Det er en usædvanlig dejlig juniaften i København, da Information mødes til en snak med Christoffer Gertz Bech og Thomas Boston. Byen nærmest fræser af liv; studentervogne, fodboldfans og almindelig solbeskinnet løssluppenhed danner en summende ramme under mødet, til gavn for humøret, men også til stor fare for den kritiske sans.
Skulle der nogensinde være en anledning til at sovse en artikel ind i tyktflydende højskolepoesi, så skulle det netop være denne. Sådan noget i stil med: Solen aer mig nænsomt på kinden, og bladene rasler en fin melodi. Jeg er glad.
Derfor er det nok ikke så dumt, at mødet har et prosaisk emne, der kan holde de mest floromvundne gloser fra porten. Og så alligevel. De to er medlemmer af Det Danske Absintselskab, et meget lille og ganske eksklusivt forum for dyrkelse af interessen for den klassiske schweiziske brændevin. At der ikke er tale om en forening i traditionel dansk forstand, er i sig selv en del af tanken bag selskabet.
Christoffer fortæller:
»Hvis man siger forening, så lyder det jo som noget med girokort og generalforsamlinger, og det er det overhovedet ikke. Vi er nogle stykker, der er blevet fascineret af denne drik, og vi er ikke ret mange. Vi er snarere tværtimod, en smule elitære og eksklusive, og vi har ikke noget folkeoplysende sigte.«
Thomas tilføjer:
»Snarere folkeopdragende.«
- Er der som sådan noget elitært ved at gå op i og drikke absint?
»Nej, det er ikke i sig selv elitært, selv om det er klart, at det er ret eksklusivt at mødes i et selskab og samle på hundrede år gamle flasker. Det er jo fordi, det er en æstetisk tilgang, vi har valgt, og også derfor det ikke er Dansk Guldøl Selskab, vi mødes i.«
Christoffer: »Der er også den side af det, at det er en myteomspunden drik, og det gør, at der er en masse misvisende oplysninger, der cirkulerer. Vi kan lide det, for hvad det er, og vil da gerne øge kendskabet til absint, men vi vil helst fremlægge oplysningerne, og så kan de, som har det som os, gå fuldt ind i det, og vi kan mødes om en fælles interesse.«
Thomas: »Det er jo ikke fordi, vi er i opposition til folket. Vi er i opposition til den dårlige smag, forfladigelse, og til ikke at give sig tid til at være menneske.«
Christoffer: »Når talen falder på alkohol, så er vi i opposition til shot-kulturen.«
Som at røre mayonnaise
Mens vi taler, lyder der en fin klukken iblandt os. Det stammer fra et lille forsølvet bæger, som er placeret oven på et håndblæst glas, og som ved hjælp af en sindrig konstruktion drypper isvand ned i et glas med absint. Formålet er at skabe den rette langsomme emulsion, som legerer drikken og gør den 'skyet'. Det er næsten som at røre mayonnaise. Alt afhængig af, om det er en klar eller grønlig absint, bliver den så mælkehvid eller lysegrøn. Alle de farlige tricks med at sætte ild til eller tilsætte brændende sukker hører ingen steder hjemme ifølge selskabet, som heller ikke anbefaler at drikke det rent.
Thomas forklarer:
»Selv om det er en meget stærk alkohol, så drikker man den opblandet, så det ikke er meget stærkere end et glas vin, så mere dæmonisk er det altså ikke. I virkeligheden er vi interesserede i at vise den magi og den mystik, der findes om absint, men også at få afdæmoniseret den og få den tilbage på smagsløgene,« siger han.
Der er stor forskel på, hvordan entusiaster nyder absinten i Danmark i dag, og hvordan den blev drukket i Schweiz og Frankrig for hundrede år siden - dengang den var en hverdagsdrik på caféer i Frankrig, og hvor udtrykket 'den grønne time' blev brugt om den periode tidligt på aftenen, hvor mændene fik en enkelt absint, før de gik hjem til middag. En rolle som pastis fuldstændig har overtaget, efter at absint blev forbudt i Frankrig i 1915.
At en lille gruppe danskere i dag har fattet interesse for kulturen omkring 'den grønne fe' som drikken også kaldes, er dog mere motiveret af det historiske samspil mellem kunstnere og absint, og er et symptom på en tilbagestræben til et gammeldags ideal om fordybelse og dedikation.
