Grebet er lige så enkelt som genialt: At følge en bevidsthed i al sin sansekonkrete og livsnære banalitet, men lade denne banalitet gennemlyse af, at i bevidsthedens periferi er nogen død eller ved at dø.
I fem historier skildres den samme berlinske kvinde, Alice, midt i sin upåfaldende gøren og laden. Det er livets små detaljer og stemninger: en kop kaffe i et papkrus, tømmermænd ved Gardasøen, lidt for høje hæle til en gåtur i Berlin. Det er skrevet i korte, slankede hovedsætninger. Men hver sætning er magisk og røntgenagtigt gennemstrålet, fordi mens alt det upåfaldende sker, er der en mand, der dør. Eller en mand, der er død.
Fem døde
I fem noveller er der hver sin mand, der dør eller er død fra Alice. Novellerne er opkaldt efter mændene: »Micha«, »Conrad«, »Richard«, »Malte«, »Raymond«. Mænd, som er mere eller mindre centrale i Alices liv.
En gammel kæreste ligger og dør på et provinshospital, mens Alice har indlogeret sig i nærheden med hans kone og barn: »Barnet var vidunderligt«, står der om det nøgne barn under et bleskift, og i Hermanns enkle sprog bliver en sådan sætning en fuldkommen usentimental og nøgtern konstatering, men så meget desto stærkere.
En ældre ven viser sig fra den ene dag til den anden at være døende, da Alice ankommer med et par rejsekammerater til hans hus ved Gardasøen. Efter at have besøgt ham på hospitalet stikker Alice hånden dybt ned i fryseboksen på en tankstation og fisker en papirindpakket is op af en forreven papkasse. Imens, skal det vise sig, dør Conrad: »Mens. At tænke sig at det var mens.«
En mand ligger bevidstløs i sin berlinerlejlighed en sommerlørdag og forventes at dø inden for et døgn, Alice er på vej med cigaretter og vand til hans vågende kvinde:
»Alice gik med hænderne i den alt for varme jakkes lommer, i lommerne lå der småpenge, nøgler, en telefon, en gammel biografbillet, bolsjepapir.«
En ung homoseksuel mand tager sit liv i Kreuzberg i slutningen af 60'erne. 40 år senere går hans niece, Alice, gennem et regngråt Berlin i lidt for høje hæle for at møde hans gamle kæreste: »Dagen var så grå, at alt lyste, den orange skraldevogn, den gule postbil, den gyldne glorie bag morgenmadscaféernes duggede ruder.«
En mand er død, det er Alices mand. Hun rydder op i hans tøj: »Hun kendte nu engang denne bevægelse fra biografen og fra bøger: hun greb fat i den blå jakke med begge hænder, pressede næsen ind mod det bløde stof, og stoffet lugtede af lejligheden, af støv, af hjemme, af et bestemt vaskepulver og ellers ikke af noget.«
Vi er i en eksistenszone, hvor social identitet betyder meget lidt aldrig får vi at vide, hvilken klasse Alice tilhører, hvilken beskæftigelse hun har og for den sags skyld heller intet om, hvordan hun ser ud. 'Alice' bliver navnet for et bundt sanser og tanker og fornemmelser, lige dér hvor bevidsthed og verden møder hinanden, mens livet møder døden.
Præcist sagt
Judith Hermanns sætninger og situationer bliver hos én, badet som de er i dødsnærhedens lys.
Jeg vil ikke mere kunne tage forårets første dukkert i havet uden at høre den døde Conrads erindrede opfordring til Alice om at bade i den iskolde sø: »Du vil ikke fortryde det. Du vil aldrig fortryde det.« Som om døds- og dermed livsbevidstheden indfinder sig i dette 'aldrig'.
Jeg vil fremover elske regngråt byvejr, fordi det får alle gule og røde genstande til at lyse. Jeg vil huske, hvordan sex kan trøste, når nogen er død: »Alice strakte sin hånd ud til ham, det var en blid bevægelse. Fordi hun vidste, at det ville blive den blideste bevægelse, rakte hun ham sin hånd så tydeligt som muligt. (...) Resten var rasende og rodet, brutalt.«
Fraværets forklarelse
Hvis man kan forestille sig en slags legering af Helle Helle og Christina Hesselholdt, så har man en idé om Judith Hermanns prosa. Sætningerne er korte og afpudsede som Helle Helles, men mættede med refleksion og dødsbevidsthed som Christina Hesselholdts. Eller som en prosa, både Hesselholdt og Hermann tydeligvis er inspirerede af: Virginia Woolfs.
Hvis jeg skulle nævne en litteraturhistorisk forgænger for Hermanns Alice, er det Woolfs Jacob's Room. Som Woolf forestiller sig Jacobs kollegieværelse, mens han er fraværende, mens han dør i krigen således forestiller Alice sig 'Maltes værelse', sin for længst afdøde onkels værelse i Kreuzberg. Et værelse, hvis genstande står og lyser af sin beboers radikale fravær. Ligesom genstande og stemninger i Hermanns bog generelt står og lyser af mændenes død.
Med disse noveller giver Hermann os bevidsthedsstrøm af stærkeste styrke; en dødsbevidsthedsstrøm, som elektrificerer livets små pulseringer, i sanserne, i tankerne, i tingene. Det er stor litterær kunst.