Arabiske intellektuelle: 'Hold jer væk'

Udmeldingen fra Hillary Clinton var ikke helt entydig. I den forløbne uge udtalte den amerikanske udenrigsminister, at USA vil »fortsætte med at udforske alle muligheder« for at påvirke situationen i Libyen, men understregede, at »en militær intervention ikke (er) nært forestående«.

Således har amerikanerne ikke på forhånd udelukket en militær intervention for at forhindre, at situationen i Libyen, hvor Muammar Gaddafi har brugt lejesoldater og kampfly mod civilbefolkningen, forværres yderligere.

Men en række arabiske intellektuelle advarer mod konsekvenserne, hvis Vesten blander sig: »Vi accepterer ikke længere det falske valg mellem autoritære styreformer og kaos, som Vesten har påtvunget os ved at støtte folk som Hosni Mubarak og Ben Ali.

Derfor ville det også være upassende, hvis Vesten intervenerer for at gennemtvinge en bestemt løsning,« siger bloggeren Wael Khalil, som var en af drivkræfterne bag opstanden i Egypten.

FN's rolle

Budskabet fra Tunesien er enslydende:

»Befolkningerne i de nordafrikanske lande, inklusive Libyen, vil selv have æren for deres revolutioner. Det er folkelige opstande, der ikke accepterer nogen form for vestlig indblanding, uanset hvordan den bliver pakket ind. Nordafrika lider stadig af postkoloniale traumer, så enhver vestlig indblanding vil blive set som et led i en imperialistisk strategi,« hævder den tunesiske menneskerettighedsforkæmper Sihem Bensedrine.

Palæstinenseren Rami Khouri, som er leder af Issam Fares Institute for Public Policy ved American University i Beirut, vil ikke på forhånd afvise, at der kan opstå en situation, som kræver en international intervention i Libyen:

»Efter hændelserne i Kosovo og Rwanda har der været en international debat om forpligtelsen til at intervenere og beskytte civilbefolkningen. Den fremherskende opfattelse er, at det internationale samfund bør gribe ind, men der findes ikke noget regelsæt for fremgangsmåden. Det er nemt nok at gennemføre en humanitær intervention, hvor man sender fødevareforsyninger og evakuerer folk. Men det forholder sig anderledes med en intervention for at stoppe Gaddafi. Det kan ske, og man kan muligvis gennemføre et luftangreb for at fjerne Gaddafi med et missil. Det kan ikke på forhånd udelukkes, hvis situationen bliver helt forfærdelig,« siger Rami Khouri og tilføjer:

»Man kan forestille sig, at han vil bruge kemiske våben mod sin egen befolkning, og at man ønsker at stoppe en massakre. Så vil det blive bragt op i FN's Sikkerhedsråd.«

Ifølge Sihem Bensedrine kan FN godt spille en afgørende rolle uden at intervenere direkte i Libyen:

»Det arabiske civilsamfund bakker op om konkrete politiske handlinger og sanktioner, som har til formål at isolere Gaddafi. Det gælder f.eks. den seneste FN-resolution om at suspendere Libyen fra menneskerettighedskomiteen. Der er et ønske om sanktioner, der ikke omfatter en militær intervention. På det humanitære og det sanitære område har den libyske befolkning brug for al den støtte, den kan få. Og der er selvfølgelig også brug for konsekvente sanktioner, der kan svække Gaddafis magtposition. FN er en vigtig aktør i konfliktløsningen i Libyen og er nødt til at være mere synlig, for menneskerettighedselementet er helt centralt,« siger Bensedrine.

Kidnapningsforsøg

Rami Khouri regner det for usandsynligt, at Den Arabiske Liga kan spille en rolle og beskytte civilbefolkningen mod Gaddafis overgreb. Ifølge Wael Khalil er det dog den eneste mulighed, hvis ikke libyerne selv formår at vælte regimet:

»Det er uacceptabelt, at Vesten i årevis har støttet disse regimer uden at stille krav og nu forsøger at kidnappe vores revolutioner. En vestlig intervention i Libyen vil være en katastrofe ligesom interventioner i Irak og Somalia, der har fået tragiske resultater. Jeg anerkender, at libyerne står i en vanskelig situation, men der er jo ikke tale om provestlige revolutioner. Da Obama endelig krævede, at Mubarak skulle træde tilbage, sprang han blot på vognen, for vi var fast besluttet på at gennemføre en revolution. Den Arabiske Liga og andre aktører i regionen er nødt til at sætte en stopper for Gaddafis regime, men der findes ingen historiske eksempler på, at en militær intervention har givet positive resultater,« siger Wael Khalil.

Ahmed Moussali, ekspert i islamisk fundamentalisme og professor ved American University i Beirut, mener, at Vesten i realiteten ikke kan gøre andet end at håbe på, at libyerne selv formår at vælte Gaddafis regime:

»En amerikansk eller vestlig intervention i Libyen vil ikke blive accepteret. Libyerne har brug for støtte, men det skal være i form af humanitær hjælp i grænseområderne. Selv et flyveforbud vil blive opfattet som en militær intervention, fordi det ville forudsætte bombninger af libyske lufthavne og forsvarsanlæg. Det vil blot blive opfattet som et forsøg på at bremse revolutionerne med henblik på at få fingrene i libysk olie,« vurderer Moussali.

Opgør med kolonialismen

Ahmed Moussali påpeger, at Vestens politik i forhold til de arabiske lande har indskrænket det internationale samfunds handlemuligheder:

»De vestlige regeringer har støttet og hjulpet diktatoriske regimer i den arabiske verden. Det var forbindelsen mellem, hvad der er galt i Vesten, og hvad der er galt med den arabiske verden. Store europæiske lande som Tyskland, Storbritannien og Frankrig har alle tjent mange penge på at sælge våben til landene i Mellemøsten, som er et af de største markeder for våbensalg. Nu vil disse lande så belære os om frihed og demokrati, men de har for længst mistet deres moralske autoritet,« siger Moussali.

Wael Khalil frygter, at en eventuel vestlig intervention i Libyen vil få negative konsekvenser for situationen i Egypten og for den generelle udvikling i regionen. Han betragter revolutionerne i de nordafrikanske lande som kulminationen på en lang historisk proces:

»Jeg mener, at opstandene i Nordafrika er den sidste fase af opgøret med kolonialismen. Protesternes oprindelige udgangspunkt var solidaritet med palæstinensernes intifada og modstand mod invasionen af Irak, hvilket siden har udviklet sig til en demokratibevægelse. Selv om der ikke er tale om en antiimperialistisk bevægelse i klassisk forstand, har vreden spillet en væsentlig rolle for mobiliseringen,« siger Wael Khalil og tilføjer:

»Jeg frygter, at baggrunden for en vestlig intervention vil være et forsøg på at indsætte et loyalt eller i hvert fald ikkefjendtligt regime i Libyen. Det er ikke i libyernes interesse. Når jeg taler om Libyen, skeler jeg samtidig til Egypten. En vestlig intervention vil vise, at Gaddafi havde ret i, at revolutionen vil medføre imperialisme og kolonialisme. Det vil få en negativ effekt på situationen i de arabiske lande, hvor befolkningerne gerne vil gøre ligesom egypterne. Så en intervention i Libyen vil blot bekræfte regimernes skræmmebilleder og forhindre revolutionen i at sprede sig til andre lande i regionen.«

Afgørende øjeblik

»Enhver form for amerikansk eller vestlig intervention vil kun gavne den islamiske fundamentalisme,« advarer Ahmed Moussali, der betragter situationen som en enestående mulighed for en ny forståelse mellem Vesten og den arabiske verden:

»Jeg vil derfor råde de vestlige landes regeringer til at søge dialog med befolkningerne i lande som Yemen, Oman og Saudi-Arabien snarere end med regimernes repræsentanter. Dette er et afgørende øjeblik. Måske kan vi nu virkelig begynde at forstå hinanden. Regeringerne i den arabiske verden har benyttet sig af islamisk fundamentalisme som en trussel mod Vesten. Radikalismen blev oprindelig skabt i regimernes fængsler. Da Sovjetunionen brød sammen, overtog islamisterne rollen som Vestens ydre fjende, selv om de udgør et lille mindretal.«

Ahmed Moussali peger på, at manglen på tolerance over for andre trosretninger ikke traditionelt har været et problem i den muslimske verden, men derimod er en del af Europas historie.

»De muslimer, som er emigreret til Europa og nu bliver opfattet som en indre trussel mod de åbne samfund, er for størstedelens vedkommende flygtet fra undertrykkende regimer, som Vesten har støttet,« siger Ahmed Moussali og tilføjer:

»Der hersker en forestilling i Vesten om, at araberne ikke kan være demokrater. Men Vesten har ikke monopol på begrebet demokrati.«