Mangel på fællesskab skader folkeskolen

»Den kloge mand sætter sig selv til sidst og finder sig selv forrest,« sagde den kinesiske filosof Lao-tse i det 6. århundred f.Kr., og det er en sandhed, som den danske folkeskole bør tage til sig oven på flere årtier med det enkelte barn som centrum.

For motivationen til at lære falder i takt med, at eleverne rykker op i klasserne, og en del af forklaringen skal hentes i det forhold, at ord som fællesskabsfølelse og social ansvarlighed er fremmede for børnene i landets skoler. Det viser de første resultater fra Danmarks hidtil største forskningsprojekt om vilkårene for læring i den danske folkeskole.

»Danmark kommer ikke til at opfylde sin målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, hvis vi ikke handler på denne diagnose. For det her er udtryk for systemproblemer: Jo længere vi venter, jo vanskeligere bliver det at gøre noget ved,« siger forskningsdirektør og lektor i pædagogisk psykologi Hans Henrik Knoop.

Forskningsprojektet Mange måder at lære på er et samarbejde mellem Vejle Kommune og forskningscentret Universe Research Lab. Det omfatter alle folkeskoler og hver eneste elev, lærer, skolepædagog og skoleleder i kommunen, som gennem to år får kulegravet deres arbejds- vilkår, trivsel og faglighed af Hans Henrik Knoop og et team af forskere.

For få dage siden blev projektets første store rapport offentliggjort. Den kortlægger, hvordan kommunens 12.000 elever og 1.700 lærere, skolepædagoger og ledere oplever hverdagen. Svarene giver forskerne et præcist billede af, om eleverne for eksempel synes, at undervisningen er spændende, og om de kan se en mening med de ting, de lærer - alt sammen forudsætninger for, at staveordene sidder fast, og at eleverne er motiverede for at fortsætte skolegangen efter 9. eller 10. klasse.

Resultaterne i rapporten viser, at »der leveres rigtig meget god undervisning i folkeskolen«

Det gælder særligt for de små i 0.-3. klasse, som oplever skolen som et »rart, sjovt og trygt sted«. Men når blikket vendes mod de ældre klassetrin, skifter billedet.

De mange svar er sorteret i røde, gule og grønne kategorier. Svar i den røde kategori viser ifølge rapporten »iøjnefaldende behov i skolen«, og dem er der flere af. Mange elever synes ikke, at undervisningen er spændende, de keder sig, men hjælper ikke selv med at gøre læringen mere interessant.

Samtidig viser resultaterne, at folkeskolen stadig har problemer med mobning: Omkring 1.000 elever eller otte procent af Vejle Kommunes skolebørn er i klemme, og fællesskabsfølelsen lider også på andre områder. Vejles lærere og skolepædagoger har vurderet elevernes sociale ansvarlighed og deres evner inden for kommunikation.

Tallene viser, at de scorer lavt på fælles arbejdsetik, positiv konkurrenceånd og socialt sammenhold. Eleverne rammer også de røde felter, når det drejer sig om deres evne at lytte til hinanden, at give hinanden konstruktiv støtte og kritik og indbyrdes håndtere konflikter og mobning.

Ifølge Hans Henrik Knoop er de skrantende sociale fællesskaber en del af forklaringen på den faldende motivation. På den ene side skaber de socialt inkompetente unge et miljø, der ikke stimulerer arbejdsglæden for klassens andre børn. På den anden side brister forudsætningerne for deres egen læring:

»Også elever har brug for stærke fællesskaber. Gode sociale relationer er formodentlig den vigtigste enkeltforudsætning for, at du føler mening med livet, skolen eller arbejdet, og hvis du ikke kan finde meningen med at gøre noget, mister du simpelthen drivkraften«.

Christina Lüthi er en anden af forskerne i Vejle- projektet, som interesserer sig for temperaturmålingen af folkeskolens fællesskaber. Både hun og Hans Henrik Knoop peger på, at de haltende relationer er udtryk for en kultur, samfundet selv har hjulpet på vej.

Elevplaner og undervisningsdifferentiering har i årevis gjort det enkelte barn til solen i folkeskolens univers, siger Christina Lüthi. Og hjemmefra er ungerne vant til samme tilgang ifølge Hans Henrik Knoop:

»Mange er nurset og hjulpet i et omfang, som reelt kan stå i vejen for deres udvikling. Den overdrevne medgang indebærer ofte, at de har utroligt svært ved at forstå grænser, og nogle har en næsten total mangel på tolerance over for nederlag, når de starter i skolen. Og det er selvfølgelig svært at få venner, hvis du ikke en gang imellem kan glæde dig over, at andre fik ret eller vandt fodboldkampen.«

På skuldrene af resultaterne leder Christina Lüthi et nyt forskningsprojekt. Projektet er en del af næste etape i Mange måder at lære på, og det skal kortlægge og forklare udbredelsen af det psykologiske begreb altruisme i folkeskolen. Pointen er at balancere det store fokus på individet med mere fokus på hensyn og fællesskab og åbne børn, lærere og forældres øjne for, at filantropi og personlig succes er to sider af samme sag.

»Egoisme og altruisme er komplementære størrelser som yin og yang. Vi kan blæse og have mel i munden ved at vise omsorg for hinanden. Det er en fantastisk opdagelse, at man ved at gøre godt for andre gør godt for sig selv«, siger Christina Lüthi.