Jeg har læst ”Happy Family” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..

2018. 213 sider

Bog nr. 72 jeg har læst i 2024.

Dette er andet bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt overvægtig og arbejdssky.
Nu er hun blevet den, der lejer ud til de prostituerede.
Det giver nye udfordringer.
Elvira er i bund og grund et godt menneske, og hun forsøger også at hjælpe en kinesisk dreng, Bao, der er kommet i kløerne på nogle bagmænd.
Hun er også nødt til at bekymre sig om sin bror Sixten, der lige nu er stoffri.
Hun er heldig, hun har Henry (Kluden), som synes at være uendelig god mod hende.
Henry passer sin lille forretning og tøffer ellers rundt og er god.

S. 166: ”Jeg har gullaschsuppe derhjemme. Og nybagt brød.”

Hun er ikke sikker på, hvor hun har den gamle barndomsven Køster, der både er politimand og kriminel.

Man kan stadig ikke lade være med at holde af Elvira, der er så tilpas med at være centrum i det lille forretningsimperium.
Men det er ikke en ufarlig branche, og hun trues konstant af folk, der ikke vil hende det godt.
Men hun er virkelig ukuelig.

S. 154: ”Denne her fine business er vel ikke ligefrem momsregistreret heller, vel? Din sagsbehandler ved sikkert heller ikke noget om den, vel?”

Bogen er virkelig velskrevet.
Den er også spændende.
Man fornemmer, at den barske verden gnaver sig ind på Elvira, der knap nok kan overskue konsekvenserne af det, hun har startet.

Læseren aner, at der ligger stor dramatik og venter i bind 3 i trilogien, og efter at have læst de to første bind er man simpelthen nødt til at vide besked med, om Elvira klarer sig.
Taber hun sig?
Beholder hun Henry?
Kommer hun overens med Køster?

Får hun sin pension?
Forbliver Sixten stoffri?

Der er masser af grunde til at kaste sig over ”Happy Family” og krydse alt hvad der kan ´krydses i håbet om, at den titel kommer til at holde stik.

S 187:
”Skal vi få lidt styr på det?”

Jeg har læst ”Happy Ending” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

2016. 211 sider

Bog nr. 71 jeg har læst i 2024.

Vi er på arbejde sammen med Elvira.
Hun er telefonpasser i et bordel og sørger for, at kunderne får de nødvendige informationer.
Hun hjælper også med alt det praktiske, der sker sådan et sted.

Bogen er skrevet i 1. person og er holdt i en nøgtern og neutral stil.
Elvira vil gerne have en varig pension, så hun kan tage sig af sin stofafhængige bror Sixten.
Hun arbejder målrettet på at ligne én, der har angst og hun har til lejligheden udviklet et ”akvarieblik”, som hun bruger, når hun bliver tilsagt.

Sixten skylder 200.000 væk og det går hende på.
Elvira er også stærkt overvægtig, og hun kæmper indædt for at holde vægten ved lige.
Hun vejer omkring 150 kilo og æder som en hest.

En af pigerne på klinikken hedder (kalder sig) Candy, og en dag er hun væk.

Sammen med en af kunderne, der kaldes Kluden, begynder Elvira at lede.

Her slutter referatet af handlingen, men slutningen viser sig at være noget anderledes, end jeg havde regnet med.

Det er triste skæbner vi møder, men alligevel er bogen momentvis ganske morsom.

Der er naturligvis en grund til, at Elviras skæbne har formet sig, som den har gjort, og den historie delagtiggøres vi i.

Det er egentlig ikke svært at få sympati for Elvira, og man lukker bogen i håb om, at hun får et godt liv.

Det ser ud til at, Anne-Sophie Lunding-Sørensen vil Elvira det godt, og således ender bogens titel med at blive tvetydig.

Jeg har udnyttet muligheden for at se, hvad der videre sker med Elvira, og ”Happy Hour” og ”Happy family” er allerede på vej til mig.