Thomas fortæller:
»Vi mødes jo ikke kun på grund af absinten, men også for at omgås folk som har en særlig interesse i at blive opslugt af det, de laver, dedikerede folk som så at sige går et par skridt tilbage. Om det så er burleske drag-artister eller avantgardemusikere, så er det dedikationen, der er fælles. Så absinten er bare én del af en kulturel stræben og en drik, vi mødes om og er glade for.«
Christoffer uddyber:
»De, som rent faktisk gider bruge en masse tid på den samme interesse som os, er en broget skare af smådekadente romantikere som på en eller anden måde er på bølgelængde med hinanden. Det er noget, der kan fornemmes. Det er et perfekt område at mødes på.«
Absint på nettet
Paradoksalt nok er interessen for absintkulturen blevet fodret gennem noget så uromantisk og moderne som internettet, for både drikkens tilgængelighed og informationerne om den er i høj grad betinget af muligheden for at komme i kontakt med ligesindede i andre egne af verden. Det er også gennem debatfora at medlemmerne af selskabet har mødt hinanden.
Christoffer: »Internettet har gjort meget for absinten, og en af grundene til, at vi kan sidde og nyde dette glas, er at de producenter, som har været vigtige for at genopdage de gamle opskrifter og udveksle erfaringer, har fået en mulighed for at udveksle erfaringer over hele verden. Det er blevet lettere at skille skæg fra snot. Det er sjovt, at de moderne teknologier, der kan give os charterrejser til månen og personlige robotter, samtidig kan udnyttes til at tage et kvalificeret skridt tilbage i den kulturelle tid.«
Thomas: »Og først og fremmest smager det jo fantastisk! Smagen står i centrum i vores tilgang til absint.«
Mens solen rødmer over Rosenborgs mure (undskyld!), støder flere bekendte til selskabet, og samtalen begynder at dreje sig om erfaringer med korsang i københavnske slotskældre og anekdoter fra den hedengangne Wagner-spillende Tannhäuser Bar. Vi slukker diktafonen og løfter glasset.
En gudedrik for små djævle....
Jeg var lige ved at kvæles i min proletariske morgen vodka; da jeg med mine plebejiske ben oppe på bordet, glasset imod mine sprukne arbejder læber, og avisen i den beskidte næve, fik tværet artiklen: ”Ud i det grønne med den grønne fe” godt, og grundigt ind i sjælens inderste kammer. Her var en gruppe unge mennesker, i opposition til den dårlige smag. De opfatter sig selv som: eksklusive; elitære; smådekadente romantikere; dedikerede og kulturel stræbende! Det var fandeme en mundfuld, og jeg snuppede selv et glas til, at den bedste russiske kartoffeljuice, for at få perspektivet tilbage i normal optik. Og alt dette kunne rummes i et glas absint. Ak ja men der var bare ikke meget i glasset – for selvom jeg nærlæste artiklen to gange, kunne jeg ikke få øje på, hvorfor de unge mennesker var så eksklusive, der var heller ingen eksempler på den kulturelle stræben. Tilbage blev en tom facade, og nogle eksklusive tosser, der ikke kunne drikke et glas absint uden, denne tomme ramme omkring sig. Der er for meget pigeværelse romantik over disse mennesker, efter min smag, men jeg takker dem af mit ganske hjerte, for nu har jeg besluttede at jeg vil læse: Venedikt Jerofejev og Charles Bukowski resten af sommeren; så jeg kan få svedet enhver dråbe absint ud af systemet, som må have lejrede sig der, under denne morgens pinefulde læsning.
Til sidst vil jeg spørge: ”Hører denne form for, identitets journalistik for gymnasieelever, ikke hjemme i de frelstes egen sprøjte: Weekendavisen?
PS:Ærgerlig at disse eksklusive godtfolk mener; at brændende sukker, og absint ingen steder hører hjemme. Det afskærer dem nemlig fra at samle på absint skeer (de glimter og glitter så pændt); som de så kunne betone det eksklusive i – i forhold til Brians samling af samfundshjælpere. Og hvor Brian må nøjes med en ”Stauning” samfundshjælper når det går højt, så kunne de eksklusive excellere, med en absint ske designet af Toulouse Lautrec; i ved ham med den eksklusive store pik! (SE:http://www.oxygenee.com/absinthe-antique/lautrec.html)
Kære Claus Oreskov
Vi er meget glade for at vore sommerartikler, som ellers ikke er sigtet mod at være udpræget kontroversielle, kan afføde så stærke reaktioner hos læserne. Jeg vil dertil oplyse at de to interviewde herrer skam begge er aktivt intersserede og udøvende i litteratur- og kunstmiljøet, men interviewet drejer sig nu engang om absinten.
