BlogPlug

Attributter er egenskaber noget har, dvs. adjektiver. Og adjektiver er altid kun en del af et led. Adjektiver kendes som bekendt på, at det beskiver eller karakteriserer subjektiver eller tilsvarende udtryk. … …

…… …

wait……. I GET IT:

Puh, jeg var nervøs, da jeg skulle til samtale på hospitalet idag.

For nogle år siden var jeg ræti’ syg, først pg.a. en blindtarmsbetændelse og så ellers pg.a. lægerne i Hobros kompetence eller måske nærmere mangel på samme. Uheld ej at forglemme.

Nå, men derfra har jeg tilegnet mig en masse ar, som jeg sådan set er glad nok for (“Jo jo, det er skam både hagl og knive jeg har fået mig der i maven”). Bare ikke når de gør nas, som det ene stadig gør. Så jeg tænkte engang i december, at det nok var smart lige at få det hele tjekket. And guess what: jeg har brok. Så det er jo fedt nok lige at have gået rundt med i en fire år-agtigt.

Heldigvis ligner jeg ikke længere hende, som blev udskrevet dengang efter de 3 måneders sygdom:

skinny bitch!

og heldigvis lød lægen idag på Hvidovre Hospital på Herniecentret (brokcentret 😉 ) til at være rigtig kompetent, så nu står den snart på min 13. fulde narkose og indlæggelse. Men jeg er ok klar. Det eneste jeg sådan set er rigtig nervøs for er det med at få lagt drop.

Jeg ved godt, at det lyder fuldtændig mærkeligt at være nervøs for, når nu jeg skal i fuld narkose og alt muligt også. Men jeg har simpelthen helt junkie-agtige ar på mine hænder efter at have fået drop så mange gange dengang. Faktisk synes jeg helt at kunne mærke mine vener klappe sammen så snart jeg går ind af døren til et hospital. Og under ingen omstændigheder om jeg skal se ‘skadestuen’ eller lignende i fjernsynet. Blodprøver må også fint bare blive taget i min finger, hvis det er.

Nå, men jeg skal jo til det om en måneds tid. Jeg ser frem til endnu et ar på min fucking-warzone af en mave og så ellers at få lukket operationskapitlet for denne (og forhåbentlig sidste) gang.

Hvis du kan sige ja, til noget af dette, så vil jeg bare lige sige;

http://www.diningweek.dk/index.php/show/restaurants

at det (vist nok) er vinterferie nu, og derfor har en hel del restauranter og bistroer givet mulighed for, at man kan  spise tre-retters for 200 kr. pr. person (dog ekstra 100 kr, pr michellinstjerne restaurenten har).

Og for mig er det helt klart en let’s go. Jeg skal på Bastionen + Løven http://www.bastionen-loven.dk/?Bastionen%2BL%F8ven for at spise deeeejlig jordskoksuppe med kammuslinger, sprængt oksebryst og chokoladefondant. Glæder jeg mig?

OH YEAH!

Her kommer et lille kneb, hvis du som jeg måske kunne trænge til at blive set lidt mere på som kvinde der hjemme (se tidligere nærmest you-tube-spam-indlæg, om at jeg ville være lidt mindre mand til dagligt). Og i øvrigt måske har lidt agurketid, hvad ang. mulige blogemner. Den mission har nu kørt meget godt i nogen tid (altså den med at være en WOman), og både neglene, hælene og følelsen har været ret kvindelig(e) på det sidste. Om ikke andet, så får jeg da selv noget ud af at læse min egen blog.

Nå, men tricket kommer så her:

Kæææft, hvor er jeg bare god til at bage kager. Og tro lige på, at alle mænd i nærheden var begejstrede for min nyfundne indre house-wife (og pigerne på besøg så en smule skeptiske ud – måske er piger mere nervøse for pangfarver end mænd?)

Banankage tilsat mørke stykker chokolade i bunden, 2 slags toppings (en med chokolade- nej det er ikk lårt på toppen, og en (tre) med citron og forskellig slags frugtfarve). – bum.

And these ones? Belive me, det var ikke for sjov, da jeg skulle lave kage til første uge på uni i sommers. “Heeej, årh ja, ej men det kunne da aldrig vare lige at bikse et par kager sammen” siger pigen med det krøllede hår storsvedende og prustende.

Er det en tilfældig bule?

Er det en pik?

Nooo, det er en nos!??

HVORFOR skal nogle mænd bare vise dilleren uanset hvad de har på? Tag fx den kære Hr Hansen her! Han har simpelthen valgt at nedprioritere buksebenslængde til fordel for at kunne trække buksen ornlig godt op i skridtet på sig selv.

Jeg forstår det ikke! OG jeg mener, at det bør stoppes NU!

Dengang i 2009, hvor jeg vandt min første essaykonkurrence.

Somme tider spiller tilfældigheder den vigtigste rolle. Det rigtige sted, det rigtige tidspunkt og de rigtige omstændigheder. Eller måske nærmere det forkerte sted, det forkerte tidspunkt og helt forkerte omstændigheder.

Sådan var det for mig, som man kan læse her:

http://www.nordjyske.dk/artikel/10/5/19/3054609/3/kristinne%20b%F8gh%20og%20nynne%20vandt

Med en opgaveformulering til dansk i gymnasiet i hånden, siddende i en campingvogn på en mark nær Vilhelmsborg i Århus uden bøger omkring mig, og med et par  rimelig store ridebanespringningsklasser foran mig.

1) Skriv en udførlig analyse af en selvvalgt bog (6-8 sider) 😦

ELLER

2) Skriv et essay til konkurrencen i Jyllandsposten (2-3 sider) 😀

Jeg havde ikke lige fået en bog med til Århus, og havde virkelig heller ikke meget tid til at skrive i. – Kun sportsfolk og idioter hopper ikke over hvor gærdet er lavest,  det er en sætning jeg tit har terpet. – Så for at udfylde min rolle som sportsmand senere på dagen valgte jeg den nemme løsning. Desuden havde jeg lige set filmen ‘Nynnes Dagbog’ så opgaven måtte ligesom bestå i at argumentere for, hvorfor det var den bedste danske bog jeg nogensinde har læst.

Løj jeg? – ja. Vandt jeg? – hell yeah!

Essayet kan du læse her:

http://www.nordjyske.dk/artikel/10/5/19/3054606/3/hele%20kristinne%20b%F8ghs%20essay%20om%20nynnes%20dagbog

Fashionweek, det er det, det er. Det er derfor mine sko trygger lidt – dér på tæerne. Og derfor jeg også blender ind i mængden idag, selvom jeg nok fremgår pænere – mere fashionabelt klædt end jeg plejer. Og de er tydelige at spotte – fashionaterne. Lidt pænere end alle os andre, med mindre morgenhår, flere trendy og new-fashion detaljer og accesorisammensætning.. Og så i sort. Underspillet på den overspillede måde.

Men jeg er ikke som dem, jeg er en snyder. Jeg skal ikke sidde forrest til modeshow, men studere Quintillian og Gonzo-journalistik. Præcis som Morten Sabroe foregiver jeg at være Thompson-agtig på vej til Las Vegas på syre, mens hun i virkeligheden er på vej til Gøteborg på potenspiller. Sådan er jeg i fashionweek stil på vej til Retorisk Skrivning. Fashionweek er for os, der ved det, og vi ser hinanden. Lige nu skal jeg oplæse Søren Rye Petersen. Fashionweek for det ydre. Men ikke for hende, ikke for Søren Rye-oplæseren.

I denne uge havde jeg besøg af min veninde, som deltager i modeugen. Og lad mig sige det sådan – jeg tror sgu at god stil smitter af. Men for mig er Søren Rye og Thompson måske bare den bedste stil at føre.

Så er universitetet et sted, hvor man kan finde mig igen. Og det var nu faktisk rigtig rart, at komme lidt igang igen, selvom pensumslistens hardcore grammatisk, syntaks og morfologi forventes rimelig.. dødsagtig.

En ny underviser, lektor Charlotte Jørgensen, synes dog at være lige min kop varm solbærsaft med udsagnet:

“Vi har nu læst denne tekst som denne tekst aldrig skal læses”

og det vel at mærke efter to timers analyse, hvor jeg faktisk synes at jeg var ret godt med. Fedest. Nå, men pointen er jo lidt en anden end den umiddelbare – that I know.

Og så tilbage til pensum. Jeg er lige blevet færdig med et uddrag af Quintilian “om efterligning og om originalitet”, og de er nu altså ikke helt dumme de (spanske) romere!

“Ord er ikke af naturen gode eller dårlige (for de er i sig selv ikke andet end lyd), det afhænger udelukkende af, om de er brugt i den rigtige sammenhæng eller ej.”

“For den, der kæmper for at komme først, kommer måske på omgangshøjde, selvom han ikke er i stand til at overhale.”

“Det væsentlige er med andre ord, at den enkelte er klar over, hvad han sætter sig for at efterligne, og ved, hvorfor det er godt.”

Men THE QUOTE OF THE DAY, må helt sikkert gå til noget meget fjernere i ordets fulde betydning:

Amalie kigger på et æsel:

“åååårh, en sød pony, hva!?”

Hun er så fantastisk! Og nej, ikke fordi, jeg kan føle mig bedre end hende i forhold til sprogbrug, og fordi jeg godt ved, at frihedsgudinden ikke er en oscar eller ligger i Hollywood. Men simpelthen fordi ærligheden triller ud af hende – paradise eller ej. – Amalie – du har min respekt.

På det seneste har jeg altså været lidt af en mand. I hvert fald, hvis du spørger mine to mandlige roomies, og deres forbavsede homeboys når de ser mig helt uden make-up i baggy pants og en stor hættetrøje kunne hele Jay Z’s koreografi (og altså ikke Beyoncés) til denne her:

Eller på de helt ‘gode’ dage, når jeg finder min indre Lil’ Wayne frem:

Og det er jo også godt nok alt sammen. Jeg tror det er sundt at se, at en kvinde godt kan være morgengrim hele dagen, snakke som boys’ene (selv min mor har påpeget, at jeg er begyndt at tale grimmere) og styrketræne sammen med alle pumperne. Også for hende selv, må det være sundt.

Men nu har jeg altså lige fået nok af mig selv. Så fra nu af, vil jeg være kvinde igen. Op på tæerne, ned i kjolen og ud med håret. Fingerringene skal erstatte mine ‘jeg-smadrer-dig-ar’, og neglene skal have en tur på venstre side af politikskalaen.

I’m gonna walk like this becuase I can back it up

Så vil jeg huske på, at jeg er en del af universet og THE UNIVERSE IS A WOMAN

Og ellers bare give mig selv lov til at høre det her resten af dagen:

Jeg sad i dag og hørte musik, den gode gamle Tom Waits. Og denne sang siger alt om, hvordan jeg havde det med at blive voksen, da jeg var lille:

(man bliver åbenbart nød til at se videoen på youtube, men gør det, den er nice!)

“When I’m lyin’ in my bed at night
I don’t wanna grow up
Nothin’ ever seems to turn out right
I don’t wanna grow up
How do you move in a world of fog
That’s always changing things
Makes me wish that I could be a dog”

Da jeg var lille, ville jeg gerne være lille hele mit liv. Jeg glædede mig ikke til at blive ældre, som alle de andre.

I min dagbog skrev jeg blandt andet: ” jeg vil altid være barn, jeg vil aldrig have en kæreste, jeg vil altid ride på min hest, jeg vil altid bo på landet”. Well, her er jeg så – i byen, har boet sammen med en der kan beteges som kæreste i over et år, uden hest og med bryster – Dammit!

Egentligt er det jo godt at leve der hvor man er, uden hele tiden at ville videre i livet, men jeg var måske lidt for meget.  Dem der har kendt mig ved, at jeg virkelig kæmpede imod da tegnene på voksenliv først trængte sig på – men lige meget hvad jeg gjorde, voksede de bryster altså alligevel (dog en del senere end mine jævnaldrende, så noget må have virket).

“When I see the price that you pay
I don’t wanna grow up
I don’t ever wanna be that way
I don’t wanna grow up
Seems like folks turn into things
That they’d never want
The only thing to live for
Is today…”

Men faktisk tror jeg endelig, jeg er ved at få fred med min alder (det lød som titlen på en meget dårlig selvudviklings bog?). Livet starter fredfyldt og bekymringsfrit uden viden om noget som helst, så kommer der kæmpe kaos af viden og eksistentiel forvirring og med tiden begynder det hele at passe sammen igen. Jeg tror, at livet (kan) slutter ligeså fredfyldt, som det startede. Så jeg glæder mig til at blive ældre, eller i hvert fald har jeg ikke længere noget imod at blive det. Egentligt er jeg desuden ret glad for, at jeg fik bryster alligevel.