Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke fordi den udgiver den årlige Economic Freedom of the World rapport. Men Fraser-folkene lave mange andre ting, og en af de mest interessante i lang tid har været deres Realities of Socialism projekt. Projektet har undersøgt fem landes økonomisk-politiske historie – Polen og Estland, der faktisk var socialistiske i over 40 år, Danmark og Sverige, der ofte beskyldes for at være socialistiske økonomier, og Singapore, der for længe siden valgte en helt anden vej end de fleste rige lande. Bogen om Danmark, der er medforfattet af den fremragende Lars Christensen, hedder The Free Enterprise Welfare State giver et fint overblik over historien, og indsigter i hvordan en så skizofren konstruktion som Danmarks velfærdsstat nogenlunde kan finansiere sig selv.
Fraser Instituttet har nu udgivet en mini-dokumentar om Danmark, der bestemt kan anbefales. Hvis du har otte minutter til overs, er her noget at tænke over i weekenden:
Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2024. 2 svar
Under nedlukningerne i 2020-22 dukkede en bestemt diskussion op flere gange: Førte nedlukningerne til at flere unge mennesker forsøgte at begå selvmord? Umiddelbart kunne man tro, at det ville ske når staten effektivt berøvede unge mennesker en stor del af deres sociale relationer. Jonas skrev endda direkte om det i februar 2021 (læs her), og konkluderede at der på det tidspunkt ikke var nogen evidens for flere selvmord.
Men den konklusion viste sig forleden at være for tidlig. I artiklen “Impact of COVID-19 restrictions on self-poisoning behavior with mild analgesics in Danish youth“, udgivet i Nordic Journal of Psychiatry, undersøger Gurbheej Singh, Jonathan Pommer Hansen, Ditte Hulgaard, Mads Damkjær, og Erik Christiansen, om antallet af selvmordsforsøg steg under nedlukningerne. De ser helt konkret på forsøg på at begå selvmord med smertestillende medicin, som bliver registreret omhyggeligt og konsistent. Forfatterne opsummerer deres resultater således:
For the period of this study, 1655 self-poisonings were registered. During the first lockdown, there was a slight, not statistically significant, decrease in self-poisoning rates (incidence rate ratio [IRR]) 0.98) compared to no lockdown. During the second lockdown, there was a significant increase in self-poisonings for the whole Danish population (IRR 1.85) with girls being slightly higher at risk (IRR 1.87). Being a girl or between the ages of 13–17 years old were risk factors for self-poisoning.
Med andre ord finder de danske forskere, at antallet af selvmordsforsøg blandt unge ikke ændredes i foråret 2020 under den første nedlukning, men steg voldsomt med 85 % under den anden nedlukning. Som vi har bemærket før her på stedet, er der ikke ret meget vilje til at diskutere omkostningerne ved de drakoniske nedlukninger under Covid-epidemien, men der kommer alligevel hele tiden drypvis ny viden om emnet. Så måske kan vi stille og roligt vente på, at der kommer modige danske politikere, der på et tidspunkt indrømmer, at det hele var en enorm fejl?
Af Christian Bjørnskov, den 21. april 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om “censureret forskning“, efter at jeg havde deltaget i to sessions om Covid-forskning på årets APEE-konference. De to sessions dokumenterede ikke blot, at nedlukninger og mundbindskrav ikke virkede – i bedste fald er den estimerede effekt nul, mens flere studier nu finder at de på længere sigt slog folk ihjel – men også, at nedlukningerne havde alvorlige bivirkninger.
Min præsentation var af mit papir med Kasper Planeta Kepp, hvor vi studerede de ekstreme nedlukninger i Nordjylland, da nogen mente at vide, at der var en ny Covid-variant blandt mink, der måske kunne smitte mennesker. Syv nordjyske kommuner blev lukket ekstremt ned, men Kasper og jeg finder ingen effekt af de voldsomme nedlukninger på infektionsraten. Benefitten i en Cost-Benefit analyse af de nordjyske nedlukninger er derfor nul.
Det betyder dog ikke – som nogen politikere synes at ville indikere – at omkostningssiden også var nul. Vi giver et første indtryk af det idag, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Her viser vi udviklingen i gennemsnittet af familieindkomster (de fuldt optrukne linjer) i de syv nedlukkede kommuner (de røde linjer) og de fire, der gik fri (de blå linjer); vi supplerer med pars indkomster (de prikkede linjer) og enliges indkomster (de stiplede). Alle dataene er indekseret til 1 i 2010, så man kan tænke på tallene som udtryk for procentvækst fra år til år.
Den første ting, man bør notere sig, er at de syv kommuner på ingen måde var anderledes end de fire andre før den ekstreme nedlukning i slutningen af 2020. Vækstraten i familieindkomster i de nedlukkede kommuner mellem 2010 og 2020 var 2,3 versus 2,4 % i de fire kommuner, der ikke blev lukket voldsomt ned (p<0,85). For par var vækstraterne henholdsvis 2,7 versus 2,7 % (p<0,98) og for enlige var de 2,5 versus 2,5 % (p<0,95).
Men den virkelige historie her er, hvordan det gik efter de ekstreme nedlukninger: Figuren gør de helt tydeligt, at mens væksten i de nominelle indkomster i de fire kommuner fortsatte ind i 2022, faldt de endda lidt i de syv kommuner, der havde været nedlukkede. Faldet i gennemsnitlige familieindkomster i de tidligere nedlukkede kommuner var -0,2 % i 2022 mod en stigning på 2,4 % i de fire andre. Selv hvis man kun fokuserer på de fire nedlukkede kommuner, der ikke havde rigtigt mange minkfarme (dvs. under 20), faldt gennemsnitsindkomsten med 0,6 % i 2022. Det er med andre ord ikke sandsynligt, at der kun er tale om et kollaps af minkerhvervet, der driver resultatet.
Eksemplet er blot en af de mange negative virkninger af nedlukningerne i 2020-22, som de fleste politikere og journalister ikke længere har lyst til at tale om. En anden er den alvorlige inflation, der i 2020 var blot 0,5 %, men accelererede i 2021 til 3,2 og ramte 9,3 % i 2022. Inflationen underminerede kraftigt danskernes købekraft, og selvom andre lande var ramt endnu hårdere, er det næppe en gangbar undskyldning.
Den dramatiske nedlukning af syv kommuner i Nordjylland på basis af visse epidemiologer og politikeres frygt for en mink-båret epidemi – som andre epidemiologer pegede på, allerede var uddød – er et lille hjørne af en af historiens største regeringsfejl. Hvis vi ikke taler om den, hvor pinligt det end må være for mange politikere, risikerer vi at gentage den.
Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. Skriv et svar
Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.
Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:
Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.
I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.
Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).
Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”
Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2024. 2 svar
Først på denne uge, fra søndag den 7. til tirsdag den 9., deltog jeg i den årlige konference i the Association for Private Enterprise Education (APEE) i Las Vegas. Konferencen er altid en fornøjelig affære blandt ligesindede, men omfatter også altid virkeligt god og interessant public choice forskning. I tirsdags gjaldt det ikke mindst en session om ‘censureret forskning’, som Bryan McCannon (Illinois Wesleyan University) havde sat sammen. Den bød – ikke overraskende – på fire papirer om effekter af nedlukninger og politik under Covid-epidemien.