Det er i øvrigt glædeligt at høre om din interesse for vodka, som er en meget overset brændevin her til lands. Skulle du være begavet med en særlig viden om emnet, eller blot en mere systematisk interesse, er du mere end velkommen til at kontakte undertegnede med forslag til vores dækning af emnet.
Spiritusanmelder
Espen Fyhrie
"Jeg vil dertil oplyse at de to interviewde herrer skam begge er aktivt intersserede og udøvende i litteratur- og kunstmiljøet"
Skål, Claus ;-)
Hm, jamen russisk kartoffeljuice er faktisk den drik, der hører hjemme på vores breddegrader, kulturhistorisk set. Jeg hørte engang et interview med en etnolog, der kunne berette, at vi her i Norden, samt i Tyskland og i Storbrittanien ligger i, hvad han kaldte "vodkabæltet", dvs russerne drikker vodka og vi andre har historisk set delt lignende måder at fremstille og nyde alkohol på, i Danmark og Tyskland snaps og i Storbrittanien whiskey og gin. Hvis man tager længere sydpå, drager man ud af vodkabæltet og når til de områder, hvor det i stedet er vin, der er kendetegnende for "drukkulturen". Absint er i den sammenhæng en kulturhistorisk parentes.
I artiklen står der at absint blev forbudt i Frankrig i 1915. I året 1976 fik jrg mit først glas absint i en studenterhybel i Paris. Absinten blev skænket op i et dagligdagsglas og spæddet op med Vittel (vand på plastflaske). Årsagen var den at min svoger der er franskmand var og er af den opfattelse at absint er godt for helbredet. Svogeren er overbevist om at den hjælper på fordøjelsen. Så til et hvert ordentligt måltid hører der et glas afsluttende absint til spæddet op med vand.
Senere mødte jeg en nydelig kvinde fra Argentina der er skuespilerinde. Hun drak også absint efter maden spæddet op med vand.
Artiklen beskæftiger sig ikke med dette forhold at absint drikkes efter indtagelse af dagens hovedmåltid. Det er beklageligt.
Som det er med brændevin og vodka findes absint naturligvis i forskellige kvaliteter. Af disse vidt forskellige smagsnuancer har jeg smagt enkelte hvorom man kan sige at de har været djævelseke ud i den forstand at det kan komme til at snurre ret så lystigt i øverste etage som så kan brede sig til resten af kroppen, og ved indtagelse i et tilstrækkeligt omfang men dog passende, kan verden blive et umådeligt dejligt sted at være til stede i. Den kan i rette selskab blive til genstand til megen dialog. Min erfaaring er dog at den samme virkning opnåes ved en tilpas indtagelse af rom fra cuba omend denne rom ikke er djævelsk men forførende, hvad jeg ikke vil sige absinten er.
Glemte:
Jeg synes da at de unge mænd skulle prøve at smage rom fra Cuba. Det er altså bare vidundeligt.
Jeg finder det glædeligt at de unge mænd kan smage forskel på absint og shots.
Jeg har da drukket absint, i shot-form.
@ Espen Fyhrie. Har svaret dig på din private e-post, her på avisen. Håber du få det!
@ Vibeke Nielsen. Tak for oplysningerne om ”Vodkabæltet”, det er voldsomt interessant, især fordi et sådan kulturmønstrer, går på tværs af sprog og landegrænser!
Medens snakken er om vodka, så er her en lille sovjetisk vits om denne drik!
Den sovjetiske partichef Leonid Bresjnev er lige død. I helvede møder han Nikolaj 2, den sidste tsar i Rusland. Nikolaj spørger Bresjnev:
”Er det hellige Rusland stadig en stormagt?”
Bresjnev: ”Ja, det er det”.
”Og har Rusland stædig en stor hær?”
”Ja”.
”Og en stolt marine?”
”Ja”.
”Og landet strækker sig stadig fra Østersøen til Stillehavet?”
”Ja vist”.
”Er kvinderne stædig de flotteste i verden?”
”Kan slet ikke diskuteres”.
”Drikker folk stadig vodka?”
Bresjnev nikker bekræftende”.
”Og vodkaen holder stadig 38 procent?”
”Nej 40,” siger Bresjnev.
Da udbryder Nikolaj: ” Nå så fortæl mig da, var det virkelig nødvendig med den revolution for disse to procent?”
@Claus Oreskov: Absintskeer er IKKE beregnet til at brænde sukker på. Man lagde sukker på skeen og lod iskoldt vand dryppe ned over det, så det blev opløst - man satte IKKE ild til, det er et moderne ritual, opfundet i Tjekkiet som et smart marketingtrick over for turister, der syntes at sådan noget var cool. Om man så overhovedet vil have sukker i, er en smagssag, ganske som det var tilfældet i gamle dage. Selv har jeg ikke nogen videre sød tand, men jeg kender folk, der ikke kunne drømme om at drikke hverken te, kaffe eller absint uden massive mængder af sukker.
@Knud Larsen: Absint blev forbudt i 1915, men det betyder ikke, at produktionen blev indstillet - den fortsatte i Spanien samt som undergrundsvirksomhed, først og fremmest i Schweiz. Spændende at høre, at det også kunne dukke op i 70'ernes Paris! Traditionelt blev absint i øvrigt drukket som en aperitif, altså FØR dagens hovedmåltid, i det, man kaldte "den grønne time", når man fik fri fra arbejde og lige skulle nyde et glas, inden man kom hjem til mutter og kødgryderne. Men jeg må nu erklære mig enig med din franske svoger - jeg synes, at det er rigtig godt som en digestif EFTER måltidet. Det er også højst sandsynligt, at det er som sådan, den oprindelig var tænkt, før vanen med at drikke den som aperitif blev udbredt.
@Christoffer Gertz Bech. Jeg kan forstå at du skelner mellem autentisk absint og uautentisk – den du drikker er autentisk, og den turisterne er uautentisk.
Det, man får i Tjekkiet, er så afgjort uautentisk - det har intet overhovedet at gøre med den drik, man fik serveret, hvis man i 1800-tallet bad om en absint. Som regel er der ikke anis i, og i grelle tilfælde er der simpelt hen tale om, at man har ladet malurt trække i spiritus uden at gøre andet ved det. Resultatet kan kaldes en bitter eller en kryddersnaps, men har intet med absint at gøre. Det vil svare til, at man blander vodka og Ribena og sælger det under betegnelsen vin.
@Christoffer Gertz Bech. Hvis kun der uberørte, og ublandede produkt der er det autentiske, så frygter jeg, at der ikke er meget autentisk i denne verden!
Der er masser, der er autentisk, når det gælder absint, og det handler ikke om, at det er "uberørt" eller "ublandt". Grundstammen er en drik, der er lavet på anis og malurt og dernæst destilleret. Derudover er der frit spil - der er fabrikanter, der har tilsat kanel, appelsinskræl, nelliker, hibiscusblomster, morgenfrue og alt muligt andet, noget smager godt, andet - efter min egen mening - rædderligt, men det er alt sammen autentisk absint, for så vidt som udgangspunktet er en anis/malurtdrik. Det, man typisk får i Tjekkiet, er en helt anden type drik - de har bare fundet ud, at fulde turister er villige til at betale det tidobbelte for alt, hvad der står "absint" på. Det kan de så grine over hele vejen til banken.
Absint ER en kryddersnaps. Det kan godt være, at det lyder finere at kalde absint "autentisk", men i bund og grund er der tale om brændevin med smagstilsætning. Alkoholen er altså ikke brygget på hverken anis eller malurt, men på det som vodka og snaps brygges på, nemlig korn eller kartofler. Vi er stadig ikke inde i den fine franske køkkenhave, men ude på de grovere og bondske marker, når det drejer sig om "grundstoffet".
Absint fra en fabrik er ikke mere autentisk end porsesnaps eller Vodka Kurant fra en fabrik, uanset om den fabrik ligger i Schweiz, i Tjekkiet eller i Ålborg. Men fabrikkens ejere kan grine hele vejen til banken, når det lykkes dem at brande et produkt som særligt udsøgt og "autentisk". Så stiger priserne nemlig.
Ærligt sagt - jeg synes det her dufter langt væk af krukkeri for mænd.
Hej Vibeke,
Jeg savner referencer, da ovenstående mildt sagt er ukorrekt. Har du overhovedet undersøgt vores referencer og artikler?
Auutentisk absint kan vi (dette er et forslag) tale om i to grader:
1) autentisk fremstillet absint, dvs. DESTILLAT af urterne (havemalurt, grøn anis og mestendels fenikel) med evt. efterfølgende infusion. Det var uomtvisteligt sådan det blev lavet
2) oveni dette forsøg på at rekreere historisk absint med f.eks. gamle remedier og opskrifter, her er en hurtig (og godkendt) indføring:
http://www.youtube.com/watch?v=y5aeNxd_z_c
Og ja, hvis man har gjort sig denne umage, hvorfor ikke gøre kunderne opmærksom på det? For det ER da et salgsparameter når man ikke - som tjekkerne - har lavet malurt-snaps (hvilket er det du taler om). Malurt snaps er typisk lavet med Artimisia maritima (strandmalurt) hvor absint er lavet med Artimisia absinthium (malurt=absinthe på fransk), A. absinthium er så vanvittigt bitter at et lille blad er nok til at spolere smagssansen i 30 minutter. Jeg har prøvet ekstrakter og det er udrikkeligt - for mit vedkommende da.
Mht. alkoholen, benyttes enten kemisk fremstillet alkohol eller alkohol baseret på druer, som f.eks. til grappa. Vinalkohol var hvad der blev benyttet til de finere absinter dengang. Idag er der visse der har modstand mod vinalkohol, da de mener for mange smagsstoffer introduceres. Jeg har smagt gode resultater med begge dele.
Jeg kan fortælle dig at vi har besøgt adskillige destillerier i hhv. Schweiz og Frankrig (Combier, Pernot, Guy, P´tite/Persoz, Bovet, Artimisia/Bugnon, Erleibnis/Matter mfl.). mange af disse destillerier er nok ret langt fra man vil kalde en fabrik, mange steder er der tale om et større omdannet bryggers.
Mht. det du kalder "Krukkeriet for mænd", vi har boet fire dage på et distilleri i Schweiz hvor det er en kvinde (Gaudentia Persoz) der fremstiller absinten, Schweiz (arnestedet for absinten) har iøvrigt meget strikte regler for hvad der må sælges som absint med rødder i dokumenteret historie. Kvindelige fanatikere har vi endnu ikke set, men interessen er stigende og er man interesseret/dedikeret nok kan man henvende sig uanset køn.
Jeg ved ikke hvorfor snaps og vodka partout skal blandes ind i det her. Skal man sammenligne en kendt spiritus med absint, må det blive Gin. Vi har iøvrigt god kontakt til www.ginologist.com hvor man også kan lære lidt
Mht. urterne og markerne, ja, stor produktionen er i og omkring destillerierne. Sådanne steder har vi OGSÅ besøgt - du kan se fotos på vores Facebook side. Det er korrekt at de ofte ligger i landlige (og meget smukke omgivelser), men det er også kendt at der laves absint i mikroskala.
Jeg synes ærligt talt indlægget virker som debat for debattens skyld. Kom med et par refercence
Mht. kvaliteten af produkterne: jeg/vi har smagt ca. 300 slags absint inkl. absinter fra forrige århundrede, nye prototyper, moderne "crapsint". Vi har ofte gjort dette i selskab med alt fra novicer til garvede absintdrikkere, ja, sågar med destillatørerne selv. Min dommer er primært tungen og den kan udmærket smage forskel på en ægte absint og et eller andet brandet ekstrakt.
På Bliss i København, haves ca. 20 forskellige kvalitetsabsinter men også et to tjekkiske som dog kun kan prøves ganske gratis til skræk og advarsel
www.absinthium.dk
www.oxygenee.com
www.museeabsinthe.com
www.thujone.info
For mig må Absint absolut siges at være den mest interessante spiritus. Ikke alene på grund af den gode smag eller den høje alkoholprocent, men på baggrund af dens myter og spændende historie. Dertil kommer den oplevelse man får når man indtager drinken. Der kræves en del tålmodighed når man tilsætter vand for at få den helt rigtige emulsion og dermed frembringer smagen af de afbalancerede urter der giver dig en forfriskende fornemmelse på en varm sommerdag eller en kold vinteraften modsat for eksempel vodka der drikkes rent og er skabt til at brænde de sidste smagsløg væk.
For dem der endnu ikke har prøvet den gode Absint fra Schweiz og Frankrig, men har et forvrænget forhold til det skabt af en druktur til Prag der er endt galt kan jeg kun anbefale at prøve det igen, men denne gang på den rigtige måde med det rette element. Vand ikke ild.
@Vibeke: Det er ganske korrekt, at alkoholen ikke er brygget på anis eller malurt. Som Thomas er inde på, kommer destillationen ind i billedet senere i processen - nemlig EFTER at man har ladet urterne trække i stærk alkohol. En klassisk kryddersnaps, som vor mor laver den hjemme på køkkenbordet, har ikke dette trin - den er simpelt hen en infusion af urter (hvilket der ikke er noget galt i - det er bare en anden proces). Hele fremstillingsprocessen er beskrevet i detaljer her: http://www.oxygenee.com/absinthe-distillation.html
Nu er betegnelsen "kryddersnaps" selvfølgelig ikke fuldstændig nitte- og nagelfast defineret, og det er måske rimeligt nok at lade den omfatte en sådan type destilleret urtebrændevin - men der er, som Thomas nævner, en verden til forskel, når det handler om malurt, om man gør det ene eller det andet.
Jeg synes det er et rigtig spændende emne og jeg har sådan set kun to anker mod artiklen:
For det første synes jeg at det er ærgeligt at artiklen skøjter let henover absintens smagsnuancer og andre tekniske kvaliteter, og istedet har så stort fokus på absintentusiasterne. Dette bliver dog heldigvis rettet op på her i kommentarsporet hvor de uddybbende svar giver en den manglende tekniske opklaring.
For det andet synes jeg at kommentaren omkring guldøl er en urimelig kritik. Guldøl, som ifølge den danske hverdagskategori indbefatter størstedelen af alle kvalitetsøl, er bestemt også en æstetisk nydelse, også selvom kulturen er en noget anden. I modsætning til den elitære konstruktion omkring absinten er det dog netop mikrobryggerier, private brygge og andre decentrale initiativer der sikrer et fortsat mere nuanceret øl-landskab.
- Ud fra denne betragtning kunne man vel spørge om ikke absint-produktionen ville nyde godt af samme slags decentrale kultur?
En forskel er dog nok også at absint i forvejen er forblevet mere skjult og ikke i samme grad er blevet forpestet af kommerciel monokultur.
Vedrørende absint, og smagsnuancer
Det vil så kunne glæde dig, Rasmus Clemmensen, at der i morgendagens udgave af Informations spiritusklumme Alt Over Sytten er prøvesmagt tre forskellige absint, som alle er tilgængelige på det danske marked.
Spiritusanmelder
Espen Fyhrie
Hej Rasmus,
Det er et bevidst sigte fra Informations side at artiklen skulle fokusere på passionen og tilgangen. Der har været lignende artikler i andre aviser (kan googles)
Vi kan snakke herfra og til Grækenland omkring nuancerne i absint og fremstillingsmetoder. Dette er så afgjort spændende, men vi har et par artikler på websitet (www.absinthium.dk) der giver denne indføring. Vil man gå videre er der et par gode referencer. Om Information vil udvide serien med en artikel om absinten set ud fra goumet´ens perspektiv vides ikke, men vi vil være behjælpelige hvis og såfremt...
Beklager kommentaren om Guldøl. Jeg er stor tilhænger af gode stærke øller og udtalelsen refererede nok til de mere slemme af slagsen. Dansk Bolcheshot entusiaster havde nok været mere passende, men hey, stort set alt man fordyber sig i kan jo afsløre fantastiske sider. At drikke sprut så hurtigt som muligt uden at smage på det hører dog en anden tid og fatteevne til. Det er ikke så skidt at være blevet ældre...
Mht. øl. Danske Ølentusiaster er jo et godt eksempel på en dedikeret tilgang. We likey. God sluttelig pointe du har, både med decentral kultur hos nydere såvel som producenter. Mønstrene er faktisk meget ens set i relation til "øl-eventyret" og jeg tror vi vil se lignende udvikling.:
Der er er sjovt nok mange pendanter når man ser på udviklingen i mikrobryggerier kontra absintdistillerier der i mange tilfælde også må betegnes som minimikro.
- Interessen for absint vil stige et stykke endnu
- absint vil være omgærdet af historie og tabu som del af markedsføringen
- bartenderne vil bruge denne "nye" ingridiens i cocktails, da de har brug for fornyelse
- flere vil gå i dybden med hvad det er
- flere producenter vil komme til
- derfor vil flere producenter gå under når pris/kvalitet når et niveau. Ligenu er det dyrt i indkøb, hvilket er en begrænsning set fra barernes side.
- drikken vil få over til at være en drik på linie med anis/pastis med et ekstra twist
-who knows what
Selskabets formål har i stor stil været at få introduceret ordentlig absint i DK og få skabt lidt omtale i et regi der hylder historien uden at gå på kompromis med det saglige. Vores tilgang har været at etablere en pol der stod i opposition til brændende shots og turisthistorier. Samtidig vill vi hylde kvaliteten i alle aspekter og har i en vis grad være filantropiske i form af perifer deltagelse ved forskellige arrangementer der har været "i ånden"
På et år har vi nået meget. 20 top absinter i DK, en dedikeret absintbar, adskillige arrangementer og en stigende interesse. Decentraliseringen er det næste skridt og det ser vi allerede nu.
- Bartenderne tager det til sig, vi har set flere barer der er gået igang (vi "auditerer" gerne)
- Vinhandlerne tager det til sig
- Journalisterne er interesserede
- Facebookgrupper mv. opstår
- fra barerne ved vi der kommer flere dedikerede absintdrikkeren og ofte ser man at folk sidder meget hverdagsagtigt omkring fontænen og nyder et glas
- og andre end os begynder at skrive om det. Se bare her:
http://spisdrik.blogspot.com/2010/06/syv-kys-fra-den-grnne-fe.html
Så det du efterlyser er ved at ske, vil jeg mene. Vi skulle bare sparke ruden ind. Vi vil fortsat forsøge at fordybe os og være i udkanten, men fokus ligger nok på at lave rammer for/ved diverse events.
Nuanceringen i absint-landskabet er så absolut også i udvikling. Senest har frankrig droppet de regler de havde omkring fennikel/fenchon-indhold. Dette vil nok betyde vi ser flere historisk reproduktioner fra den kant. I Val des Travers forsøger man at få eneret på betegnelsen absinthe og fee verte hvilket har givet en del tandgnidsel. Så orkja der foregår noget derude!
Tak for indlægget.
@Esben: hvor pudsigt. ja så fik vi den del afklaret ;)
@Knud: Mht indtagelse før/under/efter/uden maden
Vi har sådan set ikke beskæftiget os meget med hvornår man bør drikke absint.
Mit svar er :
(Næsten altid) Når man har lyst.
Mange spiritousa er blevet benævnt at være godt for fordøjelsen, fodomløbet, kærlighedslivet etc. Jeg synes det vil være forkert at "låse" opfattelsen. Personligt drikker jeg helst ikke inden et måltid og kun sjældent under. Jeg holder af at drikke absint med blodsukker til ;)
Til mad/spise synes jeg ikke absint fungerer overdrevent godt, f.eks. som chips og øl. Samgsnuancerne har det med at udslette hinanden. Er der tale om "lyse" retter med f.eks. fisk, kylling eller visse desserter fungerer det udmærket.
Jeg har forsøgt mig med både absint-saucer (hvid sauce tilsmagt med absint og absint-glace til desserter (nej, mærket er ikke ligegyldigt). Det er spøjst, underligt, sært velgørende.
Ovenstående er, naturligvis, en smagssag.
PS. Skal vi have tema herom må Brdr. Price eller Noma jo lige maile, det kunne være sjovt at se hvad kokkene får ud af denne "nye" substans ;)
Se også:
http://www.information.dk/239441
http://www.information.dk/239864
Uanset hvad så er det en dejlig drink som jeg har nydt siden første gang jeg prøvede den i Tjekkiet for snart 10 år siden. godt at se den er blevet mere kendt herhjemme, så den er til at få fat i.
skål og god sommer :)