Og da Anne-Sophie´s bog ”Sanatoriet” allerede står og venter i min reol, man man godt sige at Anne-Sophie og Yours Truly er kommet i et fast forhold.

Du kan godt gå i gang med ”Happy ending”.
Det er ikke nogen omfangsrig roman, så skaden er ikke så stor, hvis du går sukkerkold, men jeg vurderer, at der er en god mulighed for, at du vil synes om Elvira.

Anne-Sophie Lunding-Sørensen:
”Passioneret forfatter og inspirerende foredragsholder. Mester i at væve ord til magi og engagere publikum med tankevækkende indsigter. ”

Jeg har læst ”Dobbeltgængeren” af Tess Gerritsen.
Engelsk titel: ”Body double”

2005. 373 sider

Bog nr. 70 jeg har læst i 2024.

Hver gang jeg starter på en krimi-serie er det i håbet om, at jeg har en åbenbaring i vente.
Sådan som det skete for mig med ”Roman om en forbrydelse” eller med Mankells Kurt Wallander univers.

Det starter gerne lovende ud.

Her møder vi retsmediciner Maura Isles, der oplever at en kvinde der bliver skudt i nærheden ligner hende på en prik.
Det viser sig at være hendes enæggede tvivlling, og efterforskningen går i gang.
Det bliver en snørklet og lang efterforskning der udvikler sig uventet.
Vi møder de to tvillingers mor, der er erklæret skizofren og sidder inde for dobbeltmord.
Der er også sidehistorier i fortid og nutid, der kan virke noget forvirrende.
Stort set alle læsere jeg hører om er skræmte men godt underholdt.

Vi følger også Mattie Purvis, der er levende begravet.
Jeg ved ikke/husker ikke hvem hun er men hun dukker op på side 71.

Chick lit?
”Aldrig har nogen mand skænket mig så stor opmærksomhed før”, tænker Maura på side 167, hvor hun deler 2 hummere med sin kollega Rick Ballard, der også er fraskilt.

”Nu er jeg i gang med at læse chick-lit” tænker jeg, mens de 2 drikker øl til deres hummere.

En lektørudtalelse forklarer mig at jeg er i gang med en veldrejet krimi med sympatiske kvindelige hovedpersoner, der personligt kommer i spil.
Jeg læser videre, mens jeg ærgrer mig over, at jeg er startet med # 4 i serien.
Der er ikke færre end 13 bøger i serien.
Jeg ved også at Sjöwahl og Wahlöö samt Mankells status som ”De bedste” ikke er i farezonen.

Jeg bliver orienteret om, at Maura er på nippet til at gå i seng med en mand hun knap nok kender.
Så ringer telefonen :-)

Det er skønt at være forfatter, så kan man altid bar lade telefonen ringe.

Det er også en hjælpsom forfatter.

Se bare nedenfor:

S 238: ” ...pludselig gik dens betydning op for hende – en betydning der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende”.

Den uvidende læser spekulerer som en rasende på, hvad det var der gik op for hende.
Direkte fra håndbogen med taske tricks for krimiforfattere.

Frygt ikke.
Vi får styr på kvinden, der er levende begravet og Tess Gerritsen kan sætte vand over til næste bind i serien.

Der er mange måder at læse på:

”Nej, vel så,” nikker Knagsted. ”- men det har jo ikke noget at sige, når jeg bare får mange gode kommaer!”

Jeg har læst ”Pigen på billedet” af Heidi Amsinck.

2021. 365 sider

Bog nr. 69 jeg har læst i 2024.

Hvorfor læser jeg denne bog?
Jeg havde et ærinde på biblioteket.
Jeg havde haft fat i nogle ”tunge” bøger og var på udkig efter noget mere lystigt.

Forfatteren: Heidi Amsinck har siden 1992 boet og arbejdet i London og er i dag Global Head of Content for en større britisk bank. I 2023 modtog hun Det Danske Kriminalakademis Debutantpris.
Hun har skrevet flere Jensen-krimier.
Hun får et plus for at have fundet på den serie, og jeg får et minus for at starte med # 2 i serien.

3 ældre mennesker udsættes for overfald. Alle steder findes et billede af en ung pige.
Det er en sag for Kriminalkommissær Henrik Jungersen.
Og Jensen.
Hendes fornavn forbliver en hemmelighed.

Og så er der Jensens assistent Gustav, som kan ligne en nørdet ung mand.
Det er den ene af hans personaer, hvoraf den anden er ungdomskriminel.
Det er smart at lade en ”efterforsker” have en assistent.
Her kan den alvidende forfatter lade Jensen gennemgå sagen for assistenten og skrive spørgsmål på post-it sedler.
I virkeligheden har hun følt et behov for at orientere læserne.
Den teknik kendes fra Sherlock Holmes (Watson) og Poirot (Hastings), Jan-Bøgerne (Erling).
Godt gammelt taske-trick.

Heidi Amsinck er leveringsdygtig i tør humor:
S 58: ”Hvem er I sagde hun med høj skolelærerstemme?”

Som læser vil man gerne kende de personer man læser om, og her bliver vi velsignet med gode beskrivelser.
Henrik, Jensen og Gustav har deres at slås med.
Som alle har.
Vi møder også Jensens mor, der kalder sig Marion.
Hun er livskunstner eller måske rettere en fortabt hippi, som bestemt ikke fører sig frem som en typisk mor.
Man skal ikke langt hen i bogen, før man mærker, hvordan den bliver mere og mere interessant.
Nøjagtig som det skal være med en god krimi.
Men det holder ikke rigtigt.

Desværre ramte jeg muren til sidst.
Jeg mistede overblikket.
Jeg kunne ikke huske alle bogens personer, og hvordan de relaterede til hinanden.
Jeg føler mig ikke kaldet til at påstå, at det er bogens skyld.
Det kan sagtens være mig, der har været ukoncentreret.
Jeg måtte læse slutningen flere gange, og det hjalp da en del.

Men jeg følte ikke, at jeg havde fuldstændig styr på, hvad der var sket.
Eller følte interesse for at finde ud af det.

Der findes kun få anmeldelser af bogen.

I en lektørudtalelse kan man læse:
”En spændende krimi, der har, hvad en nordisk krimi bør have. Der er en del personer at holde styr på, men alle tråde samles”

Jyllandsposten er ikke begejstret:
”Men holder man af konstellationen dumdristig journalistkvinde og traumatiseret politiefterforsker - upolerede Jungersen er unægteligt lidt af en prøvelse uden nogen forsonende momenter - er der en i nogen grad forudsigelig læseoplevelse forude. ”

Jeg har givet Jensen fri nogle dage :-)

Jeg har læst ”På cykel gennem seks årtier” af Margrethe Auken.

2008. 229 sider

Bog nr. 68 jeg har læst i 2024.

I håndboldligaen har dommerne mulighed for at gå ud og gennemse spillet på video.
Inden de går ud, skal de oplyse, hvad deres første indskydelse er.
”Jeg tror, der er mål”.
Hvis ikke videoen afslører andet, er det den første indskydelse, de skal vælge.

Jeg bruger lidt samme teknik med denne bog.
Min første indskydelse er, at Margrethe Auken er et godt og ærligt menneske.
Hvis ikke bogen viser andet, vil jeg holde fast ved det.

Det vender vi tilbage til.

”Fisk kan ikke tale”, bogen om Cheminova inspirerede mig til at gribe fat i denne bog.
Det var Margrethe Auken, der var præst, da Rav-Aage blev begravet.
Det havde han selv ønsket.
Ordet ”cykel” i titlen appellerer bestemt også til mig.

Det er ikke en let bog at læse:
”Den nye teknologi knyttes til det lokale, maglekildecentrifugen er et teknologisk gennembrud for andelsmejerierne.”

Jeg spekulerer på, hvordan man bestemmer sig til, hvilke typer en bog skal sættes med.
Nu har jeg lige læst en bog af Thomas Korsgaard, der var skrevet med særdeles store typer.
Samtidig er han let at læse, så det går af sted med lynets hast.

Ikke hos Margrethe Auken.
Typerne er små, og jeg læser ikke så hurtigt, som jeg gerne ville.

Men prøv at læse sætningen herover med ordet maglekildecentrifugen.

Det ord standser simpelthen fremdriften, og sådan er bogen ofte.
Jeg må nødvendigvis sætte læsehastigheden ned.

Skriver man, som man ”gør”, eller er det et valg?
Jeg er i tvivl.

Bogen skrider frem i kronologisk orden, og denne anmelder kæmper noget med at bevare koncentrationen.

Margrethe Auken var f. eks modstander af Tidehvervsbevægelsen med de to enæggede fætre Jesper Langballe og Søren Krarup i spidsen.
”Tidehverv opstod som en protest mod 1920'ernes sværmeriske dyrkelse af den kyske, sunde ungdom og ”troens betydning for den, der vil frem i verden”.
Jeg må indrømme, at jeg har mere end svært ved at interessere mig for emnet, og jeg orker slet ikke at sætte mig ordentligt ind i, hvad det går ud på.

S 120: ”De bilfri søndage der blev indført for at spare benzin, blev overraskende populære og derfor stoppet”

S. 169: ”Da kom jeg i lære hos OOA, som hurtigt fandt vej til at gøre sig gældende for både folketing og regering.”

Så er det jeg stopper op et sekund.
Nu har jeg læst 169 sider af bogen, og umiddelbart ved jeg ikke/husker jeg ikke hvad OOA er.
Er der noget galt med bogen, eller er der noget galt med mig?

Det tog så ikke lang tid at finde ud af, at det var ”Organisation til oplysning om Atomkraft”, men det fortæller alligevel lidt om mine vanskeligheder med bogen.

S178. Her er vi kommet til Cheminova og Rav-Aage, så her er jeg lidt på hjemmebane.

S. 182: ”Vandt vi Cheminiovasagen? Tjah. Vi vandt meget. Giftdepotet ved Høfde 42 blev delvis fjernet, og Cheminova kom under vedvarende kritisk opmærksomhed. Men de store giftdepoter inde på selve Rønland er vist ikke blevet tømt endnu og meget andet er sikkert også galt endnu.”
Vist??

Rav-Aage.
”Da han døde i marts 2008, 85 år, gammel blev jeg ringet op i Bruxelles. Det var hans bestemte ønske, at jeg skulle begrave ham. Jeg blev meget stolt og fik møbleret rundt på min kalender, så jeg kunne komme til Vestjylland og begrave den gamle hædersmand fra Thyborøn Kirke”.

S. 195: ”Kirkens mund og mæle” udkom i 1992 og skabte voldsomt postyr.”

Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har hørt om det.
Det er heller ikke noget, jeg føler trang til at sætte mig ind i.

Den danske folkekirke har måttet klare sig i mange år uden mig, og jeg synes, vi skal lade det blive ved det.
Sorry, Fru Auken.

S. 213: ”Fields umuliggør i øvrigt nu, at Ørestaden bliver en god by. Uden en masse mindre forretninger kan et levende bymiljø ikke blomstre. Byen kaldes da også Ødestaden”.

Ovenstående demonstrerer meget godt mit problem med mange af de ting, jeg læser i bogen.
Jeg ved ikke, om det er korrekt.
Jeg har ingen anelse om, hvordan dette udsagn fra 2008 stemmer overens med realiteterne i 2024.

Jeg synes aldrig, jeg har hørt om problemet før.
Og jeg ved heller ikke, om jeg burde vide besked?

Hun skriver også at en Letbane havde været langt bedre end Metroen.
Jeg ved det ikke.
Men jeg er en ret flittig bruger af Metroen, som jeg ikke har noget at udsætte på.
Derimod er jeg bekendt med, at der er masser af problemer med de eksisterende letbaner.

Min konklusion er stadig, at Fru Margrethe Auken er et godt og ærligt menneske.
Jeg har ingen grund til at tro andet.
Jeg føler mig utilstrækkelig efter at have læst hendes bog.
Jeg synes, den er tør og kedelig.
Men når man slår hovedet mod en mur og der lyder en hul lyd, så behøver det jo ikke at være muren, der er hul.

Jeg var rigtig glad for hendes samarbejde med Rav-Aage.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad meningen var med udtrykket ”På cykel” i titlen.

Jeg har læst ”Tove Ditlevsen var min Mormor” af Lise Munk Thygesen.

2023. 248 sider

Bog nr. 67 jeg har læst i 2024.

Vi læser bogen i min fine læsegruppe, hvor jeg kunne fornemme, at nogle af de andre havde fået nok af Tove Ditlevsen.

Sådan havde jeg det slet ikke.
Jeg syntes, det var spændende at høre fra barnebarnet.

Jeg troede, det var en biografi, jeg skulle læse, men det er det da slet ikke.

Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det så er.

Bogen indeholder en gennemgang af alle de kvinder i familien, der kom før hende.

”Min Mormor, min mor og jeg har det tilfælles, at vi er vokset op med en mor, der ikke kunne være mor for os ...”

Det er vel det Lise Munk Thygesen vil skrive sig ud af.

Jeg er nærmest vokset op med Tove Ditlevsen.
I mit hjem fik vi Familiejournalen, hvor hun havde sin brevkasse.

Det hedder vel egentlig ”Familiejournal.”
Den læste jeg altid, uden at jeg havde nogen anelse om, hvem skribenten var.
Svarene kunne være meget usædvanlige, og det var muligvis det, der interesserede mig.
Hun redigerede brevkassen fra 1956 – 76.
I 1956 var jeg 8 år gammel. Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at læse brevkassen.
Jeg mener ikke, jeg diskuterede indholdet med nogen. Jeg fandt den bare uhyre interessant.
Samtlige breve er udgivet i bogform, hvis man skulle få lyst til at læse dem.

Jeg har læst lidt fra det enorme værk, og jeg fyldes mere og mere med beundring for, hvor meget sjæl, der ligger i den brevkasse.
Jeg fornemmer, den har betydet en del for mig.

Bogens titel er usædvanlig.
Normalt ville man finde på en eller anden poetisk formulering, men den hedder bare ”Tove Ditlevsen var min Mormor”.

Det har været svært at være Lise. Hvis samtalen faldt på Tove, blev Lise reduceret til at være barnebarnet.
”...hvis hun (Tove) blev bragt op, forsvandt jeg.”
Da Lise fyldte 13, blev hun i skolen bedt om at læse op af Tove Ditlevsens ”Annelise - 13 år”.

S. 206. ”Jeg er vokset op med selvmord”.
Det er lidt svært at forstå for én, der ikke har haft selvmord i sit liv.
Hvor må det have fyldt meget.

Moderen Helle døde som 65 årig efter mange års misbrug.
Lise arvede nogle ringbind, som hun var 13 år om at åbne.

Efter at have læst denne bog indser jeg med lysende klarhed tydeligt, hvor stort et ansvar forældre har for deres børn.
Jeg er ikke skuffet over bogen.
Lise Munk Thygesens verden minder slet ikke om min, men det er måske også med til at gøre den interessant for mig.

”Bøger er skadelige og gør dig sær, sagde hun (Alfrida) til Tove. ”

S. 155: ”Da jeg blev født var jeg voksen. Jeg blev talt til som en voksen, og jeg svarede voksent, så snart jeg fik et sprog, og det gjorde jeg tidligt.”

I skrivende stund (ultimo april 2024) læser jeg om en ung pige, der er forsvundet fra sit hjem.
Hun blev fundet bevidstløs i en skov, men dog i live.
”Hun bakser med lysten til at leve”, udtaler hendes far.

Tænk at bakse med lysten til at leve.
Det er næsten ikke til at fatte og næsten ikke til at bære, men det er man nødt til, for det hænder.

Lise Munk Thygesen har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle publicere Tove Ditlevsens afskedsbrev til Helle, hendes mor.
Brevet er kommet med i bogen, og jeg vil bare nævne, at det er stærk læsning.

Et af de sidste kapitler i bogen hedder ”Min mors hænder.”
Her fortæller Lise om sin mors sidste dage, timer, minutter.

Kristeligt Dagblad:

Bogen er ikke noget hævntogt. Den er derimod Thygesens grundige, begavede og insisterende kærlige forsøg på at forstå ikke bare sin egen mor, men hele sin slægt, der altså også rummer en af dansk litteraturhistories store skikkelser.

Jeg har læst ”Reykjavik” af Raganar Jonasson.

2023. 332 sider

Bog nr. 66 jeg har læst i 2024.

Allerførst ser læseren, at bogen er dedikeret til Agathe Christie.
Så har vi ligesom styr på genren.

Dernæst får vi en personliste.
Det er en fin ting og især i dette tilfælde, hvor de islandske navne volder visse vanskeligheder og kan se noget ens ud … for en Vendelbo.

Det er også værd at bemærke, at Ragnar Jonasson arbejdes sammen med Katrin Jakobsdottir (Tidligere Statsminister.)
Vi har et Cold Case mysterium.

Laura er forsvundet.
Hun var 15 år gammel i 1956, da det skete.
Hun arbejdede i huset hos Ottar og Olöf.

Den unge politimand Kristjan Kristjansson er på sagen, uden at det lykkes ham at løse mysteriet.
Det martrer ham gennem hele karrieren.

Vi er tilbage på sporet i 1966 og 1976.
Og i 1986 er vi igen på eftersøgning.
Den unge journalist Valur er også optaget af sagen.
Han opsøger alle, der kan hjælpe ham med informationer.
Pludselig en dag får han en opringning.

Synsvinklen i bogen skifter en del.
Også til personer i periferien.
S. 121: Valurs redaktørs kone siger om sin mand: ”Han havde været en del mere livlig, da de mødtes – og også haft mere hår, og hun forstod egentlig ikke helt, hvorfor de var blevet sammen.”

Jeg er lidt spændt på, om det senere i bogen åbenbares, hvad vi skal bruge den gode redaktørfrues udsagn til.

Jeg havde forventet, at vi ville pendle mellem 1956 og 1986, men vi bliver siddende i 86.

Valurs søster er tvunget til at overtage eftersøgningen.
Hun graver videre og spørger og får sig gnavet ind til sagens kerne.
Jeg havde også forventet, at vi ville høre mere til den unge politimand, der i 1986 ikke længere er så ung, men vi fornemmer at han er træt og opbrugt, så han siver væk.

Forfatteren (Forfatterne) har lidt en tendens til at inddrage personer i handlingen, som ingen betydning har for historien.
Og det er jo det, der sker i virkeligheden. Mennesker passerer forbi uafladeligt uden at efterlade sig synlige indtryk. Men når de dukker op i en krimi regner man med, at de er involverede.
Falske spor kan man vel kalde dem.

Mod slutningen sad jeg med en fornemmelse af at kæden var ved at springe af, men vi holder os på sporet.
Jonasson kæmper bravt for at lede mig på vildspor.
Og jeg havde ikke gættet whodunnit.

Jeg var helt og aldeles indfanget af bogen.
Mest i begyndelsen.

Det er en rigtig flot krimi, der gerne vil være ”lidt anderledes”.

Bogen er i øvrigt totalt blottet for grumme og makabre beskrivelser.

Og det går da meget godt uden.

Gads Forlag beretter:
”Hans bøger har solgt 1,5 millioner eksemplarer verden over og udkommer i 32 lande. Bøgerne hyldes af internationale kritikere, og The Sunday Times har udråbt ham til at være en af verdens bedste krimiforfattere i dag.”

Ragnar Jónasson er forfatter til den isnende uhyggelige og poetiske trilogi om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi. Serien er fortalt i omvendt kronologi. I MØRKET, som er første bind, møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.”

Jeg har med begejstring læst Hulda-trilogien og ”Reykkjavik” slipper også væk med min varme anbefaling.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, hvorfor Redaktørfruen udtalte sig.
Det kan muligvis skyldes redaktørens hårfarve?
Jeg elsker at være kryptisk, når jeg ved, at du er nødt til at læse bogen for at finde ud af det der med hårfarven.

Jeg har læst ”Mikkelsens undergang” af Bjarne Wagner-Augustenborg.

2003. 88 sider

Bog nr. 65 jeg har læst i 2024.

- Forskrækket udbryder Kyllerylle "Det fille, det falle i min hovedskalle".
Det giver stor opstandelse blandt dyrene, der tror, at skoven vil falde og flygter i panik.

Det er hverken første eller sidste gang, at nogen tror, at jorden vil gå under.

Men der er bare ikke sket endnu.

Bjarne Wagner-Augustenborg har gravet en historie frem om Profeten Mikkelsen, der påstod, at jorden ville gå under den 1. marts 1943.
Men hvis man tilsluttede sig hans menighed kunne man komme med på hans ark, der ville afgå fra et sted mellem Limfjordsbroerne i Aalborg på vej mod Tusindårsriget.

Der er faktisk mennesker, der skiller sig af med deres ejendele for at komme med på arken.
Aviserne og bladene fik fat i historien, men den gode Mikkelsen var menneskesky og svær at få fat i.
Og det kan man da egentlig godt forstå.
Jo mere folk grinede, jo sværere blev han at få i tale.

Han blev særlig populær i Ringsted, og flere fra denne by drog mod Aalborg.

Normalt skal man ikke afsløre for meget om en bogs handling i en anmeldelse, men jeg afslører alligevel her og nu at jorden ikke gik under den 1. marts 1943.

Så gjorde den gode Mikkelsen det, man altid gør i den situation.

Man reviderer planen en anelse og kommer frem med en ny dato.
Det kan man gøre nogen gange, inden man må finde på en anden forklaring.

Det er ikke nogen omfangsrig bog, men jeg synes, det er en ualmindelig interessant historie.
Man tror, det er løgn, men det er den skinbarlige sandhed, og verden vil åbenbart bedrages.
Der er måske en anelse for lidt kød på historien, men den gode forfatter kæmper for at sikre sig stof.
Det er lige på grænsen til, at der ikke kan blive en bog ud af det.
Jeg kommer fra Aalborg-området og har nok en særlig interesse i historien af den grund.

- En New Age-fortolkning af denne overgang er, at denne dato markerer starten på en tidsalder hvor jorden og dens beboere kan undergå en positiv fysisk eller spirituel transformation, og at 2012 kan markere begyndelsen på den nye æra.

1914, 1925, 1954, 1975 er alle år, der ifølge Jehovas Vidner skulle blive dommedag. Trods de falske forudseelser er der på verdensplan stadig omkring seks mio. medlemmer, der venter på det store Harmagedon. I en ny bog tager et tidligere medlem et endeligt opgør med bevægelsen.

Den 89-årige tv-prædikant og særling Harold Camping var ret overbevist om, at jorden ville gå under 21. maj 2011. Så sikker, at han brugte millioner af dollar på at prædike budskabet over for alle, der gad at høre på ham. Og det var der tilsyneladende flere der ville. Således solgte flere kristne familier alle deres ejendele og rejste rundt i verden for at prædike budskabet.

Sidste nyt: Jeg er blevet hvisket i øret, at du ikke skal indgå for mange aftaler i den kommende weekend. :-)

The Eastern world, it is explodin'
Violence flarin', bullets loadin'
You're old enough to kill but not for votin'
You don't believe in war, but what's that gun you're totin'?
And even the Jordan river has bodies floatin'

But you tell me
Over and over and over again, my friend
How you don't believe
We're on the eve of destruction

Barry McGuire 1965