Jeg fik lov til at starte sessionen med at præsentere mig papir “Lockdown Effects on SARS-CoV-2 Transmission: Evidence from Northern Jutland” som er skrevet sammen med Kasper Planeta Kepp fra DTU, og som vi har omtalt tidligere her på stedet. Som opmærksomme læsere måske kan huske, finder Kasper og jeg, at den ekstreme nedlukning af syv kommuner i Nordjylland – borgerne måtte ikke engang forlade kommunen – absolut ingen effekt havde på spredningen af Covid. Som jeg påpegede i Las Vegas, påstod danske epidemiologer at nedlukningen virkede: Vi kan dog ganske let vise, at det er en statistisk konsekvens af at ‘korrigere’ for testantallet, når man allerede før man begyndte at teste mere havde fundet stort set alle smittede. Det er derfor statistisk manipulerende at fokusere på antallet af observerede smittede som andel af antallet af testede. Gør man det korrekt, finder man en præcis nul-effekt.
Jeg blev fulgt af Mark Wilson (Saint Bonaventure), der præsenterede “Mask Mandates Increased COVID-19 Deaths in Kansas”. Papiret, der er skrevet sammen med Bryan, undersøger hvad der skete med overdødeligheden i Kansas efter at guvernøren indførte et påbud om mundbind i det offentlige rum. Tricket i papiret er, at alle counties i staten havde mulighed for at opte ud af politikken – og mange gjorde det, både i første og anden omgang. Mark viste, at mundbindspåbuddet blev fulgt af højere overdødelighed: Tre uger med mundbindskrav kostede to ekstra dødsfald. Mens det lyder som en meget lille effekt, skal det sættes i relation til at de 105 counties i Kansas i gennemsnit har 28.000 indbyggere, og medianen er 7000. Når tilhængere påstår, at det da ikke gjorde noget af folk blev tvunget til at bære mundbind selv der ikke var og er nogen evidens for at de virker, er det således ikke længere et godt argument.
Michael Makovi (Northwood University) var tredje præsentation med sit papir sammen med Phillip Magness (the Independent Institute) “The Efficacy of COVID-19 Lockdowns: A Dynamic Panel Analysis”. De to analyserer sammenhængen mellem nedlukninger og overdødelighed på tværs af de amerikanske stater i hele 2020, og gentager derfor min analyse, der kun var for europæiske lande i foråret 2020. Michael og Phil er metodisk sublimt dygtige, men finder absolut ingen effekt af nedlukninger uanset hvordan de angriber problemet.
Sessionen sluttede med Bryan selv, der præsenterede “Community Use of Face Masks and COVID-19: Further Evidence from State Mandates in the U.S.”, som er fælles arbejde med Dorothy Kemboi (West Virginia University). Papiret er et replikationsstudie af arbejde fra det amerikanske CDC, der påstod af mundbindskrav førte til lavere infektionsrater. Bryan viste, at når man udvider den korte periode, CDC studerede, til hele perioden fra januar 2020 til 2023, finder man absolut ingen (som i overhovedet og slet ikke) støtte for CDCs påstand: Mundbindskravene gjorde overhovedet ingen forskel for spredningen af Covid.
Hele sessionen var således en fejring af ordentlig forskning, som bare ikke har kunent publiceres. Bryan fortalte for eksempel om sit studie med Mark, at det var blevet afvist af 12 forskellige tidsskrifter. Den ene gang var begrundelsen fra en reviewer, at han ikke forstod hvorfor de havde lavet et studie af en utestet teori! Jamen, hvordan bliver de ellers testet? Alle seks forfattere, der deltog havde oplevet at få nedlukningsskeptiske studier afvist med de mest absurde begrundelser.
At man kunne tage til APEE og se dem præsenteret – og få et klart indtryk af, hvor omhyggelig kvalitetsforskning de er – var en stor fornøjelse. At min ven og kollega Stefan Sløk-Madsen fra Cepos blev udnævnt til nyt medlem af APEEs executive comitee gjorde ikke fornøjelsen mindre.
Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2024. 1 svar
Det er efterhånden længe siden, at vi har bragt en post i vores serie Sjov med Statistik. Som vi tidligere har skrevet, er formålet med serien – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem. Vi har for eksempel både skrevet om sammenhængene mellem højde og tillid, og om heavy metal er et luksusgode. Dagens post handler om et af mine yndlingsemner: Chokolade.
