MC-pige på solorejse

Først på aftenen lage vi til molen ved Tallinn. Jeg hjalp et par på motorcykel med at løsne deres cykel. De spænder jo ikke selv cyklen fast – det gør besætningen. De ville ud af byen, og jeg ville måske se lidt af Tallinn. Det blev også lidt. Jeg kikkede lidt på de gamle bygninger og bestemte mig for at komme væk fra storbyen varme. Jeg var kogt og ville ud og have luft. Et godt stykke uden for byen, fandt jeg en campingplads og lejede en lille hytte. Det værste jeg har set endnu. På madrassen var det gammel blod som en eller anden så ud til at have hostet op. En anden madras i hytten lignede noget fra oldemors tid – noget hør artig. Jeg lagde et tæppe på over blod pletten og smed min sovepose på sengen. Toilettet var i et skur med vandhanen udenfor og det var ikke lige vestlig standart. Bruser var der ingen af, men der var en sø som man kunne bade i. Jeg købte to dåse øl hos camping mutter og kunne ikke få låst cyklen ind. Så på med en skivelås og ellers ratlåse – der var jo også kun mig og 4 fulde ester der havde travlt med at spille højt musik, bade i søen og drikke sig fulde. Hyggeligt sted og til den nette sum næsten set alle de estiske penge jeg havde – hvilket skal sig 30 euro jeg vekslede på færgen. Næste dag var cyklen der stadig og jeg pakkede og kørte mod Pärnu. En by der efter de finer jeg mødte i Skotland, skulle være et yndet udflugtsmål for lokale som turister. På en af de mange bus holdepladser, holdt jeg ind for at købe en cola og noget spiseligt. Købte først en cola og kikkede lidt rundt efter noget jeg kunne have råd til og samtidig ville kunne få ned. Jeg havde endnu ikke fået morgenmad, eller aftensmad dagen før og varmen hjalp heller ikke på appetit, men jeg vidste at min krop havde brug for mad. Bag disken havde hun et stykke kold røget kyllingben. På engelsk (som hun ikke forstod) og med fagter fik jeg spurt om prisen. Det blev lagt på vægten og prisen viste sig at være mere end min famøse formue kunne strække til. Jeg prøvede at spæde om med euro, men det kunne hun ikke bruge til noget. Slukøret var jeg klar til at forlade butikken, da hun smilende pakkede kyllingestykket ind og tog pengene. Uden for under et skyggefuld træ, slog jeg mig ned i græsset og trang mit festmåltid ned, inden jeg kørte vider. Det var stegende hedt, da jeg parkerede cyklen i Pärnu og glemte at om parkeringsafgift, for at finde et klistermærke fra Estland. Det lykkes i en lille butik, hvor jeg fik lov at afregne i euro – campingpladsen havde jo blokket mig for lokal valuta og jeg gad ikke veksle. Der var jo ikke langt til Letland og en ny valuta. Med lidt estiske små mønter og et nyt klistermærke fortsatte jeg mod Riga. Det er ikke nogen lille by og det værste er at det er nemt nok at finde ind i byen, men håbløs at finde ud igen. Det giver jo sig selv at lokale folk behøver lidt skilte til at finde rundt i deres land, men de kan jo sagtens selv finde rundt i byerne. På den måde endte jeg med en alt for varm cykel, på et parkerings forbudt område, hvor der holdt en del lokale biler. Behændigt lod jeg være med at bloker brandbilernes udkørsel og smed cyklen ind til fortovet. En ung betjent var i hyggelig samtale med en smuk ung mø, og syntes ikke at interessere sig for min parkering. Men da jeg smed hjælmen og de så hvordan mit hår klistrede til hovedet og jakken klæbede til armene og ikke syntes at ville skilles fra min krop, kunne de ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det må også have været et syn for guder, men det føltes som en befrielse at få lidt luft, selv om jeg ikke kunne smide kørerbukserne på åben gade. Der var 37 grader i skyggen, men desværre hold jeg ikke i skyggen. Jeg krøb ind under den skygge cyklen kunne give og tændte en smøg, medens jeg studerede min kortbog over Europa med bykort over hovedstæderne. Det hjalp mig ikke en disse, så jeg bestemte mig for at forstyrre betjenten – han var vel på arbejde. Han kunne heller ikke meget engelsk eller tysk men var sikkert god til sit lokale sprog. Han henviste mig til politigården, hvor sikkert var en der kunne engelsk. Alligevel prøvede jeg at vise ham mit kort for at få at vide hvor jeg var og få en vejvisning mod A8. Efter et kvarter viste jeg hvor de fleste seværdigheder var, men ikke hvordan jeg fandt A8 eller nøjagtig hvor jeg var. Nå, men så måtte jeg jo prøve på politistationen, selv om jeg ikke var meget for at lade cyklen stå alene midt i Riga. En sur betjent vrissede af mig og sendte mig ud i et venteværelse, uden at jeg havde forestillet ham mit ærende. Luften stod stille i det sparsom møbleret venteværelse, og det var om muligt endnu varmer end ude på gaden. Et par betjente kom ind med en flok piger, der var blodig tilred og efterlod dem i venteværelset, medens de gik ind og snakkede med den vagthavende. Så lettede jeg bagdelen fra det bord jeg sad på og vente tilbage til cyklen. Ung møen og betjenten var gået, så det var nok godt jeg selv overtog bevogtningen af cyklen. Efter en smøg startede jeg cyklen og kørte samme vej som jeg var kommet fra. Fandt et firmærke af et skilt der viste mod A10. Godt nok ikke den vej jeg skulle, men det var da en vej ud af byen. Jeg fandt flere frimærkeskilte og med mit indre kompas kombineret med lidt held endte jeg på A8, på vej mod Litauen.
Et stykke inde i Litauen, i byen Siauliai, fandt jeg et 3 stjernet hotel hvor jeg kunne få låst motorcyklen ind i en garage. Selv fik jeg et værelse med toilet og bad på gangen, men det var rent og der var toiletpapir. Endnu en gevinst var at der var trådløst internet, så jeg kunne få skrevet lidt til blokken. Der var ingen udenlandske turister på hotellet, kun et par piloter og forretningsfolk, så jeg fik en stille middag i restauranten, uden at snakke med nogen. Næste morgen var jeg klar ved morgenbordet kl. 7. Der skulle tilbagelægges kilometer i dag. Jeg fik vendt cyklen i garagen og op af den mindst 45 grader opkørsel til vejen. I byen gjorde jeg holdt for at finde et klistermærke fra Litauen, men butikkerne åbnede ikke før kl. 10 og det gad jeg ikke vente på. Nu gik det mod Polen, i en stor bue uden om Hvide Rusland, ad sporkørte veje. I vejkanten og på markerne gik storke og søgte føde til ungerne. Deres reder var nemme at få øje på i elmasternes top. Landmanden kørte mælkejunger på hestevognen, og kørerne var fortøjet i grøftekanten og på markerne. En kone sad på en skammel og håndmalkede en ko på marken. En gammel lastbil holdt pause i vejkanten, og over førerkabinen stod der med store bogstaver ”Slangerup” – selvfølgelig var den ikke på danske plader. De tre ester jeg havde mødt i Norge, var lidt rystet over den kraftige blæst i Norge. Det gav mening her hvor jeg havde kørt gennem deres land. Det blæser ikke meget i Baltikum. De kan ikke have haft storm i mange år, for så ville de huse jeg så være blæst omkuld. Mange bygninger er forfalden og befolkningen syntes fattige, men deres personbiler er af vestlig standart.
Vel inde i Polen fandt jeg, i andet forsøg, et hotel med et ledigt værelse. Desværre havde de ikke en garage hvor jeg kunne låse cyklen ind, og jeg måtte ikke køre cyklen ind i receptionen. Til gengæld havde de videoer overvågning af parkeringspladsen. Det var sent og jeg var træt, så det måtte være godt nok. En ældre mand blev tilkaldt og placeret i et glasbur på første sal, med en gammel skærm hvor han kunne se min cykel. Så hvidt jeg kunne forstå, ville han side der til kl. 2 om natten. Da jeg vågnede kl. 4, overvejede jeg at liste ned og se om cyklen stadig var der, men lod være, for hvad kunne jeg stille op hvis den ikke var der? Jeg havde bestilt morgenmad kl. 7:30 og efter at have tjekket at der var en cykle, pakkede jeg bagagen op på cyklen inden jeg gik ind til morgenbordet. Kl. 8 var jeg på vejen igen, og kæmpede mig vest på. Det blev en lang dag. Ved aften tid passerede jeg grænsen til Tyskland og glæde mig til endelig at komme på god tysk motorvej. Ha, det var go’ gammel Hitler vej, men heldigvis kun indtil jeg kom på 20’eren, mod Rostock. Det var på høje tid at finde en campingplads, nu jeg var i Tyskland. Men der var ikke noget på mit kort, og der var ingen skilte med hotel eller andet. Efter Rostock, holdt jeg ind på en rasteplads. Kæden slæbte hen ad asfalten, og skulle strammes inden jeg kørte barre 100 meter mere. Jeg tog en tår cola og drømte om mad, da jeg fik øje på en autocamper med danske nummerplader. Mig hen og banke på. Det var et par fra Åbenrå. Han var smed, og havde en kæmpe værktøjskasse med alt hvad jeg skulle bruge – heldig igen. Han hjalp sågar med operationen. Vi snakkede lidt om sikkerheden i at slå telt op på rastepladsen. Jeg kunne jo pakkere cyklen ved siden af autocamperen og smide teltet i nærheden. Den trykkede jeg lidt på, men fandt det lidt for risikabel. Område jeg befandt mig i var jo kendt for at gasse lastbilchauffør i dyb søvn, medens de stjal deres gods. Jeg valgte at kører videre. På den sidste rasteplads før Lübeck, gjorde jeg holdt igen. Det var blevet mørkt og jeg havde kørt i 15 timer. På rastepladsen var der en sti der gik op af en skrænt. Jeg gik op for at se hvor stien endte. Det viste sig at føre til en lille vendeplads uden bænke eller andet. Fint! Jeg listede tilbage og hentede cyklen. Med lidt behændighed fik jeg kørt cyklen op på skrænten og vendt den på vendepladsen, så jeg kunne komme samme vej tilbage. Jeg dækkede nummerpladen med en plasticpose, så den ikke reflektere evt. billygter, og smed min teltpose som hovedpude. Fandt en sidste lunken øl i tanktasken, og smed mig i græsset og kikkede på stjernerne. Jeg sov i to timer før jeg vågnede ved at jeg frøs. Tog en trøje mere på og smed mit lammeskind over hovedet igen for at undgå myggene og dukken. Endnu en time, ryge en smøg, og så den sidste time. Det var begyndt at blive lyst og jeg pakkede cyklen igen og kl. 5 trillede jeg ned af volden igen. På den sidste rasteplads før grænsen til Danmark, købte jeg en gang morgenmad og tankede dyret. Først på eftermiddagen smed jeg cyklen på gårdspladsen, av min r.. og gik ind for at tjekke hvor mange fartbøder der var i posten – ingen.
Turen blev på 11.183 km. Suzuki’en brugte 1 liter olie + en sjat jeg fik af Bodil i Harzen.
Hurra for Farsø MC – som havde garanteret den nok skulle holde 10.000 km.