Lixen oktober 2010

Ud i verden. Tanker om et semester i udlandet Side 4

Praktikudvalget går til kamp mod telefonpassere Side 3

Sverigedemokraterna: Upassende eller udenfor? Side 13

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 6. nummer | oktober 2010

SDU’ere stadig hurtigt i job De nyuddannede journalister fra SDU kommer hurtigt i job. Netværket spiller en kæmpe rolle, mener både de studerende og uddannelseskonsulent fra Dansk Journalistforbund. Rikke Gredsted Seidenfaden Nana Frederikke Fischer Sarah Andersen

Som nyuddannet kan de færreste hive et meterlangt CV op af lommen eller prale af års erfaring i branchen. Men selvom det er svært for de unge og uprøvede at mase sig ind på arbejdsmarkedet, er mange nyudklækkede journalister fra SDU hurtigt i job. Sidste år dokumenterede Lixen, at over halvdelen af 2009’s nyuddannede journalister fra SDU var i job. Tendensen er den samme i år. 60 procent af de SDU’ere, der blev færdige med deres bachelor i januar, har fået et arbejde. Ud af de resterende nyuddannede SDU’ere er 19 procent uden job, mens 15 procent læser videre.

”

ing, så hvis de lægger sig i de store bunker af ansøgninger med alle de mere erfarne, så kan de godt få lidt tæsk. Så vil det tit være en bedre ide at søge job uopfordret eller gennem sit netværk,« forklarer han. Og netop netværket har mange af de nyuddannede journalister nævnt som noget af det vigtigste i kampen om de eftertragtede job. Flere har oplevet, at chefer har talt sammen, eller at en ansøgning er givet videre.

Bliv hængende og bliv set 14 ud af de 35 fastansatte SDU’ere er fortsat ansat på deres gamle praktiksted. Og ifølge Jonas Thing kan det betale sig at glide ind på sit gamle praktiksted, når journalistkarrieren skal skubbes i gang. En af dem, der er blevet hængende på praktikstedet, er Sara Marie Strøm Røkjær. 14 dage efter hun blev færdig med sin praktiktid hos DR Nordjylland, ringede chefen og tilbød hende en freelance-opgave. Sådan

Dem, der kommer i job, er dem, der kommer hurtigt i gang med at bruge deres netværk

”

Jeg ser frem til, at vi på et tidspunkt får en svag finansminister Læs på side 10, hvorfor Kaare R. Skou mener sådan.

Jonas Thing, Dansk Journalistforbund

God jobstatistik Jonas Thing er jobkonsulent i Dansk Journalistforbund og mener, at tallene er bemærkelsesværdige i forhold til job-statistikken for det samlede hold af nyuddannede journalister. 904 journalister er blevet færdige i løbet af det seneste år. Ud af dem er 43 procent i job og de resterende 57 procent på dagpenge. Ifølge Jonas Thing er kriser altid hårdest for de nye og uprøvede, som derfor bør gå utraditionelle veje i jagten på et job. »Nyuddannede har oftest bedst held med at få job på en lidt uformel måde. De har ikke så meget erfar-

fortsatte det, indtil hun stod med sit eksamensbevis i hånden. »Jeg er helt sikker på, at jeg blev ved med at få opgaver, fordi jeg var så meget på redaktionen. Hvis chefen ikke havde kontaktet mig i et stykke tid, så lavede jeg en liste med ideer og ringede selv og tilbød min hjælp,« siger Sara Marie Strøm Røkjær. Da hun blev færdiguddannet, søgte hun et vikariat hos DR Nordjylland. Hun fik ikke jobbet, men i stedet opfordrede chefen hende til at søge et andet vikariat, som de valgte at give til hende. Dansk Journalistforbund opfordrer de nyudannede til at tænke alterna-

tivt som Sara Marie Røkjær. »Dem, der kommer hurtigt i job, er dem, der kommer hurtigt i gang med at bruge deres netværk og får skrevet nogen uopfordrede ansøgninger frem for bare at skrive ansøgninger på opslåede stillinger,« siger Jonas Thing. Sara Marie Strøm Røkjær er derimod ikke i tvivl om, at netværket har hjulpet hende meget i jagten på et job. »Netværket har betydet alt. Jeg har søgt fem eller seks andre stillinger, men i dag er jeg alligevel endt på mit gamle praktiksted.« risei09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk saran10@student.sdu.dk

NYUDDANNEDE SDU’ERE 60 procent er i fast job som journalist 6 procent arbejder freelance fuldtid 19 procent er arbejdsløse (dog nogle med freelanceopgaver) 15 procent læser videre

Selvom de nyuddannede journalister fra SDU har klaret sig godt i den overordnede jobstatistik, så er der samtidig flere arbejdsløse end sidste år. Sidste år var 8 procent af de nyuddannede SDU’ere arbejdsløse eller på supplerende dagpenge. I år er tallet steget til 19 procent. 71 af 76 af de nyuddannede fra SDU har deltaget i undersøgelsen.

2 | oktober 2010

| LIXEN

Indhold

Leder

Censureret

UDDANNELSE Fire håndværkshold er for 1. semester blevet til tre. Lixen har spurgt centerleder Peter Bro om, hvad det kommer til at betyde for den nye årgang. Side 5.

»Er der slet ikke nogen voksne, nogle fra universitetet, som læser jeres artikler igennem, inden avisen går i trykken?« Ansigtsudtrykket, som fulgte spørgsmålet, var lagt i skeptiske fol-der. Svaret kom prompte. »Nej, selvfølgelig er der da ikke det!« Spørgsmålet blev stillet af en hviderussisk journalist på besøg på Center for Journalistik. Svaret blev givet af tre af Lixens redaktører, som kækt kunne fortælle den måbende forsamling af hviderussere, at vi skriver, hvad vi finder relevant, og at universitet, undervisere og andre studerende ikke kigger os over skulderen, når vi gør det.

BRANCHE Danske journalister kigger over Atlanten, når de skal anbefale cremen af podcast. De kalder den musikalsk og inspirerende. Vi har talt med blandt andre Tim Hinman fra danske Third Ear om, hvad det er, amerikanerne er så gode til. Side 6.

”

Jyllandsposten trykte Muhammedtegningerne og skabte mediestorm. En hviderussisk avis trykte dem og den ansvarlige journalist blev fængslet.

PORTRÆT

»I dag må jeg nok sige, at Folketingets bedste taler er Jesper Langballe. Når han glemmer, han er præst.« Kaare R. Skou gør status på Christiansborg efter 28 år iført maosko og jakkesæt. Læs mere i månedens portræt.

Forholdene i Hviderusland og Danmark er vidt forskellige. Jyllandsposten trykte Muhammed-tegningerne og skabte mediestorm. En hviderussisk avis trykte Muhammed-tegningerne, og den ansvarlige journalist blev fængslet. I 2006 sagde landets præsident, Viktor Lukashenko, til de journaliststuderende på Minsk Universitet: »Massemedier svinger våbnet med den mest destruktive magt og skal kontrolleres af staten. Når jeg begrænser journalisters arbejdsbetingelser på nogle områder, gør jeg det udelukkende for at beskytte statens sikkerhed!« I Danmark er forholdene en del anderledes. Alligevel lurer censuren i det daglige mediebillede. En censur, som vi har sat fokus på i dette nummer af Lixen, hvor du både kan læse om Politikens censurering af blodige billeder eller politikeres beviste fravalg af kritiske journalister. God fornøjelse.

FOKUS Iran er blandt de lande i verden, hvor pressen har det sværest. Det mærker 40-årige Jila Baniyaghoob, der kæmper for rettigheden til at udøve kritisk journalistik i hjemlandet. Det har blandt andet sendt hende i fængsel.

Redaktionen

OPINION

”

I øvrigt mener jeg, at vi har haft for få interessante tirsdagsforedrag på Medietorvet.

»Det er et udtryk for manglende indsigt i markedsmekanismerne, at man lukker P2.« Det mener Mathias Sommer, som hellere så, at sparekniven gik ud over den populære søsterkanal P3. Læs hans opinion på side 18.

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Natasha Nomathemba Dyasi

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Søren Dal Rasmussen Redaktør

Nicholas Rindahl, 1. semester

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | oktober 2010 |

Praktikvejleder: Panikdagen er et freakshow Der var for mange mennesker, kaos og larm. Forårets Panikdag levede op til navnet. Derfor diskuterer praktikudvalget nu, hvilke forbedringer der kan laves, så dagen forløber mindre hektisk og forvirrende.

Kasper Ellesøe Friedrichsen Mie Heiberg

ANARKI. Når den såkaldte Store Match Dag, bedst kendt som Panikdagen, finder sted den 3. november, skal der være mere ro og orden end tidligere. Det mener et enigt Praktikudvalg. Ved sidste Panikdag var der en opildnet stemning blandt de studerende, mens de ventede på at få deres praktikplads. Mange kommende journalistpraktikanter havde medbragt en hjælper, som fungerede som såkaldt telefonpasser og sparringspartner. Det ønsker Praktikudvalget at ændre. »Der bliver hurtigt samlet rigtig mange mennesker, hvis alle har deres mor og en telefonpasser med. Der bliver trængsel, og det underbyg-

ger bare den stemning, der i forvejen er omkring Panikdagen. Det er et freakshow for de studerende,« siger Karsten Prinds, medlem af Praktikudvalget og praktikantvejleder på Syddansk Universitet. Hjælp hinanden Et problem er dog, at der ikke er adgangskontrol på Journalisthøjskolen, og derfor kan man ikke nægte folk adgang.

”

sætte sig ind i, hvem der ringer.« Det er dog ikke alle de studerende, der er enige i betragtningen om, at en hjælper er overflødig og skaber kaos. For nuværende praktikant på Berlingske Tidende og studerende ved SDU Johan Winther var det rart at have sin søster med som hjælper. »Panikdagen er den vigtigste eksamen. I minutterne op til klokken 09.30 og i det efterfølgende ragnarok

De studerende har en større viden omkring praktiksøgningen end en mor eller en moster, og de kan hurtigt sætte sig ind i, hvem der ringer.

Karsten Prinds, medlem af praktikudvalget

Det er altså op til de studerende, hvem de tager med til Panikdagen. Derfor vil Praktikudvalget frem mod næste Panikdag opfordrer til, at de studerende ikke tager en hjælper med. De skal i stedet bruge hinanden som telefonpassere. Det er ifølge Karsten Prinds den bedste måde. »De studerende har en større viden omkring praktiksøgningen end en mor eller moster, og de kan hurtigt

handler det om én selv. I den situation hjalp min søster både mig og en anden praktiksøger, og det gav ro – ikke mere panik,« siger han og tilføjer: »Det må være op til den enkelte, om man har brug for en hjælper eller ej.«

»Vi praktikanter er meget på sidelinjen i den her situation. Vi må ikke strejke, og det er ikke sjovt at se sine kollegaer være bange,« siger hun. Som praktikant er man ikke omfattet af samme overenskomst som de fastansatte journalister og må derfor ikke tage del i en strejke. »Vi måtte ikke gå hjem, men fik at vide, at vi heller ikke skulle arbejde på fuldt blus,« siger hun og pointerer, at Ekstra Bladet taklede situationen eksemplarisk. »Der blev taget godt hånd om os fra praktikvejledernes side, og ledelsen var fair. Den vidste godt, at vi sad mellem to stole,« siger hun.

været det før. Så bruger man fra ledelsens side sine praktikanter som skruebrækkere. Og sker det, må man gå til sin tillidsmand. Praktikanter skal ikke redde røven på avisen eller radiostationen,« siger han.

Studieaviser skaber panik Blandt de mange mennesker til

Der var trængsel ved panikdagen i april 2010. FOTO: Jakob Balthazar Munk

panikdagen finder man også studieaviserne Panikavisen og Lixen. Ved sidste Panikdag twittede de for eksempel med det samme, de studerende skrev under på kontrakterne. Deres tilstedeværelse skaber ifølge Karsten Prinds også panik. Nuværende praktikant på Fyens Stiftstidende og studerende ved SDU Daniel Kofoed mener også, at studieaviserne kan være forstyrrende. »Det kan være stressende, at de er der. De hiver fat i én og spørger, om man har fået plads eller ej. De må

gerne være der, men de skal vente til bagefter,« siger han. Johan Winther oplever også situationen meget stressende, men han mener, det er vigtigt, at studiebladene er med på dagen. »Panikdagen er den største begivenhed for en journaliststuderende, så hvis studieaviserne ikke er med her – hvornår har de så deres berettigelse?« spørger han. kafri09@@student.sdu.dk mieso10@student.sdu.dk

Når de voksne går hjem Nu er det nok. Og nu går vi. Sådan lyder det ikke sjældent fra journalister på de danske mediearbejdspladser, hvor fyringer og nedskæringer er blevet en del af dagligdagen. Men hvad med dem, som ikke er på samme overenskomst som de ”rigtige journalister”? Hvad skal man som praktikant stille op, når praktikstedet strejker?

Lise Karlshøj Ipsen

KONFLIKT. Slunkne pengekasser med fyringer til følge får gang på gang de danske journalister til at slå i hæve-sænke-bordet og nedlægge arbejdet. Så sent som august måned i år skete det både på Ekstra Bladet og i Danmarks Radio. Det er næppe sidste gang, journalisterne får nok.

Stoleleg Og der sidder de så. De unge, ambitiøse praktikanter, som vil gøre det så godt. Lige mellem de to stole, som hedder kollegaerne og ledelsen. Maria Djurhuus, journaliststuderende fra Syddansk Universitet, sad der i slutningen af august, da kollegaerne på hendes praktiksted Ekstra Bladet nedlagde arbejdet. Hun oplevede det som en speciel situation.

Må ikke være skruebrækkere Faglig konsulent i Dansk Journalistforbund og repræsentant i Praktikudvalget Henrik Bruun er opmærksom på, at praktikanterne sidder i en svær situation, når deres praktiksted strejker. Men han mener ikke, at der er tvivl om, hvorvidt man som praktikant skal arbejde videre eller ej. »Man er under uddannelse, så man skal blive på arbejde,« siger han. Henrik Bruun slår samtidig fast, at man ikke må udføre opgaver, som man normalt ikke ville blive sat til. »Man skal gøre, hvad man bliver bedt om. Men er man på en radiostation, skal man ikke finde sig i pludselig at være vært, hvis man ikke har

Strejke vil koste uddannelse Arbejdsnedlæggelser kan trække ud. Det er en af hovedårsagerne til, at praktikanter ikke må holde tidlig fyraften sammen med strejkende

kollegaer. Ifølge Henrik Bruun er praktikken for stor en del af journalistuddannelsen til, at man vil risikere lange perioder uden arbejde ved arbejdsnedlæggelser. »For otte år siden var der en månedlang konflikt på Danmarks Radio. Hvis praktikanterne havde været med, havde de mistet en måneds uddannelse,« siger han. liips09@student.sdu.dk

Gode råd til praktikanten - Gå til din tillidsmand - Ring til journalistforbundet for vejledning - Forlang samme sparring og coaching som normalt Kilde: Henrik Bruun, DJ

Ill. Karina Cecilie Møller

| oktober 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Udsyn New York, Bhutan, Paris eller måske Berlin. Kandidatstuderende på journalistik i Odense behøver ikke kun betræde Medietorvets blanke brædder. En lille andel tager også et semester eller et år i udlandet, og de mener selv, at horisonten giver dem et skarpere blik for hjemlandet samt en større referenceramme.

Natasha Nomathemba Dyasi

HORISONT. Medietorvet. Syddansk Universitet. 5230 Odense. Det er ikke ligefrem verdens navle, selv om det nogle gange føles sådan. Derfor søger en lille andel kandidatstuderende hvert år til udlandet for at få oplevelser, inspiration og perspektiv med hjem.

Illustration: Nana Frederikke Fischer og Karina Cecilie Møller

Feltstudier i Bhutan Alle tre dele kan man få mellem Indien og Kina, hvor kongedømmet Bhutan ligger. Bhutan er et land i Himalaya, og her brugte den tidligere cand. public-studerende Marie Thesbjerg næsten et år på at lave feltstudier i 2005-2006 til sit speciale. »Man får en spejling af sit eget land. Ikke nok med at man bliver enormt meget rigere på det nye land, men man bliver også rigere på det, man har derhjemme,” siger hun. Hun mener, at turen har udvidet hendes horisont. »Jeg ser alting med nye øjne, og det er værdifuldt i sig selv,« siger hun. I dag underviser 33-årige Marie Thesbjerg i journalistik på Ry Højskole, og hun er ikke i tvivl om, at udlandsrejsen har gjort hende til en bedre journalist: »Det at være selvstændig, skabe netværk, sætte sig ind i noget materiale og sælge varen - dét kunne jeg virkelig bruge som journalist. Erfaringen med at være på egen hånd og bo et vildt fremmed sted styrkede mig som freelancer,« siger hun.

Foto: Privatfoto

Wake-up call Da 28-årige Camilla Karlsen tog afsted til USA for at læse et år i New York, var det med et fokus på det faglige. Niveauet var med til motivere hende, da hun pludselig befandt sig blandt elitestuderende. Der var en tilgang til, at det var okay at ville være blandt de bedste. Camilla Karlsen beskriver det som en ny måde at se tingene på: »Pludselig var det normalt at bruge torsdag aften på at læse frem for at tage på Sir Club og drikke øl,« siger hun. Camilla Karlsen befandt sig i en parallelverden, hvor der var knald på udveksling af viden, og hun følte virkelig, at hun vågnede op ved at komme ud i verden: »Når jeg har set asiater herhjemme på danske universiteter, ser jeg ingen kontakt mellem dem og danske studerende. I USA var 1/3 af de udenlandske studerende fra Asien. Det var et wake-up call, her havde man da virkelig at gøre med eliten!« siger hun. Foto: Privatfoto

Først Berlin, nu DR2 Udland Ida Ebbensgaard synes egentlig, Tyskland lød »nederen«, da hun sad på sin gamle højskole, og to gode veninder talte om et semester i Berlin. Alligevel tog hun af sted, og nu mener hun, at det var hende, den var gal med: »Verden er så fed,« siger hun. Ida Ebbensgaard sammenligner drivkraften efter at komme ud i verden med trangen til at være journalist. Hun synes, verden er spændende og er ivrig efter at finde ud af mere. I april blev Ida Ebbensgaard vært på DR2 Udland. Ud over sine studier i politik på statskundskab i Berlin har hun også læst på London School of Economics and Political Science og det anerkendte Harvard University. De sidste to forløb var efteruddannelse, men selvom den tidligere Tysklands-skeptiske cand.public-studerende nu er endt som vært, betragter hun ikke sine valg som målrettede: »Alt det stof, jeg bliver præsenteret for, når jeg er i udlandet, er jo noget stof, som jeg ikke nødvendigvis ville blive præsenteret for i Danmark. Jeg tager ikke afsted med et specifikt fagligt fokus, jeg tager afsted for at blive klogere,« siger hun. Foto: Privatfoto

nadya09@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | oktober 2010 |

Portræt af en 71-årig russer Erik Brünnich Smith har haft en lang karriere med mange højdepunkter. Men for Erik er livet ikke overstået, blot fordi man når pensionsalderen. Han er netop startet på Journalistik på SDU.

Lea Holdgaard Sørensen Trine Ladekarl Nielsen

NYT KAPITEL. »Min livsfilosofi er at være nyttig gennem hele mit liv, derfor er min ambition at lære det journalistiske håndværk, så jeg kan bidrage med min viden – også i en alder af 71!« Det var dog ikke uden bekymringer,

”

derende med mange år tilbage på arbejdsmarkedet. I den efterfølgende tid erfarede han dog, at pladsen var hans uden at være på bekostning af andre. Erik Brünnich Smith er nemlig optaget på en tom-pladsordning, hvor han selv betaler for sin plads på studiet. »Det glæder mig, at jeg kan få lov at være her på lige fod med alle andre - uden at have dårlig samvittighed over min alder.« Erik Brünnich Smiths livshistorie er tre gange så lang som aldersgennemsnittet for en 1. års studerende på journalistik. Han er der som aftalt. Præcis. En 71-årig ung mand, der ikke er bleg for at takke nej til seniorbingo og i stedet lade sig fornøje med tegnsætningens kringlede regler.

Man må gerne have en holdning til mig, man skal bare ikke sætte et mærkat i panden på mig.

Erik B. Smith, studerende på journalistik

at Erik Brünnich Smith blev optaget på studiet: »Jeg havde skyldfølelse, da jeg kom ind på journalistik. Jeg troede, jeg havde taget en andens plads.« Presset vejede tungt de første dage efter optagelsen, da Erik frygtede at have taget pladsen fra en ung stu-

»Fortæl mig ikke, hvem jeg er« Allerede tidligt kæmpede Erik Brünnich Smith. Et fuldtidsjob gjorde, at han måtte erhverve sig sin studenterhue i løbet af to år på aftenskole. Det banebrydende tema har fulgt Erik igennem livet og senest i rollen som studerende i en alder af 71, hvor

Fire håndværkshold er blevet til tre. Forklaringen er, at Center for Journalistik skal spare. Men hvad kommer forholdene til at betyde for de studerende? Lixen har talt med Centerleder Peter Bro.

man skal forholde sig til. Man kan slå nogle hold sammen, så der er stordriftsfordele, eller man kan til nød også spare ved at have nogle færre medarbejdere generelt, men det har ikke været målet på nogen som helst måde. Det er ikke noget, vi er interesserede i.

han er et særsyn på journalistikuddannelsen. Han ser selvsikker ud med hænderne lagt bag nakken som for at holde hovedet, og den ene fod placeret på modsatte bens knæ. »Man må gerne have en holdning til mig, man skal bare ikke sætte et mærkat i panden på mig. Jeg ved, hvad jeg selv står for.« Erik Brünnich Smith er en stolt mand, og han erkender, at han har svært ved at forholde sig til autoriteter »Jeg kan ikke lide, når folk puster sig op.« Sådan var det også i de tidlige skoleår, hvor konflikter med skolens lærere dagligt ledte til sviende, røde kinder. Han havde den uheldige rekord i flest lussinger på en time. »Ikke mindre end14 styks!« udbryder Erik med en stolthed i stemmen. Alvoren toner sig atter frem i ansigtet, og budskabet om Eriks enerådighed er lige så alvorligt som ansigtsudtrykket. »Jeg er trodsig, kritisk og gør ikke nødvendigvis som alle andre. Og så er jeg en banebryder. Om nogle år vil man se mange af min slags – gangstativerne vil invadere universiteterne.« leaso08@student.sdu.dk annek10@student.sdu.dk

Erik B. Smith

Foto: Lea Holdgaard Sørensen

- Født den 28. juni 1939 - Uddannet jurist 1967 - Rektor for Den Sociale Højskole 1974-1994 - Medlem af Folketinget 1979-1994 for Socialdemokraterne, hvor han var socialpolitisk ordfører og ordfører for ulandsbistand - Psykoterapeut 1992 - Formand for Psykoterapeutisk forening 2000-2007 - Stud. Mag. i Filosofi 2008 - Journaliststuderende, 2010

Q&A: Er forholdene på CfJ forringet?

Steffen Koldborg

Q: Hvorfor er antallet af håndværkshold på første semester skåret ned fra fire til tre? A: Formelt set er det en beslutning, der blev truffet, før jeg trådte til som centerleder, men under alle omstændigheder så havde jeg nok truffet den samme beslutning. Det er simpelthen af økonomiske årsager. Som så mange andre steder i mediebranchen er vi også på universiteterne pressede økonomisk set, så der ligger en delvis spareøvelse i det. Q: De penge, som Center for Journalistik sparer ved at have en underviser mindre, hvad bliver de konkret brugt på? A: De bliver brugt på at opveje et underskud. Der er på Institut for Statskundskab et underskud, som

Q: Hvordan kan du garantere, at flere studerende i indskolingslokalerne ikke forringer kvaliteten af undervisningen? A: Det tror jeg heller ikke, at man kan garantere direkte. I den bedste af alle verdener havde vi rigtig mange undervisere til få studerende, men sådan kan vi bare ikke få tingene til at spille. Vi skal have noget rigtig god undervisning til mange forskellige uddannelser. Bacheloruddannelsen, tilvalg, cand.public og masteruddannelserne, så færre håndværkshold er ét af de steder, hvor vi kan udnytte stordriftsfordele.

Q: Det betyder jo så, at der er flere elever at give feedback og lignende i håndværk. Er du bekymret for, at underviserne kommer til at lide under det? A: Det er mit klare billede, at håndværksunderviserne knokler hårdt for også at få givet feedback i forhold

til de enkelte opgaver. Hvis man skal sige noget, så er det ikke håndværksundervisernes skyld. Ledelsesmæssigt har vi været nødt til at træffe nogle beslutninger i forhold til holdstørrelse, der gør, at der simpelthen bliver noget mere travlhed, fordi der er flere mennesker i lokalet, og det må vi forsøge at afbøde så godt, som vi kan. Det er simpelthen nogle økonomiske vilkår, der er med til at rykke nogle af de her ting. Q: Hvilken reaktion har du mødt fra underviserne i håndværk, i forhold til at de skal undervise flere studerende nu? A: Den samme, som jeg møder fra akademiske undervisere mig selv inklusiv, fordi jeg fortsætter med at undervise. Jeg har eksempelvis 105 studerende, når jeg underviser, hvor jeg meget gerne så, at jeg havde hold på 20-50, men man må sige, at vi trods alt har det meget godt på Center for Journalistik. Hvis vi kigger på, jeg ved godt, at det er provokerende at sige - mange andre fag på universitetet, så er der undervisere, der næsten har 400 studerende. På journalistik har vi helt unikke vilkår, i forhold til at vi har meget undervisning, der, trods alt, er i mindre hold. Når det er sagt, så jeg

meget gerne, at vi havde endnu flere små hold, men det kan bare ikke løbe rundt økonomisk set. Q: Hvor mange håndværkshold forventer du, der vil være næste gang, der starter nye studerende? A: Som budgetterne ligger nu, så forestiller jeg mig, at det bliver den samme model. Vi har købt udstyr ind til, at det er de tre hold, vi kører med.

Alle har en computer og et bord, så på den måde er der ingen, der har fået forringelser, og det, synes jeg, er forholdsvis godt gået i forhold til at få tingene til at gå op i en højere enhed. stkol08@student.sdu.dk

Foto: Karina Cecilie Møller

| oktober 2010

BRANCHE

| LIXEN

Cremen af podcast Herhjemme popper de amerikanske podcasts Radiolab og This American Life oftere op i de danske dagblades spalter. Altid i forbindelse med en anbefaling og i rosende vendinger. Anmelder på Politiken kalder dem et forbillede.

»Der skal kæles for lyden. Og når de behandler noget, er talen levende. Intet i Radiolabs programmer lyder, som om, der er nogen, der læser op,« siger han.

”

Ud over at det enormt engageret og god videnskabsformidling, så har det lige det ekstra.

Natasha Nomathemba Dyasi

INSPIRATION. Redaktionen bag det amerikanske radioprogram This American Life beskriver bedst sig selv ved at fortælle, hvad den ikke er: Et nyhedsprogram, et talkshow og et call-in show. Siden 1995 har de tværtimod forsøgt at lave film til radioen, fortælle om personer i dramatiske, overraskende og sjove situationer. Ved hjælp af de spørgeteknikker, vi kender fra journalistikken, vil de beskrive ”everyday lives”, som de skriver på hjemmesiden. Samtidig er de ikke bange for at bruge teknikker fra fiktionen, når de laver deres timelange

”

Torben Sangild, Anmelder på Politiken

Det mener han især, er en modsætning til dansk radio, der bør kaste sig ud i at være mere mundtlig.

Frygten for at kede folk Danske Third Ear, der kun figurerer som podcast, har netop kastet sig ud i mundtligheden. Podcastens Tim Hinman nævnte selv Radiolab som en stor inspiration tidligere på året i Information. Han ser også de amerikanske programmers personligt prægede mundtlighed som en stor force: »Den danske tradition er at gå i dybden og opnå nærvær. Den amerikanske vej er meget hurtigere. Det betyder, at man kan hoppe hurtigt

Den hurtige klipning betyder, at man hele tiden er one step ahead of the listener.

programmer, der består af flere akter, som cirkuler omkring et enkelt tema.

Musikalske fortællinger Temaet er også centrum for fortællingerne på New Yorker-programmet Radiolab, hvor naturvidenskabelige historier bliver formidlet gennem en levende dialog. I den seneste udsendelse er det udtrykket ”Falling”, der bliver behandlet på forskellige måder: »Falling in love«, »Niagara Falls« og ganske enkelt det at falde. Alt sammen støttet op af stemningsskabende baggrundsmusik. Kunst- og musikanmelder på Politiken Torben Sangild har tidligere anbefalet begge podcasts, og han mener, at især Radiolab er et forbillede for alle andre: »Ud over at det er enormt engageret og god videnskabsformidling, så har det lige det ekstra. De leger enormt meget med lyden. Klipningen er tit dristig,« siger han. Den ene af værterne på programmet Jad Abumrad er uddannet komponist, og Torben Sangild fornemmer tydeligt musikaliteten over klipningen. Her mener han især, at der er noget at lære for danske radiojournalister.

stringente håndtering af indholdet. Tingene er klippet ind til benet. Det skal gå hurtigt. Den hurtige klipning betyder, at man hele tiden er one step ahead of the listener,« siger han.

Tim Hinman, Third Ear

ind og ud af historier. Risikoen er, at man ikke kommer i dybden med historien, men man er meget underholdt hele tiden,« siger han. Og det er måske den amerikanske frygt for at »kede folk«, der gør underholdningsværdien så høj. Samtidig er for eksempel This American Life lavet efter en meget stringent tilgang, fortæller Tim Hinman, der mødte programmets vært Ira Glass i slutningen af 90’erne: »Jeg er inspireret af Iras meget

30 minutters genial reportage kan hurtigt blive klippet ned til 7-8 minutter, hvis Tim Hinman skal bestemme: »Man skal holde lytterne grebet i udfoldelse.«

Uopnåeligt Selvom de to store anerkendte podcasts også er Tim Hinmans forbilleder, så vil han gerne minde om, at man ikke bare kan lave et program, der ligner de amerikanske og kalde det »This Danish Life«: »Vi har ikke 250.000 mennesker at trække historier fra i Danmark,« siger han. Mens de to amerikanske podcasts måske stadig er forholdsvist ukendte herhjemme, så vinder de priser i USA. Når vært og producer på This American Life Ira Glass præsenterer programmets tema, ofte i en prolog på mellem fem og ti minutter, så gør han det med prisen som den bedste radiovært i landet i ryggen (Time Magazine-prisen, red.). Omkring en halv million lyttere henter deres podcast hver uge, og det gør This American Life til den mest populære af sin slags i USA. nadya09@student.sdu.dk

www.thirdear.dk Gratis stream. Gratis podcast. Third Ear er et digitalt magasin, der udkommer med en podcast en gang om måneden.

Illustration: Nana Frederikke Fischer

www.thisamericanlife.org Programmet har eksisteret siden 1995. Gratis stream. Podcast kan købes i iTunes. Værten Ira Glass har blandt andet fået prisen for at være ’the best radio host in the country’ af Time Magazine. Programmet har derudover modtaget et væld af priser: The Peabody, the duPont-Columbia, the Murrow, the Overseas Press Club. Produceres af Chicago Public Media. Distribueres af Public Radio International.

www.radiolab.org Gratis stream. Gratis podcast. Bliver sendt på over 200 amerikanske radiostationer.

BRANCHE

LIXEN | oktober 2010 |

Kampen om mediestøtten Internetmedierne føler sig overset, når staten slynger støttekronerne ud til journalistik. Dagbladene får alle fordelene, påstår de. Kan det være rigtigt, at det kun er trykte medier, der pryder papiret i det nye medieforlig? Lixen tog til ’Copenhagen Clash’ for at følge debatten.

Søren Dal Rasmussen

MEDIEFORLIG. To sæt boksehandsker pryder bordet til venstre i Informations lokaler. Udfordrerne fra internetmedierne er Christian Peytz, Foreningen af Danske Interaktive Medier og Ulrik Krag, Mediaprovider i det blå ringhjørne. Mestrene fra dagbladene er Bent Falbert, Ekstra Bladet og Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad i det røde. Ved bordet til højre i dommerpanelet Ellen Trane Nørby (V), Mogens Jensen (S) og professor Anker Brink Lund fra Copenhagen Business School. Ringlederen, chefredaktør for Journalisten, Jakob Elkjær i mellem. Guitarriffet fra ’Eye of the Tiger’ blæser ud af højtalerne. Velkommen til debatten. Dagbladene vs. internetmedierne. Tre runder. Point gives efter hver runde ud fra argumenter. »Til at begynde med har I så tre minutter hver til få fat i de 1,5 milliarder,« lyder det fra Jakob Elkjær, mens tonerne af latter blander sig med tryk mod tastaturer og summende iPhones og iPads. Det forekommer ufrivilligt komisk. Men det er skam alvor. Og den sorthvide boksebragsramme er slet ikke misvisende. Der er måske ingen lave stød, men begge sider er uden tvivl kommet for at levere hooks til de andres holdninger. Den historiske støtteordning Her er situationen. I 1967 indførte staten dagbladenes såkaldte 0-moms. Aviserne er på den måde fritaget for at betale moms på bladsalget. Desuden får de trykte medier distributionsstøtte. Altså en pose penge, der hjælper dem med udgifterne til for eksempel transport og tryk. Dette kaldes direkte og indirekte støtte. I alt er det omkring 1,5 milliarder kroner. De rene internetmedier såsom ComON.dk og bold.dk kan omvendt ikke få støtte af staten. Det kan spe-

FRA TWITTER

Foto: Søren Dal Rasmussen

cialmedier som fagblade, magasiner og tidsskrifter heller ikke. Derfor ønsker de en del af dagbladenes mediestøtte. Ulrik Krags indledende bemærkning indrammer de simple vilkår. »Nu forholder det sig sådan, at vi (internetmedierne, red.) ikke har no-

”

Rambøll, der har undersøgt, om den nuværende støtteordning stadig er den bedste måde at fordele pengene på. Groft sagt står der, at hvis pengene kun går til de trykte medier, vanskeliggør det innovation og begrænser muligheden for som onlinemedie at etablere sig på markedet. Men der

Vi skal ikke støtte en bestemt form for distribution af journalistik. Det, vi skal støtte, er indholdet.

Ulrik Krag, Mediaprovider

get at miste. Det er jer, der har penge at miste, Erik og Bent. De trykte medier.«

Indholdet frem for alt Nu er spørgsmålet så: Kan det være rimeligt? Har de rene internetmedier og specialmedier ret til en del af mediestøtten? »Støtten er håbløst konkurrenceforvridende. Vi lever i et samfund, der i mindre grad efterspørger nyheder på tryk. Vi skal ikke støtte en bestemt form for distribution af journalistik. Det, vi skal støtte, er indholdet,« siger Ulrik Krag. Derfor er mediestøtten ikke retfærdig, som den er i dag. Det er også en af konklusionerne i den såkaldte medieudredning. En rapport udarbejdet af professor Anker Brink Lund og

I Twitter-strømmen fra arrangementet poppede kommentarer frem, der ikke var tilfredse med politikernes udmeldinger. Her er tre udvalgte. Larsduvander: ’Cphclash var vist givet på forhånd’. Schade_chr: ’Nulmomsen er fredet. Papirstøtten består. Aviser er gode til at tænde til at tænde op med’. Vadnu: ’The dailies have the politicians by their balls’.

er også andre ting at have in mente, mener Bent Falbert. »Dagbladene er så vigtige for den offentlige debat. Man kan ikke støtte en masse nichemedier, som ikke har et bredt sigte. Det kan hurtigt blive støtten uden ende.« Og faktum er også, at 70-80 procent af de interessante nyheder kommer fra trykpressen. »Faktisk er der ikke nogen, der er tæt på at kunne konkurrere på det punkt (at levere de interessante nyheder, red). Det kan godt være, at mange nyheder udkommer hurtigst på nettet. Men det betyder ikke, at det er dem, der sætter en dagsorden,« forklarer Anker Brink Lund. Og når aviserne i forvejen har svinget sparesablen i form af nedskæringer og fyringer, så vil det med al sandsynlighed ikke gøre det nemmere at drive avis, hvis støtten forsvinder. Noget andet bekymrer Erik Bjerager fra Kristeligt Dagblad. Ifølge dagbladene kvæler man de lokale medier ved at skære i støtten. »Det her handler om journalistikkens overlevelse i en digital alder. Der er en oprigtig risiko for at miste mange lokale medier, og jeg kan ikke se, hvad der skal erstatte dem. Vi skal passe på med at støtte medier kun for at sikre retfærdighed. For det kan

Copenhagen Clash DONA, et netværk for onlinejournalister og –kommunikatører, holdt den 16. september en debat-duel - ’Copenhagen Clash’. Topfolk fra branchen skulle diskutere, hvordan det var mest retfærdigt at fordele den fremtidige mediestøtte. Repræsentanterne for dagbladene var Erik Bjerager, Kristelig Dagblad og Bent Falbert, Ekstra Bladet. For internetmedierne var det Christian Peytz, Foreningen af Danske Interaktive Medier og Ulrik Krag, Mediaprovider. Debatten var delt op i tre runder. Runde 1: Hvem laver nyhederne? Runde 2: Hvem bidrager til den offentlige debat? Runde 3: Hvem leverer fremtidens indhold og finder de nye betalingsmodeller? I dommerpanelet sad medieordfører Ellen Trane Nørby (V), Mogens Jensen (S) og Anker Brink Lund (Copenhagen Business School). Efter hver runde gav politikerne point fra 1-5, efter hvem de syntes vandt runden. Internetmedierne vandt med dommerstemmerne 10-9.

betyde døden for de etablerede medier,« vurderer han, mens der bliver nikket rundt omkring i lokalet.

Fri for form Anker Brink Lund indtager igen Informations trægulv. Det hele gælder om at tænke fremad. Hvem leverer fremtidens indhold? Hvem finder de nye betalingsmodeller? »Vi skal tænke på, at fremtiden bliver platformsneutral.« Det er Ellen Trane Nørby (V) enig i. »I fremtiden er vi nødt til at bløde op på kriterierne for, hvad en avis er,« siger hun. Og der er politisk enighed om, at internetmedierne skal have støtte. I fremtiden i hvert fald. Og det er muligt. Man skal bare kigge mod udlandet. I et notat fra Folketingets Kulturudvalg fremgår det, at lande som Holland, Sverige og Tyskland har pålagt aviserne at betale moms. I Holland støtter man ’innovative journalistiske internetprojekter’ med 2,2 millioner Euro om året. Der er også en fond på to millioner Euro til at støtte græsrodsorganisationers internetprojekter. I Sverige får kulturtidsskrifter støtte.

Det bliver ikke aktuelt i dette forlig. Forandringen skal ske gradvist. En lille ændring i støtten er i spil. »Måske vil vi kigge på de 13,2 millioner i Dagbladsnævnet, der med al sandsynlighed vil ændre navn til Medienævnet,« siger Mogens Jensen (S). Det var altså ikke de store ændringer, som blev diskuteret. De 13,2 millioner, som Dagbladsnævnet råder over, er mindre end én procent af den samlede mediestøtte til dagbladene. Men det er kun et måske. Hverken nulmomsen eller distributionsstøtten er til debat i denne omgang, slår de to politikere fast. Og så er det tak for i dag. Dommerpanelet voterer. De er enige. Christian Peytz og Ulrik Krag havde de mest slagkraftige argumenter. Med dommerstemmerne 10-9 kan internetmedierne kalde sig officielle vindere af ’Copenhagen Clash’. Til gengæld ligner de ikke vindere i kampen om mediestøtten. I hvert fald ikke i denne omgang. Det nye medieforlig bliver forhandlet om fire år. soera09@student.sdu.dk

| oktober 2010

BRANCHE

| LIXEN

Mediehus Hardcore nyheder og reportager er ikke længere nok til at få økonomien til at hænge sammen i de danske mediehuse. Berlingske Media og Politiken har begge udvidet forretningen med blandt andet rødvin, rejser og oplevelser. Det er for svært kun at tjene penge på indhold, mener professor i medieledelse.

sinde bruger deres brand til at sælge mere end blot redaktionelt stof.

Et spørgsmål om økonomi Politiken og Berlingske Media er nogle af de mest fremtrædende aktører i den danske medieverden, og de ønsker med henholdsvis Politiken Plus og lidtmere.dk at være mere for

”

lidtmere er under pres. Det bliver simpelthen sværere og sværere at tjene penge på journalistisk indhold,« siger han. En betragtning, som ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Tøger Seidenfaden, kan nikke genkendende til. Politiken har traditionelt tjent penge på faste abonnenter og annoncesalg i avisen. Men i de

Vi skal ikke afskære os fra at udnytte vores kunderelationer. Daniel Hedelund Kasper Kildegaard Sørensen

SÆLG UD. Bøger, rejser og rødvin. Foredrag og fester. Det er kun få af de produkter, du i dag kan få glæde af som abonnent på landets største aviser. De faldende oplagstal og et omskifteligt mediebillede har betydet, at kravene er skærpet til mediekoncernerne. Den journalistiske palet har fået flere nuancer, og i dag har kunderne mulighed for at købe flere ydelser end bare nyheder, fordi medievirksomhederne i højere grad end nogen-

Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende

Kvalitetskrav til læsernes behov er vigtige, når man vil sælge andet end aviser, mener Lisbeth Knudsen Foto: Berlingske Media

deres kunder, men også at tjene flere penge. Det er en naturlig udvikling i det moderne mediebillede, mener Anker Brink Lund, der er professor i medieledelse ved Copenhagen Business School. »Når danske mediehuse på det seneste har udvidet deres sigte med klubgoder som rejser, vin og motion, hænger det sammen med, at den publicistiske forretningsmodel

Politiken Plus giver avisen mulighed for at tjene penge på andet end aviser . Foto: Jacob Ehrbahn

TO HURTIGE

seneste år har Politiken Plus spillet en stadig større rolle for koncernens indtjening. »Politiken er en privat virksomhed og for at kunne udvikle vores avis og vores medie, skal vi hele tiden sørge for at tjene penge. Det kan vi for eksempel gøre ved at arrangere rejser eller ved at skaffe folk rabat på bøger, DVD’er og andet. Alle de ting betyder, at vi leverer nogle produkter, der har en kvalitet, som folk kan forbinde med Politikens brand,« fortæller Tøger Seidenfaden. Tætte kunderelationer Ud over de økonomiske aspekter nævner Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende og koncerndirektør i Berlingske Media, også vigtigheden i at have nære relationer til abonnenterne. »Vi skal ikke afskære os fra at udnytte de kunderelationer, vi har, og bruge dem til at sælge andre ting. Det handler om, at skabe loyalitet og sørge for, at folk befinder sig godt, når de er i vores selskab. Det gør vi i dag ved også at supplere det frem-

ragende indhold med andre typer af tilbud«, siger Lisbeth Knudsen.

Troværdighed i fokus Når mediehusene mener, at de både øger kontakten til deres kunder og samtidig tjener penge på konceptet, kunne det være nærliggende at lade det fylde meget mere. Men medierne skal træde varsomt fremover, mener Anker Brink Lund. »Udviklingen kan både styrke indtjeningen og brugerloyaliteten, men man skal passe på, at det ikke giver problemer med troværdigheden, som er alfa og omega for enhver publicistisk virksomhed.« Det er et argument, som Tøger Seidenfaden vedkender sig. Han er bevidst om det ansvar, der medfølger, når man bruger Politikens brand i flere kommercielle sammenhænge. »Risikoen er, hvis man taber troværdighed, og læserne begynder at føle, at vi promoverer vores Plus-aktiviteter på en usaglig måde.« Han understreger, at Politiken er ekstremt opmærksomme på at sikre, at de tilbud, de giver, har en vis lødighed og optræder fuldstændig

uafhængigt af, hvad der for eksempel måtte blive anbefalet i avisen. »Det har vi mange diskussioner om løbende, og nogle gange i årenes løb har vi også haft et forkert produkt, som vi har fået negative reaktioner på, og så er vi holdt op med at føre det. Derfor tror jeg, det er meget vigtigt for succesen, at vi har været dygtige til at fastholde nogle strenge kvalitetskrav til, hvad det er, vi tilbyder læserne i det regi.« Hos Berlingske Media betragter de også troværdigheden som en central forudsætning for, at virksomheden også i fremtiden kan fortsætte med at udvikle nye tiltag. »Det dummeste, vi kan gøre, er at sætte vores integritet og troværdighed på spil. Gør vi det, mister vi vores kerneforretning. Uanset hvad vi sælger, så er de kerneværdier for det Berlingske hus,« siger Lisbeth Knudsen. dahed10@student.sdu.dk kasoe10@student.sdu.dk

Tidligere fellow får job på Politiken

Dagblade satser på graverjournalistik

Tidligere Fellow på Center for Journalistik og chefredaktør for fagbladet Journalisten Jakob Elkjær skifter job. Han starter i stedet som ny medieredaktør på Politiken og siger til Journalisten: »Det kribler altid i fingrene for at skrive teksterne selv, så jeg tænkte, at det var på tide at blive udøvende igen.« I 2006 kom han til Journalisten efter at have været indlandsredaktør på Dagbladet Information og nyhedsredaktør på Dagen. Han er uddannet fra Journalisthøjskolen og var i praktik på Berlingske Tidende. Det er ikke første gang, at Jakob Elkjær sætter sine ben på Politiken, hvor han også var ansat fra 1997 til 2002. Igennem sit arbejde som chefredaktør på Journalisten har Jakob Elkjær tidligere kritiseret Politiken. Blandt andet i 2007, hvor han kritiserede Politikens ansættelse af Jakob Fuglsang som chef for indbliksredaktionen. Det medførte følgende kommentar fra Tøger Seidenfaden: »Jakob Elkjær bedriver netop det, han beskylder os for, nemlig spekulationer, der ikke har nogen bund i virkeligheden. Han kritiserer os for ikke at styrke nyhedsdækningen, selvom det præcist er det, vi gør med de nye omlægninger. Jeg må sige, at hans indlæg er helt til grin,« På trods af tidligere uenigheder begynder Jakob Elkjær på Politiken 1. november.

»Den undersøgende graverjournalistik er fremtiden,« har Jørn Mikkelsen udtalt, og det er også en af de vigtigste grunde til, at Jyllandsposten vil ansætte fem graverjournalister til avisens nye gravergruppe. Satsningen på graverjournalistik vil avisen ifølge Jørn Mikkelsen gøre det endnu mere klart, hvorfor det er vigtigt at investere i indhold: »Vi vil gøre det endnu mere klart, hvorfor man skal betale for indhold. Vi vil levere høj kvalitet, og vi vil grave dybt. Det her er en klar satsning på kvalitetsjournalistik med bid, og det er der, vi vil skille os ud fra de andre. Vi vil tiltrække Danmarks bedste gravere,« siger han til Journalisten. Og det er ikke kun Jyllandsposten, som kan se vigtigheden i dybdegående og undersøgende journalistik. Også Politiken har oprettet en gravergruppe efter at den nye chefredaktør Anne Mette Svane tidligere på måneden udtalte, at Politiken skal have flere afslørende historier: »Det skal ikke bare være nyheder, som man spytter ud igen, men nyheder, som kan overleve længere. Og som gør ondt på magthaverne - uanset om regeringen er borgerlig eller socialdemokratisk.«

risei09@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | oktober 2010 |

10 | oktober 2010

PORTRÆT

| LIXEN

maosko

Da Slotsholmen fik besøg af et par

Han har gået rundt på Christiansborg længere tid, end de yngste Folketingsmedlemmer har levet på Jorden. Han har været med til at dække ni valg og set fem mænd blive statsministre. Men nu er det snart slut. 62-årige Kaare R. Skou ved med statsgaranti, at næste valg bliver hans sidste.

Thomas Damgaard Sørensen Casper Fauerholdt

JOURNALISTMINISTER. Der er 43 kilometer mellem Christiansborg og Lejre. Kun 43 kilometer, men det er alligevel som at gå fra én verden til en anden. Fra en verden, hvor nogle af rigets vigtigste beslutninger bliver truffet, hvor ministerbilerne gør sig til i hinandens sidespejle, og hvor skjorterne oftest er knappet helt op i halsen. Til en anden, hvor de store beslutninger handler om, hvem der skal gå ud med skraldet, hvor den grønne Mazda holder ensomt inde i garagen, og hvor det er tilladt at lade skjorten stå en knap eller to åben og supplere med en varm fleecetrøje. Arbejdspladsen og parcelhuset. Lige så kontrastfyldt som forskellen på politik og naturvidenskab. Den mangeårige Christiansborg-journalist og tidligere politiske redaktør på TV 2 var nemlig godt i gang med at uddanne sig til naturvidenskabelig formidler, inden Journalisthøjskolen blæste biologien langt væk og efterlod en uslukkelig politisk ild, der efter næsten 30 år på Christiansborg stadig brænder. 62-årige Kaare R. Skou tager sin landskendte pibe, fylder den med tobak og spekulerer over, hvad der mon fik ham til at skifte flora og fauna ud med Løkke og Langballe. Mangfoldighedens sutsko »Jeg kan godt lide, at det kun er nogle ganske små forskelle i nogle kemiske stoffers sammensætning, som gør forskellen på, om du er flue eller menneske. Mangfoldigheden i naturen. Det er fascinerende. Men ellers er politik og naturvidenskab to vidt forskellige størrelser.

”

Bortset fra at jeg stadigvæk opfatter politikerne og Christiansborg som sådan et akvarium, jeg sidder og studerer nogle mærkelige fisk i,« fortæller han. Selvom forskellen på Christiansborg og Lejre er større end afstanden mellem dem, og Kaare R. Skou bliver nødt til at knappe helt op, når han træder inden for i Folketinget, lader han dog ikke sine kinesiske maosko fra Irma stå derhjemme. »Jeg skal have det behageligt. Jeg aner ikke, hvor mange par jeg har slidt op. Jeg gider ikke have ondt i fødderne, når jeg er på arbejde. Hvis det stod til mig, havde jeg også striktrøje på i stedet for jakkesæt og slips. Men TV 2 har en dresscode, så når jeg skal på skærmen – og det skal jeg altid være klar til – skal jeg have jakkesæt på. Der var da engang, hvor jeg måtte ned og købe mig en jakke et sted«.

Observatøren På trods af den enorme politiske interesse har Kaare R. Skou aldrig været politisk aktiv. Hvor han sætter krydset på valgdagen – for det gør han – holder han for sig selv. Det er dog også mere det politiske indhold og spillet mellem politikerne, der fanger hans interesse. »Jeg har altid fulgt med som observatør, selvom det ikke rigtigt var tilladt derhjemme som barn. Jeg har aldrig drømt om at blive politiker, det er mere politik som sådan, der interesserer mig. Både det politiske indhold, men også det politiske spil,« siger han. Men modsat det politiske standpunkt er han helt med på at give sin vurdering af, hvad der kunne være bedre i det danske og europæiske demokrati. »Jeg har altid synes, at jo mere mangfoldigt forskellige interesser kommer til udtryk, desto bedre fungerer demokratiet i virkeligheden. En spærregrænse, som vi har på to procent, er med til at reducere mangfoldigheden i dansk politik. Jeg mener, at Kristendemokraterne med fuld ret burde sidde i Folketinget. Hvis du har 1/175 af stemmerne, så har du et mandat. Punktum. Reglerne om spærregrænsen er en mugplet på vores demokrati.«

Hvis det stod til mig, havde jeg også striktrøje på i stedet for jakkesæt. Der var Finanserne har magten Mens Kristendemokraterne ikke kan samle da engang, hvor jeg stemmer nok til at sidde i Folketinget, er situationen en ganske anden for finansministeren. Kaare R. Skou er den post faktisk så måtte ned og købe Ifølge væsentlig, at vælgerne og i øvrigt også jourburde interessere sig langt mere mig en jakke et sted. nalisterne for, hvem der styrer husholdningsbudgettet,

Kaare R. Skou, journalist på TV 2

end hvem der holder nytårstalen. Og det er ikke Claus Hjort Frederiksens skyld, men en

udvikling, der for alvor blev boostet i de år, Mogens Lykketoft forhandlede finansloven på plads, og som siden bare har kørt der ud af. »Jeg er lige ved at komme så langt, så jeg siger, at den magt, der efterhånden er samlet omkring Finansministeriet og finansministeren, er så stor, at det udgør et demokratisk problem. For eksempel er statsministeren ude at love, at vi skal have verdens bedste folkeskole. No money. Der må afskediges lærere. Finansministeren er pisseligeglad,« siger han, samtidig med at han viser et nul med pegefingeren og tommeltotten. »Jeg ser frem til, at vi på et tidspunkt får en svag finansminister. Ikke for rigets skyld, men for det demokratiske systems skyld. Finansministeren er blevet for stærk. De her fantastisk stærke ministre er i stand til indirekte at jorde selv statsministeren.« En anden, der måske ikke med lethed, men med en god portion vigtige mandater i ryggen, også indirekte er i stand til at jorde Lars Løkke Rasmussen, er Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. »Lars Løkke er statsminister af navn, men Kristian Thulesen Dahl er det af gavn. Han er vel nok den dygtigste parlamentariker, der findes i Folketinget i dag. Han kan sit stof, og han ved, hvor han vil hen. Han er en dygtig forhandler, og så er han et behageligt menneske.« Det er nu og her Medierne er blevet flere. Men det gælder også spindoktorerne, og det har gjort noget ved politikernes måde at kommunikere på. Det har stillet nye krav til den politiske journalistik. »Den politiske kultur har ændret sig. Den politiske journalistik har stort set bare fulgt med udviklingen, den har ikke drevet den. I dag er de store partier groft sagt skideligeglade med, hvad det menige medlem mener. De bygger deres politik på meningsmålinger, fokusgrupper, strategitænkning og markedsføring i langt højere grad, end da jeg startede på Christiansborg.« Igen sporer Kaare R. Skou sig ind på den mangfoldighed i politikken, som han i den grad savner. Derfor skal politikernes sprog også oversættes til almindelig dansk, så seerne kan følge med. »Du kan ikke forlange, at Hr. Hansen i Ringkøbing er inde i den måde, politikerne kører det politiske spil på,« siger han. Tilbage i 1970’erne – længe inden Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen, Michael Ulveman og andre spindoktorer blev opfundet – var Kaare R. Skou selv pressemedarbejder i det daværende Boligministerium og mener godt, at

man kan skifte mellem at være spindoktor og journalist. »Ja, sagtens. Der må vi sige, at vores fag er et håndværk. Den ene dag kan du kommunikere et bestemt politisk budskab og den anden dag referere det over for befolkningen.« Når det kommer til medlemskab af et parti, er historien en anden. Her skal man ifølge Kaare R. Skou skille tingene ad. »Man går for langt, hvis man som politisk journalist er medlem af et politisk parti. Fordi du i hvert fald gennem dit kontingent er med til at finansiere et bestemt politisk parti. Og et eller andet sted har du en indflydelse på kandidater og politisk linje. Det er at spille på to heste.«

Intet nyt fra Folketingssalen »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet,« siger statsminister Poul Schlüter i Folketingssalen en forårsdag i april 1989. Tamil-sagen kogt ned i ét citat, og som efter fire årtier på Christiansborg er Kaare R. Skous største og mest dramatiske øjeblik, fordi den efterfølgende har fået så stor betydning for den måde, centraladministrationen og embedsmændene arbejder på i dag. Men det var dengang, for i dag sker der reelt ingenting i Folketingssalen. I hvert fald ikke af nogen politisk betydning. »Den politiske debat i Folketingssalen er blevet mere ligegyldig. Det er ikke hér, det sker. Dét, der foregår i Folketingssalen i dag, det er for historieskrivningens skyld. Det er for, at man om ti år kan se, hvilken holdning et parti havde til et givent emne.« Det er, som om Kaare R. Skou lige har fremlagt sin nyeste forskning. Der er ikke rigtigt noget at diskutere. Det er facts. Han kigger ned i piben igen. Der er nok tobak i. Og så er det, som om han bliver inspireret af noget helt andet, der også er på retræte i Folketingssalen. »Det er ikke bare, fordi jeg er ved at være en gammel mand, men Folketinget mangler i dag store talere. Dem, som kunne gribe en Folketingssal,« fortæller Kaare R. Skou. Han hæver sin højre arm, vender håndfladen opad og lader fingerspidserne pege i vejret. »Svend Auken kunne. Men i dag må jeg nok sige, at Folketingets bedste taler er Jesper Langballe, som virkelig kan gribe en Folketingssal, når han glemmer, han er præst. Ellers er der fandeme langt mellem dem. Folk, der står og læser op af et cand.polit.-produceret manuskript, er der altså ikke meget sex over.« Bogstavkombinationen »cand.polit.« vækker et eller andet i Kaare R. Skou. Det er blandt andet den betegnelse for en uddannelse, der har været med til at ændre hele Folketinget. Til den mere professionelle side, det medgiver

PORTRÆT

”

LIXEN | oktober 2010 | 11

I dag må jeg nok sige, at Folketingets bedste taler er Jesper Langballe. Når han glemmer, han erKaare præst. R. Skou, journalist på TV 2 han uden at famle efter piben, der nu ligger på bordet. Men det er også et udtryk for en slags mennesker, der efterhånden er så talstærk på Christiansborg, at de mister noget af følingen med samfundet uden for kontorernes vægge. »Vi er i en situation, hvor der er alt for mange cand.polit.’er i Folketinget. Akademikere, som er teoretikere, og som får et kulturchok, når de kommer i Folketinget, fordi de tror, de har lært en masse om politik på universitetet, men så bliver de klar over, at politik i virkeligheden er noget helt andet. Der er for lidt menneske over det, synes jeg.«

Togene lukkede festen Der, hvor man kan tillade sig, og hvor der er plads til at være menneske, er i Snapstinget. Her serveres der smørrebrød og flere retters menuer, mens man kan nyde en kølig Carlsberg og tale med politiske rivaler. Det er der bare ikke rigtigt nogen, der gør mere. Ligesom så meget andet er det sociale liv på Christiansborg nemlig ikke, hvad det var, dengang Kaare R. Skou for første gang fik sig en bid brød i den berømte og magtfulde kantine. »Snapstinget er ikke, hvad det har været,« siger han og ryster på hovedet, mens han holder endnu en kort tænkepause. »Snapstinget er bare en restaurant. Det, der er den helt store forskel på livet på Christiansborg, fra jeg startede til i dag, er, at dengang var der et socialt liv derinde. Altså, der var folk,

der hang ud i Snapstinget. En af de sidste af den type var Jens Peter Jensen – Jens Peter Døgnbrænder – Uffe Ellemanns far. Sådan nogle er der ikke mere. Dét, der ødelagde det sociale liv på Christiansborg, kan man næsten sætte dato på. Det var, da intercitytoget blev indført, og indenrigsflyvningen blev sædvanlig. Så kunne jyder og fynboer nå hjem om aftenen. Der døde det sociale liv.« Og det mærkede Kaare R. Skou meget hurtigt. Pludselig var det ellers så populære og fyldte Snapsting uinteressant for politikerne og i stedet for at blive, skyndte de sig hen på Hovedbanegården eller ud til Kastrup for at haste hjem til aftenkaffen, eller måske endda aftensmaden, hvis man var i god tid. En professionel udvikling, kalder han det. Til gengæld er der et sted, hvor der sjældent er så meget liv, som der er i de her år. Et sted, hvor det ikke er urealistisk at få fingrene i en god historie, og hvor holdninger blæser ud af munden parallelt med cigaretrøgen. »Rygeboksen er blevet et ganske glimrende socialt samlingssted. Så der udveksles mange synspunkter dér. Også sladder. Og mange teorier om, hvad Lars Løkke har gang i – når han ikke selv står i rygeboksen,« siger Kaare R. Skou. Hovedperson selv Noget af al den sladder er i begyndelsen af 2010 med til, at blandt andre Venstres politiske ord-

fører, Peter Christensen, tordner mod Kaare R. Skou og kræver ham fyret, fordi han i et interview fortæller, at det var én fra Forsvarsministeriet, der få år forinden havde lækket fortrolige oplysninger om en hemmelig mission i Irak. Helt så vidt går TV 2 ikke, men den erfarende politiske journalist og nu hovedrolleindehaver i en enorm mediesag må tage på et par måneders afspadsering. Hvordan havde du det i den periode? Der er et øjebliks stilhed. Han kigger op i loftet, som om ordene, han leder efter, står et sted deroppe. Han griber intuitivt ud efter piben, tænder den og tager et langt sug. »Det var ikke videre sjovt.« Han holder dagens længste pause. »Det var ikke morsomt. Det var en underlig sag. Og den blev da ikke mindre underlig hen ad vejen. Jeg blev hovedperson i en sag, hvor alle mulige andre kunne være hovedpersoner, men lige nøjagtig ikke mig. Det var nok i mangel på en rigtig hovedperson.« Men selvom episoden fik både journalister og politikere til at stille spørgsmålstegn ved den troværdighed, som Kaare R. Skou ellers altid har haft blandt mange af sine seere, fik det ham ikke til at overveje et karrierestop. For det er faktisk statsminister Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer, hvornår en af de mest erfarende politiske journalister forlader skærmen. Allerede inden Lækage-sagen indgik TV 2 og Kaare R. Skou en såkaldt seniorordning, som betyder, at efter næste folketingsvalg er det tid til at gå på pension. »Jeg er for så vidt helt kold over for, om Lars Løkke trykker på knappen snart eller venter et års tid. Helt kold. Jeg skal nok få tiden til at gå. Jeg tror nu heller ikke, det vil hjælpe at gå hen til Lars Løkke og sige: Hør her, hvis du udskriver valg nu, så slipper du for mig,« griner han ironisk over sin egen vittighed og det para-

doks, det er, at han ikke ved præcist, hvornår det er slut. Lysten til stadig at gå rundt på Christiansborgs gange, interviewe nogle af de mest magtfulde mennesker i landet og formidle vigtige og betydningsfulde oplysninger videre til borgerne er ikke lige sådan at ryste af sig. »Når jeg står op om morgenen – og jeg er absolut ikke noget morgenmenneske – kunne jeg godt tænke mig, at han havde udskrevet valg. Når jeg kommer hjem om aftenen, synes jeg, det er meget godt, han ikke har.« En dag, når næste valg er overstået, kan Kaare R. Skou endelig gå i striktrøjer og knappe skjorten op, når han vil. Og maoskoene? De bliver på.

KAARE R. SKOUS KARRIERE 1975: Færdig på Journalisthøjskolen og ansat som informationsmedarbejder i Boligministeriet. 1976-82: Journalist hos DR København. 1982-89: Ansat på Radioavisen og begynder som journalist på Christiansborg. 1989-nu: På TV 2, men stadig som Christiansborg-journalist.

12 | oktober 2010

FOKUS

| LIXEN

CENSUR

Jakob Balthazar Munk Casper Fauerholdt

Censur. Et uomtvisteligt vilkår som pressen har arbejdet under i alle afskygningerne gennem tiden. Helt tilbage fra enevældens regime i 1700-tallet frem mod det mere genkendelige september 2010, hvor vi nåede frem til femårsdagen for Muhammed-tegningerne. Et par streger, der blev til en uudtømmelig diskussion af ytringsfrihed og ikke mindst selvcensur. For er det rimeligt, at en journalist skal lægge bånd på sig selv?

Foto: Jakob Balthazar Munk

Fremtrædende meningsdannere havde intet problem med Muhammed og en bombe i turbanen, men mens Flemming Rose udgav sin bog, foregik der en på mange måder parallel diskussion et andet sted i landet. Et maleri af de kongeliges seksuelle eskapader synes at være for meget for en stor gruppe danskere. En kunstudstilling i Den Gamle By i Århus blev aflyst på grund af et kunstværk, hvor et samlet nøgent Kongehus bollede lystigt på kryds og tværs – ja selv fårene fik en tur. »Hykleri,« skreg kunstgruppen Surrend med en direkte henvisning til politikernes notoriske støtte til Muhammed-tegningerne og disses symbol på vestens ytrings- og pressefrihed. I et større perspektiv er Danmark ellers langt fremme, når det gælder kampen mod censur.

På freedomhouse.org’s liste over pressefrihed ligger Danmark på en fornem andenplads. Derfor kan det måske virke omsonst at tale om censur i et land, hvor det næsten ikke eksisterer. Men så alligevel. I den politiske verden forsøger politikerne at censurere de kritiske journalister, og en af de mest effektive metoder er en såkaldt sortlistning. Det oplevede Bo Elkjær, da han forsøgte at afdække det danske grundlag for at gå ind i Irak. Lixen giver dig historien om fire års kamp for et interview på 45 minutter med statsministeren. Vi tager også over sundet, hvor den svenske valgkamp netop er overstået. Her blev pressens boykot af det indvandrekritiske parti Sverigedemokraterna for meget for nogen. Helt urimeligt eller helt legitimt? Vi perspektiverer

debatten til den danske behandling af Dansk Folkeparti. Vi bevæger os væk fra andenpladsen på listen over pressefrihed og ned til 181. pladsen. I Iran er journalisten Jila Baniyaghoob blev frataget retten til at udføre journalistik i 30 år frem - stik imod alle menneskerettighedskonventioner. Hendes mand er blevet fængslet i fem år. I dag er hendes blog, det eneste hun har. Herudover snakker vi også med tre udsendte danske journalister, der arbejder i lande, hvor censur er ligeså almindeligt som pen og papir. Så hvad enten det er mikro eller makro, åbenlyst eller skjult, så sætter Lixen i denne måned fokus på censur. jamun09@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | oktober 2010 | 13

Hvorfor vil journalisterne ikke lege med Sverigedemokraterna? I Sverige er de højreorienterede Sverigedemokraterna netop blevet valgt ind i den svenske Riksdag. Alligevel vil de svenske medier helst lade som om at de slet ikke eksisterer. Over sundet vil danske medier ellers hellere end gerne høre Dansk Folkeparti. Også nogle gange mere, end stemmetallet berettiger. Frem og tilbage over broen stiller vi spørgsmålet: Er det svenskerne, der er for stramme, eller er det os danskere, der i den politiske journalistik blot jagter ’freakshow-faktor’?

Jakob Balthazar Munk Mikkel Cramon

FRAVALG. »Hör gärna av dig om någon vecka när vi hunnit installera oss i riksdagen. Just nu är allt lite kaotiskt då allt är nytt för oss.« Sverigedemokraterna har ikke tid til andet end dette korte svar, da vi forsøger at komme i tale med partiet. De har travlt efter det netop overståede svenske valg, der sikrede dem 20 mandater i Riksdagen. For første gang nogensinde. Det er den forløbige kulmination på en valgkamp med megen debat og polemik omkring det yderligtgående parti. Flere svenske aviser og tv-stationer ville ikke bringe historier om Sverigedemokraterna, og da Sveriges største kommercielle tv-kanal, TV4, nægtede at vise partiets valgvideo, skabte det voldsom furore og rejste flere spørgsmål: Kunne man virkelig tillade sig det? Var det en fair behandling? Og helt grundlæggende: Var denne journalistiske prioritering rimelig? Sverigedemokraternas partiformand Jimmie Åkeson, proklamerede umiddelbart efter valget i sin tale til sine partifæller: »Vi har været udsat for censur og medieboykot. Vi har ikke fået lov til at deltage i de afgørende politiske debatter. Vi er på alle mulige måder blevet behandlet som alt andet end et politisk parti.« Samme dag havde den svenske avis Expressen haft Sverigedemokrater-

”

na på forsiden af avisen i deres leder. ’NEJ!’ stod der trykt med fede typer hen over et billede af valgseddelen med Sverigedemokraterna med budskabet om, at svenskerne for Guds skyld ikke måtte stemme de nye politiske udfordrere ind.

Horribel journalistik? Svenskernes journalistiske tilgang til Sverigedemokraterna har givet anledning til debat på den danske side af sundet. I Danmark har partiets vigtigste inspirationskilde Dansk Folkeparti gennem de seneste 15 år formået at etablere sig som en yderst indflydelsesrig spiller i dansk politik. Søren Søndergaard, journalist og pressechef i Dansk Folkeparti de seneste fem år, er rystet over de svenske mediers mere eller mindre konsekvente fravalg af Sverigedemokraterna i dækningen af det nu overståede valg: »Både som pressechef og som journalist synes jeg, at det er en horribel journalistisk tankemåde og tilgang,« fortæller Søren Søndergaard, der selv har arbejdet i flere år som journalist i Sverige. Han mener, at der er stor forskel på den danske og den svenske pressestand: »Der er jo masser af danske journalister, som ikke bryder sig om Dansk Folkeparti, men som fuldstændig sagligt og nøgternt dækker, hvad Dansk Folkeparti siger og mener. Man sætter fokus på det, fordi man synes, det måske er rædsomt, eller fordi det er en del af den daglige nyhedsstrøm. Sådan gør man ikke i Sverige. Her sidder redaktørerne og skelner mellem, om de synes, det er interessant eller ej.« Proportionsforvrængning Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti omtales populært som postpopulistiske partier, idet de modsat traditionel politisk populisme både er højre- og venstrepopulistiske. Venstrepopulistiske i den forstand, at man ønsker mere velfærd for samfundets ældre og højrepopulistisk set i forhold til indvandringen. Og ifølge Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet på Politiken, bygger Sverigedemokraterna og

Der er masser af danske journalister, som ikke bryder sig om Dansk Folkeparti, men som fuldstændig sagligt og nøgternt dækker, hvad Dansk Folkeparti siger og mener. Sådan gør man ikke i Sverige. Her sidder redaktørene og skelner mellem, om de synes, det er interessant eller ej. - Søren Søndergaard, journalist og pressechef , DF

”

Dansk Folkeparti også på den samme grundlæggende idé: »Det er oplagt to partier, der er en del af den samme, i hvert fald europæiske, men man kan nærmest sige globale, politiske strømning af partier, som først og fremmest fokuserer på indvandring og de forandringer, det skaber.« Dansk Folkeparti har, modsat sin svenske pendant, i flere år haft parlamentarisk indflydelse i kraft af rollen som støtteparti for Venstre og Konservative. Nøglerollen har betydet, at Dansk Folkeparti er blevet hørt ligeligt med de andre partier i Folketinget. Og ofte mere set i forhold til folketingsrepræsentationen. Det tilbagevendende spørgsmål ’hvad mener Dansk Folkeparti nu om det her?’ kan betegnes som en journalistisk, politisk nyklassiker. Lars Trier Mogensen forklarer: »Jeg tror, der har været en proportionsforvrængning i Danmark. Fordi Dansk Folkeparti har siddet med tungen på vægtskålen og spillet den samme rolle, som Det Radikale Venstre gjorde i det forrige århundrede, så har man så ment, at deres holdninger skulle være særligt væsentlige eller særlig repræsentative. Det er et parti, som får de her 13-15 procent af stemmerne, men det betyder samtidig også, at op mod 85 procent af vælgerne ikke stemmer på Dansk Folkeparti, så derfor skal man ikke narre sig til at tro, at fordi de har den parlamentariske nøglerolle, at de så også sidder og er stemmen for flertallet. Det er de oplagt ikke,« fastslår Politiken-redaktøren. At Sverigedemokraterna kunne gå hen og blive tungen på vægtskålen ved det svenske valg, har ikke været et emne i den svenske presse. Det har ifølge Lars Trier Mogensen flere forklaringer, men han peger først og fremmest på forskellen i de politiske traditioner og normer i Danmark og Sverige. Den fundamentale svenske idé om udenrigspolitisk neutralitet har gjort, at de borgerlige og socialdemokraterne siden den kolde krig, med amerikanske påvirkninger på den ene side og sovjetiske på den anden, har stået sammen for at holde ekstremerne væk. »Det er en kultur, der ligger i det svenske politiske DNA, og som medierne dermed forholder sig til. Man

interesserer sig simpelthen ikke lige så meget (som i Danmark, red.) for yderpolerne, fordi man ved, at de ikke kommer til at få nogen rolle.«

Freakshow-faktor Den svenske tradition med at udgrænse de 10 procent mest yderligtgående partier på hver side betyder, at man hellere vil beskæftige sig med det, som 80 procent af befolkningen er optaget af. »Det medfører, at debatten bliver mere klassisk politisk. Økonomien er i centrum meget mere, end det er burkaer og kamphunde,« fortæller Lars Trier Mogensen og uddyber: »I Danmark har vi udviklet en kultur, hvor vi meget går efter det, man kan kalde en ’freakshow-faktor’. Når der er nogen, der siger noget vanvittigt, så er det ligesom en bedre historie, end hvis nogle kommer med noget tørt og kedeligt.« Søren Søndergaard kender fra sin tid som journalist på aviser i Stockholm og Malmø også de svenske journalister og redaktører og deres tilgang til journalistik. Han mener, at de svenske redaktører tager grundlæggende fejl, når de nedprioriterer de politiske yderpoler og dermed Sverigedemokraterna i mediedækningen: »Jeg synes, det er langt ude, når partier og bevægelser, som agerer i samfundet, uanset om de stiller op til et valg, eller om det bare er en fagforening eller klub, ikke kan komme til orde i medierne, fordi der sidder nogle redaktører og synes noget bestemt,« siger han og henviser til blandt andet Expressens kontante leder. Lars Trier Mogensen kan dog ikke se det forkerte i Expressens markante standpunkter. Han mener, at de svenske aviser er i deres fulde ret til at tage stilling til det omgivende samfund. »Jeg synes på mange måder, at der kan være noget demokratisk legitimt i, at man sætter en grænse for, hvad det er for nogle typer partier, der bør have ansvar i et demokratisk åbent samfund.« Han tilføjer: »Jeg kan ikke se noget problem i, at hverken private medier eller partier har en grænse for, hvem de vil samarbejde med. Under den kolde krig næg-

Jeg kan ikke se noget problem i, at hverken private medier eller partierne har en grænse for, hvem de vil samarbejde med. Det havde man i høj grad under den kolde krig i forhold til kommunisterne.

- Lars Trier Mogensen, Redaktør for lederkollegiet Poltiken

”

tede Socialdemokraterne at samarbejde med kommunisterne, og jeg kan ikke se, hvorfor de etablerede borgerlige partier ikke også skal kunne markere en klar grænse i forhold til de højrepopulistiske partier i dag«.

En svenskers drøm om Danmark Da Lars Trier Mogensen for Politiken dækkede den svenske valgkamp, lavede han et stort interview med Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkeson. Her fortalte Åkeson åbenlyst om, hvordan Sverigedemokraterna mere end bare skævede mod Dansk Folkeparti. De gik så langt som til at stjæle elementer fra Dansk Folkepartis partiprogram, og den svenske leder snakkede ligefrem om et paradigmeskift i dansk politik i retning mod Dansk Folkeparti. En udvikling, Sverigedemokraterna gerne ville se i det svenske. Men Lars Trier Mogensen tvivler på, at Jimmie Åkesons drømme kan blive til virkelighed. »Forskellen er i høj grad, at de borgerlige partier i Sverige har en helt anden attitude til Sverigedemokraterna, end man har haft herhjemme til Dansk Folkeparti. Og så længe de små borgerlige midterpartier, og så vidt også de store moderaterne, ikke ønsker at samarbejde med Sverigedemokraterna, så har jeg bare svært ved at se, hvordan de skal kunne få en indflydelse. Der er mange borgerlige, der hellere vil have en socialdemokratisk regering end en regering baseret på Sverigedemokraterna.« Alligevel vil han ikke helt afskrive Sverigedemokraterna. En snebold kan jo begynde at rulle, og Sverigedemokraterna har nu fået en fod inden for i Rigsdagen: »Hvis Sverigedemokraterna opnår en stor effekt i form af sin repræsentation i Riksdagen ved pludselig at være kommet over den barriere, der tidligere har været, og nu bliver inviteret med til tv-debatter, og hvis de i det hele taget får en national platform at diskutere udfra, og det gør, at de kan formå at sætte nogle personer i scene, som har en folkelig gennemslagskraft, så er det klart, at de kan vinde større indflydelse. Og så kan det ændre sig.« jamun09@student.sdu.dk mikma09@student.sdu.dk

Vi har været udsat for censur og medieboykot. Vi har ikke fået lov til at deltage i de afgørende politiske debatter. Vi er på alle måder blevet behandlet som alt andet end et politik parti.

- Jimmie Åkeson, Leder af Sverigedemokraterna

14 | oktober 2010

FOKUS

| LIXEN

Interviewet der tog 4 år og 45 min Da Bo Elkjær efter års forgæves henvendelse til statsministeriet fandt ud af, at han var blevet blacklistet, nægtede han at klappe i. »Hvis jeg skulle være sortlistet, så måtte jeg være det på den mest umulige, støjende og irriterende måde overhovedet.« Og er man irriterende nok, kan selv statsministeren blive nødt til at lukke døren op på sådan en rigtig dansk sensommerdag.

steren og ham den forbandede stædige journalist fra Ekstra Bladet, der blev ved med at skrive mails. 671 for at være specifik. Over et forløb på fire år ønskede journalist Bo Elkjær at lave et interview med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om Danmarks grundlag for Irak-krigen. Det blev til en kamp om stædighed, en historie om sortlistning og en

”

løst undren, indtil en ganske stor mediebegivenhed giver et noget sort klarsyn. Da George W. Bush i sommeren 2005 kommer til Danmark, bliver Bo Elkjær af sin redaktør bedt om at forsøge at lave et interview med de to statsoverhoveder. Han henvender sig nok engang til statsministeriet, hvor han bliver mødt af en indiskutabel ordlyd. ’Der er ikke tid nu, du må henvende dig efter sommerferien’.

Der havde jeg det sådan, at hvis jeg skulle være blacklistet, så måtte jeg være det på den mest umulige og støjende og irriterende måde overhovedet.

Jakob Balthazar Munk

BLACKLISTET. Statsminister Anders Fogh Rasmussen sidder helt tilbage i den hvide sofa i boligen på Marienborg. Hans hage presser sig i en skæv grimasse tilbage mod sofaen, mens han fortrækker et noget anstrengt ansigtsudtryk, idet han henvender sig til den journalist, der sidder over for ham. »Du vil vel vide, hvorfor vi gik ind i Irak i sin tid?« Journalisten på den anden side svarer. »Ja, hvorfor gjorde vi det?« Statsministerens forsøg på et løssluppent grin skratter ned i den microport, der er placeret ved det ene bryst på den hvide skjorte med grå striber. »Ja, så kan vi jo starte med det,« fremstammer regeringschefen, inden han bliver afbrudt af journalisten, der har rykket sig frem i den hvide stol, han er placeret i. »Vi kan jo egentlig starte med..« Journalistens bryn rynker, mens han fedter med en blok. »..for det er det, alle spørger mig om…« Hans blik fæstner sig ved statsministeren. »…hvorfor åbner du døren for mig nu her efter så lang tid?« Statsminsterens blik skæver til venstre ned mod gulvet, inden han giver sig til at forklare. »Jamen, det er jo fordi, øhh nu er der en ny situation i Irak i og med, øhh Danmark øhh har trukket sine landsoldater ud af Irak..« To kameraer ruller og filmer et længe ventet interview på 45 minutter. Ikke et sekund mere. 2700 sekunders kamp mellem statsmini-

De fire år

Forår 2003 Bo Elkjær tager for første gang kontakt til Statsministeriet for at få et interview med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om Irak-krigen.

presserende sag mellem Folketinget og civiladministrationen, der skulle ryddes af vejen inden valget i 2007.

Persona non grata Da Bo Elkjær i foråret 2003 arbejder på en hvidbog om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, arbejder han ud fra et journalistisk fundament om at ville involvere de relevante kilder. Og hvem kan bedre svare på Danmarks krigsførelse end statsministeren og udenrigsministeren? Med gentagende henvendelser prøver Bo Elkjær derfor at få de

”

Bo Elkjær, Ekstra Bladet

»Det var et afgørende øjeblik for mig. Mine tanker var: ’Hvad er det, der foregår?’« siger Bo Elkjær, der beder om aktindsigt i sine egne henvendelser for at få besvaret sin undren. Her får han bekræftet, at han er ’persona non grata’ i statsministeriet. »Der havde jeg det sådan, at hvis jeg skulle være sortlistet, så måtte jeg være det på den mest umulige og støjende og irriterende måde overhovedet muligt.« En lille, men stor sag Det får Bo Elkjær til at begynde på

Det er ikke løgn, når jeg siger, at efter de tre kvarter i ringen med Fogh var jeg mere træt end efter de to gange, jeg har løbet marathon.

Bo Elkjær, Ekstra Bladet

to ministerier i tale. Det har han intet held med. Heller ikke i løbet af sommeren er der pip i luften fra de fremtrædende ministre, og da hvidbogen udkommer i oktober til Folketingets åbning, er det uden Anders Fogh og Per Stig på kildelisten. Det afskrækker dog ikke Bo Elkjær i jagten på de afgørende interviews. Dem, der kan besvare de spørgsmål, som hvidbogens dokumentation naturligt afleder. »Ved enhver given lejlighed henvendte jeg mig til ministeriets sekretær i et forsøg på at få et interview. Men jeg blev holdt hen med sådan nogle lidt vævende besvarelser som: ’det er ikke muligt lige nu’, ’prøv igen i næste uge’, ’kalenderen er fuld’, ’der er ikke hul i kalenderen’.« Svarene giver anledning til en ufor-

en særdeles stædig og meget monologisk mail-korrespondance. Han skriver hver eneste dag til Statsministeriet og forklarer, at han vil interviewe statsministeren om grundlaget for Irak-krigen. Efterfulgt af et par af de spørgsmål, han vil stille. Nye hver dag. Brevene bliver offentliggjort på Bo Elkjærs blog, og sideløbende invol-verer han Folketingets ombudsmand i sagen. Han vil ikke finde sig i at blive eksporteret ud over sidelinjen. Ventetid, flere mails og en afgørelse fra ombudsmanden fastslår, at statsministeren ganske korrekt antaget ikke ville snakke med Bo Elkjær. Men da han heller ikke vil snakke med andre journalister om Irak-krigen, er der ikke baggrund for at tale om forskelsbehandling.

gen om løgnen’ udkommer.

henvendelser og finder ud af, at han er blevet blacklistet af Statsministeriet.

Efterår 2003 Elkjærs hvidbog ‘Løgnen om krigen - Kri-

Sommer 2005 George W. Bush kommer til Danmark. Bo Elkjær bilver bedt om at interviewe ham og Anders Fogh Rasmussen

Sommer 2005 Bo Elkjær søger aktindsigt i sine egne

Sommer 2005 Den første mail bliver sendt til Statsministeriet. Fogh vil ikke interviewes.

En bizar kendelse ifølge Bo Elkjær, der straks efter dommen sender et svar tilbage med eksempler på de interviews, Anders Fogh har givet om Irak-krigen. Lidt mere tid, mange flere mails og så et vendepunkt. Efter 671 mails konkluderer ombudsmanden, at Anders Fogh har sortlistet Bo Elkjær. Det stiller nu statsministeren over for et valg. Enten skal han komme med en saglig begrundelse for, hvorfor han ikke vil snakke med Bo Elkjær, ellers også skal han stille op til et interview. Statsministerens stædighed står ved. Han holder fast i, at han selv må bestemme, hvem han vil snakke med og underkender dermed ombudsmandens afgørelse. Og det ændrer sagens karakter. »Før havde det været en forholdsvis lille sag om en ministers sortlistning af en journalist. Men nu var ombudsmanden kommet med en kritik af statsministeren, som han havde valgt at ignorere. Dermed blev det en konflikt mellem Folketinget og centraladministrationen, hvad der altså er en noget mere alvorlig sag,« forklarer Bo Elkjær og tilføjer, at det var grunden til, at han holdt op med at skrive sine mails.

Mødet på Marienborg Historien fortsætter over sommeren. Et forestående valg nærmer sig for Anders Fogh Rasmussen, og en dag sidder Bo Elkjær med statsministerens pressechef Michael Ulvemann i røret. Han spørger, om Elkjær stadig har lyst til at få sit interview med statsministeren. »Det første, jeg tænkte, var ’jamen, tager du pis på mig’. Men så blev der aftalt datoer. Og umiddelbart efter at jeg havde lagt røret på, bad jeg min chef ringe til Statsministeriet og bekræfte, at der var en aftale. Det var der. Så gik jeg straks i gang med at forberede interviewet.« Mediestormen begynder at ruske. Forlydender om Bo Elkjærs længe ventede interview bliver lækket til andre medier, der kimer ham ned med utallige spørgsmål. »Til sidst måtte jeg slukke min mobiltelefon for overhovedet at få tid til at forholde mig til, hvordan jeg skulle tilrettelægge mit interview og de her tre kvarter, jeg nu havde til rådighed.« Interviewdagen oprinder, og efter fire år sidder Bo Elkjær over for statsministeren på Marienborg. »Det var dramatisk og intenst. Jeg Nytår 2006 Uddrag fra Elkjærs blog: ÅR2DAG144 ‘Jeg vil gerne have et interview med jer om Irak-krigen, om det kaos, der er fulgt i kølvandet på invasionen i 2003, og det løgnagtige grundlag, krigen blev startet på ... Jeg har bedt om dette interview i 2003, 2004, 2005 og 2006. Jeg vil også bede om det i 2007. Vil I stille op?’ Venlig hilsen og godt nytår, Bo Elkjær.

har aldrig prøvet noget, der var mere rødglødende. Og det er ikke løgn, når jeg siger, at efter de tre kvarter i ringen med Fogh var jeg mere træt end efter de to gange, jeg har løbet maraton.« Umiddelbart efter bliver Bo Elkjær fragtet op til Ekstra Bladets redaktion til en blank skærm og seks sider, der skal skrives til i morgen. Og imens Bo Elkjærs fingre aggressivt kører over tastaturet, er statsministerens spinapparat også i fuld sving. »Det var jo så at sige et forløb, hvor jeg var spillet til hjørne. På dagen for offentliggørelsen havde Fogh inviteret til interview med de tre store morgenaviser, som hver især fik en ordentlig luns til næste dags avis med kræftgaranti, og jeg ved ikke hvad. Den form for spinarbejde kan man jo ikke som journalist gøre noget ved. Det er vilkårene« Journalistens ansvar Ifølge Bo Elkjær er der utallige eksempler på politikeres blacklisting af journalister. Og endnu flere eksempler på penible sager, som politikerne prøver at tie ihjel med stor succes. Et stort problem for journalistikken, mener han. »Jeg synes jo generelt, at dét, at man sortlister journalister med kritiske spørgsmål, er dybt, dybt problematisk. Det strider jo fuldstændig imod grundlæggende principper i vores demokrati. Det er helt forrykt.« I Bo Elkjærs optik var sagen om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen for væsentlig til at blive fejet under bordet. Og han mener, at det er journalisternes ansvar at sørge for at komme problemet om blacklistning til livs. »Det er udelukkende op til redaktørerne og journalisterne. Fordi politikerne sortlister, når de synes, det er nødvendigt. Så den eneste måde, man kan tvinge dem til at lade være med at gøre det på, er at vise dem, at det ikke virker ved at udstille det,« forklarer Bo Elkjær og tilføjer. »Jo flere gange man tager den principielle kamp og siger, ’nu går vi hele vejen til målet, uanset hvor langt tid det tager’, jo lettere bliver det også.« jamun09@student.sdu.dk

Forår 2007 Ombudsmanden henstiller Fogh til enten at give Bo Elkjær et interview eller give en grund til afslagene. Fogh nægter begge dele. Sommer 2007 Efter fire år får Bo Elkjær sit interview med Anders Fogh Rasmussen.

FOKUS

LIXEN | oktober 2010 | 15

Med livet som indsats Nicholas Muhs Rindahl

For mange journalister er det frygten for at miste livet, der censurerer det journalistiske arbejde. Ifølge International Fede-ration of Journalists (IFJ) blev 139 journalister dræbt på verdensplan i 2009. Det gør året til et af de mest blodige i nyere tid. Men hvorfor sætter journalister dagligt livet på spil for den gode historie? Hvorfor rejser man som dansk journalist til verdens brændpunkter, når man ved, at det kan koste én livet? Og hvilke historier bliver ikke fortalt, fordi indsatsen er for høj? Lixen har talt med tre journalister, der arbejder i nogle af verdens farligste områder.

»Man bliver hele tiden nødt til at spørge, er den her historie mit liv værd« Sanne Fahnøe er tvunget til at udøve selvcensur i sit arbejde som freelancejournalist i El Salvador. Et land hærget af en drabelig borgerkrig. Sanne Fahnøe ankom til El Salvador for et år siden, da hun var færdig med sin praktik på Politiken. Siden da har hun arbejdet som freelancejournalist ved siden af sin specialeskrivning. Men livet som journalist i Mellemamerika er ikke let. Indædte bandekrige præger regionen, og bandernes hærgen gør det livsfarligt at være journalist. » Man bliver nødt til at udøve en ret voldsom grad af selvcensur. Der er rigtig mange historier, som jeg gerne vil lave, men som jeg ikke tør lave. Man bliver hele tiden nødt til at stille sig selv spørgsmålet, er den her historie mit liv værd?« fortæller Sanne Fahnøe. I El Salvador bliver der dagligt begået i gennemsnit ti mord, og i 2009 blev 20 journalister dræbt i Mellemamerika. Det gør regionen til en af de farligste at arbejde i som journalist. Et faktum, som Sanne Fahnøe også har mærket på egen krop. En dag sad Sanne Fahnøe midt i et bageri i et af El Salvadors farligste kvarterer. Over for hende sad en mand med tatoveringer fra top til tå. Navnet på hans bande, MS13, stod malet i blæk hen over hans ansigt, og en lille tåre var tatoveret under hans øje som symbol på, at manden har begået mord. ”Der blev jeg sgu bange. Jeg tænkte shit! Hvad har jeg rodet mig ud i her.”

Skrev aldrig historien Mødet var opstået ved en tilfældighed gennem en kirkelig organisation, som forsøgte at hjælpe manden ud af kriminalitet. Bandemedlemmet troede, at Sanne kun var studerende. Han anede ikke, at han sad over for en journalist. Det turde Sanne Fahnøe ikke fortælle ham. »Han begynder at fortælle sin historie om, hvordan han blev rekrutteret som 12-årig, og om at han nu som 30-årig aldrig ville kunne forlade banden, selvom han ønsker det. Det var sådan en historie, hvor man som journalist bare tænker YES!« Men Sanne Fahnøe skrev aldrig historien. Det var for farligt både for hende selv og for bandemedlemmet.

Privatfoto

»Det er mit ansvar, at jeg ikke udsætter dem, jeg interviewer, for fare« I Pakistan arbejder journalist Simi Jan med Taleban som en konstant trussel, men hun sørger for at passe på sig selv og ikke mindst sine kilder.

Privatfoto

Ifølge The International Federation of Journalists mistede ti journalister livet i Pakistan og Afghanistan i 2009. Men ingen statistikker fortæller, hvor mange civile afghanere og pakistanere der bliver slået ihjel, fordi de talte med journalister. Simi Jan er korrespondent for TV2 og Politiken i netop de to lande, og når hun arbejder i Pakistan og Afghanistan, kigger Taleban hende konstant over skulderen. Derfor kan det være med livet som indsats - ikke kun for Simi Jan selv, men også for de kilder, hun taler med. »Når jeg er et sted og laver en historie, er jeg væk et par dage efter. Men de mennesker, der fortæller mig deres historie skal leve i området. Derfor mener jeg ikke, at man som journalist skal være dumdristig og tænke: Nu har jeg fået mit tv-indslag eller min fede artikel, og nu har jeg ikke mere med det at gøre. Det er altså mit ansvar, at jeg ikke udsætter dem, jeg interviewer, for fare,« fortæller Simi Jan. I sommer lavede Politiken en artikelserie om situationen i Afghanistan. I den forbindelse indvilgede kvinderne i en afghansk familie i at fortælle Simi Jan om deres liv. Undervejs fortæller kvinderne om deres kusine, der var blevet dræbt, fordi hun havde en flirt med en mand. Simi Jan ved, at den ene af pigerne i familien selv har en kæreste, og da hun sætter sig til tasterne for at skrive historien, skriver hun om, hvor svær kusinens død var for pigen, fordi hun selv har en kæreste. »Mens jeg skriver det her, tænker jeg: Simi, er det her nu også smart, for hvad nu hvis nogen lægger to og to sammen og genkender hende?” Jeg lod det stå, og så var det faktisk min redaktør, der sagde: Dét, du har skrevet her, skal du lige være opmærksom på. Du har lige skrevet, at hendes kusine blev slået ihjel. Vi ønsker sgu ikke, at hende her bliver den næste.« Simi Jan slettede det for at beskytte pigen, ligesom hun andre gange har måttet droppe historier for at beskytte sig selv og sine kilder. For selvom den gode historie er vigtig for Simi Jan, især i områder som Pakistan og Afghanistan, så mener hun, at indsatsen kan blive for høj.

»Det gør mig stolt at være med til at fortælle de historier« Selvom truslen om død og kidnapning er en del af virkeligheden for journalister i verdens brændpunkter, mener Søren Bendixen, at historierne skal fortælles. Søren Bendixen har som journalist for Danmarks Radio arbejdet i både Somalia og DR Congo, to af verdens absolut farligste lande. Han har udsat sig selv for stor fare for at få den gode historie fortalt, så danskerne hjemme i stuerne er blevet informeret om konflikterne i de to afrikanske lande. I 2009 blev i alt ti journalister dræbt i de to lande, og endnu flere blev kidnappet og holdt fanget, indtil store løsesummer befriede dem. Men på trods af den store fare mener Søren Bendixen, at missionen er faren værd. »Jeg synes, det er nogle sindssygt vigtige historier at få fortalt. Når jeg har muligheden, synes jeg, det er min pligt at fortælle, hvordan en konflikt i Congo koster tusindvis af mennesker livet hele tiden, for vi hører ikke en skid om det. Det gør mig stolt som journalist at være med til at fortælle de historier,« fortæller Søren Bendixen Tænk dig om Men Søren Bendixen advarer mod, at man kaster sig ud i farlige journalistiske opgaver uden at tænke sig om. »Du skal gøre op med dig selv, hvorfor du tager af sted. Er det, fordi du fortæller en vigtig historie, eller er det, fordi du vil booste dit ego og gerne vil se dig selv i skudsikker vest og hjelm?«

Privatfoto

16 | oktober 2010

FOKUS

| LIXEN

Iran: En kvindes kamp for pressefrihed Jila Baniyaghoob kæmper for sine rettigheder som journalist, som kvinde og som iraner. Men kampen er hård i et land, hvor regimet ser stort på basale menneskerettigheder og går langt for at lukke munden på kritiske journalister.

Sara Wilkins

Hr. Dommer, Du betragter måske journalister med kritisk sans som tendentiøse personer. Men i den journalistiske verden signalerer en kritisk sans ære, uafhængighed og professionalisme. Det er varemærket på en journalist, der er fri af politiske bånd, og som prøver at udøve sin professionelle opgave, fordi personen er journalist, en uafhængig journalist. Med disse ord indledte den 40-årige iranske journalist Jila Baniyaghoob et åbent brev til den dommer, der i 2009 idømte hendes mand fem års fængsel for at lave kritisk journalistik.

Kompromisløs kritiker Jila Baniyaghoob og hendes mand, Bahman Ahmadi Amoyee er journalister i et land, hvor regeringen vil gøre alt for at dæmpe sine kritikere og bremse et folkeoprør. Det har Jila Baniyaghoob mærket på egen krop. Hun er adskillige gange blevet slået og fængslet, fordi hun nægter at underkaste sig det iranske styres censur. I stedet skriver hun kritisk om social undertrykkelse som en af frontfigurerne i den iranske kvindebevægelse. I sin journalistik har hun støttet Kampagnen for en Million Underskrifter, der bekæmper den kvindediskriminerende lovgivning i Iran, og sidste år blev Jila Baniyaghoob belønnet for sin ”frygtløse rapportering om især undertrykkelse af kvinder og børn” af organisationen International Women’s Media Foundation (IWMF). »Denne bemærkelsesværdige journalist har valgt at rapportere fra et land, hvor jagten på sandheden kan medføre fængsling, fysiske overfald og endda døden,« sagde Judy Woodruff, en af IWMFs stiftere, i forbindelse med prisens overrækkelse. Sidste år blev Jila og hendes mand arresteret, da de dækkede en demonstration mod genvalget af den

nuværende regering under ledelse af præsident Mahmoud Ahmadinejad. Det var et valg, som ifølge oppositionen og internationale iagttagere var præget af propaganda og svindel med stemmerne. Afdækningen af de udemokratiske forhold i Iran kostede Jilas Baniyaghoob mand dommen på fem års fængsel, mens hun selv blev idømt et års fængsel.

30 års forbud mod journalistik Samtidig udstedte de iranske myndigheder et forbud, som er i fundamental strid med FNs menneskerettighedskonvention. Jila Baniyaghoob blev idømt 30 års forbud mod journalistisk arbejde – en dom, der siden har ført til voldsomme protester blandt iranske journalister og menneskerettighedsaktivister verden over. I et interview med International Campaign for Human Rights siger hun om sin dom: »Jeg forstår ikke meningen med at fratage en persons menneskerettigheder i tredive år. Det er i mit tilfælde en fornægtelse af min profession og min ekspertise. I øjeblikket er min eneste aktivitet, at jeg skriver mine personlige blogs.« Det er sager som Jila Baniyaghoobs, FAKTA OM JILA BANANIYAGHOO

Hun er født d. 21. august, 1970. Hun læste journalistik på universitetet Allameh Tabatabayi i Teheran. Jila er ansvarlig sakri09@student.sdu.dk for hjemmesiden ”Association for Iranian Women”, som sætter fokus på kvinderettigheder. Hun er redaktør for hjemmesiden Kanoon Zanan Irani – det iranske kvindecenter. Jila har udgivet bogen ”Journalists in Iran”, som dokumenterer forholdene for iranske journalister. Hun arbejder også på bogen ”Women in the Unit 209 of Evin,” som bliver udgivet uden for Iran. Bogen omhandler Jilas Baniyaghoob tid i Evin, et berygtet fængsel i Teheran.

der placerer Iran i bunden af det internationale pressefrihedsbarometer, som Reportere uden Grænser opdaterer hvert år. Iran ligger på plads 172 ud af de 175 lande, der er med i opgørelsen – kun overgået af Turkmenistan, Nordkorea og Eritrea.

Det iranske styre frygter oprør Vibeke Sperling er en af de danske journalister, der har størst erfaring med at arbejde i Iran. Hun mener, at det iranske regime befinder sig i en kamp om liv eller død. For nok har styret alle midler til at undertrykke journalister og bloggere, men regimet føler sig også i stigende grad presset af den øgede afstandtagen fra dets metoder i befolkningen. »Det iranske regime har gjort uhyre meget for at pågribe folk bag internetmedier. Mindst 50 bloggere og journalister er fængslet og endnu flere er drevet på flugt af en intensiveret heksejagt på dem efter de store demonstrationer imod Ahmadinejads ”genvalg” sidste sommer.« Vibeke Sperling fortæller, at det iranske regime enten kontrollerer eller har lukket de fleste skrevne oppositionsmedier, og at regeringen er rædselsslagen for krigen imod dem på Internettet. »Iranske unge er jo enormt aktive på nettet, og regimet kæmper ofte forgæves imod dem, da de gudskelov får en del teknisk hjælp fra it-nørder i Vesten. Desværre ikke nok, da terrorlovgivning blokerer for mange kreative muligheder. Men når det for eksempel gælder forbudte internetsider, ved jeg fra mange besøg på iranske netcafeer, at de unge har veje til at komme bag blokaderne.« Kampen for pressefrihed Jila Baniyaghoob og hendes iranske kolleger skal fortsætte kampen for pressefrihed, mener Vibeke Sperling. Modstanden gør nemlig en forskel. Seneste eksempel er sagen om den iranske journalist Shiva Nazar Ahari som kan blive idømt seks års fængsel og 76 piskeslag for blandt andet ”propaganda imod styret.” »Shiva-sagen har fået enorm international bevågenhed. Det kan meget vel være grunden til, at hun ikke blev dømt til døden, som der var stor frygt for. Den internationale kampagne for den dødsdømte kvinde, Sakineh Ashtiani, ved stening har også haft sin virkning. Dødsdommen står ved magt, men steningen er suspenderet. Og det er jo ikke mindst journalister som Jila Baniyaghoob, der har bidraget til at skabe opmærksomhed om stening, som især rammer kvin-

NYESTE SAGER FRA IRAN Ifølge den Internationale Kampagne for Menneskerettigheder i Iran befinder mindst 500 samvittighedsfanger sig nu i iranske fængsler. Her er tre af de nyeste sager: Shiva Nazar Ahari: Journalist og blogger. Hun er blevet arresteret flere gange og er blevet dømt for ”propaganda imod styret” og ”moharebeh”, der betyder at føre krig imod gud, som i dette tilfælde kan medføre seks års fængsel og 76 piskeslag. Emad Baghi: Internationalt kendt oppositionel journalist som er idømt seks års fængsel for blandt andet kritik af præsidenten. Vahid Asghari og Hossein Derakhshan: To iranske bloggere der har siddet fængslet siden 2008. Organisationen ”Reportere uden Grænser” er dybt bekymret for sagen, som kan ende med dødsstraf til de to journalister.

der som straf for utroskab.« En styrket international bevågenhed kan også være Jila Baniyaghoobs redning: »Der burde nok have været mere international blæst om Jilas sag – måske ville det have mildnet dommen over hende, som vi har set i andre sager.«

Fremtiden kan blive dyster Vibeke Sperling er dog bange for, at det kan blive langt værre i Iran. »Der er efter min bedste overbevining tale om en dødskamp for regimet, men begyndelsen til enden for det regime kan blive årelang og endnu blodigere. Pres udefra kan hjælpe, men man kan frygte en for ringe international opmærksomhed.« De vestlige lande har altså også et stort ansvar: »Vesten bør fastholde presset på Iran for indrømmelser om landes atomprogram, men der har desværre været en tendens til, at fokus på atom-spørgsmålet også kan betyde mindre opmærksomhed på den interne undertrykkelse, herunder af presse- og ytringsfriheden,« siger Vibeke Sperling. sakri09@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | oktober 2010 | 17

Kun formel pressefrihed i Libanon Libanon er et af de mellemøstlige lande, der ligger højst placeret på det internationale pressefrihedsbarometer. Men Libanons pressefrihed er kun formel, mener journalist Lasse Ellegaard.

Sara Wilkins

PRESSEDIKTATUR. Pressefriheden i Libanon er ikke som i de fleste andre mellemøstlige lande. Pressen bliver nemlig ikke censureret i særlig høj grad, til gengæld er den farvet af en intern politisk strid.

»Libanon har reelt pressediktatur, da de politiske blokke hver især dikterer, hvad der skal skrives i de aviser, de kontrollerer. Men fordi magtbalancen er nogenlunde ligeligt fordelt, beskyttes journalisterne mod overgreb fra deres respektive politiske venner,« siger Lasse Ellegaard, som er korrespondent i Mellemøsten og selv bor i Beirut.

Censur er ikke et problem 22-årige Natalie Fox har netop færdiggjort sin MA i journalistik på London College of Communication. Tidligere har hun både arbejdet som kulturredaktør på Time Out Beirut og som praktikant på The Daily Star, Libanons eneste engelsksprogede

avis. Natalie Fox mener heller ikke, at censur er problemet i den libanesiske presse.

”

historie kan vinkles forskelligt afhængigt af, hvilken politisk retning en avis eller en tv-station tilhører.«

Libanon har et reelt pressediktatur, da de politiske blokke hver især dikterer, hvad der skal skrives i de aviser, de kontrollerer.

Lasse Ellegaard, korrespondent i Mellemøsten

»Der er ikke meget censur i de libanesiske medier, men der er mange forskellige meninger på det politiske område. Det skyldes Libanons interne konflikt mellem forskellige religioner og politiske partier. Så der er stor forskel på dækningen, og en

Beskidt politisk journalistik Natalie Fox vil arbejde som journalist i London og har ingen planer om at vende tilbage til Beirut. Den politiske journalistik dominerer og farver pressen alt for meget. »Libanon er et ret åbent land i

forhold til resten af den arabiske verden, og der er mange nye medietiltag. Allige-vel har jeg ikke lyst til at vende tilbage. Jeg fik nok af den politiske journalistik, som er meget beskidt og forvirrende. Det er den mest prestigefyldte form for journalistik i Libanon, men det er ikke noget, jeg har lyst til at være en del af,« siger Natalie Fox. Libanon ligger på 61.-pladsen på det internationale pressefrihedsbarome-ter, der hvert år bliver opdateret af Reportere Uden Grænser. sakri09@student.sdu.dk

Prisbelønnet fotograf: Politiken er for stram Selv voldsomme billeder er vigtige og essentielle, når en historie skal fortælles, mener fotograf Jan Grarup, der langer ud efter Politikens politik på området. »Det er ikke censur, det er almindelig sund fornuft,« forklarer fotochef.

Ida Meyer Cathrine Borup Bloch

FOTOETIK. For mange billeder når aldrig i aviserne, fordi de bliver fravalgt redaktionelt. Det mener årets pressefotograf fra 2008 og vinder af flere internationale priser, Jan Grarup. »Jeg synes, at billedpolitikken i Danmark er for stram. Jeg synes godt, at Politiken kunne bringe nogle af de billeder, som man sorterer fra. Billeder med et markant – voldsomt, om man vil – indhold, forudsat at der er en god grund til det,« siger Jan Grarup, der retter kritik mod fotopolitikken på sin gamle arbejdsplads. Glemmer verden aldrig Fabienne? Den 7. august 2010 domineres Politikens forside ellers af et billede af

en myrdet pige på Haiti. ”Lover I, at verden aldrig glemmer Fabienne?” står der med store bogstaver under billedet af liget af den 15-årige pige. Et eksempel på, at Politiken i dag godt kan bringe billeder af døde mennesker. »Fotoet af Fabienne var et voldsomt billede at tage. Nogle af de billeder, Peter Hove (udsendt fotograf fra Politiken, red.) kom hjem med, vidste vi med det samme, at vi ikke ville bringe i avisen. Det er ikke censur, det er almindelig sund fornuft,« siger fotochef på Politiken, Thomas Borberg. Billedet blev først bragt i Politiken cirka otte måneder efter Fabiennes død. Jan Grarup mener, at det ville have haft en større effekt, hvis det var blevet bragt lige efter hendes død. Billedet fortalte en vigtig historie om situationen i Haiti, som var væsentlig at få formidlet til offentligheden, forklarer han. »Jeg var der selv, da Fabienne blev slået ihjel. Jeg mener, at det billede er meget vigtigt. Jeg synes ikke, at Politikens tilgang til historien om hende var rigtig. Billedet blev jo i sin tid ikke bragt, da hun blev slået ihjel, men først otte måneder senere. Da jeg fotograferede det, var det i Time Magazine dagen efter.«

Billeder afvist af Politiken Da Jan Grarup var ansat på Politiken, arbejdede han sideløbende for en række store internationale medier. Han oplevede flere gange, at hans billeder ikke blev bragt i Politiken, men blev i stedet trykt i udenlandske medier som Time Magazine og Le Monde. »Billeder, der blev afvist i Politiken, blev lystigt trykt der,« siger han. Medierne har tit mange overvejelser omkring, hvornår det er etisk forsvarligt og journalistisk velbegrundet at bringe et voldsomt billede fra eksempelvis et krigs- eller katastrofeområde. Fordi samfundsforholdene har ændret sig, og Danmark over de seneste år er blevet en aktiv krigsførende nation, valgte Politiken at ændre deres fotopolitik for nogle år siden. »Vi skrev vores fotopolitik om, fordi den ikke afspejlede vores samfund. Vi har ikke kunnet vise omfanget af verdens katastrofer og konflikter på en ordentlig, saglig måde uden også at vise konsekvenserne af dem. Danmark er i krig, og det kan man dø af. Det er væsentligt som avis at beskrive virkeligheden, som den ser ud,« siger Thomas Borberg. idmey10@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

FAKTA

Jan Grarup (f. 1968)

- Fotograf på Ekstra Bladet 19912003. - Fotograf på Politiken 2003-2009. - Har vundet adskillige danske og udenlandske priser, bl.a. prisen for Årets pressefoto fem gange. - Har fotograferet i adskillige krigsog katastrofeområder som Haiti, Gaza og Irak.

Thomas Borberg (f. 1971) - Uddannet fotojournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. - Ansat på Politiken siden 2000. - Afløste Per Folkver som fotochef i 2009.

18 | oktober 2010

OPINION

| LIXEN

Nationalhelte med mundkurv på De danske fodboldspillere, der trækker den røde-hvide landsholdstrøje over hovedet, kan ikke sige hvad som helst. Der hersker en form for indskrænket ytringsfrihed, fortæller to nuværende landsholdsspillere.

Lasse Juncker

RØDT KORT. Man skal ikke bryde de interne og ofte uskrevne regler, hvis man er blevet belønnet med en landsholdsudtagelse. Sker det, er der kontant afregning hos landstræner Morten Olsen. Det kan nemlig få konsekvenser for de enkelte spilleres fremtid på landsholdet. Det fortæller to centrale landsholdsspillere, der begge ønsker at være anonyme. Brian ”The Beast” Jensen, målmand for Burnley i den næstbedste engelske række, har gentagne gange ytret sig i skuffende vendinger om sine manglende chancer i Morten Olsens trup. Havde han ikke gjort det, havde han ifølge den ene af kilderne fået chancen fra start i den seneste landskamp mod Island. Her var både den normale førstemålmand Thomas Sørensen og det normale andetvalg Stephan Andersen skadede. »Havde Brian ikke klynket sådan, stod han mod Island. Han har erfaringen og niveauet, men har bare trådt for mange over tæerne – især

OPINION

Morten Olsen,« fortæller den ene landsholdsspiller.

Mads Junker har talt over sig Også angriberen Mads Junker har været offer for sin åbenmundethed. Han har flere gange udtalt sig negativt om Morten Olsen, og det har haft sportslige konsekvenser. »Mads har tidligere via sin deltagelse i debatprogrammer trådt mange over tæerne. Det har været klart, at hans popularitet – især blandt de ældre spillere ikke har været stor, og det har haft betydning for hans plads på VM-holdet«, fortæller den samme kilde. Manglen på talefrihed irriterer ham. Han opfatter det som personlighedsreducerende, at han skal udøve selvcensur på tidspunkter, hvor han allermest har lyst til – og brug for - at udtrykke sine synspunkter. Men alligevel makker han ret, fortæller han. »Det ville være dumt at skyde sig selv i foden. Hellere være et intetkøn end ikke at spille på holdet.«

træning. Der er jo 23 i truppen, men kun 11 spillere, og der er en grund til, at man ikke hører om en flok spillere, der synes, at træneren er en klovn.« Enig fodboldredaktør Landsholdets indskrænkede ytringsfrihed overrasker ikke Politikens fodboldredaktør, Søren Olsen. »En ny spiller på landsholdet bliver allerede fra starten instrueret i, hvordan det er klogest og bedst at agere over for pressen.« Han nævner Nicklas Bendtner som et eksempel på en spiller, der har

måttet igennem belæringsmøllen efter udtalelser om, at han var bedre end Morten Duncan Rasmussen, inden han blev endegyldigt indlemmet i truppen. Søren Olsen bekræfter også, at der internt på holdet er nogle spillere, der sætter nogle regler. Blandt andet under presseboykotten for to år siden efter sejren i Portugal: »De mest erfarne spillere – med Tomasson i spidsen – beordrede straks de andre i omklædningsrummet til at være tavse.« En ordre, som begge landsholds-

Bøder og strafløb En anden landsholdsspiller på det danske fodboldlandshold kan berette om, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man optræder illoyalt over for holdet ved at udtale sig i negative vendinger om truppen. »Det sker tit, at folk siger for meget til pressen, så bliver det vendt på et møde foran hele holdet – bare så linjerne er rene. Er det rigtig ekstremt, får du en bøde eller strafløb efter

spillere mener, var en overreaktion, men som de ikke ville sige imod af frygt for at miste pladsen på holdet: »I sådan en situation holder man bare sin kæft og retter ind.« Kommunikationschef i DBU Lars Berendt ønskede ikke at medvirke i artiklen. Navnene på de to anonyme landsholdsspillere er Lixen-redaktionen bekendt.

lajun10@student.sdu.dk

Ill. Karina Cecilie

DR deler og hersker Mathias Sommer

BYE BYE. Det er udtryk for manglende indsigt i markedsmekanismerne, at man lukker P2. P3 er en populærstation, der fungerer på samme vilkår som - og skal konkurrere med - kommercielle stationer. Den gør hverken fra eller til i ”public service,” og begrundelsen for dens eksistens, som er baseret på, at de spiller 40 procent dansk musik frem for kommercielle stationer, der spiller 8 procent, er igen en misforstået opfattelse af udbud og efterspørgsel: Hvis lytterne ønsker dansk musik på kommercielle stationer, så bliver dansk musik også spillet i overens-

stemmelse hermed. Det er altså et totalt misforstået argument, når man via P3 vil påtvinge danskerne noget, de ikke ønsker. Nu bliver såvel P1

”

Kurt Strands afgang fra DR, og art midtvejskrise, i hvilken han har proklameret, at hjemvenden til radiomediet ville passe ham vel, må

Det er altså et totalt misforstået argument, når man via P3 vil påtvinge danskerne noget, de ikke ønsker. som P2 altså ringere, og P3, hvis med magt tilrandte - bevillingsgrundlag fungerer på skæve vilkår (unfair konkurrence), får altså lov at blive. Kort og godt fordi unge danskere lytter til kanalen. Det foregår altså efter et moralsk forkasteligt del-oghersk princip, der ikke er til gunst for nogen.

betyde, at han bliver det første store navn på den nye talkradio-kanal. Og det er jo ikke dårligt. Man kan kun håbe, at den nye kanal bliver værd at lytte til. msomm09@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | oktober 2010 | 19

Farvel og tak for denne gang Hjemvendt fra sommerferie bliver Steffan Axelsen mødt af et brev fra Syddansk Universitet. Ikke et rart et af slagsen. Men et som konkluderer, at han er meldt ud af studiet. Farvel og tak.

Steffan Axelsen

»... Vi ser os desværre nødsaget til at meddele, at universitetet pr. dags dato har bragt din indskrivning på følgende uddannelse: Journalist til ophør.« Så kontant en udmelding er ikke just den besked, man ønsker at vende tilbage til efter at have været væk fra

H.C. Andersens hjemstavn i løbet af sommerferien. Ikke desto mindre var det, hvad der i slutningen af august ventede mig i min i forvejen overbelastede postkasse. Med ét var drømmestudiet brat taget væk fra én. Et års hårdt arbejde var spildt - og hvad pokker skal man gøre i den omsonste situation? For at kunne finde hoved og hale i dette spoler jeg tiden nogle måneder tilbage. Den sidste eksamen, der rundede et hektisk 2. semester af, blev afleveret med tre kvarters forsinkelse. ‘Tekniske problemer med printeren’, mente min gruppe og jeg. ’En ren selvforskyldt fejl 40 i form af manglende penge på printerkontoen,‘ mente ledelsen. Og ja, med hånden på hjertet og rødmende ansigter måtte vi krybe til korset og give dem ret. Og det er her, postyret starter. For

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

... at fighter-årgangen skal få drukket nogle flere øl. - Sophie Bremer, 5. semester

afleverer man en eksamensopgave for sent, bliver den kategoriseret som værende udeblevet og altså ikke dumpet. Der kræves derfor, at man søger en dispensation for at komme op til sin reeksamen. Jeg må her blankt erkende, at jeg ingen anelse havde om denne regel. Så i god tro pakkede jeg kufferten, drog afsted på ferie og vendte først tilbage i slutningen af august til noget af et chok. Brevet, hvorpå ekskluderingen af det fine akademiske selskab var noteret, var udstedt i midten af juli og havde indtil 9. august til at blive besvaret. I mit tilfælde var det 19 dage over deadline. Besked af den gamle skole Hvor vil jeg hen med al den personlige ynk? I bund og grund ønsker jeg at udbrede et varsko til alle jer, der er

... at det er skuffende, at Steffen Koldborg ikke har skrevet et portræt til Lixen. - Steffen Koldborg, 3. semester ... at det ikke er meget vi har set til pigerne på 1. semesters fodboldhold. - Pernille Ulriksen, 3. semester ... at man alt for sjældent ser 1. semester-tøserne i fodboldtøj… Har de glemt, det snart er den 15.?! - Astrid Holck Jensen, 3. semester ... at vi har haft for få interessante tirsdagsforedrag på Medietorvet - Nicholas Rindahl, 1. semester ... at de andre journalistuddannelser er jaloux over at ligge så langt fra KBH og frygter for al den networking, vi kan udføre i byen. - Louisa Hayman, journaliststuderende RUC

tion på. Det er noget af et paradoks for et studie, der gerne vil profilere sig som flermediel med benene inden for det nyeste nye. Det ville ærlig talt ikke have skadet at søge kontakt på andre måder end brevpost. Så en tommelfingerregel herfra. Sæt jer mindst lige så meget ind i, hvad I har med at gøre, som de historier I beskæftiger jer med. Ellers kan selv de mest banale detaljer medføre fatale ting. Så velkommen til universitetslivet. Hilsen en tilbagevendt studerende. staxe09@student.sdu.dk

Erfaring eller gennemsnit? De tre journalistuddannelser i Danmark rekrutterer deres studerende på forskellige måder. I Odense og Århus sker optagelsen af de studerende ud fra en optagelsesprøve, hvorimod de i Roskilde udvælger ud fra karaktergennemsnit. De journaliststuderende i Roskilde må derfor skille sig ud fra de øvrige, da der af dem kræves et umådeligt højt karaktergennemsnit.

... at folk har været usandsynligt sløve til at indstille til JernHenrik 2010. - Astrid Holck Jensen, 3. semester ... at hele pensum skulle læses på lydbog, så man kunne forberede sig, mens man cyklede til skole. - Stine Greve, 3. semester

nye i systemet og dermed ikke har den fornødne indsigt i universitetets bureaukrati. Af førnævnte årsager medgiver jeg, at universitetet har indført et mere strømlinet reglement over for netop sådanne situationer. Men proceduren er for gammeldags og kynisk. I princippet kunne alle have været på et krydstogtskib, opvartet af noble tjenere og med sit korpus plantet på dækstolen i selvsamme tidsrum, hvor brevet blev udstedt, til svaret senest skulle udbedes. Derudover ville det i ens fravær ikke have været nok at holde sig ajour via nettet (som jeg i sagens natur også gjorde i løbet af sommeren), thi man ikke benytter sig af e-mails fra ledelsens side. Brevpapir sendt afsted med duer og underskrevet med blæk er vitterlig den eneste måde, at man bliver opfordret til at søge dispensa-

Helene Jepsen

10,9 skal der stå på eksamensbeviset fra gymnasiet, hvis du vil have en af de eftertragtede pladser på journalistuddannelsen på Roskilde Universitet. Umiddelbart vil man så tro, at de studerende i Roskilde derfor er de bedste. For at blive en god journaliststuderende er det vigtigt at være fagligt dygtig, men mindst lige så vigtigt er det at have andre kvalifikationer. Kvalifikationer, der kan opnås gennem for eksempel rejser eller højskoleophold. Disse kan lige så vel som et højt eksamensgennemsnit være med at forme en god journaliststuderende. I kraft af at journalistik er et fag, der kræver en vis portion gå-på-mod, engagement og hård hud, så er det ikke til nogen skade at kvalificere sig på anden vis end via et godt gennemsnit. På det journalistiske arbejdsmarked må man håbe, at der er en god blanding af forskellige typer medarbej-

dere, da de skal dække flere forskellige stofområder, og dækningen skal ligeledes også være forskellig. Derfor skal billedet af de studerende på uddannelserne også helst være mangfoldigt.

Erfaring vs. 12-tal På Roskilde Universitets journalistuddannelse er det desværre kun superstudenterne, der bliver lukket inden for dørene. Superstudenterne er gode at have på et studium, men superstudenterne gør til gengæld også, at man i Roskilde har en bestemt type af studerende, og det er synd. Journalistik er et fag, som man kan blive moden til på anden vis end gennem et højt snit, men sådan er det ikke på Roskilde Universitet. Hvis vi forestiller os to potentielle

”

kan, lige så vel som pigen på 19 år, blive en god studerende. Det vil man aldrig finde ud af på Roskilde Universitet, da man her går efter studerende, der har kvalificeret sig via karaktergennemsnit. På uddannelsen går de altså glip af en masse kræfter, som kunne tilføre studiet og journalistverdenen noget andet end elitestudenterne. Mangfoldig journalistik På journalistuddannelserne i Århus og Odense holder de fast i at optage de studerende gennem en længerevarende optagelsesprocedure. En procedure, som nok er mere besværlig end at optage via karaktergennemsnit. I det lange løb kan det dog betale sig, hvis det man får ud af det, er et mangfoldigt studium med mange

På uddannelsen går de glip af en masse kræfter, som kunne tilføre studiet og journalistverdenen noget andet end elitestuderende.

ansøgere til journalistuddannelsen i Roskilde. Den første ansøger er en fyr på 24 år, som har et karaktergennemsnit på 5,8. Derudover har han rejst i Uganda og arbejdet som avissælger. Vores anden ansøger er en pige på 19 år, som lige blevet student med skolens højeste snit. Det er naturligvis pigen på 19 år med det høje karaktersnit, der kommer ind på Roskilde Universitet og ikke fyren på 24 år, som har en god ballast i rygsækken. Hvem af de to potentielle ansøgere der rent faktisk vil blive den bedste studerende, er svært at sige. Men fyren på 24 år

typer af studerende, der hver især kan bidrage med noget helt specielt. Noget som senere vil komme dem til gavn ude på redaktionerne. Mangfoldigheden i den journalistiske verden skal bestå, så vi i fremtiden kan blive ved med at se mange forskellige former for journalistik. Heldigvis findes der stadig mangfoldighed i Odense og Århus. hjeps10@student.sdu.dk

Bagsiden

Vild med Christiansborg

Joachim B. Olsen har medvirket i flere tv-programmer end de fleste. Faktisk havde han sit eget show, ’Hvem kan slå …’, før Sidney Lee fik ’Rock ’n’ Roll Camping’. Nu stiller han op i det største show af dem alle.

Niels Christian Buhl Mikkel Asferg

VENDEKÅBE. Sportsmand, cowboy - og nu også politiker. På Lixens bagsideredaktion er vi udmærket klar over, at det kan være svært at hitte hoved og hale i, hvad ham Joachim B. Olsen egentlig går og laver. Som en service til vores læsere bringer vi derfor her en gennemgang af altmuligmandens glorværdige karriere. For at gøre læserne i stand til altid at kunne udpege og identificere Joachim B. Olsen, ligegyldigt hvilken forklædning han måtte være iført, suppleres artiklen af en udklippelig påklædnings-Olsen. Fra trikot til silkeskjorte Joachims første dragt var rød og hvid – og yderst stram! Iført dette lille stykke tekstil stødte Joachim B. Olsen sig i starten af 00’erne ind i alle dan-

skeres atletikhjerter. I 2005 trådte han for første gang op på medaljeskamlens øverste trin. Det skete, da han efter nogle års forgæves forsøg endelig stødte kuglen længst og blev europamester. Olsen behøvede imidlertid kun et enkelt forsøg til at nå toppen, da han i 2008 skiftede sportsgren. Og sendetid. Marianne Eihilt klædte ham særdeles godt på til dansens verden, og sammen kunne de til sidst løfte det eftertragtede ’Vild med dans’trofæ.

To slags hestekræfter Efter den store dansetriumf tog Joachim B. Olsens karriere for alvor fart. Titlerne som kuglestøderkonge og standarddanser blev brugt på lige fod, indtil Joachim jokkede speederen i bund i ’Zulu Djævleræs’. Tv-showet blev dog ikke den store succes for vores mediedarling, og han skiftede efterfølgende de rustne hestekræfter på Nysumbanen ud med en ægte hest i det vilde vesten. I ’Zulu Kvægræs’ markerede han sig især ved at forskrække alle de andre deltagere, da han først wrestlede en kalv i jorden og derefter var ved at komme op at slås med Thomas Villum Jensen. Det ultimative show Selvom kvægræset angiveligt skulle have været en stor oplevelse for

alle deltagere, var det ikke nok til at mætte Joachim B. Olsen, der nu retter sigtekornet mod Borgen. Det vil vi her på redaktionen gerne

hjælpe med at klæde ham på til, og vi bringer derfor en illustration af tøjet til hans kommende og hidtil største show: ’Vild med Christiansborg’.

nibuh10@student.sdu.dk mikka10@student.sdu.dk