fredag den 14. marts 2014

Fredag d. 14/3 2014

Hej alle kære venner af Agape Child Care.

Så er jeg hjemme igen, efter turen 2014 til Uganda. Det har været en fantastisk tur, hvor 10  nye mennesker er blevet betroet i vore hænder at drage omsorg for, men det har også været en frygtelig tur, med angreb så modbydelige så de nær havde sat alt i stå.
5 uger gik der og jeg kunne ikke se hvad dette angreb skulle betyde, det har været totalt umennskeligt, men endelig her for 2 dage siden så kom lyset over, hvad der var sket, og jeg kan gå videre, men det var virkelig slemt.
Men Agape Child Care arbejder videre, så lad os se hvor vejen går.

/Nu kan i følge Agape Child Cares arbejde i Uganda fra på mandag d. 17/3 og de følgende mandage, kl. 19,30 på TV2Nord. Der kommer 3 udsendelser, jeg glæder mig til at læne mig tilbage i stolen, og se det hele udefra, jeg kender det jo indtil videre kun som den der står midt i det hele.

Jeg har mange mange hilsner og TAK til jer dernedefra, jeg har også en del breve, men dem får i ved lejlighed når vi mødes.

Børnene og familierne har det godt, men kæmper deres kamp for at klare det hele.
Mange hilsner og knus til jer alle, og tak for denne gang.
Må Gud velsigne jeres trofasthed. De kærligste hilsner   Solveig

onsdag den 5. marts 2014

onsdag d. 5/3 2014

Så kom vi frem til den sidste dag i Afrika for denne gang, og så skal arbejdet gøres færdig.
Solen skinne og det er bare dejligt, selvom man begynder at længes efter dansk forår.
Nå men op at stå, der er arbejde der skal gøres.

Så konstaterede jeg at der var ikke mere internet, ikke mere airtime, og ikke flere penge. Det var en dejlig begyndelse, og så lige den sidste dag, hvor der skal sendes besked hjem.
Internet kan du ikke bare købe hvor som helst, du skal ind i midtbyen i hvepsereden, og det var ikke lige det jeg havde lyst til igen i dag. Nu drejer det sig jo ikke så meget om hvad jeg har lyst til, for tingene skal gøres færdig.

Så det var bare med at komme afsted, få fundet en bodada, og så få fat i noget airtime, så jeg kan ringe igen. Så der blev hyret en bodada, og han gned sig allerede i fingerene, for sådant en lang tur.
Nå men så fik jeg liv i tlf. igen, og så var det til ATM maskinen, og få hævet nogle penge. Derefter var der ingen udvej, bare afsted ind i hvepsereden, jeg var nødt til at have lidt internet. Så det gik over stok og sten , og vi vred os mellem biler i tusindvis, og bodada i mio vis, sådan føles det, det er virkelig en hvepserede. Men de kan virkelig køre på ingen plads, så jo jo, vi slap helskindet til Nackomat, hvor jeg vidste jeg kunne få det. Så var det klaret.

Efter dette, så var det afgang til Lugala, i en hel anden retning. Jeg skulle ud til børnehjemmet for at hente breve, og selvfølgelig er det mig til at køre, de kunne aldrig komme i tanker om at det var dem.
Nå men jeg kom derud, og bodadamanden fik 10,000 UGX, og han gnækkede vel tilpas, men det er da billigt i forhold til en spisiel hejer, som skulle have mindst 100,000.

Jeg fik en god snak med Milly, og vi bad sammen inden vi skiltes, og hun ønskede en god tur. Alle børn var jo i skole, så der var fred og ro, hun var ved at vaske.

Så var det farvel og tak, og så gik det hjemefter.jeg skulle lige have lidt at spise, for ellers går det ikke, så det fik jeg lige i farten.

Så hjem med Internettet, og se hvad der lå af beskeder. Pænt og herligt var der nogle der skulle svares på, så godt det virkede.
Computerarbejdet blev gjort, og så var det tid at slappe lidt af, inden kufferterne skulle pakkes. Spisiel hejeren var bestilt til at hente os til lufthavnen kl. 6, så der kunne lige blive tid til at hvile lidt, for det er en lang tur hjem, og jeg kan ikke sidde op og sove, så jeg ved at jeg ikke hænger sammen, når vi når Ålborg, så godt at hvile lidt nu.

Jeg skulle også lige have givet Justine de sidste 100,000ugx, fra Benny, nu jeg havde fået hævet penge.
Så jeg gik ind til hende, og frembragte mit ærinde. Hun spærrede øjnene op, faldt på sine knæ, og strålede som en sol, var totalt overrasket. Jeg skulle TAKKE og hilse Benny så mange gange, og jeg havde også hilsner fra ham til hende.
Jeg sagde til hende en gang mere, at hvis hun nu vil bruge hovedet, kunne hun lægge 180,000 til sin opsparing til en lille butik, og samtidig få supermadrasser, sengetøj og tæpper til sin datter, og 2 af søsterens børn, en ren mirakel. Hun var så glad så glad så glad.Hun ville gøre sit allerbedste lovede hun.

Så var det tid at finde kufferterne frem og  pakke alle mine ting. Jens havde pakket hans ting for 2 dage siden, men jeg har jo gaver i massevis til at sælge på torvet for at lave nogle penge til Agape Child Care, så har jeg gaver til sponsorerne, og alle køkkentingene, med gryder opvaskebalje, børster, håndklæder og viskestykker, dyne, tæppe, cornflakes, omo, og tøjklemmer og meget andet.

Nå men tingene kom på plads, og fyldte 3 kufferter, men så var det også med hjem det hele, til både den ene og den anden.
Så var tiden inde til at få sagt farvel til Susan, og tak for denne gang, og undskyld al bøvlet med nøglerne. Vi fik også sagt farvel til Justine, og sagde at jeg ville følge hende på sms, da hun intet aner om computer.
Så var spisiel hejeren der, og vi kom til lufthavnen, hvor jeg sidder nu kl.9,15 uganda tid, 7,15 dansk tid, og skriver om hvad der er sket i dag. jeg ved når jeg kommer hjem, så sover jeg nok i 2 dage, så i skal råbe højt, hvis i vil høre nyt fra Uganda. Men kære venner vi ses snart, arbejdet er gjort, og arbejdet gror og går fremad, trods kamp og strid.

Tusind tak til alle der har fulgt med på turen, må Gud velsigne jer alle for jeres medleven.
Tak for alle de givne gaver, mens vi har været her. Det har virkelig udrettet mirakler.
Hav det rigtig godt til vi ses.   Solveig

Tirsdag d. 4/3 2014

Tirsdag morgen. En ny dag med solskin og fuglesang, og arbejde der skulle gøres.

Så da morgenmaden var spist, var det bare afsted igen på bodada ud at finde Massaitæpper.
Jeg havde ikke nok, og Jens ville gerne have to, så det var bare afsted.

Der var rigtigt langt, og vi skulle ind igennem et mylder, der overhovedet ikke kan lade sig gøre, men de snor sig som ål, så det er bare om at hænge godt fast.

Men en ting er dejligt ved bodada, det lufter lidt når vi kører, for der er rigtigt varmt her, og ilt er der ikke meget af, da det ikke har regnet i lang tid.
Men vi fandt stedet, fik købt 6 mere Massai tæpper, og så videre til midtbyen, for at finde tæpper og sengetøj til Justine, til under det halve, de ville have ude i buchen.

Også det blev klaret, og vi overlevede en gang mere, for det er med livet som indsats.
Så var det hjem, og snakke med Justine, og give hende tæpperne og pengene til Madrasser.

Så var der lidt arbejde her der skulle gøres, og så afsted igen.
Jeg ville ned i Mirakelcentret, for at købe en cd, og sige farvel til Pastor Arthur.
Videre derfra ud til familien Moses, med dukker og dukketøj til pigerne. Så havde jeg lige købt en slikkepind og noget popcorn til dem alle.

Desteny Niger var lige kommet fra skole. Hun er en yndig, glad og meget dygtig pige. Hendes bror Weis på 5 er det samme, de er virkelig dygtige, har næsten 100 poeng af 100 mulige.

