Da Rasmus Willig blev indbudt til at holde foredrag om sin bog Til forsvar for kritikken for en flok århusianske pædagoger, gik hans pointer om kritikkens svære vilkår i det moderne samfund rent ind, og pludselig gik det op for sociologen, at pædagogerne kendte barriererne for kritikudøvelse langt bedre end ham selv.
"Ved et tilfælde mødte jeg nogle mennesker, hvis eksempler fra daginstitutionerne i Århus var konkrete eksempler på hvad der sker, når de normer, som beskytter vores evne til at kritisere, bliver tilsidesat," siger Rasmus Willig, som nu udgiver bogen Umyndiggørelse baseret på fokusgruppeinterviews med de århusianske pædagoger.
Det er blevet en bog, som man læser med en stigende følelse af indre alarm, for beskrivelserne af det pædagogiske arbejdsliv er decideret hjerteskærende. Her taler pædagogerne om rundboldspil for at holde børnene aktiveret, om bleer som ikke bliver skiftet, og hænder, der ikke bliver vasket og en konstant følelse af at deres faglige dømmekraft bliver latterliggjort og tilsidesat.
"Nu skal vi f.eks. formulere en ny politik for institutionen, og så får vi ikke lavet vores arbejde, så vi kan se glade børn. Det hæmmer børnenes udvikling (...) Man kan ikke leve op til sine egne faglige forventninger," siger pædagogen Karen i bogen, men så skarpt plejer hun ikke at formulere sig. Rasmus Willigs studie er også et studie af, hvordan pædagogernes kritiske sans langsomt bliver slået i stykker af politikernes konstante krav om effektivitet.
Små gradvise ændringer
"Pierre Bourdieu har sagt, at neoliberalismens styrke er, at man først opdager, hvad den gør, når det er for sent. Det udsagn forstod jeg ikke, før jeg talte med pædagogerne, som kan berette om alle de små gradvise forandringer, som har ændret deres arbejdsliv. Det starter i det små med, at man i tråd med moderne managementprincipper laver en blæksprutte-funktion på stuen for at blive mindre presset. Bagefter tager man en konsulent ind, for at finde ud af hvordan personalet kan udnytte deres tid bedre. Men når man i en periode på 10-15 år hele tiden har rationaliseret sit arbejde, så ændrer virkeligheden sig, og pludselig kan man ikke genkende sin egen arbejdsplads længere."
- I din bog skriver du: "Ingen kan sige om normeringerne er blevet værre i de sidste 10-15 år." Men hvorfor kan man ikke det? Hvem siger egentligt, at det er blevet så meget værre?
"Jeg har ikke villet skændes om tal. Idéen bag min bog er at studere pædagogernes egen oplevelse af deres arbejdsliv. Og de føler, at de har fået langt flere opgaver, at ledelsesopgaverne er blevet større, at kravene til det pædagogiske arbejde er blevet mere ekspliciteret, og at der er langt større krav om dokumentation. De her evalueringsskemaer tager måske et kvarter at udfylde, men spørgsmålene internaliseres hos den enkelte pædagog. 'Hvordan møder jeg forældre og børn om morgenen?' kan et spørgsmål i evalueringsskemaet lyde og så begynder pædagogen at tænke: 'Gud nåede jeg overhovedet at tale med forældrene?' I den klassiske teori om kritik er det befolkningen, som stiller kritiske spørgsmål til magthaverne. I evalueringerne er det i stedet magthaverne, som stiller kritiske spørgsmål til sin befolkning."
Skrig i bilen
Pædagogerne i Århus har en oplevelse til fælles. De føler ikke, at de kan sige fra over for forvaltningens krav, for så kritiseres de for at være ufleksible og mangle omstillingsparathed.
En følelse som forværres af, at pædagogerne afkræves et medansvar for at sørge for, at reformer og besparelser ikke går ud over børnene.
"Jeg ved ikke, hvornår jeg er inde, og hvornår jeg er ude. Jeg ved ikke, hvad jeg er blevet til. Nogle gange er jeg en marionetdukke. Andre gange er jeg med til at bestemme og har indflydelse," udbryder pædagog, da talen falder på samspillet mellem forvaltningen og hendes arbejdsplads.
"Det, som er interessant, er, at jeg ikke har noget materiale, som fortæller, hvad der sker, hvis pædagogerne ikke følger forvaltningens retningslinier. Hvis man ikke svarer på et evalueringsskema, eller hvis man ikke sprogtester børnene. Alle prøver nemlig at opfylde kravene, også selvom de ved, at kravene ikke modsvares af flere ressourcer," siger Rasmus Willig.
Pædagogstanden er plaget af højt sygefravær, tidlig pensionering og mange ansatte på nedsat tid. Disse sygdomstegn mener Rasmus Willig skyldes, at pædagogerne må lægge låg på deres kritik.
"Der er mange af pædagogerne, som bliver udbrændte og giver op. Socialrådgiverne i BUPL fortalte mig, at det ofte starter med en enkelt sygemelding, så pædagogen kan komme væk fra det her barn, som hun føler, at hun forsømmer. Og så eskalerer det, til sidst er der nogle, som får kvalme bare de kører forbi deres gamle arbejdsplads. Det tolker jeg som en slags etisk kvalme over ikke at kunne opretholde sine egne faglige standarder," siger Rasmus Willig, som i bogen beskriver, hvordan pædagogerne så finder ventiler for deres kritik.
"De dyrker hård fysisk sport, de propper sig med slik i personalerummet, og de skriger i bilen, når de er på vej til arbejdet. Det rystede mig meget, at der sidder pædagoger i Århus og skriger i bilen på vej til arbejdet."
- Hvorfor ser ledelsen ikke at medarbejderne mistrives?
"Mange ledere føler, at de er i krydspres, for på den ene side skal de hjælpe deres medarbejdere og på den anden side får de hele tiden at vide fra oven, at de ikke gør det godt nok. Lederne kommer så på kurser i anerkendende ledelse, men det gør måske i virkeligheden problemet værre. Nogle pædagoger fortæller om, at de bliver mødt med den her: 'Ja, jeg hører jeres kritik, ja vi anerkender jeres synspunkter', men at deres kritik ikke har gennemslagskraft. De er netop kun på medhør."
- Men der var engang, hvor pædagogerne var røde og samfundskritiske - hvorfor retter denne her faggruppe ikke kritikken ud og gør den politisk ?
"I de store Århus-demonstrationer var der masser af udadrettet traditionel kritik, problemet var bare, at intet blev hørt eller imødekommet. Pædagogerne taler ikke særlig meget om løn, men de taler om ikke at blive hørt."
Det går ud over børnene. Det er Rasmus Willig ikke i tvivl om, for umyndiggørelsen af pædagogerne reproduceres i deres pædagogiske arbejde.
At få sutten
"Børnene har jo ikke traditionelle måder at udøve deres kritik på, for det har de ikke sprog til, men de gør andre ting. Da jeg holdt foredrag for nylig, var der en pædagog, som fortalte, at der var et hjørne af børnehaven, hvor han aldrig nåede hen, og der sad børnene og bed hinanden. Det kunne være børnenes måde at kritisere forholdene på. Man har i årevis rapporteret om et for højt støjniveau, men man kunne jo igen også se støjen som protest. Pædagogerne beskriver, hvordan de i stigende grad 'bruger sutten', når de skal trøste, fordi de ikke har tid til andet. Jeg synes, at det er værd at tænke over, hvad man ofrer i disse krav om effektivitet. Hvorfor bruger pædagogerne sutten mere i et land, som hylder den borgerlige diskussionskultur?"
- Hvorfor ser forældrene det ikke her?
"Fordi det kun er de forældre, som har flere børn og kommer i institutionen i en årrække, som ser alle de langsomme forringelser. Og pædagogerne er bange for at gøre forældrene opmærksomme på problemet, fordi forældrene så måske vil forlange, at pædagogerne gør noget ved det. Så på et tidspunkt giver alle op."
Rasmus Willig: Umyndiggørelse - Et essay om kritikkens infrastruktur. 160 s., 198 kr. Hans Reitzels Forlag. ISBN: 9788741253084. Udkommer den 25 maj
Som forælder til et barn i børnehave vil jeg godt pointere, at man ser problemerne. Løsningen bliver dog som regel, at de ressourcestærke forældre kæmper en brav kamp for at få deres barn i een af de velfungerende institutioner - og så ender de ressourcesvage børn, med de mindst velfungerende pasningstilbud.
Det er også meget svært at kritisere forholdene på den enkelte institution - uden samtidig at kritisere måden den drives på. Vi ved jo godt det ikke er pædagogernes skyld!
Jamen dog, Nu er der jo en del kommuner, også omegnskommuner til Århus, der har en lavere normering end i Århus.
Problemet er måske mere at pædagogerne aldrig har villet gå ind i 'nedskæringslegen'. De har strejket mod nedskæringer, lige siden jeg havde små børn for 25 år siden.
Et eksempel herpå er pædagogernes modstand mod modul pasning af børn. I stedet for at se det som en mulighed for at arbejde mere fleksibelt, og give forældrene et mere fleksibelt tilbud, så afviser man det.
Jamen selv dog, Niels Christensen.
Er fleksibilitet under tvang virkelig fleksibilitet? Og vil modulpasning vitterligt gøre noget som helst mere fleksibelt for pædagogerne?
Er det mystisk, at pædagogerne aldrig har villet være med i nedskæringslegen - når det her er resultatet? Bliver deres modstand mindre relevant af, at de har kæmpet mod det i 25 år?
I Afghanistan findes der ingen offentlige børnehaver. Er det et argument for, at vi ikke skal have nogen i Danmark? Er kvalitet kun relativ?
- Jeg synes, du må komme op med nogle bedre argumenter.
Hele denne kontrolleg må stoppe! Pædagoger passer børn og stimulerer børns udvikling, det ved vi godt er meningen med dagsinstitutionerne. Så det skal de bare gøre. Det kan forældre og forvaltning sagtens følge med i uden skemaer og fanden og hans pumpestok. Hvis ikke, er den enkelte institution for stor.
Jamen dog, vil pædagogerne ikke gå ind i "nedskæringslegen"?
Det var dog den mest nedrige omskrivning af et begreb, jeg længe har set, Niels Christensen! Det er ikke en leg at skære ned på det borgernære personale - det er ikke en leg at blive styret ovenfra af et stadigt stigende antal embedsmænd, der aldrig kommer, hvor børnene er.
Og at kræve af pædagoger, at de villigt skal nedgøre sig selv - deltage i nedskæringer og kalde det en leg - det er infamt. I sig selv en bekræftigelse af, hvad Rasmus Willig siger.
Der er ikke i de senere år gjort opfindelser, der i væsentlig grad har gjort det lettere at være pædagog - måske papirbleen; men det er mange år siden, og desuden opvejes det af, at børn bliver senere renlige. Computeren gør intet lettere i omgang med småbærn - og intet tyder på, at børn er blevet lettere at have med at gøre end tidligere, eller at forældre er blevet mindre krævende i deres forventninger til daginstitutioner.
Enhver nedskæring i antallet af pædagoger i forhold til børneantallet betyder altså enten øget arbejdstempo eller forringelser for børnene - eller begge dele.
Computeren i sig selv er en utrolig lettelse af administrativt arbejde - bare er der sket det, at man har opfundet flere og flere administrative opgaver, så stadigt flere mennesker kan sidde beskæftiget ved dem.
Hvornår vil den erkendelse vinde frem, at man ikke gavner det borgernære arbejde ved mere computerkontrol og mere styring fra kontorer, hvor der aldrig kommer børn?
Tjaeh... Enten må vi vel til at gøre oprør og få valgt nogle ordentlige politikere, eller også må politikerne vel finde sig i, at vi alle bliver langtidssygemeldte og ender på førtidspension. Så kan de måske få 'djøfferne' til at overtage børne- og sygepasningen. De er jo vældig omstillingsparate.