EU's politiske projekt lå i kortene allerede i 1972

De fleste husker, at afstemningen i 1972 om EF handlede om højere baconpriser og billigere vaskemaskiner. Men hvad lå der egentlig bag kampagnen, der anbefalede dansk tilslutning til fællesmarkedet? Hvad blev der lovet, og hvad blev afvist?

Det har DR givet mig en unik mulighed for at undersøge og fremstille som led i serien Den største løgn, der sendes de kommende seks uger. I søndags blev seriens første film bragt. Her blev løfterne og garantierne fra 1972 holdt op imod den udvikling, EF efterfølgende tog.

Mange vil mindes, hvordan den daværende socialdemokratiske statsminister, Jens Otto Krag, forsikrede, at Danmark på alle væsentlige områder ville bevare sin selvstændighed. Og nogen vil måske huske løfterne om, at samarbejdet hverken ville anfægte vor social- eller arbejdsmarkedspolitik. Udviklingen har vist det modsatte.

Om danskerne ville have stemt anderledes, hvis de havde kendt sandheden, kan ingen sige. Men at kampagnen i 1972 blev ført på et løgnagtigt grundlag, er uomtvisteligt.

Med udgangspunkt i syv konkrete tilsagn fra den daværende regering kan det slås fast, at befolkningen blev vildledt af sine egne politikere og dermed ført ind på et spor, som i dag har bragt os til noget nær en europæisk forbudsstat.

I Danmark har vi været velsignet af flere folkeafstemninger op gennem det 20. århundred noget som de færreste andre europæere har fået tilbudt. Men hvad er frie valg værd, hvis politikerne har sat sig for ikke at fortælle sandheden?

Et af de områder, som særligt siden østudvidelsen i 2004 har været højt på dagsordenen i EU, er arbejdsmarkedspolitikken. Med de ti nye østeuropæiske lande er EU blevet udvidet med en række arbejdsmarkedssystemer og lønniveauer, som harmonerer meget dårligt med den skandinaviske overenskomstmodel.

Det har i flere omgange fået EF-Domstolen til at behandle spørgsmålet om dels udenlandske arbejdstageres overholdelse af nordiske overenskomster og dels vore fagforeningers konfliktret over for arbejdere, der ikke overholder de fælles nordiske regler.

Da sagen blev drøftet i 1972, var statsminister Krag meget skråsikker. Der bliver ikke tale om fælles overenskomster, sagde han, mens de borgerlige, alvorstunge partiledere nikkede overbevisende.

Nuvel, man må naturligvis give fortalerne for dansk tilslutning, at det aldrig er blevet til fælles overenskomster. Snarere tværtimod EU's afgørelser er i færd med at udradere selve overenskomstmodellen og på den måde skabe fælles regler for hele EU. Således er skeptikernes frygt fra 1972 i dag en realitet. Nordiske fagforeninger er gentagne gange blevet dømt ved domstolen i Luxembourg, og Danmark har flere gange måttet ændre sine love for arbejdsmarkedet for at tilpasse sig fælles regulering af området.

Et andet område, hvor Krag udstedte beroligende løfter, var forsvarspolitikken. Men igennem de sidste mange år har det stærke tyske ønske om en egentlig europahær manifesteret sig.

EU har tropper på Balkan, ud for Afrikas kyst og andre steder, hvor det ikke længere er medlemslandene, men EU, der har mandatet og kommandoen. Med Lissabontraktaten er den mellemstatslige del af traktaten, som udenrigspolitikken tidligere hørte under, blevet nedlagt og ført ind under det overstatslige, således at Europa-Kommissionen fremover har indflydelse på vores udenrigs- og forsvarspolitik. »Det er løgn fra ende til anden,« siger Krag i én af de afsluttende partilederrunder med adresse til modstanderne, som advarer mod, at netop fælles overenskomster, hær og politi vil blive en realitet. Meget tyder dog på, at det snarere var Krag, som var løgneren.

I dag er også fælles politi en uomtvistelig realitet. Både internt i EU, hvor de enkelte landes politienheder kan udøve myndighed på alle landenes territorium, såvel som udenrigspolitisk, hvor Danmark for få år siden bidrog på højeste niveau, da Kai Vittrup udnævntes som chef for EU's politi i Kabul.

Men ikke blot på det operationelle plan er Krags løfte blevet brudt. Også vore politimæssige love er i dag under regulering fra EU, som med hjælp fra EU-domstolens afgørelser i blandt andet den såkaldte miljøsag (C176/03) har fået udvidet sine beføjelser til at indføre strafferegler betydeligt. Med den nye traktat får EU sin egen anklagemyndighed og status som juridisk person, hvorved EU kan indgå bindende overenskomster med tredjelande på vegne af medlemslandene.

En venlig sjæl vil måske afvise, at der med alle disse formaninger var tale om direkte løgne. Nogle vil måske nøjes med at kalde Krag naiv og lidt enfoldig i hans tillid til, hvad EF skulle blive til.

Det står imidlertid i kontrast til, at der på visse punkter blev talt direkte imod bedre vidende. Eksempelvis findes et tv-klip, hvor Krag forespørges om sammenhængen mellem kriminalitet og fællesmarkedet. Her afviser Krag, at kriminaliteten vil stige og indvandringen forøges. Men allerede inden afstemningen stod det beskrevet i de fælles EF-partiers betænkningsbidrag til markedsudvalg, at man var bekendt med, at der pågik forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i reglerne om vandrende arbejdstagere.

Herom var Krag tavs. Han vidste, at noget sådant helt berettiget ville skabe frygt. Derfor undveg han at svare på spørgsmål.

At man i vore dage så har kombineret den frie bevægelighed, der nu i et vist omfang også gælder tyrkerne, kunne Krag muligvis ikke forudse men at intentionerne fra starten var til stede i traktaten og dens kontekst, må Krag og hans allierede nødvendigvis have vidst.

Som den måske mest kendte løgn summeres filmens gennemgang af de brudte løfter op med bemærkningen om, at »de ændringer af dansk lovgivning, som et medlemskab af EF nødvendiggør, er ikke særlig omfattende, hverken hvad angår samarbejdets omfang eller karakter«, hvorefter Krag med statsmandsattitude slår fast, at Danmark bevarer sin selvstændighed på »alle vigtige områder.«

Nu kan man naturligvis diskutere, hvad der er vigtige områder. Men for få år siden dokumenterede Professor Marlene Wind, at op mod 80 pct. af lovgivningen inden for visse ministerier i dag kommer fra EU. Det betyder, at en række af vore ministre i dag reelt blot er administratorer for Bruxelles. Hvordan dette kan forenes med betragtningen om, at alle væsentlige områder fortsat er under dansk suverænitet, er forunderligt.

Det har fra start af været det drivende ønske i EF-samarbejdet at skabe en stadig snævrere union. Det har stået sort på hvidt i traktaterne fra 1957, og således også da Danmark meldte sig ind i 1973.

Politikerne har hårdnakket nægtet, at udviklingen skulle gå i den retning. Men kendsgerningerne taler for sig selv.

Selv i dag holder politikerne sig ikke for fine til at lyve, bedrage og skalte med retsprincipper. Derfor noterer jeg mig med tilfredshed, at den danske regering nu ved domstolene skal forsvare sin beslutning om at ratificere Lissabontraktaten uden at holde folkeafstemning.

Det er godt, at de ansvarlige stilles til regnskab. Desværre kan halvfjerdsernes politikere ikke stilles til regnskab for deres løgne. Men vi kan lære af dem. Og forhåbentligt kræve den tabte suverænitet tilbage.

Langt hovedparten af danskere herunder jeg ønsker et praktisk samarbejde i Europa. Det var, hvad vi fik stillet i udsigt i 1972. I dag har vi et ideologisk, føderalt, overnationalt samarbejde, hvor borgere og demokratiske retsprincipper er sat til side. Havde danskerne kendt til disse forhold i 1972, var det næppe endt med et ja. Og i dag er det for sent for i dag spørger politikerne ikke længere befolkningen til råds.