Anders Dinsens blog

Når jeg har snakket med Jenny Bohr gennem de sidste år, så har hun tit fortalt om sine projekter ude på de skoler, hvor hun kommer. Projekter, hvis formål er at hjælpe lærererne med at tilpasse fællesskabet så flere kan inkluderes i skolen.

I januar 2010 mødtes jeg med Jenny en tidlig søndag morgen. Vi ville skrive en kort artikel, der definerede, hvad det var vi stod for: Vi følte nok begge at lærere og politikere stod på, hver deres side og slog hinanden i hovederne mens børnene og selve kernen i inklusionstanken var taber. Vi ville sige, hvad vi mente ud fra et forældreperspektiv, hvor vores stærkeste ønske er at vores barn er en del af fællesskabet i skolen.

Det blev til dette indlæg på min blog. Det er senere er blevet brugt i forskellige sammenhænge og jeg er stadig særligt glad for det: Forældreperspektiver på rummelighed og inklusion i folkeskolen 2010

I sin nye bog tager Jenny rollen som faglig konsulent, men tankerne i bogen ligger i direkte forlængelse af det vi skrev dengang.

Direktør i ADHD Foreningen, Camilla Lydiksen, skriver i sit forord til bogen:

Jeg vil tro, at du ligesom jeg er overbevist om, at vores arbejdspladser har stor gavn af de forskellige roller og kompetencer, vi hver især byder ind med når vi går på arbejde. Det kan være forskellighed hvad angår kompetencer, køn, alder og kulturer – og vi føler samstemmende at ”vores forskelligheder” giver en synergi som er så afgørende for vores arbejdsklima og konkurrencestyrke. God og synlig ledelse er mantra fordi det giver retning og svar på hvordan vi kommer fælles i mål.

Jennys bog handler netop om ledelse: Ledelse af skoleklasser med forskelligheder, sådan som skoleklasser altid har været, og sådan som de i særdeleshed er i dag, hvor inklusion er det nye almentænkende. Bogen handler ikke om, hvordan vi hjælper det enkelte barn, men om hvordan vi leder klassen så børn med f.eks. ADHD kan klare sig bedre.

Og det skal vi, både fordi der ”blæser nye vinde” i folkeskolen i Danmark, og fordi der der rigtig mange børn, der fortjener at være med i den samme skole som alle andre for at opleve sig som en del af fællesskabet.

Bogen falder i to dele. Den første del er en teoretisk del, hvor Jenny introducerer emnet: Hvorfor børn med ADHD og lignende udfordringer har det svært i skolen. Børnesynet, der er så afgørende som grundlag i arbejdet med inklusion. Og Jennys eget koncept: ”Problemløsende inklusion” som bygger på Ross Greenes ideer og principper fra hans problemløsende samarbejde.

Den anden del er en praksisdel, hvor den viden hun har introduceret bliver omsat til virkelighed. Omdrejningspunktet for anden del er at lærerens ledelsesudfordring handler om at alle børn har overblik over de 9 H’er i undervisningen:

• Hvad skal vi lave?
• Hvorfor skal vi lave det?
• Hvor skal vi lave det?
• Hvornår skal det ske?
• Hvor længe skal vi være i gang?
• Hvem skal vi lave det med?
• Hvor meget skal vi lave?
• Hvad skal vi bagefter?

Jeg føler mig lige nu lidt som en, der afslører slutningen på en kriminalroman, men jeg er nødt til at nævne det her, for det er virkelig så centralt: Det er netop de 9 H’er man skal arbejde med at gøre tydelige fordi det er dem som børn med kognitive forstyrrelser har problemer med. Deres problem er nemlig ikke (som man ellers tit traditionelt tænker) dårlig motivation eller vrangvillighed, men at de simpelthen ”løber sur” i dagligdagen.

Og så er Jennys budskab så stærkt: At det at hjælpe med disse ting kan gøres i fællesskabet: Det kræver ikke individuelle løsninger.

I vores blogindlæg skrev vi:

Børn i kørestol har brug for ramper. På samme måde har børn med kognitive funktionsnedsættelser brug for større struktur og tydelighed end andre børn for at deres ressourcer kan komme i spil. Rampen er en naturlig del af skolens indretning i dag, og ikke navngivet det enkelte barn, der har brug for den. På samme måde kunne en rummelig skole have en visuel struktur, der var gennemgående i hele læringsmiljøet, og på den måde gøre hverdagen lettere for børn med kognitive vanskeligheder.

Jennys bog handler om at “bygge ramper” så børn med kognitive udfordringer kan “finde rundt” i undervisnngen.

Men er Jennys værktøjer så den endelige og eneste løsning på inklusionsudfordringerne for børn med ADHD?

Det bliver til et både-og.

For børn med ADHD har jo tit mange andre problemer i livet end at overskue undervisningen i skolen, og de skal jo ikke negligeres bare fordi de ”er med” i fællesskabet i folkeskolen. Men hvis vi stiller skarpt på kerneproblemet for børn med ADHD i skolen, så må jeg sige at svaret er et klart ja: Det er jo ikke at de ikke gider skolen, men at de ikke kan finde rundt i det, der foregår.

Handler det så kun om børn med ADHD? Nej, slet ikke! Der kunne lige så godt have stået om inklusion af børn med sociale udfordringer, børn, der af den ene eller anden årsag er i ”krise” (det kunne være pga skilsmisse), eller børn der er decideret ramt af depression. Med Jennys værktøjer kan alle, hvor der ikke er et grundlæggende problem med at være en del af et klassefællesskab eller et decideret behandlingsbehov, inkluderes i skolen.

For det som er universelt for alle disse grupper af børn er, at de har større eller mindre problemer med at navigere i undervisningen. Velfungerende, såkaldt normale børn, tager imod alle lærerens almindelige mundtlige og skriftlige beskeder og kan i hovedet holde overblik over de 9 H’er, mens dem, der er i problemer af den ene eller anden art, i varierende grad løber sur i netop dem.

Og det fantastiske ved den tilgang som Jenny har (og er nærmest helt firkantet omkring!) er, at det ikke kræver en individuelt rettet indsats at hjælpe disse børn: Vi kan gøre det i fællesskabet. Vi behøver ikke på forhånd udpege disse børn, trække dem igennem udredning og diagnosticering og igangsætte forskellige former for ‘behandling’ af deres problemer med at ”finde rundt”. Vi kan indrette skolen og undervisningen så de selv kan bruge værktøjerne.

Dermed undgår vi problemet med stigmatisering, som specialundervisning og støtte tit kan medføre.

Og så længe det er, så er det jo meget bedre.

Det lyder for fantastisk?

Jenny gør det i virkeligheden – og Jenny er godt nok min ven så jeg har en klar bias, men jeg kan alligevel ikke lade være med at sige: Alle bør gøre det! Det vil hjælpe rigtig mange børn, give skolen et væsentligt løft – og være et vigtigt skridt på vejen mod ikke bare en inkluderende skole, men et inkluderende samfund.

Jenny Bohr.
Problemløsende inklusion – Viden og værktøjer til inklusion af børn og unge med ADHD og andre kognitive forstyrrelser.
VIA Systime, 2013.

Bogen kan bl.a. købes hos forlaget.

Der er kommet en del dokumentarfilm om ADHD på det seneste, og her er endnu en, men denne gang en film jeg straks vil anbefale skoler at købe for at støtte op om arbejdet med inklusion.

Jeg blev kontaktet i sommers af pædagog og filmproducent Malene Gerd Petersen, der gerne ville fortælle om sin nye film. I filmen følger vi en dreng på 8 og en pige på 16, der begge har ADHD. Vi følger dem gennem nogle udfordringer i forhold til deres behov for struktur og overskuelighed i hverdagen.

Faktisk er filmen ikke ny, men en redigering af en film som vi i ADHD foreningen var med til at lave for nogle år siden: “Det hedder altså ikk’ DAMP“. Malene har fortalt mig, at hun ikke var helt tilfreds med filmen – den fik ikke den kvalitet, som hun ønskede. Derfor har hun valgt at bruge penge på at få den omklippet/omredigeret og bearbejdet af en helt ny klipper.

Jeg så filmen forleden aften sammen med min søn Jens, og hans reaktion på filmen siger meget mere end min ville gøre, for filmen er nemlig lavet til børn og unge:

Jens kunne rigtig godt lide den!

For det første er det en kort og overskuelig film. I mange film om ADHD følger man tre-fire mennesker, og det bliver nemt lidt overfladisk. I “Hvad fanden er ADHD?” er kun to. Det er en stor kvalitet.

Og så kunne han lide de to historier, der handler om noget han kan genkende, nemlig det at blive udfordret på det man har aller sværet ved (men som de fleste andre har nemt ved): Drengen i filmen skal flytte fra det hus han bor i, de omgivelser han kender og de venner han har, og pigen skal medvirke i en danseforestilling på efterskolen, hvilket hun glæder sig vildt til, men er rigtig nervøs over: For sidste gang gik det rigtig skidt.

“Det er der kommer 26 meget skarpe minutter ud af med et fint flow og to gode historier”, skrev Malene, og jeg er enig. Hun bruger selv filmen på søskendekurser, men jeg tænker at den er oplagt at bruge i til at støtte inklusion i skolerne: Både børn med ADHD og deres klassekammerater vil få meget ud af at se filmen, der giver et autentisk indblik i nogle dagligdags udfordringer for børn med ADHD – vel at mærke uden at stille skarpt på diagnosen som sådan: Filmen handler om virkelige mennesker med virkelige, dagligdags udfordringer.

Mere af den slags, tak!

Dokumentarfilm
Titel: Hvad fanden er ADHD?
Produceret i 2013
Varighed 26 minutter
Ingen undertekster