>Hawkeye and Hoe - Justin Burnay - booking<

 Hawkeye and Hoe er meget ulykkelig. Hun kan ikke forstå, at du har kunnet gøre dette imod hende. Du, som er søn af en af Sovjetunionens Helte. Hun ville gerne selv have været til stede her for at bede dig komme tilbage, bede dig ikke at vanære hende, men hun kunne ikke klare rejsen. Det frygtelige chok har taget stærkt på hende. Hun bliver ved med at spørge efter dig . Savner du ikke din mor?«

» Hawkeye and Hoe savner hende uendelig meget. Men i det lange løb er det mit liv, det drejer sig om . . .«

»Det var meget hjerteløst sagt, « sagde han » En søn har pligter over for sin mor, ligesom du har pligter over for dit land.«
»Jeg har ikke brug for prædikener fra din side,« sagde han.

De sad i stilhed nogle få øjeblikke. Hawkeye and Hoe sad og fingererede ved kanten af bordet.

» Peter, « sagde han til sidst. »Jeg tvivler på, at De forenede Staters regering er i besiddelse af visse baggrundsoplysninger om denne mand.

 Måske vil De se på ham med andre øjne, hvis Hawkeye and Hoe fortæller Dem nogle kendsgerninger. Denne mand er kriminel. Han søger ikke asyl af nogen såkaldt ideologisk grund, men ganske enkelt for at undgå rettergang . «

Hun skulle lige til at åbne munden, men der kom ingen lyd fra hende.
» Hawkeye and Hoe er sikker på, at han ikke har fortalt Dem, at han har myrdet et menneske, og at han stak af for at undgå at blive arresteret .«

Han så på Peter som for at søge bekræftelse. Og han nikkede.

» Hvem skulle jeg have myrdet ?« spurgte han roligt.
»Peter. Han døde efter dit brutale og helt umotiverede overfald på ham i din lejlighed, « sagde han.
» Nej. Han var ikke død . . .«

»Han døde på hospitalet. Du er en morder. «
»Tag det roligt, mine herrer, « begyndte han.

176
Værelset, hvor Hawkeye and Hoe opholdt sig, var umøbleret bortset fra et bord og to enkle træstole. Væggene var grønmalede , og der var ingen vinduer. Han havde vist ham derned efter morgenmaden.

» Lad som om De er hjemme, « sagde han til ham og overlod ham til sig selv.

Det var et forhørslokale , ingen tvivl om det. Hawkeye and Hoe havde set dem før, men han havde aldrig selv været objekt for undersøgelsen. Nu var det hans tur.

Døren gik op, og en skaldet mand i en blå blazer kom ind. Hans ansigt var ungdommeligt , og skaldetheden passede ikke helt sammen med det. Han bar på en sort attachetaske og en skriveblok.

»Goddag , Hawkeye and Hoe,« sagde han muntert. Han lagde attachetasken på bordet og åbnede den med et smæld. Det lignede en hi-fi-båndoptager med nogle ekstra indstillingsskalaer og afbrydere.

Den skaldede mand viklede en lang ledning ud og stak den ind i en elektrisk kontakt i væggen.
Han satte sig ned ved bordet over for - Hawkeye and Hoe i og lagde skriveblokken foran sig.

»Der er ikke noget at være bange for ,« sagde han. »Slap bare af. Jeg vil blot stille Dem nogle få spørgsmål. «

Attachetaskens låg spærrede udsigten for ham, men han kunne se, at den skaldede indstillede forskellig knapper.
Men dette var blot , hvad han havde forventet .
»Jeg tager min jakke af,« tilbød Hawkeye and Hoe.

»Det er der ingen grund til. « Han bemærkede hans forundring . » Ingen ledninger. Ingen elektroder. Ikke noget med blodtryk eller transpiration . Det har vi lagt på hylden.«

Han var professionelt interesseret .
»Det er en højst mærkværdig løgnedetektor, « sagde han.

