udfolde samfund, folkelige fællesskaber – i samtale og i produktion – som kunne blive så stærke, levende, fælles og folkelige, at en hel del af statens virksomhed fra oven blev overflødig.

Det er arbejde og samtale, der er brug for. Og det er heldigvis ikke forbudt. Intet forhindrer nogen i at tage fat. I mange tilfælde kan man ovenikøbet få statsstøtte til det!