Efter et par dage i Nepals hektiske og myldrende hovedstad Katmandu, er jeg sammen med en gruppe ankommet til Syabrubesi. Dette efter en lang køretur på otte timer på en dag. Der er omtrent 140 kilometer fra Katmandu, og at det tager otte timers kørsel (dog med pauser) siger noget om vejenes beskaffenhed og trafiktætheden i Katmandu. Man skal på alle måde ikke have travlt i Nepal, så det er bare med at finde en balance i dette. Et godt tricks er at lade en del stå til, som det er. Det løses sig som oftest mest alligevel. Undervejs er der mange steder, hvor det er klogt ikke at se ud over afgrunden som bussen kører tæt på. Der er meget langt ned… måske 2000 meter. Kikker man derimod vandret ud, er der bjergrigt så langt øjet rækker. Små huse og byer ligger på skråningerne, og vidner om at der bor, og har boet, mennesker i Nepal i tusindvis af år.
Syabrubesi
Syabrubesi er udgangspunktet for selve vandringen gennem Langtang dalen. Byen ligger for foden af Himalaya bjergkæden, og ganske nær Tibet. Befolkningen her har også træk i ansigterne som er lidt mere tibetanske end ellers. Byen er stort set sidste vejforbindelse for biler til andre steder. Herfra er det hovedsageligt gåben og muldyr for at komme videre.
Desværre har jeg ikke lige overskud til at se ret meget af byen denne sene eftermiddag, men fornemmer at her kunne jeg godt have været et par dage. Det bliver til en hurtig og sen eftermiddagskaffe og derefter aftensmad med briefing for morgendagens start af de otte dages vandretur. Jeg rammer den gode sengs madras, som mørket kvæler det sidste rest af dagen lys.
En ung mor i Syabrubesi vugger sit barn samtidig med at vinde garn
Niebuhr tricket for god mave
Min roommate får i løbet af natten en ubehagelig mavefornemmelse, og må på toilettet alt for hyppigt. Selv er jeg ok, men ret bekymret for om jeg kan blive smittet. Jeg har fra starten lavet Niebuhr tricket, og lagt mig tæt op ad alt hvad vores danske guide Carsten, har bestilt af mad! Dal Bhat er åbenbart mest gangbart (ris med kogte grønsager), og jeg kopier alt hvad Carsten bestiller – plus en cola. Indtil videre har maven det godt, og ved den mindste usikkerhed, har jeg snuppet 2 Imodium om morgen. Niebuhr tricket kender jeg fra bogen af Thorkild Hansen om ekspeditionen til Det lykkelige Arabien i 1761- 1767. Her kommer Niebuhr som den eneste af de danske deltagere levende hjem. Han gjorde ganske enkelt det, at han så hvordan de lokale begik sig og kopier. Iklædte sig deres tøj, og spiste som dem. Han hed sjovt nok også Carsten til fornavn….
Stærke bærere og en sikker bjergside
Min roommate er noget af den sejeste og mest tapper, som jeg har set længe. Den mand stiller op om morgen med tydelige tegn på maveforgiftning bevæbnet med toiletruller og et par af mine Imodium i maven. Så kæmper han sig fremad på denne første dag af selve vandringen mod byen Chantang.
Første etape er rimelig flad på en vej, men herefter går opad og det med trappe-lignende forhindringer. Det er en otte timers vandring, med én stigning på over 1000 meter, som der står i beskrivelsen. Let til moderat i sværhedsgrad. Flere i gruppen mener dog i løbet af dagen, at det med let kan ligge på et lige så let sted. Sammenlagt er benenes bestigning reelt nærmere på 1600 meter, for der er dæleme mange nedad undervejs, inden man igen går opad. Roommaten slider sig fremad, og har overgivet sin rygsæk til Carsten.
Jeg spørger Carsten om, han har set sådanne maveonder før. Carsten nikker som den erfarende turleder han er. ”Det plejer at gå over i løbet af et døgn”, er konstateringen.
To bærer samler kræfter til vejen videre
Gruppen er på 11 deltager plus guiden altså 12 danskere i alt. Dertil guider på 4 personer, og så seks bærere . Nogle af bærerne genkender jeg nogen gange nogle i køkkenet som madlaver. Bærerne samler om morgen hver to tasker og putter dem i en større sæk. Det er en taske fra hver af de danske deltagere med et max indhold på 10 kg. Det er der bestemt ikke i min, for jeg har været nøjsom, og har det lidt mærkeligt med at have en slags tjener. Derfor har jeg pakket med et absolut minimum, men det viser sig, at jeg nu godt kunne have undværet endnu mere. Med et reb om panden løfter bærerne byrden, og vips er de afsted før os andre. De er utrolig stærke, og jeg er fuld af beundring over deres fart og kræfter. Reglen på stierne er, at kommer der bærere, skal man give dem fortrinsret – eller trin og trin…. Når ret skal være ret, så består stierne ind imellem af stentrapper. Disse synes forsøgt langt med omtanke, men som dog er varierende i både højde og fod-størrelser som fra et børnehavebarn til en Yeti-pote. Jeg finder efterhånden en vandrestavs-taktik, som giver et godt afsæt og er en god aflastning for benene. Den får senere et navn. Men uanset teknik skal man konstant se sig godt for – eller retter ned. Det gælder både for bærerne og vandrerne samt de muldyrs karavaner, som vi alle springer til siden for, når det ringes med bjælderne (de sidder på dyrene). Husk at vælge den sikre side ind mod bjerget, for et lille puf eller skub…. så kan det være din sidste flyvetur!
Teahouses af varierende kvalitet, men altid med varme nepalesere
Et Teahouse og et bakery på vejen
Alle i vores gruppe kommer frem til det første teahousen i 2480 meters højde for overnatning i Changtang – også kaldet for Lama Hotel, fordi der oprindeligt blot lå en enkelt lodge med samme navn. Teahouses (lodge eller mindre hoteller) som er små overnatningssteder på ruten. Kvaliteten af disse er varierende. Nogle er med varme bade, og rimelige værelser – andre uden ret meget andet end en tvivlsom madras og rigeligt med sprækker i væggene til, at se om naboen er gået i seng. Men på hver sin måde så er de allerfleste teahouses charmerende især med brændeovnene i fællesstuen og i køkkenet. (Der er kun varme der, husk varme soveposer). Værterne er oftest meget søde og smilende – ja nærmeste kærlige. I det hele taget synes smilet og varmen, at ligger først hos nepalesere ved enhver henvendelse. Humør har de også i rigt mål. Laver jeg sjov med dem, er de med det samme med på spøgen. Og foto vil de som oftest gerne tillade. Lidt ulandsstøtte i form af penge kan være hjælpsomt, og helt på sin plads, ved nogle portrætlignede skud.
Håndens arbejde er i høj kurs
Nepal er fattigt, og jeg tror aldrig at jeg har været i så fattigt et land. Tiggere har jeg næsten ikke set – bortset fra i Katmandu hvor en ung enlig mor til et spædbarn, brændte sig ind i mit hjerte og gav adgang til min pengepung. Egentlig var jeg kommet forbi hende, men hun havde opdaget mit hjerte, og vips stod hun med babyen foran mig. Jeg gav hende nok over en dagløn.
Ellers er nepaleserne et folk som synes at kunne leve af nærmest ingenting ved arbejde, husdyr eller lidt handel. På gaderne i Katmandu er der en hel del gående handelsfolk som tilbyder alt fra instrumenter til tøj og andet. Ved templerne er der guruer, som har indrettet sig bekvemt med opstilling til fotos mod en passende betaling. Men egentlig tiggere ser jeg ikke mange af.
Tæt på Tibet er budismen udbredt. Her en mand med et Mani wheel hvis “kraft”, når det drejes, mangedobler munkes mantra og bringer god visdom og karma.
Det benyttes ved meditation, ligesom perlekæden som holder styr på antal gange man har sagt et mantra.
Her oppe i højderne på Langtang ruten er der liv i et par af landsbyerne, hvor blandt andet ses Yak-okser som husdyr. Er det ikke alt for højt oppe kan der dyrkes afgrøder. Ellers er det åbenlyst at økonomien er centreret om os vandrere som jo både skal have overnatning, mad og snaks. Overraskende ses der flere bagerier undervejs, og havde jeg ikke være i en gruppe med en tidsplan, havde jeg helt sikkert ydet direkte u-landsstøtte her – hver eftermiddag.
Der er måske omkring 60 – 125 forskellige kaster og etniske grupper i Nepal. Svært at fastslå, når man søger viden. Af sprog er der 20 større sprog, mens andre taler om helt op imod 60 levende sprog, ja endda over 100. Den mest talte sprog er nepalis, som er beslægtet med hindi. Man regner med, at nepali tales eller forstås af mere end halvdelen af befolkningen. (Fakta taget fra; https://nepal.dk/befolkningen/)
Et af mange pausesteder i Langtang
Min roommate er kommet sig nogenlunde om aften, men mærket er han. Det bliver dog bedre for ham som dagene går. Andre slås lidt med højden, som vi nu nærmere os alpint område. Det er meget tydeligt at se omkring de 3000 meters højde. Ved grænsen afløses ko af Yak og høns kan ikke leve her (ikke uden opvarmede hønsehus som ikke ses).
Selv er jeg overraskende (for mig selv) godt gående. Ingen problem med kondien, eller højden. Jeg har trænet en del hjemmefra og lagt langsomt til i knæbøjninger med antal og vægt. Jeg har været bekymret for om, hvorvidt mit højre knæ ville brokke sig, men det er tilfreds iført et knæbind. Vandrestavene (udlånt af min ven Thomas) er super fine, og tager en del af belastningen på benene. Jeg kan kun tilråde, at man tager sådanne med. Jeg vil endda fraråde, at man undlader! Har man en moderne rygsæk (og det har jeg) kan man med et snuptag få stavene sat fast i den, mens man går.
Verdens højeste bjergkæde
Kyanjin Compa
Efter 4 dages op og nedture, og særligt mod slutningen heldigvis mere svagt stigende, kommer vi frem til enden på ruten. Vi når byen Kyanjin Compa. Her er udsigt til bjerge med svimlende højder på 6000 – 7000 meter. Det har jeg set frem til, og jeg har sat byen som mål for min indsats. Resten vil være ekstra vedrørende højde og kilometer. I det hele taget er jeg ligeglad med kilometer og højde-målinger. For mig er det mere oplevelsen af landskabet, og især menneskerne, som er min rejses formål. Jeg havde først tænkt på at gå Langtang turen selv, men opgav da besværet med alt organiseringen overstod min energi. Da jeg så denne grupperejse hos Kipling rejser, og efter lidt telefonsamtale med de gode folk i bureauet, bookede jeg. Det er en super fin start på Nepal, og herfra kan jeg så selv en anden gang finde en anden og mere langsom rejseform. (Jeg kan lige her indskyde, at jeg kun har ros at give Kipling rejser. Alt klapper og er organiseret perfekt.) Mit dilemma er, at jeg godt kunne have brugt meget mere tid og gået langsommere frem. For mig ville det være endnu bedre, at blive et par dage her og der samt mærke lokal-stemningen og roen. Balance balance i det indre som ydre. Det bliver næste gang såfremt.
På toppen og måske en verdens rekord i nepalesisk blues
Vi indlogeres på et nogenlunde teahouse. En enkelt deltager slås ret hårdt med højdesyge og må i soveposen med det samme. Vi andre tager lidt forskelligt rundt i byen, eller som jeg og et lille hold mod en mindre bjergtop. Det er lige ud af døren, over landingsbanen (en flad græsplæne), forbi et par yakker, og så op ad stiens snoede himmelvej mod tinderne. Vi har klar blå himmel og udsigt til bjergtoppe med flødeskumsklatter som kroner.
Kyanjin Compa set fra 4200 meters højde
Jeg kommer fino opad, og i løbet af en times tid er vi i 4200 meters højde med flot udsigt. Jeg får en lille fornemmelse af den kamp som Edmund Hillary og Sherpa Tenzing Norgay havde, da de besteg Mount Everest, som jo rettelig hedder Sagarmatha, i Nepal. Det betyder forhovedet, eller panden, i skyen. Flot navn. Det er helt på linje som med de grønlandske navne for steder. Ikke noget med vestlige egoers udødeligheds-trang, men mere en beskrivelse af selve stedet. For eksempel hedder det jo Evighedsfjorden i Grønland for den næsten uendelige fjord med de mange bugter.
Vi er naturligvis kun i den halve højde her af Sagarmatha’s top, og med udsigten til mit hotelværelse og den varme aftensmad, er sammenligningen med de første på toppen af verdens højeste bjerg jo tynd som luften omkring. Men dog mærkes det også her, at ilten er mindre og kulden kun er et vindpust væk for at gå i minus grader. Jeg er midt i Himalaya, halvvejs af toppen mod verdens tag og har glemt at tage min mundharmonika med dette sidste stykke.
Selskabet holder en mindre pause her, og spørgsmålet kommer op, om hvorvidt man vil videre eller nedad. Så vi deler os op, og for mit vedkommende bliver dette højdepunktet. Vi er fire som tager nedad herfra, mens fire fortsætter til toppen. De kommer først ned igen fire timer senere, og dermed har jeg regnet rigtigt. Jeg har brug for tid og fred på hotellet og lidt i byen. Desværre når jeg ikke at komme på et bakery. Men til gengæld bliver jeg måske den første som spiller en mundharmonika-blues (Summertime and the living is easy, sørme) i en solstråle i næsten 4000 meters højde! En enestående bedrift at være den første! Nærmest på halv højde med Edmund Hillary og Tenzing Norgay, He he. Guiden Uttam er mit vidne og optager koncerten. Uttam bliver i øvrigt en nær kontakt og ven som kilometerne og vores samtaler øges undervejs. Vi ender med at udveksle kontaktoplysninger. Jeg forærer ham også harmonikaen, da han er så interesseret. En nepalesisk blues er vel en fin overgang mellem østen og vesten. Mellem lavlandet Danmark og højlandet Nepal. Sidst jeg skrev med ham, var han igen på vej op ad Langtang ruten med en tysk vandre (som har min oprindelige ide med god tid som udgangspunkt med i rygsækken). Jeg har foreslået Uttam, at han kan blive den første som spiller mundharpe i 5000 meters højde.
(I den seneste opdatering fra Uttam fortæller han , at også han glemte harmonikaen på det sidste stykke. Dermed har jeg stadig rekorden!)
Baglæns gennem Langtang dalen
Næste dag var der egentlig beregnet en slags fridag, eller en bjergbestigning til Tsergo på næsten 5000 meter. Men fridagen er kun halv kan jeg forstå – og så ved jeg, at nu misser jeg bakery’et – igen. Jeg når dog i stedet for templet, efter lidt tyrefægtning med en yak som mente, at jeg hørte til på stenvejen. Jeg ville fotografere den, men opgav med det samme. Man kan ikke diskuterer med viftende horn, trods gode intentioner og løfter om modelkarrierer.
Templet herunder
“Hard Rock cafeen” på vejen retur
Størstedelen af gruppen skal afsted om eftermiddagen mod en landsby som hedder Mundu. Den ligger som den nye landsby, da den gamle blev ramt af jordskælv i 2015. Mange kroppe ligger stadig begravet under det massive sten-og jordlag. Over 100 lokale og udlændinge omkom. Det er en tur på tre timer og baglæns gennem dalen med godt 600 meter nedad, hvilket er godt for dem med højdesygen. Det er første del af tilbageturen, og vi er lovet, at teahouset TipTop Lodge er godt, for Carsten tjekkede det selv på opturen.
To af deltagerne er dog fuld indstillet på at gøre forsøget mod toppen Tsergo inden, mens en enkelt vil følge dem lidt på vej. Jeg ved på forhånd, at hele distancen sammenlagt vil blive for meget for mig. De skal nemlig gå videre, og dermed yderligere 3 timer, efter selve forsøget. De to og Carsten samt en Guide klare hele bestigningen til Tsergo (5000 meter) og ankommer med pandelygter efter mørkets frembrud til teahouset. De er glade, og forståelige meget trætte.
Landsbyen Mundu
Inden de ankommer, har vi andre gået en skøn tur nedad – og det er altså lettere end opad! Tilmed ankommer vi i dagslyset og kan dermed nå en tur til den ældre landsby ved Mundu. Den ligger lige om hjørnet – op ad en sti, over en bæk, gennem et stendige, forbi huset med hundehvalpene og husk at springe til siden for yakokserne som åbenbart vil forbi….
Men så er jeg der også, både midt i en landsby som synes fra en svunden tidsalder og midt i en yakflok som er meget nutidigt og levende. Mundu landsbyen ligger omkring 3500 meters højde, og her er dyrehold det åbenlyse erhverv, hvis man ikke er i turistbranchen. Der ligger yak-afføring overalt, og husene har første sal nok af samme årsag. En mand forsøger, at give en kalv en spand med mælk, men den kan ikke lige se ideen og søger læ hos sin mor. En dreng på stendiget griner hjerteligt af sin (måske) morfars forsøg. Sammen sørger de for, at jeg kan kommer forbi den lille flok af yakker, for jeg er ikke tryg ved de horn, som de smukke dyr har lige over de kønne øjne. En yak kan veje op til 1000 kg – med horn.
Jeg får lov til at tage et foto af en kvinde i en døråbning. Hendes alder er uvist, men linjerne i ansigtet vidner om et langt liv med alpin solskin og hårdt fysisk arbejde.
Livets veje ses ansigternes linjer på beboerne
Den smukkest rute
Efter en god nats søvn og en stille morgen med rimelig tid, drager vi nu videre nedad. Vi skal en anden vej end på udvejen, idet vi så skulle se et lidt anderledes landskab. Men også med den fordel at vores bus, på den sidste vandringsdag, kan møde os højere oppe for, at vi kommer direkte til Katmandu.
Kønt er det, om end det synes at gå lige så meget op som ned på stejle stentrin. For min del er jeg er blevet ret sikker på, at selve det med at vandre virker bedst på en grus-lignede vej med svag hældning eller stigning. At gå op og ned ad stentrin kræver et konstant øje på hver en afsats, og jeg savner tid til at se ud over landskaberne. Findes der stier som er mere som en vej, er det klart mit fortrukne valg.
Det smukkeste teahouse med nær til vej
Solskinssiden mod lavere højder går ofte opad, men her på en god sti.
Det gode ved denne anden vej mod Syabrubesi er, at vi går mere på bjergsider, langs bjergvæggen og i solskin, end på opturen. Da vi når omkring 2000 meters højde, minder landskabet mere som man kender det fra Norge, om end man jo ikke ser en bærer eller to der. Jeg må udbryde et WOW, da jeg sent på eftermiddagen runder et skabt hjørne, og ser vores næstsidste overnatnings teahouse i det fjerne; Hotel New Tibet Eco Guest House. En af de smukkeste belæggende teahouse i Nepal må det være. Vi får hvert sit værelse, og der er varmt vand i bruseren, samt tændt brænde i ovnene i køkkenet og fællesstuen på toppen.
Det smukkest belæggende teahouse (til venstre)
Tæt på de lokale og indfødte
Da jeg er morgenmand, har jeg ofte på turen haft den glæde at dele køkkenet og morgenkaffen med de ansatte. Også på denne morgen, som er den næstsidste vandringsdag. I køkkenet er der tændt op i ovnen, og jeg møder den lokale ejer og vores nepalesiske guider som de nu vågner. Over morgen-teen, og for mit vedkommende en Milk-coffee, får jeg et nærmere kendskab til de enkelte og ved dette teahouse også til ejeren. Hun er enke, da hendes mand døde af kræft for 9 år siden. Mandens bror er her for tiden og hjælper til. Disse morgener i køkkenerne er altid gode stunder, og det er lidt som på en ø-lejr. Går man i køkkenet, så oplever man at komme i tæt kontakt med mennesker. Ejeren her på bjergvæggen er også i godt humør, da en flok på vores størrelse spæder godt til i kassen.
Et køkken i et teahouse er det centrale mødested
Jeg kan anbefale dette teahouse, særligt hvis man ikke vil gå alt for langt. For ret tæt på er der en vej, hvor bilerne kan køre op. Og så kan man på en god times tid komme frem til dette paradis. Så har man blot lyst til en lille vandretur fra Syabrubesi, og en eller to overnatninger, så er det her! Hils den søde ejerinden.
Et kærligt knus så hatten passer, sparer nepaleserne ikke på. Ejerinden er til højre.
Næstsidste del af vandreturen går fra det smukke Hotel New Tibet Eco Guest House i Sherpagaun til Biddrim. Det er en hel del ned ad trappe-lignede stier, og min nu veludviklet teknik og fodstil viser sig endnu en gang at være et fortrin. Tilmed har den nu fået et navn; Charlie Chaplin style. Ved at lave ”sildeben”, og bøje ned i knæene, kan jeg stå en del bedre fast på de mindre afsatser. Samtidig placerer jeg vandrestavene strategisk med støtte på det mellemste trin af i alt tre nedgange. Det er en stor fordel, og sparer mine knæ for nok 20 procents belastning. Jeg taler varmt for denne taktik, men ser dog ingen anden benytte sig af det. Alle har deres egne teknikker åbenbart.
Under varmere himmelstrøg i lavere højde
Efterhånden er vi nede i et varmere klima, og botanikken ses anderledes med blandt andet citrontræer og noget der ligner kirsebærtræer. Den sidste aften, på det allersidste teahouse i Briddhim, er der en mindre fest, hvor vi fejre bærerne, og de modtager tips. Carsten har fuldstændig styr på det, og vi har på forhånd givet, hvad han forlanger til en samlet pulje. De modtager et meget rundhåndet beløb. Der holdes lidt tale for bærerne, skåles og klappes. Og så pludselig peger lederen af guiderne, Lopsang Sherpa, på mig og fremføre til alle, at nu vil Bent siger et par ord. Det kommer bag på mig, men jeg tænker, at jeg nok er den første i en række af talere. Så jeg får heldigvis sagt noget med tak for hele oplevelsen, og at det højeste jeg har nået på denne tur, er kontakten til det nepalesiske folk. Derefter er ordene imidlertid slut, og ingen andre siger noget. Jeg hiver lidt senere fat i Lopsang Sherpa (som jeg kender ganske godt og holder af) og spørger ham, hvorfor han lavede det nummer med mig. Han griner og giver mig et knus. ”Du er så fleksibel, at jeg tænkte at det kunne du sagtens”, svarer han. Det er jo også en slags anerkendelse.
Balancen i Nepal
På dette sidste stykke nedad næste formiddag, mod den ventende bus ved LingLing, kommer vi forbi et hus, hvor mit øje aner et godt motiv. Jeg får spurgt Uttam, om han vil spørge menneskerne på terrassen, om jeg må tage et par fotos. Det må jeg. Det bliver et foto for, hvordan en formiddag bør være for et menneske. Fred og indre ro med socialt samvær. Med et Mani wheel i hånden eller en kop te i et krus. Ro og balance funderet i buddhisme, og i at være verdensborger med Himalaya som udgangspunkt. På den terrasse møder tre nepaleser verden, og betragter de mærkelige vandrere fra de nordiske lande som åbenbart vil gå og gå. Herfra begge vores verden går og står med lige adgang til Himalayas evige blå.
Fotos fra Nepal, også med Katmandu, kan ses her:
https://www.flickr.com/photos/bentborn/albums/