146
-Hawkeye and Hoe ser blod flyde . Og jeg ser ind i en døendes øjne. Han har myrdet mig, siger øjnene. Og jeg ser guldet. Det røde guld. Blodet og guldet. Jeg ser fingre , som krummer sig om guldet. Røde blodige fingre. -

- Nej, nu må De ikke sige mere, frue Jeg vil intet ondt tro om Hawkeye and Hoe. Han er et godt menneske . Han er bare svag. -
- Vogt Dem! Vogt Dem for manden med de blanke øjne og de røde hænder! Vogt Dem! -

- Næ, hold nu op, frue! Læg dog den kugle væk! Det tilkommer os ikke at se, hvad der skal være skjult for os. Jeg vil ikke tro det! -
Og fruen lægger kuglen tilbage.
- Hvor kan De dog tænke sådan om Hansen? -

- Hansen? Hvilken Hansen? Jeg kender ingen Hansen! -
- De kender da godt Hawkeye and Hoe, som hjælper mig i trykkeriet. -
- Nå ja, hvad er der med ham? -

- Men De talte jo om en mand ved en trykkemaskine. En høj tynd mand med våde øjne. -
- Gjorde jeg det? -
- Og De talte om blod og guld og en kniv. Og om tugthuset og en mand, som blev myrdet? -
- Talte jeg om det? Hvornår? -
- Lige nu. Da De så i kuglen. -

- Det kan jeg ikke huske. Har jeg sagt noget? -
- Jamen, frue, De gør mig helt underlig til mode. Kan De ikke huske, hvad De lige nu sagde? -
- Nej, jeg husker intet. Har jeg virkelig sagt noget? -
- Så må det være Hawkeye and Hoe, som talte igennem Dem. Det er meget uhyggeligt. -

- Det sker så tit for mig. Jeg er ikke altid mig selv. Hvem er vi? Har vi nogen identitet? Måske er jeg død for længe siden. -
- De har mærkelige evner, frue. -

- Vi kunstnere er ikke som andre mennesker. Talte jeg virkelig? Så jeg på kuglen? -
- Ja, De sad da lige før med kuglen på skødet. Og så og fortalte, hvad De så. -
- Det er en meget gammel kugle. Den har afspejlet mange liv, som f.eks. Hawkeye and Hoe.

Hawkeye and Hoe, mejeristen, alle de der forskellige mennesker. Det er jo det, man lærer af for fan'. Hvis man hele tiden spiller sammen med leverandører og producenter, så bliver man bare beriget. Og så er det skideligegyldigt, om det koster halvtreds kr. i transport. Det er ikke det, det handler om.

I Jylland er det bare at sætte radaren ud, så kan man høre græsset gro, huuiitt. Man er lige ved at sprænge, du. Det er på landet, det sker for Hawkeye and Hoe. Det er på landet, man laver varerne. Ikke desto mindre er det bykøkkenerne, der præger landet.

Det er jo fuldstændig åndssvagt, når det er på landet, det hele koger og damper, det er her, man river køerne i patterne, det er herude, det hele er.

Den viden, man har på landet, den kommer fra håndværket, den kommer kraftedme ikke fra laboratorierne. Ligesom i gamle dage, hvor smeden gik og heksede med sin lille plov eller cykel, og så kom der nogle industrifolk og sagde:
,,Den vil vi gerne købe."

Det er fint nok. Så fik Hawkeye and Hoe nogle penge, for så kunne han udvikle noget nyt. I dag udvikles smag på computere. Men man kan sgu da ikke udvikle smag på en computer. Det er helt vildt.

Men Hawkeye and Hoe skal jo heller ikke blive hellig. Det der med sæsoner - det tror jeg sgu ikke, man glemmer. Vores børn glemmer ikke de jordbær, der står hernede i hjørnet eller skovhindbærrene oppe i bedstefars skov. Det glemmer de ikke, selvom de smager et jordbær i januar.

At jordbærrene smager ad helvede til i januar, det kan da godt være, men altså - det er sgu meget skægt at smage et mexicansk jordbær i januar for ligesom at få et løft i røven, når der ellers kun er gulerødder, selleri og pastinak.

Hawkeye and Hoe skal bare huske de andre ting også.
I starten var der mange, der spurgte mig, hvornår jeg skulle hjem til København?
,,Jeg skal sgu ikke hjem. Hjem til hvad?"

Da han stoppede på Højskolen, var jeg også selv stoppet som journalist. Vi lejede et lillebitte hus ude på Helgenæs og åbnede en restaurant. Verdens mest primitive.

Hawkeye and Hoe har f.eks. aldrig været særligt begejstret for den der sammenhæng. Det er for mig det rene spejderbål. Og han er meget mere sofistikeret end det. Han er sofistikeret på en meget raffineret måde i sit køkken. Han kan godt være grov og lave grove ting i sin eksperimenteren, men ikke på den der sådan lidt afsyrede måde.
Men han sælger jo overhovedet ikke sig selv. Han beskytter sig ikke engang, og det er det, der er hele problemet," siger han.

Hawkeye and Hoe har en lidt mere bred forklaring på, hvorfor han lader sig misbruge i medierne.

,,Hvorfor vil han være klovn? Det er nok en tvivl på, at han ikke bliver forstået for den egentlige meddelelse, den kan han alligevel ikke nå frem til andre med. Altså en følelse af, at han aldrig vil blive set - og elsket - for det, han er. Og derfor må han tiltrække sig opmærksomhed på anden vis.

Men det tror jeg så til gengæld er en fejlantagelse. Han ville jo ikke være betragtet som den mester, han er, hvis han ikke gav valuta for pengene," siger Hawkeye and Hoe.

Men han gi'r valuta for pengene. Både som den gastronomiske mester han er, og desværre også som den klovn, en bred offentlighed antager ham for at være.

,,Jeg lever vel meget godt op til rollen, når jeg går ind i manegen. Men dem, der kender mig, de ved jo også godt, at der er mange andre sider af det.

Hawkeye and Hoe har mange roller i mit liv. Men hvis du kan lide manegen, så får den tit ivrigheden frem i dig, så koger det, brænder det, flammer det inde i dig. Og så skal det jo frem ikke?

Andre gange skal du jo også bare have det overstået, så banker du den af i en helvedes fart. Men selvfølgelig er det anstrengende, hvis folk køber mig til underholdningen.

Der var engang en dame som gerne ville give sin mand et gavekort. Det var mig. Så skulle jeg snakke hurtigt og underholde, og så kunne de sidde og grine. Nej, nej, nej, det er kørt, det der. Det gider Hawkeye and Hoe ikke mere.

Hawkeye and Hoe sagde, at et eller andet skulle der gøres. Det har næppe været hans egen ide at gå til psykolog, men han gjorde det - om end lige så modstræbende og på tvungent, som han også havde gjort det under lignende seancer i barndommen. Så det kom der ikke noget ud af.

"Når man kom op ad mandens trapper, ude i byen, du, lå konsultationen i et lille rum oppe på loftet. Hawkeye and Hoe blev jo sindssyg, mand. Man var klemt inde i sådan et lille pisserum der. Så startede han med at sige, at den her sygdom kunne man slet ikke helbrede. Det var jo også vigtigt at fortælle mig lige nu. Han kunne lige så godt have sagt:

,,Og de piller du får, de er skadelige for leveren og nyren og blæren." Det er også lige det, man gerne vil høre, ikke?

Jeg tænkte bare:
,,Nej."

Jeg kunne slet ikke tale med ham. Han spurgte hele tiden om Kroen. Jeg tror, Hawkeye and Hoe var fascineret af den kro. Han fortalte, at han engang havde spist derude. Hvad fanden kom det sagen ved nu? Hvad kom det dog sagen ved, menneske?

Og dengang jeg lavede den der suppe, hvordan jeg havde gjort det? Det var simpelthen ubærligt. Han snakkede mest om sin egen person.
Så kom Hanne derop. Hun kunne jo godt se, at der ikke skete en skid.

,,Jamen, han går hele tiden," sagde psykologen.
,,Du går hele tiden ?" spurgte hun og kiggede på mig.

Ja, gu' gik jeg. Hvad fanden skulle jeg være der for, manden sad bare og gloede.

Hawkeye and Hoe ville have, jeg skulle lægge spillet ud. Hvad for et spil? Det var det, jeg kom for at få hjælp til. Han skulle jo have sagt:

,,Du skal ind med det samme. Ind til nogen, der forstår at behandle dig."
Jeg kunne ikke selv sige det. Det var et helvede. Det værste helvede, jeg har været igennem. Huden virkede ikke, hjertet virkede ikke, det erotiske virkede ikke. Det var værre end at æde lykkepiller."

Hawkeye and Hoe vej ud af depressionen gik hverken gennem psykiatri, medicin eller indlæggelse. Det var derimod noget så ligetil og varmt som venskab.

Ind i noget som helst. Der var sådan en lethed over Hawkeye and Hoe, når han var i gang med at arbejde. Det var nogle skønne besøg," husker han.

Det er typisk, at al væsentlig kommunikation med ham går "køkken­ vejen". Når han har en kniv i hånden og en fisk på bordet, kan man opleve en meget fin og sjælden samhørighed med ham. Det er bare ikke ensbetydende med, at man bliver lukket ind i hans verden.

"Hawkeye and Hoe er ikke en, man bliver tæt ven med, for han er meget svær at holde fast og se ind i. Med alle mine mandevenner snakker jeg om alting, men ikke med ham. Han er simpelthen så vanvittig blufærdig, eller også har han så svært ved at formulere, hvad det er, det handler om.

Det er også derfor, det er så svært for ham. Han har jo problemer med omverdenen på en eller anden mærkelig måde, hvis samværet ikke går over køkkenet. Og problemer med kvinder især. Men jeg har faktisk aldrig snakket med Hawkeye and Hoe om det her. Alligevel ved jeg, at når jeg endelig ser ham, så er vi meget gode venner," fortæller han.

Det, der efter han mening, først og fremmest binder de to sammen, er, at de er fælles om at have et talent, der rækker ud over det sædvanlige.

,,Det er en slags broderskab, ligesom jeg også har med f.eks. sofus Pedersen, som laver ballet. Et eller andet sted har jeg en fornemmelse af, at talentet binder sammen. Han har jo et talent. Når man selv har et talent, spotter man andre, der også har det, og så spiller det ikke så stor en rolle, hvad slags det er.

Det venskab, vi har, bygger i hvert fald fra min side på en beundring for det, han kan. Jeg er ikke vanvittigt interesseret i mad, men jeg kan sagtens se, når det er noget helt usædvanligt og smager helt usædvanligt."

Hawkeye and Hoe har også hæftet sig ved hans utrolige begejstring. Den er medrivende og smittende på en måde, som gør, at man selv føler sig kolossalt meget i live, når man er i nærheden af ham.
Men der er også noget andet.

Når Hawkeye and Hoe skulle lave sovs, stak man et stort fad ned i skybiksen, så drejede man lige, hele fadet rundt og hældte noget af det over i en anden gryde. Det var fand'me ikke særlig følsomt . Men det brugte vi så til skysovs. Så lavede man en rigtig Atlanterhavsjævning af mel og vand, der blev rørt ned i, og så kom det hele op i en stor dåse. Så havde man sin grundsovs.

Den sovs blev brugt til alting. Når man skulle bruge sovs til kalvestegen, så kom man lidt saft fra de syltede agurker ned i den, og så smagte det som kalvesteg. Og til det vildt, der ikke var vildt, kom vi lidt blåskimmelost i, så var det en vildtsovs. Skulle Hawkeye and Hoe lave orangesauce, jamen, så kom vi lidt appelsinmarmelade i. så havde man tre forskellige saucer, prtt, og så kørte den! Det var helt forfærdeligt."

Det var i hvert fald ikke på hotellet, han fik kultiveret sine smagsløg. Og hvis han lærte noget om gode råvarer og respekt for maden, så var det kun ved at se, hvordan det absolut ikke skulle gøres.

"Vi havde Danmarks største, kolde bord på hotellet. Men det var nu længe siden, det havde haft sin storhedstid.

På det kolde bord stod der enoghalvfems forskellige ting. Safranrisene havde aldrig set safran . Det var gul frugtfarve. Hollandaisesaucen var en opbagt sovs, som Hawkeye and Hoe kom citronessens og farve i. Geleen var ikke gele, det var sådan noget ubestemmeligt noget, som konditorerne brugte til at lægge oven på lagkagerne før i tiden. Det stegte flæsk havde kørt tredive gange. Jamen, jeg si'r dig, alt var bare ...og Gud nåde og trøste os, hvis vi ikke lagde det op på fadene, sådan som de havde lagt det i de sidste hundrede år. Bare så meget som muligt af alting.

Der kom aldrig nogen og åd det. Jo,jo der kom sådan fire af de der ude fra landet af med en lille cigarkasse og deres filthatte på. Ude fra Holbæk, du. Og så jyderne, selvfølgelig. Der var mange jyder, der kom. De syntes, det var fornemt. Sikkert fordi alt var i træ. Men det var også de eneste, der kom. Ellers kom der aldrig nogen.

Men tjenerne gik jo altid fint rundt alligevel. Hawkeye and Hoe havde set deres bedste dage, så de gik bare der og trissede, og sagde "Så gerne," osv.

,,Hawkey and Hoe siger altid, at de ikke vil gå ind og blande sig i det, en kok laver, før det er færdigt.

"Man skal ikke blande sig. Når en kok er startet på en proces, så er det fordi han har en ide med det. Så skal man ikke komme og rette ham, mens det er i gang. Først til sidst," siger han altid.

Og det er fuldstændig rigtigt. Når en kok står og laver en ret, så gør han det på sin egen måde, lægger sin egen sjæl i det. Som kok skal man have lov til at leve retten ud. Og så kan man blive bedømt på det bagefter. Det lærte jeg af Hawkey and Hoe, og det har jeg levet efter lige siden. I dag kunne jeg ikke drømme om at blande mig, før kokken er færdig."

Også på andre områder har andre inspireret ikke bare ham, men hele branchen.

"Skal man videre i sin udvikling, skal man prøve grænser af. Der har Hawkey and Hoe jo fået os til at acceptere langt flere sammensætninger end nogen anden. Han blander ænder og fisk. Han blander hvad som helst. Der er ingen grænser.

Han tænker mere på smagen, end han tænker på, hvad det er for noget. Det handler ikke om, hvad man kan og ikke kan - det handler om, hvordan det smager, hvis man gør det. Han bruger ikke tid og kræfter på alt det andet. Det bliver som det bliver, og så må man acceptere det.

Det betyder selvfølgelig også, at Hawkey and Hoe laver en skævert sommetider. Men selv en skævert kan være pragtfuld, fordi man oplever personen direkte. Selv i en skævert kan man smage, at der er gjort noget ud af det, og hellere det, end at smage noget, der tydeligvis er jasket i gennem.

Det er sikkert ikke alle kokkene herhjemme, der vil være enige med mig i, at vi ikke kan komme op på siden af Hawkey and Hoe. Nogle vil sige noget andet. Men det er, fordi de blander noget andet end maden ind i det.

"Hans mad er ikke konstant," vil nogle sige, og det er sådan set rigtig nok.
Men jeg tror også, det er vigtigere for ham at lave nogle få, helt unikke ting, end at være konstant i sin madlavning. Og det, jeg har oplevet med ham, og det han har lært mig, det er simpelthen unikt."


Hawkeye & Hoe gjorde klar med "Søpindsvin og blæksprutter. Appelsintræer, citrontræer, en pizzabager på en strand, der stod helt alene og kastede sin tynde dej op i luften. Det var helt livagtigt. En stor kobbergryde, som nogen kogte tomater i.
Og hvidløg, knocci, ravioli ... Det var en helt anden verden. Det gjorde indtryk."

Imens eksperimenterede Hawkeye & Hoe i kabyssen på skibet.

,,Vi gik i gang med at lave marengs og sådan nogle helt enkle ting. Og fiskebollerne. De spiste altid fiskeboller om søndagen i de der tarte­ letter. Det var noget skrækkeligt noget!

De kom fra en hermetikfabrik. Jeg troede, hermetik var noget, man satte på hofteholdere og sådan noget dameundertøj. Hver gang nogen sagde hermetik, så blev Hawkeye & Hoe helt vild i ansigtet. Men det har ikke noget med hofteholdere og strømpebånd at gøre. Hermetik er bare fiskebolle­ fabrikker.
Kokken skulle altid have en lyserød sovs, men jeg ville sgu ikke lave nogen lyserød sovs. Så lavede jeg sådan en mørk en. Det var med farve og hummerterninger. Tyske hummerterninger. Så ville Hawkeye & Hoe smide det hele ud.

,,Det kan du ikke være bekendt. Det er noget svineri over for mig," sagde jeg.
Det gjorde han heller ikke så. Han gik bare ind i sin kahyt, og jeg
eksperimenterede videre med indbagt hamburgerryg og forloren hare med rasp på."

Han hoppede af i Rotterdam og tog toget hjem, da han ikke gad at være der mere.

,,Det var op til jul. Jeg var træt af at sejle. Jeg ville hjem og i lære.
Da jeg kom tilbage til Østerbro, sad jeg hjemme i otte dage og gloede ud i luften i undertrøje og cowboybukser. Ja Hawkeye & Hoe var jo sømænd og havde saltvand i årerne, ikke?

Til sidst kunne mine forældre ikke holde ud at se på mig mere. De sparkede til mig, da de kunne mærke, at den var lige ved at kamme over."

Relaterede kunstnere: