Kronik
Læsetid: 5 min.

Vi er nødt til at blive voksne

Lene Andersens store værk 'Baade Og' er global eksistentialisme, men det handler også om den enkelte
Lene Andersen. Forfatterens romanserie er et oplysningsprojekt, der beskriver, hvordan vi er havnet i 00'ernes suppedas, hvorfor vi bliver ved med at begå de samme fejl generation efter generation, og hvad der sker, hvis vi ikke bliver voksne.

Lene Andersen. Forfatterens romanserie er et oplysningsprojekt, der beskriver, hvordan vi er havnet i 00'ernes suppedas, hvorfor vi bliver ved med at begå de samme fejl generation efter generation, og hvad der sker, hvis vi ikke bliver voksne.

Lars Helsinghof Bæk

Kultur
17. december 2009

Hvordan skal der dog blive fred i verden, når I to ikke engang kan enes?, sagde min mor, når min bror og jeg sloges. Fem år gammel forstod jeg godt, hvad hun mente. Alligevel var jeg ikke i stand til at kontrollere mit temperament, men efterhånden som jeg voksede op, afløste skænderier slåskampe, og for mange år siden afløste frugtbare samtaler skænderierne.

Jeg blev voksen.

Og dog måske alligevel ikke helt.

For ifølge Cornelius Magnussen befinder jeg mig, sammen med resten af menneskeheden, i teenagealderen.

Hvem er så Cornelius Magnussen?

Han er hovedpersonen i Lene Andersens fede romanserie Baade-Og. Han sammenligner menneskehedens historie med individets historie, og ifølge ham er det på høje tid, at vi bliver voksne.

I dag, lørdag, har jeg netop afsluttet læsningen af Fredag, femte og sidste bind med undertitlen »Hva saa?« Den handler om de problemer, vi skal løse, hvis vi træffer det voksne valg at forvalte verden sådan, at vores efterkommere kan leve i den.

Seriens 4 første bind, Mandag, Tirsdag, Onsdag og Torsdag, handler om, hvordan vi er havnet i 00ernes suppedas, hvorfor vi bliver ved med at begå de samme fejl generation efter generation, og hvad der sker, hvis vi ikke bliver voksne.

Serien er et solidt oplysningsprojekt om menneskehedens historie, om evolutionen og bevidsthedshistorien. Og naturvidenskabelig og humanistisk forskning er strikket ind i fiktionen, i en samtale, hvor livsstilsjournalisten Tenna E. Rasmussen interviewer Cornelius Magnussen, tidligere tv-producer, nu patient på en psykiatrisk afdeling. I første omgang har hun planer om at lave et »Hvad blev der af ham?«-interview, men det udvikler sig til et femdagesmaraton, hvor han gør rede for resultatet af, at han i mange år har lukket sig inde og læst et hav af filosofiske, videnskabelige og skønlitterære værker. Resultatet er hans fortolkning af menneskehedens historie, fra vi blev født til i dag, hvor det er bydende nødvendigt for os at påtage os ansvaret for os selv som voksne mennesker, hvis vi altså vælger, at menneskeheden skal overleve global eksistentialisme, som Cornelius kalder det.

Det handler om komplekse problemer, som det kan være vanskeligt at forstå, men som vi er nødt til at sætte os ind i, hvis vi vil løse dem. Og der er kun os selv til at gøre det. Vi er nødt til at slippe vores pubertære trang til, at der kommer nogen og rydder op efter os, for det gør der ikke, som Cornelius siger hverken Gud, Allah eller Obama det, den sidste siger, er jo Yes we can. Ligesom Obama kommer Cornelius med flere forslag, som det er værd at tale med hinanden om, men han understreger, at vi netop skal tale om dem, at vi skal lære af hinanden, og at vi skal lære af historien. For vi skal skabe løsninger, som ikke skaber nye problemer. Og når vi diskuterer løsninger, skal vi ikke kun tænke enten-eller, men også mere eller mindre og både-og.

