Hvem har fået kreative ideer af hvem?

»Jeg er en del af dig, du er en del af mig,« sagde Pind for syv år siden med graffitibogstaver i en tegning, han nu har fundet frem fra gemmerne.

Det virker som et af den slags statements, der kommer, mens pandelappen er slået fra. Kroppen er ude at spadsere. Tankerne er sendt på koloni. Pind er helt alene med sig selv uden noget, der forstyrrer. Og pludselig går signalet klart igennem.

Dengang var det måske bare en god sætning. I dag er den tydbar. Ved siden af tegningen står et stativ af træ, med et akvarium uden bund ovenpå: Organized structure waiting, unaware of it's own existence. Den kunne også have heddet Dit affald er min kunst.

Du er samfundet. Du æder og skider. Pind kommer med toiletbørsten og smiler og siger: »Nøøøj, hvor er den flot«.

Pind har luret den. Han ved godt, at kunstneren bare er en rolle, han spiller. Der render ikke en eksklusiv skare rundt med alpehuer og vækster fede erkendelser i ler. Der findes et stort globalt virvar af signaler, behov og strategier, der har gennemtrængt alt, og i dette virvar er der dukket et behov for åndelige erkendelser op, som så igen har kreeret kunstneren og al den kunst, man kan ønske sig.

Anthony Giddens har formuleret det pænest. Han har sagt, at i denne senmoderne tid, hvor alle traditioner er opløst, er vores identitet »afhængig af evnen til at holde en fortælling i gang«.

Vores identitet er blevet overtaget af de moderne institutioner, der er ikke noget, der er os selv længere. Vores krop tager hospitalet sig af, vores behov tager industrien og reklamebranchen sig af, vores form tager fitnesscentret sig af, og vores åndelige behov må blandt andet kunsten tage sig af.

Til gengæld kan andre menneskers ugerninger på den anden side af Jorden pludselig ramme os. Begærlige banker i USA giver arbejdsløshed i Danmark. I Kina, Bruxelles og 100 andre steder på jorden kan ting, vi ikke forstår, direkte påvirke vores hverdag.

Samme tanke i syv år

Alt er altså udliciteret til det store, nye samfund. Det eneste, vi har tilbage, er Build-a-Human, hvor vi frit kan sammensætte os selv med nyt fyld hver uge, alt efter hvad der nu skal bruges for at holde på de venskaber, der heller ikke eksisterer andre steder end i vores hoveder, og kun på grund af en lyst, vi næppe ved hvorfra stammer. Selv vores tøj har vi ikke længere for os selv. Alt, hvad vi foretager os, er en del af den fortælling, der er dig og mig.

Så når Pind hænger en tegning fra 2004, som han selv har lavet, op på en væg, ved siden af en helt ny skulptur, og der er en tydelig idémæssig sammenhæng mellem de to værker, så er det en ren hyldest til sig selv, Pind er ude i.

Han har opdaget i sin søgen efter sine værkers oprindelse, at i hvert fald ét af dem stammer fra ham selv. En del af ham, en tanke, har været den samme i syv år! Og det er ellers den tid, det tager cellerne at regenerere sig selv. Man kan jo næsten gå så vidt som til at sige, at Pind hermed har bevist, at han hviler i sig selv. I hvert fald i noget af sig selv. Hvilket er fuldstændig uhørt! Sjældent! Bravo! Midt i en tyfonorkan er et havenissepar blevet på samme matrikel. Hvor lykkeligt.

Pind er gået videre endnu, sådan er de kunstnere, kan ikke stoppe, når legen er god, må eksploitere ... Og især to værker er direkte relateret til udstillingens titel: Someone elses idea turned into mine.

Tomhed i Helvetica

Lawrence Weiner har nemlig plantet en idé hos Pind, men det er ikke Lawrence Weiners idé længere, nu er det Pinds. Hvilket er tydeligt for enhver.

For selvom Pind har skrevet Why is nothing EMPTY på væggen, som om det var en Lawrence Wiener, så er der ingen tvivl. Det sidste ord står spejlvendt. Det ville Weiner aldrig have gjort. Han ville heller aldrig have skrevet en sætning så kryptisk. Og han ville slet ikke have brugt Helvetica, der får alting til at ligne noget, der kommer fra en af de store moderne institutioner. Det ligner jo en reklame nu. For en bank. Som er en af tovholderne i det store globale Madame Tussauds Museum, hvor vi alle sammen render rundt og klæder os ud til lejlighederne.

Men når det bliver til kunst, fordi det ligner en Weiner, så er Weiner vel ligeså meget Helvetica, som bogstaverne er det? Institutionerne er den vind, vores sjæle kan læne sig op af for at komme til at fylde noget, og Weiner er ikke den eneste kunstner, der er så stor, at han kan puste en hvilken som helst sætning op til at være et kunstværk.

Olafur Eliasson er så stor, at Pind kan lave et faldskærmsspring i ham.

En mavepumper

Hvis man ankommer til galleriet efter solnedgang, er alt nemlig grønt. Galleriet ligner fuldstændig et sanserum af Olafur. Men Pind har snydt os. For der er hverken tåget eller fyldt med bananolie inden for, der ligger kun en firkant af gule neonrør, der gennem det blå klisterfilm på vinduerne får rummet til at se grønt ud. Firkanten, der hviler på fundne fritureolietønder, hedder i øvrigt Jeg, som en kommentar til Olafur, der måske burde have haft en firkant med titlen Bruce i sine sanserum, som kommentar til Bruce Naumann, der lavede sanserum i 60'erne. Og som et andet småfornærmet barn stopper Pind ikke, han skal også lige give Olafur en mavepumper og en olfert, for faktisk er firkanten en reference til et andet tidligere værk af ham selv. Og rummet refererer direkte til det grønne rum, han lavede på Overgaden i 2009, som i øvrigt også fik 6 stjerner her på siderne. Og for lige at hovere en ekstra omgang har han indrammet fire små billeder af det med titlen 2009/2011, 2009 /2011.

Det er lidt ligesom, hvis man får konen til at tro, at man har gjort noget forkert, for så at kunne sole sig i selvretfærdighed, når det går op for hende, at hun har taget fejl. Det er et forfærdeligt øjeblik, når hun tror, man er skyldig, men stemningen bagefter er vidunderlig løssluppen og på ens side.

Pinds kunst er ligeså barnlig. Han trak kortet med Brian Enos slogan gardening not architecture, og har droppet den del af fortællingen, der handler om at insistere på, at en kunstner hele tiden bryder grænser og går nye veje.

Pind leger i stedet 'Sporløs' med sig selv, og måske er det også tid til, at vi beskuere begynder at tænke over, hvorfor og hvordan vi egentlig ser på kunst.