Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Kierkegaard ville have været stolt

Global eksistentialisme. 'Baade-Og', skrevet af økonomen Lene Andersen under pseudonymet Jesper Knallhatt, er et imponerende intelligent stykke sammentænkning og formidling af alverdens teorier
Global eksistentialisme. 'Baade-Og', skrevet af økonomen Lene Andersen under pseudonymet Jesper Knallhatt, er et imponerende intelligent stykke sammentænkning og formidling af alverdens teorier
Kultur
5. juni 2008

Den forbandede pengeskuffe vil ikke åbne. Lige meget, hvor hårdt Victor Eremita hiver i den, sidder den uhjælpeligt fast. Og så bliver den ellers sindige herre rasende. Han henter en økse og tildeler sit chatol "et Gru vækkende Hug".

Men skuffen springer ikke op. Det gør imidlertid en hemmelig dør, der dækker for et gemme. Og her finder Victor Eremita en bunke papirer, skrevet af to forskellige personer: en ung livsnyder og æstetiker samt en ældre etiker og engageret samfundsborger.

Sådan åbner som bekendt Kierkegaards Enten-Eller, udgivet under pseudonymet Victor Eremita i 1843. Og på lignende vis, om end knap så dramatisk og ved hjælp af noget mere moderne rekvisitter, påbegyndte Lene Andersen i 2005 sit højambitiøse filosofiske fembindsværk Baade-Og, udgivet under pseudonymet Jesper Knallhatt:

I sommeren 2033 vinder professor i dansk Pamfilia Severinsen en antik laptop fra 2001. Den tidligere ejer har gjort, hvad han kunne for at slette sine spor, men professor Severinsen finder frem til fem dokumenter arkiveret som "Baade-Og". En såkaldt Jesper Knallhatt står anført som forfatter, men dokumenterne består af dialoger mellem den unge barmfagre journalist Tenna E. Rasmussen og den noget ældre Cornelius Magnussen, der engang har været en succesfuld tv-producer, men nu er indlagt på et psykiatrisk hospital. Pamfilia Severinsen vurderer, at værket burde gøres tilgængeligt for en bred læserskare og beslutter at udgive det. Det gør hun i de fem dele, Jesper Knallhatt har opdelt det i, og som han har opkaldt efter ugens fem hverdage, mandag til fredag, fordi de fem dialoger foregår på hver sin ugedag.

Et filosofisk system

Som allerede afsløret, er det dog hverken en professor fra fremtiden ved navn Pamfilia Severinsen eller den mystiske Jesper Knallhatt, der står bag værket. Det gør derimod en økonom med det noget mere prosaiske navn Lene Andersen. Og hun har ikke alene skrevet værket; hun har også udgivet det på sit eget forlag, Det Andersenske Forlag.

Første bind, Mandag, udgav hun i 2005, derefter fulgte Tirsdag i 2006, og nu har tredje bind, Onsdag, efterhånden været på gaden et par måneder. Men hvad handler det om, dette gådefulde værk med det kierkegaardske proveniens-postulat og den anti-kierkegaardske titel? Det handler såmænd om os. Os mennesker. Hvem vi er, hvad vi har gang i, og hvor vi er på vej hen.

Svarene forsøger Lene Andersen at finde i moderne biologi, fysik, psykologi, sociologi, filosofi, ja, i det hele taget i moderne teoridannelse. Hun plukker, meget postmoderne, vidt forskellige begreber fra vidt forskellige felter og forsøger så, meget lidt postmoderne, at kombinere dem i et sammenhængende, altfavnende filosofisk system, der vækker mindelser om store tyske modelbyggere som Hegel, Marx og Luhmann - og som samtidig er ganske anderledes rablende og skørt, fuld af groteske indfald og referencer til begavet populærkultur som The Simpsons, Seinfeld og Sopranos.

Der er noget sympatisk inklusivt og forfriskende uforfærdet over den radikale interdisciplinaritet. Og samtidig er der i udgangspunktet ingen akademisk snobbisme over brugen af alle de mange teorier, fordi det klart er forfatterens hensigt at fremstille de indviklede forklaringsmodeller på en let forståelig måde, så enhver kan læse bogen. Men i takt med at Lene Andersen indlemmer flere og flere begreber i sin måde at tale om tingene på, tiltager kompleksiteten stadig mere. Og hurtigt er vi altså på et niveau, der snarere ligger på linje med doktordisputatser end Illustreret Videnskab, hvorfor værket stik imod hensigten sandsynligvis vil tale til et i forvejen grundigt belæst publikum.

Farvel til lineariteten

Kompositionsprincippet for bøgerne er velkendt og kan godt forekomme lettere anstrengende i al sin tydelige konstruerethed. Den ældre og vise knevrer klogt derudad; den unge lytter og stiller spørgsmål, når stoffet bliver vanskeligt, sådan at læseren får de sværeste pointer gentaget og uddybet.

I første bind, Mandag, gør Cornelius Magnussen status over tingenes nuværende tilstand. Han præsenterer en lang række vanskelige begreber. Skalafri netværk, tidspenduler, strukturel dybde, superstrenge, co-evolutionær diversitet, emergente systemer og Fibonacci-sekvenser for blot at nævne et par stykker.

Det kan alt sammen godt være lidt drilsk at få styr på. Men centralt står Magnussens distinkt postmoderne forsøg på at levere nogle alternativer til den erkendelsesform, der har været dominerende i den vestlige verden de sidste par tusinde år, og som Magnussen kalder den lineære måde at tænke på.

Han henter skyts i blandt andet kaosteorien og skyder så skarpt mod ideen om, at verden er styret af, hvad vi kunne kalde en lineær kausalitet, fra én årsag til én virkning. Rigtigere ville det ud fra moderne systemteoretisk tænkning være at betragte de fænomener, der omgiver os, som hyperkomplekse, selvorganiserende systemer, der består af ufatteligt mange elementer, som interagerer på uforudsigelige, om end ikke tilfældige måder.

Heraf følger også, at vores forestilling om en lineært fremadskridende tid kommer til kort, hvis den ikke bliver suppleret af en mere rummelig tidsopfattelse. Hvilket vi også helt konkret kan mærke, når vi som moderne mennesker begynder at leve et mere fragmenteret liv, hvor vi skifter familie hvert femte år og splitter vores tilværelse op mellem flere kontinenter, hvor vi har gang i forskellige, fra hinanden adskilte forløb.

Også når vi på et mere overordnet plan betragter menneskehedens historiske udvikling, må vi forlade den strikt lineære tidsopfattelse, mener Magnussen og gør sig til talsmand for et dialektisk historiesyn, som står i gæld til gode gamle Hegel og samtidig gør op med selv samme filosofiske alfahan.

Magnussens pointe er, at vores kultur i stedet for at udvikle sig lineært fremad svinger som et pendul imellem epoker, der er hinandens modsætninger. Fra oplysningstidens fornuftsdyrkelse til romantikkens føleri for at nævne et klassisk eksempel. Men i modsætning til den hegelianske ide om en teleologisk udvikling i retning af den fuldkomne forståelse, siger Magnussen vel at mærke blot, at vores kultur pendulerer sig mod stadig højere niveauer af kompleksitet - fordi kompleksitetsforøgelse i en systemteoretisk optik er automatsvaret på de problemer, menneskeracen møder hen ad vejen.

Et biologisk blik

I andet bind, Tirsdag, docerer Magnussen over menneskehedens evolutionshistorie. Og over evolutionen af vores kultur, som han benytter biologen Richard Dawkins mem-begreb til at forklare.

Lad os i modsætning til Magnussen ikke fortabe os i Dawkins evolutionsteoretiske kolonisering af kulturvidenskaben. Essensen er blot, at kulturelle fænomener på samme måde som biologiske skulle være underlagt evolutionens barske love. Derfor bliver kulturelle praksiser reproduceret og løbende forandret, og derfor kan de også uddø, når de bliver udkonkurreret af stærkere praksiser - en populærvidenskabelig måde at tænke kultur på, der bliver anset for groft reduktionistisk rundt omkring på alverdens kulturvidenskabelige institutter, men som vel nok kan generere nogle sjove perspektiver på kulturelle fænomener, så længe vi husker på, at vi har med en temmelig unuanceret model at gøre.

Meget typisk for det filosofiske systembyggeri er der en logisk forbindelse fra dette biologiske blik på kulturen til de historiefilosofiske tidspenduler, som Magnussen præsenterede i Mandag. Begge teorier implicerer, at bestemte tænkemåder vinder dominans i bestemte epoker og determinerer, hvad vi opfatter som sandt og interessant, hvorefter de bliver afløst af konkurrerende tænkemåder. Noget, også mange andre tænkere har sagt på mange andre måder.

Og nu vi er ved noget, andre tænkere har sagt på andre måder. Centralt i Tirsdag står Magnussens evolutionsteoretiske variation, eller nok snarere improvisation, over Kierkegaards stadielære, som i al sin flabede omgang med guldrandede tanker er symptomatisk for Lene Andersens legende tilgang til det tunge stof.

Mens Kierkegaard interesserer sig for hiin Enkelte, zoomer Magnussen ud på makroniveau og ser på hele menneskehedens udvikling. De første homo sapiens levede i menneskets barndomsepoke, siger han, derefter fulgte pubertetsperioden, og netop i disse år er vi ved at glide over i voksenepoken.

Den indlysende, men måske nok lidt anstrengte kierkegaardske analogi består i, at de tre typer kunne minde om henholdsvis spidsborger, æstetiker og etiker. De mennesker, der levede i barndomsepoken, var bevidste om egen eksistens, men kunne ikke se sig selv løsrevet fra den gruppe, de tilhørte. De mennesker, der levede i pubertetsepoken, begyndte at spørge sig selv, hvem de egentlig var, men fokuserede udelukkende på egne umiddelbare behov. Mens de mennesker, vi er ved at blive, forhåbentlig vil begynde at træffe nogle yderst påkrævede valg for at sikre menneskehedens fremtid.

Global eksistentialisme

Dermed er banen kridtet op for Onsdag, den tredje bog i serien, der altså nu er udkommet. Og her sker der et vist brud. Hvor der var noget deskriptivt over Mandag og Tirsdag, kommer der noget udpræget præskriptivt til i Onsdag. Nu handler det ikke så meget om at beskrive tingenes tilstand mere, men om at levere nogle instrukser til, hvordan vi skal opføre os for at skabe den fremtid, vi ønsker os.

Her kommer det kirkegaardske valg ind i billedet, som det voksne, etiske menneske bliver nødt til at foretage. Men hvor Kierkegaard kaldte sit værk for Enten-Eller, kalder Lene Andersen jo altså sit for Baade-Og.

Dette både-og er vel nok selveste kernen i Lene Andersens projekt, hvorfor titlen må siges at være velvalgt. Intentionen er nemlig intet mindre end at skitsere en global eksistentialisme, der baserer sig på en både-og-måde at tænke verden på.

Hvad pokker det nu er for noget, bruger Magnussen det meste af onsdagen på at forklare. Særlig længe opholder han sig ved moderne fysik, hvor flere forskellige teorier, som relativitets-, komplementaritets- og kvanteteorien, peger i retning af, at verden er fundamentalt uforudsigelig og ikke lader sig beskrive i absolutte termer.

Også inden for andre videnskabsfelter er der sket et opgør med den ufleksible tænkning i absolutter, som Magnussen for øvrigt mener, vi kan takke Sokrates for, den gamle slyngel. Og det får ham til at konkludere, at den voksenepoke, som menneskeheden nu er ved at pendulere sig over i - jf. tidspendulerne - også er en epoke, hvor vi kan begynde at tænke verden i kontinua snarere end absolutter.