Vi fik en god snak, om den forretning de igen har fået penge til, men som ikke bliver klar i denne uge, men jeg vil følge dem, og håber at det vil lykkes denne gang, at tyve ikke kommer og stjæler det hele, derfor skal det denne gang være i en kontejne, af jern, som ingen kan komme ind i.
Så vi håber det bedste denne gang.

Så var det farvel for denne gang, og Moses og børnene fulgte mig til Bodadaen, og så var det hjem, og tak for i dag.

De kærligste hilsner  Solveig

tirsdag den 4. marts 2014

3/3 2014

Mandag var det opperation Madrasdag.
Justine og jeg skulle starte kl 9, og det med bodada til taxipladsen. Og selvfølgelig var det mig til at betale for begge, hvem ellers.
Så fandt vi taxien, og satte os ind. Men så er det sådant her i Uganda, en taxi kører ikke før den er dobbeltfuld. Værre end sadiner i en dåse.
Nå men vi måtte vente, og jeg fandt ud af at der ikke var mange der skulle derud hvor vi skulle, for andre taxier, ventede højst 1/2 time så var de godt fulde, men vi sad i 1 1/2 time i bagende sol og bare ventede.
Nå men sandelig så var der ikke mere plads på sæderne, og knæene af passagerene, så nu kunne der ikke proppes flere ind. Ham der klarer det med pengene, lægger hen over stoleryggen , mellem alle folkene. En oplevelse for en forkælet dansker.

Nå men så gik det hump og skrump, for støddæmper, ved jeg ikke om de nogen sinde har haft, men væk var de nu, Og chaufføren kørte som en brækket arm.
Så da vi var kommet lidt ud, stoppede den ved hver der stod ved vejen, og var der nogen der skulle af, skulle det halve taxi ud, så længe vedkommende kom af, for så at stige på igen. Vi skulle da alligevel ikke ud at skubbe, den klarede det til ug bump og skrump.

Sandelig om ikke vi kom til vores bestemmelssted, lang om længe.Og så var det ikke svært at finde den ene butik der solgte madrasser, og sengetøj.
Jeg havde fået Justine til at finde ud af, om vi kunne købe det derude, eller vi skulle have det med her fra Kampala. Men de kunne købe det derude. Hvad jeg havde glemt at undersøge, var prisen.
Jeg troede ikke mine egne øre, da han nævnte prisen. jeg har købt så mange madrasser, og sengetøj, så jeg var ved at falde bag over, og spurgte om det var de reelle priser , eller Musungo priser.

Men det var prisen, så han var ikke til at hugge eller stikke i, men ok så kunne han beholde hans ting, jeg ville ikke smide penge ud, bare fordi vi var kørt så langt, ikke tale om.
Så  var jeg gal, og bestemte at han kunne beholde sine madrasser, jeg kunne finde dem meget billigere i Kampala,  ja under det halve,og så kunne de fragtes derud med samme taxi, for ingenting.
Så jeg tog en rask beslutning, vi kørte tilbage med uforrettet sag, jeg ville finde en bedre løsning.
Justine hængte med skuffen, hun kendte ikke den slags mennesker, der kunne handle så tosset,og hun mener at skulle have egen forretning, det går da slet ikke. Nå men så kunne vi igen sætte os i Taxien, men denne gang skulle vi bare vente 1 time, før skrumpelbussen kørte,og det med høns, og masser af mennesker. jo jo jo
Tilbage i Kampala, skulle jeg så mødes med Frank, da der var nogle mennesker jeg skulle møde. 1 pige som har fået sponsor i Danmark, og som jeg aldrig havde mødt, så nu skulle det være.

Justine tog så alene hjem, Frank og mig fortsatte,og skulle finde en ny taxi, til en ny plads.
Jeg var ved at få sol nok, og mad det blev der ikke noget af, bare vand. Det går til en tid, men så var jeg også ved at besvime, og sagde til Frank, at nu  måtte jeg have nogle bananer, hvis jeg skulle klare det. Det forstod han ikke med det samme, indtil jeg nær var faldt, og det blev sort for mine øjne, nu måtte jeg sidde ned. Vi var heldigvis lige ved et sted de havde en bænk, for dem er der ingen af, men lige der havde forretningen en, og de kunne se jeg var ved at vælte. Så forstod Frank at det var alvor, og gik afsted og kom med 2 bananer som jeg spiste, men uha hvor var jeg gået i sort. Men lidt efter lidt fik jeg bananerne ned, og mere vand, og kom mig så ganske langsomt. Puha det var ikke sjovt. mad skal man have, men men men!!!!

