Her er så rejsebeskrivelsen direkte fra den oprindelige blog, helt uredigeret for at få alle aspekter med.
Søndag d 23 april
Nu kom dagen endelig, dagen hvor rejsen til Sofonias begynder.
Vi var så godt som færdig med at pakke, manglede bare lige at stryge lidt og lukke kufferten.
Vi skulle med toget kl. 16:48 til København og Bedsterne kom og kørte os til banegården.
Ved Høje Tåstrup station blev vi mødt af Kaj og kørt hjem til dem for at overnatte. Narh det blev ikke mange timer søvn for vi skulle op kl. 03:30, et gudsjammerligt tidspkt især fordi visse ikke havde fået for meget søvn i weekenden i forvejen.
Mandag d. 24 april
Godmorgen, klokken er 03:30, så er det op. Det var ikke så svært synes jeg, men de to andre trak lidt på det.
Afsted til lufhavnen i god tid. Kl. 07:00 i luften mod Frankfurt, det første stop. Der havde vi 3 timer til at finde, den rigtige gate, rigeligt. Vi gik lidt omkring og endte udenfor terminalen så vi måtte igennem sikkerhedscheck igen, rimelig tåbeligt af os men så gik den tid.
Lidt før kl. 12 igen i luften mod Khartoum i Sudan, lang tur, der forløb fint. Vi var alle ved godt mod og glædede os.
I Khartoum skulle vi mellemlande for at sætte nogle af, vel ca. halvdelen. Og så afsted igen, næh tilbage fra startbanen igen, da der var tekniske problemer.
Efter 2 timers forsinkelse gik det mod start og denne gang lettede vi. Det var dejligt for vi var efterhånden godt trætte af at rejse.
Vel ankommet til Addis, et kæmpe lysorgie i al det mørke, set fra luften snoede der sig et par store fede slanger af lys sig mellem små spredte lyssteder. Flot at se og der sneg sig et par tårer frem hos mig , det var jo i denne by vi skulle hente guldklumpen.
Det gik snildt og smertefrit med at få visa og derefter videre til bagage køen. heller ikke der stødte vi på problemer så humøret var højt da vi mødte den forudbestilte taxachauffør, flink fyr.
Det var en kort tur til TDS men på hele vejen lå alle de fattige tæt og sov i soveposer og under halvtag. Især ved den meget stor kirke vi kørte forbi, Mere om den senere.
For enden af en lille vej lå guesthouset så porten blev åbnet og vi blev taget vel imod.
Da taxa fyren skulle betales blev vi tørret i r... vi var slet ikke klar til forhandling og det endte med en GLAD taxa mand og lidt slukøret kassemester. Flink fyr!!!
Op på værelset, pakke ud og så iseng.
Tirsdag d. 25 april
Dagen i dag vil altid være speciel, en af dem man aldrig glemmer og som kun kan sammenstilles med meget få dage, såsom d. 8. august 1995 og 9. august 1997.
Kl. 8:00 ringede to mobiler. Jeg var vågen og havde nydt udsigten en halv times inden, hmm.
Allan ringede til Daniel, kontaktpersonen fra AC, for at høre hvornår vi kunne komme.
Han meddelte at vi kunne blive hentet kl. 10:00, hvis vi var klar, om vi var klar, det havde vi været i flere uger, så det blev aftalen.
Op og i bad, ned og spise, finde gaver frem og så afsted. Uh, det kildede i maven og tårene trængte sig på.
Pludselig holdt vi foran børnehjemmet, vi kørte ind gennem porten og steg ud af bilen.
Ude på terressen sad 4 småbørn og legede, søde søde unger. Da vi sagde hej til dem, fløj pigerne op og gav hånd og hilste pænt: velkommen far, velkommen mor, velkommen bror på fint forståeligt dansk.
Det strøg lige i hjertet og tårekanalen.
Vi bev vist ind i dagligstuen, et stort og hyggeligt rum.
Kort tid efter kom Almaz igen og viste os ind til Sofonias. Der lå han i sin lille seng, i sin fine Ethiopiske nationaldragt og kiggede med store øjne. der var halvmørkt og behagelig temperatur.
Jeg tog ham op og han kiggede videre rundt på os alle 3.
Ingen angst, ingen afstand bare forundring over hvad der dog nu skulle ske.
Små smil brød frem og store når Almaz og Daniel fik ham til det, med deres lyde og blikke. Ingen tvivl om at han var elsket og vel passet på.
Jeg bar ham ind i dagligstuen og Allan tog over. Vi fik mange smil og nysgerrige blikke alt var pragtfuld.
Vi blev nu budt på kaffe, den helt specielle Ethiopiske kaffe, se det er kaffe, selv jeg nød det meget.
Efter lidt snak og små oplysninger, blev vi vidst rundt på børnehjemmet, hilste på plejerne og tog billeder.
Den plejer som havde haft mest med ham at gøre fangede vi heldigvis til sidst og fik endnu et godt billede af.
Det var helt specielt at skulle tage Sofonias fra hende, puha det rørte noget dybt inde i hjertet.
Vi fik Sofonias pas og papirer overrakt og så kunne vi faktisk tage afsted, det var underligt bare at køre derfra, hvor han har boet det meste af sit korte liv og han ved det slet ikke.
Tilbage på TDS gik vi op på værelset, men det var ved at blive gjort rent så vi gik ned i dagligstuen og fik filmet og kigget og pillet og hygget lidt tid.
Oppe på værelset igen prøvede vi at få ham til at sove, men det var jo ligeså spændende for Sofonias som for os så der gik lidt tid ingen han faldt i en kort søvn.
Glad og tilpas vågnede han og var vist klar til mad. Lidt ude af øvelse fik vi bikset en flaske mælk sammen. Han drak et par store slurke af et par gange og undrede sig vist lidt over al den opmærksomhed.
Allan havde tidligere ringet til Terefe, den taxachauffør som de fleste adoptanter bruger hernede (hov forresten ham fra i går havde fået afvide af receptionisten at han havde været ret unfair overfor os igår så vi fik havldelen tilbage altså det endte med en nogenlunde OK pris trods alt.
Stor ros til stedet her.) Terefe ville komme senere, for at hjælpe os med veksling og supermarkedsindkøb.
Dog gik der lidt længe, så Allan og Christian gik ud på egen hånd og kom hjem med lidt sodavand og kiks. Lige før de kom hjem ringede Terefe og sagde at nu kom han, så vi pakkede Sofonias og strøg afsted til et stort supermarked.
Vi ville dog ikke på langfart i dag, så vi blev kørt hjem og Terefe lovede at komme med pizzaer kl. 18:00.
Der blev sovet til middag, skrevet dagbog, spist og leget med en glad og forbavsende tryg lille dreng.
Pizzaerne ankom og blev nydt i spisestuen. Efter opvask, bleskift, hygge og godnatflaske blev Sofonias puttet i sengen. Christian og jeg gik ned i stuen, for at se DVD, mens Allan blev på værelset hos Sofonias. Han lå bare ligeså stille og kiggede på sine hænder, en yndlingsbeskæftigelse han har, inden han faldt i søvn. Den sag behøver vi vist ikke at ændre på.
Lige nu læser Allan og Christian, Sofonias sover og jeg, ja jeg skriver...
Hvordan er han så vores lille dreng.
Tjah han er naturligvis den smukkeste lille dreng der findes, han er mild og god, glad for kontakt, griner når han bliver kysset med lyd på kinderne, storsmiler til sin far, når han hører hans mørke stemme, kigger interesseret på og efter Christian, nyder en god sang med far og storebror, har accepteret mig som moren der piller og kysser og snakker og skifter ble og smiler og siger lyde og kysser og kæler og kysser og kigger og, og, og...
Han elsker sin sut, og han snakker gerne, specielt når han ligger med numsen bar. Han vil ligesom Christian også gerne ligge lidt for sig selv på ryggen, dog gerne med underholdning.
Iøvrigt så snorker han lidt, jeg håber bare det er fordi han har lidt stoppet næse ellers bor jeg sammen med tre snorkere, øj øj.
Det bliver spændende om han imorgen, synes det er ligeså rart at være hos os. Men mon ikke, det er ihvertfald startet rigtig godt.
Hvordan Addis og Ethiopien er må komme en anden dag, det ved vi endnu ikke så meget om, men udsigten fra værelset er frodig og smuk, som det meste i disse dage.
Onsdag d. 26 april
Hvor svaert kan det vaere. Knaegten sov fra kl. 20:30 til kl. 06:00.
Han vaagnede hundesulten, men glad og tillidsfuld.
Efter en flaske, slugt paa rekordtid, snuppede vi en time mere paa oejet.
Da han vaagnede igen, laa vi og sludrede og efterhaanden vaagnede Christian og Allan ogsaa. Det er jo svaert ikke at deltage i saadan nogle vigtige stunder.
Indtil vi blev hentet af Terefe kl 13:00 var det bare hygge og blund.
Turen gik idag foerst til Hotel Sheraton for at veksle dollars til birr.
Wow, for et sted. Kaempe stort og flot. Det er ogsaa kontrasternes sted. Fattige skure ligger taet op ad hotellets omraade.
Naeste stop var internetcafe paa Hotel Ghion. Derfra ville vi opdatere bloggen her, men det lykkedes ikke. Vi sendte derfor en mail til de faa af jer vi lige kunne huske adressen paa, for faa desvaerre. Det havde vi ikke lige faaet styr paa hjemmefra. Som i jo kan se fik vi alligevel klaret opdateringen senere, faktisk her paa TDS.
Naa, saadan var det saa. Vi gik rundt i omraadet og noed at vaere ude i flotte omgivelser. Mens vi sad og drak en cola, broed solen igennem og vi maerkede hurtigt varmen, selvom vi sad i skygge, dejligt. Det har ikke vaeret vildt varmt, men helt sikkert bedre end derhjemme,ha ha. Det har ogsaa regnet lidt ind imellem, mest i nat. Men det betyder ingenting for det er jo ikke derfor vi er her.
Ved 16-tiden koerte vi hjemad, rundede lige et supermarked efter bleer, hvad ellers.
Kl. 18:30 blev vi hentet igen for at blive koert paa restaurant, et dejligt sted, med stort udvalg og kaempe portioner. 3 forretter, 3 hovedretter, en dessert og 2 kaffe sneg sig immervaek op paa 175 kr. ca.
Sofonias var faldet i soevn halvvejs gennem middagen, velkommen til enhaandspisning. Jeg mestrer den stadig.
Hejmme igen blev der nattet og svesken sov kl. 20:30, jeg med for en stund. Christian og Allan gik ned og saa en film og flasker blev lavet til de naeste maaltider. Jeg havde helt glemt hvordan det lugter, ihvv.
Vi foeler virkelig, vi har vundet guld, endnu en gang. Vi bliver overmandet af lykkefoelelse ind imellem, det er rigtig dejligt.
Sofonias har helt affundet sig med situationen, foeler vi. Han reagere helt normalt og sundt paa det vi byder ham. Iloebet af dagen har han svaert ved at overgive sig til soevnen, men vil gerne hjaelpes og dejser tilsidst om uden de store graedeture. Faktisk har der kun vaeret to gange, hvor han har vaeret ulykkelig. 1. gang da han var alt for traet, men ikke ville sove og anden gang vaagnede han sulten og stoedte sit hoved. Han vil gerne troestes og graaden varer kort tid.
Han elsker at bliver tumlet med og storsmiler ved flyveture og boehlege.
Enkelte gange har han ovenikoebet givet los og grinet med lyd.
Han har det skoenneste smil, der naesten flaekker hans ansigt og rynker naese og oejne samtidig. Det spiller i hans oejne og han er super nysgerrig.
Nu til noget rigtig spaendende for nogle af jer i hvertfald. Vi vender hjem foer tid.
Vi rejser hjem onsdag d. 3 maj og lander i Billund den 4 maj kl. 10:20.
Helt samme rejseplan, bare et par dage foer.
Da alle Sofonias«s papirer er klar og vi alligevel skulle skifte hotel d. 3, har vi valgt at vende snuden hjemad. Vi har det ellers godt hernede. Servicenivauet er fint og stedet rart,men halvanden uge virker som det rigtige tidsrum.
Vi har nogle planer for dagene og tror vi faar set, hvad vi behoever. I denne omgang i hvertfald.
Torsdag d. 27 april.