Og det er en god ting. For både-og-tænkningen er simpelthen mere hensigtsmæssig i den moderne verden. Eksempelvis i forhold til den måde, vi tænker det at være menneske på. Vi er nemlig ikke længere enten det ene eller det andet, men Homo Liquens, flydende mennesker, som Magnussen siger med reference til Zygmunt Baumans begreb liquid modernity. For eksempel er vi ikke længere nødvendigvis enten mand eller kvinde, når vi ved hjælp af platikkirurgi og hormonbehandling kan modellere os selv, så vi bliver mere eller mindre mand eller kvinde.

Men hvordan kommer den globale eksistentialisme baseret på både-og-princippet ind i billedet? Det gør den på den måde, at vi overalt i verden skal til at træffe nogle helt nødvendige valg, som vi foretager ud fra en tænkning i kontinua i stedet for i absolutter.

På den ene side er en række valg nemlig bydende nødvendige, hvis vi vil bevare retssamfundet, humanismen, demokratiet og pluralismen, der er stadig mere truet af kapital, teknologi, globalisering og ideologisk-religiøse modsætningsforhold. Men på den anden side må vi indse, at der sjældent findes sort/hvide løsninger på vores problemer, slet ikke i den hyperkomplekse moderne verden. Nogle gange findes der måske nok rigtigt og forkert, men langt fra altid. Og det kalder på både-og-tænkning.

I praksis kunne man for eksempel overveje at tillade de muslimske medborgere i Danmark, der skulle ville ønske det, at de måtte indføre enkelte elementer af sharialovgivning til at afgøre visse stridigheder, foreslår Magnussen. I stedet for at tænke den danske lov som absolut, kunne man på den måde forsøge at tænke både dansk lov og sharialov. Muligvis ville man nå frem til, at det ikke er nogen god ide. Men man kunne overveje det.

Teoretiske labyrinter

Til undertegnede kritikers egen forbløffelse er nærværende, helt ualmindelig lange anmeldelse kun en overfladisk, mangelfuld behandling af Baade-Og. For værket er så facetteret og kondenseret, at det umuligt lader sig indfange i et par afsnit.

Netop kompleksitetsniveauet er meget passende både værkets problem og dets store styrke. På den ene side kunne man indvende, at Lene Andersen komplicerer stoffet unødigt meget, når hun insisterer på at formulere de ofte meget common sense-prægede pointer ved hjælp af særdeles vanskelige begreber. Hun bygger af og til teoretiske labyrinter, når hun kunne nøjes med langt simplere konstruktioner.

Men på den anden side er alle de mange, meget forskelligartede teorier jo dybt interessante. Og hvor er det dog inspirerende intelligent, at Lene Andersen formår at formidle dem og tænke dem sammen på en måde, der rent faktisk giver mening. Samtidig med at hun sludrevornt dribler rundt mellem diverse populærkulturelle fænomener.

Hatten af for det. Og skidt nu være med, om vindtørre kritikere som undertegnede af og til synes, at al den teknokratiske teoretiseren stik imod værkets egen hensigt fører til nogle lige lovlig reduktionistiske forklaringer på nuancerede problemstillinger. Tilbage står et absolut imponerende begavet og rablende underholdende stykke tænkning og formidling, som selv Kierkegaard, denne indædte modstander af filosofiske systemer, ville have været stolt over at have leveret inspiration til.

Følg disse emner på mail

Det er ren fryd... bare det snart var torsdag...

det lyder som et meget, og væsentligt
og interessant værk, især mht:

( fra artiklen )

som vel nok kan generere nogle sjove perspektiver på kulturelle fænomener, så længe vi husker på, at vi har med en temmelig unuanceret model at gøre.

--------------

det er ligsådan med:
at det er noget for fåsidet at bruge
mandelbrottmængdeagtigheder eller træer, som lignelser for det kommunistiske samfund's struktur.

( fra artiklen )

som vel nok kan generere nogle sjove perspektiver på kulturelle fænomener
[ og andre slags fænomner ], så længe vi husker på, at vi har med en temmelig unuanceret model at gøre.

---------

tjae og vi andre kan vel så formode:

at alle de som biddrager med den slags perspektiver, anskuelsesretninger,
er ( ikke kun smug-ateister, men også erklærede )ateister.

imo

d.r. hoffstädter,
s. wolfram,
r.dawkins,
...

de kan give nogle "sjove" perspektiver, men som ret meget mere eller andet end kun sådanne, bør de næppe bruges.

( fra artiklen )

som vel nok kan generere nogle sjove perspektiver på kulturelle fænomener
[ og andre slags fænomner ], så længe vi husker på, at vi har med en temmelig unuanceret model at gøre.

-----------------

det gælder nok lige så m.h.t. meldingerne fra denne selv.

Kim Gram siger:

imo

d.r. hoffstädter,
s. wolfram,
r.dawkins,

de kan give nogle “sjove” perspektiver, men som ret meget mere eller andet end kun sådanne, bør de næppe bruges.

------

at affærdige dem med at de "er sjove" er måske lige letkøbt nok. Især mener jeg at wolffram har noget på hjerte, udover at tjene penge.

affærdiges? tjae det er ment i fht. de bedre

---------------------

p.s. hvilke stephen wolf ram?

Os mennesker. Hvem vi er, hvad vi har gang i, og hvor vi er på vej hen ?

----

formodentlig nu, som før, som i fremtiderne:

danser vi til hegelianernes epicurærernes,
huxlyeanernes xramisternes marxisternes dansetakter, og idrætsudøvelserne;
formodentlig "kun" sådanne,
kan være os nævneværdigt meningsfulde;
fordi: uden kvinder, sang og vin
(over)tager kierkegaard vore liv.

starhawk: heksekulten(e)s verdenssyn:
spiraldansen

hattemageren med mentale problemer

der var en gang en skomager som
hed kopf, som havde retvendt hegels lære
( og det endda bedre end feurbach ),
så den lære fik fødderne nedad og hovedet opad,
men da opdagede kopf at være, ikke skomager,
men at være hattemager,
og det var i grunden ikke så galt

Jamen, den reduktionistiske bedrevidenhed er jo netop problemet med et sådant værk! Det vil rejse, det vil blive læst, og mange mennesker vil undlade at forholde sig kritisk til det.
Samtidig er også et værk, der bliver barn af sin tid, for vi er igen på vej væk fra anthing goes-modernismen, i retning mod universaliteten. Gott Sei Dank!

universalitet som materialisme, som materialitet, hedder bla.a, og især : almeneje, fælleseje, communisme;
så var det kun derfor nogle havde så(!) påfaldende travlt med at ( forsøge at ) modsige universalisme ?

for at nævne noget:
nemlig skolers karaktergivninger og eksamener;

for hvis de der markedsøkonomer, eller anything goes modernister;

de virkligt mener at ( hver og alt er lige gyldigt ):

altså at der næppe er praktisk vedkommende, fælles virkeligheder, hvor ikke(!) hvert og alt er for mennesker lige gyldigt;
hverken udi
(natur)videnskabens
"genstands"områder" eller
etisk;

så burde det,'
jo være tiltrækkeligt til at afskaffe enhver af undervisningssystemets
karaktergivninger og eksamener;
( hvad de måske også burde af andre grunde, i følge nogle communister )

en, som knastør udgave ;-),
dialetisk materialists fortale for : universalitet som noget virkeligt

http://www.marxists.org/archive/ilyenkov/works/essays/essay11.htm

tilføjelse, hvis en dialektisk materialist, som sådan, henviser til noget som nogle hegel(ianere) har udtrykt glimrende, er det jo så med, mere/mindre underforstået forbehold, overfor at de ikke indrømmer materien.

alternativt, et gennemført, dvs. ærligt ment som konsekvent, opgør mod ethvert , offentligt, smagsdommeri,
bør betyde at enhver eksamen og karaktergivning, gøre på den måde at hver evt. til bedømmelse, spørges. hvad synes du selv din karakter for det bør være? og at det så er det svar som bliver den noterede karakter.

også på den måde kan frafaldene på erhversuddannelserne så fjernes

fra: http://www.information.dk/205110

Inspireret af Keynes slutter Skidelsky derfor sin bog med et forslag til, hvorledes de økonomiske studier kunne ændres for atter at blive en realistisk disciplin, der kan benyttes til at rådgive politikerne om den virkelige økonomi - til forskel fra de syntetiske matematiske modeller uden usikkerhed. Her er det vigtigt, at de studerende forstår, at økonomi ikke er naturvidenskab; men samfundsvidenskab, hvor bl.a. betydningen af usikkerhed indebærer, at den økonomiske adfærd ikke kan beskrives ved matematiske formler.
----------

den bemærkning er billige point overfor en afart af naturvidenskab, en afart hvis syn på naturen næppe mange mennesker er enige i.

de fleste mennesker, uanset om de er naturdialektikere eller ej, finder vel at
( omend de "genstande" jo næppe er uden mange overlap ) at:
naturforskningens genstand: naturen,
som oftest er mere levende,
end faget økonomis genstand: husholdning,

og sværere at beskrive fyldestgørende.

formodentligt videre end "kun" på de selvfølgelige måder, gælder:

husholdningen, økonomi kan næppe undvære mennesker og natur, bla.a fordi menneskene og naturen er altså
væsentligere og mere
avancerede end husholdningen, økonomien
( ellers er )
( formodentlig også hvis økonomien tænkeligt er blevet forandret til en communistisk økonomi )

( det følgende er også nogle lignelser mht. forklaringerne i faget økonomi,
bla.a. i et værk kaldet: kapitalen )

----------------
forklaringsforsøgs vanskeligheder / letheder;
de være sig pga:. væsener, principper, eller mængder ( kvantiteter );

sammenhænger ofte især med forklaringsforsøgenes
målgrupper og især med: forklaringsforsøgenes
"elementer" "grundbestanddele", måder;
---

eks. at ( uagtet om det måtte være principielt muligt eller ej ) :

det er en stor mængde kemiforsøg og formler der skal til for at forsøge, konkretere, at forklare f.eks. bioteknologistuderende, hvordan mennesker kan fremstilles ( så prosaisk udtrykt );

lettere ville det være at bruge fremvisninger af menneskepar i konkret færd med
at avle.

anyway, flere og flere arbejdere har vist mere og mere gennemskuet keynes, ..., john nash.

http://www.information.dk/205110

lidt anti-psykiatri og lidt anti-psykologi kunne være ønskeligt,

med en psykologi som den erling jacobsen beskriver i værket: de psykiske grundprocesser;
burde de fleste mennsker foruroliges lidt, hvis psykologien, sjælelæren er sådan.

for bla.a mht. de processer erling jacobsen kalder hhv. primærprocesser og sekundærprocesser;
der gør e.j. sig tilsyneladende anstrengelser
for at betvivle om de s.k. sekundærprocesser nu
også er de fejlfri slagse af tænkninger,

påfaldende at hævde at det kræver anstrengelser,
for tvivl på om de krav som fejlfri tænkning hævdes at måtte overholde, nu også er så smarte krav;
kan gøres meget lettere, nemlig ved at hævde:
der jo næppe er nogen mennesker som nogensinde har erfaret eller kendt nogle ( virkelige ) forløb, som fulgte eller følger de krav.

Hans Jørgen Lassen

Kim,

jeg kender bogen, og den er glimrende. Nok det bedste, der er skrevet på dansk inden for emnet.

Jeg havde også den fornøjelse at have Erling Jacobsen som lærer hjemme i Århus i 1967 eller også var det 1968.

Det var en oplevelse. En klog mand. Pensum interesserede ham ikke synderligt, men han forsøgte at tale til os som personer, som de unge, usikre mennesker nogle af os var.

Jeg glemmer det aldrig. Denne lidt generte, duknakkede mand, lige så høj som mig selv. Man kunne sgu ikke lade være med at lytte til hans ord.

En dag blev jeg dog en smule distraheret, da de forrige brugere af auditoriet ikke havde ryddet op. Der lå en ikke særlig pæn lunge nede på stålbordet.

Det fik vist nok adskillige til at droppe smøgerne.

@hjl

det der forsøgtes spurgt til, var:

det synes besynderligt at e.j. gør sig umage med at betvivle de krav som nogen hævder fejlfri tænkning må overholde,

for hvorfor gøre sig umage med at betvivle lige de
krav som nogen hævder fejlfri tænkning må overholde ?

i stedet for meget lettere at spørge de evt. hævdere
( det nuv. skolesystem i danmark er vist blandt sådanne hævdere ):

hvilke evt. (sanse)erfaringer udledte i de krav fra,
og kan i henvise til nogle eksempler blandt (sanse)erfaringer som overholder de krav ?

det er tænkeligt, men tvivlsom om også nævneværdigt mange communister er, eller ville havde været, stolte.

tilhængerne af

aristoteles,
platon,
sokrates,
liberalister,
socialdemokrati,
enhedslisten, eller lignende;
mht. de krav nogle af dem hævder
fejlfri tænkninger
må ikke-bryde eller ligefrem: må følge;

at man jo så, også uden at tage stillinger til om man mener nogenlunde det samme med fejlfri
eller tilstrækkelig tænkninger, kan spørge til:

hvilke evt. (sanse)erfaringer udledte i de krav fra,
og kan i henvise til nogle eksempler blandt
(sanse)erfaringer som følger eller ikke-bryder de krav ?
og formoder i, og hvorfor?
at nogen eller noget virklige (sanse)erfarligheder, kan ikke-bryde, eller ligefrem følge de krav ?

og hvordan fremmer eller ligfremt sikrer, de ( krav)
fremskaffelser af brød, drikke, klæder,
fælleseje, kommunisme ?
og kan de ( krav ) fremme og ligfremt sikre sådant ?

Hard and fast lines |Starre und feste Linien| mit der Entwicklungstheorie unverträglich - sogar die Grenzlinie zwischen Wirbeltieren und Wirbellosen schon nicht mehr fest, ebensowenig die zwischen Fischen und Amphibien, und die zwischen Vögeln und Reptilien verschwindet täglich mehr und mehr. Zwischen Compsognathus und Archaeopteryx fehlen nur noch wenige Mittelglieder, und gezahnte Vogelschnäbel tauchen in beiden Hemisphären auf. Das Entweder dies - oder das! wird mehr und mehr ungenügend. Bei den niedern Tieren der Begriff des Individuums gar nicht scharf festzustellen. Nicht nur, ob dies Tier ein Individuum oder eine Kolonie ist, sondern auch, wo in der Entwicklung Ein Individuum aufhört und das andre anfängt (Ammen). - Für eine solche Stufe der Naturanschauung, wo alle Unterschiede in Mittelstufen zusammenfließen, alle Gegensätze durch Zwischenglieder ineinander übergeführt werden, reicht die alte metaphysische Denkmethode nicht mehr aus. Die Dialektik, die ebenso keine hard and fast lines, kein unbedingtes allgültiges Entweder-Oder! kennt, die die fixen metaphysischen Unterschiede ineinander überführt und neben dem Entweder-Oder! ebenfalls das Sowohl dies - wie jenes! an richtiger Stelle kennt und die Gegensätze vermittelt, ist die einzige ihr in höchster Instanz angemeßne Denkmethode. Für den Alltagsgebrauch, den wissenschaftlichen Kleinhandel, behalten die metaphysischen Kategorien ja ihre Gültigkeit.

såvidt f.engels: naturens dialektik

--------------

det undrer hvis:
bohr, heisenberg, wittgenstein, erling jacobsen; mfl.
gør, eller gjorde, så meget ud af at modsige
førnævnte: die metaphysischen Kategorien; fordi det synes nu overflødigt at gøre så meget ud af den modsigen; fordi

( bortset fra at folkeskolen og gymnasium's matematiklærerer vist endnu eksaminerer og karaktergiver efter hvor godt eleverne forsøger at efterleve de metafysiske hævdelser om rigtighed );

så formoder de fleste mennesker jo:

der næppe er nogen, næppe heller nogen matematiklærer, som har kunnet påpege nogle virkelige processer, virkelige forløb, som ikke afviger fra de hævdede krav til rigtighed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis