Stor vovehals, stor krukke

En indadvendt nation, selvglad, selvgod, selvforherligende og lummert hyklerisk.

Er der nogen, der kender sådan én? Det gjorde Georg Brandes. Og det var den, han gik i kamp mod, da han den 3. november 1871 i auditorium 7 i Universitetets Hovedbygning på Frue Plads holdt den første af sine forelæsninger med titlen Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur.

Forelæsningerne var et brag, der rystede klunkehjemmene. Efter det rædselsfulde krigsnederlag til Prøjsen og Østrig i 1864 havde dansk borgerskab trukket en nathue over sig og fæstnet den med bånd af fortrøstning til kongehus, præstestand og officerskorps. Og så stillede denne gavflab sig op og flåede i huen og dens bånd, mens han sagde de frygteligste ting.

Med sine ord ønskede Georg Brandes at vække sine tilhørere til det moderne livs vilkår, sådan som de blev blotlagt i den europæiske litteratur. Dermed startede han en rasende dansk kulturkamp, der snart flød sammen med landets politiske kamp mellem højre og venstre. Efter 30 år så kampen ud til at finde en slags afgørelse: Systemskiftet i 1901, hvor Venstre-sejren også indebar, at Brandes fik det universitetsprofessorat, hans fjender havde spærret ham vejen for. Lyse tider forude, oplyste tider, troede frisindets forkæmpere.

Så kom Verdenskrigen i 1914. Fire års sanseløse myrderier efterlod fremtids-troen blandt kadaverne. Bagstræbet tog over, siden fulgte fascisme, kommunisme og nazisme. Men Brandes havde tændt et lys, der gennem mørket blev båret videre af disciple som Poul Henningsen. Og igen, fra slutningen af 1960'erne, så det ud til, at Brandes-ideer om fri kritik, åbenhed, oplysning og humanisme satte den danske dagsorden.

Nå ja, så var der lige et valg i 2001, som det sejrende Dansk Folkepartis ideolog Søren Krarup ynder at omtale som et nyt 'systemskifte'. Dermed mener han en tilbagerulning til tiden før det første systemskifte i 1901. Og dermed - hvad den historisk bevidste Søren Krarup er opsat på - en revanche mod Georg Brandes og 'nedbryden af den danske folkesjæl og kristne arv'.

Georg Brandes er den dag i dag så levende, at hans fjender ønsker at slå ham ihjel. Igen og igen.

Denne markante skikkelse har forfatteren Jørgen Knudsen i årene 1985-2005 skrevet intet mindre end fem berømmede bind biografi om. Nu trumfer Jørgen Knudsen ved den bedrift at få dem skrevet sammen i et enkelt, overskueligt, slagkraftigt, medrivende bogværk på 648 sider. Jørgen Knudsen er tæt på sit 83. år. Georg Brandes var produktiv helt frem til sin død som 85-årig i 1927. Som læser konstaterer man: Den ene olding portrætterer den anden så levende, så livligt, så livfuldt, at ungdommens kilde flyder med tryksværten over siderne. Man sidder bevæget, med en klump i halsen.

Selvspejlingen

Georg Brandes havde det med at spejle sig selv, når han skrev sine biografier af store skikkelser. Iblandt dem: Holberg, Shakespeare, Goethe, Voltaire. Her er, hvad Brandes skrev om den tyske arbejderfører Ferdinand Lassalle, der døde i en duel i 1864:

"Hans brændende kærlighed til videnskab og kundskab, hans tørst efter retfærdighed og sandhed, hans begejstring, hans ubændige selvfølelse, hans dybe forfængelighed, hans mod, hans magtglæde: Alt havde den samme flammende og fortærende karakter. (...) En fakkelbærer, der gerne stillede sig selv i fuld belysning ved skæret af den fakkel, hvormed han bragte klarhed - grand oseur et grand poseur." - Stor vovehals og stor krukke.

Lige præcis hér skærer Jørgen Knudsen ind med ordene:

"Så kommer vi næppe selvportrættet nærmere!"

Knudsen synes selv klart bevidst om faren for at ende med at skitse sit eget billede, og han undgår den ved jævnligt at lægge Brandes i fremkaldervæske af syrligt vid. "Vor helt" kalder han ham lejlighedsvis.

Men stor er Brandes unægteligt. En af de største, vort land har frembragt. Han fik ikke overraskende profetens skæbne: Miskendt af sine egne.

Ingen dansker er offentligt blevet svinet til som Brandes. Alt blev brugt: Hans etniske oprindelse, hans kønsliv, hans fremtoning, hans personlige vaner.

Brandes fornægtede selv, at hans jødiske herkomst spillede en rolle for hans virke. Det var et forsøg på at dække sig og vel også for at fremhæve, at det var ophavet som europæer og dansker, der var afgørende. Alligevel står det indlysende, at den jødiske baggrund betød noget. Den gav Brandes et ståsted uden for danskheden, hvorfra han kunne betragte danskheden, skarpere og med større overblik end de, der bare var omsluttet af den.

I sin europæiske samtid var Brandes knyttet til alle betydende gennembruds-kræfter - og han knyttede dem til hinanden. En netværker, med snor i Ibsen, Bjørnson, Strindberg, G.B. Shaw, Zola, Freud, Zweig, Nietz-sche, brødrene Mann. Fran-krigs redningsmand under Første Verdenskrig, den republikanske tiger Georges Clemenceau, blev en nær åndsfælle, som Brandes var på hyppige Karlsbad-kur-ophold med, indtil de to ragede uklar over Verdenskrigen, fordi Brandes nægtede at holde med nogen af de kæmpende parter. Han fastholdt sin neutralitet som en afvisning af krigens afskyelighed. De mange intellektuelle, som lod sig lokke med på propagandaen, måtte siden beskæmmet indrømme hans klarsyn.

Apropos ordet 'intellektuelle': Det er ét, som Brandes har indført i det danske sprog. Sammen med 'frisind' og 'ildhu'.

Sin frisindede ildhu kastede Brandes også ind på de danske sønderjyders sag under det prøjsiske regimente. Det var en sag, som hans avis Politiken og hans politiker-bror Edvard ikke havde lyst til at røre - af skræk for den magtfulde militærmagt i syd.

Alt i alt: Ærefrygt for Brandes - og for Knudsen.