Her til morgen var kl. lidt i 5, da Sofonias vaagnede, hundesulten. Maden roeg hurtigt ned og vi faldt i soevn igen, lige indtil kl 07:45, dejligt.
Hyggestund og morgenmad inden vi blev hentet af Terefe kl. 10:00
Idag skulle vi i LionZoo og paa nationalmuseet.
Vejret var dejlig varmt, saa det var rart at gaa rundt i parken. Der gik ca tyve loever rundt i smaa bure, eller hannerne laa og sov og hunnerne gik hvileloest frem og tilbage.
De var store og vi kunne komme ret taet paa, men de saa lidt apatiske ud.
Der var ogsaa nogle abebure og saa havde de 4 aender og tre kaniner i bur ogsaa, det var lidt saert.
Bagefter var vi paa museet. Der var 4 etager.
I kaelderen saa vi fossiler af forskellige dyr fra flere millioner aar siden. Det var ogsaa her vi saa skeletdelene af "Lucy" (eller "Dinkesh"), det forloebige aeldste menneskelige fossil, 3.5 millioner aar gammelt.
Stueetagen viste malerier, klaededragter, vaaben, tronstole o.a. fra de forskellige Etiopiske ledere.
1. salen var der mest moderne kunst. Der var blandt andet et, synes jeg, ret flot maleri af en hoej hoej kvinde.
Og tilsidst saa vi paa 2. salen Etiopiernes klaeder, redskaber, vaaben, smykker og meget andet.
Det var altsammen meget interressant og spaendende. Virkelig et besoeg vaerd, hvis i skulle komme paa disse kanter.
Vi vente hjem til TDS for at spise mad og sove middagssoevn. Vi bliver hentet igen kl. 18:30 for at blive koert paa restaurant.
Vi er meget glade for Terefes hjaelp. Han koerer forskellige veje rundt i Addis, saa vi faar et indtryk af byen.
Han fortaeller om steder, vi koerer forbi og svarer gerne paa spoergsmaal om Etiopien.
Sofonias var i bad i dag. Det var foerst lidt farligt, men endte med at vaere ret dejligt, specielt efter at man fik sin elskede sut i munden.
Sutten er hans bedste ven, vi har proevet med en af dem vi havde med, de er ikke ligesaa gode, saa vi skal paa jagt efter nye sutter magen til og haabe de bliver godtaget, for ellers faar vi vist en rigtig ked af det dreng den dag den her bliver vaek. Lige nu vogter vi over den med vores liv for den er vigtig, dog er den lidt oftere ude af munden efterhaanden som tiden gaar.
Det er underligt det her, vi har jo kun kendt hinanden i 2 dage, men det er saa intenst at det foeles som mange flere. Hver lille ting bliver observeret og gemt i hukommelsen, det er en helt fantastisk tid.
Lige nu leger drengene, helt paa Sofonias praemisser.
Jeg stopper her i haab om at kunne naa at opdatere bloggen inden aftensmaden.
Fredag d.28 april
Natten forløb lidt anderledes denne gang. Sofonias havde ikke fået helt nok mad i aftes, tror jeg for han vågnede ved 3-tiden. Men efter en flaske mad, faldt han om igen og sov til kl. 7:00, sulten igen.
Vi havde bestemt at dagen skulle foregå her på TDS eller i nærområdet for at Sofonias kunne få sovet ordentligt i løbet af dagen, Han tog sig også en god skraber hen på formiddagen.
Da han vågnede, ville vi hen til en park lige i nærheden, men Daniel fra AC ringede, idet vi gik og fortalte at hvis vi ville besøge Kids Care, skulle det være her i eftermiddag. Okay, ændring i planerne. Vi aftalte med Terefe at han hentede os kl. 14:00
Vi kørte et stykke vej igennem andre dele af Addis, inden vi nåede børnehjemmet.
Indenfor blev vi budt velkommen og vist rundt på hjemmet.
Det var en ret voldsom oplevelse, der berørte os dybt.
Der lå vel ca. 40 babyer fra under en måned til 3/4 år rundt om i sengene og fik mad eller sov.
Nogle lidt større børn skulle ligge og hvile sig på dette tidspunkt, men de mest nysgerrige smuttede ind til os for at hilse på.
Efterhånden som plejerne fandt ud af, hvem der var på besøg, hørte vi Sofi, Sofi, Sofi bliver kaldt og sagt rundt om på værelserne. Mange kunne huske ham og var glade for at se ham igen.
De to, som havde passet ham var tydelig berørte af at se Sofonias igen, vi fik taget nogle billeder af dem sammen med ham.
Det var svært at gå igen, for der var så meget varme og oprigtig interesse hos plejerne til ungerne.
Da vi skulle gå og jeg gav gaverne til hende, der bestyrer børnehjemmet, kunne jeg ikke holde tårene tilbage længere. Hun gav mig et knus og sagde tak, fordi vi jo redder et barn. Tak, tænkte jeg, det er da os der takker.
Vi gør så lidt, så lidt og de har brug for så meget, til de mange mange børn, der mangler forældre.
Det her med adoption er så mangesidet.
Man får opfyldt sit eget store ønske, man giver et barn en ny chance og man oplever, at det er en dråbe i havet.
Jeg må sige at sponserbørn og andre donationer får virkelig en meget større betydning, efter at have været så tæt på. Og jeg har ellers aldrig negligeret betydningen af at hjælpe andre.
At besøge sit barn første hjem er en fantastisk oplevelse, jeg vil altid huske tårene i øjnene på de plejere, der har haft med Sofonias at gøre, både dem på Kids Care og hende på ACs børnehjem. De er et tydeligt bevis på at han har været elsket hele tiden og ikke mindst har mærket det.
Det er helt umuligt at beskrive dybterne i disse følelser, det skal opleves for at forstås. Jeg kan kun opfordre alle til at få et sponserbarn på en eller anden måde, det gør en forskel, en stor forskel. Måske ikke lige får de 50-60 børn vi så idag, men så for andre børn og deres familier.
Nå vel hjemme, på TDS, prøvede vi at få Sofonias til at sove, næh nej ikke tale om. Han holdt ud, så vi spiste tidligt aftensmad på en restaurant lige i nærheden. Den var jamaicansk og hed "JAH RASTARANT " ;-).
Vi fik curry goat og ris eller pommes,og spiste i stearinlysets skær, da strømmen var gået. Det er sket af og til i dag.
Det værste var at vi så ikke lige kunne varme mad til Sofonias, inden han skulle i seng og halvkold mad glider der altså ikke så meget ned af. Men pyt ,så tager vi da bare en gang natmad igen.
Det har jo været en ret følelsesladet dag idag, så imorgen vil vi tage på shopping efter souvenir, bare ligesom for at mærke begge sider af livet som rig.
Lørdag d. 29 april.
Tjah aftenen endte med en lang snak. Besøget på børnehjemmet havde virkelig sat nogle tanker i gang og rusket op i os begge.
Sofonias vågnede lige inden vi gik i seng og var sulten som en løve. Efter han havde spist, var han så lækker og i mægtigt humør, at vi faldt i fælden og snakkede lidt med ham. Det gjorde selvfølgelig at han ikke kunne falde i søvn igen, dumme os, det var synd for ham, men med tålmodighed og blide stemmer overgav han sig til sidst. Derefter sov han til kl. 5, fik mad og sov endnu et par timer.
Ind imellem vågnede Christian og var blevet dårlig. Vi troede det var maden, men han havde det ikke meget bedre da vi skulle op, så vi aflyste shoppeturen og blev hjemme. Godt for det, for den stakkels dreng har raget en influenza ( eller lign.) til sig og har ligget med høj feber hele dagen.
Vi har hældt vand, cola, pinex og pizza på ham og feberen er faldet. Forhåbentlig kan en god nats søvn tage det.
Det er meningen vi skal op i bjergene lige nord for Addis i morgen, men nu må vi se. Han er rigtig ked af at være syg hernede.
Sofonias har dog haft godt af en hjemmedag,med rigelig søvn og mad. Han er stadig glad, men viser heldigvis også når han er utilfreds med noget.
Søndag d. 30 april.
Ja ja han ved hvad der er godt... MAD MAD et par gange om natten.
Christian havde også feber denne nat, ret meget faktisk, men ud på morgenen dampede den af og han vågnede feberfri, men mat.
Vi besluttede dog at holde planen og køre op i Intotobjergene, det var en rigtig spændende tur derop. Siden det var søndag var der masser af mennesker på gaden, på vej til kirke, Der var rigtig mange bryllupper, alle vejne så vi brudebiler.
På vej op af bjergsiden, så vi eucalypsotræer en masse, de bruges til brænde.
Luften ændrede sig meget efterhånden som vi nærmede os de 3.2 km over havet.
På toppen havde vi den skønneste udsigt ud over Addis og området omkring.
Vi skulle også besøge et museum og kejser Meniliks palads, dog måtte Christian sidde over da han stadig var lidt skidt, så Allan og Terefe gik ind på paladset og tog billeder.
Vi kørte ned af bjerget igen og så det virvar af søndagsglade mennesker, der gik omkring over det hele.
Vi sluttede på hotel Sheraton for at veksle penge. Der var øget sikkerhed i området og det var ikke for vores skyld, næh nej. Det viste sig at den japanske premierminister skulle komme samme eftermiddag for at indlogere sig. Vi nåede ikke at se han, men det var da tæt på ;-)
Vi blev hentet for at spise kinesisk denne aften.
Sofonias bliver mere og mere modig, han bliver bedre til at holde i hånd og støtte på benene. Han vil gerne, at der sker noget når han er vågen, vil gerne kastes lidt rundt med og elsker at blive kysset.
Når nogen snakker til ham, kigger han lige på os først, inden han griner til dem, det synes vi er et godt tegn. Alle etiopier elsker vist børn, de kommer hen og trykker på kinderne, siger lyde og får ham til at grine/smile.
Efter et bad og mad faldt han i søvn med det samme, Christian og jeg så film og Allan læste.
Lige da Allan var gået i seng vågnede Sofonias og ville have MAD.
Mandag d. 1 maj.
Med fare for at gentage mig selv er jeg nødt til at starte med at lillemanden vågnede hver 2.5 timer og ville spise. Vi var pænt groggy her til morgen, men sådan er det jo.
Vores plan var jo shoppingtur, så afsted det gik.
Vi blev kørt til en butik, der havde alle de her Etiopiske ting og sager. Uhha der var mange fine ting og vi valgte noget forskelligt ud og ventede spændt på prisen.
Alt alt for meget, vi prøvede at forklare at det kunne vi ikke, så vi ville vælge nogle ting fra. Det virkede som "prutteri" og vi fik det ned på en pris vi kunne acceptere. Vi ville jo så gerne have tingene, så vi overskred totalt gavebudgettet.
Vi blev derefter kørt hjem til middagslur og skulle ud for at se det sted Sofonias blev fundet. Det er på et fodboldstadium, så Terefe kørte hele vejen rundt og vi filmede det kunne jo være hvor som helst her.
Bagefter blev vi igen kørt til Sheraton, denne gang for at hæve penge så vi kan betale TDS på onsdag. Jeg kunne ikke hæve nok på en gang, så vi må afsted i morgen igen :-(
I morgen bliver en slappe- og pakkedag med afskedmiddag på Top View.
Onsdag tager vi uden for Addis til en sø for at se landet og for at fordrive de sidste timer inden vi tager til lufthavnen for at slutte denne fantastiske rejse.
Vi har nydt et være her, men glæder os også til at komme hjem.
Lige det sidste af dagbogen.
Tirsdag d. 2 maj
Så er vi på banen igen, Sofonias sov godt hele natten, skulle bare lige have mad kl 3 og så igen kl. 7, helt perfekt.
Dagen skulle bruges til afslapning og pakning, vi fik styr på kassebeholdningen, så vi har nok til den sidste dag.
Sofonias har fundet en brokkelyd, som han øver sig en del på, han keder sig lidt hurtigt og vi kan jo ikke gøre så meget ved det her på TDS.
Det bliver anderledes, når vi kommer hjem til vores egne ting, regner vi med. Vi burde have haft lidt blødt legetøj med. Da han ikke er så god til at styre armene, får han nogle ordentlige gok i nøden ind imellem af den søhest, vi har med.
Vi sluttede dagen på restaurant Top View, et super godt sted, med en flot udsigt ind over byen. Det er ikke det billigste sted, men stadig billigt, set med danske øjne.
En hovedret koster knapt 40 kr. og en øl 4 kr. så det ville være lidt hyklerisk at sige det var dyrt. Det var en dejlig middag.
Imorgen chekker vi ud kl. 10:30 og bliver hentet af Terefe kl 10.45, hvorefter vi kører udenfor byen til en sø, med ham som guide.
Onsdag d. 3 maj
Idag skal vi hjem, det glæder vi os til. Vi har alle sovet godt i nat og er klar til den sidste dag.
Alt var sådan set pakket og klar, da vi gik ned for at spise morgenmad. Sofan var der heldigevis, så vi fik taget et billede af hende og Sofonias og fik sagt ordentlig farvel og tak.
Da vi blev hentet af Terefe, var vi helt færdige og havde sagt farvel til alle. Vores kufferter og tasker blev læsset i hans taxa og vi andre i den lejede bil, som vi skulle bruge til udflugten. Afsted gik det ud af Addis, mod en vulkan, der dog er i ro, for at nyde naturen, inden vi skulle forlade Etiopien for denne gang.
Vi havde en dejlig dag ved et par søer, spiste sen frokost på en restaurant i nærheden, inden vi kørte mod byen igen. Vi blev sat af på Ghion hotel for at spise aftensmad.
I lufthavnen var Sofonias meget urolig og kunne ikke falde til ro selvom han var dødtræt, klokken var over 22:00, så han skulle jo helst sove.
Han var så ulykkelig at han til sidst kastede op ud over mig, det gjorde dog hele forskellen. Bagefter havde han det rigtig godt og faldt i søvn i voksiposen. Han havde nok haft en lidt for hård dag trods alt, den stakkel.
Vel indstalleret i flyveren lettede vi og glædede os til snart at være hjemme.
Vi har virkelig haft en fantastisk tur på mange måder. Ikke kun havde vi mødt vores lille dejlige søn og fået hans tillid ret nemt.
Vi havde også set og oplevet et land og dets folk, som vi var blevet fuldstændig forelsket i. Allan og jeg er slet ikke færdige med at udforske Etiopien. Vi vender helt sikkert tilbage igen flere gange, det bliver nu ikke for at hente flere skønne børn, men for at lære dette smukke land at kende rigtig godt forhåbentlig.
Om drengene vil med eller ej bestemmer de selv, i hvertfald når de bliver gamle nok til det.
Flyet var fra starten forsinket, så i stedet for 2 timer i Frankfurt, havde vi 1 time ca., det var dog nok, da der ikke var langt til gaten.
Vi skulle lande i Billund, så den sidste flyvetur foregik i et lillebitte fly. Det var dog en kort tur, så inden længe var vi der. Da vi nu var i Danmark blev Sofonias til Daniel Sofonias og vi stod meget spændte af flyet for at møde familien.
De var mødt talstærk op og der blev grædt mangen en tåre. Daniel klarede det ret flot, det blev dog lige rigeligt engang imellem, men så var det nok at blive puttet tæt ind til mor og blive flyttet lidt væk fra alle de fremmede, der bare ville ham så gerne.
Der blev dog også delt ud af smil og alle var fuldstændig solgt. Christian nød at se alle igen, specielt fætre, kusiner og venner, så der blev løbet rundt og leget i ankomsthallen, mens vi andre spiste det medbragte morgenbrød og fik fortalt kort om rejsen.
Efter lidt tid brød vi op og vendte næsen det sidste stykke vej hjem til fyn i vores bil.
Da vi kom hjem, ventede der os endnu en dejlig overraskelse.
Vores søde familie havde ordnet haven og huset, der var pyntet med blomster og flag og ballonguilander. Flere gaver lå og ventede, mad i køleskabet og godter på bordet.
En skattejagt var arrangeret til Christian og i haven var der en flagallé med et billede af hver familiemedlem, hvor de hver især havde skrevet en lille hilsen bagpå. Det var rørende, gribende og meget varmende. TUSIND TAK for det.
Lad dette være afslutningen på rejsen, jeg vil skrive lidt om hvordan det er gået de første dage herhjemme senere.
