Angst og kunst følges ad

Hjernen er vant til at skabe billeder af noget, som måske slet ikke findes, når det kommer til stykket. Og det kan så blive til angstforestillinger.

Ib Michael taler passioneret om emnet, og man er ikke i tvivl om, at han har gjort sig mange tanker om angst og den måde, vi opfatter verden på.

Det er en af sommerens sidste dage, og da vi har siddet en times tid ved spisebordet i stuen, foreslår han, at vi rykker ud på terrassen. For at komme ud i sollyset. Ib Michaels sind påvirkes let af lyset, og når efteråret melder sig, bliver han deprimeret, og angsten tager til i styrke. Han betragter angsten og det at have et skrøbeligt sind som en mønt med to sider.

På den ene side den åbenlyse lidelse, som de ubehagelige følelser medfører, på den anden side den rigdom af oplevelser, som kun et følsomt sind kan sanse. I mange af hans bøger er det skrøbelige sind en central del af handlingen. Ib Michael har for eksempel skrevet om egne oplevelser med angst, depression og mani i dagbogen Mit år, og i romanen Blå bror dyrker han samme temaer via sin hovedperson:

"Han er den eneste, der kan dæmpe mine anfald af panikangst, og han kender mig bedre end min mor- I denne tusmørketime kommer Blå bror for at stå englevagt. Porten ind til sommeren står pivåben, men overgangen er rædselsfuld. Jeg er søvnløs og eksponeret, tankerne ormer rundt mellem hinanden, og jeg bliver kortåndet af frygt, der ikke vil antage konkrete former- Jeg frygter for min forstand, og jeg frygter med rette, for jeg ved, jeg bevæger mig på en hårfin grænse mellem verdenerne, og der er ingen lægedom for forestillinger, der yngler med sig selv". (Blå bror, s. 25-26).

- Oplever du selv anfald af panikangst, som du beskriver det her i romanen 'Blå bror?'

"Ja, jeg har, siden jeg var barn, oplevet nogle kraftige anfald af panikangst. Jeg er sund og rask, og alligevel vågner jeg med koldsved midt om natten og kan ikke styre mine tanker. Jeg har det, som jeg kalder forestillinger, der yngler med sig selv. Hjernen er bare i gang med at producere angstfyldte forestillinger, som ikke har noget med ens konkrete virkelighed at gøre. Det er ikke reelle data."

"Ud over den dybe angstfølelse, oplever jeg fysiske symptomer på angsten, men de varierer en smule. Jeg kan både få hjertebanken og åndenød, men det mest gennemgående symptom er koldsved. Jeg sveder. Det er noget, jeg kender. Jeg er så vant til det, at jeg somme tider ikke kan huske anfaldet om morgenen, men når jeg så opdager, at sengetøjet er vådt, ved jeg, at der har været sådan en tur. Og så jo, en følelse af åndenød oplever jeg også temmelig ofte. Men når det kommer, ved jeg jo, at det er nu, jeg skal trække vejret helt ned i maven. Man har jo opøvet en række strategier gennem årene."

-Er det kun om natten, du oplever angstanfald?

"Det er faktisk mest om morgenen. Tidlig, tidlig morgen, når den dybere søvn er overstået. Der er nogle timer mellem søvn og vågen, som jeg frygter. Og det er praktisk talt hver morgen, jeg oplever angst. Det er en stor lidelse, som fylder meget i mit liv og kræver mange ressourcer."

"Men man skal altid huske at se begge sider af sagen. Jeg tror jo, at alt er ligesom en mønt, en medalje. At den, der kun ser medaljens forside, bliver selv dens bagside, så at sige. Jeg tror, man må erkende, at grundlaget for, at man overhovedet kan opleve disse dybe følelser af angst og skræk, er, at man er et følsomt menneske, som også evner at have dybe positive oplevelser. At kunne beruses af glæde. De dybe, modsatrettede følelser er to sider af samme sag. De hæfter til den samme mentale muskel, så at sige. Man skal passe på ikke at gøre det til to adskilte begreber, tror jeg."

- Det er en spændende betragtning. Hvordan forholder du dig helt konkret til angsten?

"Jeg har udviklet nogle strategier til de tidlige morgentimer, hvor jeg forsøger at punktere de der angstforestillinger, og som en mental øvelse ligger jeg og bevidstgør mig selv om, at det er kimære, at det blot er hjernespind. Angsten er ikke andet end hjernespind. Det hjælper. Men det er vel også det, man gør, når man sidder og skriver. Der beviser man jo klart over for sig selv, at det er hjernespind."

"Helt konkret ligger jeg om morgenen og mobiliserer. Jeg mobiliserer alle mine mentale kræfter ved at lave et tjek, ligesom en pilot, inden flyet skal i luften. Jeg laver et tjek af kroppen, hvor jeg fokuserer og flytter opmærksomheden fra toppen af issen og nedad, indtil jeg er nede ved tæerne. Tjek, tjek, tjek, og så får jeg det som regel meget bedre. Så føler jeg, at nu kan jeg godt sende denne flyver i luften, at så crasher jeg ikke i løbet af dagen. Jeg er klar til at lette. Det er altså en mental øvelse."

- Nu beskriver du, hvordan du kan sige til dig selv, at det kun er hjernespind, og hvordan du håndterer angsten ved at lave et tjek fra top til tå. Oplever du ind imellem angstanfald, hvor du ikke er ovenpå? Hvor tankerne tager magten? Nogle får katastrofetanker om, at de fejler noget alvorligt med hjertet, eller om at de er ved at blive sindssyge.

"Jeg tror, der sker to ting. Når man får de der anfald, søger man naturligt en forklaring, og det vil sige, at kroppen tænker med, så at sige. Man tænker: Hvad er det, der er galt? Er jeg blevet sindssyg? Lider jeg af en skjult sygdom? Man søger forklaringer. Det er meget naturligt. Men den tankerække har jeg forsøgt at vende om."

"En gang imellem skal man forsøge at putte sine tanker ned i maven i stedet for. Så skal man lade kroppen tænke for sig. Man skal ligesom gå den anden vej med det. Man skal sige: ok, er der nogen grund til, at min hjerne lige nu er i oprør? Mærker jeg da ikke i min krop en ganske almindelig puls? En ganske almindelig grundlæggende sundhed? Så jeg putter hjernen ned i kroppen. For jeg er ret overbevist om, at hvis der virkelig er noget galt, så kan kroppen altså sagtens få det fortalt. Kroppen har jo en lang række symptomer, den i så fald vil begynde at afspille. Feber, kvalme, almen utilpashed. Derfor tænker jeg: Lad nu kroppen være klogere end hjernen! Det er en af mine strategier til at håndtere angsten."

"Ud over de nævnte strategier har jeg også brug for fysisk udfoldelse, motion, har jeg fundet ud af. Og i langt større doser, end jeg egentligt har tilbøjelighed til af natur. Vi kunstnere kan jo let lade os opsluge af at sidde på vores flade en hel dag og skrive eller male. Men jeg har erfaret, at den går ikke for mig. Så jeg holder med skrivningen ud på eftermiddagen, og så er resten af dagen stort set viet til motion. Jeg svømmer, ror i kajak og dykker, alt afhængig af hvor jeg nu befinder mig. Men resten af dagen er stort set viet til motion. Det er helt klart noget, jeg har lært mig selv hen ad vejen."

- Der er lavet videnskabelige undersøgelser, som peger på, at motion dæmper angst og depression stort set ligeså godt som lykkepiller.

"Ja, det er også min erfaring. Og så bliver man afhængig af det. Når jeg kommer ind fra min halvanden times havkajak-roning, mærker jeg en fred i kroppen, som jeg ellers ikke har. Jeg kan sætte mig ned uden at blive rastløs. Og i den tilstand producerer jeg ikke mere angst. Der er en basal fred i kroppen, og det giver mig en bedre søvn."

- Har du været i medicinsk behandling for angsten?

"Ja, jeg har været i et medicinsk behandlingsforløb med de såkaldte lykkepiller, som både virker på angst og depression. Men jeg må sige, at det var et forløb, som jeg fik lyst til at afbryde meget hurtigt. Jeg brugte et par måneder for at opnå optimal virkning, hvorefter jeg aftrappede mig selv meget hurtigt. Det var på baggrund af en kunstnerisk erkendelse af, at hvis jeg fjerner top og bund, spidserne eller yderpunkterne af humøret, så kommer jeg aldrig derud, hvor jeg henter noget til min skriveproces. Hvis jeg skal sige farvel til yderpunkterne for at få det bedre, vil jeg hellere leve udspændt imellem ekstremerne bund og top."

- Lykkepiller virker på angst og på depression, det forsænkede stemningsleje. Men det fjerner ikke højderne. Mange kunstnere er bange for, om antidepressiv medicin påvirker kreativiteten, var det dét, du oplevede?

"Det var, hvad jeg fik ud af det. Så hellere lysbehandlinger, altså rigtigt sollys, og - som sagt - motion. Jeg har fundet ud af, at mit sind påvirkes af lyset og dermed årstiden. Jeg kan holde ud at være i Danmark til og med november, men hvis jeg trækker den længere end det, bliver jeg deprimeret. Jeg er jo så bare så privilegeret, at jeg har mulighed for at rejse hen, hvor det er lyst, når de mørke måneder rammer Danmark. Det virker for mig, men det er jo et privilegium, som desværre ikke er alle forundt."

Ud over at have udviklet sine egne strategier til at håndtere sin angst reflekterer Ib Michael meget over, hvordan vi opfatter virkeligheden. Forholdet mellem omverden, sanser og tanker. Han mener blandt andet, at tanker blot opstår som biprodukter i hjernen, når den ikke har andet at beskæftige sig med.

"Jeg tror, at vi i høj grad har misforstået vores hjerner. Vi tror, at hjernen er til at tænke tanker med. Det er helt forkert, hjernen er et overordnet styrende organ, der tager sig af vores overlevelse i enhver forstand. Det er simpelthen centralkontoret for overlevelse. Tanker er et biprodukt. Tanker er noget, der kun er plads til, når vi ikke har travlt med at overleve."

- Så tanker eller refleksioner er en luksus, der ikke er råd til, når vi er i livsfare?

"Ja, en luksus. Det mærker jeg jo, hver gang jeg kommer i en farlig situation. Det erfarede jeg for eksempel under tsunamien i Thailand, som jeg oplevede på nært hold. I sådanne situationer er der slet ikke plads til andet end at fokusere på at overleve. Man bliver utroligt rationel. Man vågnede måske om morgenen med selvmordstankers forbandelse hængende over sig, og så ligger man pludselig der og spræller og gør alt, hvad man overhovedet kan for at overleve. Det er der, hjernen er, når det kommer til stykket, og det kan være meget sundt at indse. Når så solen skinner, og alt er godt, ja, så yngler den med en række forestillinger, der som sagt kun er et biprodukt af dens egentlige aktivitet. Også kunst er jo et biprodukt af vores eksistens."

Mange forskere mener, at antallet af angstlidelser i den vestlige verden stiger, og at det hænger sammen med, at vi som individer bliver stadig mere frie og dermed får større ansvar for vores eget liv.

"Det hænger meget godt sammen med, at vores virkelighedsopfattelse er noget, vi selv har skabt med vore hjerner. Når man står over for det frie valg, når man ikke længere har sine fædres fodspor at trampe rundt i, så er man allerede pr. definition i ukendt land. Og dér, tror jeg, at angsten kommer ind i billedet, fordi den er forbundet med det, vi ikke kender. Det, der er ude i mørket.-

"Og derfor er angsten i virkeligheden noget, som bunder i en virkelighedsopfattelse. Det fortæller mig alt om, at vi producerer en virkelighed, som vi skal føle os trygge i. Det er det, som Herman Melville i Moby Dick kalder sjælens Tahiti, som til alle tider er omgivet af et ocean af rædsler. Han kalder det sjælens Tahiti, fordi han ved, at uden om denne sydhavsø, er der et ocean af rædsler fra det ubevidste. Det ukendte. Vi beskytter os mod det ukendte ved at skabe en genkendelig virkelighed. Og det er alt sammen, fordi den virkelighed, vi ikke kender, er forbundet med angst og utryghed."