Det kræver, at vi bryder vores hjerner. Det er hårdt arbejde. Men det er også livet: Jeg tænker, altså er jeg.

Foragtscentrifuge

Og det kræver, at vi taler en ad gangen, tænker, før vi taler, og lytter, før vi svarer. Regler, vi lærer vores børn, men som de hver dag på tv kan opleve overtrådt i interview og debatter, som burde udfordre vores intelligens, men som appellerer til vores åndelige dovenskab. Vi falder for det, fordi det er det letteste og sjoveste. Fordi det giver handling, spænding, dramatik, identitet og tilhørsforhold. Vi hopper på mediekarrusellen og suges lige ind i det, som Cornelius Magnussen beskriver som en foragtcentrifuge, hvor vi slynges væk fra hinanden og fra det, der bør være vores fælles centrum: retssamfund, humanisme, pluralisme og demokrati.

Eftersom jeg synes, Baade-Og er så vigtigt et værk, var det en stor glæde i et tv-interview for nylig at høre Lykke Friis svar på spørgsmålet om, hvorvidt danskerne skulle skære ned på CO2-udledningen ved at lægge deres livsstil om eller ved at udvikle nye teknologier. Hendes svar var, at vi skulle gøre begge dele. Hun er jo et studeret menneske, måske endda voksen?

Cornelius giver os grund til at håbe, at også vi kan blive voksne: Hvis vi studerer evolutionen og lærer os selv at kende, så er der en masse ting, vi kan gøre lettere for os selv. Vi kan tage højde for, hvem vi er, og hvilke tilbøjeligheder vi slæber med os, og så kan vi indrette os på det og måske ligefrem kompensere for det.

>Lene Andersen har arbejdet på Baade-Og i 10 år. Den bygger på omfattende studier, og hun har fået hjælp af en række forskere, blandt andet på Niels Bohr-instituttet. På baade-og.dk ligger en gigantisk litteraturliste, og bøgerne er forsynet med omfattende registre, som man kan slå op i, når man skal finde ud af, hvor det nu var, der stod noget om et eller andet eller en eller anden.

Men man skal ikke lade sig skræmme: Lene Andersen er en glimrende formidler af svært, fagligt stof. Tenna stiller mange spørgsmål undervejs, hun gentager dem, og Cornelius indleder hver morgen med at høre hende i al den viden, som han har fodret hende med.

Baade-Og er, som man måske har gættet, inspireret af Kirkegaards Enten-Eller med dens mange fortællerlag.

Chief editor er Professor Pamfilia Severinsen, som i 2033 har vundet en gammel lap- top i et lotteri. På denne lå et manuskript af en Jesper Knallhatt, skrevet i 2001-2009. Dette manuskript har professoren redigeret sammen med sine studerende. Og det handler så om Tenna og Cornelius og om menneskehedens fremtidsudsigter her i 00erne.

Nemt og sjovt >

Det er vanskeligt læsestof, men det er også både nemt og sjovt. Og der er flere måder at gøre det på. Jeg har slugt dem fra ende til anden ligesom jeg ved, at Hilda Heick gjorde med i hvert fald den første; det citeres hun for på omslaget. På Bogmessen i Forum fortalte Steen Rasmussen (Wikke og Rasmussen), at han indimellem åbner den på en tilfældig side og sætter fingeren et tilfældigt sted. Sådan finder han altid sentenser, som fodrer hans hjerne. Og det er ikke kun Cornelius og Tenna, der kloger sig i Baade-Og. Siderne er dekoreret med citater fra økonomer, samfunds- og klimaforskere, filosoffer, forfattere og videnskabsmænd og Anders And.

Det skal være sjovt at blive klogere, står der på Det Andersenske Forlags hjemmeside; hun udgiver nemlig serien på eget forlag. På hjemmesiden kan man læse hele »Mandag« og få smagsprøver fra de andre bøger i serien. Også Jesper Knallhatt har hjemmeside med smagsprøver. Og så er der oprettet en debatforening, inspireret af Baade-Og. Den har hentet sit navn fra undertitlen på »Mandag«. Den hedder Hvad har vi gang i?

Det handler om hvordan syv milliarder mennesker kan skabe et ordentligt verdenssamfund. Og der er ingen færdige opskrifter.

Det vigtigste er at komme i gang. Hver især. Hvert individ, hver enkelt nation, hver økonomi og hvert fællesskab må selv finde ud af, hvor de kan gå i gang. Hvis de synes, det er vigtigt. Ellers må de jo lade være, siger Cornelius. For selv om det er global eksistentialisme, handler det også om hin enkelte.

Læs mere på: andersenske.dk, baade-og.dk, knallhatt.dk og hvadharvigangi.dk

Følg disse emner på mail

Dette er at have alt for stor tiltro til mennesket. Mennesket har aldrig, er ikke, og vil formodentlig aldrig blive et væsen, der primært er styret af fornuften (og dermed kærligheden).

Snarere vil det forblive et væsen, der primært er styret af to kræfter: et, liderligheden; to, den eksistentielle angst. Begge to synes hos flertallet at vinde over fornuften.

Kapitalismen i uskøn forening med demokratiet er det i historisk sammenhæng absolut mest befordrende setup til at undgå at finde det fornuftens mod, det er at turde tolerere frustrationen af disse kræfter.

Tak til Lene Andersen for et tankevækkende og frugtbart forsøg på at løfte debatten ud af den blindgyde, der hedder: Mennesket er af natur egoistisk og dyrisk (liderlighed og begærlighed).

En af de stærkeste drivkræfter bag menneskelige handlinger (ofte stærkere end de instinktive drifter) er behovet for social accept. Både i de snævre familiesammenhænge, de lidt større på arbejdspladsen og i de helt store samfundsmæssige sammenhænge.

Dette sociale behov kan både være en svøbe, når det bliver til bevidstløs konformitet og mode, men det kan også give håb om fremskridt, når det viser sig som omsorg, selvopofrelse og forsvar af fælles værdier.

Ligesom dette sociale instinkt er kommet sent til arten i et evolutionsmæssigt perspektiv, er de sociale færdigheder og indsigter noget, der skal opdyrkes og optrænes hos det enkelte individ. Ellers risikerer de at blive overtrumfet af de ældre og mere rodfæstede instinkter for selvhævdelse og begærlighed. Uden opdragelse og moralregler, risikerer balancen at tippe i ekstreme situationer.

Vi kalder det personlig udvikling og betragter det som noget værdifuldt og måske endda nødvendigt på det individuelle plan. Men når vi ser på vores politiske og økonomiske systemer, er det tydeligt, at denne udvikling er næsten helt fraværende.

Den nyligt afsluttede klimaforhandling i Bellacentret i københavn demonstrerede dette krystalklart. Klodens ledere mangler respekt og tillid til hinandens motiver. De mangler evenen til at stå ved fortidens fejltagelser og tage konsekvensen af dem. De mangler modet til at tage fælles ansvar. De mangler socialt format.

Løsningen er nok ikke bare at sende klodens statsleder på udviklingskurser. Det er nok vigtigere at overbevise de enkelte landes vælgere om, at de bør vælge nogen ledere, der allerede HAR dette format. Det er en stor udfordring. Men fiaskoen i København kan måske gøre det lidt tydeligere for nogen, at der skal skiftes kurs. At der er en sammenhæng mellem personlig udvikling, politisk tilhørsforhold og evnen til at påtage sig et ansvar for klodens fremtid.

Troels Holm

Misforstå mig venligst ikke: Jeg ville elske at leve i en fornuftig verden; jeg sørger hver eneste dag over, at det ikke er tilfældet. Men jeg har opgivet troen på, at en sådan verden nogensinde bliver mulig.

Tag nu bare noget af det mest fundamentale - vores måde at selektere mage på: Er det ikke sådan, at de fleste mænd helst vil have en fysisk smuk kvinde, og sådan at de fleste (smukke) kvinder helst vil have en indflydelsesrig mand? Og er det ikke sådan, at indflydelse kun opnås ved at vinde over andre, altså gøre andre til tabere? Hvilken vrede skaber dette ikke i verden?

Men denne tristhed giver desværre rigtig god mening: I en materiel begrænset verden som vores vil fælles afkoms materielle behov være bedst sikret gennem netop indflydelse/magt. I mine øjne er det en monumental grimhed, der angår det meste af den biologiske eksistensform. Men grimheden er i det mindste selvkonsistent, hvilket man måske kan finde en smule fornuft i.

Udover dette rent forplantningsmæssige, der udspringer fra både liderligheden og den eksistentielle angst (angsten for ikke at give sine gener videre), så forekommer det mig, at store dele af vore kultur er drevet af den eksistentielle angst i ren form: Hele reklameindustrien lever på dette. Angsten for at skille sig ud (for ikke at opnå social accept, som du er inde på), angsten for ensomhed, sygdom, forfald, død, etc.

"vore kultur" -> "vores kultur".

Til John Fredsted:
Jeg forstår til fulde din tristhed og din vrede. Jeg ser også alle disse destruktive tendenser omkring mig. Men hvem gavner resignationen og sortsynet? Når du har mistet troen på at mennesker kan styre verden i en bedre retning, er der kun forbruget tilbage at trøste sig med og markedet tilbage til at tage sig af vores velfærd.

Se bare på Bjørn Lomborg. Han tror ikke på menneskers gode vilje: Kyoto var en fiasko, fordi
"vi" ikke levede op til den, og en ambitiøs Københavneraftale skulle man ikke stræbe
efter, fordi "Den vil vi alligevel ikke rette os efter". Han har ikke andre værdier end penge, og når han "måler", hvor mange penge et godt miljø er værd i fremtiden, ender det altid med kun at være småpenge.

Prøv at se på al vreden! Prøv at se på al skuffelsen! De er symptomer på at en masse mennesker har hemmelige drømme og håb. Kast et blik på syndfloden af heltehistorier i filmverdenen og i triviallitteraturen. Hvem er vores virkelige helte? Det er alle sammen idealister, der kæmper for retfærdighed, sandhed og velfærd. Vi bliver aldrig
trætte af at se dem vinde i fiktionens verden.

Hvis vi sagde "Nej tak" til bestikkelse med skattelettelser og sorgløst forbrug, og i stedet begyndte at støtte de mennesker, der vil investere vores samfunds fælles værdier i demokrati, lokal velfærd og bæredygtigt miljø, kunne vores tristhed og eksistentielle frustrationer måske omsættes til handlinger, vi selv kunne være stolte af. Vi ville
måske begynde at ligne vores egne helte en lille bitte smule mere.

Det er her, jeg synes, at Lene Andersen bidrager positivt.

Og nu er jeg klar over,at du står på spring med "Det biologiske argument". Egoismen og kynismen er biologisk fordelagtig og vinder derfor altid. Forkert! Både kærlighed og behovet for social accept er følelser/instinkter, som er udviklet i en evolutionsmæssig kontekst. De er ikke mindre sande eller mindre ægte end den simple trang til at
tilfredsstille sult og sexbehov. De sociale og empatiske evner er blot kommet til på et
evolutionsmæssigt senere stade, og er derfor mere sårbare for at blive undertrykt i ekstreme situationer, hvor det primært drejer sig om overlevelse. Og så er det lettere at mobilisere de urgamle, primitive drifter gennem følelsesmæssig manipulation og propaganda. Det er vores politiske ledere eksperter i.

Men se f. eks. den yderst interessante, letlæste bog af Jill Byrnit: "Mennesket - det hypersociale dyr". Den er fagligt uantastelig (jeg er uddannet biolog) og kan måske gengive dig noget af troen på, at mennesket har en fremtid.

Glem alt vrøvlet fra de primitive "Socialdarwinister". De har som regel intet begreb om, hvad evolutionen virkelig er i stand til at udrette - og har udrettet. De har ofte bare stirret sig blinde på Homo oeconomicus. Det kan man blive meget rig af, men næppe lykkelig.

@Troels Holm: "Når du har mistet troen på at mennesker kan styre verden i en bedre retning, er der kun forbruget tilbage at trøste sig med og markedet tilbage til at tage sig af vores velfærd."

Denne din sætning efterlader mig med en tvivl om, hvorvidt du anser mig for at være et af de mange mennesker, der trøster sig ved (materielt) forbrug. I bekræftende fald, så ville det være forkert - jeg er nemlig en elendig forbruger:

Jeg ejer hverken mobiltelefon, fladskærm på væggen eller til computeren, bærbar computer, eller lignende. Jeg har ikke bil (er så heldig at kunne undvære). Jeg tager ikke på charterture, etc.

Det udgør dog intet problem for mig. Jeg savner ikke materielle ting. Jeg savner ikke materielle ting i vores kultur. Jeg savner ikke snak om materielle ting ved vore sociale sammenkomster. Jeg savner snak om ideer.

Jeg er så heldig - velsignet, vil jeg nærmest sige, uden på nogen måde at antyde noget religiøst - at jeg som teoretisk fysiker finder en udestruérbar harmoni og skønhed i naturens matematiske love: Dirac ligningen, Maxwell's ligninger, Einsteins generelle relativitetsteori.

Hans Jørgen Lassen

Petersen skriver:

Hjerneforskerne kan lave en pille som hvis du indtager den, kan fremkalde netop den følelse ved oplæsning af Mein Kampf.

Hvor har du fundet den pille? Kunne du lige give mig e-mail adressen på firmaet?

Til HJL:
Der er forskel på "kan lave" og "har lavet". Førstnævnte er en forventning til fremtiden.

Hitler havde desværre en pointe. Hvis du anbringer celler i en uendelig stor petriskål, hvor der er både plads og næring (lebensraum) i uendelige mængder, kan der nok ske mutationer, men ingen nævneværdig evolution.

Det er først når der opstår pladsmangel - ubønhørlig kamp om de knappe ressourcer - at forskellen på vindere og tabere får konsekvenser.

En fritløbende evolution er et system til maksimering af lidelse - og den biotop der er bedst til at maksimere lidelse for egne individer, producerer størst kampkraft til også at nakke de andre biotoper.

Fidusen var god nok - Hitler var bare for utålmodig.

Gadebørnene i verdens eneste supermagt er en nødvendig forudsætning for denne evolution.

Desværre kan rundt regnet halvdelen af vælgerne i alle demokratier erklære sig enige i dette tankegods.

Hans Jørgen Lassen

OK, Petersen,
der er altså tale om din sædvanlige fabuleren, det rene vrøvl, opspind uden noget som helst hold i realiteter.

Til HJL:

På ingen måde. Det er velkendt af følelse af harmoni, religiøse oplevelser o.s.v. er simpel hjernekemi. Selv din trang til at udgyde skældsord kan forklares kemisk.

Hans Jørgen Lassen

Petersen,

jamen, så vil jeg da gerne høre forklaringen. Og helst lidt hurtigt, for vi skal spise gås om ikke så længe.

Hans Jørgen Lassen

Petersen,

når du nu er i gang med dine simple kemiske forklaringer, hvad er så den kemiske forklaring på af 2 + 2 = 4?

Eller skal forklaringen der søges i kvantemekanikken, AI, Big Band eller i julekalenderen?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis