Krisen snupper hovedrollen på teatret

Livet er i opløsning på teatret. Parforholdet får kun birollen, for kæresterne går fra hinanden – og tilbage er singlerne, der har rigeligt i at klare sig selv. Ensomheden banker på, arbejdsløsheden lurer, og en global rodløshed sniger sig ind.

Sådan kan man i hvert fald godt se en del af det danske teaterrepertoire. Det Røde Rums klassikersatsninger på Det Kongelige Teater har været iscenesat som indspark i samfundsdebatten om eksistentiel desperation, både Kældermennesket af Dostojevskij, Det gode menneske fra Sezuan af Brecht og Sonetter af Shakespeare - og Husets Teater og Aalborg Teaters opsætninger af Schimmelpfennigs Den Gyldne Drage – og Maskens En Klovns Ansigt - har yderligere bidraget med verdensøkonomiens sammenbrud i sin voldelige beskrivelse af udnyttelsen af illegale fattigdomsindvandrere.

Egentlig er verdenskrisen en lettelse på teatret. Væk er alle de tjekkede køkkenscenografier med detaljerigtige espressomaskiner. Nu er det livets rå vrangside, der skal undersøges. En outsidertilstand, som pludselig gælder foruroligende mange af os, der står i mudder til knæene – med fiktive lån og udfasede ansættelser og et sundhedssystem i skred. Mon vi kunne finde sammen på nye måder?

De danske revyer plejer at slippe galden løs om sommeren, så publikum kan klare et brokkeaflastet år mere; måske tilsat et samfundsafklapsende Jacob Morild-show. Men disse revyforestillinger er ironiens holdeplads: Man karikerer i vildskab, men man siger ikke sin egen mening. Man går ikke på barikaderne - man spiller roller.

Lige nu er der to show båret af performere, der netop ikke spiller roller: Kristian Halken i Helsingør – eller hvem har myrdet Holger Danske og Anne Marie Helger i Rå rober. I virkeligheden er de gode, gammeldags moralister begge to. Og så er de fælles om troen på, at vi faktisk skal være her alle sammen.

Det lyder måske som levn fra 1970’erne. Men fællesskabet kan faktisk opleves som en skøn genopdagelse efter den økonomiske bobleopturs egomani. Halken er den analyserende underfundige, Helger den ordglade spraglede. Men deres engagement er uomtvisteligt.

Ellers er krisedrømmene tydeligst udtrykt i Odense Teaters repertoire. Lige nu spilles finanskomedien Enron samtidig med den foruroligende seværdige forestilling Love and Money – et stykke om mennesker, der knækker på grund af deres forbrugsgæld og ensomhed ... Og til marts kommer en nytolkning af Tennessee Williams’ Glasmenageriet fra 1930’ernes udsigtsløse USA.

Krisedrømmen har mange fortællinger i sig. Aarhus Teater satte tidens overdrevne wellnessdyrkelse i fokus i Christian Lollikes Det Normale Liv, mens teatret Republique på Østerbro forholdt sig til krisen med teaterkoncerten Bollywood og dens insisteren på at drømme sig væk til en indisk idyl. Og lige nu er det mest fysiske drømmebud den forførende forestilling In Absin-thia hos teatret Asterions Hus på Refshaleøen. Her hyldes beruselsen og glemslen: Ned med den grønne absinth – og så bliver det hele forhåbentlig lidt sjovere!

Ellers kan man altid drømme om at blive stjerne. Sådan X Factor-agtigt på den autentiske måde. Det viser Aaben Dans i Roskilde med den sansebetagende forestilling Butterflies, hvor mennesker fra vidt forskellige lande sætter sig på omklædningsbænken i bokseklubben og drømmer – med Muhammed Ali som drømmefigur.

De er alene – havnet her, uden at vi ved hvorfor. Men vi kan mærke deres livstrang og frygt og ensomhed. Vi kan se deres kroppes sult efter at høre til. Og vi kan sikkert også genkende følelsen af livet, når det går i opløsning.