Franz Messerli udgav i 2012 en kort artikel med titlen “Chocolate Consumption, Cognitive Function, and Nobel Laureates” i det meget prestigiøse New England Journal of Medicine. Kernen i artiklen var nedenstående figur, der illustrerer sammenhængen mellem hvor mange kilo chokolade, folk spiser i hvert land per år, og hvor mange Nobelpris-modtagere, landet havde haft indtil 2012.
Figuren viser meget tydeligt, hvor stærk sammenhængen er – det er sjældent at se en korrelation på 0,79 mellem variable, der slet ikke måler det samme! Men hvordan forklarer man så stærk og synlig en sammenhæng?
Messerli konkluderer i artiklen, at “Chocolate consumption enhances cognitive function, which is a sine qua non for winning the Nobel Prize, and it correlates closely with the number of Nobel laureates in each country.” Han nævner dog også muligheden for, at sammenhængen er udtryk for omvendt kausalitet: At bedre kognitiv kapacitet kan stimulere forbruget af chokolade, fordi smartere mennesker ved, at (mørk) chokolade er godt for deres helbred.
Det hele er selvfølgelig med et ret stort glimt i øjet. Messerli tror næppe på, at chokolade fører til flere Nobelpriser, men peger alligevel – på en meget morsom måde – at der er et eller andet, der meget klart er forbundet med et effektivt akademisk miljø. Det kunne for eksempel være rigdom, akademisk frihed, og måske en kombination af det og at lande med højt chokoladeforbrug – den vestlige verden – har været karakteriseret af de forhold i mange år? Under alle omstændigheder er de sjovt, hvis man er lidt af en nørd, og tankevækkende på samme tid.
Af Otto Brøns-Petersen, den 8. april 2024. Skriv et svar
Den 18. april får CEPOS besøg af David Friedman, hvor han skal tale om ”Market failure – an argument for or against government” på et arrangement kl. 16.30-18.00. Det glæder jeg mig til.
Markedsfejl er umiddelbart det stærkest tænkelige argument for en statslig intervention, som i princippet kan stille alle bedre. Men nissen flytter med, når der skal træffes politiske beslutninger (som jeg bl.a. har skrevet om her). Politiske beslutninger er forbundet med de selv samme problemer, som de egentlig skulle løse. Det blev ikke mindst en gruppe af økonomer med senere Nobelpristager James Buchanan opmærksomme på, da de grundlagde et forskningscenter i Virginia for at studere ”ikke-markedsmæssige beslutninger”, senere kendt som ”public choice”. Og en af disse pionerer var faktisk en ung David Friedman.
Friedman-navnet er naturligvis mest kendt i forbindelse med hans far, Nobelpristageren Milton Friedman, men David er en fremragende økonom i egen ret. Han er også en fremragende libertariansk politisk tænker. Hans ”The Machinery of Freedom” fra 1973 er noget af en klassiker, som han har opdateret i flere omgange. Den kan i øvrigt hentes kvit og frit på hans hjemmeside, sammen med mange andre interessante bøger og artikler.
Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.
Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.
Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.
Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2024. 4 svar
I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.
Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curveer derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.
Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.
Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.
Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.
Rockwool Fonden har finansieret et projekt udført af forskere ved Syddansk Universitet (SDU), som bl.a. har til formål at besvare spørgsmålet ”Hvad var sammenhængen mellem politiske indgreb og dødeligheden?”. Et spørgsmål vi ofte har kredset omkring her på bloggen.
Konklusionen er altså – med udgangspunkt i forskernes egen model – at nedlukningerne ikke har nogen effekt i et land med vinterferie på samme tid som i Danmark.
Rockwool Fonden har udgivet en pressemeddelelse, hvor konklusionen lyder, at ”rettidige politiske indgreb har betydning for dødeligheden”. Samme konklusion kommer vi i princippet frem til i vores metastudie af effekten af nedlukningerne, men effekten er bare meget lille. Og en af vores centrale pointer er netop, at mange forskere glemmer at skelne mellem statistisk signifikant og økonomisk/politisk signifikant.
I august 2022 udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen rapporten ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”. Det er en god moppedreng på knap 150 sider og dermed noget de færreste vil tygge sig igennem.
Jeg har studeret den lidt nærmere for at se, hvad de konkluderer om regulering. Det korte af det lange er, at rapporten bekræfter det, som alle, der interesserer sig for regulering af den finansielle sektor, har sagt meget længe.
Nedenfor er et par udpluk.
”[regulering bidrager] til at begrænse eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere effektivt med hinanden.”
“Bankerne skal bl.a. vurdere nye kunders kreditværdighed mv., og de har derfor behov for at modtage en række privatøkonomiske oplysninger, fx lønsedler eller skatteoplysninger, før de kan afgive tilbud og flytte nye kunders engagement. Det kan være besværligt for mange forbrugere at fremskaffe alle relevante oplysninger, hvilket kan begrænse forbrugernes motivation til at være aktive på markedet. Næsten halvdelen af bankerne peger på, at regulering gør det vanskeligere for kunderne at skifte bank.”
Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2024. Skriv et svar
I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.
Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.
Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.
Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.
Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.
Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?
Af Otto Brøns-Petersen, den 21. marts 2024. 1 svar
Berlingske Tidende kører hårdt på mod landbruget for tiden. I sidste uge var der fokus på, at landbruget betaler lavere jordskatter end andre. Landbrugsjorden vurderes lavere og betaler en lavere sats, og samtidig bliver grunden under stuehuse beskattet som produktionsjord og ikke som andre parcelhusgrunde.
Der er to pointer, man skal være opmærksom på i forbindelse med subsidier især til landbruget. De hænger begge sammen med, at subsidier – herunder også skattemæssig særbehandling – kapitaliseres i jordværdierne. Det har en helt afgørende betydning for, hvordan subsidier virker, og hvem der får glæde af dem.
Martin Kulldorff er blevet fyret fra Harvard Medical School, fordi han ikke ville vaccineres mod COVID-19 (som han allerede havde haft).
Nedenfor er hvad Vinay Prasad skriver om det. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget, jeg ikke er enig i. Jeg ser det desværre som endnu et tegn på, at universiteterne i USA er i krise.
Martin Kulldorff har også deltaget i en række podcasts på det seneste. Jeg kan bl.a. anbefale Unherds afsnit om hans oplevelser under og efter pandemien.
Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar
Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.
I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.
Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.
For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.
Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.
Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.
Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2024. 1 svar
Idag for fire år siden lukkede statsminister Mette Frederiksen det danske samfund ned. Baggrunden – i det mindste den officielle – var at der var ny virus, corona / Covid-19, der var så farlig at regeringen blev nødt til at lukke al unødvendig aktivitet ned og få folk til at spærre sig selv inde. Vi fik at vide, at det kun var nødvendigt i et par uger for at beskytte sundhedsvæsenet mod at blive overvældet. I sidste ende var der forskellige grader af nedlukning – inklusive forsamlingsforbud, minkdrab, maskepåbud og andet – indtil februar 2022. I løbet af foråret var der mange, inklusive flere skribenter på denne blog, der begyndte at stille store spørgsmål ved nedlukningen: 1) Virker en nedlukning overhovedet på en luftbåren virus, der allerede er i omløb; 2) Er virussen overhovedet så farlig som det påståes; og 3) står de mulige gevinster mål med de sociale og økonomiske omkostninger?
Svaret på 1) har flere af os her på stedet været med til at give, og det er et dundrende nej. Jeg lagde en analyse op som working paper i august 2020, der var et resultat af dataarbejde for bloggen og viste, at nedlukningerne i foråret 2020 ikke havde gjort nogen systematisk forskel. Analysen blev senere udgivet i CESIFo Economic Studies, efter at de (og jeg) havde været lagt for had af flere epidemiologer. Det samme skete for Jonas Herby, da han sluttede sig sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, og udarbejdede en meta-analyse af hele bunken af empiriske studier af nedlukningseffekter. Jonas begik den samme corona-synd som mig, og fandt et nedlukningerne ikke havde nogen som helst effekt på dødeligheden. Flere af de nyeste studier indikerer nu, at lande der lukkede særligt hårdt ned er endt med højere overdødelighed end dem, der lukkede mindre ned. Sverige er i flere analyser det land i den vestlige verden, der har haft den laveste overdødelighed.
Svaret på 2) viste sig også hurtigt at være et nej. Allerede i foråret 2020 lavede et hold med bl.a. John Ioaniddis og Jay Bhattacharya et studie fra Californien, der viste, at virussens dødelighed var voldsomt overdrevet, fordi der var et stort mørketal af folk, der havde været smittet men ikke var blevet testet – og i mange tilfælde slet ikke havde haft symptomer. Vi ved nu, at Covid kan være farlig for svækkede gamle mennesker, men vaccinerne er sandsynligvis langt farligere end virussen for yngre mennesker.
Sidst, men ikke mindst, har nedlukningerne haft voldsomme konsekvenser. Så man på hvordan folks tilfredshed med livet faldt under nedlukningerne, svarede gennemsnitstabet til effekten af at blive skilt – altså, som om alle i Danmark var blevet skilt på én gang. Det subjektive, sociale tab var gigantisk. Det samme gjaldt inflationseffekten af de enorme subsidieprogrammer, som vestlige regeringer hældte ud over deres samfund. Som man kan se på figuren nedenfor, oversteg den danske år-til-år inflation 10 procent i slutningen af 2022. Sammenligner man den sorte linje, som viser det faktiske danske forbrugerprisindeks, med den stiplede linje, som er en fortsættelse af trenden fra 2015-2019, ville Danmark uden nedlukninger og ekspansiv politik pt. have haft et FPI omkring 107. Virkelighedens FPI er godt 118, eller godt 10 procent højere. Hvis nogen skulle have glemt, hvordan høj inflation udhuler folks købekraft, har de fået en ret dyr lektion de sidste tre år.
Umiddelbart ser nedlukningerne også ud til at efterlade varige ar på de europæiske økonomier. Figuren nedenfor viser kvartalsvis vækst fra EuroStat mellem tredje kvartal 105 og tredje kvartal 2019, plottet mod den kvartalsvise vækst mellem fjerde kvartal 2019 og fjerde kvartal 2023. Mens gennemsnitsvæksten på tværs af hele EU var 0,54 % i årene før nedlukningerne, har den været 0,29 efter. Tager man også lande udenfor EU med, er (det uvægtede) gennemsnit 0,76 % før og 0,49 % efter. Havde nedlukningerne været et kortvarigt stop, burde vi per fjerde kvartal 2024 have set fuld konvergens til normalen, men det er tydeligvis ikke sket. Figuren nedenfor illustrerer således, hvordan det reelt kun er Kroatien og Grækenland, der har haft højere vækst efter, mens enkelte lande – Danmark, Norge og Belgien – ligger stort set på linjen. Måske mest bekymrende er det, at Tyskland, der allerede før nedlukningerne havde langsom vækst, næsten ingen vækst har haft i perioden efter 2020.
Skal man bedømme nedlukningerne nu, fire år efter at de startede, er der således ingen vej udenom en dumpekarakter. Der er næppe nogen som helst interesse for en officiel undersøgelse, givet hvor horribelt ringe konklusionen må blive. Nedlukningerne fra marts 2020 og frem var et resultat af inkompetence, panik og magtsyge, som repræsenterer den største politikfejl i efterkrigstidens demokratier. Det bør aldrig ske igen.
Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2024. Skriv et svar
Forleden afholdt Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm et policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret var en af de sidste dele af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som Niclas Berggren og jeg har kørt de sidste 2½ år. Projektet er gavmildt finansieret af the John Templeton Foundation.
Hele seminaret, inklusive to forskningsindlæg fra Niclas og undertegnede, og en efterfølgende diskussion med Johanna Möllerström, Ulrica Schenström, og Karin Svanborg-Sjövall, kan nu ses på YouTube. Vi fik meget fint feedback på seminaret og syntes også – helt ydmygt – at det gik godt. Ikke mindst fik vi gode idéer til et nyt projekt i fremtiden – og vi tager gerne mod forslag for Punditokraternes læsere.
Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2024. Skriv et svar
Idag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og i bredere forstand derfor en dag, hvor ligestilling diskuteres ekstra intenst. Meget af diskussionen handler om lovgivning, ekstra rettigheder og sociale ydelser til kvinder, og mærkelige tiltag som kvindekvoter. Diskussionen ignorerer således en hel del ny forskning. Det gælder ikke mindst et helt nyt papir om økonomisk frihed fra Fraser Instituttet i Vancouver, skrevet af Rosemarie Fike.
Rosemarie undersøger i “Economic Freedom and Gender Norms” om der er en sammenhæng på tværs af verden mellem hvor økonomisk frit et samfund er, og hvordan folks kønsnormer ser ud. Baggrunden for hendes studie er Therese Nilsson og Niclas Berggrens pionerarbejde om økonomisk frihed og tolerancenormer (læs f.eks. her). Hun bygger således et indeks for kønsnormer fra tre spørgsmål i the World Values Survey, der måler folks holding til tre udsagn: “When jobs are scarce, men have more right to a job than women”; “Men make better political leaders than women do”; og “University is more important for a man than a woman.” Som illustration har vi gjort præcist det samme nedenfor og kortlagt det for Europa; bemærk at mørkeblå er de steder, folks har de mest ligestillende normer, mens rød er de mest diskriminerende normer.
Rosemaries konklusion er meget tydelig: “The results of this examination lend support to the doux commerce thesis. That is, greater economic freedom is associated with gender norms that treat men and women more equally. This relation holds even after controlling for income, the quality of political institutions, civil liberties, and religious beliefs.”
Selvom Rosemarie er meget omhyggelig med ikke at påstå, at alt er kausalt, viser hendes studie meget tydeligt, at lande hvor borgerne er mere økonomisk frie, har de også mere ligestillede kønsnormer. I princippet burde feminister og andre ligestillingsaktivister derfor støtte reformer, der giver større økonomisk frihed. I praksis er de fleste akademiske feminister voldsomt venstreorienterede. Det er et paradoks, der direkte modarbejder at borgerne bliver ligestillede.
Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2024. Skriv et svar
De fleste af vores læsere ved, at der næppe er nogen gode argumenter imod frihandel. De basale økonomiske indsigter har været klar siden 1800-tallet, og de politiske – og politiserede – problemer med det modsatte blev grundlæggende beskrevet af Gordon Tullock og Anne Krueger i 60erne og 70erne. Alligevel er frihandel og dens goder et af de meste misforståede spørgsmål udenfor nationaløkonomi. Som Paul Krugman engang skal have sagt, er det det spørgsmål i økonomi, der på samme tid er vigtigst og ikke intuitivt for de fleste.
Det er derfor en stor fornøjelse, når man oplever folk med klar indsigt og store formidlingsevner, der faktisk kan forklare gevinsterne ved frihandel på en måde, som ikke-økonomer helt umiddelbart forstår. Den britiske politiker og historiker Daniel Hannan er en af dem (hattip: Cafe Hayek)! Se for eksempel hans overlegne forklaring på bare ti minutter, fra et IEA_seminar forleden. Del den gerne med gymnasieelever og mange andre, der risikerer at lære vrøvl. Varmt anbefalet.
Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.
I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.
Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.
Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.
I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…