Nå men efter nogen tid kunne vi fortsætte, og vi fandt skolen hvor Helen Marie som pigen hedder, går i. Ja vi havde først fundet hendes far, og så hende, og derefter skulle vi hjem hvor de bor.
Helen Maries far er arkitekt, og har derfor også bygget sit eget hus, til sine 6 børn og sin kone.
De boede rigtig dejligt, og var sådant set ikke i nød, så det med sponsoratet, var fordi Frank havde synes, da det var hans onkel, og alle hans børn var piger, det syntes han var slemt, så derfor.
Det var da også det eneste sted vi blev budt på noget, vandmelon, man byder ikke på noget her, man forventer hellere at få noget.
Vi fik en dejlig snak. Emanuel som han hed var virkelig en dejlig mand, der havde en plan at gå efter. Han kone var lærer, så de havde et godt liv. Men selvfølgelig gør ekstra penge altid godt, og jeg er vis på at de får noget ud af dem.
Helen Marie, er en virkelig sød og klog pige.Jeg havde købt en dukke til hende, da det nu var første gang jeg så hende, og den blev hun rigtig glad for. Dukken var i tøj fra Johanne, og hun syntes bare det var såååå flot, hun var bare så taknemmelig.
Så var dagen mere end brugt, og vi skulle hjem igen. Først bodada, så taxi, så taxi og bodada, og endelig hjemme. Skulle lige undervejs have købt mælk og vand, da jeg vidste at det manglede i huset. men så var det også bare slut. Jeg var mørbanket, træt og møjbeskidt og totalt ør i hovedet af al den spetakkel alle de steder jeg har været i dag, det er bare nok, nu trænger jeg til ro.

Det var så bare endnu en dag i Kampala, men nu synes jeg også snart jeg trænger til hvile og ordnene forhold, lidt frisk forårsluft, men arbejdet skal gøres færdig, og det er nu vi er her.

Herfra de kærligste hilsner  Solveig

Søndag d.2/3 2014

Først og femmest en helt fantastisk dag for mig. I dag er det 34 år siden jeg havde besluttet at tage mit eget liv, men hvor den levende Gud greb mig, frelste mig og satte min fod på klippen.
Aldrig aldrig aldrig kan noget større hænde for et menneske, og aldrig aldrig kan jeg sige Jesus tak nok for hvad han har gjort. Og nu det kald han har givet.
Det har bestemt ikke været let, men han har aldrig svigtet, heller ikke denne gang. Jesus lever, og han SER ALT, der er ingen der snyder ham. INGEN.

Nå men jeg skulle tidlig afsted på bodada, til Taxie pladsen, for at finde en taxi til Kajawe, og så videre ud i buschen.
Igen havde jeg meget oppakning med, men sådant er det jo.Der skulle tøj med ud til den lille familie, for nu skulle der flyttes ind i det nyreparreede hjem.

Jeg fik hele baladen med bodadaen, og så afsted. Jeg fandt taxien, og så var det bare at vente til taxien var fuld af mennesker, og det som sardiner i dåse, før kører den ikke. Så da jeg havde ventet en halv time var der absolut ikke mere plads. På den plads hvor jeg skulle sidde, med al min oppakning, skulle der også sidde en mand med en lille pige, og sin oppakning, såååå sadiner i dåse.
Men så gik det bare derud af, med vild fart i en taxi, der vist aldrig har haft støddæmpere, så det var bare om at holde sig godt fast, og undgå de største bump, så man ikke fik hold i nakken eller ryggen.
Kære venner ved i hvor forkælede vi er i Danmark, ved i det ikke, så kom en tur herned.

Nå men jeg kom til Kajawe  fik ringet til Frank, og han kom så vi kunne få lavet de sidste indkøb.

Så da vi var færdige, var det bare afsted på bodada igen, ud i buschen i støv og møj, da det ikke har regnet, og er totalt tørt.
Vi nåede derud, og hele familien ventede mig med glæde. Frank havde sagt at jeg var på vej, og nu skulle vi holde indvielse.
De er så lykkelige så lykkelige for det mirakel som er sket for dem.
Så madrasser, tæpper, sengetøj og alt havde været nede ved Frank til det hele blev færdig og tørt.
Så startede vi med at lægge tyk plastik i bunden af sengene, så jernet fra sengen ikke rev madrasserne i stykker, derefter kom madrasserne, og så et lag tyndt plastik, hvis nogen skulle tisse i sengen.
Så sengetøjet, og tæpperne. Der var tyk af mennesker, der ville se det mirakel der var sket for den lille familie. Så tilskuere maglede vi ikke.
Børnene var ellevilde, og kikkede med store øjne på en sådant fænomen af en seng, nye madrasser, og sengetøjet, ja de var helt paralyseret, og fulgte bare det hele med åben mund og polypper.

Sengene var redt,både i børneværrelset og soveværelset. så kom tøjuddelingen, og det måtte ske i stuen, for udenfor var der for mange mennesker, så ville vi ikke kunne styre hvem der fik hvad. Men dejligt vi kunne være i stuen, der var pudset og støbt gulv, en total forvandling.
Der var vild jubel, lige hvad børnene havde ønsket sig allermest, da Bridget lavede profiler for hver enkelt, da ønskede de sig allermest, tøj og sko. Så i kan nok forstå stemmingen.

Da vi så var færdig med det, sluttede vi med saftevand. Slikkepindene som jeg havde købt, havde Frank givet dem.

Så skulle der tages billeder, og en nabokone takkede mange mange gange for hvad der var hændt for den mest fattige familie, som ingen vidste hvad der skulle blive af, men se nu.
Kære Benny, du var starten. Tak for dit sponsorat at Emanuel, og så har det bare rullet.

En skøn dag, en fantastisk forvandling for den lille familie var til ende, så nu er Frank ansvarlig for at de passer på tingene.
Der blev taget billeder ude på den nye terasse, og børnene var bare som glade børn er, fuld af spilopper. Så var det farvel og tak.

Frank og mig gik ned til ham for at snakke lidt, før jeg skulle tilbage, og hvor jeg gav ham nogle penge og en stor tak for alt det han havde gjort.

Så var dagen gået, og det var tid at finde en taxi, og håbe på at den ville være i Kampala inden det blev mørkt.
Så endelig hjemme, og samme prosedyre. Tømme camera, sætte til strøm, lægge billeder ud, og gøre klar til næste morgen.

En eventyr historie af feb.-marts 2014. Tusind tak for alle jer der har medvirket til dette kunne ske.
Må Gud selv velsigne enhver af jer 1000 fold tilbage.    De kærligste hilsner  Solveig

Lørdag d. 1/3 2014

En ny og dejlig dag med solskin og fuglesang. Virkelig en dag man ikke skulle gå og være ked af. men men men.

I dag skulle jeg først i vaskeriet "Gnubbe" igen, der skull vaskes tøj, da det hurtigt bliver beskidt her af alt det røde støv. en hvor er det bare dejligt at vi har vand i hanen, det er der mange der ikke har, så frisk ud at gnubbe.

Så var det husets tur. Der skulle igen gøres rent over det hele, på grund af støv, og alle gulve vaskes. Der skulle støvsuges møbler og tæpper. men dejligt de har den støvsuger jeg købte, da det var mit hus, den har jeg til fri afbenyttelse, da de ikke bruger sådant noget maskineri, så den har bare været gemt væk, og jeg tror kun det er mig der bruger den, når jeg er i Uganda.

Nå men så blev huset ordnet, og så var det tid at få lidt at spise, og komme afsted ud til Agape 3. Det var idag der skulle holdes fest, en slags fødselsdag for dem alle, da vi ikke kan finde ud af alle de fødselsdage, og vi skulle jo nødigt glemme nogen, så jeg har besluttet at vi holder en fest 1 gang om året, og det er for dem alle.
Så skal der spises godt mad, have noget rigtig lækkert, slik, sodavand og fødselsdagskage, som alle her gør rigtig meget ud af, nok fordi de aldrig får kage.

