Prydar og Charlie lægger alle kræfter i. Otte små sandfarvede hesteben kæmper for at stå fast på den glatte asfalt. Skridt for skridt bevæger vognen sig opad og væk fra det turkisblå hav bag os. Det er ikke let at trække en moderne prærievogn med dens last af køjer, kølekab, gasblus, campingmøbler, 150 liter drikkevand, sengetøj, legesager og fem passagerer, men med høje tilråb lykkes det at nå toppen. Alle ånder lettet op.
Ved vejsiden blomstrer grøftekanterne, og højt på den blå himmel smiler en bagende sommersol. Inde i vognen har tvillingerne på seks fundet UNO-kortene frem igen, mens vores datter på otte slænger sig i soldaterkøjen og nyder udsigten over markerne. Om en times tid er vi fremme ved lejrpladsen - og frokosten.
Ro i sindet
For anden gang er vi taget på prærievognsferie med vores tre børn og et hold venner. For er der noget, der giver ro i sindet hos en stresset storbyfamilie, så er det en uge med de små godmodige fjordheste, der trasker gennem det grønne sommerlandskab med tre-fire kilometer i timen, lejrbål om aftenen, rødvin, snobrød med jordbærsyltetøj, romantiske aftenrideture, frisk luft og masser af unger at lege med.
Ligesom sidst er vi landet hos Henning og Liselotte, der på 25. år driver Sydfyns Heste- og Prærievognsudlejning fra en stor gård i Holmstrup Huse lidt nord for Svendborg.
Hver lørdag sommeren igennem sender de 18-20 hes-tevogne af sted med børnefamilier og andre med mod på aktivferie og nulkomfort. De fleste af gæsterne ved meget lidt eller intet om heste, men Henning og Liselotte er ikke bange for at sende dem af sted efter en dags oplæring på gården.
"Det her er en hest, og her er en børste. Den skal I bruge på hesten hver dag, inden I kører ud i verden."
Hennings instruktioner er korte og ukomplicerede. Efter en halv times præsentation af hest, seletøj, vogn, gaskøleskab og tømning af det medfølgende kemiske lokum, er gæsterne klar til at hente deres heste på folden, rense hove og spænde for.
Henning og Liselottes udgangspunkt er, at de fleste voksne mennesker er i stand til at tænke selv og klare det meste, når bare de får lov. Her er ingen babysittere eller unødvendig pyldren, blot et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man kommer i nød. Og så må man ride, alt det man vil på hestene, når de har hvilet ud oven på den daglige etape fra plads til plads. Det er en stil, der passer os godt, for vi vil helst klare os selv så meget som muligt.
Frokost i det grønne
Fremme på lejrpladsen er vores venner Snedkeren og Kokken allerede ved at spænde deres vogn fra. Deres to heste tripper utålmodigt for at slippe fri af seletøjet og ind på den saftige græsmark ved siden af lejrpladsen. Knap er de nået inden for hegnet, før de triller sig velbehageligt i det kølig græs, og få minutter efter slutter Prydar og Charlie sig til dem.
Lejrplads og lejrplads er måske så flot sagt, faktisk er det bare en græsmark med træer omkring, der er hverken rindende vand eller anden komfort. Men der er dejlig svalt i skyggen af de to prærievogne, og 10 minutter senere bugner plastikbordet fra Jysk af nybagt rugbrød og lækkerier fra den lokale Brugs. Det er fantastisk, hvad der kan gemme sig på to små køleskabshylder!
Ungerne hugger i sig, og bagefter går vi på jagt efter Mosaik-stien - en skovsti, hvor man kan finde smukke potteskår fra et nærliggende teglværk.
Tilbage på pladsen er hestene udhvilede, og så er der dømt rideture til alle ungerne. De store piger rider selv på bar hesteryg, her er ingen sadler og moderne pjat. Tvillingerne og lille Nikolajsen på to får lokket den ene træktur efter den anden ud af deres svedende forældre.
Da det begynder at tusse, byder Kokken på frisklavet kaffe og saftevand, og så er det tid til at lave snobrødsdej, marinere bøffer og samle brænde til aftenens lejrbål.
Med syv friske unger til det grove går det forbavsende hurtigt.
Vognborg og lejrbål
Vore to familier hører til de erfarne prærievognskuske, så vi har fået lov at tage af sted en dag før de andre familier. Nu har vi lejrpladsen for os selv, og det passer Snedkeren og Kokken godt, men det kan nu også være hyggeligt at slå følge med de andre nybyggere. Som vi gjorde det, første gang vi var af sted.
Hver aften var vi seks-otte familier, der fandt sammen og lavede en 'vognborg', tændte lejrbål i midten, grillede bøffer og skumfiduser, drak rødvin og spillede guitar længe efter, at solen var gået ned. Det var også det år, hvor vi bagte pandekager til 32 børn - og lærte, hvordan man slår en tipi op på tre minutter ...
Men det er jo en smagsag, hvor meget fællesskab man gider i sin ferie, og under alle omstændigheder er der rig mulighed for begge dele. Man behøver blot at slå sin lejr op i udkanten af pladsen, så respekterer alle, at man helst vil passe sig selv.
For vores familie er det i høj grad mødet med de andre prærievognsfolk, der giver de gode ferieminder. Vi griner f.eks. stadig af dengang, hvor en en af de andre familiefædre sov under sin prærievogn - og blev vækket ved at ungerne børstede tænder og skyllede tandpasta lige ned i hovedet på ham fra den lille håndvask inde i vognen. Og af dengang, hvor en pralende (og halvfuld) citycowboy forsøgte at hoppe op på sin hest bagfra. Den stak af i fuldt firspring og han landede pladask i pløret. Et kosteligt syn!
Spiller bedst i solskin
Det, der gør størst indtryk på en prærievognstur, er dog hestene. Vores unger taler stadig om Prydar og Charlie, hvem der var sødest, sjovest og frækkest, og de får os til at love, at vi skal have præcis de samme heste, hvis vi skal afsted igen.
Netop fjordheste, eller nordbagger, som de også hedder, er utrolig velegnede til børn og uerfarne ryttere. Lidt stædige, ja, men godmodige som dagen er lang og nemme at tumle med, selv for børn på seks-otte år. Det eneste, som kræver voksen medvirken, er, når hestene skal spændes for, eller turen går forbi farlige mejetærskere, blafrende presenninger eller op og ned ad stelje bakker.
Og så er det en fordel, at prærievognsferie ikke koster kassen. Hvor i Danmark kan man ellers tage hen med tre børn for 6.500 om ugen og samtidig få en oplevelse for livet?
Man skal selvfølgelig være forberedt på, at det kan slå fejl. Ikke mindst kan vejret drille. Lejrliv og otte kvadratmeter, der fungerer som stue, køkken, toilet og soveværelse for fem mennesker i en uge, spiller absolut bedst i solskin - eller i hvert fald i tørvejr. Og så er prærie-vognsferie ikke for dem, der går ud af deres gode skind, hvis de ikke får et dagligt bad eller rent tøj hver morgen.
Efter nogle få timer stinker alt af hest; tøj, hår, dyner og tæpper - og det bliver det ved med i en uge. Den gode nyhed er, at man kun lægger mærke til det den første dag. Så kan man leve med manglen på komfort og duften af hestepærer, og synes man i øvrigt, at det er tæt på himmerige at se solen gå over vandet fra hesteryg, så er der ingen vej tilbage.