Positiv psykologi - anerkendelse eller skjult magtudøvelse?

»Superfedt! Men ved du, hvad der kunne gøre det endnu bedre?«. Mange ledere er gennem det seneste årti blevet bekendte med begrebet positiv psykologi og et af bevægelsens kernepunkter: anerkendelse. For anerkendelse af medarbejdere fører til glad og billig arbejdskraft. De ansatte bliver mindre syge, og de er mere produktive og engagerede. Derudover er de også mere ansvarlige og loyale over for deres arbejdsplads, fordi mennesker er tilbøjelige til at gengælde godhed og passe på miljøer, hvor de har det godt.

Den Positive Psykologi har sit udspring i det akademiske miljø og tager udgangspunkt i mennesket og dets personlige egenskaber og udvikling. Og den psykologiske retning fylder mere og mere i børnehaver, skoler, det private erhvervsliv og i forskningsmiljøer; i slutningen af denne måned afholder Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) det femte europæiske seminar om positiv psykologi, og de forventer at kunne udbyde Danmarks første masteruddannelse i positiv psykologi fra efteråret 2011. Og så er der i øvrigt også (endnu) en bog på vej.

Umiddelbart lyder det jo positivt, men professor i psykologi Svend Brinkmann er alligevel kritisk over for den bølge af positivitet og anerkendelse, som er skyllet ind over Danmark:

»Der er stadig magtrelationer involveret i styringen af arbejde og læring, men det er en magt, som skjules under floskler om dialog, positivitet og anerkendelse,« siger han.

Svend Brinkmann synes ikke, at det er et udtryk for anerkendelse af elever som ansvarlige aktører i deres eget liv, når lærere kun sætter grønne streger under de rigtige svar og ikke røde streger under fejlene. Og han mener ikke, at ledere anerkender deres medarbejdere, når det kun er de positive historier, som er legale til dialogmøderne; anerkendelse kan også være negativ og afvisende.

Hans Henrik Knoop er lektor ved Institut for Læring på DPU og ekspert i positiv psykologi. Han synes, at Svend Brinkmanns udlægning af positiv psykologi temmelig forenklet:

»En kniv kan bruges til at smøre mad med eller til at slå ihjel med. Og på samme måde er det med positiv psykologi. Man kan bruge en viden om, hvordan mennesker fungerer på humane måder, til at skabe menneskevenlige skoler og arbejdspladser, og man kan også bruge den til tortur - til at nedbryde mennesker. Det er grundlæggende forkert at hævde, at noget blot er dét, som det bliver brugt til,« siger han.

Hans Henrik Knoop afviser dermed ikke, at den positive psykologi kan bruges negativt. Som for eksempel når forholdet mellem ledelse og medarbejdere individualiseres, og der skabes så tætte relationer, så medarbejderne har svært ved at se fagpolitisk på deres egen situation:

»Det bliver hurtigt et grumset spil, hvis ikke der er ordentlige, faglige retningslinjer på arbejdspladsen,« siger han.

Der findes en gylden middelvej mellem den ene yderlighed, hvor alle magtrelationer camoufleres i en tåge af > billig happiness, og den anden, hvor kynisk og brutal ledelse gennemføres uden hensyn til, at det er rigtige mennesker, man leder: En zone, hvor mennesker kan træde i karakter som individer og stadig have leder- og medarbejderroller, som både fungerer fint og kan forsvares etisk, mener Knoop.

»Det handler om at undgå de flade fortolkninger af for eksempel anerkendelse, som dem Brinkmann nævner, hvor man tager en halvt forstået idé og udvikler på den,« siger lektoren.

Positiv psykologi er i psykologien, hvad sundhedsfremme er i sundhedssektoren. Det er videnskab, som fokuserer på, hvorledes mennesker kan trives og samtidig fungere på et optimalt niveau, og som derved er rettet mod at forebygge snarere end at behandle. Det vil sige, at genstandsfeltet primært er noget, som allerede fungerer godt; som den sunde krop i sundhedssektoren. Et væsentligt aspekt ved positiv psykologi er nemlig, at trivsel er normaltilstanden hos mennesket.

»Så når nogen synes, at det er latterligt, at vi skal gå rundt og være glade, så er det lige så meningsløst som at mene, at det er latterligt at være sund og rask,« siger Hans Henrik Knoop.

Hvis kroppen bliver forgiftet, reagerer immunforsvaret, og på samme måde reagerer de psykiske forsvarsmekanismer, hvis man bliver udsat for kritik. Og det er her, at de anerkendende tilgange inden for positiv psykologi kan tages i brug. Kritik fylder langt mere end ros hos mennesker. Ofte mere end 10 gange så meget. Og det skyldes ifølge Knoop ikke mindst et biologisk beredskab, som vi har med os fra stenalderen. Fra dengang en sabeltiger krævede grundlæggende opmærksomhed, hvis man ønskede at overleve. Ved at opbygge en kultur, hvor man anerkender hinanden som værdige til at være med og blive hørt, sænker man niveauet af ur-angst, forklarer han.

Menneskets behov for anerkendelse er dog en flersidig størrelse, og vi har lige så meget brug for modspil som medspil. Det er nemlig modspil, som for alvor gør livet interessant, påpeger lektoren. Det er ikke sundt for nogen kun at blive strøget med hårene, men ifølge Hans Henrik Knoop er anerkendelse ofte - og fejlagtigt - blevet synonymt med medspil.

»Det er vigtigt, at man anerkender folks behov for kvalificeret modspil,« siger han.

Det er Svend Brinkmann enig i, men han kan dog ikke genkende Knoops tilgang hos psykologer og konsulenter, som ofte fokuserer entydigt på alt det positive, de gode historier, vækst, kreativitet - alle plusordene.

»Man pakker folk ind og kommer, paradoksalt nok, til at blokere for den udvikling af evner, som var målet i første omgang. Man taler ned til folk, og det bryder jeg mig ikke om« siger han.

Måske er det ikke noget tilfælde, at positiv psykologi netop er blevet så populært i det nye årtusind, som i høj grad er kendetegnet ved selvrealisering og kompetenceudvikling. Svend Brinkmann tror i hvert fald, at der er en grund til, at det lige præcis er den type psykologi, som har vind i sejlene i dag.

»Positiv psykologi repræsenterer et forbrugersamfunds ønske om at fremstille alting i et positivt lys. Lidt ligesom reklameindustrien,« siger han og understreger, at positiv psykologi gerne vil forklare det, der sker i vores liv, ud fra individuelle faktorer. Man skal kende sine egne signaturstyrker, udvikle sine kompetencer - og gøre det, man er bedst til (som Danske Banks gamle slogan).

»Der er en meget stærk individualistisk tænkning knyttet til bevægelsen, som afspejler centrale træk i vores samfund. Alt i tilværelsen handler om selvrealisering - måske på bekostning af fællesskabet. Jeg mener, at det er vigtigt at diskutere træk ved samtiden, og her mener jeg ikke, at positiv psykologi bidrager med ret meget. Bevægelsen bliver en del af et hurrakor, som fejrer individets selvudvikling,« siger han.

Hans Henrik Knoop mener modsat, at positiv psykologi og anerkendelse handler om, at acceptere diversiteten i samfundet:

»Den mest venstreorienterede i dag kan blive enig med den ultraliberale om, at vi skal tage hensyn til individuelle forskelligheder. Paradoksalt nok har vi imidlertid stadig en politisk debatform, hvor man nærmest per automatik taler nedsættende, altså ikke-anerkendende, om folk, der har en anden mening end én selv. Som om vi alligevel ikke forstår den dybere betydning af anerkendelse,« siger han.