En stor del af den viden, Ib Michael har om angst, har han fået ved at beskæftige sig med andre kunstneres værker. Ved at studere deres baggrund og sammenholde den med kunsten er det ofte åbenlyst, at der er et stort element af angst i kunsten.

"Enhver, som betragter Munchs malerier, kan jo umiddelbart se en fantastisk angst, som stråler fra dem. Det er svært at se angsten i Gaugains malerier, men den er der. Under idyllen. Han er måske mest af alle den, som maler sjælens Tahiti, og uden om ligger det ubevidstes rædsler og hans eget liv som eksempel på, hvor elendigt han i virkeligheden levede på sydhavsøerne. Uden penge, angrebet af betændelse i benene og eftervirkninger af en kraftig syfilis. Han har ikke haft det godt. Han levede i det ubevidstes rædsler, men han malede sjælens Tahiti. Og det har vel været hans kur."

"Mest direkte støder jeg på angsten hos den svenske digter Gunnar Ekelöf: 'Gå til strandens stene med din angst, mumlende i vinden'. Når jeg læser sådan en linje, ved jeg helt præcis, hvordan han har haft det. Ekelöf var så en af dem, som bekæmpede angsten med alkohol. Han prøvede at holde sig clean til midt på eftermiddagen, hvor han skrev, og i stedet for - som jeg - at bruge resten af dagen på motion, dulmede han angsten med alkohol."

- Hvordan har angsten påvirket din egen kunst?

"Helt overordnet kan man sige, at min angst og mine depressioner får afløb gennem min skrift. Det er vel en måde at kanalisere lidelsen ud på, ved at bruge kunsten som en ventil. På den måde har angsten jo været en del af det råstof, jeg har trukket på i min skriveproces, og den har præget det endelige resultat. Men det har også virket den anden vej, for skriveprocessen er jo også en måde at gøre angsten rationel på. Man skal jo sidde der og skrive ordene og få sætningerne til at hænge sammen. Og uanset, hvor vanvittigt det er, skal der jo struktur og form på. På den måde har min kunstneriske udfoldelse været med til at bearbejde angsten"

"Og så er der jo det ved den kunstneriske fortolkning af smerten, at den er så sangbar. Det kender vi også fra sigøjnermusikken. Der er ikke noget, som rører os så dybt som en sang om den fortabte kærlighed. Melankolien i musikken rører os dybt, så smerten er sangbar. Der er en kunstnerisk ekstrabevidsthed til stede, som siger, at smerte er sangbar, og som kunstner er det ligefrem svært at undvære. Så det har ligget lige for for mig at bruge angsten og depressionerne som vigtige elementer i min kunst."

"Derudover vil jeg understrege, at den vilde fantasi og det skrøbelige sind, jeg er udstyret med, ikke kun er en lidelse. Det er jo også forbundet med en særlig indsigt. Medaljen har jo som sagt to sider. Og den særlige indsigt giver mig indlevelsesevne, nogle ekstra strenge at spille på. Det er selvsagt noget, jeg har brug for som forfatter - at kunne leve mig ind i situationer."

Interviewet med Ib Michael er taget fra Rasmus Nejst Jensen: 'Angsten i kunsten - ti kunstnere fortæller', der udgives på PsykiatriFondens Forlag 2008 224 sider, 295 kr. Udkommer i dag

I bogen interviewes udover Ib Michael, Michael Kvium, Naja Marie Aidt, Kirsten Thorup, Henrik Nordbrandt, Cathrine Raben Davidsen, Peter Høeg, Ghita Nørby, Jørgen Leth og Katrine Gislinge.