|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
5240 Act Now
Af Rune Engelbreth Larsen 
»Forumteater blev skabt af den brasilianske teatermand Augusto Boal (1931–2009). Historien fortæller, at Boal var i gang med at lave en teaterforestilling på baggrund af en historie, som en kvinde havde fortalt. Kvinden var til stede under prøverne, men hun afbrød hele tiden med ordene: 'Sådan var det ikke.' Boal blev træt af afbrydelserne og bad hende om at komme på scenen og vise, hvordan det skulle være, og dermed var forumteater som metode skabt.«
Sådan beskriver den odenseanske teatergruppe »5240 Act Now« baggrunden for det interaktive forumteater, der opstod under det brasilianske militærdiktatur som »de undertryktes teater«. I et interview i 2005 udtalte Augusto Boal bl.a., at formålet var at »bruge teateret som en øvelse til transformation af virkeligheden.« (Democracy Now), og det har »5240 Act Now« tydeligvis lagt sig på sinde.
Initiativtagerne til gruppen er Lykke Jennet Jørgensen og instruktør Jan Foss, og blandt de syv skuespillere er Amir Hussain og Alaa Abdol Hamid.
I forestillingen »Mig ike forstå!« gennemspilles et drama fuld af komplekse problemstillinger, hvor kulturel (dobbelt)identitet, kollektive traditioner og individuelle ønsker kolliderer i en indvandrerfamilie, da den ældste datter insisterer på, at hun hellere vil studere politik i USA end læse til læge i Danmark.
Publikum inviteres inden for i et familieopgør, der på én gang er sprudlende morsomt og dybt alvorligt, og som de færreste danskere uden indvandrerbaggrund har et indbllk i. Her tages både kærligt og kritisk fat, når den snusfornuftige patriark lige fixer problemerne for sin bror i klubben, eller når den intrigante tante blander sig i familiens anliggender, og den øretæveindbydende lillesøster driller sin storesøster.
Uden løftede pegefingre sættes problemstillinger under debat med respekt for de mennesker og traditioner, der brydes under kulturmødet. Der er ingen 'skurke', men hele mennesker med forskellige forudsætninger og erfaringer, som forsøger at komme til rette med generationskløfter, kønsroller og sprogbarrierer.
Publikum inddrages, og det bliver ikke mindre relevant, hvad enten det er et publikum i Vollsmose, der måske selv kender de skildrede forhold indefra, eller om det er majoritetsdanskere i Haderslev, der får indblik i helt fremmede familieforhold.
Og dog er det hele måske ikke så fremmed endda? For selv om de konkrete problemstillinger måske ikke er de samme i gennemsnitsfamilien med pæredanske rødder i dag, ligner de påfaldende forholdene for få generationer siden – og generationskløfter og familieintriger har de fleste oplevet og kan forholde sig til, uanset deres varierende fernis.
Inaam Abou Khadra fungerer som en slags joker, spilleder og iscenesætter, der med vid og bid inddrager publikum i en åben dialog og problemløsning, netop som stykket kulminerer i højspændte og tilsyneladende uløselige familiekonflikter og dilemmaer.
Hvordan kommer vi videre? Salen høres, og den, der har mod på det, kan selv komme op på scenen, måske interviewe en af de medvirkende, der forbliver i sin rolle.
Dermed er stykket også et forbilledligt eksempel på det, man kunne kalde »gensidig integration« til forskel fra den assimilerende desintegration, der er på tapetet i Integrationsministeriet i disse tider. Problemer bliver rejst uden berøringsangst, men med skarphed og omtanke, og synliggørelsen og refleksionen er i sig selv en øjenåbner for tilskuere af enhver etnicitet og et skridt nærmere løsninger.
Og der er ingen hakkende eller usikker amatør-ånd over de unge skuespillere; »Mig ike forstå!« er overbevisende udført.
Jeg var så heldig at opleve stykket, da foreningen Borgere for et anstændigt Danmark havde fået gruppen til at optræde under et nyligt stormøde – men det er der heldigvis også mange andre der har haft lejlighed til. »5240 Act Now« har til huse i Vollsmose Kulturhus, men er naturligvis mobile og dermed tilgængelige landet over.
Find dem på nettet. Book dem, oplev dem og diskutér med dem. En ualmindelig engageret, lærerig og underholdende oplevelse.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 24.3.2011