2010

året der kom og forsvandt som var det bare et lysglimt.

Det blændede, brændte og slog ihjel.

Det varmede, oplyste og gav liv.

Aldrig har jeg blogget så lidt på et år, trods der har været så meget at fortælle. Men meget lidt af det hører til i cyberspace.

Kort fortalt var 2010, det sværeste år i mit liv.

Familien er ikke længere én, men delt i 2.

At vi skal gøre det mindst traumatiserende for børnene er for os det vigtigste og det vi er 110 % enige om.

Det ser også ud til at lykkedes, skønt vores valg ofte har ligget udenfor normen og mange har sagt at sådan skulle vi ikke gøre.

Men det vi har været gode til i hele vores liv sammen er at samarbejde om en bestemt opgave. Det bruger vi så nu, i allerhøjeste grad.

Vi trodser mange velmenende råd, fordi vi mærker efter i maven og taler sammen og gør så hvad der rigtigt for vores børn og os selv.

Vi sparrer med dem, der forstår os og de som ikke forstår os, giver os mulighed for at se tingene fra en anden vinkel. Hvilket jo er mindst lige så væsentligt.

Tanker og ideer bliver tænkt over, talt om, tænkt igennem og beslutninger bliver taget.... og ligger åbne for justeringer, når vi ser eller mærker, der er behov.

Selvom vi, lettede, nu ser mange tegn på at vi gør det rette, er det ikke uden hårdt arbejde at vi er nået hertil. Vores overlevelse skyldes nok at vi meget tidligt valgte at sige at det var os der vidste bedst. Vi har nok været afvisende og udelukkende overfor velmenende mennesker, men ingen ved hvad der virker for andre end dem selv og med hårdt arbejde og klippefast tro på at man kan, så lykkedes tingene som oftest.

Jeg må sige på denne 1. dag i det nye år, at jeg byder 2011 meget velkommen. Jeg ser frem til at finde på plads i min nye tre-enighed med mine børn, i mit nye hjem. Jeg har forventninger til at høste frugterne af det hårde arbejde jeg brugte 2010 på. Jeg ser ikke på det nye år, som en fyldt kalender, den er mere som en ny dagbog med blanke sider, der kun venter på at blive beskrevet med levet liv. Jeg har ikke brug for at vide hvad der skal ske om et halvt år, jeg vil mærke hvad der sker nu...lige nu. Jeg er klar til at gribe dagen/livet og i sandhed leve efter den afrikanske måde at se tiden på: Tiden går ikke, den kommer....., min tilføjelse: ...og den skal gerne bruges, men med ærlighed og omtanke.

Vores lille røde hus.

Vi har købt et kolonihavehus og lejet grunden af haveforeningen. Det er sådan det foregår, når man vil være en af de mange kolonister der efterhånden er. Jeg tror kolonihaver har fået sin renæssance og jeg forstår hvorfor.
Årsagen til vores nyanskaffelse er ret trist, men holdes udenfor dette indlæg.
Her skal blot glæden ved oasen fylde og i skal præsenteres for...."det lille røde hus"
Det blev fundet en søndag i marts, set rigtigt ugen efter. Købt og overtaget inden der var gået 14 dage.
Efter små 3 ugers arbejde fik vi ryddet ud, lavet færdigt, malet og gjort det til vores.

Her er det så: "Kolonien"
.... naturligvis med flagstang.


Haven med masser af stauder, frugttræer og forhåbentligt lidt hjemmedyrkede grøntsager.


Spisepladsen med udsigt til haven og hvem der skulle komme og gå.


Køkken med vindue mod syd og brændeovnen.

og lidt mere.

Stuen


Og soveværelse med masser af lys og udkig til haven. Hvis man er tidligt vågen og lurer ud, ser man både rådyr og fasaner indtage haven med store ejerfornemmelser.



Haven i fuldt flor.

Christian i Kenya

I mandags sendte vi jo Christian til Kenya.
Afsted med toget i Odense og så på en lang rejse med fætter Lasse og bedsterne.
De er vel ankommet og har vist fundet den afrikanske rytme.
Beskederne dernedefra er lutter positive ord.
Lasse er superpopulær, sammen med hans søde væsen er han også det første hvide barn de har set.
Der er Christian alligevel blevet for stor til at gå ind under den kategori. Men der bliver leget og hygget i stor stil.

Projekterne med volleyballnet og malerier er så småt sat i gang. Det bliver spændende at høre mere
Der er blevet købt bolde og så spilles der fodboldkamp idag lørdag.
De skal også have et par af de store drenge med på internetcafé. Hvilken verden der vil åbne sig for dem.
Imorgen skal de besøge nogle af de lærere fra skolen, som de skal gå på i næste uge.

Hvis der kommer billeder på nettet, skal vi nok vise link til det her.

Det var lige det sidste nye nedefra varmen.

2010

Idag d. 2. jan. opdager jeg at endnu et år er gået.

2009 var et godt år for os.

Dagene gik på deres helt egen hverdagsagtige måde og dagene kommer på deres helt egen nye måde, klar til at blive brugt og vi gør alt hvad vi kan for at bruge dem godt.

Daniel er en 4 årig stadig med mod på livet og klar til kamp. Somme lidt for klar til kamp, men efterhånden bliver det nemmere for ham at forstå hvordan livet er skruet sammen. Daniel har det bedst når hverdagen kører med børnehave og vennerne der, med gymnastik og dans, med sengetid og mad i faste rammer. Dog nyder han også de lange morgener på fridagene og kommer forholdsvist hurtigt i sove-længe-mode i ferierne.

Efter at bøgerne er kommet frem fra skufferne og er nemt tilgængelige har han mange alenestunder med dem, gerne med musik til.

Christian er flyttet "hjemmefra"... egentlig bare i kælderen, men med egen indgang, bad og toilet og med de fordele og forpligtelser, der følger med det. Rengøring og tøjvask er en ugentlig begivenhed og på eget initiativ og ansvar. Skolen, kæreste og venner fylder hans hverdag, som det passer sig for en 14 årig.

Både Allan og jeg er jobmæssigt, hvor vi gerne vil. Gode arbejdsdage med indhold, der beriger og ikke kun på bankkontoen. Allan har fundet endnu et bluesband at synge med. De har mange jobs, men det er ren fornøjelse.

Jeg bliver dagligt udfordret på mit arbejde, det er en ny og efterhånden rigtig dejlig følelse.

Jeg har lært mere i år end jeg gjorde i mange år forud. Det føles stadig som mit "nye" job, selvom jeg har været der i 2 år nu. Dog har jeg fået og fundet min plads og befinder mig rigtig godt....hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg bruger også en del tid på bestyrelsesarbejde. Både i Etiopienforeningen og Adoption & Samfunds lokalforening. Det er sjovt at være med til. Der er træf og foredrag der skal arrangeres. Der er møder der skal holdes. De ligner mere venskabelige sammenkomster med en dagsorden, der oftest overholdes, skønt tidsplanen skrider.

Jeg skriver ikke meget på denne blog mere. Ikke fordi vores liv er kedeligt og ikke værd at beskrive, mere fordi jeg glemme at skrive herinde.

År 2010 bliver et stort rejseår.

Christian skal snart en måned til Kenya med Bedsterne og Lasse, jeg skal til Berlin sidst i marts og Prag i september (og hvis jeg er rigtig heldig, en lille uge i august, til Sydafrika), Daniel og jeg tager en uge på højskole (godt nok her i DK) og planen er at vi alle 4 skal 14 dage til Addis i november/december. Vi skal til bryllup i juli og mon ikke der dukker andre gode ting op.

Så godt nytår allesammen. Nyd nu livet og vær gode ved hinanden.

4 år og nu uden sut.

I går kunne Daniel fejre sin 4. fødselsdag. Det har han glædet sig til i mange uger. Tænkt sig at blive 4... FIRE.... år. Så er man stor.
Det eneste han ønskede sig var en større cykel og en levende hest. Det med hesten fik vi nedtonet lidt, da vi jo ikke bor på en bondegård.
Morgenen startede med gave på sengen og så i børnehave, helst i børnehave.
Jeg ankom med Batmankage og masser af vindruer om eftermiddagen, så blev der sunget og råbt hurra, pakket gave op og nydt pladsen på guldstolen.



Næste punkt på dagsordnen var et besøg til suttetræet. Alle sutterne skulle hænges op og livet skulle gå videre foruden.
Med ynglingssutten i munden og en i hver hånd gik Daniel rask afsted med os andre 3.
Træet og alle de gamle sutter blev studeret og med lidt tøven blev "vores" sutter trukket på snor. Det var svært med den sidste, men modet kom og knuden blev bundet. Så skulle vi op i træet, højt op. Jeg tror vi kom ca 2.5 m. over jorden inden den rigtige gren blev valgt. Så nu hænger alle Daniels sutter sammen med tusind andre aflagte "bedstevenner" Og en tydelig stolt og stor dreng gik derfra.







Hjemme igen, varede det ikke længe før Bedsterne, faster og Rasmus kom forbi....med gaver, juhuuuu. Sejt sværd og skjold.
Ringeklokke og cykelhjulspynt, som med det samme skulle monteres. Men hov der stod jo et spøgelse i haven og nedenunder en ny cykel. Fætter Lasses smarte cykel er nu Daniels. "Er det min ? " var ordene mens øjnene var ved at trille ud. På med cykelhjelm og så afsted.





Aftensmaden var selvfølgelig spaghetti og kødsovs, mmmm.

Ved sengetid skulle modet stå sin prøve. Og man må sige det blev klaret til UG. Lidt snak om at det godt kan være svært at falde i søvn første gang uden sut, men man bare skal øve sig lidt, fik tingene på plads. Kort efter sov en lille...nårh nej stor dreng sødt og drømte om fødselsdage med kage og gaver, gæster og fest. Vi snupper lige en mere på lørdag.

Og det var den sommerferie.

Det meste af sommeren er gået og nu er vi i august måned. En af de rigtig dejlige måneder.

Christians konfirmation gik over al forventning. Solen skinnede og varmede, så valget af telt i haven, som festlokale var perfekt.

En glad dreng der nød dagen, fik gode gaver, holdt tale og blev fejret efter alle kunstens regler.

Derefter er ugerne bare strøget afsted, med alle de gode hverdagsting.

Sommerferien blev holdt i nordjylland og på Langeland, samt hjemme. Drengene har været på camping og på Bågø.

Nu er hverdagen startet for os alle igen.

Her lidt billeder siden sidst.