Med DFDS i København

I sidste måned forargedes danskerne over Danmarks nationale turismeorganisation VisitDenmarks virale YouTube-kampagne, hvor den unge Moder Danmark efterlyser den ukendte udenlandske far til sit barn. Det problematiske ved kampagnen er, at den fremstiller et Danmark, hvor hovedattraktionen er promiskuøse, unge, blonde kvinder.

VisitDenmarks kampagne er imidlertid ikke det eneste sted, hvor fremstillingen af landet er ganske unuanceret. Den indholdsmæssige fremstilling af landet i turismesammenhæng er også andre steder præget af forældede myter og fremstår derfor banal, ensporet og uvidenskabelig.

En af de oplagte muligheder for sightseeing i København er kanalrundfarten. I bunden af Nyhavn kan man springe på en af DFDS's både, der alle er opkaldt efter figurer i H.C. Andersens eventyr. Navngivningen af bådene er symptomatisk for hele kanalrundfartens markedsføring af det kulturelle Danmark, som reduceres til at være en slags eventyrnation. Dette gælder også jubilæums- brochuren fra 2004, der markerer hundredåret for grundlæggelsen af rundfarten. Brochuren er fuld af eventyrsprog som »Der var engang« og »Tornerosesøvn«, hvilket er med til at fastholde ideen om, at H.C. Andersen er et af de eneste værdifulde kulturprodukter i Danmark.

Dannelsesrejse

Selve kanalrundfarten har som i det klassiske eventyr en hjem-ude-hjem-struktur, hvor man som turist sejles tilbage til det kendte udgangspunkt i Nyhavn. Havnebusserne, hvor man kan stige af og på flere forskellige steder, er ikke guidede, og man må derfor formode, at de ikke i samme grad er oplagte for turister.

Hjem-ude-hjem-strukturen afspejles også i rundfartens fortælling om B. Thorvaldsen, når den passerer Thorvaldsens Museum. Her oplyses, at Thorvaldsen, som er født i Danmark, boede det meste af sit liv i Rom, men nåede hjem og skænkede sine skulpturer til den danske stat, før han døde. Fremstillingen af Thorvaldsens liv passer derfor ind i den klassiske eventyrramme, hvor protagonisten må på dannelsesrejse, før han kan opnå succes. At fremhæve Thorvaldsen som en særlig dansk kunstner er problematisk, da han netop var kosmopolit.

På rundfarten præsenteres man for kong Christian den Fjerde som bygherre for Christianshavns Kanal, Børsen og Kongens Bryghus. Ved præsentationen af Amalienborg nævnes arkitekten Nikolaj Eigtved frem for Frederik den Femte, og ved præsentationen af Frederiks Kirke og Prinsens Palæ nævnes hverken konge eller arkitekt. Hermed tilskriver man Christian den Fjerde en særlig status i forhold til andre historiske konger, idet han som den eneste sættes direkte i forbindelse med den historiske arkitektur. På den måde dyrkes myten om det lille kongerige med den store folkelige konge Christian den Fjerde. Historien om kongens folkelighed understreges af rundfartens fortælling om Kongens Bryghus, der leverede øl til de danske soldater, der på grund af vandmangel hver drak 10 liter øl om dagen.

Under hele rundfarten sættes desuden fokus på Danmark som søfartsnation. Det sker på flere niveauer: Indirekte gennem Christian den Fjerde-myten, idet flåden netop blev konsolideret i hans regeringstid. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at Københavns ældste skibsfund, som stammer fra Middelalderen, og som blev fundet under opførelsen af Operahuset i 2003, ikke nævnes, da det netop ikke stemmer overens med myten om Christian den Fjerde som den store danske søhelt.

Søfartsnationen

Søfartsnation-historien er i fokus på et mere direkte niveau gennem fortællinger om flere af de attraktioner, som passeres eller blot nævnes. Det gælder missiltorpedobåden, fyrskibene, søfortet Trekroner, kongeskibet Dannebrog, Orlogsmuseet og Mærsks hovedkontor. Ud fra flådefortællingerne fastholdes Danmark i en bestemt historisk tradition fra før tabet af flåden i 1807. Nok nævnes Slaget på Reden i 1801 i forbindelse med Trekroner, men bombardementet af København i 1807 og tabet af Norge og statsbankerotten i 1814 udelades helt. Her er ligesom myten om Christian den Fjerde tale om en bestemt historisk konstruktion, hvor oplysninger, der ikke passer ind i den store glorværdige nationale fortælling, udelades.

På rundfarten sættes igen fokus på eventyrnationens vigtigste ambassadør, H.C. Andersen, i mødet med Den lille Havfrue. Rundfarten sejler ud til Langelinie, hvor Edvard Eriksens skulptur fra 1913 præsenteres: Den lille Havfrue har gået grueligt meget igennem. Hovedet er blevet savet af to gange og er nu derfor blevet fyldt med cement, så det aldrig kan ske igen. Politiet har aldrig fundet hovedet. Det har kunsthistorikerne desværre heller ikke. Hovedet blev første gang skåret af i 1964, og i dag kan denne aktion i sig selv betragtes som et kunstværk, idet kunstneren Jørgen Nash vedkendte sig at stå bag handlingen. Både Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen var i 1960'erne netop kendt for deres happenings og aktioner, som i dag er internationalt anerkendte kunstværker. Det kan derfor diskuteres, om rundfartens udlægning er saglig, idet man her opererer med en entydig værkforståelse, hvor et kunstværk kun kan have én ophavsmand, i dette tilfælde Edvard Eriksen. Dette understreges yderligere, når man efterfølgende sejler forbi Den Sorte Diamant, hvor Anne Marie Carl-Nielsens lille havfrue fra 1921 ikke nævnes.

Nationaldigteren

Den lille havfrue er ikke det eneste H.C. Andersen- islæt på rundfarten, idet bådene som nævnt er opkaldt efter forfatterens eventyrfigurer: Den lille Havfrue, Tinsoldaten og Prinsessen på Ærten. Desuden nævnes forfatteren som det sidste på rundfarten, når den igen sejler ind i Nyhavn, idet han i en periode boede her. Dette er endnu et eksempel på en konstruktion, der fremhæver H.C. Andersen som den eneste nationaldigter på trods af, at hans gode venner B.S. Ingemann og A. Oehlenschläger er lige så kvalificerede samtidige eksempler på danske nationaldigtere. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at H.C. Andersen nævnes i forbindelse med Nyhavn, da han havde et meget dårligt forhold til denne bydel, der var kendt for prostitution.

Som det fremgår, er der flere problemer med havnerundfartens fortællinger om København og Danmark. Fremstillingen spiller på forældede myter, hvor udvælgelsen af, hvad der nævnes og hvordan, bygger på en entydig historieopfattelse. Der er ikke plads til komplekse fortællinger om det, man passerer. Hver bygning eller skulptur har kun én ophavsmand og dermed en entydig historisk baggrund. Dette ses særligt afspejlet i historien om Absalon som Københavns grundlægger, som fortælles, når man sejler forbi Amager Torv. Vi ved i dag, at København blev grundlagt på et tidspunkt i Vikingetiden ligesom Hedeby og Ribe, men da denne udlægning medfører, at man ikke kan nævne en grundlægger ved navn, fastholdes myten om Absalon som grundlægger i 1107.

Det kan undre, at L. de Thurah ikke nævnes som ophavsmand til Frelserkirkens tårn, og at Søren Kirkegaards Plads slet ikke nævnes. I højere grad kan man dog undre sig over ting, som faktisk bliver nævnt: Som 12. punkt på ruten nævnes Mærsks hovedkvarter, »Huset med de blå øjne«. Selv om Mærsk er et stort firma, er det svært at se hovedkvarteret som et af hovedstadens arkitektoniske hovedværker.

Man kunne forstille sig, at turister ville finde det interessant, hvis rundfarten gav et mere dynamisk og tidssvarende billede af København. Den kunne benytte en mere debatterende form, hvor man ikke blot nævner husbådene i Christianshavns Kanal, men også at deres fremtid er usikker. Samfundsrelevante oplysninger om eksempelvis fredsvagten og de mange koncerter, demonstrationer og optog foran Christiansborg burde kunne nævnes i forlængelse af fortællingen om Grundloven. Det er ikke nødvendigvis en styrke at fremstille Danmark som et idyllisk kongerige uden konflikter, debatter og engagerede borgere.

Jens Tang Kristensen er stud.mag.art i Kunsthistorie og skriver speciale om dansk identitet i dansk kunst. Iben Kjærgaard er cand.mag. i Dansk og underviser på Sprogcenter Hellerup