Jeg kom derud, på bodada, og havde en masse ting med, men meget kan lade sig gøre på bodada.
eg var derude kl. 2 som var aftalt , men der var ikke meget synligt af at der skulle være fest, og gæsterne var heller ikke kommet, kun Bridget var der, nok lært at det går ikke at ikke komme til tiden.
Hun var igang med at sætte hår på Maddie, og børnene var i færd med at blæse balonner op, så jeg satte mig og ventede, for at se hvad der ville ske. Så da klokken var omkring 3, spurgte jeg Millie, om ikke det var kl. 2 vi skulle starte, jo, men hvad er klokken spurgte hun, det anede hun ikke. men det gjorde gæsterne tilsyneladende heller ikke, da der stadig ikke var kommet nogen.
Nå men så måtte de jo se at blive klar, og Millie kaldte alle børnene ind for at blive vasket, og komme i det fine tøj, og så skulle bordet ud, og dækkes. Maden var heldigvis undervejs, så så.

Så lidt efter begyndte gæsterne at komme. Det er dem som børnene har haft kontakt med før de kom på børnehjemmet. Det kan være en moster, bedstemor, eller en mors veninde og bare en bekendt. men de er alle inviteret sådan en dag, og de elsker det, og samtidig er de dybt taknemmelige for at se, det som er sket for disse børn.Det er som himmel på jord, set med deres øjne. De sidder alle der og havde givet op, kunne ikke finde føde og hjælpe disse børn mere, og forældre havde de ikke, så det var sidste chance, men at det skulle ende sådant, det er et stående Mirakel for dem at se.
Nu har børnene et hjem, får mad hver dag, går i skole hvor de også nu går til svømmeundervisning, og så har de en "mor Milly" som drager omsorg for dem. Det er som at kigge ind i himmelen for disse relativer til børnene.

Nå men sandelig begyndte tingene at tage sin begyndelse. Først kom Lilians "Mor" en veninde til hendes mor. Lilians mor havde været død i tre år, og havde boet ved moderes veninde i den tid, men nu kunne hun ikke mere, og bad hende gå sin vej og sørge for sig selv. Da var Lilian 11 år, og da var det jeg mødte hende, men det er en lang og barsk historie, men den er bag de fleste af de børn vi har på Agape 3.

Så kom maden på bordet, og Lilians mor tog fat med at servere, og gik til hånde.Hun var så lykkelig så lykkelig for hvad hun ser der sker med den pige hun var nødt til at jage ud. Ikke alene med det men at Bodil og Knud, (Lilians) sponsor også tilgodeser hende og hendes familie med penge til Jul, glæden kender ingen grænser.
Så i dag blev hun vidner til igen et mirakel, da Bodil og Knud ville give Lilian en spisiel gave, og sendte en god slat ekstra penge, og hun fik den Gitar som hun så længe havde ønsket, men aldrig troet muligt. Ord kan ikke beskrive den situation. Så nu skal Lilian have undervisning i Kirken, der er en der spiller, og vil hjælpe hende med at komme igang.

Nå men der var gaver til alle børnene, ingen skulle mangle, og der var fest og glæde over hele linjen.
Da alle var mætte, ville børnene gerne synge, det elsker de, de er Afrikaner, og de er bare så gode til det, bare skønt.
Karen and Dorcas was not at home, da de goes i skole also about Saturday, the kl. 4, so that nåede only på Hilse the Karen der came Hjem, and then mødte that Dorcas, da that was the way to the bodadaen, mænd da was the also Aften. De has good NOK some lange days i skole. Lørdag also from 7-4, de other from 7-9 Aften, so Sig not de will something for skolepengene
Så var dagen også brugt, så nu var det hjem til computeren, tømme camere, sætte til strøm, lægge billeder ud, og så pakke til i morgen tidlig.
                                                         Kærlig hilsen   Solveig

lørdag den 1. marts 2014

Fredag d. 28/2 2014

Hej alle kære venner.

Så er det fredag, og der er fred og ro i huset. Jens kom meget sent hjem igår, og nu sover han nok hele dagen, men er der da ro.
Jeg har bare slappet af, og venter på at tingene der skal gøres færdig, bliver færdig.
Så jeg læser, strikker og handler ind til huset, og bare nyder stilheden.

Så kaldte Susan, og jeg var hos hende, og vi fik en lang snak, da hun gerne ville vide hvordan vor tur var gået ud til Justines hjem.
Jeg fortalte hvad jeg havde oplevet, og set, og det var hun glad for. Justine var også der mens vi snakkede. Susan er nok en lille smule bekymret for om hun mister en god og sød hushjælp, så det skal altid vejes, hvad der bliver sagt.

Jeg spurgte Susan, om vi igen kunne tage ud i buschen, og Justine kunne få fri, for så ville jeg tage med hende igen, dog denne gang i de tossede taxier, da en spisiel er for dyr, 135,000 ugx skulle han have sidste gang, så det er stop, nu bliver det bodada, eller de tossede taxier.
Men Susan sagde at det kunne vi godt, da Benny vil giver dem nye madrasser, sengetøj og tæpper, som de virkelig trænger til.
Susan spurgte også om hvor meget jeg troede at Benny ville give hende, hvortil jeg svarede, at det vidste jeg ikke. jeg sagde at jeg havde sendt billeder, så kunne han selv bestemme, det er ikke mig der skal sige hvor meget han skal give, det bliver fuldstændig op til ham.

Så hjem igen, og nu var Jens vågen, men lå i sengen og læste.
jeg havde fået en mail fra Sæby, at de ikke kunne forstå at de ikke hørte fra ham, hvortil jeg svarede at det kunne jeg heller ikke, da jens har sendt masser af sms til dem, både fra hans egen tlf. og fra min danske tlf, men tilsyneladende uden det er gået igennem.
Så nu måtte der gribes til en anden løsning. Da hun nu var vågen gik jeg ind til ham, og sagde at nu ville jeg gerne at han skiftede chippen ud i sin tlf. så den blev dansk, for det var tilsyneladende den eneste han kunne forstå. jeg havde fundet chippen, sagt hvad han skulle gøre, for hans søster ventede på ham.
Så en tid efter gik jeg igen ind til ham, og spurgte  om han havde sent sms. Han svarede at han havde sendt to, men troede heller ikke de gik igennem. men dog.
Så spurgte jeg ham om han ikke ville sende en mail. til sin søster, da hun gerne ville høre fra ham selv, og ikke bare mig, da de også ved at det er ikke godt her.
Men nej det ville han ikke, de vidste jo da at han var i live, sååå nej. men fakta er at det kan han ikke finde ud af, og have hjælp fra mig---- ALDRIG i LIVET.
Nå men så var der ikke mere at gøre. Jeg hyggede mig med lovsang på computeren, og strikkede til jeg ville i seng.

Da jeg havde lagt lidt, følte jeg at jeg skulle gå ind at snakke med ham, da han stadig ikke var stået op.
Det gjorde jeg, og tog risikoen, at han bed hovedet af mig.
Jeg spurgte om han havde det godt. Det havde han.
Jeg spurgte om han var glad for at være i Afrika, det var han.
Jeg spurgte om vi ikke mere kunne snakke ordentlig til hinanden, hvortil han svarede, nej ikke så længe at slangen sprang ud af min mund hver gang jeg åbnede den, for han hadede slangen, og ønskede bare at bekæmpe den af al sin kraft, det var derfor han var med her i Uganda.
Så kære venner, er det jo ikke let at komme videre.

Jeg sagde til ham, kæreste Jens, det er ikke mig eller djævelen du kæmper imod, det er Jesus. Du trænger sådant til at få fred i dit hjerte, til at blive frelst, fyldt med Jesu egen kærlighed.
Det er lige som med Paulus der troede han tjente Gud, ved at slå dem ihjel der fulgte Jesus, det her er totalt det samme, men han ville selvfølgelig ikke høre.
Alt er min skyld, og han bare hader slangen, djævelen, og vil bekæmpe det af hele sin styrke.
Så det er situationen her i Kampala, ikke ligefrem rart, men hvem har sagt at livet altid er rart???

Herfra de kærligste hilsner  Solveig
Tak for alle de hilsner der kommer hjemmefra, det nyder jeg. Hav det godt, det varer aldrig så er vi Danmark igen